Velkommen til vores blog

Et lille kig ind i vores verden - de mest essentielle begivenheder i livet - liv - død - fester - rejser.

Vi skriver engang imellem, i perioder ofte.

Vi opdaterer jævnligt billeder i billedalbummet.

Kig dig omkring og smid en kommentar, hvis du får lyst




mandag den 22. oktober 2012

Kuranda

Vi havde hjemmefra bestilt turen til Kuranda med transfer fra vores hotel og det hele. Vi ville ikke bruge de 1½ dag vi havde i Cairns på at rende rundt og arrangere alt muligt, så det var rart at noget var arrangeret. Derudover skulle vi have arrangeret bådturen til Fitzroy Island og have købt ind til dagene derovre, hvor vi ville have en hotel-lejlighed med eget køkken.

I bagklogskabens navn have vi nu ikke behøvet at have betalt for transfer frem og tilbage til hotel, men det var nu nemt. Turen, som vi tog og som de fleste tager til Kuranda, bød på en 7 km lang tur med en lille lukket gondol hængende over regnskoven mod Kuranda og en 1½ time lang togtur med et veterantog retur. Og i midten af dette havde vi nogle timer i regnskovsbyen Kuranda, som er kendt for at være beboet af alternative mennesker, hvilket viser sig i markeder og butikker med batik-tøj, urter, massage og andet godt.

Vi blev hentet kl 8.30, hvilket jo var lidt tidligt, når vi jo stadig havde jetlag. Men natten var gået fint, så det gik også fint med at komme op. Elias blev vækket i sidste sekund og vi kom alle fint ud af døren. Vi skulle samle folk op fra andre hoteller og køre et kvarters tid ud af byen, hvor Sky-line har deres afgangsplatform. Som vi nærmede os kunne vi se de svævende gondoler bevæge sig op over bjerget og forsvinde over rygningen et sted deroppe.

Snart hang vi der selv i vores egen lille gondol med udsigt ud over landskabet og kystlinien i det nordøstlige Australien. Og lige ned var regnskoven. Ikke mange meter over trætoppene svævede vi. Gondolbanen er bygget på bedst mulig vis uden at ødelægge naturen. Alle materialer, der ikke kunne fragtes ad vejen til Kuranda, er fløjet ind med en stor helikopter og arbejdsmændene måtte gå ind til byggepladserne, hvor søjlerne til gondolbanen skulle etableres. Efter sigende blev der kun fældet ti træer under byggeriet.

Turen kan afbrydes med to gåture ud i regnskoven. Det første stop var en lille gåtur rundt i regnskoen på gangbroer med små fortællinger om skovens træer og dyr, bla den store strudsefugl Cassovary, som spiller en væsentlig rolle i regnskovens øko-system. Andet stop var med udsigter til et stort vandfald, til en dæmning og til toget, som gjorde stop på den anden side af slugten.

Vel ankommet til Kuranda gik vi en tur rundt i byen. Det legendariske hippiemarked så ret tillukket ud og på et andet marked gik vi i stå foran en mand som havde en bod fuld af Didgeridoos til flere hundrede dollars stykket. Han gav gerne demonstrationer på dem og det var begge børn meget betaget af, så vi endte med at hænge ud der en stund. Han fortalte at han havde været i København og selvfølgelig Christinia, hvor han havde jammet hele natten i en hel fantastisk blues-koncert.

Vi spiste frokost i en park og så var tiden fløjet fra os. Den gik alt for hurtigt i byen. Vi kunne godt at have brugt længere tid. Men toget kl 14 ventede os, så vi gik ned mod stationen igen og provianterede os med en is, en iskaffe og en cola til togrejsen.

Kl. 14 tuttede toget af og satte igang. I tøffende knirkende sneglefart snoede toget sig afsted ned fra regnskoven mod kysten. Vi stoppede ved det store vandfald og så det fra den anden side. Vi så også et andet mindre vandfald, som vi nærmest kørte under. 14 tunneller og en masse snoninger senere var vi nede ved kysten i byen Freshwater, hvor vores transfer ventede. Vi var retur på hotellet ved 16 tiden.

Efter et hvil på hotellet gik vi ned til Esplanaden. Elias havde tigget og plaget om Mc Donalds mad (læs Happy Meal med gave og æske), men Britta kunne ikke lokkes med, så vi købte en Happy Meal til Elias og gik hen til den foodcourt vi havde spist ved før. Britta fik Thai buffeten igen og René fik en stor steak med pommesfritter. Vi gik en tur gennem natmarkedet og hoppede hjem i seng.

Ingen kommentarer: