Igangværende projekter

Ja jeg er jo et projektmenneske, så jeg sidder selvfølgelig ikke stille og keder og dovner min barsel væk. Har gang i en masse projekter herhjemme. Lidt for mange vil nogen måske mene. Mine igangværende projekter er:

1. Male huset (sort), herunder afslibe to af siderne for afskallet maling
2. Afrense og oliere træterasse
3. Grunde og male skur
4. Rydde, rengøre og klargøre campingvogn til salg
5. Grave forhave og køre 2 ton skærver til forhaven
6. Og ikke mindst: At lære Lea at falde i søvn selv

De fleste af projekterne skrider godt frem. Dog står maling og oliering helt stille efter de sidste 4-5 dages regn.

• Jeg har malet 3 af siderne på huset - mangler én, som også skal afslibes (træls arbejde).
• Jeg har afrenset og olieret den ene træterasse og mangler én (den store)
• Jeg har grundet og malet 3 af skur/carportssider hvid og sort og er igang med den 4. Der er 3 sider mere, men dem har jeg ikke ambitioner om at nå i år
• Campingvognen er næsten ryddet op... jeg gider ikke rengøre den og ved ski heller ikke om vi kan få den solgt.
• Jeg har gravet langt det meste af forhaven og udlagt 1½ tons skærver. Er snart færdig. En sidste del af forhaven kan graves og endnu godt et ton skærver spredes ud, men det har jeg ikke ambitioner om at nå i år.
• Det lykkes slet slet ikke at få Lea til at sove selv. Jeg har prøvet at amme hende til ro, lægge hende fra mig i sengen, hvorefter hun klynker, fordi hun bliver forstyrret. Hun bliver hurtigt glad ved at se den gode godnatbog, vi læser hver aften. Herefter synger jeg to vers af en godnatsang. Siger godnat og giver kys og går ud. Hun piver, græder... Jeg kommer ind, forsøger at berolige, går igen. Mange gange. Har svært ved at trøste. Hun falder til ro, når jeg tager hende op, men græder med det samme jeg lægger hende. Ender med at amme hende igen og i søvn efter ca en time. Idag ventede jeg kun knap 40 min. Synes ingen virkning det har og er ret rådvild. Jeg ammede Elias i søvn og det var problemfrit. Jeg kunne putte ham over i barnevognen med sutten i munden - og han sov videre eller faldte i søvn igen. Og han vågnede ikke efter 40 min om aftenen, som Lea ofte gør - hvor hun så er vågen 2-2½ time. Jeg har ikke lyst til at prøve gå-komme metoden længere. Der er ingen bedring.

Men alt i alt går de fleste projekter godt. Og selv Lea er en ost til at falde i søvn selv, så er hun en fantastisk dejlig og livsglad pige. Hun suger stadig verden til sig og der sker så meget med hende. Hun ligger ikke længere stille på gulvet, men roterer rundt om sig selv. Hun kommer alt i munden og kan blive helt aggresiv, hvis hun ikke kan få det i munden. Hun er super til at kunne og ville ligge på maven. Ja faktisk ligger hun mere på maven i sine vågne timer, end på ryggen. Vi er så taknemmelige for at hun er her og vi ville ønske at vi bare kunne finde ro med sove rodet og nyde hende som hun er. Det er svært at rumme taknemmeligheden og frustrationen på en gang. Men sådan er det nok bare at være os...

Barnedåben set fra distancen

Ja så forsvandt en måned. Som tiden dog flyver. Det er lidt skræmmende. Tør slet ikke tænke på at tiden flyver for så er min barsel bare lige pludselig slut. Men det var ikke det dette indlæg skulle handle om. Det var tanker om Leas barnedåb, som vi var så heldige at få lov at fejre d. 27. maj. Dagen havde fyldt meget i mig og en 3-4 uger før var jeg meget grådlabil, når jeg tænkte på dagen. Men som ofte før, når vi har nærmet os store begivenheder de sidste 1½ år, mærkede jeg ikke ikke dagens betydning som vi kom helt tæt på eller på selve dagen, men dagen efter faldt jeg sammen som en karklud af udmattelse... fysisk og psykisk. Men kan sige at barnedåben på en måde var den ultimative test af min heling oven¨på tabet af Malou... Forstået på den måde at jeg i den grad fik testen mit overskud og overblik... Overblikket fejlede intet. Alt var planlagt og forberedt til mindste detalje... men overskuddet strakte ikke helt. Jeg føler mig lidt distanceret til dagen. Jeg føler ikke jeg kunne nyde dagen ligeså meget som jeg nød Elias' barnedåb. Måske havde jeg faktisk for store forventninger til dagen, fordi den betød endnu mere for os, dels fordi jeg ved hvor stor dagen var med Elias, dels fordi sørger over at vi mistede Malous barnedåb, og dels fordi Leas barnedåb var så længe længe ventet. Det var så betydningsfuldt at få lov at stå der med hende - at få lov at døbe hende - at det nok var mere end hvad jeg kunne rumme samtidig med at jeg skulle stå for en barnedåb for 50 mennesker... nærmest alene... René hjalp selvfølgelig.. han gjorde en stor forskel på dagen, men ansvaret og overblikket var mit.

Jeg tror ikke det kunne have været anderledes. Vi kunne have valgt en mindre kreds... Men jeg ville så gerne den store fest for min elskede datter... Jeg kunne have valgt ikke at have lavet al maden selv... ja det ville have gjort en stor forskel... men på den anden side... det var jo lavte i forvejen... og jeg havde jo to piger til at stå i køkkenet, så der brugte jeg ikke emget tid. Nej, det havde nok ikke gjort det store. Jeg kune have valgt paptallerkner og minimal pynt og borddækning... ja der kunne jeg nok have sparet noget...

Men jeg ved ikke om det kunne have været så meget anderledes. Der var så mange følelser i den dag, så den vil nok være ambivalent uanset hvordan jeg havde hoppet og danset. Når folk har spurgt har jeg svaret at den gik lige som den skulle... Men det er sagt med en klump i halsen, for den gik ikke lige som den skulle, men lige som den kunne. Malou er manglet, og det farvede dagen. Ikke at jeg følte mig nedtrykt... hun var med på en god måde... Præsten holdte en dåbstale (Se herunder) og jeg nævnte hende i min tale... og mere fyldte hun ikke direkte. Min mor havde købt en papirslanterne til at sende op til hende. Jeg orkede ikke at stå for at skulle sende den op, så den kom ikke afsted, men jeg er superglad for hendes tanke. Faktisk har jeg siden barnedåben været helt fyldt op af at arrangere. Bevares jeg har gang i tusinde projekter herhjemme (alt for mange), men da et hold vennner bød os med på sommerferie orkede jeg slet ikke tanken om at skulle arrangere det med billetter, pakning og Lea, der ikke vil sove.
 

Faddertiltale til Leas barnedåb d. 27. maj 2012

Kære Britta og René.

I dag bliver det en lidt anderledes forældre og faddertiltale end ellers, for der er noget andet og mere på spil denne dag for jer. Før læste jeg om nogle mødre, der bar deres børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem. Det er det samme, som I nu har gjort for lille Lea. I har båret hende til ham, der lovet os den evige kærlighed og støtte gennem livet. En glædens dag for jer og for Lea. Men dagen i dag er også fyldt med sorg og savn, da livet ikke har vist sig fra den mest skånsomme side overfor jer. For jeres familie tæller ikke blot fire, men fem. For Malou er og vil altid være en del af jeres familien – men hun nåede aldrig at komme her til dåben, hvor vi står i dag.

Mødrene før blev afvist at Jesu disciple – men Jesus irettesætter dem og siger; lad de små børn komme til mig; lad alle de små, uskyldige børn komme til mig. Alle – selv dem, der ikke nåede at vokse op og leve det liv, som var tiltænkt dem, skal komme til ham. Og sådan har han også taget imod jeres Malou. For intet menneskeliv, om det bliver kort eller langt har været forgæves. Malous liv er som Leas stort og dyrebart både for Gud og for mennesker. Det er derfor Gud gav os børnene som forbillede. Det er derfor han lægger dem i vore arme. Børn, som ikke kan andet end at være afhængige af vores kærlighed og omsorg. Sådan skal vi – også som voksne – tage imod livet og dets tilskikkelser i tillid til Gud. Han lover os ved vor dåb at være med os alle dage indtil verdens ende – i døden som i livet. Og med tiltro til, at Malou er i de bedste hænder, kan I leve jeres liv her og nu. For nok har I mistet det mest dyrebare – men I er blevet skænket en skat i Lea, som vil berige jeres liv og lindre den sorg, I føler dag for dag.

For nu står I her med jeres vidunderlige lille pige og føler den største glæde forældre kan føle. En taknemlighed overfor den gave, som I trods umenneskelige prøvelser blev skænket. Og en taknemlighed over at vide, at Herren passer på sine børn – om de er her eller i hans himmel.

Det er det budskab, I lader jeres børn vokse op i. Og det er det budskab I, som faddere forpligter jer på at give videre, hvis det skrækkelig skulle ske, at forældrene dør før tid. Så jeres opgave begynder i dag med, at I skal sørge for at lære Lea at kende, så hun aldrig er i tvivl om, hvem I er og hvad hun i dag er blevet døbt ind i.

Må Gud velsigne jer i jeres opgave og fred være med jer! Amen.

Status projekt søvn

Status er at det går slet ikke... Vi er ret rådvilde og aner ikke hvad vi skal stille op. Det tog 2.45 for to dagen siden, da jeg skrev sidste indlæg, inden hun faldt til ro. Hun sov kl 24. Det betød endnu en aften for mig i soveværelset og Rene i stuen. Kan ikke huske hvornår jeg sidst kunne sidde roligt i stuen og nyde en aften. Det er ikke fordi hun SKAL sove. Hun må gerne være med i stuen. De sidste dage er hun først stået op fra en 2-3½ times lur kl. 18.20, 18.30 og 18.50... Men hun er altså træt og piver, så hun kan ikke bare blive i stuen. Så går jeg op med hende igen efter en time, men så kæmper jeg bare med en overtræt pige i to timer alligevel.
Igår startede vi putningen kl 19.40. Rene tog hende i bad. Jeg ammede hende kl 20... en lidt dårlig amning, fordi hun ikke nåede til soveamningen, da hun lå i mine arme. 20.20 læste jeg en lille histori og sang et par vers. Jeg sagde godnat og gik... og der mange minutter, så var hun helt urolig. En halv times tid senere bliver vi enige om at lægge hende i gyngen nede og dække den over med et klæde, så der er kedeligt. Hun græd ikke, men blev heller ikke rolig. Jeg kastede håndklædet i ringen og gik op med hende... ammede hende og hun sov fra godt 22 til 2 til 6.30 og igen til 8.40. En god nat... men et opgivet projekt.

Idag var hun stået op kl 15.30, tog en ammelur kl 17-17.30. Jeg startede putning kl 19.30 med lidt massage da hun skulle have nattøj på, en lidt mindre rodet amning, den samme bog og den samme sang.... og en noget roligere baby. Sagde godnat og gik... vist ca kl 20. hun lå og snakkede. Ved første piv/klagesang gik jeg op til hende. Satte mig og beroligede hende... Men det gjorde det vidt meget værre. Hun vrælede op. Jeg lagde hende ind til mig... men hun vrælede bare. Fik hende i ro, ammede hende og hun faldt i søvn ved brystet ca. 20.40. Jeg nåede ned i stuen, sad i 10 min og hun vågnede 21.10. Efter et par lyde fra hende, sagde jeg godnat og gik op til hende... og gav mig til at skrive her... og så faldte hun i søvn... tror jeg. Hun har sovet i 10 min nu.... Smiler. Kl 21.25...

