Barnedåb forude

Om godt tre uger er jeg så velsignet at skulle døbe min levende datter Lea... Er så taknemmelig og dog fuld af sorg, som vi nærmer os denne store dag...  Der ligger så mange følelser i at skulle holde denne fest... Elias' barnedåb var den bedste fest jeg har holdt. Den var en af de mest mindeværdige dage i mit liv. Jeg var glad, sårbar, taknemmelig og lykkelig...

De samme følelser har jeg nu med Lea... men nu ved hvad det betyder at blive snydt for en barnedåb... Nu ved jeg hvor meget, der er at miste. Nu ved jeg jeg hvor ondt det gør ikke at få lov at fejre sit barn... Nu ved jeg hvor ondt det gør at skulle begrave sit barn i stedet for at fejre det... Har stadig ikke accepteret at jeg kun fik lov at begrave Malou og ikke at fejre hende med denne store fest. Nu ved jeg hvordan det er at have et barn, som folk glemmer... som folk ikke nærmest forguder, som de gør det med mine levende børn... Jeg ved hvor ondt det gør at skulle give døden og ikke kunne give livet... Hvor end man gerne ville...

Jeg er så forbandet taknemmelig for at Lea er kommet i vores liv... at vi har fået lov at se hendes smukke smukke livgivende øjne. Hvor ville jeg ønske jeg havde set Malous... Så lidt at bede om... men så umuligt at opnå.

Håber jeg kan finde en plads til Malou og at gæsterne kan møde mig i det.  Og jeg må leve med det forunderlige dilemma at jeg ikke kunne fejre Lea, hvis ikke det havde været for Malous kommen og gåen. Jeg håber sådan at mine gæster kan rumme og forstå det... Jeg kan ikke sige Lea uden at sige Malou, for mine to piger hænger uløseligt sammen... Og det skal jeg finde en vej i... og mine nærmeste skal finde en vej i at kunne rumme det... også på den kommende store festdag...