Kære Lea
10 uger fylder du idag... Ti uger har jeg været velsignet med dig i mine arme. Jeg takker alle magter for at du kom levende og stærk ud til mig.... Jeg takker alle magter for at du nu har været hos os i ti uger... Jeg kysser dig, dine varme kinder, dine små fødder... føler jeg kan kysse dig i ét væk... kan jeg kysse dig for meget?... får jeg kysset dig nok?... forsøger at suge alt det til mig jeg kan... men det bliver aldrig nok... Jeg kan ikke gøre det godt nok... hvis du skulle dø nu, ville jeg ikke have kysset dig nok... jeg kan ikke regne med at komme til at kysse dig imorgen... men jeg kan ikke gøre det godt nok idag... Jeg vil aldrig blive færdig med at kysse dig... Jeg vil aldrig blive færdig med dig... Det er så sårbart, at jeg aldrig kan gøre det godt nok... Har jeg nydt dig nok? Hvordan kan jeg rumme at jeg ind imellem er træt og uden overskud? ... At jeg ind imellem bliver irriteret på dig, når du igen ikke vil give dig hen til søvnen eller vågner efter 40 min... Tænk hv det var sidste gang jeg skulle se dig... jeg kan aldrig gøre det godt nok... Hvordan kan jeg nogensinde bare være i livet igen, når jeg nu langt ind i min sjæl har oplevet hvor nemt døden kan tage livet fra os? ... Jeg kan aldrig tage livet for livet... Jeg kan aldrig leve og elske nok...
Jeg gør mit bedste... og jeg knus elsker dig, Kæreste lille levende Lea... Du er ikke en erstatning for Lea... men du må leve med at få alle de kys, jeg ikke får lov at give din søster... men det tager du nok ikke skade af...
Hvad er det det gør ved én at man har måtte give sit barn døden?.... Hvordan er det man giver livet tilstrækkeligt, når man har været tvunget til at give døden?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar