På vej....

Tænk sig at der allerede er gået en måned siden jeg skrev sidste gang. Tiden flyver simpelthen afsted... Overskriften "på vej" er sigende på mange måder, for hold da op hvor er det svært at føle at jeg er i nuet og at jeg nyder nuet, når tiden går så stærkt. Nuet er så hurtigt passeret at jeg knap nok når at opdage det... Det er altså lidt af et tema for mig at tiden går så stærkt. Det er sgu lidt angstprovokerende. Jeg glæder mig på ingen måde til hverdagen igen og jeg ved at jeg vil føle at jeg ikke satte nok pris på det, mens jeg havde tiden herhjemme. Jeg føler bare ikke jeg kan gøre andet for bedre at nyde, at være tilstede og at sætte pris på. Jeg bliver jævnligt frustreret... over Lea der bøvler med mad og søvn... og så kommer jeg til at tænke at jeg glæder mig til at hun bliver ældre og vi er ovre det bøvl... men ældre betyder jo at tiden er gået og hverdagen er her igen... og det tror jeg sørme ikke bliver bedre eller mere roligt eller vil give mig mere af den tid jeg savner... Jeg savner tid til mig selv - tid og ro til at fordybe mig og ikke blive forstyrret - jeg føler ikke jeg er nede i gear - det er som om jeg altid er alert. Altid på spring til at blive afbrudt og til at være noget for andre... Og det gør mig træt... så træt... og jeg hader det, for det er jo nu jeg har tiden... men det føler jeg ikke jeg har. Jeg føler det som om jeg ikke kan trække vejret helt i bund, for jeg skal holde pulsen oppe, så jeg er klar. Det er som om jeg ikke giver mig tid til at tænke tanken færdig, fordi det alligevel ikke nytter. Jeg bliver alligevel afbrudt.

Med denne tilstand taget i mente, føler jeg mig på vej... på vej op af hullet. Det hul, som jeg sidst i juli måtte sande at jeg var røget i. Hvor symptomerne var arbejdsnarkomani, følelse af ensomhed og forladthed i mit parforhold. Da jeg sandede det i juli, mærkede jeg hvad det handlede om. Malou dukkede op... nærværets omklamrende sårbarhed dukkede op. Jeg fandt mig selv grædende hver gang, jeg ammede Lea, for så var jeg i ro og så dukkede Malou op... og smerten og traumet. Jeg græder ikke over Lea længere. Jeg tæsker ikke rundt længere. Men jeg har stadig et problem med nærvær... med stilhed og ro... Min sorg lever i stilheden - i pausen - i nærværet. Det er jo godt at vide, hvor jeg har den og hvor jeg kan opsøge den, men det er fanden at jeg ikke selv kan styre det. For sorgen ligger også i nærværet til andre... i fordybelsen med mine andre børn, min kæreste... og i roen med mig selv. Jeg ved ikke hvornår eller hvordan jeg vil få et andet forhold til fordybelsen... Men lige nu har jeg det bedre... Jeg føler dog at jeg balancerer på en knivsæg og det næste hul kan lige såvel være rundt om hjørnet uden jeg ved det. Jeg skal sådan passe på mig selv... Jeg får trykken for brystet bare jeg sætter mig for at lave lækker familiemorgenmad med flere retter... og jeg føler mig rigtig tit udstrakt mellem alt for mange behov på én gang. Jeg skal ganske enkelt være alt for mange steder på én gang... Puh hvis jeg ikke får det bedre gruer jeg sgu for at vende tilbage til mit arbejdsliv. Hvordan skal jeg kunne være leder for 20 mennesker, når jeg ikke engang kan lave morgenmad uden at få fysiske symptomer???

Og så giver det mig SÅ dårlig samvittighed at jeg ikke bare kan nyde Lea, som hun er med alt hvad hun er og alt hvad hun kan og ikke kan. Hun er et livsstykke af format. Hun er så kommunikerende og livtagende. På gode dage kan jeg tage hende ind, mærke det og hende. På grå dage kan jeg tænke at tænk sig nu er snart 7 måneder gået, hvor jeg har klaret hendes særlige bøvl - så lige pludselig er hun stor og de problemer vi nu bøvler med, er forsvundet. På sorte dage føler jeg mig nærmest ikke forbundet til hende. Jeg bliver irriteret, føler mig forstyrret og har bare brug for ro. Og jeg HADER at jeg har det sådan. Jeg har virkelig svært ved at rumme at jeg kan blive irriteret på sådan en lille dejlig pige, der bare lever og er.. og vil mig og livet på sin helt egen måde.

Og Lea er også på vej... Hun bliver så stor og dygtig. Hun er de sidste uger begyndt at krybe rundt i stuen og nu kommer hun ganske langt. Så nu er det med at være opmærksom på at der ikke ligger noget af Elias' ting i hjørnerne. For alt skal selvfølgelig i munden... På nær mad... Det er hun stadig ikke tosset med. Jo mors bryst, hvis det gives hvor vi begge ligger i et stille lokale. Ikke noget med at give mad ude i offentlige rum og mens mor sidder op. Og grød/mos mad er ikke en fest. På nær en nedtur de sidste dage går det dog bedre og hun får mere og mere indenbords. Heldigvis satte det sig også på søvnen, så hun i 1-1½ uge kun har vækket mig 2-3 gange for at få mad. I to måneder har hun ellers spist 5-8 gange på en 10-12 timers nat. Så der har været mellem 1-2½ time mellem hver amning. Måske det også kan være forklaringen på mit behov for ro og fordybelse. De sidste dage har hun igen spist hver anden time, men der har jeg heller ikke kunnet få så meget mad i hende. Har prøvet med fingermad og rugbrødder, men hun kløjs stadig i den mindste klump. Men vi kæmper videre og drømmer om at vi får lidt mere regelmæssigt styr på mad og søvn, inden vi drager Down under...

Ja for vi er jo på vej... til Australien. Imorgen tidlig er der 3 uger til vi står klar til 2 måneders rejse med rygsækkene ved toget, der skal fragte os til Kastrup, hvor fly vil bringe os over London til Singapore. Her gør vi et lynstop med zoo og nat-zoo, Singapore Flyer (pariserhjul), Chinatown... 2 overnatninger. Så flyver vi videre mod Cairns i Nordøst- Australien. Her skal vi bo på hotel i 3 nætter. Hvor vi skal afklimatisere lidt med at liste rundt i byen, bade i lagunen, proviantere og på togtur gennem regnskoven til byen Kuranda. De næste 3 nætter skal vi tilbringe på koraløen Fitsroy, som ligger 45 min fra Cairns. Den byder på afslapning, snorkling og små gåture. Retur på fastlandet får vi vores autocamper, som skal være vores hjem de næste mange mange uger og bringe os fra Cairns (med smut nordpå til Port Douglas og indland til Undara Lavetunneller) mod Sydney, som vi flyver hjem fra midt i december (med et lynstop i Hong Kong på vejen hjem). Detaljerne til rejsen er ved at være klar... en løs rute er lagt og de første hoteller er booket. Jeg er godt i gang med pakkerierne og indkøb af alle de små dimser, der skal til. Vi er jo vant til at pakke til de 3 af os, for der skal ikke mere tøj til en tur på to måneder som en på 3 uger. Så det var nemt at finde Elias' ting frem.
Det bliver rigtig spændende hvordan begge børn vil tage det. Elias at være væk fra sin børnehave så længe og Lea med at køre i bil (hvad hun hader) og sove i autocamper.