Besøg af sundhedsplejersken

I tirsdags var det tid til besøg fra sundhedsplejersken. Denne gang var vi samlet i mødregruppen. Vi startede med en runde med hvordan der går og hvad der fylder for os hver især. Derefter blev børnene målt og vejet. Lea vejer nu 6040 g og måler 64 cm. Hun ligger fortsat fint på gennemsnittet. Elias vejede på dete tidspunkt 8300 g og målte 71 cm, så der er noget af en forskel. Men Lea vokser som hun skal og der er ikke indikator for at vi skal haste igang med mad lige nu. Så skal det være fordi hun ændrer søvnrytme... Og ja søvn var det store tema for snakken med sundhedsplejersken. Det er blevet helt umuligt for mig at putte Lea i barnevognen. Jeg ammer hende, når hun bliver træt. Hun falder i søvn ved brystet, men vågner, når hun bliver flyttet over i liftet... Og så kan jeg ikke få hende til at sove igen. Jeg kan gå med hende i 10-20-30 min og tro at hun sover, men når barnevognen står stille, vågner hun efter 5-7 min... Og så forfra. Det gad jeg ikke... Det holdte jeg ikke til. Jeg putter hende nu i soveværelset. Ammer hende i søvn og hun sover i 3-4 timer plus måske 2 lure af 40 min eller én lur af et par timer. Det går fint. Det fungerer...selvom det selvfølgelig er svært at gå nogen steder, når hun ligger i soveværelset og jeg ikke bare kan trille afsted med hende. Og det er svært at være nogen steder... Men det fungerer lige nu... Så må vi tage kampen igen senere.

Men om aftenen fungerer det bare ikke. Lea bliver træt efter et par timer. Jeg ammer hende... og hun falder i søvn. Men enten vågner hun når tåren er slut eller også efter 40 min. Og så går der 2-2½ time før jeg kan amme hende i søvn igen. Hun snakker, holder fest, og spjætter med arme og ben ofr at holde sig igang. Vi har prøvet at tage hende med ned i stuen, men hun er ikke tilpas. Hun er dødtræt. Så det fungerer ikke. Vi har besluttet at jeg må prøve ikke at amme hende i søvn, men i stedet at lade hende øve sig i at falde i søvn selv, selvom det tager 2-3 timer. Vi kan intet gøre for hende, for hun bliver stiktosset, hvis hun bliver holdt eller svøbt. Jeg har prøvet at teste mig selv. Lå med hende storhylende i 20 min hvor jeg havde svøbt hende i dynen. Det var mig, der gav op - ikke hende.
Så nu prøver jeg at amme hende... forsøge at holde hende vågen imens... ikke nemt. Og så lægge hende vågen/vækket over. Igår tog det 2 timer inden hun faldt til ro. Jeg lå i min seng ved siden af hende - forsøgte ikke at få hende til at sove, men var der bare... beroligede hende engang imellem. Men to timer... det er for lang tid - især fordi klokken var 22.30 inden hun sov... Nogen gange har den været 23.30-00.30 efter en anden hvor vi har kæmpet med hende...
I aften har vi indtil videre ligget i en god time... klokken er 22.20. Jeg er træt, men der er ikke lige udsigt til at Lea vælger at finde ro lige nu... Jeg håber det lykkes for os at finde styrken til at hjælpe hende, så hun selv kan finde ro noget hurtigere.. Hvis det lykkes, kan det være jeg kan overskue barnevognen igen.

Årsdag

Så rundede vi årsdagen for Malous termin. Et år er gået... Vi skulle nu have haft en glad lille et årig, der havde taget sine første skridt... Og som havde gjort huset usikkert... Det har vi ikke... Men vi har heldigvis Lea... en glad lille snart 4 måneder gammel pige... som har lynende travlt, som om hun skal nå at blive 1 år inden ugen er omme... Det skal hun ikke... Hun skal ikke leve op til noget. Hun skal bare være den hun er, og så skal vi forsøge at nyde hende det bedste vi kan... Sorgen over Malou lever stadig i os... Det er nu blevet meget nemmere at være sammen med Julie, min venindes datter, som bliver et år lige om lidt. Det skærer ikke i mit hjerte... mine arme skriger ikke længere af længsel efter min baby... Det er ikke Malou, Det er Lea... Hun er ikke en trøstpræmie. Hun er en guldmedalje...

Størst af alt fylder nok stadig det, at vi selv måtte tage afsked med Malou... Det er det værste jeg har været udsat for. Selvom naturen ville at hun ikke kunne leve - i hvertfald ikke et værdig liv - så er det så smertefuldt at vi selv måtte slukke vores drømme... Jeg fatter stadig ikke hvordan jeg blev i stand til det... Jeg kunne jo ikke gøre andet... men hvordan kunne jeg gøre det... Jeg forstår det ikke... at vi blev sat i den situation... Det er så umenneskeligt... Vores lille kære datter som sparkede lystigt i min mave, mens vi planlagde hendes begravelse... Hvad er det for en virkelighed? Jeg forstår ikke den virkelighed... og den er for evigt forandret for mig. Det som folk kalder det normale liv, rummer nu noget alvorligt surrealistisk og meget unormalt... Det indeholder det faktum at små børn dør... og at forældre nogen gange bliver sat i den situation, at de må vælge døden for deres børn... At vælge døden for mit barn, var hvad jeg kunne give... og hvor er det uretfærdigt...

Jeg er forandret... Jeg bliver lettere tårevældet, Lettere hylet ud af den, lettere irriteret. Jeg får ret nemt hjertebanken og trykken for brystet. Pulsen stiger over selv små ting. Jeg har mere behov for at være alene... Mit overblik og overskud er til dels tilbage... men ikke på fuld styrke... jeg ved ikke om det kommer tilbage, eller om jeg må acceptere at jeg ikke kan det samme... Det må tiden vise.
Dagen idag har været dum... Jeg trængte til ro, men havde min kære familie om mig... Jeg trænger til at samle tankerne... men har ingen stund alene... Heldigvis vil jeg sige... for jeg har jo min elskede familie... og det faktum at jeg idag ønskede mig alene, gør faktisk ondt... for hvordan kan jeg tillade mig at ønske det, når jeg ved hvor hårdt det er at undvære... at miste...

