Jeg har i ugens løb er særligt her i weekenden taget skridtet til at bygge rede. Jeg har købt 2 reoler til Elias' legetøj, så han kan få det mere væk fra stuen og ind på kontoret og på eget værelse. Vi skal have plads til de 12 pakker Lego han fik til jul og fødselsdag. Har også købt en reol til Lillepigens legetøj til stuen. Indtil videre har Elias dog indtaget den også. Jeg er igang med at lave én ud af 4 vægge klar til Lillepigen på hendes kommende værelse. Værelset bliver brugt som skur, fordi skuret stadig er på vej, så der er retrodet derinde med værktøj og byggematerialer. Det er også gæsteværelse og det vil det blive ved med at være indtil hun skal sove der selv. Men jeg har ryddet én af væggene og er næsten færdig med at male den. Her skal puslebordet stå. Jeg har ledt i alle gemmer efter de hylder, den bordplade og de hyldevanger, vi brugte til Elias' bord og vanger. Hylder, bordplade og kommode til under bordet er fundet, men vanger til hylderne og til bordet er væk, så jeg må vist kapitulere jagten og købe nyt. Vi stilte bord og kommode op igår, så nu ligner det lidt. Jeg sorterede også str. 50-62 tøjet i farver igår og fik det første smidt i vaskemaskinen.
Det føles godt at være på vej. Jeg tænker på psykologens ord til åbent hus sidste torsdag. Sorgens proces skal ses i dynamikken mellem følelser, tanker og adfærd. Jeg tænker at hvis jeg begynder at handle anderledes... tage skridtene med at bygge rede vil mine tanker og forhåbentligt mine følelser ændre sig til at være opbyggende og forventningsfulde i stedet for bange og afventende. Jeg har tiden og overskuddet nu til at deale med det og det er rigtig rigtig godt at give det tiden. Jeg er dog stadig bange. Bliver stadig ramt af en stik, der siger tænk hvis vi ikke får hende med hjem... så står alt det her klar. Men jeg bliver nødt til at satse på at vi får hende med hjem, for jeg kan ikke være i først at gøre det klar, når hun kommer. Jeg kan også tænke at jeg kan bive straffet for at have troet så meget på det at jeg har gjort klar til hende. Det ved jeg godt at jeg ikke bliver – det er irrationelt, men det er nu engang tanker, der dukker op.
I sidste uge var jeg i genbrugs og lede efter noget til fredagens temajulefrokost i Skibet. Jeg faldte over en brun Ticket to Heaven flyverdragt til Elias i str. 116 til 10 kr. og en lilla i str. 86 til 69 kr. Jeg købte dem begge. Hjemme bad jeg René kigge på dem. Hans reaktion var forundrende. Han tog kortvarigt op i dem, mens de lå på gulvet og sagde jahh. Jeg bad ham tage dem op og kigge ordentligt på dem, hvorefter han tog dem op på bordet... Er den lilla, sagde han om den store brune... Er den ikke lidt lille, sagde han om den lille... Hvad for noget sagde jeg, uden at blive klogere. Senere måtte han indrømme at hans reaktion var mærkværdig, fordi han var blevet overrasket over at jeg har købt noget i str. 1½ år, når jeg for en uge siden ikke engang kunne købe en body... Så han kunne simpelthen ikke forstå at jeg havde købt til Lillepigen. Jeg tænkte lidt over det... Hans reaktion sagde mig at det er vigtigt at det ikke kun er mig, der forbereder mig ved at bygge rede. René skal nok også gøre noget særligt denne gang for at forstå og for at koble sig. Så det er nok vigtigt at jeg overlader nogle af opgaverne til ham. Men måske det også er oplagt at han gør meget af slæbearbejdet og ophængsarbejdet.
Et andet tiltag er at jeg før weekenden har tilmeldt mig konceptet Smertefri fødsel. Det er et øveprogram, hvor man indøver en række teknikker for afspænding, åndedræt og visualisering. Jeg skal gerne øve 2x15 min hver dag de næste 6 uger. Jeg håber at det vil hjælpe mig til at finde tryghed og tillid til at turde føde selv. Teknikkerne gør at man bedre kan arbejde med fødslens proces i stedet for imod den, som er så nemt at komme til, når det gør så ondt og hvis man er bange. Jeg forventer ikke en smertefri fødsel, men jeg håber på lidt mere kontrol, så jeg bedre kan være fysisk og psykisk til stede i den store opgave som ligger foran mig. Det er ikke helt billigt (995 kr) for hjemmestudie, men hvis det kan gøre en positiv forskel, synes jeg at det er det værd.
mandag den 23. januar 2012
torsdag den 19. januar 2012
At være forandret som menneske
Sidste torsdag var vi til åbenhus i Landsforeningen i Århus. Temaet var "sorgens udtryk- at være forandret som menneske" og psykolog Bodil Kappelgaard, som selv har mistet en søn for 15 år siden talte. Det var yderst relevant for os og mig. Det bedste til dato i Landsforeningen. Vi var mange, der følte hun lige præcis talte til os, der hvor vi er i vores liv og sorg. Måske det ikke var helt egnet til nyramte, fordi det at være forandret som menneske måske mest i starten viser sig følelsesmæssigt, som en følelse af at være kastet op i luften og spredt ud med vinden. Man kan intet genkende af sig selv. Man føler sig identisk med den identitet at være en mor, der har mistet et barn. Man kan og er ikke andet. Som tiden går finder man ud af at man er andet og at man stadig også er sig selv, men at man på et grundlæggende plan er forandret. Det refleksive perspektiv på det at være forandret bliver først muligt efter tid, fordi man i en lang periode og måske i tilbagevendende perioder ikke kan adskille sig fra at være den, der har mistet. Det er hele ens grundvilkår at man har mistet et barn. Det er også for evigt et grundvilkår at have mistet et barn. Det vil for evigt være en del af min grundtone at have mistet et barn, men måske ikke det hele.
Kappelgaard talte om at en del af sorges proces handler om at give slip. Jeg tror ikke hun sagde, give slip på sit døde barn, men mange blev alligevel ramt af den beskrivelse at man skal give slip. For det føles naturstridigt at skulle give slip på sit barn – om det er dødt eller levende kan det ikke være meningen at man skal give slip på sit barn. Man skal elske det som forældre til det – uanset om man har det hos sig eller ej.
For mig giver det at give slip en anden mening – og den er dobbelt og netop heri opstår mit nuværende store dilemma, som jeg i en konkret sammenhæng jf andre indlæg de sidste uger, forsøger at finde rede i. Jeg oplever at jeg i min sorg proces har oplevet at jeg må give slip på mit hidtige selvbillede. Jeg er ikke den samme som før. Jeg kan ikke det samme og på områder, jeg endnu ikke helt forstår, vil jeg måske heller ikke det samme som før. Jeg har fået en anden sårbarhed i mit liv, som jeg må respektere. Sorgen og dermed angsten er blevet en del af mine grundvilkår og det må jeg acceptere. Angsten vil være min tro følgesvend for altid nu, fordi jeg har oplevet livet vise sig fra sin værste side. Angsten vil dukke op og vise sit sårbare selv mange gange endnu i mit liv. Jeg kan og skal ikke fornægte den, men må tage imod den og deale med den. Dermed må jeg slippe den jeg var før. Det selvbillede jeg havde af mig selv.
Samtidig føler jeg at jeg er nået dertil i min sorgproces at jeg er igang med at slippe den identitet som sørgende mor. Jeg er en sørgende mor, men jeg er også andet og mere end det. Et eller andet sted oplever jeg at skulle forsøge at slippe angsten for at gøre det muligt at få gode oplevelser, der kan give andre erfaringer. Oplevelser, der kan bekræfte et mere positivt selvbillede og gøre det muligt for mig også at kunne noget andet. Udvikle nogle andre mestringsstrategier, der er mere sunde end de angstfyldte og beskyttende mestringsstrategier. Det handler om i det små at turde tænke og handle lidt anderledes for at udfordre angsten og skabe grobund for en fremtid med mere lys og mere håb. Malou ville ikke have ønsket at hendes mor skulle leve i mørke og sorg. Hun ville ønske håb og lys for hendes familie.
Det er det som gør det så dobbelt. Lys og mørke er blandet sammen nu. Sårbarhed og styrke. Angsten og modet. Og i rigtig mange situationer vil jeg komme til at stå i valget, som jeg står i nu. Skal jeg udfordre angsten eller respektere den? Skal jeg forsøge at skabe en anden historie – et andet selvbillede eller skal jeg respektere det selvbillede – det grundvilkår, som nu engang er mit? Skal jeg give mig selv ro eller skal jeg ikke stille mig til tåls med det? Skal jeg kunne andet og mere i mit liv?
Kappelgaard talte om at en del af sorges proces handler om at give slip. Jeg tror ikke hun sagde, give slip på sit døde barn, men mange blev alligevel ramt af den beskrivelse at man skal give slip. For det føles naturstridigt at skulle give slip på sit barn – om det er dødt eller levende kan det ikke være meningen at man skal give slip på sit barn. Man skal elske det som forældre til det – uanset om man har det hos sig eller ej.
For mig giver det at give slip en anden mening – og den er dobbelt og netop heri opstår mit nuværende store dilemma, som jeg i en konkret sammenhæng jf andre indlæg de sidste uger, forsøger at finde rede i. Jeg oplever at jeg i min sorg proces har oplevet at jeg må give slip på mit hidtige selvbillede. Jeg er ikke den samme som før. Jeg kan ikke det samme og på områder, jeg endnu ikke helt forstår, vil jeg måske heller ikke det samme som før. Jeg har fået en anden sårbarhed i mit liv, som jeg må respektere. Sorgen og dermed angsten er blevet en del af mine grundvilkår og det må jeg acceptere. Angsten vil være min tro følgesvend for altid nu, fordi jeg har oplevet livet vise sig fra sin værste side. Angsten vil dukke op og vise sit sårbare selv mange gange endnu i mit liv. Jeg kan og skal ikke fornægte den, men må tage imod den og deale med den. Dermed må jeg slippe den jeg var før. Det selvbillede jeg havde af mig selv.
Samtidig føler jeg at jeg er nået dertil i min sorgproces at jeg er igang med at slippe den identitet som sørgende mor. Jeg er en sørgende mor, men jeg er også andet og mere end det. Et eller andet sted oplever jeg at skulle forsøge at slippe angsten for at gøre det muligt at få gode oplevelser, der kan give andre erfaringer. Oplevelser, der kan bekræfte et mere positivt selvbillede og gøre det muligt for mig også at kunne noget andet. Udvikle nogle andre mestringsstrategier, der er mere sunde end de angstfyldte og beskyttende mestringsstrategier. Det handler om i det små at turde tænke og handle lidt anderledes for at udfordre angsten og skabe grobund for en fremtid med mere lys og mere håb. Malou ville ikke have ønsket at hendes mor skulle leve i mørke og sorg. Hun ville ønske håb og lys for hendes familie.
Det er det som gør det så dobbelt. Lys og mørke er blandet sammen nu. Sårbarhed og styrke. Angsten og modet. Og i rigtig mange situationer vil jeg komme til at stå i valget, som jeg står i nu. Skal jeg udfordre angsten eller respektere den? Skal jeg forsøge at skabe en anden historie – et andet selvbillede eller skal jeg respektere det selvbillede – det grundvilkår, som nu engang er mit? Skal jeg give mig selv ro eller skal jeg ikke stille mig til tåls med det? Skal jeg kunne andet og mere i mit liv?
Update på fødselstanker
René og jeg var til psykolog i tirsdags. Vi rundede flere temaer, men det som fyldte mest for os var den forestående fødsel, jf de sidste ugers indlæg. Jeg fremlagde baggrundshistorien og problematikken for hende. Det første hun gjorde var at inddrage René (Yesss – endelig én med en menneskelig faglighed) og spørge hvad han tænker ift det. Det blev en god snak frem og tilbage, hvor hun gav os sparring på hvorvidt vi skal føde selv eller bede om planlagt kejsersnit. Jeg fremlagde mit grundlæggende dilemma om det er bedst at udfordre angsten eller at respektere den – noget som faktisk grundlæggende fylder lige nu ift min sorgproces og som jeg tror jeg må fabulere lidt mere over i et andet indlæg. Det handler jo om hvad der er bedst for mig – og for os hver især – på den lange bane. Hun spurgte til hvad vi troede ville være bedst for os som par i den proces, vi netop er på vej i. Det havde jeg ikke tænkt på og kunne heller ikke svare på stående fod. Hendes pointe var at en vaginal fødsel er det mest aktive forløb for både mig og René, hvor vi kunne få en oplevelse af at kunne udrette noget stort sammen, hvilket kunne være befordrende for vores fællesskabsfølelse. Vi har erfaringer med os nu, som gør os stærkere i denne fødsel end i de to tidligere fødsler. Erfaringer, som kunne være stærke at få sat i spil igen og som kunne give os noget i vores fremtidige forhold.
Overordnet set mente hun at jeg ville være tro mod mig selv uanset hvilken fødsel jeg gennemgår. Uanset om jeg respekterer angsten eller udfordrer den, vil jeg være tro mod mig selv. Det afgørende, mente hun faktisk, var processen med at besluttte, hvad jeg skulle – ikke selve det at gennemføre beslutningen. Hvor jeg tænkte at det bedste vil være hurtigst muligt at få truffet en beslutning, fordi der så vil komme ro og afklaring, så mente hun faktisk at processen med at beslutte skulle have ro til at lande godt i mig. Jeg skal ikke forhaste en beslutning, men lade den finde plads i mig i løbet af 14 dage eller måske 3 uger. Og at den har mere afgørende beslutning for den sorgbearbejdning og personlige udvikling, som jeg er i færd med. Det var et anderledes perspektiv, men nu et par dage efter føles det ok ikke at skulle beslutte sig hurtigt. En beslutning eller en afklaring er dog på vej...
Vi drømmer begge to om at finde styrken og modet til at føde vores datter selv. Og vi går og tænker på hvilke præmisser, der kan gøre det muligt. En detaljeret fødselsplan, hvor vi beskriver vores ønsker om fødslens max. Længde, tidspunkt, overvågning, omsadling ved bekymring, smertedækning og ikke mindst anerkendelse af vores sårbarhed. De skal vide hvad vi har været igennem – både med Elias og Malou. De skal rose ethvert fremskridt og motivere til at gøre det bedste vi kan. De skal vejlede os, når det bliver svært og hjælpe med at bevare modet, samtidig med at de skal respektere, hvis vi bliver for bange. De skal analysere fødslens fremskridt ærligt og åbent, så vi ikke mistolker og overtolker alt overvågningsudstyret. De skal give os tryghed og mod til at gå et skridt videre.
Jeg tror jeg vil nedskrive alt jeg er bange for – for at de kan tage højde for at berolige mig og hjælpe os til at vi ikke når ud i de situationer og at de kan bakke mig op i mine forsøg på at gøre det så godt jeg kan.
Overordnet set mente hun at jeg ville være tro mod mig selv uanset hvilken fødsel jeg gennemgår. Uanset om jeg respekterer angsten eller udfordrer den, vil jeg være tro mod mig selv. Det afgørende, mente hun faktisk, var processen med at besluttte, hvad jeg skulle – ikke selve det at gennemføre beslutningen. Hvor jeg tænkte at det bedste vil være hurtigst muligt at få truffet en beslutning, fordi der så vil komme ro og afklaring, så mente hun faktisk at processen med at beslutte skulle have ro til at lande godt i mig. Jeg skal ikke forhaste en beslutning, men lade den finde plads i mig i løbet af 14 dage eller måske 3 uger. Og at den har mere afgørende beslutning for den sorgbearbejdning og personlige udvikling, som jeg er i færd med. Det var et anderledes perspektiv, men nu et par dage efter føles det ok ikke at skulle beslutte sig hurtigt. En beslutning eller en afklaring er dog på vej...
Vi drømmer begge to om at finde styrken og modet til at føde vores datter selv. Og vi går og tænker på hvilke præmisser, der kan gøre det muligt. En detaljeret fødselsplan, hvor vi beskriver vores ønsker om fødslens max. Længde, tidspunkt, overvågning, omsadling ved bekymring, smertedækning og ikke mindst anerkendelse af vores sårbarhed. De skal vide hvad vi har været igennem – både med Elias og Malou. De skal rose ethvert fremskridt og motivere til at gøre det bedste vi kan. De skal vejlede os, når det bliver svært og hjælpe med at bevare modet, samtidig med at de skal respektere, hvis vi bliver for bange. De skal analysere fødslens fremskridt ærligt og åbent, så vi ikke mistolker og overtolker alt overvågningsudstyret. De skal give os tryghed og mod til at gå et skridt videre.
Jeg tror jeg vil nedskrive alt jeg er bange for – for at de kan tage højde for at berolige mig og hjælpe os til at vi ikke når ud i de situationer og at de kan bakke mig op i mine forsøg på at gøre det så godt jeg kan.
mandag den 16. januar 2012
Skal jeg udfordre angsten?
Jeg ruger stadig over beslutningen. Hvis bare jeg var bedre til at gå efter én løsning og ikke skulle overveje sådan frem og tilbage. Jeg svinger frem og tilbage mellem de to muligheder. På trods af lægens klare melding om at der ikke er nogen grund til at jeg ikke kan føde vaginalt, så er jeg overbevist om at jeg kan få det som jeg vil have det. Jeg skal bare melde ud. Men det er svært at melde tydeligt ud og det var det som jeg havde håbet at få noget sparring på til fødselssamtalen. Men det var jo tydeligt at lægen ikke kunne sætte sig ind i min/vores psykiske situation. Han forholdte sig til mine fysiske muligheder og det spejlede jo slet ikke hvad der fylder for os. Vi var til åbenthus i Landsforeningen torsdag og oplægsholderen psykolog Bodil Kappelgaard, sagde så klogt, at det er så lidt der skal til, for at man føler sig følt. Og det kunne den læge ikke. Han kunne ikke få os til at føle os følt... og det skabte mere frustration end afklaring. Han matchede os simpelthen ikke. Det betød også at der slet ikke var mulighed for os for at få stillet alle de spørgsmål, der måske kunne afklare valget.
I håb om at få hjælp til den følelsesmæssige del har vi bestilt en tid hos vores psykolog imorgen. Vi har ikke været hos psykologen i 2 måneder, fordi vi aflyste en tid vi havde i december, så hun har heldgivis givet os en dobbelttid, så der er god tid til at vende det som fylder. Jeg vil forsøge at samle mine tanker om de to mulighder inden. Mit mål er med samtalen med psykologen at blive klogere på hvilke skridt, der er vigtigt at tage lige nu, for at få os alle 3 bedst muligt igennem de næste 1½ måned. For René fylder det også en del. Han er igen begyndt at sove lidt uroligt... og det er en vej vi ikke ønsker han skal gå ned af nu hvor han lige har annulleret sin deltidssygemelding.
Mine tanker kredser om mit forhold til min angst. Hvordan skal jeg deale med den?
Skal jeg respektere min angst og bede om et planlagt kejsersnit nogle dage før termin?Et planlagt kejsersnit virker som et langt mere kontrolleret forløb, hvor der er mindre risiko for at noget kan gå galt. Der er selvfølgelig en øget risiko for at barnet får brug for hjælp til at trække vejret og måske en indlæggelse, men efter at jordemoderen på fødegangen i sidste uge fortalte at det ikke er reglen at børn efter kejsersnit har brug for hjælp. Langt de fleste kommer ud og er friske. Og at de forsøger at imitere fødslen ved at gnubbe barnet, når det kommer ud. Jordemoderen mente ikke at det lød som om det var kejsersnittet, der havde påvirket Elias, men i stedet de lange fødsel og den korte navlesnor, som havde stresset ham.
Jeg er ikke nervøs for min fysiske tilstand efter et kejsersnit. Efter kejsersnittet med Elias kom jeg mig hurtigt. Jeg havde selvfølgelig ondt i såret og de første dage kunne jeg ikke vende mig i sengen med Elias, men allerede efter en uge var jeg i færd med rengøring af vores trappeopgang.
En veninde spurgte mig i weekenden om det måske vil være sværere for mig at koble mig til mit barn ved et kejsersnit, fordi jeg så ikke har gjort den intense arbejde gennem fødslen, som forbereder én til at barnet kommer ud. Men at barnet bare bliver taget ud af maven uden at jeg selv har været aktiv. Jeg ved det ikke, men puhh hvor rammer den sætning – at mit barn bare bliver taget ud til mig... Tænk sig hvis jeg kunne slippe for yderlig bekymring, men at mit barn BARE bliver taget ud til mig – frisk og levende og at jeg ikke skal igennem en lang og truende proces. Det lyder som det ideelle – som det jeg vil.
Men på den side er jeg i tvivl om jeg skal udfordre angsten og føde mit barn selv?
Jeg vil gerne kunne føde mit barn selv... der er mange argumenter, som jeg tidligere har skrevet om... give mit barn det bedste, være en stærk kvinde, at gøre det naturlige, at være en god mor... men det vigtigste argument for mig er at udfordre angsten. Ikke at acceptere angsten som et grundvilkår i mit liv, men at udfordre den og forhåbentlig komme igennem med en god oplevelse, der kan bekræfte at jeg er og kan andet end angsten og at livet byder mig grund til andet end det har gjort det sidste år og med oplevelsen af Elias' fødsel. Jeg forestiller mig at det kunne blive betydningsfuldt i min sorgproces, i retableringen af mig selv og i min personlige udvikling. Jeg er et menneske, der gerne il lære – et menneske, der gerne vil udvikle sig – et menneske, der gerne vil udfordre sig og udvikle sig. Men jeg ved bare ikke om det er lige nu og med det her at jeg skal udfordre mig. Jeg er bange... bange... bange... men jeg skal jo ikke lade mig styre af den angst... skal jeg? Det allervigtigste for mig er at jeg ikke skal begrave endnu et barn... så er alt andet ligegyldigt. Så kan jeg være et råddent afstumpet menneske. Bare jeg ikke skal begrave endnu et barn. Men hvad nu hvis jeg kunne komme mere hel og stærk ud efter en god og livsbekræftende fødsel... efter en oplevelse af at jeg kunne og at livet/naturen ville mig det godt? Er det nu jeg skal tage det med?
Vi skal formentlig ikke have flere børn, så hvis jeg skal lære noget andet om mig selv og om livet ift det at give liv til mit barn, så er det nu. Jeg får formentlig ikke chancen igen.
Så det er mit dilemma, som jeg tager med til psykologen imorgen. Skal jeg respektere angsten og gøre det bedste for mig selv på den korte bane? Eller skal jeg udfordre angsten og måske gøre det bedste for mig på den lange bane?
Hvis jeg vælger at føde selv, skal have lagt mig nogle tryghedsaftaler ind i planen. Lægen i Randers sagde at vi kan aftale at fødslen ikke må tage mere en 24 timer før vi foretager kejsersnit. Min egen læge – som jeg var til rutinekontrol hos i torsdags – sagde at det kunne aftales at kejsersnit kunne foretages efter 6 timer, så der var en meget overskuelig tidshorisont. Samtidig kan jeg skrive alle andre behov for aftaler om feks smertedækning ind i aftalen.
Jeg ved at jeg ikke vil gå over termin og jeg vil sættes igang eller have kejsersnit senest på terminsdag. Da termin falder på en fredag, vil jeg ikke vente med at blive sat igang til om mandagen. og ved jeg ikke om jeg vil kunne få kejsersnit i weekenden, hvis jeg ikke har født i løbet af fredag/lørdag. Hvis ikke, vil jeg skulle sættes igang midt på ugen (f.eks. Onsdag d. 29.2. - men ikke føde den dag, vel?), således at jeg kan have født/fået kejsersnit inden weekenden. Disse tanker og spørgsmål må jeg tage med til jordemoderen i fødegangen, når vi forhåbentlig snart bliver afklaret.
I håb om at få hjælp til den følelsesmæssige del har vi bestilt en tid hos vores psykolog imorgen. Vi har ikke været hos psykologen i 2 måneder, fordi vi aflyste en tid vi havde i december, så hun har heldgivis givet os en dobbelttid, så der er god tid til at vende det som fylder. Jeg vil forsøge at samle mine tanker om de to mulighder inden. Mit mål er med samtalen med psykologen at blive klogere på hvilke skridt, der er vigtigt at tage lige nu, for at få os alle 3 bedst muligt igennem de næste 1½ måned. For René fylder det også en del. Han er igen begyndt at sove lidt uroligt... og det er en vej vi ikke ønsker han skal gå ned af nu hvor han lige har annulleret sin deltidssygemelding.
Mine tanker kredser om mit forhold til min angst. Hvordan skal jeg deale med den?
Skal jeg respektere min angst og bede om et planlagt kejsersnit nogle dage før termin?Et planlagt kejsersnit virker som et langt mere kontrolleret forløb, hvor der er mindre risiko for at noget kan gå galt. Der er selvfølgelig en øget risiko for at barnet får brug for hjælp til at trække vejret og måske en indlæggelse, men efter at jordemoderen på fødegangen i sidste uge fortalte at det ikke er reglen at børn efter kejsersnit har brug for hjælp. Langt de fleste kommer ud og er friske. Og at de forsøger at imitere fødslen ved at gnubbe barnet, når det kommer ud. Jordemoderen mente ikke at det lød som om det var kejsersnittet, der havde påvirket Elias, men i stedet de lange fødsel og den korte navlesnor, som havde stresset ham.
Jeg er ikke nervøs for min fysiske tilstand efter et kejsersnit. Efter kejsersnittet med Elias kom jeg mig hurtigt. Jeg havde selvfølgelig ondt i såret og de første dage kunne jeg ikke vende mig i sengen med Elias, men allerede efter en uge var jeg i færd med rengøring af vores trappeopgang.
En veninde spurgte mig i weekenden om det måske vil være sværere for mig at koble mig til mit barn ved et kejsersnit, fordi jeg så ikke har gjort den intense arbejde gennem fødslen, som forbereder én til at barnet kommer ud. Men at barnet bare bliver taget ud af maven uden at jeg selv har været aktiv. Jeg ved det ikke, men puhh hvor rammer den sætning – at mit barn bare bliver taget ud til mig... Tænk sig hvis jeg kunne slippe for yderlig bekymring, men at mit barn BARE bliver taget ud til mig – frisk og levende og at jeg ikke skal igennem en lang og truende proces. Det lyder som det ideelle – som det jeg vil.
Men på den side er jeg i tvivl om jeg skal udfordre angsten og føde mit barn selv?
Jeg vil gerne kunne føde mit barn selv... der er mange argumenter, som jeg tidligere har skrevet om... give mit barn det bedste, være en stærk kvinde, at gøre det naturlige, at være en god mor... men det vigtigste argument for mig er at udfordre angsten. Ikke at acceptere angsten som et grundvilkår i mit liv, men at udfordre den og forhåbentlig komme igennem med en god oplevelse, der kan bekræfte at jeg er og kan andet end angsten og at livet byder mig grund til andet end det har gjort det sidste år og med oplevelsen af Elias' fødsel. Jeg forestiller mig at det kunne blive betydningsfuldt i min sorgproces, i retableringen af mig selv og i min personlige udvikling. Jeg er et menneske, der gerne il lære – et menneske, der gerne vil udvikle sig – et menneske, der gerne vil udfordre sig og udvikle sig. Men jeg ved bare ikke om det er lige nu og med det her at jeg skal udfordre mig. Jeg er bange... bange... bange... men jeg skal jo ikke lade mig styre af den angst... skal jeg? Det allervigtigste for mig er at jeg ikke skal begrave endnu et barn... så er alt andet ligegyldigt. Så kan jeg være et råddent afstumpet menneske. Bare jeg ikke skal begrave endnu et barn. Men hvad nu hvis jeg kunne komme mere hel og stærk ud efter en god og livsbekræftende fødsel... efter en oplevelse af at jeg kunne og at livet/naturen ville mig det godt? Er det nu jeg skal tage det med?
Vi skal formentlig ikke have flere børn, så hvis jeg skal lære noget andet om mig selv og om livet ift det at give liv til mit barn, så er det nu. Jeg får formentlig ikke chancen igen.
Så det er mit dilemma, som jeg tager med til psykologen imorgen. Skal jeg respektere angsten og gøre det bedste for mig selv på den korte bane? Eller skal jeg udfordre angsten og måske gøre det bedste for mig på den lange bane?
Hvis jeg vælger at føde selv, skal have lagt mig nogle tryghedsaftaler ind i planen. Lægen i Randers sagde at vi kan aftale at fødslen ikke må tage mere en 24 timer før vi foretager kejsersnit. Min egen læge – som jeg var til rutinekontrol hos i torsdags – sagde at det kunne aftales at kejsersnit kunne foretages efter 6 timer, så der var en meget overskuelig tidshorisont. Samtidig kan jeg skrive alle andre behov for aftaler om feks smertedækning ind i aftalen.
Jeg ved at jeg ikke vil gå over termin og jeg vil sættes igang eller have kejsersnit senest på terminsdag. Da termin falder på en fredag, vil jeg ikke vente med at blive sat igang til om mandagen. og ved jeg ikke om jeg vil kunne få kejsersnit i weekenden, hvis jeg ikke har født i løbet af fredag/lørdag. Hvis ikke, vil jeg skulle sættes igang midt på ugen (f.eks. Onsdag d. 29.2. - men ikke føde den dag, vel?), således at jeg kan have født/fået kejsersnit inden weekenden. Disse tanker og spørgsmål må jeg tage med til jordemoderen i fødegangen, når vi forhåbentlig snart bliver afklaret.
tirsdag den 10. januar 2012
Besøg på fødegang og fødselssamtale igår
Jeg står tilbage med en blandet oplevelse af igår. Noget godt og noget træls. Vi startede med at gå op på fødegangen på Randers sygehus. Det var her vi fødte Malou for 11 måneder siden og vi har ikke været der siden. Den jordemoder jeg var til i uge 16 bad os overveje om det overhovedet er Randers vi skal føde på, fordi det kan være svært at skulle føde sit næste barn, der hvor man har født sit døde/døende barn. Så besøgets formål var at vurdere, hvordan det var at være der igen – om stedet var knuget af dårlige minder, så det vil blive umuligt at mobilisere den styrke at føde mit barn og knytte mig til det efterfølgende. Vi havde dog begge en fornemmelse af at minderne ikke lå bundet til Randers. Det var ikke der vi mistede Malou. Det var der vi fødte hende og så hende for første og sidste gang. Det var der vi holdte hende mens den sidste rest liv ebbede ud af hende. Det var jo forfærdeligt, men det var også smukt. Vi var også fyldte af stolthed over at have født så smuk en pige – over at hun er vores. Det er selvfølgelig også stedet, hvor vi måtte gå fra uden vores barn og det var det første som slog mig, da vi stod i forgangen. Sidst jeg gik her var mine arme tomme, min mave hul og min hjerte revet over.
Vi henvendte os ved sekretæren og blev modtaget af afdelingsjordemoderen, som ledte os ind på en tom stue. Den stue, hvor vi fødte Malou, var optaget, så den fik vi ikke mulighed for at gense. Vi kunne gensidigt genkende hinanden, da jordemoderen var hende, der hjalp os, da jeg skulle sluge pillen, der skulle modne livmoderen dagen inden Malous fødsel.
Det var en fin oplevelse at være der. Vi sad på en fødestue og snakkede med hende i en halv times tid. Det var service, for det havde jeg ikke forventet. Vi snakkede fødsel – Elias', Malous og den forestående... og det var rigtig godt. Hun mødte os og anerkendte vores følelser – vores angst og behov for tryghed. Men det var ikke hende vi skulle have fødselssamtalen med, så jeg stillede ikke alle de spørgsmål, jeg havde – for lige om lidt skulle vi jo ned til en læge og snakke. Det fortrød jeg at jeg ikke havde gjort, for lægesamtalen gik slet slet ikke, som vi kunne håbe.
Vi blev kaldt ind til samtalen af en sygeplejerske, der præsenterede sig. To mænd sad ved et bord. De gav hånd men præsenterede sig ikke. Den ene havde et skilt på, så jeg kunne se at han var overlæge. Jeg fandt aldrig ud af hvem den anden var. Lægen tog ordet og sagde at han ikke kendte til hele vores historie, hvilket det alligevel fremgik at han gjorde. Han huskede mange deltaljer. Han undrede sig over hvorfor vi bliver fulgt med scanninger i Skejby, for det var der da ingen grund til. Dette "det er der da ingen grund til" gennemsyrede hele samtalen. En samtale er måske så meget sagt, for René og jeg snakkede om følelser og han svarede med synspunkter. To sprog som slet slet ikke matchede og som til sidst fik mig helt ud i tovene og drev mig hylende derfra. Det er ikke fordi han modsagde os eller at vi ikke kan få det som vi ønsker det. Han matchede os bare overhovedet ikke og jeg følte mig slet ikke forstået eller mødt. Han vurderede fysiske betingelser og faktuelle forhold og forstod slet ikke at rumme den følelsesmæssige del. Han levede fuldstændigt op til stereotypen på læger. Dem som slet slet ikke kan forholde sig til de mennesker, der sidder overfor dem og de følelsesmæssige udfordringer deres fysiske tilstand kan give dem.