Lidt hurtigt nyt herfra også:
- Juli bød på ferie hos Mormor med tur i biffen, Randers regnskov, Tur til Ebeltoft i Skibstræf, Fjellerup marked, første ferie hos Farmor og Erik med tur uden sko på i Ree park, Vennebesøg på fyn og Vikingetræf.
-August bød på en 4 dages tur til København, som udover at Lea skreg meget af vejen til KBH, gik over alt forventning. Hyggelige besøg hos venner og familie og besøg i zoo.
- August bød også på Cirkus Summarum, bedsteforældredag i Skræ, markedsdag og havefest, høstfest i børnhaven med flækket øjenbryn som finale og opstart af svømning og pilates.
- September bød på fødselsdage. Først tøse-hygge, hvor jeg havde besøg af et par veninder. Så familie-hygge, hvor vi mæskede os i brunch og lagkager. Og hvor vi fik 5 gavekort til Plantorama (som so fare er forvandlet til en syren, en snebollebusk og 4 klatreroser) Så kæreste-hygge hvor vi brugte Renés julegave, som var billetter til Anders Matthesens formidable show (og Lea blev passet af mormor og Elias af farmor)
- September bød også på opstart til FDF spejder, vejfest, Djurs Sommerland, 4 dage i campinghytte på Fyn med bedårende hundehvalpe

5 måneders undersøgelse

Sidste mandag måtte Lea en tur til lægen til 5 måneders undersøgelse og vaccination. Hun skulle stikkes i begge lår, som ved forrige vaccination. Hun var denne gang ret sej til det, den lille pige. Hun græd kortvarigt - særligt ved det andet stik.Hun fik ikke feber eller bøvlede om natten som ved sidste vaccination, Måske hun var lidt pylret om eftermiddagen, men ikke noget af betydning.

Kvik pige skrev lægen... og det er vi jo helt enige i:-) Hun blev vejet og målt. Vi får hele tiden reaktioner på at hun er SÅ lille... Det irriterer mig lidt, for så lille er hun heller ikke. Hun har siden sin fødsel ligget lige på gennemsnittet for piger. Men nu er der måske noget om det. Hendes vægtkurve er i hvert fald knækket siden sidste vejning for 1½ måned siden. Hun ligger fortsat på gennemsnittet i højden (67 cm), men er faldet et hak under i vægt (6600g) Så endnu et argument for at komme igang med mad...

Det andet argument er at Lea vågner hver nat hver anden time. Og det sammenholdt med at hun hver anden eller 3. dag er vågen i 1-3 timer i løbet af aftenen eller natten, gør at hun snildt kan amme 7-9 gange på en 12 timers nat... Om jeg er ved at være træt? LIIIIDT... Hun er heller ikke vild med at amme om dagen. Jeg kan ikke amme hende siddende og slet ikke når vi er ude. Så om dagen ammer hun kun ved puttetid. Jeg forsøger at give hende, når hun vågner og endnu er afslappet, men det er ikke tit hun vil det. Jo hun er en bestemt dame...

Og mad er hun sgi heller ikke vild med. Jeg prøvede da hun var ca 4½ måned. Hun var interesseret og vældig begejstret over det spændende nye. Men der gik kun et par dage, så begyndte hun at trække sig og et par dage efter var hendes mund helt snerpet sammen. Nej tak. Men efter lægebesøget syntes jeg ikke jeg kunne trække det længere. Nu SKAL hun igang. Så vi øver os. Nogle dage får hun noget indenbords - andre dage må jeg droppe det. 3-4 nætter har det haft effekt. Da har hun sovet 4-5½ timer i stræk... Mere af det:-) Men hun vågner stadig jævnligt og er vågen i nogle timer... hvor jeg ikke kan amme hende (i søvn) og hun kan stadig ikke falde i søvn af sig selv.

Men dejlig er hun... så årvågen og kommunikerende. Jeg tror ikke jeg kender til nogen baby, der er sugende og opmærksom om hende...

Det må være et liv med nærvær...

Jeg tror ikke at jeg endnu forstår omfanget af hvilke konsekvenser det har for mig og mit liv at jeg har mistet mit barn. Det var så chokerende en oplevelse at jeg tror min sjæl og krop skal bruge år på at forstå. Hvis jeg da nogensinde vil komme til det. For at miste sit barn er så ubegribeligt som man overhovedet kan forestille sig. Jeg ryster på hovedet bare ved tanken. Jeg kan simpelthen ikke forstå det. Måske det kommer i små bidder. Måske hvert hul jeg vil falde i, vil lære mig nyt om hvad det har gjort ved mig og hvem jeg nu er... Hvert skridt skal læres påny... og selv efter 1½ år kæmper jeg stadig med at finde skridtene. Det er som om min DNA er ændret for altid. Som om den dag da korthuset væltede, sneg der sig en virus ind i den mindste celle og formerede sig til det ukendelige. Min sorg fylder ikke alt, men det er som om den ligger som en grundtone eller en baggrundsmusik... og det er traumet der spilles igen og igen.                                                               

Jeg har svært ved at være i nuet - mine tanker flyver tit væk og jeg kan ikke fordybe mig på samme måde som før. Som en anden englemor skrev: I fordybelsen er mit døde barn. Fordi det er sådan jeg har det. Og det er det som rammer mig hårdest lige nu. Det døden har lært mig, er at vi intet kan tage for givet og at vi må nyde livet, hinanden og det vi har... Men det er også det som jeg har allersværest ved. At være tilstede... i stilhed... i nærvær... i fokuseret... for der flyver tankerne... op til Malou... og der kommer savnet, smerten, tankerne... Der triller tårerne. Jeg hader at det er sådan. Jeg ville ønske det var anderledes...Det er jo netop nærværet, tilstedeværelsen, fordybelsen jeg allerhelst vil, men det er det som er så forbandet svært at være i.

Hvordan lærer vi at leve med vores traume på en mindre traumatisk måde??? Hvordan de kan blive mindre invaliderende? Jeg har søgt lidt på PTSD, men synes ikke at kunne genkende mig selv i det. Jeg ved ikke om det kan lykkes at bære sit døde barn i hjertet udelukkende med ro og kærlighed. Der er jo nok det jeg efterspørger. Men jeg ved ikke om det er et umuligt projekt. JEg ved ikke om jeg skal acceptere at jeg for evigt er broken og at traumet altid vil kunne vælte mig omkuld. Der MÅ være en anden vej. Der MÅ være et liv med nærvær og tilstedeværelse... Jeg ved bare ikke hvordan...