Skoldkopper

Så er Elias endelig i en alder af 5½ år ramt af skoldkopper... ud over hele kroppen - mave og ryg er helt rødspættede, i hårbunden og selv i næsen er de røde bæster dukket frem... de har vist været på anmarch i et par dage, men igår slog de helt igennem. Han havde de fint og jeg tænkte at det kommer han nok nemt igennem, hvis han ikke er sløj og feberramt... men idag har den stået på suk og hygge foran kukkassen hele dagen... Dumme skoldkopper... men de skulle jo komme før eller siden... Og nu er vi jo hjemme til at tage dem... Håber han bliver hurtig frisk

Et forår...

Jeg har levet et forår med dig. Tak Lea og tillykke med de 3 måneder idag. Elsker dig som jeg aldrig troede muligt...

Fys på besøg igen

Så har fyssen været her igen... venstre side har desværre sat sig fast igen... men det er meget normalt. Vi havde i weekenden snakket om at nu lå hun mest mod venstre igen. Så Lea pigen fik lidt mere massage. Fyssen kommer igen i næste uge til endnu en omgang...

Jeg skriver om barnedåben senere... Den gik super... men er stadig lidt for tæt på den og lidt for træt til at skrive om den;-)

Barnedåb lige om hjørnet

Så er barnedåben lige om hjørnet... Jeg tror jeg har styr på alle detaljerne... med indkøb, bordpynt, aftaler med bestyreren af lokalet i Mørke hallen, med præsten og med de to piger som skal hjælpe i køkkenet. Kjolen hænger så fint herhjemme. Tøj til Elias, Lea og jeg er strøget og lagt klar. Velkomst og sangark er skrevet og trykt, Maden, som kunne laves i forvejen venter i fryseren. Alt er pakket og ligger klar til at blive kørt op i hallen.

Så imorgen står den på madlavning og bordopstilling og borddækning. Min mor kommer og hjælper i nogle timer. Håber Lea vil være med til det... hun har lidt svært ved at sove i den her varme... Idag sov hun inde.. det gik fint... så det kan være det bliver løsningen imorgen igen.

Jeg glæder mig til søndag og har fundet en anden ro med dagen end jeg havde for nogle uger siden... Det hjælper mig altid at få formuleret mine følelser og tanker omkring noget, så bliver de nemmere at håndtere. Det bliver en stor dag... men en glædens dag er jeg sikker på... selvom glæden jo i vores liv altid vil have en mørk plet på sig... for vi mangler én.

Fysioterapeut på visit

Den lille pige har haft besøg af en fysioterapeut igår.
Da vi for et par uger siden havde besøg af syndhedsplejersken til 8 ugers tjek, sagde vi at vi havde bemærket at Lea lå meget med hovedet mod venstre og at det var svært at få hende til at se med højre. Ikke at hun ikke kunne eller ville, men hun brugte bare venstre side mere. Jamen så henviser jeg jer til fysioterapeuten med det samme. Fantastisk service at Syddjurs har.
Fysioterapeuten var her i ti minutter... men ti fantastiske minutter. Hun mærkede efter i Leas nakke og fandt nogle spændinger i kraniekanten i venstre side. Lea pev lidt da hun masserede, men efter et par minutter løsnede det og Lea smilede igen og kunne trække sine skuldre ned. Dejligt at vide at vi har hjulpet hende af med noget ubehageligt. Fyssen kommer igen i næste uge, for at tjekke at det ikke har sat sig fast igen... Vi kan allerede se at hun bruger højre side mere aktivt... så det er dejligt.

Kan du få for mange kys?

Kære Lea


10 uger fylder du idag... Ti uger har jeg været velsignet med dig i mine arme. Jeg takker alle magter for at du kom levende og stærk ud til mig.... Jeg takker alle magter for at du nu har været hos os i ti uger... Jeg kysser dig, dine varme kinder, dine små fødder... føler jeg kan kysse dig i ét væk... kan jeg kysse dig for meget?... får jeg kysset dig nok?... forsøger at suge alt det til mig jeg kan... men det bliver aldrig nok... Jeg kan ikke gøre det godt nok... hvis du skulle dø nu, ville jeg ikke have kysset dig nok... jeg kan ikke regne med at komme til at kysse dig imorgen... men jeg kan ikke gøre det godt nok idag... Jeg vil aldrig blive færdig med at kysse dig... Jeg vil aldrig blive færdig med dig... Det er så sårbart, at jeg aldrig kan gøre det godt nok... Har jeg nydt dig nok? Hvordan kan jeg rumme at jeg ind imellem er træt og uden overskud? ... At jeg ind imellem bliver irriteret på dig, når du igen ikke vil give dig hen til søvnen eller vågner efter 40 min... Tænk hv det var sidste gang jeg skulle se dig... jeg kan aldrig gøre det godt nok... Hvordan kan jeg nogensinde bare være i livet igen, når jeg nu langt ind i min sjæl har oplevet hvor nemt døden kan tage livet fra os? ... Jeg kan aldrig tage livet for livet... Jeg kan aldrig leve og elske nok...

Jeg gør mit bedste... og jeg knus elsker dig, Kæreste lille levende Lea... Du er ikke en erstatning for Lea... men du må leve med at få alle de kys, jeg ikke får lov at give din søster... men det tager du nok ikke skade af...

Hvad er det det gør ved én at man har måtte give sit barn døden?.... Hvordan er det man giver livet tilstrækkeligt, når man har været tvunget til at give døden?