I følge hans udsagn er der ingen grund til at jeg ikke kan føde selv. INGEN GRUND? Jeg kan se en helt åbenlys grund – jeg tør ikke føde mit barn selv. Jeg er bange – dødhamrende bange – bange for at jeg ikke kan – bange for at min krop ikke vil – bange for at mit barn skal dø. Som René sagde: vi har begravet et barn og vi vil ikke begrave ét til. Vi skal bare have vores barn levende og levedygtig med hjem. Lægens argument: Der er ingen grund til at I ikke skal have jeres barn emd hjem. Jeres barn er rask og BØRN DØR IKKE UNDER FØDSLER, for vi holder så godt øje med dem. Hm... Hvem vil han narre med den påstand, når jeg ved den ikke er sand. Nåh børn dør ikke under fødsler... så er jeg tryg. Så tør jeg godt føde mit barn... eller?
Han mente for iøvrigt ikke at vi havde været tæt på også at miste Elias, for det er apgarscore efter 5 min, der skal tages i betragtning, og der lå hans på 7. Men igen anerkender han ikke følelserne. Elias responderede på hjælpen, hvis ikke han havde gjort det, havde hans apgar ikke været 7.
En samtalesentens lød... "Jeg vil gerne føde mit barn, men jeg ved ikke om jeg tør..." Lægen svarede: "jeg har ikke flere argumenter at fremføre. Jeg har fremlagt alt, hvad der er at sige". Jeg sagde: "Jeg tror ikke argumenter hjælper på følelser" Et billede på de to sprog. Han forstod ikke. Han lyttede ikke. Han kunne ikke. Han havde bestemt at min krop sagtens kan føde et barn, så det skulle jeg selvfølgelig. Og det fik vi med. Hans faglige lægelige vurdering og anerkendelse af Malous fødsel som en rigtig fødsel. En fødsel, hvor min livmoder reagerede ligesom den skulle og derfor viste at den kan gøre det igen. Og derfor er der ingen grund til ikke at gå efter det. Som han sagde kan vi altid sadle om og lave et kejsersnit og han henviste til at fødslen ikke bør tage mere end 24 timer og slet ikke 3. gang. Og at jeg faktisk ikke var smertedækket andet end i 20 minutter under fødslen af Malou, men at jegda godt kunne blive tilbudt smertedækning, men det troede han nu ikke nødvendigt.
Mht igangsætning var det en hel anden sag, som han ikke ville anbefale. Der var ingen grund til at være bekymret for at gå over termin. Det synspunkt var så langt henne i samtalen at han havde mistet mig. Jeg sad og græd og René havde overtaget. Jeg havde opgivet og det havde lægen også. Heldigvis var vi usagt enige om at stoppe mødet. Lægen sagde at vi kunne ringe, når vi vidste hvad vi ville og at vi ellers måtte få en tid til termin, når nu jeg ikke ville gå over. Så til marts skal jeg ind igen, hvis vi ikke har ringet inden.
Så jeg gik derfra uden en plan. Uden at være hørt og uden svar på mine spørgsmål. Den læge skal vi bare ikke snakke med igen. Vi har besluttet at lave planen selv. Måske vende vores angst og vores forhold til de forskelllige handlemuligheder med vores psykolog. Og så i løbet af en måned ringe til fødegangen og bede om en snak med den søde forstående jordemoder for at vende den plan vi har lagt og få den skrevet ind i min journal. Det giver ikke mening af bruge mere tid på den læge og vi har heller ikke tillid til de to andre overlæger, vi har mødt på Randers.
Så nu må vi den næste tid finde rundt i den svære beslutning... planlagt kejsersnit, igangsættelse eller vente på naturlig fødsel....
Vi henvendte os ved sekretæren og blev modtaget af afdelingsjordemoderen, som ledte os ind på en tom stue. Den stue, hvor vi fødte Malou, var optaget, så den fik vi ikke mulighed for at gense. Vi kunne gensidigt genkende hinanden, da jordemoderen var hende, der hjalp os, da jeg skulle sluge pillen, der skulle modne livmoderen dagen inden Malous fødsel.
Det var en fin oplevelse at være der. Vi sad på en fødestue og snakkede med hende i en halv times tid. Det var service, for det havde jeg ikke forventet. Vi snakkede fødsel – Elias', Malous og den forestående... og det var rigtig godt. Hun mødte os og anerkendte vores følelser – vores angst og behov for tryghed. Men det var ikke hende vi skulle have fødselssamtalen med, så jeg stillede ikke alle de spørgsmål, jeg havde – for lige om lidt skulle vi jo ned til en læge og snakke. Det fortrød jeg at jeg ikke havde gjort, for lægesamtalen gik slet slet ikke, som vi kunne håbe.
Vi blev kaldt ind til samtalen af en sygeplejerske, der præsenterede sig. To mænd sad ved et bord. De gav hånd men præsenterede sig ikke. Den ene havde et skilt på, så jeg kunne se at han var overlæge. Jeg fandt aldrig ud af hvem den anden var. Lægen tog ordet og sagde at han ikke kendte til hele vores historie, hvilket det alligevel fremgik at han gjorde. Han huskede mange deltaljer. Han undrede sig over hvorfor vi bliver fulgt med scanninger i Skejby, for det var der da ingen grund til. Dette "det er der da ingen grund til" gennemsyrede hele samtalen. En samtale er måske så meget sagt, for René og jeg snakkede om følelser og han svarede med synspunkter. To sprog som slet slet ikke matchede og som til sidst fik mig helt ud i tovene og drev mig hylende derfra. Det er ikke fordi han modsagde os eller at vi ikke kan få det som vi ønsker det. Han matchede os bare overhovedet ikke og jeg følte mig slet ikke forstået eller mødt. Han vurderede fysiske betingelser og faktuelle forhold og forstod slet ikke at rumme den følelsesmæssige del. Han levede fuldstændigt op til stereotypen på læger. Dem som slet slet ikke kan forholde sig til de mennesker, der sidder overfor dem og de følelsesmæssige udfordringer deres fysiske tilstand kan give dem.
I følge hans udsagn er der ingen grund til at jeg ikke kan føde selv. INGEN GRUND? Jeg kan se en helt åbenlys grund – jeg tør ikke føde mit barn selv. Jeg er bange – dødhamrende bange – bange for at jeg ikke kan – bange for at min krop ikke vil – bange for at mit barn skal dø. Som René sagde: vi har begravet et barn og vi vil ikke begrave ét til. Vi skal bare have vores barn levende og levedygtig med hjem. Lægens argument: Der er ingen grund til at I ikke skal have jeres barn emd hjem. Jeres barn er rask og BØRN DØR IKKE UNDER FØDSLER, for vi holder så godt øje med dem. Hm... Hvem vil han narre med den påstand, når jeg ved den ikke er sand. Nåh børn dør ikke under fødsler... så er jeg tryg. Så tør jeg godt føde mit barn... eller?
Han mente for iøvrigt ikke at vi havde været tæt på også at miste Elias, for det er apgarscore efter 5 min, der skal tages i betragtning, og der lå hans på 7. Men igen anerkender han ikke følelserne. Elias responderede på hjælpen, hvis ikke han havde gjort det, havde hans apgar ikke været 7.
En samtalesentens lød... "Jeg vil gerne føde mit barn, men jeg ved ikke om jeg tør..." Lægen svarede: "jeg har ikke flere argumenter at fremføre. Jeg har fremlagt alt, hvad der er at sige". Jeg sagde: "Jeg tror ikke argumenter hjælper på følelser" Et billede på de to sprog. Han forstod ikke. Han lyttede ikke. Han kunne ikke. Han havde bestemt at min krop sagtens kan føde et barn, så det skulle jeg selvfølgelig. Og det fik vi med. Hans faglige lægelige vurdering og anerkendelse af Malous fødsel som en rigtig fødsel. En fødsel, hvor min livmoder reagerede ligesom den skulle og derfor viste at den kan gøre det igen. Og derfor er der ingen grund til ikke at gå efter det. Som han sagde kan vi altid sadle om og lave et kejsersnit og han henviste til at fødslen ikke bør tage mere end 24 timer og slet ikke 3. gang. Og at jeg faktisk ikke var smertedækket andet end i 20 minutter under fødslen af Malou, men at jegda godt kunne blive tilbudt smertedækning, men det troede han nu ikke nødvendigt.
Mht igangsætning var det en hel anden sag, som han ikke ville anbefale. Der var ingen grund til at være bekymret for at gå over termin. Det synspunkt var så langt henne i samtalen at han havde mistet mig. Jeg sad og græd og René havde overtaget. Jeg havde opgivet og det havde lægen også. Heldigvis var vi usagt enige om at stoppe mødet. Lægen sagde at vi kunne ringe, når vi vidste hvad vi ville og at vi ellers måtte få en tid til termin, når nu jeg ikke ville gå over. Så til marts skal jeg ind igen, hvis vi ikke har ringet inden.
Så jeg gik derfra uden en plan. Uden at være hørt og uden svar på mine spørgsmål. Den læge skal vi bare ikke snakke med igen. Vi har besluttet at lave planen selv. Måske vende vores angst og vores forhold til de forskelllige handlemuligheder med vores psykolog. Og så i løbet af en måned ringe til fødegangen og bede om en snak med den søde forstående jordemoder for at vende den plan vi har lagt og få den skrevet ind i min journal. Det giver ikke mening af bruge mere tid på den læge og vi har heller ikke tillid til de to andre overlæger, vi har mødt på Randers.
Så nu må vi den næste tid finde rundt i den svære beslutning... planlagt kejsersnit, igangsættelse eller vente på naturlig fødsel....
mandag den 9. januar 2012
Fødselssamtale imorgen
Imorgen skal vi til samtale med en overlæge på Randers sygehus, hvor vi skal lægge en plan for fødslen af vores lille pige. I den forbindelse vil jeg forsøge at samle min tanker om hvad jeg tænker og forestiller mig om den forestående fødsel.
Denne samtale var også planlagt under graviditeten med Malou, da Elias blev født ved akut kejsersnit efter en langstrakt fødsel, hvor hans hjertelyd blev ved med at falde. Pga manglende progression og at han reagerede negativt på alle tiltag, der blev iværksat for at skabe presseveer, måtte han ud. Han kom ud slap og blå med en apgarscore på 2. Ikke meget liv i ham. Heldigvis blev han hurtigt og effektivt reddet af lægerne og manglede kun ilt i kort tid. Han var stresset og blev indlagt på neonatal, mens jeg var lå og tudede på opvågningen. Heldigvis kom han sig hurtigt og havde det heldigvis bedst hos sin mor, så vi fik ham med på barselsgangen efter 14 timer på neonatal. Det var selvfølgelig noget af en forskrækkelse, men vi forstod den gang ikke hvor tæt vi havde været på også at miste ham. Det er blevet tydeligt for os efter vi mistede Malou, fordi vi nu har mødt andre historier, som lignede vores, men som desværre endte med at deres børn ikke blev genoplivet, eller at de blev genoplivet, men for sent, fordi de var blevet skadet af at have været for længe uden ilt.
Samtidig var den langstrakte fødselsoplevelse (52 timer) ikke en positiv oplevelse for mig. Jeg følte mig elendig til at føde og det fik jordemoderen på smukkeste vis bekræftet mig i. Hun var en dame tæt på pension og gav tydeligvis udtryk for at mange unge kvinder nu til dags var nogle skvat til at føde. Måske hun havde ret... at jeg arbejdede imod veerne og var med til at gøre dem korte, hyppige og ineffektive, men hendes facon med at pille mig ned, støttede mig ikke just til at gøre det bedre. Så min tillid til at jeg er en kvinde, der kan føde, fik sig et gevaldigt knæk. Jeg fik aldrig fortalt om de følelser til jordemoderen. Da hun næste eftermiddag kom forbi barselsgangen, havde vi lige fået Elias over fra neonatal. Vi lå og tog en lur, mens René var et smut hjemme. Da hun kom ind og vækkede os begge ved at tænde lyset, for jeg op med et sæt og Elias begyndte at græde. Jordemoderen spurgte ind til fødslen, men havde mest fokus på at Elias var et skvat, fordi han var blevet forskrækket og græd, bare fordi han var blevet vækket. Jeg var chokeret og skulle bare have den kvinde ud af stuen igen, så jeg kunne være der igen for Elias.
Jeg overvejede i tiden efter at søge noget hjælp til at få bearbejdet den fødselsoplevelse, men fik aldrig taget kontakt til Skejby for at tale oplevelsen igennem. Så tiden gik og følelsen af at være en dårlig føder, slap sit tag. Det fyldte heller ikke under graviditeten med Malou, men jeg tænkte alligevel at det var en god og passende service at sygehuset automatisk indkalder til en lægesamtale, når man har haft et akut kejsersnit. Vi nåede dog ikke samtalen, da den lå efterfølgende den skæbnesvangre misdannelsesscanning, hvor Malou blev taget fra os.
Malous fødsel på den anden side forløb faktisk som en smuk og rolig oplevelse, selvom det var så forkert, så forkert med den tragiske baggrund og det forfærdelige at hun skulle fødes for at dø. Men det gik som det skulle. Jordemoderen var rolig og bakkede mig op. Jeg følte jeg gjorde, det som skulle til og at jeg lykkedes som fødende kvinde, hvis man ellers kan tale om det, når man skal føde så lille et barn, som blot skal dø.
Og nu står vi her altså igen – denne gang med to – meget forskellige fødselsoplevelser med hver deres udfald – i bagagen. Den langstrakte og til sidst akutte og traumatiske fødselsoplevelse med Elias, som heldigvis endte lykkeligt med et levende og gennemsundt barn og den rolige og smukke fødsel af Malou, som endte tragisk og fatalt. What to do????
Jeg tror at hvis jeg skal følge mit hjerte – eller måske min angst – så skal jeg have et planlagt kejsersnit. Men hold da op, hvor vil jeg gerne være en kvinde, der kan føde et barn selv. Jeg bør kunne. Jeg vil gerne kunne. Men jeg ved ikke om jeg tør. Det er formentligt det bedste for mit barn og min krop at blive født naturligt. Endnu mere, hvis jeg kan have tålmodighed til at kroppen selv går igang. Så kroppen føder mit barn, når den er klar. Men det tror jeg ikke jeg tør stole på at den kan og at den vil. Måske jeg har mistet tilliden til at naturen vil mig noget godt. At jeg kan stole på at naturens gang bringer mig det bedste. Jeg har på ingen måde lyst til at gå over tid. Jeg er så bange for alle historierne om at moderkagen går ud af funktion. Jeg tør ikke løbe den risiko.
Med Elias gik jeg 9 dage over tid og jeg har mistanke om at jeg kun gik i fødsel, fordi jeg havde besøgt en zoneterapeut og fået en igangsættelsesbehandling. Elias kunne ikke fødes naturligt. Hans navlestreng viste sig at være alt for kort. Derfor kom han aldrig helt ned i bækkenet og presse, så jeg kunne få presseveer og derfor blev han presset hver gang jeg bevægede mig eller havde veer. Jeg måtte ligge helt stille på venstre side i mange timer, hvor de forsøgte sig med vedrop, som han selvfølgelig reagerede på. Min teori er at han ikke kunne fødes naturligt og at det faktum var skyld i at jeg gik over tid, og at jeg ikke udviklede ordentlige veer.
Så jeg ved at jeg ikke vil gå over tid, så det jeg tænker er at skal jeg føde naturligt, skal jeg sættes igang i løbet af de sidste par uger. Det kan betyde et langstrakt forløb. Det har jeg selvfølgelig erfaring med fra Elias og det kan jeg godt klare igen. Hvad jeg dog ikke synes om, er at jeg eftersigende igen skal være liggende, fordi babys hjerterytme pga det tidligere kejsersnit skal følges. Det synes jeg ikke om. Jeg følte mig ret handlingslammet sidste gang, fordi jeg bare kunne ligge der og ingenting gøre for at bevæge mig med veerne – og badekar er også udelukket.
Det er en romantisk drøm at føde selv. Det er kvindeligt. Det er rigtigt. Det er smukt. Og det er det bedste for barnet – som regel – at blive presset ned gennem fødekanalan. Ved et kejsersnit har flere børn behov for hjælp til at trække vejret og flere børn må indlægges på neonatal. Og jeg skal være indlagt nogle dage og kan ikke komme hjem med mit barn til min familie. Ved kejsersnit føler jeg ikke at jeg giver mit barn det bedste, jeg kan. Det er som om jeg giver op for let. Som om jeg er en kylling, der kun tænker på mig selv og ikke hvad der er bedst for mit barn. Det kan jo ikke gøres om;-) og jeg skal for altid leve med at være en kvinde, der ikke turde føde sit barn. Jeg får ikke vendt den dårlige oplevelse til at jeg er en kvinde, der kan føde børn. Jeg ved at jeg fødte Malou, men jeg synes ikke det tæller med, fordi hun var så lille og der ikke var et barn, der skulle overleve og tages hensyn til.
Jeg ved at andre ikke vil synes at jeg er en dårlig mor, hvis jeg vælger kejsersnit. Men hvor ville jeg ønske at jeg havde modet til at føde selv. At jeg kunne mobilisere styrken. Og jeg skal også leve med risikoen for at mit barn ikke er frisk efter kejsersnittet. At det skal have hjælp... og hvad nu hvis det ikke kan hjælpes... hvis vi kommer til at stå med en gentagelse af Elias' historie, men at hun ikke responderer på hjælpen? Puh ha hvor er det en tung beslutning. Jeg vil jo bare have hende levende og rask ud til os og komme bedst muligt igennem oplevelsen.
Denne samtale var også planlagt under graviditeten med Malou, da Elias blev født ved akut kejsersnit efter en langstrakt fødsel, hvor hans hjertelyd blev ved med at falde. Pga manglende progression og at han reagerede negativt på alle tiltag, der blev iværksat for at skabe presseveer, måtte han ud. Han kom ud slap og blå med en apgarscore på 2. Ikke meget liv i ham. Heldigvis blev han hurtigt og effektivt reddet af lægerne og manglede kun ilt i kort tid. Han var stresset og blev indlagt på neonatal, mens jeg var lå og tudede på opvågningen. Heldigvis kom han sig hurtigt og havde det heldigvis bedst hos sin mor, så vi fik ham med på barselsgangen efter 14 timer på neonatal. Det var selvfølgelig noget af en forskrækkelse, men vi forstod den gang ikke hvor tæt vi havde været på også at miste ham. Det er blevet tydeligt for os efter vi mistede Malou, fordi vi nu har mødt andre historier, som lignede vores, men som desværre endte med at deres børn ikke blev genoplivet, eller at de blev genoplivet, men for sent, fordi de var blevet skadet af at have været for længe uden ilt.
Samtidig var den langstrakte fødselsoplevelse (52 timer) ikke en positiv oplevelse for mig. Jeg følte mig elendig til at føde og det fik jordemoderen på smukkeste vis bekræftet mig i. Hun var en dame tæt på pension og gav tydeligvis udtryk for at mange unge kvinder nu til dags var nogle skvat til at føde. Måske hun havde ret... at jeg arbejdede imod veerne og var med til at gøre dem korte, hyppige og ineffektive, men hendes facon med at pille mig ned, støttede mig ikke just til at gøre det bedre. Så min tillid til at jeg er en kvinde, der kan føde, fik sig et gevaldigt knæk. Jeg fik aldrig fortalt om de følelser til jordemoderen. Da hun næste eftermiddag kom forbi barselsgangen, havde vi lige fået Elias over fra neonatal. Vi lå og tog en lur, mens René var et smut hjemme. Da hun kom ind og vækkede os begge ved at tænde lyset, for jeg op med et sæt og Elias begyndte at græde. Jordemoderen spurgte ind til fødslen, men havde mest fokus på at Elias var et skvat, fordi han var blevet forskrækket og græd, bare fordi han var blevet vækket. Jeg var chokeret og skulle bare have den kvinde ud af stuen igen, så jeg kunne være der igen for Elias.
Jeg overvejede i tiden efter at søge noget hjælp til at få bearbejdet den fødselsoplevelse, men fik aldrig taget kontakt til Skejby for at tale oplevelsen igennem. Så tiden gik og følelsen af at være en dårlig føder, slap sit tag. Det fyldte heller ikke under graviditeten med Malou, men jeg tænkte alligevel at det var en god og passende service at sygehuset automatisk indkalder til en lægesamtale, når man har haft et akut kejsersnit. Vi nåede dog ikke samtalen, da den lå efterfølgende den skæbnesvangre misdannelsesscanning, hvor Malou blev taget fra os.
Malous fødsel på den anden side forløb faktisk som en smuk og rolig oplevelse, selvom det var så forkert, så forkert med den tragiske baggrund og det forfærdelige at hun skulle fødes for at dø. Men det gik som det skulle. Jordemoderen var rolig og bakkede mig op. Jeg følte jeg gjorde, det som skulle til og at jeg lykkedes som fødende kvinde, hvis man ellers kan tale om det, når man skal føde så lille et barn, som blot skal dø.
Og nu står vi her altså igen – denne gang med to – meget forskellige fødselsoplevelser med hver deres udfald – i bagagen. Den langstrakte og til sidst akutte og traumatiske fødselsoplevelse med Elias, som heldigvis endte lykkeligt med et levende og gennemsundt barn og den rolige og smukke fødsel af Malou, som endte tragisk og fatalt. What to do????
Jeg tror at hvis jeg skal følge mit hjerte – eller måske min angst – så skal jeg have et planlagt kejsersnit. Men hold da op, hvor vil jeg gerne være en kvinde, der kan føde et barn selv. Jeg bør kunne. Jeg vil gerne kunne. Men jeg ved ikke om jeg tør. Det er formentligt det bedste for mit barn og min krop at blive født naturligt. Endnu mere, hvis jeg kan have tålmodighed til at kroppen selv går igang. Så kroppen føder mit barn, når den er klar. Men det tror jeg ikke jeg tør stole på at den kan og at den vil. Måske jeg har mistet tilliden til at naturen vil mig noget godt. At jeg kan stole på at naturens gang bringer mig det bedste. Jeg har på ingen måde lyst til at gå over tid. Jeg er så bange for alle historierne om at moderkagen går ud af funktion. Jeg tør ikke løbe den risiko.
Med Elias gik jeg 9 dage over tid og jeg har mistanke om at jeg kun gik i fødsel, fordi jeg havde besøgt en zoneterapeut og fået en igangsættelsesbehandling. Elias kunne ikke fødes naturligt. Hans navlestreng viste sig at være alt for kort. Derfor kom han aldrig helt ned i bækkenet og presse, så jeg kunne få presseveer og derfor blev han presset hver gang jeg bevægede mig eller havde veer. Jeg måtte ligge helt stille på venstre side i mange timer, hvor de forsøgte sig med vedrop, som han selvfølgelig reagerede på. Min teori er at han ikke kunne fødes naturligt og at det faktum var skyld i at jeg gik over tid, og at jeg ikke udviklede ordentlige veer.
Så jeg ved at jeg ikke vil gå over tid, så det jeg tænker er at skal jeg føde naturligt, skal jeg sættes igang i løbet af de sidste par uger. Det kan betyde et langstrakt forløb. Det har jeg selvfølgelig erfaring med fra Elias og det kan jeg godt klare igen. Hvad jeg dog ikke synes om, er at jeg eftersigende igen skal være liggende, fordi babys hjerterytme pga det tidligere kejsersnit skal følges. Det synes jeg ikke om. Jeg følte mig ret handlingslammet sidste gang, fordi jeg bare kunne ligge der og ingenting gøre for at bevæge mig med veerne – og badekar er også udelukket.
Det er en romantisk drøm at føde selv. Det er kvindeligt. Det er rigtigt. Det er smukt. Og det er det bedste for barnet – som regel – at blive presset ned gennem fødekanalan. Ved et kejsersnit har flere børn behov for hjælp til at trække vejret og flere børn må indlægges på neonatal. Og jeg skal være indlagt nogle dage og kan ikke komme hjem med mit barn til min familie. Ved kejsersnit føler jeg ikke at jeg giver mit barn det bedste, jeg kan. Det er som om jeg giver op for let. Som om jeg er en kylling, der kun tænker på mig selv og ikke hvad der er bedst for mit barn. Det kan jo ikke gøres om;-) og jeg skal for altid leve med at være en kvinde, der ikke turde føde sit barn. Jeg får ikke vendt den dårlige oplevelse til at jeg er en kvinde, der kan føde børn. Jeg ved at jeg fødte Malou, men jeg synes ikke det tæller med, fordi hun var så lille og der ikke var et barn, der skulle overleve og tages hensyn til.
Jeg ved at andre ikke vil synes at jeg er en dårlig mor, hvis jeg vælger kejsersnit. Men hvor ville jeg ønske at jeg havde modet til at føde selv. At jeg kunne mobilisere styrken. Og jeg skal også leve med risikoen for at mit barn ikke er frisk efter kejsersnittet. At det skal have hjælp... og hvad nu hvis det ikke kan hjælpes... hvis vi kommer til at stå med en gentagelse af Elias' historie, men at hun ikke responderer på hjælpen? Puh ha hvor er det en tung beslutning. Jeg vil jo bare have hende levende og rask ud til os og komme bedst muligt igennem oplevelsen.
Barsel - Nu er du her:-)))))) Tusind tak
Så kom barslen som jeg så længe har ventet på. Efter et par intense dage og dejlige dage i familien med at fejre fødselsdag for Elias, er dagen idag min første barselsdag. Og hvilken befrielse. Det er jo ikke fordi jeg har problemer med mit arbejde eller ikke vil være der, men hold da op hvor trænger til en stund med ro på. Jeg har selvfølgelig 1000 projekter, som jeg glæder mig til at tage hul på, men hvor glæder jeg mig også til at have tiden til roen – til igen at have overskud til at mærke efter hvordan jeg har det og hvor jeg er henne ift alt det som er sket for mig det sidste år. Det har været et intens år, som også skrevet i nytårshilsnen den 31.12. Der er sket så meget og jeg mærker igen et stort behov for at mærke efter og forstå konsekvenserne af det som jeg har været igennem. Jeg har ikke givet mig tid til at dykke ned i tankerne, fordi jeg har haft så meget at se til de sidste måneder, hvor arbejdet skulle afsluttes og videregives på bedst mulige måde samtidig med at angsten over også at skulle miste vores pus i maven lurer nedenunder. Så jeg har kæmpet mig igennem de sidste måneder. Rejsen til Thailand gjorde rigtig godt med hensyn til ro og tid, men der gav jeg mig heller ikke tid til at mærke, tænke og formulere.
Så jeg har skubbet det foran mig til denne dag – nu er det tid til at samle tankerne og gøre det som er rigtig godt for mig. At udtrykke mig – at formulere mine tanker – og hvis jeg er heldig – få respons på dem, så jeg endnu mere kan forstå, hvad der er på spil for mig og hvorfor det er så vigtigt. I en lang periode under min graviditet har jeg ikke haft overskud til at formulere mig, fordi jeg måtte tøjle angsten for at kunne hænge sammen i min hverdag. Da vi kom over de skæbnesvangre scanninger i oktober, tog arbejdet til i styrke og efterlod mig med meget lidt energi til at formulere mig. Jeg håber nu at jeg de næste uger kan genfinde lidt af det fokus som jeg gav mig selv i min akutte sorg periode i marts-maj sidste år. Der fyldte tiden til at formulere mig rigtig meget og det var så godt for mig at jeg gjorde dette arbejde.
Det har været er benhårdt arbejde at skulle genfinde mit arbejde. Det har taget rigtig meget energi. Men jeg har gjort det. Jeg har kæmpet mig tilbage – jeg har genvundet meningen med mit arbejde, genvundet mit engagement og jeg tror også at have genfundet de fleste af mine styrker og det meste af mit overblik og overskud. 2011 blev et anderledes år – meget står sløret og uklart for mig. Den stærke tidsfornemmelse og røde tråd, som plejer at kendetegne mig, har jeg mistet for 2011. Der er meget jeg ikke kan huske og en del jeg selvfølgelig ikke har kunnet gøre, som jeg gerne ville. Det angrer jeg ikke. Det kunne ikke være anderledes, men der er ngle sorte huller i mit arbejdsliv, som står tomme tilbage. Vi fik ikke gjort alt det vi skulle, men så gjorde vi noget andet, og forhåbentlig giver det ok mening for mit personale alligevel.
En væsentlig faktor for at jeg kunne genoptage mit arbejde og genvinde min energi og engagement, er det faktum at der var lys forude. En ny barsel var i horisont. Jeg vidste ikke om jeg denne gang ville få lov at opleve den, men det gav håb – mere håb end hvis jeg ikke var blevet gravid. Det har selvfølgelig også givet en masse angst, for jeg ved jo stadig ikke om jeg får lov at opleve barslen. Men nu er jeg her og det føles stort. Jeg er så taknemmelig for at være nået hertil – stadig med et levende og rask barn i maven. Jeg overvældes af befrielse, når jeg forsøger at forstå at jeg nu er her. Tårerne triller.
Så jeg har skubbet det foran mig til denne dag – nu er det tid til at samle tankerne og gøre det som er rigtig godt for mig. At udtrykke mig – at formulere mine tanker – og hvis jeg er heldig – få respons på dem, så jeg endnu mere kan forstå, hvad der er på spil for mig og hvorfor det er så vigtigt. I en lang periode under min graviditet har jeg ikke haft overskud til at formulere mig, fordi jeg måtte tøjle angsten for at kunne hænge sammen i min hverdag. Da vi kom over de skæbnesvangre scanninger i oktober, tog arbejdet til i styrke og efterlod mig med meget lidt energi til at formulere mig. Jeg håber nu at jeg de næste uger kan genfinde lidt af det fokus som jeg gav mig selv i min akutte sorg periode i marts-maj sidste år. Der fyldte tiden til at formulere mig rigtig meget og det var så godt for mig at jeg gjorde dette arbejde.
Det har været er benhårdt arbejde at skulle genfinde mit arbejde. Det har taget rigtig meget energi. Men jeg har gjort det. Jeg har kæmpet mig tilbage – jeg har genvundet meningen med mit arbejde, genvundet mit engagement og jeg tror også at have genfundet de fleste af mine styrker og det meste af mit overblik og overskud. 2011 blev et anderledes år – meget står sløret og uklart for mig. Den stærke tidsfornemmelse og røde tråd, som plejer at kendetegne mig, har jeg mistet for 2011. Der er meget jeg ikke kan huske og en del jeg selvfølgelig ikke har kunnet gøre, som jeg gerne ville. Det angrer jeg ikke. Det kunne ikke være anderledes, men der er ngle sorte huller i mit arbejdsliv, som står tomme tilbage. Vi fik ikke gjort alt det vi skulle, men så gjorde vi noget andet, og forhåbentlig giver det ok mening for mit personale alligevel.
En væsentlig faktor for at jeg kunne genoptage mit arbejde og genvinde min energi og engagement, er det faktum at der var lys forude. En ny barsel var i horisont. Jeg vidste ikke om jeg denne gang ville få lov at opleve den, men det gav håb – mere håb end hvis jeg ikke var blevet gravid. Det har selvfølgelig også givet en masse angst, for jeg ved jo stadig ikke om jeg får lov at opleve barslen. Men nu er jeg her og det føles stort. Jeg er så taknemmelig for at være nået hertil – stadig med et levende og rask barn i maven. Jeg overvældes af befrielse, når jeg forsøger at forstå at jeg nu er her. Tårerne triller.
søndag den 8. januar 2012
Elias 5 år
Så er Elias blevet 5 år og han er blevet fejret med maner de sidste 4 dage.
Torsdag kom mellemgruppen fra børnehaven (Alle børn fra 2007, som skal være de kommende store børn - Græshopper - i børnehaven - og som Elias skal gå i skole med). Det var en herlig formiddag. Elias var som altid en fantastisk vært. Han minglede rundt og sørgede for at alle havde det godt. De legede rundt i hele huset og var på en spændende skattejagt, hvor fæle tyve havde stjålet guffet til fødselsdagen, som de fandt efter en 4-5 poster. Elias havde bestilt pølsehorn og kyllingelår, som vi fik med frikadeller, pasta og gnavegrønt. Og om ikke han også havde bestilt med Ninjago-kage, så principperne om ikke at servere kage til børnefødselsdagen holdte ikke. Men så måtte guf-posen være med sunde snacks. Ninjakagen var et hit. Elias var så stolt af den. Både Far og Mor holdte fri og Mormor var med til at holde dagen.
Om eftermiddagen kørte vi Mormor til toget og slappede af og legede. Fredag var det Elias' rigtige fødselsdag og vi pakkede gaver fra mor og far op i sengen. Og spiste morgenmad med smoothies, boller og amerikanske pandekager. Til middag kørte vi mod Århus. Vi skulle ind og hilsen på Lillesøster på scanningsklinikken. Vi var lovet et kvarter mere i 3D, fordi hun lå og puttede sig lidt da vi var der midt i december. Men om ikke hun putttede sig endnu mere idag. Hun har vendt sig og lå med hovedet oppe under mine ribben, men næsen helt ind i livmodervæggen. Så billederne var endnu dårligere end sidst. Man kan dog se at hun har fået lidt mere sul på kinderne. Og så følger hun forsat sin vækstkurve. E en uge mindre end gennemsnittet og vejer pt vist 1750g 32 uger henne.
Jordemoderen tilbød os at komme ind igen om et par uger. Vi kunne ringe, når vi er blevet tjekket på Skejby igen, hvis hun har vendt sig, for når hun ligger nede i bækkenet er der mere plads og dermed mulighed for bedre billeder.