Et traumatiserende erfaring

Siden jeg for godt to uger siden måtte sande at jeg har halvandet år efter min datters fødsel og død, er faldet i et af de større huller, har jeg funderet over hvad det er som lige nu er på spil for mig. Mit sidste indlæg, der handler om mine trænglser om mit om parforhold, min ensomhed og min arbejdsnarkomani, er jeg nu klar over blot er symptomer. Symptomer på at jeg er i et hul... at jeg er ked af det... at jeg ikke er helet.
Det er Malou, som er i spil for mig. Det er sorgen, der gnaver. Og at jeg fjerner mig fra René, at jeg tæsker rundt og knokler røven ud af bukserne, at jeg føler mig alene på en øde ø, er "blot" reaktioner og konsekvenser af at jeg har været i mit livs krise. At jeg har væet udsat for en erfaring, som jeg både bruge resten af livet på at forsøge at leve med og forsøge at forstå. Og hvad er det jeg skal forstå???... jeg forstår knap nok, hvad der er jeg skal forstå. Det er uforståeligt, fuldstændigt blottet for logik så hverken sjæl eller krop kan forstå. Jeg har mistet mit barn.
Lige nu, pt, som jeg har det (og kan ikke sige om eller hvornår det vil ændre sig) mangler jeg ikke som sådan Malou. Det er ikke hendes fravær, der fylder for mig. Jeg går ikke lige nu og drømmer om at der rendte en godt et-årig rundt herhjemme. Det stikker pt ikke dybt i hjertet, når jeg ser og hører om andre et-årige. Det ændrede sig, da Lea kom. På den måde har udsagnet: I kan altid få en ny, været rigtigt for mig. Mine arme er ikke tomme. De er fyldt af det barneliv, som jeg drømte om. 8 måneder senere, ja, men det er her. Det er ikke Malou, nej. Men i mit hovede skulle jeg ikke have haft dem begge. Hvis Malou var her, var Lea her ikke. Det er både praktisk og følelsesmæssigt umuligt for mig at tænke dem begge her. Derfor kunne jeg selvfølgelig godt savne og mangle. Hun mangler også. Hun skulle have været her... Og det var så ondt ondt ondt, da jeg måtte erkende at alle mine intentioner, alle mine drømme blev dræbt. 

Og det er det, der fylder... og som hele tiden har fyldt mest. Jeg har ikke helt ordene til at forklare det, men jeg føler at sorgen sidder fast i mig som et chok. Det sidder fast som en både fysisk og psykisk oplevelse. Mon der er nogen, der har gjort sig nogle tanker eller erfaringer om det? Jeg mener om den traumatiserende oplevelses indvirkning på den ramte???. Chokkets indflydelse... Jeg føler det som om min krop og sjæl er syg. Syg fordi jeg i februar 2011 fik stukket en kniv ind i mit hjerte... ind i min sjæl... ind i mit liv. En kniv, som har efterladt et hul, der ikke vil hele... eller som hele tiden springer op. Et hul, som har cuttet nervebaner og blodforsyning. Hvert skridt skulle læres på ny... og det er stadig dem jeg døjer med at finde... skridtene i mit liv.

I disse uger dukker mit traume op igen og igen... Allermest når jeg er i ro... Når jeg ammer Lea... Billedet af overlægen på Skejby sygehus, som til anden misdannelsesscaning d. 7. februar 2011 spørger: Hvad tænker I? Hvad vil I nu? Og mit svar, som gør så ondt langt langt ind: "[i]Jeg kan på ingen måde slå min datter ihjel nu[/i]". Det er mit traume... Det er min sorg. Jeg blev sat i en situation, hvor det eneste jeg kunne give min datter, var døden. Hvor alle intentioner om kærlighed og ømhed skulle summes op til én handling: At give døden. Hvor alt var forkert, fordi vi ville SÅ meget andet, men intet kunne. Det er mit traume... Det er det, som gør så forbandet ondt... Lige så ondt idag, som for 1½ år siden. Hvordan jeg de næste dage blev i stand til at træffe den beslutning, forstår jeg stadig ikke. Det er mit livs chok. Jeg fatter det ikke.

Jeg er så spændt på om nogen har gjort sig nogle tanker, der ligner mine. Jeg forestiller mig at alle der har mistet et barn har sin traumatiserende oplevelser med tabet... Da lægen siger de forfærdelige ord... "desværre, der er ikke mere liv"... Da billedet på scanneren er så forbandet stille... Da der intet andet er at gøre end at slukke for respiratoren... Da ens elskede barn lå, der alt for stille... Da barnet blev født alt alt for stille... Da ens raske barn pludselig stoppede med at trække vejret. Jeg ved det ikke. Jeg forestiller mig bare, hvilke forfærdelige traumer andre også må have stået i. Og jeg er så nysgerrig på at forstå, hvad netop den oplevelse har gjort ved os... Tårerne pisker derudaf... Det er grumt. Det er hårdt. Det er grimt... Og jeg ville så gerne at det ikke var min virkelighed, men det er det. Og jeg vil så gerne forstå... jeg vil så gerne leve livet... Jeg vil så gerne op af mit hul...

Et hul

Jeg synes sgu det er lidt svært i de her dage. Må vist sande at jeg har ramt et hul igen...Et ked-af-det hul uden overskud. Jeg sandede det først rigtigt sidste fredag, da vi var til psykolog, men jeg har fornemmet det snigende i en periode. Jeg har ikke været med til psykolog i 1½ måned - da timerne nu er Renés bevilliget da han er ramt af stress og har været fuldtidssygemeldt i 2 måneder. Psykologen spurgte selvfølgelig hvordan det gik med mig, med sorgen, med Lea og med René og jeg... Og jeg græd nærmest hele tiden og tårerne har trillet flere gange i løbet af dagene siden. Jeg føler mig slidt... Jeg trænger til ro. Jeg ville ønske jeg havde min barsels-/sygdomsperiode fra sidste år nu. Jeg trænger til at nå dertil, hvor jeg kan gøre noget godt for mig selv. Tiden flyver afsted og jeg synes ikke rigtig jeg kan nyde den. Og jeg hader at jeg ikke kan nyde tiden. Jeg ved hvor heldig jeg er. Jeg ved hvor taknemmelig jeg burde være... Men jeg har så fandens svært ved at bare være og at nyde tiden. Det har jeg altid haft... svært ved bare at være... Men det er blevet så meget værre efter at vi mistede Malou.

Renés sygdom har sat sig på mig, fordi jeg har mentalt har taget alt på mig og koblet René helt af, så jeg bare kører alting selv. Det har jeg tendens til og det har vi arbejdet med at ændre... René skulle koble sig mere på og jeg skulle lukke mere ind. Men da René blev sygemeldt, meldte han sig ud... Det var et skridt for at blive rask. Jeg ville gerne støtte ham og hjælpe ham til at blive rask... så jeg tog alt på mig. Det er både praktisk og mentalt alt alt for meget. Jeg føler mig ensom og udslidt. Jeg tæsker derudaf med maling af skur og træhus, pasning af den nye have, anlægning af forhave (har kørt 3 tons sten i trillebør) og alt det andet et 207 kvm hus og 1000 kvm grund kræver. Jeg føler det er mit ansvar. Jo mere René har slappet af foran computer og Ipad - jo mere har jeg knoklet igennem. Og jeg gør det godt og det jeg får lavet er så flot. Det er en stor tilfredsstillelse... Det er ikke det praktiske arbejde, der er hårdt... Det er ensomheden... Det er følelsen af at jeg er strukket ud og skal overskue det hele... og det kan jeg ikke.

Der er nu kommet lidt mere ro på mig og mit indre efter Elias igen er kommet i børnehave i mandags. Den sidste uge har været bedre. Jeg har flere stunder... f.eks. nu hvor jeg ikke tæsker rundt... Og Elias er rarere at være sammen med fordi han har mere ro på... Han faldt sgu ikke rigtig ned i gear i denne ferie... men hva det gjorde jeg heller ikke... Jeg er simpelthen ikke god til at finde huller til at gøre noget godt for mig selv og blive tanket op igen.

