Et hul

Jeg synes sgu det er lidt svært i de her dage. Må vist sande at jeg har ramt et hul igen...Et ked-af-det hul uden overskud. Jeg sandede det først rigtigt sidste fredag, da vi var til psykolog, men jeg har fornemmet det snigende i en periode. Jeg har ikke været med til psykolog i 1½ måned - da timerne nu er Renés bevilliget da han er ramt af stress og har været fuldtidssygemeldt i 2 måneder. Psykologen spurgte selvfølgelig hvordan det gik med mig, med sorgen, med Lea og med René og jeg... Og jeg græd nærmest hele tiden og tårerne har trillet flere gange i løbet af dagene siden. Jeg føler mig slidt... Jeg trænger til ro. Jeg ville ønske jeg havde min barsels-/sygdomsperiode fra sidste år nu. Jeg trænger til at nå dertil, hvor jeg kan gøre noget godt for mig selv. Tiden flyver afsted og jeg synes ikke rigtig jeg kan nyde den. Og jeg hader at jeg ikke kan nyde tiden. Jeg ved hvor heldig jeg er. Jeg ved hvor taknemmelig jeg burde være... Men jeg har så fandens svært ved at bare være og at nyde tiden. Det har jeg altid haft... svært ved bare at være... Men det er blevet så meget værre efter at vi mistede Malou.

Renés sygdom har sat sig på mig, fordi jeg har mentalt har taget alt på mig og koblet René helt af, så jeg bare kører alting selv. Det har jeg tendens til og det har vi arbejdet med at ændre... René skulle koble sig mere på og jeg skulle lukke mere ind. Men da René blev sygemeldt, meldte han sig ud... Det var et skridt for at blive rask. Jeg ville gerne støtte ham og hjælpe ham til at blive rask... så jeg tog alt på mig. Det er både praktisk og mentalt alt alt for meget. Jeg føler mig ensom og udslidt. Jeg tæsker derudaf med maling af skur og træhus, pasning af den nye have, anlægning af forhave (har kørt 3 tons sten i trillebør) og alt det andet et 207 kvm hus og 1000 kvm grund kræver. Jeg føler det er mit ansvar. Jo mere René har slappet af foran computer og Ipad - jo mere har jeg knoklet igennem. Og jeg gør det godt og det jeg får lavet er så flot. Det er en stor tilfredsstillelse... Det er ikke det praktiske arbejde, der er hårdt... Det er ensomheden... Det er følelsen af at jeg er strukket ud og skal overskue det hele... og det kan jeg ikke.

Der er nu kommet lidt mere ro på mig og mit indre efter Elias igen er kommet i børnehave i mandags. Den sidste uge har været bedre. Jeg har flere stunder... f.eks. nu hvor jeg ikke tæsker rundt... Og Elias er rarere at være sammen med fordi han har mere ro på... Han faldt sgu ikke rigtig ned i gear i denne ferie... men hva det gjorde jeg heller ikke... Jeg er simpelthen ikke god til at finde huller til at gøre noget godt for mig selv og blive tanket op igen.

Så jeg har igen lettere til tårer... Jeg græder ikke over ensomheden. Jeg græder over Malou. Ikke af savn og længsel efter hende, men over at hun skulle dø... Over den traumatiske oplevelse vi blev sat i for 1½ år siden. At vores længe ventede datter var syg og at vi skulle bestemme at hun skulle dø. At vi ikke fik lov at give hende livet. Hvor er uretfærdigt. Hvor er det barsk. Tænk sig at det eneste man kan give sin datter er døden. Det chok at vi blev sat i, har endnu ikke sluppet sit tag i sind og krop. Det er en traumatisk oplevelse, som jeg tror jeg skal bruge resten af livet på at forstå og finde fred med.  Jeg ryster på hovedet... for hvordan gør jeg? Jeg ved det ikke. Jeg ved at livet er langt langt nemmere end for et år siden. Jeg ved at der er en fremtid... en fremtid fuld af lys og glæde... fuld af oplevelser... fuld af liv... Der var INGEN fremtid sidste år... Der var intet lyst... Der er masser af lys nu...

Men jeg er forandret... og jeg har ikke fundet hele mig selv endnu. Jeg er skåret og kan så let komme til at bløde igen. Jeg kæmper med min forandring. Jeg kæmper med at forstå og acceptere, den jeg er nu. Det jeg ikke kan... Det jeg kan... Det jeg har brug for. I sig selv er det en sorg og et chok at miste sig selv på den måde....

Hvor ville jeg ønske at livet var lidt mere lyserødt... Hvor ville jeg gerne have min naivitet retur... suk

Vi fik heldigvis en rigtig god snak over aftensmaden efter psykologen i fredags... min ked-af-det-reaktion er faktisk først kommet efter psykologen. Jeg fik ligesom hold i, hvor meget der fyldte - fik en fornemmelse af at jeg var i et hul... og i dagene siden har jeg ladet mig mærke hullet... grædt over Malou, sorgen, chokket, mine reaktioner, min ensomhed... René og jeg har siden vi mistede Malou arbejdet rigtig meget på at opnå mere fællesskab... at få det bedre sammen... Og derfor var det også en sorg for mig ikke at kunne tælle René med, da han blev diagnoseret syg i april måned. Det var svært at skulle, for jeg glædede mig så meget over de skridt vi var nået, den indsigt vi havde fået i hinandens reaktionsmønstre og den større rummelighed vi havde opnået... Ganske som vi drømte om, da Malou viste os at vi kunne... og nu mistede vi den igen. Den gave som Malou havde givet os, måtte jeg se smuldre mellem fingrene... Det var hårdt... og det trak mig og os i en forkert retning. Jeg kan se det nu... jeg kunne se det på vejen, men jeg kunne ikke stoppe det.

Og ja, René er også ensom i alt det her... Han kan stå på sidelinien og se mig køre hele ræset og slet ikke føle sig med... Slet ikke føle sig nødvendig... Føle sig helt overflødig... for jeg regner ham ikke med. Jeg har trukket ham ud... for at skåne ham... og for at skåne mig... Men det er ikke godt... Han siger at han nu er klar til at komme igen. Han vil være med... på én eller anden måde. Han kan ikke bidrage med det jeg kan... Men han vil gerne regnes med... Han vil så inderligt gerne at jeg har positive forventninger til ham, fordi det måske vil tilskynde ham til at gøre noget... Jeg har ingen forventninger, fordi jeg ikke vil skuffes. Jeg gider ikke høre på alle intentionerne, når de ikke bliver til noget... Men Han tror at hvis jeg tror på intentionerne, vil flere blive til noget...

Vi er meget forskellige... Jeg er en arbejdshest og han er en afkobler. Han slapper ikke af ved at gøre og være igang. Han bliver udkørt og synes han har lavet nok, når han har været igang i 2 timer og jeg holder aldrig pause, når jeg er igang. Vi har lært af hinanden. Jeg er blevet bedre til at slappe af og han er mere aktiv... Men vi har ikke lært nok. Jeg ved at det at jeg er så meget gøren, er en forsvarmekanisme... og hans passivitet er det samme... Vi må finde en balance... og ja fællesskab om gøre målene er nok en vej... Vi har for fanden bygget et hus sammen mens Elias to år rendte rundt mellem os... Vi kan et eller andet... Vi skal bare huske det "forbandede" fællesskab...