Nåh det var Elias 5 år, vi kom fra. Efter scanningen gik vi et par timer rundt på Strøget. Fik byttet et par julegaver. Det var hyggeligt og tiden fløj hurtigt. Vi har vist nærmest aldrig været på strøgtur i DK sammen. Ved 16.30-17 tiden nåede vi bilen igen og kørte ud til Mormor, som skulle fejre sin 65 års fødselsdag. Her fik Elias gaver fra mormor og sine fætre og moster/onkel i Lystrup. En hyggelig aften.
Lørdag gjorde mor om formiddagen klar til den store familiefødselsdag med 18 mand om søndagen, men Elias og far dækkede borde og samlede Lego. Elias har nok fået 12 pakker Lego til jul og fødselsdag, så René er blevet øvet legebygger. Kl. 15 kom Anders - legekammerat - med sin søster og sine forældre, som er blevet vores venner. Vi fik boller og te, og børnene legede rigtig godt, snakkede de voksne Balirejse - da de overvejer at tage en tur dertil om et par måneder. De endte med spontant at spise med, da tiden var blevet fremskredet og vi havde masser af restemad.
Søndag var den store familiefødselsdag med brunch og lagekager... og masser af lego-gaver. Herligt at blive 5 år.
Torsdag kom mellemgruppen fra børnehaven (Alle børn fra 2007, som skal være de kommende store børn - Græshopper - i børnehaven - og som Elias skal gå i skole med). Det var en herlig formiddag. Elias var som altid en fantastisk vært. Han minglede rundt og sørgede for at alle havde det godt. De legede rundt i hele huset og var på en spændende skattejagt, hvor fæle tyve havde stjålet guffet til fødselsdagen, som de fandt efter en 4-5 poster. Elias havde bestilt pølsehorn og kyllingelår, som vi fik med frikadeller, pasta og gnavegrønt. Og om ikke han også havde bestilt med Ninjago-kage, så principperne om ikke at servere kage til børnefødselsdagen holdte ikke. Men så måtte guf-posen være med sunde snacks. Ninjakagen var et hit. Elias var så stolt af den. Både Far og Mor holdte fri og Mormor var med til at holde dagen.
Om eftermiddagen kørte vi Mormor til toget og slappede af og legede. Fredag var det Elias' rigtige fødselsdag og vi pakkede gaver fra mor og far op i sengen. Og spiste morgenmad med smoothies, boller og amerikanske pandekager. Til middag kørte vi mod Århus. Vi skulle ind og hilsen på Lillesøster på scanningsklinikken. Vi var lovet et kvarter mere i 3D, fordi hun lå og puttede sig lidt da vi var der midt i december. Men om ikke hun putttede sig endnu mere idag. Hun har vendt sig og lå med hovedet oppe under mine ribben, men næsen helt ind i livmodervæggen. Så billederne var endnu dårligere end sidst. Man kan dog se at hun har fået lidt mere sul på kinderne. Og så følger hun forsat sin vækstkurve. E en uge mindre end gennemsnittet og vejer pt vist 1750g 32 uger henne.
Jordemoderen tilbød os at komme ind igen om et par uger. Vi kunne ringe, når vi er blevet tjekket på Skejby igen, hvis hun har vendt sig, for når hun ligger nede i bækkenet er der mere plads og dermed mulighed for bedre billeder.
Nåh det var Elias 5 år, vi kom fra. Efter scanningen gik vi et par timer rundt på Strøget. Fik byttet et par julegaver. Det var hyggeligt og tiden fløj hurtigt. Vi har vist nærmest aldrig været på strøgtur i DK sammen. Ved 16.30-17 tiden nåede vi bilen igen og kørte ud til Mormor, som skulle fejre sin 65 års fødselsdag. Her fik Elias gaver fra mormor og sine fætre og moster/onkel i Lystrup. En hyggelig aften.
Lørdag gjorde mor om formiddagen klar til den store familiefødselsdag med 18 mand om søndagen, men Elias og far dækkede borde og samlede Lego. Elias har nok fået 12 pakker Lego til jul og fødselsdag, så René er blevet øvet legebygger. Kl. 15 kom Anders - legekammerat - med sin søster og sine forældre, som er blevet vores venner. Vi fik boller og te, og børnene legede rigtig godt, snakkede de voksne Balirejse - da de overvejer at tage en tur dertil om et par måneder. De endte med spontant at spise med, da tiden var blevet fremskredet og vi havde masser af restemad.
Søndag var den store familiefødselsdag med brunch og lagekager... og masser af lego-gaver. Herligt at blive 5 år.
torsdag den 5. januar 2012
Skylden og skammen
Dette er egentlig skrevet som svar på et indlæg på Små-engle, men det siger noget om hvor jeg er i nogle af mine tanker:
Jeg kender skylden og skammen rigtig godt, men måske på en lidt anden måde end de andre, der har skrevet, fordi jeg mistede på en anden måde. Min datter døde ikke af sig selv. Jeg tog livet af hende. Og jeg føler stor skyld over at jeg skulle give hende døden og ikke havde den mulighed at give hende livet. Hvad er jeg for en mor, når den kærlighed jeg kan give til min datter er fred i døden. Mange skræmmes af mine tanker og argumenterer imod med alle kræfter, for den skyld må jeg ikke give mig selv, men et eller andet sted... hvad for et menneske ville jeg så være, hvis jeg kunne slå min datter ihjel uden at føle anger? Jeg ser det som et grundvilkår i mit liv at jeg må leve med at jeg ikke kunne give min datter livet, selvom der intet andet var at ønske for hende. Jeg har ikke fundet fred med at jeg skulle træffe den beslutning, selvom jeg ikke kunne træffe andre beslutninger. Med tiden håber jeg også at kunne acceptere at jeg måtte slå min datter ihjel og at det var "god-nok" kærlighed til hende. Det føles slet ikke godt nok, men det var det jeg kunne give.
Jeg ved ikke hvad der skal til for at finde mere accept. Til et åbent hus i Landsforeningen i december sagde en præst (til min mand) om gud mon kunne tilgive? Jeg er ikke specielt troende, men disse ord gjorde alligevel en forskel for mig. For selvfølgelig tilgiver gud mig. OM jeg tror på ham eller ej, så tilgiver han. Det er jo det, som ligger i konceptet GUD. Han tager imod dig og holder om dig, når du er allermest grim og skidt i livet... men gør du selv det? Kan du selv tage om dig selv og give kærlighed også, når du er allermest nede og skrabe bunden i dit liv? Hvis den højeste af alle kan tilgive, hvorfor kan du så ikke selv? og hvad vil tilgivelsen betyde for din skyld?
Jeg kender skylden og skammen rigtig godt, men måske på en lidt anden måde end de andre, der har skrevet, fordi jeg mistede på en anden måde. Min datter døde ikke af sig selv. Jeg tog livet af hende. Og jeg føler stor skyld over at jeg skulle give hende døden og ikke havde den mulighed at give hende livet. Hvad er jeg for en mor, når den kærlighed jeg kan give til min datter er fred i døden. Mange skræmmes af mine tanker og argumenterer imod med alle kræfter, for den skyld må jeg ikke give mig selv, men et eller andet sted... hvad for et menneske ville jeg så være, hvis jeg kunne slå min datter ihjel uden at føle anger? Jeg ser det som et grundvilkår i mit liv at jeg må leve med at jeg ikke kunne give min datter livet, selvom der intet andet var at ønske for hende. Jeg har ikke fundet fred med at jeg skulle træffe den beslutning, selvom jeg ikke kunne træffe andre beslutninger. Med tiden håber jeg også at kunne acceptere at jeg måtte slå min datter ihjel og at det var "god-nok" kærlighed til hende. Det føles slet ikke godt nok, men det var det jeg kunne give.
Jeg ved ikke hvad der skal til for at finde mere accept. Til et åbent hus i Landsforeningen i december sagde en præst (til min mand) om gud mon kunne tilgive? Jeg er ikke specielt troende, men disse ord gjorde alligevel en forskel for mig. For selvfølgelig tilgiver gud mig. OM jeg tror på ham eller ej, så tilgiver han. Det er jo det, som ligger i konceptet GUD. Han tager imod dig og holder om dig, når du er allermest grim og skidt i livet... men gør du selv det? Kan du selv tage om dig selv og give kærlighed også, når du er allermest nede og skrabe bunden i dit liv? Hvis den højeste af alle kan tilgive, hvorfor kan du så ikke selv? og hvad vil tilgivelsen betyde for din skyld?
lørdag den 31. december 2011
Et blik på år 2011
Her på tærsklen til 2012 vil jeg se om jeg kan finde mig ro til at forfatte jer alle en nytårshilsen.
Nytårstiden er som vanligt en tid, hvor man ser tilbage mod året, der er gået og frem mod det som vil komme. 2011 vil for altid fremstå tydeligt i vores hukommelse, fordi det blev et ganske særligt år for os. 2011 blev året hvor vi fik vores andet barn - vores lille prinsesse Malou.
Sidste år ved denne tid havde vi netop været igennem en hård uge med en dårlig nakkefoldsscanning af Malou, som viste forhøjet risiko for downsyndrom, pga høje hormontal i mit blod. Heldigvis klarede vi frisag og julen 2010 var reddet. Nytåret fejrede vi med gode venner – desværre blev aftenen alt for tidligt kun lige passeret kl 24 sluttet af med en brandskade på vores gulv, som betød at hele stueetagen inkl køkken – alle møbler, køkkenskabe, opvaskemaskine osv - måtte ryddes og vores fine bambus gulv delvist omlægges.
Da René en uge inde i 2011 foretog et voldsomt styrt ned af vores trappe og forvred sin skulder på mest smertefulde vis, blev vi enige om at nu var det slut med uheldene til os. Den dårlige nakkefoldsscanning og moderkageprøve med en uge i utryghed og angst, brandskaden, der betød rydning af stueetagen og en uge uden køkken oveni at René var sygemeldt med skulderen – Det var hele 3 ting og så ville der ikke komme mere til os.
Men det gjorde der... i den grad.
Den 4. februar skulle jeg have den rutinemæssige misdannelsesscanning i uge 20. Jeg var begyndt at mærke prinsessen, som vi jo pga moderkageprøven i december allerede vidste var en pige. Og jeg glædede mig til at få et kig ind til hende, velvidende at disse rutinescanninger jo ikke er til for underholdningens skyld. Vi blev fulgt i Randers, hvor vi nu hører til. Scanningsjordemoderen havde ikke scannet mig længe, før hun kunne se at vores pige ikke var udviklet som hun skulle. Hendes arme og ben var alt for korte, så hun var uden tvivl væksthæmmet – dværg. På Randers har de ikke kompetence til at diagnosticere, så vi måtte til Skejby og have den endelige dom. Men vores lille længe ventede prinsesse var uden tvivl misdannet – fysisk, men muligvis også mentalt. Det blev en lang og mærkelig weekend, der i starten af februar inden vi om mandagen kunne få tid til scanning på Skejby. Vi forstod intet endnu. René var sikker på at hun blot skulle have en væksthormon-sprøjte eller noget og så ville alt være godt igen. Jeg bekymrede mig om alle mulige praktiske ting, såsom om vi allligevel ikke skulle have ny bil så? Og om vi kunne bo i vores hus med trapper, hvis hun var en dværg? Vi forstod slet slet ikke hvad vi stod overfor. Og et eller andet sted har vi stadig ikke forstået det – ihvert fald slet ikke accapteret det.
Mandagens scanning af en overlæge på Skejby bekræftede selvfølgelig bare fredagens scanning. Hun var alt for lille vores prinsesse. Hendes brystkasse og hoved var for lille og ville ikke give plads til at organerne, som var af normal størrelse kunne udvikle sig, som de skulle. Der var alt for lidt fostervand, så de var i tvivl om nyrerne virkede. Lægen så på os og spurgte hvad vi ville... mit svar var hurtigt og uden tøven. Jeg kan ikke slå min datter ihjel. Jeg kan ikke træffe den beslutning idag. Det er umuligt for mig. To minutter før den skæbnesvangre scanning om fredagen var hun bare min datter, men nu var hun min misdannede datter, som jeg skulle tage livet af. At stå der med det faktum – at jeg var herre over min datters liv og død og at jeg skulle beslutte på hendes livs vegne – er det værste jeg har oplevet i mit liv. Jeg følte mig slet slet ikke i stand til at træffe det valg. Der var ingen god eller rigtig løsning. Der var ingen happy ending. Vi skulle træffe et valg mellem to forfærdelige onder. Skulle vi tage livet af vores datter nu eller skulle hun dø selv, måske fødes til et liv i smerte og uden indhold? Det skulle hun jo ikke. Vi ville jo give hende kærlighed og ikke smerte. Så det vi kunne give hende var døden, men hvor er det forkert at vi ikke kunne give hende livet. Men det valg havde vi ikke. Det rider os stadig med stor smerte at den smukkeste kærlighed, vi kunne give vores datter, var fred i døden. Det er så urimeligt at forældre kan stilles i den situation at skulle vælge døden for deres børn. Det giver ingen mening og vil aldrig komme til det.
Vi gav os selv et par dage til at forberede den beslutning. Vi græd og græd og græd. Sad i sofaen og læste om andre, der havde stået i samme situation. Pludselig blev de hjemmesider om døde børn, som jeg ved uheld tidligere var landet på og hurtigt hastet væk fra, nærlæst og taget ind. Vi var ikke alene. Forfærdeligt og befriende. Andre havde før stået i dette valg. Mange andre har før mistet deres barn og andre havde skullet træffe den uigenkaldelige beslutning at ende livet for deres børn. Og de hjalp os. De hjalp til at anerkende vores store smerte og vores store tab. Vi havde mistet vores barn... også selvom hun kun var 20 uger gammel og ikke havde levet eller kunne leve udenfor min mave. Hun levede i min mave. Lige nu – som vi sad og planlagde hendes begravelse – sparkede hun i min mave. Hun var vores datter og vi skulle aldrig holde hende levende i vores arme. Vi skulle aldrig se hendes øjne, se hendes smil, høre hendes latter eller søde stemme. Vi ville aldrig se hende vokse op og udvikle sig. Hun skulle dø alt alt for tidligt – og det gjorde ondt ondt ondt... og det gør det stadig.
Torsdag skulle jeg scannes igen. Det var det mindste vi kunne give hende. Et par dage til at vise sig anderledes. Men det gjorde hun ikke. Hun var røget mere ud af kurven og beslutningen var taget. Vi ansøgte om sen abort og mødte fredag op på Randers sygehus for at snakke den forestående fødsel igennem. Jeg slugte den forfærdelig pille, der skulle modne livmoderen. René hjalp mig. Det var ikke nemt.
Lørdag morgen d. 12.2. mødte vi igen på Randers og jeg fik lagt stikpiller op. Hen på eftermiddagen fik jeg lagt epidural. Ved 18 tiden fik jeg de første veer og kl 20.18 blev den smukkeste prinsese født i et fredfyldt øjeblik. Hun var lille bitte – 24 cm og 268 g. Den fineste lille pige. Ingen alien som vi havde frygtet. Hendes hjerte slog og vi sad med hende på skift indtil den sidste rest liv havde sluppet hende. Dette var hvad vi kunne få af hende. Om lidt ville det være slut og vi ville aldrig mere få hende at se. Om lidt ville hun være borte.
Den følgende uge gik med planlægning af begravelsen. Vi havde besluttet at lægge hende sammen med min far på Vejlby kirkegård og dagene gik med samtale med præsten, bestilling af blomster, køb af hendes lille hvide kiste, skrive brev til hende. Der var meget at beslutte – meget at gøre – og så uendeligt meget smerte.
Tiden efter begravelsen tog sine små skridt. René tog på arbejde om mandagen og havde fri hver fredag. Jeg fik tilkæmpet mig ret til 14 ugers barsel, fordi hun viste livstegn ved fødslen. René fik 14 dage. Efter en måneds tid startede jeg op på arbejde igen. En-to dage om ugen. Jeg kunne ikke mere. De få skridt jeg kunne tage kostede så mange kræfter og jeg kæmpede med at finde fodfæste igen.
Det har taget tid at genfinde meningen med livet, livsglæden, engagementet på arbejdet. Vi føler os forandret for altid. Vi kan ikke det vi kunne før. Vi har fået i sårbarhed i vores sjæl, som ryster os – gør os mere ustabile. Vi bliver nemmere hylet ud af den, nemmere stresset, overskuer mindre, sværere at holde hovedet koldt. Har brug for flere pauser. Bliver nemmere irriterede, vrisser hurtigere, har sværere ved at tolerere mere ligegyldige ting.