Så jeg har igen lettere til tårer... Jeg græder ikke over ensomheden. Jeg græder over Malou. Ikke af savn og længsel efter hende, men over at hun skulle dø... Over den traumatiske oplevelse vi blev sat i for 1½ år siden. At vores længe ventede datter var syg og at vi skulle bestemme at hun skulle dø. At vi ikke fik lov at give hende livet. Hvor er uretfærdigt. Hvor er det barsk. Tænk sig at det eneste man kan give sin datter er døden. Det chok at vi blev sat i, har endnu ikke sluppet sit tag i sind og krop. Det er en traumatisk oplevelse, som jeg tror jeg skal bruge resten af livet på at forstå og finde fred med.  Jeg ryster på hovedet... for hvordan gør jeg? Jeg ved det ikke. Jeg ved at livet er langt langt nemmere end for et år siden. Jeg ved at der er en fremtid... en fremtid fuld af lys og glæde... fuld af oplevelser... fuld af liv... Der var INGEN fremtid sidste år... Der var intet lyst... Der er masser af lys nu...

Men jeg er forandret... og jeg har ikke fundet hele mig selv endnu. Jeg er skåret og kan så let komme til at bløde igen. Jeg kæmper med min forandring. Jeg kæmper med at forstå og acceptere, den jeg er nu. Det jeg ikke kan... Det jeg kan... Det jeg har brug for. I sig selv er det en sorg og et chok at miste sig selv på den måde....

Hvor ville jeg ønske at livet var lidt mere lyserødt... Hvor ville jeg gerne have min naivitet retur... suk

Vi fik heldigvis en rigtig god snak over aftensmaden efter psykologen i fredags... min ked-af-det-reaktion er faktisk først kommet efter psykologen. Jeg fik ligesom hold i, hvor meget der fyldte - fik en fornemmelse af at jeg var i et hul... og i dagene siden har jeg ladet mig mærke hullet... grædt over Malou, sorgen, chokket, mine reaktioner, min ensomhed... René og jeg har siden vi mistede Malou arbejdet rigtig meget på at opnå mere fællesskab... at få det bedre sammen... Og derfor var det også en sorg for mig ikke at kunne tælle René med, da han blev diagnoseret syg i april måned. Det var svært at skulle, for jeg glædede mig så meget over de skridt vi var nået, den indsigt vi havde fået i hinandens reaktionsmønstre og den større rummelighed vi havde opnået... Ganske som vi drømte om, da Malou viste os at vi kunne... og nu mistede vi den igen. Den gave som Malou havde givet os, måtte jeg se smuldre mellem fingrene... Det var hårdt... og det trak mig og os i en forkert retning. Jeg kan se det nu... jeg kunne se det på vejen, men jeg kunne ikke stoppe det.

Og ja, René er også ensom i alt det her... Han kan stå på sidelinien og se mig køre hele ræset og slet ikke føle sig med... Slet ikke føle sig nødvendig... Føle sig helt overflødig... for jeg regner ham ikke med. Jeg har trukket ham ud... for at skåne ham... og for at skåne mig... Men det er ikke godt... Han siger at han nu er klar til at komme igen. Han vil være med... på én eller anden måde. Han kan ikke bidrage med det jeg kan... Men han vil gerne regnes med... Han vil så inderligt gerne at jeg har positive forventninger til ham, fordi det måske vil tilskynde ham til at gøre noget... Jeg har ingen forventninger, fordi jeg ikke vil skuffes. Jeg gider ikke høre på alle intentionerne, når de ikke bliver til noget... Men Han tror at hvis jeg tror på intentionerne, vil flere blive til noget...

Vi er meget forskellige... Jeg er en arbejdshest og han er en afkobler. Han slapper ikke af ved at gøre og være igang. Han bliver udkørt og synes han har lavet nok, når han har været igang i 2 timer og jeg holder aldrig pause, når jeg er igang. Vi har lært af hinanden. Jeg er blevet bedre til at slappe af og han er mere aktiv... Men vi har ikke lært nok. Jeg ved at det at jeg er så meget gøren, er en forsvarmekanisme... og hans passivitet er det samme... Vi må finde en balance... og ja fællesskab om gøre målene er nok en vej... Vi har for fanden bygget et hus sammen mens Elias to år rendte rundt mellem os... Vi kan et eller andet... Vi skal bare huske det "forbandede" fællesskab...

Igangværende projekter

Ja jeg er jo et projektmenneske, så jeg sidder selvfølgelig ikke stille og keder og dovner min barsel væk. Har gang i en masse projekter herhjemme. Lidt for mange vil nogen måske mene. Mine igangværende projekter er:

1. Male huset (sort), herunder afslibe to af siderne for afskallet maling
2. Afrense og oliere træterasse
3. Grunde og male skur
4. Rydde, rengøre og klargøre campingvogn til salg
5. Grave forhave og køre 2 ton skærver til forhaven
6. Og ikke mindst: At lære Lea at falde i søvn selv

De fleste af projekterne skrider godt frem. Dog står maling og oliering helt stille efter de sidste 4-5 dages regn.

• Jeg har malet 3 af siderne på huset - mangler én, som også skal afslibes (træls arbejde).
• Jeg har afrenset og olieret den ene træterasse og mangler én (den store)
• Jeg har grundet og malet 3 af skur/carportssider hvid og sort og er igang med den 4. Der er 3 sider mere, men dem har jeg ikke ambitioner om at nå i år
• Campingvognen er næsten ryddet op... jeg gider ikke rengøre den og ved ski heller ikke om vi kan få den solgt.
• Jeg har gravet langt det meste af forhaven og udlagt 1½ tons skærver. Er snart færdig. En sidste del af forhaven kan graves og endnu godt et ton skærver spredes ud, men det har jeg ikke ambitioner om at nå i år.
• Det lykkes slet slet ikke at få Lea til at sove selv. Jeg har prøvet at amme hende til ro, lægge hende fra mig i sengen, hvorefter hun klynker, fordi hun bliver forstyrret. Hun bliver hurtigt glad ved at se den gode godnatbog, vi læser hver aften. Herefter synger jeg to vers af en godnatsang. Siger godnat og giver kys og går ud. Hun piver, græder... Jeg kommer ind, forsøger at berolige, går igen. Mange gange. Har svært ved at trøste. Hun falder til ro, når jeg tager hende op, men græder med det samme jeg lægger hende. Ender med at amme hende igen og i søvn efter ca en time. Idag ventede jeg kun knap 40 min. Synes ingen virkning det har og er ret rådvild. Jeg ammede Elias i søvn og det var problemfrit. Jeg kunne putte ham over i barnevognen med sutten i munden - og han sov videre eller faldte i søvn igen. Og han vågnede ikke efter 40 min om aftenen, som Lea ofte gør - hvor hun så er vågen 2-2½ time. Jeg har ikke lyst til at prøve gå-komme metoden længere. Der er ingen bedring.

Men alt i alt går de fleste projekter godt. Og selv Lea er en ost til at falde i søvn selv, så er hun en fantastisk dejlig og livsglad pige. Hun suger stadig verden til sig og der sker så meget med hende. Hun ligger ikke længere stille på gulvet, men roterer rundt om sig selv. Hun kommer alt i munden og kan blive helt aggresiv, hvis hun ikke kan få det i munden. Hun er super til at kunne og ville ligge på maven. Ja faktisk ligger hun mere på maven i sine vågne timer, end på ryggen. Vi er så taknemmelige for at hun er her og vi ville ønske at vi bare kunne finde ro med sove rodet og nyde hende som hun er. Det er svært at rumme taknemmeligheden og frustrationen på en gang. Men sådan er det nok bare at være os...