2 måneder

Lea har nu rundet to måneder og sikke en fart hun har på... Vægtmæssigt vejede hun onsdags 5150g og målte 58 cm, så hun ligger stadig på normalkurven.
Hun har så travlt med at opleve. Verden bliver suget ind af hendes store smukke øjne. Hun suger alle indtryk til sig... og kan ind imellem sige fra overfor nye indtryk, f.eks. hvis hun er træt og fremmede pludselig kigger ned til hende. Så hyler hun op - bliver så forskrækket at hun nærmest hulker. Hun gider ofte ikke ligge ned og vil gerne op, så hun kan se mere. Hun nyder nu at ligge på aktivitetstæppet og puslebordet og snakke med de søde dyr. Hun snakker og snakker og er så begyndt at hvine... auuu auuu ejjj ejj... Det lyder så sødt, synes vi alle. Elias griner rigtig meget af hende. Jeg glæder mig til at de to rigtig kan lave fis sammen...

Al den sugen til sig har desværre sat sig på søvnen. Hun har fået svært ved at give sig hen til søvnen. Både om dagen og til natten. For en fire uger siden begyndte hun at tage en lur til formiddag eller eftermiddag på 3-4½ time... men da hun nærmede sig 2 måneder kom uroen ind... Nogle dage går det fint og hun sover 2½-4 timer... og nogle gange to lange lure... men flere dage sover hun 10-20 min ad gangen... og går det godt i 45 min...

Det er sgu lidt belastende...vi må håbe at det vender igen... Jeg bliver tosset af at stå og vippe barnevognen for at hun sover ti min mere... og jeg bliver træt af mig selv over at jeg bliver frustreret... Jeg er så taknemmelig for at hun er her... og kan næsten ikke rumme, når jeg bliver irriteret på hende. Jeg ved godt at jeg kun er et menneske... men jeg føler mig så utaknemmelig, når jeg ikke bare tager imod... Jeg har længtes sådan efter Lea... og jeg ved andre må kæmpe en nærmest umulig kamp, for at opnå det vi har... Jeg kan ikke tage livet for givet... jeg kan ikke tage mine børn for givet... Og jeg vil så gerne nyde tiden... for jeg ved at den går så hurtigt... og pludselig er den unikke tid, som Lea og jeg har sammen forbi... og hverdagen tager over... så jeg håber at finde mere tålmodighed og mere ligegyldighed med situationen, når dagen bliver rodet eller jeg skal bruge timer på at få hende til at sove... Eller at jeg kan gå mindre op i at hun skal sove...

Jeg er dog så velsignet heldig at hun sover perfekt om natten... og det betyder at jeg får sovet ok da fleste nætter. Hun har ingen rytme med hvornår hun går i seng. Vi øver at hun skal puttes i soveværelset, men det går ikke helt nemt. Jeg kan bruge 1-2 timer på at få hende til at falde til ro... de fleste nætter lykkes det... men ind imellem må jeg give op... og ind imellem vågner hun efter 45 min uden at kunne finde ro igen...

Når jeg går i seng ved 22-23 tiden ammer jeg hende... om hun sover eller er vågen. Det betyder at vi sammen kan sove de næste 5-6 timer - en dag sov hun 9 timer - uden at amme. Hun spiser ved 4-5 tiden kortvarig og sover videre i 1-3 timer. Så det er jeg godt tilfreds med. Det at jeg giver hende mad, når jeg skal sove, virker så godt, fordi jeg får det lange stræk sammen med hende. Det er dejligt.

Så nærmer barnedåben sig jo om 2 uger og vi glæder os...

Barnedåb forude

Om godt tre uger er jeg så velsignet at skulle døbe min levende datter Lea... Er så taknemmelig og dog fuld af sorg, som vi nærmer os denne store dag...  Der ligger så mange følelser i at skulle holde denne fest... Elias' barnedåb var den bedste fest jeg har holdt. Den var en af de mest mindeværdige dage i mit liv. Jeg var glad, sårbar, taknemmelig og lykkelig...

De samme følelser har jeg nu med Lea... men nu ved hvad det betyder at blive snydt for en barnedåb... Nu ved jeg hvor meget, der er at miste. Nu ved jeg jeg hvor ondt det gør ikke at få lov at fejre sit barn... Nu ved jeg hvor ondt det gør at skulle begrave sit barn i stedet for at fejre det... Har stadig ikke accepteret at jeg kun fik lov at begrave Malou og ikke at fejre hende med denne store fest. Nu ved jeg hvordan det er at have et barn, som folk glemmer... som folk ikke nærmest forguder, som de gør det med mine levende børn... Jeg ved hvor ondt det gør at skulle give døden og ikke kunne give livet... Hvor end man gerne ville...

Jeg er så forbandet taknemmelig for at Lea er kommet i vores liv... at vi har fået lov at se hendes smukke smukke livgivende øjne. Hvor ville jeg ønske jeg havde set Malous... Så lidt at bede om... men så umuligt at opnå.

Håber jeg kan finde en plads til Malou og at gæsterne kan møde mig i det.  Og jeg må leve med det forunderlige dilemma at jeg ikke kunne fejre Lea, hvis ikke det havde været for Malous kommen og gåen. Jeg håber sådan at mine gæster kan rumme og forstå det... Jeg kan ikke sige Lea uden at sige Malou, for mine to piger hænger uløseligt sammen... Og det skal jeg finde en vej i... og mine nærmeste skal finde en vej i at kunne rumme det... også på den kommende store festdag...

Barsel er fastlagt

I tirsdags var vi på visit på mit arbejde for at lave barselsplan. Min barsel slutter d. 22. januar og så har jeg 7 ugers ferie, der skal bruges, så jeg starter igen d. 14. marts.. D. 14. marts....???? der er jo virkelig længe til. Jeg er så taknemmelig for at få al den tid... det er jo helt vildt... Jeg kan tude af taknemmelighed ved tanken. Vi må virkelig være taknemmelige for at leve i et land, hvor det er muligt. Vi forlænger barslen med 8 uger... som René tager fra midt i oktober til midt i december... Og ja så drager vi til Australien... jo jo.. I 2 måneder skal vi køre langs østkysten down under i en autocamper. Så der er noget at få planlagt. Vi tager et par dages stopover i Singpore på vej ned og et par dage i HongKong på vej hjem...