Vi har stadig brug for at tale om Malou. Hun er vores datter og det vil hun altid være. Hun tæller med for os – og det betyder uendeligt meget, når hun også tæller med for andre. Hun har givet os en gave i livet, selvom hun også har givet os en masse smerte. Og den gave – kærligheden til hende – vil vi gerne have hjælp til at prise. Det er ikke nemt at finde ud af hvordan man kan elske sit døde barn. Der følger ingen manual med til livet. Der kommer ingen sundhedsplejerske og hjælper én på vej. Man er alene... og det er så endeligt ensomt at miste sit barn. Omverden glemmer hurtigere og tror man er videre. Tror alt er godt igen. Men alt bliver aldrig helt godt igen. Der vil altid mangle én. Ligegyldig hvor mange børn, der kommer efterfølgende. Der vil altid mangle én.
2011 gav os heldigvis den velsignelse at vi venter et barn mere. Det er ikke nemt at være gravid. Fysisk går det godt. Men der er på ingen måde tale om lykkelige omstændigheder og det er svært at koble sig til sit barn. Kærligheden er der, men tør vi tage den ind? Der er ingen garantier for at det ikke går galt igen og ingen kan eller skal give os dem, for om nogen har vi sandet at vi ikke er herre over naturen og at der ikke tildeles kvoter af død og lykke til os. Heldigvis har vi i oktober overstået uge 20 scanningen og vi har klaret frisag. Vores lille nye er tilsyneladende rask og har under alle omstændigheder ikke Malous misdannelse. Vi er blevet fulgt tæt på Skejby af de bedste eksperter og kan til enhver tid bede om en tryghedsscanning. Det sidste år har i alt budt på 15 scanninger, så jeg har efterhånden noget erfaring med at ligge på briksen. Men det bliver ikke nemmere af den grund, for hvor er der meget på spil for os, hver gang vi kigger op på den skærm. Men alt går vel. Vores lille nye er også en pige og hun vokser som hun skal. Er lille, men følger sin egen kurve.
Jeg har termin d. 2.marts, så der er to måneder igen. D. 10. januar skal vi til overlæge samtale på Randers, hvor vi skal lægge en fødselsplan – vi skal afklare om vi ønsker en igangsættelse eller et planlagt kejsersnit. Mange tanker – svær beslutning.
Lige efter nytår går jeg på barsel og det glæder jeg mig uendeligt til. Jeg trænger til tid og ro til mig selv. Det har været nogle hektiske måneder de sidste måneder og jeg har ikke givet meget tid til mig selv. Jeg trænger til at få styr på tankerne, der ikke er blevet levnet så meget plads den sidste tid. Der ligger så mange følelser i at skulle på barsel, fordi det i foråret var uendeligt svært at skulle slippe tanken om barslen og at skulle tage mit arbejde igen.
René tog jo hurtigt og effektivt sit arbejde igen, men måtte efter et par måneder sande at han var blevet ramt og ikke havde dealet med det. Han sov ikke om natten, tankerne væltede rundt i hovedet på ham, han kunne ikke koncentere sig på arbejdet, han blev ramt af stress. I flere perioder har han været sygemeldt, men havde svært ved at give sig lov til at komme sig, så han tog flere gange alt for hurtigt på arbejde igen og holdte kun 1½ inden han røg ned igen. Han er nu ved at finde fode igen, men forventer ikke at det er sidste gang, han bliver væltet... Nu står vi overfor det sidste stræk, hvor vi skal forholde os til at vores barn bliver født og det bliver nok ikke ukompliceret. Der er meget på spil for os.
Puh ha det blev en lang smøre. Mon der er nogen der stadig er med? Men mange ord om et betydningsfuldt år, hvor vi blev 20 år ældre på sjæl og krop. Året bød også på to skønne rejser – til Bali i foråret og til Thailand i efteråret. Helse til sjælen. En nødvendig pause i et turbolent år.
For iøvrigt trives Elias. Han er stadig den fantastiske glade, sociale og dejlige dreng han altid har været. Vi er så taknemmelige for ham og kan prise os lykkelige for at vi har skabt noget så smukt og livsbekræftende. Han bliver 5 lige om lidt og nyder rigtig meget at gå i børnehave. I foråret skal han i storebørnsgruppen – græshopperne, for så i 2013 at skulle i skole. Store dreng.
Vi nyder stadig at bo i Mørke og er så stolte af vores smukke selvbyggede hus. I årets løb har haven taget form med hækken, der kommer så flot og græsset, der er grønt. Vi har fået carport og skur (mangler det indvendige) og endelig fået det øverste badeværelse færdigt.
Det var ordene herfra med ønske til jer alle om et godt og lykkebringende nytår. Jeg håber at solen vil smile på os alle. Rigtig godt nytår og tak for det gamle. Pas godt på hinanden
lørdag den 8. oktober 2011
Ny rejse forude
Må altså lige dele med jer... noget dejligt og positivt i vores liv midt i alt det svære og tunge.
Vi har booket 19 dages rejse til Thailand - øparadis med afrejse lige om lidt. Vi har flybilletten på plads og er på nippet til at have afklaret hoteller. Vi skal være 5 nætter på Koh Chang, 6 nætter på Koh Kood, 3 nætter på Koh Mak og 3 nætter i Bangkok. Det bliver SÅ godt. Modsat sidste rejse - i april-maj - kan jeg denne gang sige at jeg glæder mig. Glæder mig til sol, varme, tid, ro, hygge med familien, sand, strand, lækker thai-mad... Det bliver så godt. Vi trænger til den pause. Særligt René, der er kørt træt i sit arbejde og i sit liv generelt.
Hvor er det godt at have noget godt at se frem til. Noget nyt - samtidig med at vi ikke behøver meget. Hvis vi vil ligge på stranden hver dag, lege og bade, så gør vi det. Glæder mig - glæder mig - glæder mig
Vi har booket 19 dages rejse til Thailand - øparadis med afrejse lige om lidt. Vi har flybilletten på plads og er på nippet til at have afklaret hoteller. Vi skal være 5 nætter på Koh Chang, 6 nætter på Koh Kood, 3 nætter på Koh Mak og 3 nætter i Bangkok. Det bliver SÅ godt. Modsat sidste rejse - i april-maj - kan jeg denne gang sige at jeg glæder mig. Glæder mig til sol, varme, tid, ro, hygge med familien, sand, strand, lækker thai-mad... Det bliver så godt. Vi trænger til den pause. Særligt René, der er kørt træt i sit arbejde og i sit liv generelt.
Hvor er det godt at have noget godt at se frem til. Noget nyt - samtidig med at vi ikke behøver meget. Hvis vi vil ligge på stranden hver dag, lege og bade, så gør vi det. Glæder mig - glæder mig - glæder mig
fredag den 7. oktober 2011
Misdannelsesscanning idag
Så er det overstået... og jeg er træt træt træt...
Det startede lidt dumt ud med at vores overlæge Olav måtte melde afbud og overlade scanningen til sin kollega Vibeke, som jo også er sød og dygtig. Men da hun skulle overtage alle Olavs patienter var hun 70 min forsinket. En træls ventetid, når man sidder og er så nervøs.
Heldigvis gik det igen rigtig fint. Den lille spire er som den skal være... ingen tegn på at den er syg som Malou. Overlægen var ikke bekymret for noget af det hun så. Desværre lå den lille og skyggede for sig selv med ryggen til, så hun kunne ikke scanne hjertet. Vi skal derfor komme igen næste fredag og få resten af misdannelsesscannningen. Hun er ikke bekymret, men hun skal jo scanne den lille ordentligt. Så sådan må det være. Men det er ikke fordi vi bare glider igennem de scanninger. Til nakkefold fik vi jo heller ikke det samlede svar, fordi min doubletest var blevet væk! Vi må forsøge at bevare tålmodigheden og leve med at svaret bliver udsat.
Vi spurgte om vi kunne være sikker på at Malous misdannelse nu var ødelukket eller om vi kunne risikere at den viser sig senere. Det mente hun ikke at den ville/kunne. Håber sådan hun har ret.
Vi spurgte til køn, Hun mente at det er en lille pige... igen... men hun ville ikke garantere noget. Det var svært at se.
Vi havde planer om at hvis vi havde energi så skulle vi ned og se rainbows på Aros i Århus bagefter, men pga forsinkelsen havde vi ikke nok tid til det. Så vi gik en tur i skoven bagefter med en glad og hoppende Elias og spist mad på en café på Trøjborg. Det var hyggeligt, men nu er jeg udmattet og har lyst til at gå i seng.
Det startede lidt dumt ud med at vores overlæge Olav måtte melde afbud og overlade scanningen til sin kollega Vibeke, som jo også er sød og dygtig. Men da hun skulle overtage alle Olavs patienter var hun 70 min forsinket. En træls ventetid, når man sidder og er så nervøs.
Heldigvis gik det igen rigtig fint. Den lille spire er som den skal være... ingen tegn på at den er syg som Malou. Overlægen var ikke bekymret for noget af det hun så. Desværre lå den lille og skyggede for sig selv med ryggen til, så hun kunne ikke scanne hjertet. Vi skal derfor komme igen næste fredag og få resten af misdannelsesscannningen. Hun er ikke bekymret, men hun skal jo scanne den lille ordentligt. Så sådan må det være. Men det er ikke fordi vi bare glider igennem de scanninger. Til nakkefold fik vi jo heller ikke det samlede svar, fordi min doubletest var blevet væk! Vi må forsøge at bevare tålmodigheden og leve med at svaret bliver udsat.
Vi spurgte om vi kunne være sikker på at Malous misdannelse nu var ødelukket eller om vi kunne risikere at den viser sig senere. Det mente hun ikke at den ville/kunne. Håber sådan hun har ret.
Vi spurgte til køn, Hun mente at det er en lille pige... igen... men hun ville ikke garantere noget. Det var svært at se.
Vi havde planer om at hvis vi havde energi så skulle vi ned og se rainbows på Aros i Århus bagefter, men pga forsinkelsen havde vi ikke nok tid til det. Så vi gik en tur i skoven bagefter med en glad og hoppende Elias og spist mad på en café på Trøjborg. Det var hyggeligt, men nu er jeg udmattet og har lyst til at gå i seng.
lørdag den 17. september 2011
Tidlig misdannelses igår
Så er den stopprøve overstået og vi kom heldigvis igennem den stadig med spiren i maven. Alt hvad de kunne tjekke, så normalt ud. De undersøgte igen længe hjertet, og fandt alt vel. Overarme og lår har den rette længde og det samme med mave- og hovedomkreds. Lillehjerne havde den rette størrelse. Nyrer, binyrer, væske i mavesæk og i blære.
Det var en sygeplejerske der scannede mig. Hun smilede og fortalte de gode nyheder mens hun scannede, men det var som om ordene ikke ville nå mig. Overlægen (OLav) kom - så tallene og billederne på computeren. Og han bifaldt hendes vurderinger og satte lidt flere ord på. Det hjalp lidt på at tage ordene ind, men stadig var det som om de ikke kunne nå mig. Lettelsen udeblev.
Jeg synes det virkede som om der var lidt fostervand. Spiren var svær at scanne, fordi den lå forkert og min navle skyggede. Det gjorde mig bange, for Malou var også svær at scanne. Fordi der var for lidt fostervand. Men sygeplejersken afkræftede min bekymring. Den ligger og putter sig i et hjørne (?), og kan svømme et andet sted hen, hvis den vil. Der er fint med fostervand. Jeg tror at jeg tror hende, men jeg undrer mig over at man kan finde et hjørne i en rund livmoder... men det kan den åbenbart.
Olav sagde at det var meget usandsynligt at et barn som er af normal størrelse til tidlig misdannelse, vil være for lille af vækst ved misdannelsesscanning. Hvis den havde været lidt for lille nu, var der en risiko for abort ved næste scanning. Tror det var sådan han sagde det.
Jeg undrede mig over at lettelsen ikke indfandt sig... Jeg mærkede en lettelse over at det lille hjerte slog, for det er et faktum, der er til at aflæse. Lever den eller er den død? Jeg havde for en måned siden gået og glædet mig til at mine symptomer med småkvalme og træthed ville forsvinde, for så ville jeg ikke have symptomer på at være gravid.. og så ville jeg ikke blive mindet om at jeg er gravid. Og så ville det blive nemmere. Men da symptomerne så forsvandt, blev jeg bange for at spiren var død. Nej det er ikke nemt. Men den lever... og det var skønt at se.
Jeg tog på kirkegården til Malou efter scanningen... og jeg græd og græd. Jeg havde undret mig over at jeg ikke havde reageret meget inden scanningen. Jeg havde følt mig ved siden af mig selv, kunne ikke huske noget, havde intet overblik. Skulle bare havde tiden til at gå. Men før NF var jeg konstant på grådens rand... men ikke denne gang. Meget få tårer. NF havde lettet noget, men så meget? Det var skræmmende. Men jeg ved nu at jeg først havde mod på at reagere efter scanningen. Lettelsen efter scanningen gav plads til alle de voldsomme følelser, som var alt for farlige at give plads, mens jeg endnu var i usikkerheden. Jeg tænker nu at jeg har beskyttet mig selv, Hvis jeg havde givet plads til følelserne før scanningen, ved jeg ikke hvordan jeg havde reageret. Er bange for at blive ædt op af angsten. At jeg ville havde brudt helt sammen. Så jeg har skubbet den væk - holdt spændingen inde. Da jeg kunne give slip, skulle/skal spændingen have tid til at slippe.
Så eftermiddagen igår som jeg håbede skulle være en dans på roser med glade lette forældre, var en tung, træt, sløv eftermiddag. Udmattede, ugidelige, kede af det. Begge to. Vi sov begge to og kunne næsten ikke komme igang. Idag tyder heller ikke let og legende. Jeg tror der går et par dage før vi forstår... før kroppen tager det ind. Der er ingen eufori at spore her... men det laver ikke om på at scanningen gik lige som den skulle... Vi er bare overraskede over vores reaktioner. Men som med alt andet i denne proces må vi tage det med, og acceptere at det at miste et barn gør én uforudsigelig og skaber et efterspil som har vidtrækkende konsekvenser.
Vi håber og beder til at de gode scanninger fortsætter. Særligt til den afgørende om 4 uger. Vi håber at vi derefter kan begynde at tro lidt mere på spiren i maven og at vi får lov at få den levende og levedygtig ud til os til næste år.
Det var en sygeplejerske der scannede mig. Hun smilede og fortalte de gode nyheder mens hun scannede, men det var som om ordene ikke ville nå mig. Overlægen (OLav) kom - så tallene og billederne på computeren. Og han bifaldt hendes vurderinger og satte lidt flere ord på. Det hjalp lidt på at tage ordene ind, men stadig var det som om de ikke kunne nå mig. Lettelsen udeblev.
Jeg synes det virkede som om der var lidt fostervand. Spiren var svær at scanne, fordi den lå forkert og min navle skyggede. Det gjorde mig bange, for Malou var også svær at scanne. Fordi der var for lidt fostervand. Men sygeplejersken afkræftede min bekymring. Den ligger og putter sig i et hjørne (?), og kan svømme et andet sted hen, hvis den vil. Der er fint med fostervand. Jeg tror at jeg tror hende, men jeg undrer mig over at man kan finde et hjørne i en rund livmoder... men det kan den åbenbart.
Olav sagde at det var meget usandsynligt at et barn som er af normal størrelse til tidlig misdannelse, vil være for lille af vækst ved misdannelsesscanning. Hvis den havde været lidt for lille nu, var der en risiko for abort ved næste scanning. Tror det var sådan han sagde det.
Jeg undrede mig over at lettelsen ikke indfandt sig... Jeg mærkede en lettelse over at det lille hjerte slog, for det er et faktum, der er til at aflæse. Lever den eller er den død? Jeg havde for en måned siden gået og glædet mig til at mine symptomer med småkvalme og træthed ville forsvinde, for så ville jeg ikke have symptomer på at være gravid.. og så ville jeg ikke blive mindet om at jeg er gravid. Og så ville det blive nemmere. Men da symptomerne så forsvandt, blev jeg bange for at spiren var død. Nej det er ikke nemt. Men den lever... og det var skønt at se.
Jeg tog på kirkegården til Malou efter scanningen... og jeg græd og græd. Jeg havde undret mig over at jeg ikke havde reageret meget inden scanningen. Jeg havde følt mig ved siden af mig selv, kunne ikke huske noget, havde intet overblik. Skulle bare havde tiden til at gå. Men før NF var jeg konstant på grådens rand... men ikke denne gang. Meget få tårer. NF havde lettet noget, men så meget? Det var skræmmende. Men jeg ved nu at jeg først havde mod på at reagere efter scanningen. Lettelsen efter scanningen gav plads til alle de voldsomme følelser, som var alt for farlige at give plads, mens jeg endnu var i usikkerheden. Jeg tænker nu at jeg har beskyttet mig selv, Hvis jeg havde givet plads til følelserne før scanningen, ved jeg ikke hvordan jeg havde reageret. Er bange for at blive ædt op af angsten. At jeg ville havde brudt helt sammen. Så jeg har skubbet den væk - holdt spændingen inde. Da jeg kunne give slip, skulle/skal spændingen have tid til at slippe.
Så eftermiddagen igår som jeg håbede skulle være en dans på roser med glade lette forældre, var en tung, træt, sløv eftermiddag. Udmattede, ugidelige, kede af det. Begge to. Vi sov begge to og kunne næsten ikke komme igang. Idag tyder heller ikke let og legende. Jeg tror der går et par dage før vi forstår... før kroppen tager det ind. Der er ingen eufori at spore her... men det laver ikke om på at scanningen gik lige som den skulle... Vi er bare overraskede over vores reaktioner. Men som med alt andet i denne proces må vi tage det med, og acceptere at det at miste et barn gør én uforudsigelig og skaber et efterspil som har vidtrækkende konsekvenser.
Vi håber og beder til at de gode scanninger fortsætter. Særligt til den afgørende om 4 uger. Vi håber at vi derefter kan begynde at tro lidt mere på spiren i maven og at vi får lov at få den levende og levedygtig ud til os til næste år.
fredag den 19. august 2011
Nakkefoldsscanning på onsdag
Så nærmer nakkfefoldscanningen... og det mærker krop og sjæl. Min taktik med at skubbe tanker om graviditeten væk er så svær at opretholde nu. Tårerne har trillet ned af kinderne flere gange om dagen de seneste dage. Ved den mindste tanke om min graviditet og om Malou. Særligt når jeg kører til og fra arbejde og der får en lille stund for mig selv. Det er sådan et pres og jeg kæmper for at holde mig kørende og ovenvande.
Jeg talte med min psykolog om det, da vi var afsted igår. Hun sagde at det jo er ren overlevelse at jeg beskytter mig fra tanker om graviditeten. Men at det var tydeligt at noget banker på og må ud, fordi jeg er så grådlabil. Det ligger lige inde bag ved øjnene. Venter kun på at springe ud. Som hun sagde så er angsten i denne graviditet jo blandet sammen med sorgen over at have mistet Malou... og derfor må jeg ikke udelukkende skubbe tankerne væk og ignorere dem. Og hun har ret. Det er jo det jeg oplever. Den barske virkelig kan ikke holdes borte længere. Jeg må forholde mig til det jeg står overfor. Jeg er også bange for at tilbageholdelsen fra betyde at jeg en dag vil skumme over og bryde sammen i et angstanfald. Jeg bliver nødt til at forholde mig i brydstykker til angsten uden at den får overtaget.
De næste 8 uger bliver skæbnesvangre. Jeg håber at jeg kan koble mig til graviditeten og begynde at nyde den lidt, når de 8 uger er gået. De 8 uger som først skal føre os igennem NF og dernæst forhåbentlig tidlig MD og så til sidst den mest smertelige (i mindet om Malou) den ordinære MD. Men Nakkefold er første skæring. Jeg kan slet ikke forestille hvordan jeg vil reagere vil at skulle lægge mig der på briksen. Jeg ved ikke om jeg tør se og høre. Hvordan kan man forberede sig på at skulle høre dommen? Og hvis tallene ser dårlige ud, som efter NF med Malou, hvordan skal jeg så kunne udholde at vente på moderkageprøve? og herefter på svaret... Tankerne og ordene er fattige. De kan ikke beskrive den kropslige fornemmelse, som reagerer, når tanker stikker en lille flig frem.
Når tankerne kommer, er det som om kroppen tager over. Kroppens hukommelse af at ligge på briksen og få den hårde dom og de følgende dages mareridt med at skulle tage beslutningen om at slå min datter ihjel står mejslet ind i min krop. Og de bliver aktiveret bare ved tanken om briksen. Jeg ved slet ikke hvad der skal til for at deaktivere den kropslige hukommelse. Kan det nogensinde blive anderledes end at briksen vil fremkalde den hukommelse? Kommer jeg nogensinde over den smerte at min datter var syg og skulle dø? Vil jeg nogensinde komme til at vænne mig til den tanke og kunne påhæfte mere neutrale følelser til det faktum at hun var syg og skulle dø? Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt forestille mig at jeg kan føle anderledes om det.
Tiden vil vise det... Jeg håber på forståelse fra min omverden og hjælp til at finde styrke til at komme igennem tiden og smerten. Styrke til at leve med angsten og sorgen.
Jeg talte med min psykolog om det, da vi var afsted igår. Hun sagde at det jo er ren overlevelse at jeg beskytter mig fra tanker om graviditeten. Men at det var tydeligt at noget banker på og må ud, fordi jeg er så grådlabil. Det ligger lige inde bag ved øjnene. Venter kun på at springe ud. Som hun sagde så er angsten i denne graviditet jo blandet sammen med sorgen over at have mistet Malou... og derfor må jeg ikke udelukkende skubbe tankerne væk og ignorere dem. Og hun har ret. Det er jo det jeg oplever. Den barske virkelig kan ikke holdes borte længere. Jeg må forholde mig til det jeg står overfor. Jeg er også bange for at tilbageholdelsen fra betyde at jeg en dag vil skumme over og bryde sammen i et angstanfald. Jeg bliver nødt til at forholde mig i brydstykker til angsten uden at den får overtaget.
De næste 8 uger bliver skæbnesvangre. Jeg håber at jeg kan koble mig til graviditeten og begynde at nyde den lidt, når de 8 uger er gået. De 8 uger som først skal føre os igennem NF og dernæst forhåbentlig tidlig MD og så til sidst den mest smertelige (i mindet om Malou) den ordinære MD. Men Nakkefold er første skæring. Jeg kan slet ikke forestille hvordan jeg vil reagere vil at skulle lægge mig der på briksen. Jeg ved ikke om jeg tør se og høre. Hvordan kan man forberede sig på at skulle høre dommen? Og hvis tallene ser dårlige ud, som efter NF med Malou, hvordan skal jeg så kunne udholde at vente på moderkageprøve? og herefter på svaret... Tankerne og ordene er fattige. De kan ikke beskrive den kropslige fornemmelse, som reagerer, når tanker stikker en lille flig frem.
Når tankerne kommer, er det som om kroppen tager over. Kroppens hukommelse af at ligge på briksen og få den hårde dom og de følgende dages mareridt med at skulle tage beslutningen om at slå min datter ihjel står mejslet ind i min krop. Og de bliver aktiveret bare ved tanken om briksen. Jeg ved slet ikke hvad der skal til for at deaktivere den kropslige hukommelse. Kan det nogensinde blive anderledes end at briksen vil fremkalde den hukommelse? Kommer jeg nogensinde over den smerte at min datter var syg og skulle dø? Vil jeg nogensinde komme til at vænne mig til den tanke og kunne påhæfte mere neutrale følelser til det faktum at hun var syg og skulle dø? Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt forestille mig at jeg kan føle anderledes om det.
Tiden vil vise det... Jeg håber på forståelse fra min omverden og hjælp til at finde styrke til at komme igennem tiden og smerten. Styrke til at leve med angsten og sorgen.
mandag den 8. august 2011
Tre ugers ferie er slut
Tre ugers ferie er slut. Vi skulle ingen steder, fordi René kun havde to uger og skulle bygge skur/carport til vores nye hus. VI har været hjemme og har haft god tid... og det har været rigtig dejligt. Når man spørger Elias, hvad han har lavet i ferien, har han leget... leget, leget, leget. Og det er da dejligt. Men nu truer hverdagen igen. Jeg starter op på 25 timer i en uge, derefter 30 timer og i løbet af ugerne efter skal jeg op på 37 timer. Jeg skal nok klare det. Det virker ikke uvirkeligt. Men hvor ville jeg ønske at det var anderledes. Og det ønske har jeg så forbandet svært ved at slippe. Jeg skal jo slippe det, for min virkelighed er jo arbejdet nu. Det er jo det jeg skal forholde mig til. Der er ikke andet alternativ... men hvor ville jeg ønske det var anderledes.
Jeg kan se og mærke meningen i glimt. Jeg kan mærker engagementet og drivet mere og mere. Det ER spændende og energigivende til tider... men hvor ville jeg ønske at jeg skulle noget andet nu.
Jeg vil slet slet slet ikke koble mig til et håb om at kunne gå fra til jul, for puhhh hvor er det smertefuldt at skulle tage sit arbejdsliv op igen, når man én gang har sluppet det. Jeg havde ikke forestillet mig at det ville blive så svært. Det giver ingen mening at tænke at jeg måske skal noget andet i stedet for mit arbejde, for det eneste andet jeg kunne drømme om er at gå herhjemme med min datter, nyde hende og lære hende at kende. Men det fik jeg jo ikke lov til. Min virkelighed er hverdagens ræs... og hvor havde jeg glædet mig til for en stund at stå af den...
Jeg kæmper videre. Tager en dag af gangen. Skuer ikke for langt frem. Har sat mig et nyt delmål, for at klare efteråret. Som jeg havde påsken og ferien til Bali i foråret og sommerferien i sommer. Vi håber at kunne få ferie i 2-3 uger sidst i oktober - start november. Det vil være et break, som gør at efteråret kan overskues i to etaper indtil jul... og så må vi se efter jul. Et skridt ad gangen
Jeg kan se og mærke meningen i glimt. Jeg kan mærker engagementet og drivet mere og mere. Det ER spændende og energigivende til tider... men hvor ville jeg ønske at jeg skulle noget andet nu.
Jeg vil slet slet slet ikke koble mig til et håb om at kunne gå fra til jul, for puhhh hvor er det smertefuldt at skulle tage sit arbejdsliv op igen, når man én gang har sluppet det. Jeg havde ikke forestillet mig at det ville blive så svært. Det giver ingen mening at tænke at jeg måske skal noget andet i stedet for mit arbejde, for det eneste andet jeg kunne drømme om er at gå herhjemme med min datter, nyde hende og lære hende at kende. Men det fik jeg jo ikke lov til. Min virkelighed er hverdagens ræs... og hvor havde jeg glædet mig til for en stund at stå af den...
Jeg kæmper videre. Tager en dag af gangen. Skuer ikke for langt frem. Har sat mig et nyt delmål, for at klare efteråret. Som jeg havde påsken og ferien til Bali i foråret og sommerferien i sommer. Vi håber at kunne få ferie i 2-3 uger sidst i oktober - start november. Det vil være et break, som gør at efteråret kan overskues i to etaper indtil jul... og så må vi se efter jul. Et skridt ad gangen
fredag den 29. juli 2011
Nu med vandrejournal
Var til første lægetjek og fik lavet vandrejournal. Alle test - urin, blodprocent og blodtryk så fint ud. Fik taget blodprøver... håber virkelig at doubletesten ikke giver anledning til problemer, når jeg får resultatet af den til nakkefoldscanningen. Sidste gang med Malou slog blodprøven negativt ud og var det som gav os den forøgede risiko for down, som gjorde at vi måtte igennem en moderkagebiopsi. Jeg vil virkelig gerne være den bekymring foruden at skulle have taget moderkagebiopsi. Plus at teorien er at mit høje hormontal i doubletesten, kan være forårsaget af at Malou var syg. Det kan altså være et godt tegn hvis blodprøven ikke giver anledning til bekymring.
Men der går små 4 uger inden vi får svar på doubletesten (og nakkefold), så jeg må forsøge at slippe tankerne om det.
Lægen noterede mig til udvidet støtte i papiret, men inviterede mig ikke til at komme tiere ved hende. "Vi ses i uge 25", sluttede hun af med at sige. Men jeg ved heller ikke hvad jeg vil skulle bruge hende til. Men jeg er nu sikker på at hvis jeg ringer, tager hun imod mig.
Men der går små 4 uger inden vi får svar på doubletesten (og nakkefold), så jeg må forsøge at slippe tankerne om det.
Lægen noterede mig til udvidet støtte i papiret, men inviterede mig ikke til at komme tiere ved hende. "Vi ses i uge 25", sluttede hun af med at sige. Men jeg ved heller ikke hvad jeg vil skulle bruge hende til. Men jeg er nu sikker på at hvis jeg ringer, tager hun imod mig.
onsdag den 27. juli 2011
Nyt fra fronten
Mon der er nogen, som har undret sig over den pludselige stilhed den sidste måned efter den linde strøm af indlæg, som ellers har kendetegnet denne blog i månederne før?!!! Jeg kan sige at det har jeg selv. Mit behov for at skrive og kommunikere har ændret sig, så det ikke er så intens længere. Men aller vigtigst er nok at der er sket noget nyt i mit liv, som i den grad har overvældet mig på en anderledes måde - som gjorde mig mere mundlam end oplevelsen med Malou gjorde.
Jeg er blevet GRAVID.... ganske spontant, økologisk og overraskende!!!
Jeg skulle have haft min mens på Malous terminsdag. Men den kom ikke. Malous terminsdag var så også dagen, hvor vi drog ud og købte medicin til fertilitetsbehandling for små 1000 kr. Og dagen hvor jeg meldte mig fra hvilegruppe til aktiv sikringsgruppe i Danmark.Det eneste jeg var fokuseret på, var hvornår mens kom, så jeg kune starte op med hormonerne. Da lægen på fertilitetsklinikken onsdagen inden, sagde at vi jo bare kunne gemme medicinen til evigt minde, hvis jeg skulle blive gravid inden, tænkte jeg ikke videre over det - for det var der jo ingen mulighed for. Det var jo lige om lidt jeg skulle have min mens.
Om mandagen skulle jeg til læge og havde taget blodprøver til opstart af behandling. Jeg bad hende tage en test, da jeg da var 3 dage over tid. Den klingede straks positiv. Puhhh hvor overvældende. Tårerne trillede ned ad kinderne. Det var jeg ikke forberedt på. Det var som om jeg havde sprunget denne cyklus over som mulig at blive gravid i, fordi jeg var optaget af at vi måneden efter skulle i behandling. Jeg havde givet slip og lagt det i andres hænder.
Jeg havde også sluppet drømmen og tanken om at kunne blive gravid inden Malous termin. Den sørgede jeg over i starten af juni - at den chance var forpasset. Men at det lige skulle lande sådan sammen, at jeg skulle have min mens på hendes terminsdag og at den så ikke kom... Det havde jeg slet ikke haft med i overvejelserne. Men det er jo nok godt nok.
Så det er jo overvældende fantastisk at jeg er blevet gravid. Jeg er ikke lykkelig glad. Jeg er taknemmelig. Hver eneste dag over at jeg stadig er gravid... og at der virkelig er gået små 5 uger hvor jeg har vidst det - og jeg er stadig gravid.
Jeg bliver nødt til at tage et enkelt skridt ad gangen i denne graviditet. Jeg kan ikke have forvisninger om at det nok skal gå godt, fordi mine erfaringer er at det kan jeg slet slet ikke regne med. Der er SÅ mange farer og jeg kan ikke overskue den alle på én gang. Jeg bliver nødt til at tage det skridt for skridt. Første skridt var at blive gravid, næste skridt er en god tidlig scanning, som jeg havde igår, dernæst at komme igennem de første 3 måneder uden spontan abort og til sidst i denne række - at klare mig igennem Nakkefoldscanningen d. 24.8. Jeg kan ikke skue længere frem og det skal jeg heller ikke. Jeg kan ikke forholde mig til om spiren er syg som Malou. Jeg vil ikke forholde mig til om/at jeg skal på barsel. Jeg kan ikke forholde mig til hvornår jeg har termin og om jeg får en levende baby. Nakkefoldscanningen er første afgørende stop og jeg kan næsten ikke overskue denne scanning. Jeg kan ikke overskue at skulle ligge der og vente på lægens dom. Vente på om jeg endnu engang skal tage afsked med et lille barn. Vente på om min verden endnu engang bliver væltet rundt. Sådan bliver det mange gange i denne graviditet, men Nakkefold er den første eksamen.
Så denne graviditet bliver ikke en jublende lykkelig tid. Det bliver én lang eksamen, hvor der er lang mere på spil end i alverdens afsluttende uddannelsesforløb. Jeg lever med angsten nu, men den skal holdes i kort snor. Malou med det tab hun bragte os og det savn vi føler til hende er blevet så meget nærværende, fordi vi igen mærker følelserne af at kunne miste - mærker smerten ved at tro på noget, der kan blive taget fra os igen.
Jeg får brug for styrke for at komme igennem tiden - og for tålmodighed med at mine tanker ikke er på lykke og jublende glæde i denne graviditet. Min angst kan ikke trøstes væk. Den er nu en del af mig og jeg må deale med den, så den ikke dominerer det hele.
Men jeg er da enig med "hele verden" i at det er FANTASTISK. (jeg jubler bare ikke selv - det tør jeg ikke)
Jeg er blevet GRAVID.... ganske spontant, økologisk og overraskende!!!