Barnedåben set fra distancen

Ja så forsvandt en måned. Som tiden dog flyver. Det er lidt skræmmende. Tør slet ikke tænke på at tiden flyver for så er min barsel bare lige pludselig slut. Men det var ikke det dette indlæg skulle handle om. Det var tanker om Leas barnedåb, som vi var så heldige at få lov at fejre d. 27. maj. Dagen havde fyldt meget i mig og en 3-4 uger før var jeg meget grådlabil, når jeg tænkte på dagen. Men som ofte før, når vi har nærmet os store begivenheder de sidste 1½ år, mærkede jeg ikke ikke dagens betydning som vi kom helt tæt på eller på selve dagen, men dagen efter faldt jeg sammen som en karklud af udmattelse... fysisk og psykisk. Men kan sige at barnedåben på en måde var den ultimative test af min heling oven¨på tabet af Malou... Forstået på den måde at jeg i den grad fik testen mit overskud og overblik... Overblikket fejlede intet. Alt var planlagt og forberedt til mindste detalje... men overskuddet strakte ikke helt. Jeg føler mig lidt distanceret til dagen. Jeg føler ikke jeg kunne nyde dagen ligeså meget som jeg nød Elias' barnedåb. Måske havde jeg faktisk for store forventninger til dagen, fordi den betød endnu mere for os, dels fordi jeg ved hvor stor dagen var med Elias, dels fordi sørger over at vi mistede Malous barnedåb, og dels fordi Leas barnedåb var så længe længe ventet. Det var så betydningsfuldt at få lov at stå der med hende - at få lov at døbe hende - at det nok var mere end hvad jeg kunne rumme samtidig med at jeg skulle stå for en barnedåb for 50 mennesker... nærmest alene... René hjalp selvfølgelig.. han gjorde en stor forskel på dagen, men ansvaret og overblikket var mit.

Jeg tror ikke det kunne have været anderledes. Vi kunne have valgt en mindre kreds... Men jeg ville så gerne den store fest for min elskede datter... Jeg kunne have valgt ikke at have lavet al maden selv... ja det ville have gjort en stor forskel... men på den anden side... det var jo lavte i forvejen... og jeg havde jo to piger til at stå i køkkenet, så der brugte jeg ikke emget tid. Nej, det havde nok ikke gjort det store. Jeg kune have valgt paptallerkner og minimal pynt og borddækning... ja der kunne jeg nok have sparet noget...

Men jeg ved ikke om det kunne have været så meget anderledes. Der var så mange følelser i den dag, så den vil nok være ambivalent uanset hvordan jeg havde hoppet og danset. Når folk har spurgt har jeg svaret at den gik lige som den skulle... Men det er sagt med en klump i halsen, for den gik ikke lige som den skulle, men lige som den kunne. Malou er manglet, og det farvede dagen. Ikke at jeg følte mig nedtrykt... hun var med på en god måde... Præsten holdte en dåbstale (Se herunder) og jeg nævnte hende i min tale... og mere fyldte hun ikke direkte. Min mor havde købt en papirslanterne til at sende op til hende. Jeg orkede ikke at stå for at skulle sende den op, så den kom ikke afsted, men jeg er superglad for hendes tanke. Faktisk har jeg siden barnedåben været helt fyldt op af at arrangere. Bevares jeg har gang i tusinde projekter herhjemme (alt for mange), men da et hold vennner bød os med på sommerferie orkede jeg slet ikke tanken om at skulle arrangere det med billetter, pakning og Lea, der ikke vil sove.
 

Faddertiltale til Leas barnedåb d. 27. maj 2012

Kære Britta og René.

I dag bliver det en lidt anderledes forældre og faddertiltale end ellers, for der er noget andet og mere på spil denne dag for jer. Før læste jeg om nogle mødre, der bar deres børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem. Det er det samme, som I nu har gjort for lille Lea. I har båret hende til ham, der lovet os den evige kærlighed og støtte gennem livet. En glædens dag for jer og for Lea. Men dagen i dag er også fyldt med sorg og savn, da livet ikke har vist sig fra den mest skånsomme side overfor jer. For jeres familie tæller ikke blot fire, men fem. For Malou er og vil altid være en del af jeres familien – men hun nåede aldrig at komme her til dåben, hvor vi står i dag.

Mødrene før blev afvist at Jesu disciple – men Jesus irettesætter dem og siger; lad de små børn komme til mig; lad alle de små, uskyldige børn komme til mig. Alle – selv dem, der ikke nåede at vokse op og leve det liv, som var tiltænkt dem, skal komme til ham. Og sådan har han også taget imod jeres Malou. For intet menneskeliv, om det bliver kort eller langt har været forgæves. Malous liv er som Leas stort og dyrebart både for Gud og for mennesker. Det er derfor Gud gav os børnene som forbillede. Det er derfor han lægger dem i vore arme. Børn, som ikke kan andet end at være afhængige af vores kærlighed og omsorg. Sådan skal vi – også som voksne – tage imod livet og dets tilskikkelser i tillid til Gud. Han lover os ved vor dåb at være med os alle dage indtil verdens ende – i døden som i livet. Og med tiltro til, at Malou er i de bedste hænder, kan I leve jeres liv her og nu. For nok har I mistet det mest dyrebare – men I er blevet skænket en skat i Lea, som vil berige jeres liv og lindre den sorg, I føler dag for dag.

For nu står I her med jeres vidunderlige lille pige og føler den største glæde forældre kan føle. En taknemlighed overfor den gave, som I trods umenneskelige prøvelser blev skænket. Og en taknemlighed over at vide, at Herren passer på sine børn – om de er her eller i hans himmel.

Det er det budskab, I lader jeres børn vokse op i. Og det er det budskab I, som faddere forpligter jer på at give videre, hvis det skrækkelig skulle ske, at forældrene dør før tid. Så jeres opgave begynder i dag med, at I skal sørge for at lære Lea at kende, så hun aldrig er i tvivl om, hvem I er og hvad hun i dag er blevet døbt ind i.

Må Gud velsigne jer i jeres opgave og fred være med jer! Amen.

Status projekt søvn

Status er at det går slet ikke... Vi er ret rådvilde og aner ikke hvad vi skal stille op. Det tog 2.45 for to dagen siden, da jeg skrev sidste indlæg, inden hun faldt til ro. Hun sov kl 24. Det betød endnu en aften for mig i soveværelset og Rene i stuen. Kan ikke huske hvornår jeg sidst kunne sidde roligt i stuen og nyde en aften. Det er ikke fordi hun SKAL sove. Hun må gerne være med i stuen. De sidste dage er hun først stået op fra en 2-3½ times lur kl. 18.20, 18.30 og 18.50... Men hun er altså træt og piver, så hun kan ikke bare blive i stuen. Så går jeg op med hende igen efter en time, men så kæmper jeg bare med en overtræt pige i to timer alligevel.
Igår startede vi putningen kl 19.40. Rene tog hende i bad. Jeg ammede hende kl 20... en lidt dårlig amning, fordi hun ikke nåede til soveamningen, da hun lå i mine arme. 20.20 læste jeg en lille histori og sang et par vers. Jeg sagde godnat og gik... og der mange minutter, så var hun helt urolig. En halv times tid senere bliver vi enige om at lægge hende i gyngen nede og dække den over med et klæde, så der er kedeligt. Hun græd ikke, men blev heller ikke rolig. Jeg kastede håndklædet i ringen og gik op med hende... ammede hende og hun sov fra godt 22 til 2 til 6.30 og igen til 8.40. En god nat... men et opgivet projekt.