Indtil da vil tiden sikkert flyve afsted... Lea og jeg er startet i mødregruppe og har været afsted to gange. Vi har 4 kvinder mellem 29 og 36... ja jeg er alderspræsident. Børnene er født med omkring 5 uger imellem fra d. 29.2. til d. 6.4. 3 piger og 1 dreng. Tre er flergangsfødende og 1 er førstegangsfødende. De virker rigtig søde, og det skal nok blive hyggeligt.

Så er Lea også blevet skrevet op i vuggestue... Ja man skal være tidligt ude. For et par år siden blev der oprettet en privat vuggestue i byen. Den har stor søgning til sine 18 pladser, så det er med at være tidligt ude. Nu må vi se om vi får plads. Hun bliver også skrevet op i det kommunale system. Indtil videre både i institutioner i Hornslet og i dagpleje i Mørke. Indtil videre... så må vi lige rette til, når vi kommer tættere på.

Hele familien til svømning

Igår drog hele familien til svømning i Auning svømmehal. Her har Elias jo gået til svømning en gang i ugen i 3½ år. Han går nu på et hold for børn, der selv kan svømme... og hvor forældrene egentlig kun er med i vandet for at nyde det dejlige varme vand. Vi har fået lov at snige Lea med i vandkanten... Svømmeholdene holder sommerferie en gang i maj, så Lea kan først starte op på et hold til august. Men hun skal da ikke snydes for at opleve de varme bade.

7½ uge og i svømmehallen. En dame i omklædningsrummet mente vist at jeg mishandlede mit barn... for det var da synd at hun skulle ned i det vand... Er det synd? Mon andre også synes det? Mon hun selv opfatter det som en straf at være i vandet?

Lea klarede det så flot... Brusebadet inden modtog hun med sindsro. Jeg havde mulighed for at bade hende i et lille badekar, men det gik så fint med brus. Og i det varme bassin lå hun lige så fint og sugede til sig... Efter små 20 min gik vi op igen... Hun var stadig rolig, men jeg ville gerne give os ro i omklædningsrummet, så vi ikke skulle kæmpe og bruserne og så der var mere tid til at blive færdige.
Lea tog igen brusebadet helt roligt. da hun skulle have tøj på, blev hun lidt ked, men hold da op hvor havde hun også været sej. Hun fik en tår at drikke og det passede så fint med at Elias og René blev færdige.

Og så var hun træt... Hun sov for første gang i soveværelset roligt til aften. Blev puttet med en tår, da vi kom hjem ved 20 tiden. Blev vækket og fik en tår igen ved 22.30 tiden da jeg gik i seng. Bad om mad igen 6 timer efter og sov videre i 2 timer. Om dagen idag var vågen i 2 timer , sov 3 timer, var vågen 2 timer og sov igen i 2½ time. Så det var flot.

De sidste uger har jeg fået lov at få mere og mere søvn... Flere nætter har Leas første lur været 4-4½ time og de sidste to nætter har hun taget 6 timer og vist lidt til i første lur... Så det er jo stort...

Vi har endnu ikke en fast rytme... men i et par uger har eftermiddagsluren været rimelig tilregnelig. Lea sover rodet om formiddagen, men har gerne taget 3-4½ time om eftermiddagen. Hun er stadig ikke tilregnelig om aftenen og kan rodde meget rundt, spise meget og være meget vågen. Jeg har et par gange forsøgt med at putte hende på værelset, men hun vågner igen og kan ikke finde ro alene. Så vi prøver til og nyder ellers at have hende i stuen. Mon ikke hun og vi lærer det på et tidspunkt.

5 ugers undersøgelse

Idag var vi til 5 ugers undersøgelse... dagen før prinsessen fylder 6 uger. Lægen undersøgte hende og vurderede alt vel. hun vejer nu 4550 og har dermed taget 1100 g på fra fødslen. Det er ganske flot, når hun tabte 300 g de første par dage pga gulsoten. Hun er vokset 5 cm til 57 cm.
Nåh nu må der være lidt mere ro på, konkluderede lægen, som har fulgt mig til undersøgelser under og efter Malou og gennem graviditeten med Lea... Ja, sagde jeg... det er rigtig rart... men det har også givet uro... sagde jeg.. Jeg må fortælle at alt ikke bare er rosenrødt fordi ens barn ligger levende lige der... hun forstod det ikke og jeg gik ikke dybere ind i det. Hendes kommentar var at jeg så bare kunne se på hende og så var alt jo godt. Jeg gad ikke forklare. Jeg sagde bare ja. Hun behøver ikke forstå. Jeg behøver ikke bruge hende til noget. Jeg kunne kun forvente denne forholden til mig... Det var hvad jeg mødte før Malou og til lægeundersøgelserne med Lea spurgte hun slet ikke til mig, hvordan jeg havde det. Til hendes forsvar overraskede hun mig til sidste undersøgelse, fordi hun tydeligt udtrykte forståelse for at vi skulle have en god fødselsplan... Det er ok at hun ikke rummer sårbarheden nu... Jeg finder andre jeg kan støtte mig til... og skulle jeg få problemer er jeg sikker på at jeg kunne få hende til at forstå...Men altså en god 5 ugers undersøgelse... fordi alt er vel med Lea

Sårbarheden som en del af livet

Jeg bliver af flere spurgt til hvordan jeg har det nu hvor Lea er kommet... Jeg har det selvfølgelig fantastisk... I bund og grund... Jeg er så drøn-taknemmelig for at hun er kommet i vores liv og jeg er så drøntaknemmelig for at få lov at være på barsel og have tiden i et andet tempo... og nej jeg sover ikke om natten... Lea er som babyer er... Hun tager nu et langt stræk på op til 4 timer, hvor jeg når at sove måske 2,5-3,5 time og det er stort. Sidst på natten får jeg måske 1-1½ time, men det er ok... Jeg er da træt, men ikke udkørt... Jeg får sjældent taget mig en lur om dagen, men jeg nyder virkelig, når jeg kan sove morgenlur til kl 9 sammen med hende. Jeg ved ikke om jeg stadig rider på en bølge af adrenalin efter hun er kommet, men jeg føler mig så meget i live og føler jeg har overskud. Jeg kan da godt blive små-frustreret, når alle mine bestræbelser på at gætte og tilfredsstille hendes behov ikke giver pote eller hvis roderiet om natten ind imellem bliver lidt for langt eller lidt for hyppigt.

En bekendt skrev til mig, da gulsotet var på sit højeste, at hun håbede jeg også kunne nyde min lille datter. Og det kan jeg. Jeg nyder hende, som var hvert øjeblik det sidste... og det er måske her kæden truer med at falde af, for det er faktisk lidt hårdt... at jeg ikke kan tage næste øjeblik for givet, fordi jeg ved langt langt ind i min sjæl at det forfærdelige kan ske... lige nu. Den sårbarhed, som jeg bærer efter vi mistede Malou... som jeg bar under graviditeten med Lea... er selvfølgelig ikke forsvundet, fordi Lea nu er her. Lea er her... men det er Malou ikke. Et menneske kan aldrig erstatte et andet menneske. Lea kan og skal ikke erstatte Malou. Hun står selvstændig og har min evige kærlighed og jo desværre også mit evige savn. Hun vil altid mangle.

Samtidig oplever jeg at den sårbarhed som enhver nybagt mor (far?) besidder, når hun sidder og kigger på sit nyfødte barn, får et ekstra tvist, når man har mistet et barn. Det vil for altid fylde i os, at det bedste vi kunne give Malou var døden... Den er givet hende i kærlighed, men det var alt hvad vi kunne give og det var alt for lidt... eller måske alt for meget... Hvor ville jeg ønske at jeg kunne have givet hende livet i stedet for døden. Det giver ingen mening at det var det jeg skulle give hende. Og den afmagt må vi leve med for altid... overfor Malou, men også overfor Elias og Lea. Vi er ikke herre over liv og død, og hvor end vi gerne ville, kan vi ikke beskytte vores børn. Vi kan ikke redde dem fra alverdens ondskab og dårligdom. Vi kan give dem vores kærlighed og vi må træffe beslutninger på deres vegne ud fra hvad vi tror vil være det bedste. Men det bedste er ikke altid godt nok... og det er så opslidende. Og når man sidder med den lille nybagte baby, som er totalt afhængig af dine beslutninger og din evne til at give det liv, kommer tvivlen og bekymringerne op. Gør jeg det nu godt nok? Træffer jeg de rigtige beslutninger? Er mine vurderinger rigtige? Man kan måske sige at vi har stået i den værste af alle beslutninger, så de dagligdags beslutninger om et rask barn må være piece of cake... men sådan er det ikke. Sårbarheden spiller et puds og hudløsheden gør dig bange. Livet er ikke det samme som før.

Men det laver ikke om på at Lea er et mirakel. At Lea giver livet mening og skaber en fremtid igen. Det gjorde hun allerede, da hun lå i maven. Der turde jeg bare ikke kigge på den endnu. Men hun gjorde det muligt at vi igen tog skridt fremad og at vi begyndte at leve og ikke kun overleve. Jeg takker alt hvad jeg tror på og alt jeg ikke tror på, for at hun er kommet i mit liv. Af hjertet TAK

Påsken 2012

Så er påsken 2012 overstået. Elias, Lea og jeg (Britta;-) har haft påskeferie, mens René havde vagt fra fredag til fredag. Og det blev til ret mange timer på vagten - over 40, da René nærmest boede i Sønderjylland denne uge. Det blev i hvert fald til ture til Gråsten, Brande to gange, Vejen, Haderslev og Svendborg. Så børnene og jeg var en del alene hjemme... så fik vi da prøvet det... inkl at putte Elias mens Lea skreg på mad i liften. Ikke så hyggeligt, men sådan er det jo nogle gange.
Påskeferien blev indviet med en tur til frisør for Britta. For første gang i 13 måneder, så det var tiltrængt. Min frisør i Århus er stoppet som frisør, og jeg har først nu fået taget skridtet til at prøve den lokale frisør i Mørke... Utroligt hvor lang tid det kan tage, for det vokser jo ud igen det hår... og når man går herhjemme på barsel er looket jo ikke det vigtigste... Men nu er de lange lokker røget... og det grå hår titter lidt mere frem:-/ Om eftermiddagen havde vi barselsbesøg af en nabo (Adam), som gerne ville ønske tillykke med lille Lea... og drengene leger så godt sammen.

Første del af påskeferien blev i det hele taget brugt på besøg og gæster. Mandag besøgte vi Oldemor og Oldefar i Hasle, sammen med Farmor. Og kunne glade vise Lea frem til de glade oldeforældre. Desværre endte besøget ikke så godt, for Farmor snublede over dørtrinnet på vej ud til bilen og slog kolbøtter ned af stentrappen. Hun endte over i min bil og så meget forkommen ud. Hun kunne ikke komme op, så alt imens Lea træt og frustreret hylede i sin autostol, Elias grinede og hoppede op og ned pga for meget sukker og endnu ingen frokost, Oldefar trådte sig over tæerne i gangen, Oldemor sad i sofaen med sin KOL og ikke kunne få vejret og Farmor lå rullet sammen halvt under min bil, ringede jeg efter en ambulance. Den kom heldigvis og ganske overraskende indenfor hvad der føltes som få min (10?). Jeg tog børnene med på skadestuen og René kom heldigvis og tog Elias med hjem. Desværre viste det sig at Farmors hofte var brækket... øv øv øv... og hun måtte i operation om aftenen. Tilmed har hun forstuvet et håndled og bøjet nogle ribben, så hun er godt forslået.

Tirsdag havde vi besøg af Mille og hendes hund og vi havde en hyggelig dag. Onsdag kom Mormor... og Farfar kom også trillende. Ham har vi vist ikke set i 3 måneder, så det var godt at se ham, syntes Elias. Han er lige kommet hjem fra 3-4 uger i Thailand, hvor han har en kæreste. Til kaffen kom en af Mormor venner også forbi, for at hente hende. En times tid efter de gæster var taget afsted, kom vores venner Jari og Louise med deres to børn på barselsvisit.

De næste dage var vi hjemme og kom lidt ned i gear igen. Fredag var René også hjemme og fik bygget på skuret. I løbet af påsken har det nu taget så meget form, at René er igang med at indrette det, så nu kan vi få ryddet ud af skurtingene på førstesalen. Tænk sig engang. Og så kan sommeren byde på tømning af campingvognen og måske et salg, hvis det er muligt.

Søndag var vi på en hyggelig familietur til Århus. Vi landede tilfældigvis på domkirkepladsen, som påskegudstjenesten var overstået og dronningen kom ud af kirken. Lidt pudsigt sammenfald. Vi gik op af Strøget (butikkerne var lukkede) og op til Musikhuset, hvor vi skulle høre Rasmus Borring spille klaverkoncert. En dejlig pause, hvor begge børn var ok rolige, selvom det ikke er helt nemt for en 5 årig at sidde stille. Bagefter blev det til et kig på loppemarked i Mølleparken, hvor vi var så heldige at finde to fodboldbluser til en tyver stykket. Fantastisk køb synes Elias. Dagen sluttede hos Mormor, hvor vi skulle spise påskemad med lammekølle og lækkerier. Hyggeligt.

Nu er hverdagen indtrådt igen og det er ganske fint. Det er ikke helt nemt at tilgodese to børns så forskellige behov alene... og Elias har møj krudt i numsen, så vi gentagne gange hører os selv sige "rolig nu". Det er lidt irriterende, men det bliver nok ikke bedre af at være hjemme i 10 dage. Han har haft en god ferie, men han glædede sig også til at komme i børnehave igen.

Lidt nyt herfra

Her er det blevet forår og jeg nyder for alvor vor lille familie og livet herhjemme. René har nu været en god uge på arbejde og det går helt fint. Han har fået en god snak med hans nærmeste chef, som har været meget fraværende det sidste halve år og dermed ikke har været meget involveret i hvad der fyldte for René. Men nu er han også inddraget og det er godt. René møder forståelse og opbakning fra alle han snakker med og har vist fundet nytten ved at dele med andre, hvad der rører sig indeni. Da sundhedsplejersken i forrige uge hørte vores historie og at vi nu næsten har brugt alle 24 gange hos psykologen, mente hun at vi skulle undersøge om vi kunne få noget forbyggende... for vi skulle virkelig tage vare på os selv nu, hvor lille Lea kommer ind og roder i vores liv.
Vi skulle til psykolog dagen efter og rådførte os med hende. Hun bad René om at undersøge om ikke hans sundhedsforsikring kunne dække stress-relateret behandling, således at han kunne få en henvisning fra lægen og dermed fortsætte hos psykologen. René gik lige hjem og ringede til PFA healthcare... og det var ikke noget problem at få det dækket. Og et par dage efter fik han tid hos lægen som uden videre bøvl gav ham en henvisning, begrundet i stress. Så nu kan han få hjælp til at få styr på den stress, som stadig præger ham og som potentielt kan få ham ned med nakken igen. Så det er godt. om jeg så også skal deltage, som vi har gjort det hidtil, har vi ikke afklaret endnu.

De sidste dage har været gode. Hjemmehygge i roligt tempo med havearbejde og amning på vores lækre træterasse i solen og lure i barnevognen kombineret med ture ud af huset. Fredag var Lea og jeg inde på Skibet, mit gamle arbejde, til fredags rundstykker. Det har jeg længe gerne villet, men ikke fundet tiden, så nu skulle det være. Og så kunne jeg også vise vores vidunder frem. Det var hyggeligt. Jeg nåede lige hjem som min veninde Trine kom ved 12.30 tiden. Også dejligt at tilbringe nogle timer med hende. Om aftenen nød vi som sædvanligt familieaftenen med disneysjov og X-faktor i sofaen.

Lørdag var skøn, med dejligt vejr. René fik taget et ryk med skuret med at sætte plader på væggene. Det tegner sig snart færdigt, så inden længe kan vi få ryddet det sidste på Leas værelse, i stuen ovenpå og ikke minst tømt campingvognen. Mon den kan sælges? Imens passede jeg børnene og forsøgte at grave have, så vi kan få gjort forhaven pæn. Vil plante nogle blomstrende buske der, men kan ski ikke finde ud af hvilke jeg skal vælge....

Omkring middag drog hele familien til Ebeltoft. På onsdag har René og jeg 9 års kærestedag og den ville vi fejre i ro og mag i lørdags. Vi gik rundt i de hyggelige gader, spiste gratis is fra Paradis til frokost og lækker burger på café til dessert... Herlig rækkefølge syntes Elias. Lea sov hele tiden, men vågnede op til dåd, da vi endelig nåede cafeen. Perfekt timing, for så kunne jeg give hende mad, mens vi ventede på maden. En god dag, hvor 3 ug af 4 sov hele vejen hjem i bilen:-)

Søndag hyggede vi os hjemme i haven og skuret og med leg med naboen.
Mandag var Mormor på besøg og Elias havde fridag. Vi - de - malede påskeæg og påskeharer og vi pyntede lidt op til påske.

Idag kommer Sophie og hendes børn på visit, så jeg skal snart op og hente Elias.

Se nye billeder i albummet