Årsdag

Så rundede vi årsdagen for Malous termin. Et år er gået... Vi skulle nu have haft en glad lille et årig, der havde taget sine første skridt... Og som havde gjort huset usikkert... Det har vi ikke... Men vi har heldigvis Lea... en glad lille snart 4 måneder gammel pige... som har lynende travlt, som om hun skal nå at blive 1 år inden ugen er omme... Det skal hun ikke... Hun skal ikke leve op til noget. Hun skal bare være den hun er, og så skal vi forsøge at nyde hende det bedste vi kan... Sorgen over Malou lever stadig i os... Det er nu blevet meget nemmere at være sammen med Julie, min venindes datter, som bliver et år lige om lidt. Det skærer ikke i mit hjerte... mine arme skriger ikke længere af længsel efter min baby... Det er ikke Malou, Det er Lea... Hun er ikke en trøstpræmie. Hun er en guldmedalje...

Størst af alt fylder nok stadig det, at vi selv måtte tage afsked med Malou... Det er det værste jeg har været udsat for. Selvom naturen ville at hun ikke kunne leve - i hvertfald ikke et værdig liv - så er det så smertefuldt at vi selv måtte slukke vores drømme... Jeg fatter stadig ikke hvordan jeg blev i stand til det... Jeg kunne jo ikke gøre andet... men hvordan kunne jeg gøre det... Jeg forstår det ikke... at vi blev sat i den situation... Det er så umenneskeligt... Vores lille kære datter som sparkede lystigt i min mave, mens vi planlagde hendes begravelse... Hvad er det for en virkelighed? Jeg forstår ikke den virkelighed... og den er for evigt forandret for mig. Det som folk kalder det normale liv, rummer nu noget alvorligt surrealistisk og meget unormalt... Det indeholder det faktum at små børn dør... og at forældre nogen gange bliver sat i den situation, at de må vælge døden for deres børn... At vælge døden for mit barn, var hvad jeg kunne give... og hvor er det uretfærdigt...

Jeg er forandret... Jeg bliver lettere tårevældet, Lettere hylet ud af den, lettere irriteret. Jeg får ret nemt hjertebanken og trykken for brystet. Pulsen stiger over selv små ting. Jeg har mere behov for at være alene... Mit overblik og overskud er til dels tilbage... men ikke på fuld styrke... jeg ved ikke om det kommer tilbage, eller om jeg må acceptere at jeg ikke kan det samme... Det må tiden vise.
Dagen idag har været dum... Jeg trængte til ro, men havde min kære familie om mig... Jeg trænger til at samle tankerne... men har ingen stund alene... Heldigvis vil jeg sige... for jeg har jo min elskede familie... og det faktum at jeg idag ønskede mig alene, gør faktisk ondt... for hvordan kan jeg tillade mig at ønske det, når jeg ved hvor hårdt det er at undvære... at miste...