Idag var hun stået op kl 15.30, tog en ammelur kl 17-17.30. Jeg startede putning kl 19.30 med lidt massage da hun skulle have nattøj på, en lidt mindre rodet amning, den samme bog og den samme sang.... og en noget roligere baby. Sagde godnat og gik... vist ca kl 20. hun lå og snakkede. Ved første piv/klagesang gik jeg op til hende. Satte mig og beroligede hende... Men det gjorde det vidt meget værre. Hun vrælede op. Jeg lagde hende ind til mig... men hun vrælede bare. Fik hende i ro, ammede hende og hun faldt i søvn ved brystet ca. 20.40. Jeg nåede ned i stuen, sad i 10 min og hun vågnede 21.10. Efter et par lyde fra hende, sagde jeg godnat og gik op til hende... og gav mig til at skrive her... og så faldte hun i søvn... tror jeg. Hun har sovet i 10 min nu.... Smiler. Kl 21.25...

Besøg af sundhedsplejersken

I tirsdags var det tid til besøg fra sundhedsplejersken. Denne gang var vi samlet i mødregruppen. Vi startede med en runde med hvordan der går og hvad der fylder for os hver især. Derefter blev børnene målt og vejet. Lea vejer nu 6040 g og måler 64 cm. Hun ligger fortsat fint på gennemsnittet. Elias vejede på dete tidspunkt 8300 g og målte 71 cm, så der er noget af en forskel. Men Lea vokser som hun skal og der er ikke indikator for at vi skal haste igang med mad lige nu. Så skal det være fordi hun ændrer søvnrytme... Og ja søvn var det store tema for snakken med sundhedsplejersken. Det er blevet helt umuligt for mig at putte Lea i barnevognen. Jeg ammer hende, når hun bliver træt. Hun falder i søvn ved brystet, men vågner, når hun bliver flyttet over i liftet... Og så kan jeg ikke få hende til at sove igen. Jeg kan gå med hende i 10-20-30 min og tro at hun sover, men når barnevognen står stille, vågner hun efter 5-7 min... Og så forfra. Det gad jeg ikke... Det holdte jeg ikke til. Jeg putter hende nu i soveværelset. Ammer hende i søvn og hun sover i 3-4 timer plus måske 2 lure af 40 min eller én lur af et par timer. Det går fint. Det fungerer...selvom det selvfølgelig er svært at gå nogen steder, når hun ligger i soveværelset og jeg ikke bare kan trille afsted med hende. Og det er svært at være nogen steder... Men det fungerer lige nu... Så må vi tage kampen igen senere.

Men om aftenen fungerer det bare ikke. Lea bliver træt efter et par timer. Jeg ammer hende... og hun falder i søvn. Men enten vågner hun når tåren er slut eller også efter 40 min. Og så går der 2-2½ time før jeg kan amme hende i søvn igen. Hun snakker, holder fest, og spjætter med arme og ben ofr at holde sig igang. Vi har prøvet at tage hende med ned i stuen, men hun er ikke tilpas. Hun er dødtræt. Så det fungerer ikke. Vi har besluttet at jeg må prøve ikke at amme hende i søvn, men i stedet at lade hende øve sig i at falde i søvn selv, selvom det tager 2-3 timer. Vi kan intet gøre for hende, for hun bliver stiktosset, hvis hun bliver holdt eller svøbt. Jeg har prøvet at teste mig selv. Lå med hende storhylende i 20 min hvor jeg havde svøbt hende i dynen. Det var mig, der gav op - ikke hende.
Så nu prøver jeg at amme hende... forsøge at holde hende vågen imens... ikke nemt. Og så lægge hende vågen/vækket over. Igår tog det 2 timer inden hun faldt til ro. Jeg lå i min seng ved siden af hende - forsøgte ikke at få hende til at sove, men var der bare... beroligede hende engang imellem. Men to timer... det er for lang tid - især fordi klokken var 22.30 inden hun sov... Nogen gange har den været 23.30-00.30 efter en anden hvor vi har kæmpet med hende...
I aften har vi indtil videre ligget i en god time... klokken er 22.20. Jeg er træt, men der er ikke lige udsigt til at Lea vælger at finde ro lige nu... Jeg håber det lykkes for os at finde styrken til at hjælpe hende, så hun selv kan finde ro noget hurtigere.. Hvis det lykkes, kan det være jeg kan overskue barnevognen igen.

Årsdag

Så rundede vi årsdagen for Malous termin. Et år er gået... Vi skulle nu have haft en glad lille et årig, der havde taget sine første skridt... Og som havde gjort huset usikkert... Det har vi ikke... Men vi har heldigvis Lea... en glad lille snart 4 måneder gammel pige... som har lynende travlt, som om hun skal nå at blive 1 år inden ugen er omme... Det skal hun ikke... Hun skal ikke leve op til noget. Hun skal bare være den hun er, og så skal vi forsøge at nyde hende det bedste vi kan... Sorgen over Malou lever stadig i os... Det er nu blevet meget nemmere at være sammen med Julie, min venindes datter, som bliver et år lige om lidt. Det skærer ikke i mit hjerte... mine arme skriger ikke længere af længsel efter min baby... Det er ikke Malou, Det er Lea... Hun er ikke en trøstpræmie. Hun er en guldmedalje...

Størst af alt fylder nok stadig det, at vi selv måtte tage afsked med Malou... Det er det værste jeg har været udsat for. Selvom naturen ville at hun ikke kunne leve - i hvertfald ikke et værdig liv - så er det så smertefuldt at vi selv måtte slukke vores drømme... Jeg fatter stadig ikke hvordan jeg blev i stand til det... Jeg kunne jo ikke gøre andet... men hvordan kunne jeg gøre det... Jeg forstår det ikke... at vi blev sat i den situation... Det er så umenneskeligt... Vores lille kære datter som sparkede lystigt i min mave, mens vi planlagde hendes begravelse... Hvad er det for en virkelighed? Jeg forstår ikke den virkelighed... og den er for evigt forandret for mig. Det som folk kalder det normale liv, rummer nu noget alvorligt surrealistisk og meget unormalt... Det indeholder det faktum at små børn dør... og at forældre nogen gange bliver sat i den situation, at de må vælge døden for deres børn... At vælge døden for mit barn, var hvad jeg kunne give... og hvor er det uretfærdigt...

Jeg er forandret... Jeg bliver lettere tårevældet, Lettere hylet ud af den, lettere irriteret. Jeg får ret nemt hjertebanken og trykken for brystet. Pulsen stiger over selv små ting. Jeg har mere behov for at være alene... Mit overblik og overskud er til dels tilbage... men ikke på fuld styrke... jeg ved ikke om det kommer tilbage, eller om jeg må acceptere at jeg ikke kan det samme... Det må tiden vise.
Dagen idag har været dum... Jeg trængte til ro, men havde min kære familie om mig... Jeg trænger til at samle tankerne... men har ingen stund alene... Heldigvis vil jeg sige... for jeg har jo min elskede familie... og det faktum at jeg idag ønskede mig alene, gør faktisk ondt... for hvordan kan jeg tillade mig at ønske det, når jeg ved hvor hårdt det er at undvære... at miste...

Skoldkopper

Så er Elias endelig i en alder af 5½ år ramt af skoldkopper... ud over hele kroppen - mave og ryg er helt rødspættede, i hårbunden og selv i næsen er de røde bæster dukket frem... de har vist været på anmarch i et par dage, men igår slog de helt igennem. Han havde de fint og jeg tænkte at det kommer han nok nemt igennem, hvis han ikke er sløj og feberramt... men idag har den stået på suk og hygge foran kukkassen hele dagen... Dumme skoldkopper... men de skulle jo komme før eller siden... Og nu er vi jo hjemme til at tage dem... Håber han bliver hurtig frisk

Et forår...

Jeg har levet et forår med dig. Tak Lea og tillykke med de 3 måneder idag. Elsker dig som jeg aldrig troede muligt...

Fys på besøg igen

Så har fyssen været her igen... venstre side har desværre sat sig fast igen... men det er meget normalt. Vi havde i weekenden snakket om at nu lå hun mest mod venstre igen. Så Lea pigen fik lidt mere massage. Fyssen kommer igen i næste uge til endnu en omgang...

Jeg skriver om barnedåben senere... Den gik super... men er stadig lidt for tæt på den og lidt for træt til at skrive om den;-)

Barnedåb lige om hjørnet

Så er barnedåben lige om hjørnet... Jeg tror jeg har styr på alle detaljerne... med indkøb, bordpynt, aftaler med bestyreren af lokalet i Mørke hallen, med præsten og med de to piger som skal hjælpe i køkkenet. Kjolen hænger så fint herhjemme. Tøj til Elias, Lea og jeg er strøget og lagt klar. Velkomst og sangark er skrevet og trykt, Maden, som kunne laves i forvejen venter i fryseren. Alt er pakket og ligger klar til at blive kørt op i hallen.

Så imorgen står den på madlavning og bordopstilling og borddækning. Min mor kommer og hjælper i nogle timer. Håber Lea vil være med til det... hun har lidt svært ved at sove i den her varme... Idag sov hun inde.. det gik fint... så det kan være det bliver løsningen imorgen igen.

Jeg glæder mig til søndag og har fundet en anden ro med dagen end jeg havde for nogle uger siden... Det hjælper mig altid at få formuleret mine følelser og tanker omkring noget, så bliver de nemmere at håndtere. Det bliver en stor dag... men en glædens dag er jeg sikker på... selvom glæden jo i vores liv altid vil have en mørk plet på sig... for vi mangler én.

Fysioterapeut på visit

Den lille pige har haft besøg af en fysioterapeut igår.
Da vi for et par uger siden havde besøg af syndhedsplejersken til 8 ugers tjek, sagde vi at vi havde bemærket at Lea lå meget med hovedet mod venstre og at det var svært at få hende til at se med højre. Ikke at hun ikke kunne eller ville, men hun brugte bare venstre side mere. Jamen så henviser jeg jer til fysioterapeuten med det samme. Fantastisk service at Syddjurs har.
Fysioterapeuten var her i ti minutter... men ti fantastiske minutter. Hun mærkede efter i Leas nakke og fandt nogle spændinger i kraniekanten i venstre side. Lea pev lidt da hun masserede, men efter et par minutter løsnede det og Lea smilede igen og kunne trække sine skuldre ned. Dejligt at vide at vi har hjulpet hende af med noget ubehageligt. Fyssen kommer igen i næste uge, for at tjekke at det ikke har sat sig fast igen... Vi kan allerede se at hun bruger højre side mere aktivt... så det er dejligt.

Kan du få for mange kys?

Kære Lea


10 uger fylder du idag... Ti uger har jeg været velsignet med dig i mine arme. Jeg takker alle magter for at du kom levende og stærk ud til mig.... Jeg takker alle magter for at du nu har været hos os i ti uger... Jeg kysser dig, dine varme kinder, dine små fødder... føler jeg kan kysse dig i ét væk... kan jeg kysse dig for meget?... får jeg kysset dig nok?... forsøger at suge alt det til mig jeg kan... men det bliver aldrig nok... Jeg kan ikke gøre det godt nok... hvis du skulle dø nu, ville jeg ikke have kysset dig nok... jeg kan ikke regne med at komme til at kysse dig imorgen... men jeg kan ikke gøre det godt nok idag... Jeg vil aldrig blive færdig med at kysse dig... Jeg vil aldrig blive færdig med dig... Det er så sårbart, at jeg aldrig kan gøre det godt nok... Har jeg nydt dig nok? Hvordan kan jeg rumme at jeg ind imellem er træt og uden overskud? ... At jeg ind imellem bliver irriteret på dig, når du igen ikke vil give dig hen til søvnen eller vågner efter 40 min... Tænk hv det var sidste gang jeg skulle se dig... jeg kan aldrig gøre det godt nok... Hvordan kan jeg nogensinde bare være i livet igen, når jeg nu langt ind i min sjæl har oplevet hvor nemt døden kan tage livet fra os? ... Jeg kan aldrig tage livet for livet... Jeg kan aldrig leve og elske nok...

Jeg gør mit bedste... og jeg knus elsker dig, Kæreste lille levende Lea... Du er ikke en erstatning for Lea... men du må leve med at få alle de kys, jeg ikke får lov at give din søster... men det tager du nok ikke skade af...

Hvad er det det gør ved én at man har måtte give sit barn døden?.... Hvordan er det man giver livet tilstrækkeligt, når man har været tvunget til at give døden?

2 måneder

Lea har nu rundet to måneder og sikke en fart hun har på... Vægtmæssigt vejede hun onsdags 5150g og målte 58 cm, så hun ligger stadig på normalkurven.
Hun har så travlt med at opleve. Verden bliver suget ind af hendes store smukke øjne. Hun suger alle indtryk til sig... og kan ind imellem sige fra overfor nye indtryk, f.eks. hvis hun er træt og fremmede pludselig kigger ned til hende. Så hyler hun op - bliver så forskrækket at hun nærmest hulker. Hun gider ofte ikke ligge ned og vil gerne op, så hun kan se mere. Hun nyder nu at ligge på aktivitetstæppet og puslebordet og snakke med de søde dyr. Hun snakker og snakker og er så begyndt at hvine... auuu auuu ejjj ejj... Det lyder så sødt, synes vi alle. Elias griner rigtig meget af hende. Jeg glæder mig til at de to rigtig kan lave fis sammen...

Al den sugen til sig har desværre sat sig på søvnen. Hun har fået svært ved at give sig hen til søvnen. Både om dagen og til natten. For en fire uger siden begyndte hun at tage en lur til formiddag eller eftermiddag på 3-4½ time... men da hun nærmede sig 2 måneder kom uroen ind... Nogle dage går det fint og hun sover 2½-4 timer... og nogle gange to lange lure... men flere dage sover hun 10-20 min ad gangen... og går det godt i 45 min...

Det er sgu lidt belastende...vi må håbe at det vender igen... Jeg bliver tosset af at stå og vippe barnevognen for at hun sover ti min mere... og jeg bliver træt af mig selv over at jeg bliver frustreret... Jeg er så taknemmelig for at hun er her... og kan næsten ikke rumme, når jeg bliver irriteret på hende. Jeg ved godt at jeg kun er et menneske... men jeg føler mig så utaknemmelig, når jeg ikke bare tager imod... Jeg har længtes sådan efter Lea... og jeg ved andre må kæmpe en nærmest umulig kamp, for at opnå det vi har... Jeg kan ikke tage livet for givet... jeg kan ikke tage mine børn for givet... Og jeg vil så gerne nyde tiden... for jeg ved at den går så hurtigt... og pludselig er den unikke tid, som Lea og jeg har sammen forbi... og hverdagen tager over... så jeg håber at finde mere tålmodighed og mere ligegyldighed med situationen, når dagen bliver rodet eller jeg skal bruge timer på at få hende til at sove... Eller at jeg kan gå mindre op i at hun skal sove...

Jeg er dog så velsignet heldig at hun sover perfekt om natten... og det betyder at jeg får sovet ok da fleste nætter. Hun har ingen rytme med hvornår hun går i seng. Vi øver at hun skal puttes i soveværelset, men det går ikke helt nemt. Jeg kan bruge 1-2 timer på at få hende til at falde til ro... de fleste nætter lykkes det... men ind imellem må jeg give op... og ind imellem vågner hun efter 45 min uden at kunne finde ro igen...

Når jeg går i seng ved 22-23 tiden ammer jeg hende... om hun sover eller er vågen. Det betyder at vi sammen kan sove de næste 5-6 timer - en dag sov hun 9 timer - uden at amme. Hun spiser ved 4-5 tiden kortvarig og sover videre i 1-3 timer. Så det er jeg godt tilfreds med. Det at jeg giver hende mad, når jeg skal sove, virker så godt, fordi jeg får det lange stræk sammen med hende. Det er dejligt.

Så nærmer barnedåben sig jo om 2 uger og vi glæder os...

Barnedåb forude

Om godt tre uger er jeg så velsignet at skulle døbe min levende datter Lea... Er så taknemmelig og dog fuld af sorg, som vi nærmer os denne store dag...  Der ligger så mange følelser i at skulle holde denne fest... Elias' barnedåb var den bedste fest jeg har holdt. Den var en af de mest mindeværdige dage i mit liv. Jeg var glad, sårbar, taknemmelig og lykkelig...

De samme følelser har jeg nu med Lea... men nu ved hvad det betyder at blive snydt for en barnedåb... Nu ved jeg hvor meget, der er at miste. Nu ved jeg jeg hvor ondt det gør ikke at få lov at fejre sit barn... Nu ved jeg hvor ondt det gør at skulle begrave sit barn i stedet for at fejre det... Har stadig ikke accepteret at jeg kun fik lov at begrave Malou og ikke at fejre hende med denne store fest. Nu ved jeg hvordan det er at have et barn, som folk glemmer... som folk ikke nærmest forguder, som de gør det med mine levende børn... Jeg ved hvor ondt det gør at skulle give døden og ikke kunne give livet... Hvor end man gerne ville...

Jeg er så forbandet taknemmelig for at Lea er kommet i vores liv... at vi har fået lov at se hendes smukke smukke livgivende øjne. Hvor ville jeg ønske jeg havde set Malous... Så lidt at bede om... men så umuligt at opnå.

Håber jeg kan finde en plads til Malou og at gæsterne kan møde mig i det.  Og jeg må leve med det forunderlige dilemma at jeg ikke kunne fejre Lea, hvis ikke det havde været for Malous kommen og gåen. Jeg håber sådan at mine gæster kan rumme og forstå det... Jeg kan ikke sige Lea uden at sige Malou, for mine to piger hænger uløseligt sammen... Og det skal jeg finde en vej i... og mine nærmeste skal finde en vej i at kunne rumme det... også på den kommende store festdag...

Barsel er fastlagt

I tirsdags var vi på visit på mit arbejde for at lave barselsplan. Min barsel slutter d. 22. januar og så har jeg 7 ugers ferie, der skal bruges, så jeg starter igen d. 14. marts.. D. 14. marts....???? der er jo virkelig længe til. Jeg er så taknemmelig for at få al den tid... det er jo helt vildt... Jeg kan tude af taknemmelighed ved tanken. Vi må virkelig være taknemmelige for at leve i et land, hvor det er muligt. Vi forlænger barslen med 8 uger... som René tager fra midt i oktober til midt i december... Og ja så drager vi til Australien... jo jo.. I 2 måneder skal vi køre langs østkysten down under i en autocamper. Så der er noget at få planlagt. Vi tager et par dages stopover i Singpore på vej ned og et par dage i HongKong på vej hjem...

Indtil da vil tiden sikkert flyve afsted... Lea og jeg er startet i mødregruppe og har været afsted to gange. Vi har 4 kvinder mellem 29 og 36... ja jeg er alderspræsident. Børnene er født med omkring 5 uger imellem fra d. 29.2. til d. 6.4. 3 piger og 1 dreng. Tre er flergangsfødende og 1 er førstegangsfødende. De virker rigtig søde, og det skal nok blive hyggeligt.

Så er Lea også blevet skrevet op i vuggestue... Ja man skal være tidligt ude. For et par år siden blev der oprettet en privat vuggestue i byen. Den har stor søgning til sine 18 pladser, så det er med at være tidligt ude. Nu må vi se om vi får plads. Hun bliver også skrevet op i det kommunale system. Indtil videre både i institutioner i Hornslet og i dagpleje i Mørke. Indtil videre... så må vi lige rette til, når vi kommer tættere på.

Hele familien til svømning

Igår drog hele familien til svømning i Auning svømmehal. Her har Elias jo gået til svømning en gang i ugen i 3½ år. Han går nu på et hold for børn, der selv kan svømme... og hvor forældrene egentlig kun er med i vandet for at nyde det dejlige varme vand. Vi har fået lov at snige Lea med i vandkanten... Svømmeholdene holder sommerferie en gang i maj, så Lea kan først starte op på et hold til august. Men hun skal da ikke snydes for at opleve de varme bade.

7½ uge og i svømmehallen. En dame i omklædningsrummet mente vist at jeg mishandlede mit barn... for det var da synd at hun skulle ned i det vand... Er det synd? Mon andre også synes det? Mon hun selv opfatter det som en straf at være i vandet?

Lea klarede det så flot... Brusebadet inden modtog hun med sindsro. Jeg havde mulighed for at bade hende i et lille badekar, men det gik så fint med brus. Og i det varme bassin lå hun lige så fint og sugede til sig... Efter små 20 min gik vi op igen... Hun var stadig rolig, men jeg ville gerne give os ro i omklædningsrummet, så vi ikke skulle kæmpe og bruserne og så der var mere tid til at blive færdige.
Lea tog igen brusebadet helt roligt. da hun skulle have tøj på, blev hun lidt ked, men hold da op hvor havde hun også været sej. Hun fik en tår at drikke og det passede så fint med at Elias og René blev færdige.

Og så var hun træt... Hun sov for første gang i soveværelset roligt til aften. Blev puttet med en tår, da vi kom hjem ved 20 tiden. Blev vækket og fik en tår igen ved 22.30 tiden da jeg gik i seng. Bad om mad igen 6 timer efter og sov videre i 2 timer. Om dagen idag var vågen i 2 timer , sov 3 timer, var vågen 2 timer og sov igen i 2½ time. Så det var flot.

De sidste uger har jeg fået lov at få mere og mere søvn... Flere nætter har Leas første lur været 4-4½ time og de sidste to nætter har hun taget 6 timer og vist lidt til i første lur... Så det er jo stort...

Vi har endnu ikke en fast rytme... men i et par uger har eftermiddagsluren været rimelig tilregnelig. Lea sover rodet om formiddagen, men har gerne taget 3-4½ time om eftermiddagen. Hun er stadig ikke tilregnelig om aftenen og kan rodde meget rundt, spise meget og være meget vågen. Jeg har et par gange forsøgt med at putte hende på værelset, men hun vågner igen og kan ikke finde ro alene. Så vi prøver til og nyder ellers at have hende i stuen. Mon ikke hun og vi lærer det på et tidspunkt.