Jeg skulle have haft min mens på Malous terminsdag. Men den kom ikke. Malous terminsdag var så også dagen, hvor vi drog ud og købte medicin til fertilitetsbehandling for små 1000 kr. Og dagen hvor jeg meldte mig fra hvilegruppe til aktiv sikringsgruppe i Danmark.Det eneste jeg var fokuseret på, var hvornår mens kom, så jeg kune starte op med hormonerne. Da lægen på fertilitetsklinikken onsdagen inden, sagde at vi jo bare kunne gemme medicinen til evigt minde, hvis jeg skulle blive gravid inden, tænkte jeg ikke videre over det - for det var der jo ingen mulighed for. Det var jo lige om lidt jeg skulle have min mens.
Om mandagen skulle jeg til læge og havde taget blodprøver til opstart af behandling. Jeg bad hende tage en test, da jeg da var 3 dage over tid. Den klingede straks positiv. Puhhh hvor overvældende. Tårerne trillede ned ad kinderne. Det var jeg ikke forberedt på. Det var som om jeg havde sprunget denne cyklus over som mulig at blive gravid i, fordi jeg var optaget af at vi måneden efter skulle i behandling. Jeg havde givet slip og lagt det i andres hænder.
Jeg havde også sluppet drømmen og tanken om at kunne blive gravid inden Malous termin. Den sørgede jeg over i starten af juni - at den chance var forpasset. Men at det lige skulle lande sådan sammen, at jeg skulle have min mens på hendes terminsdag og at den så ikke kom... Det havde jeg slet ikke haft med i overvejelserne. Men det er jo nok godt nok.
Så det er jo overvældende fantastisk at jeg er blevet gravid. Jeg er ikke lykkelig glad. Jeg er taknemmelig. Hver eneste dag over at jeg stadig er gravid... og at der virkelig er gået små 5 uger hvor jeg har vidst det - og jeg er stadig gravid.
Jeg bliver nødt til at tage et enkelt skridt ad gangen i denne graviditet. Jeg kan ikke have forvisninger om at det nok skal gå godt, fordi mine erfaringer er at det kan jeg slet slet ikke regne med. Der er SÅ mange farer og jeg kan ikke overskue den alle på én gang. Jeg bliver nødt til at tage det skridt for skridt. Første skridt var at blive gravid, næste skridt er en god tidlig scanning, som jeg havde igår, dernæst at komme igennem de første 3 måneder uden spontan abort og til sidst i denne række - at klare mig igennem Nakkefoldscanningen d. 24.8. Jeg kan ikke skue længere frem og det skal jeg heller ikke. Jeg kan ikke forholde mig til om spiren er syg som Malou. Jeg vil ikke forholde mig til om/at jeg skal på barsel. Jeg kan ikke forholde mig til hvornår jeg har termin og om jeg får en levende baby. Nakkefoldscanningen er første afgørende stop og jeg kan næsten ikke overskue denne scanning. Jeg kan ikke overskue at skulle ligge der og vente på lægens dom. Vente på om jeg endnu engang skal tage afsked med et lille barn. Vente på om min verden endnu engang bliver væltet rundt. Sådan bliver det mange gange i denne graviditet, men Nakkefold er den første eksamen.
Så denne graviditet bliver ikke en jublende lykkelig tid. Det bliver én lang eksamen, hvor der er lang mere på spil end i alverdens afsluttende uddannelsesforløb. Jeg lever med angsten nu, men den skal holdes i kort snor. Malou med det tab hun bragte os og det savn vi føler til hende er blevet så meget nærværende, fordi vi igen mærker følelserne af at kunne miste - mærker smerten ved at tro på noget, der kan blive taget fra os igen.
Jeg får brug for styrke for at komme igennem tiden - og for tålmodighed med at mine tanker ikke er på lykke og jublende glæde i denne graviditet. Min angst kan ikke trøstes væk. Den er nu en del af mig og jeg må deale med den, så den ikke dominerer det hele.
Men jeg er da enig med "hele verden" i at det er FANTASTISK. (jeg jubler bare ikke selv - det tør jeg ikke)
En veloverstået tidlig scanning i dag i 8+5.
Til vores glædelige overraskelse var det selveste Olav, der kaldte os ind til scanning - den overlæge som vil følge os i graviditeten. Vi havde regnet med at det ville være en sonograf, der skulle foretage scanningen, fordi han har rigeligt travlt, men det var sørme hos ham selv. Første dejlige del af oplevelsen.
Scanningsoplevelsen var så meget bedre end i lørdags, da vi var på akut-gynækologisk. Straks han havde placeret scanneren tonede den lille spire tydeligt frem med hoved, krop og arme. Det var så dejligt at se. Det var ikke bare den grå skygge, som vi så i lørdags. Og hjerteblink var helt tydeligt. Ingen tvivl. Han satte lyd på og jeg udstødte straks et "nårhhh" over den pumpende rytme - 178 slag - helt som det skal være nu, sagde han. Hvor var det dejligt at få sådan en følelse af "nårhh" for den lille spire. Det var virkelig omsorg, der væltede ud af mine ord. Min lille spire... /hjerte
Man kunne med det blotte øje se flow i navlesnoren, og med farver kunne man se de blå og røde gennemstrømninger. Den lille spire målte 19 mmm - lille bitte - lige som den skal være. Moderkagen lå fint og der var ingen blodansamlinger at se, der kunne have forårsaget blødningen eller advare om nye blødninger.
Olav tilbød at få tid på de kommende scanninger (tidlig MD og MD) men jeg vil hellere vente. Jeg kan ikke skue så langt frem. Nu kan jeg gå og forberede mig på Nakkefold om 4 uger... Det er ikke nemt. Og jeg bliver nødt til at forsøge at være i nuet, for kommer jeg til at tænke frem bliver jeg helt overvældet. Jeg må tage et skridt ad gangen - og nu er en god tidlig scanning overstået på en god måde. Et skridt på vejen.
Vi fik Olavs kort og fik besked på at ringe, hvis der var det mindste. Han vil skrive det i min journal med store bogstaver at vi skal tages alvorligt, så alle ved det hvis vi ringer... og at de ikke fejer os af, hvis de f.eks. har travlt.
Vi kørte op til Malou bagefter... jeg bad hende inderligt om at hjælpe til med at passe på den lille spire. Alle kræfter må sættes ind...
Scanningsoplevelsen var så meget bedre end i lørdags, da vi var på akut-gynækologisk. Straks han havde placeret scanneren tonede den lille spire tydeligt frem med hoved, krop og arme. Det var så dejligt at se. Det var ikke bare den grå skygge, som vi så i lørdags. Og hjerteblink var helt tydeligt. Ingen tvivl. Han satte lyd på og jeg udstødte straks et "nårhhh" over den pumpende rytme - 178 slag - helt som det skal være nu, sagde han. Hvor var det dejligt at få sådan en følelse af "nårhh" for den lille spire. Det var virkelig omsorg, der væltede ud af mine ord. Min lille spire... /hjerte
Man kunne med det blotte øje se flow i navlesnoren, og med farver kunne man se de blå og røde gennemstrømninger. Den lille spire målte 19 mmm - lille bitte - lige som den skal være. Moderkagen lå fint og der var ingen blodansamlinger at se, der kunne have forårsaget blødningen eller advare om nye blødninger.
Olav tilbød at få tid på de kommende scanninger (tidlig MD og MD) men jeg vil hellere vente. Jeg kan ikke skue så langt frem. Nu kan jeg gå og forberede mig på Nakkefold om 4 uger... Det er ikke nemt. Og jeg bliver nødt til at forsøge at være i nuet, for kommer jeg til at tænke frem bliver jeg helt overvældet. Jeg må tage et skridt ad gangen - og nu er en god tidlig scanning overstået på en god måde. Et skridt på vejen.
Vi fik Olavs kort og fik besked på at ringe, hvis der var det mindste. Han vil skrive det i min journal med store bogstaver at vi skal tages alvorligt, så alle ved det hvis vi ringer... og at de ikke fejer os af, hvis de f.eks. har travlt.
Vi kørte op til Malou bagefter... jeg bad hende inderligt om at hjælpe til med at passe på den lille spire. Alle kræfter må sættes ind...
tirsdag den 12. juli 2011
5 måneder siden idag
Jeg tænder et lys for dig idag min lille stjerneprinsesse. Jeg ved at du har det godt - meget bedre end du kunne have fået her hos os. Jeg ved at du har fred - men hold da op hvor jeg savner dig. Hvor ville jeg ønske at du var her hos os. Hvor ville jeg ønske at Elias var storebror til en levende lillesøster.
Dagen idag fylder ikke mere for mig end de andre dage. Endnu en månedsdag... Som da jeg passerede de 4 måneder springer dagen ikke i øjnene på mig. Dagen er som de andre dage og bringer ikke sorgen med sig i sig selv. Måske d. 12. i måneden ikke længere skal have den smertelige betydning for mig længere. Jeg samler den positive oplevelse op og nyder at min sorg lige nu ikke er bundet på en bestemt månedsdato. Nu er jeg ikke længere nødt til at reservere dagen til sorgen. Måske det kommer igen - det vil jeg være åben overfor.
Du fylder for mig hver dag - hver dag er du i mine tanker. Jeg græder over dig hver dag igen nu - en tåre eller ti i smerte over at du ikke skulle blive hos os og over at vi skulle træffe det forfærdelige valg at ende dine dage. Du var vores datter - du var ikke et eller andet misfoster, der skulle have fred. Du er vores engledatter nu. Vi elsker dig selvom du ikke er her. Jeg er ikke færdig med sorgen. Det er jeg slet slet ikke i tvivl om. Sorgen er blevet aktuel og nærværende påny. Jeg savner min Malou. Jeg ville ønske at du ville være her nu, som min lille spæde baby. I nat fødte min veninde sin perfekte pige... og jeg kan kigge på med tomme arme. Jeg har endnu ikke accepteret at du skulle dø og jeg skulle tage livet fra dig. Sådan er det - og det er ok. Jeg sørger - det er naturligt. Jeg er ikke ved at blive skør - jeg er ikke depressiv. Jeg er en mor i sorg... og det er helt helt i orden.
Også Elias snakker om dig flere gange om ugen. Vi savner dig og ville ønske du skulle være her.
Jeg skal nok få det godt igen, men jeg har tålmodighed med sorgen... Heldigvis er der ingen endnu som presser mig til at skulle føle eller kunne noget andet end det jeg gør nu. Mine omgivelser rummer endnu... og de forstår min smerte. Så jeg klarer mig... et skridt fremad og ind imellem et tilbage. Men det er ok - det er en del af vejen -Det er en del af dansen med sorgen
Kæreste Malou - Jeg håber og beder til at du vil beskytte os alle 4 - vi skal nok komme op til dig - og vi glæder os til hvis vi igen får lov at være sammen med dig... men ingen af os er færdige hernede. Så giv os alle fire styrke til at gennemleve, hvad der må komme til os den næste tid. Malou, min skytsengel, lad os alle komme helskindet igennem sammen.
I uendelig kærlighed, din mor
Dagen idag fylder ikke mere for mig end de andre dage. Endnu en månedsdag... Som da jeg passerede de 4 måneder springer dagen ikke i øjnene på mig. Dagen er som de andre dage og bringer ikke sorgen med sig i sig selv. Måske d. 12. i måneden ikke længere skal have den smertelige betydning for mig længere. Jeg samler den positive oplevelse op og nyder at min sorg lige nu ikke er bundet på en bestemt månedsdato. Nu er jeg ikke længere nødt til at reservere dagen til sorgen. Måske det kommer igen - det vil jeg være åben overfor.
Du fylder for mig hver dag - hver dag er du i mine tanker. Jeg græder over dig hver dag igen nu - en tåre eller ti i smerte over at du ikke skulle blive hos os og over at vi skulle træffe det forfærdelige valg at ende dine dage. Du var vores datter - du var ikke et eller andet misfoster, der skulle have fred. Du er vores engledatter nu. Vi elsker dig selvom du ikke er her. Jeg er ikke færdig med sorgen. Det er jeg slet slet ikke i tvivl om. Sorgen er blevet aktuel og nærværende påny. Jeg savner min Malou. Jeg ville ønske at du ville være her nu, som min lille spæde baby. I nat fødte min veninde sin perfekte pige... og jeg kan kigge på med tomme arme. Jeg har endnu ikke accepteret at du skulle dø og jeg skulle tage livet fra dig. Sådan er det - og det er ok. Jeg sørger - det er naturligt. Jeg er ikke ved at blive skør - jeg er ikke depressiv. Jeg er en mor i sorg... og det er helt helt i orden.
Også Elias snakker om dig flere gange om ugen. Vi savner dig og ville ønske du skulle være her.
Jeg skal nok få det godt igen, men jeg har tålmodighed med sorgen... Heldigvis er der ingen endnu som presser mig til at skulle føle eller kunne noget andet end det jeg gør nu. Mine omgivelser rummer endnu... og de forstår min smerte. Så jeg klarer mig... et skridt fremad og ind imellem et tilbage. Men det er ok - det er en del af vejen -Det er en del af dansen med sorgen
Kæreste Malou - Jeg håber og beder til at du vil beskytte os alle 4 - vi skal nok komme op til dig - og vi glæder os til hvis vi igen får lov at være sammen med dig... men ingen af os er færdige hernede. Så giv os alle fire styrke til at gennemleve, hvad der må komme til os den næste tid. Malou, min skytsengel, lad os alle komme helskindet igennem sammen.
I uendelig kærlighed, din mor
mandag den 11. juli 2011
Forsøger at få tid til tidlig scanning
Har lige ringet til Skejby og fik fat på en sekretær, fra en anden afdeling, som passer telefonen på ultralyd. Hun læste min henvisning igennem - som Olav har skrevet - hvori der står at jeg skal tilbydes en NF, en tidlig MD, en ordinær MD og mulighed for scanning hver 14. dag. Men der stod intet om tidlig scanning. Og sekretæren kan ikke give mig en tid, fordi der skal en lægelig vurdering til - og hun kunne ikke henvise mig til en læge, fordi hun sidder i en hel anden bygning som vikar.
Jeg kan kontakte Olav, når han kommer tilbage fra ferie om en uge. Hun kunne ikke hjælpe mig med direkte nummer eller mail-adresse, fordi hun som sagt sidder i en anden bygning!!! Jeg tænker at jeg gerne vil maile til ham, fordi jeg ved at han har travlt... og hvad nu hvis jeg ikke kan træffe ham på Skejby i næste uge, fordi han farter rundt i regionen.
Nåh øv, det var så første afvisning i sygehusvæsnet. Jeg sagde til sekretæren at der intet unormalt er i at blive tilbudt en tidlig scanning, når man har mistet et barn. Men hun kunne ingenting gøre.... ØV ØV ØV
Jeg kan kontakte Olav, når han kommer tilbage fra ferie om en uge. Hun kunne ikke hjælpe mig med direkte nummer eller mail-adresse, fordi hun som sagt sidder i en anden bygning!!! Jeg tænker at jeg gerne vil maile til ham, fordi jeg ved at han har travlt... og hvad nu hvis jeg ikke kan træffe ham på Skejby i næste uge, fordi han farter rundt i regionen.
Nåh øv, det var så første afvisning i sygehusvæsnet. Jeg sagde til sekretæren at der intet unormalt er i at blive tilbudt en tidlig scanning, når man har mistet et barn. Men hun kunne ingenting gøre.... ØV ØV ØV
Jeg kan blive scannet af hvem som helst. Men jeg kan godt vente til næste uge. Jeg er kun i 6+3 nu, og jeg er ikke i panik. Så jeg kan godt vente med TS til engang i næste uge eller måske i 8+. Jeg vil rigtig gerne se at spiren sidder rigtigt og at hjertet slår. Men min realitetssans siger mig at spiren kan dø 5 min efter scanningen - så om jeg får den i denne uge eller næste igen giver mig ikke mere ro. Det lyder måske ikke så optimistisk, men tanken slår mig ikke ud. Det er næsten kølig realisme, der præger mig.
Nakkefoldscanningen er meget mere truende. Ikke blot kan spiren være død, men det kan også være syg. Jeg er slet ikke klar til NF. Jeg hyler blot ved tanken. Men jeg tror at TS vil gøre mig mere klar til at tage NF som næste skridt. Men puhhh ha scanninger er ikke af det gode længere... hvor kan jeg mærke fornemmelsen i hele min krop af at ligge der og vente på dommen... og at få dommen...
Nakkefoldscanningen er meget mere truende. Ikke blot kan spiren være død, men det kan også være syg. Jeg er slet ikke klar til NF. Jeg hyler blot ved tanken. Men jeg tror at TS vil gøre mig mere klar til at tage NF som næste skridt. Men puhhh ha scanninger er ikke af det gode længere... hvor kan jeg mærke fornemmelsen i hele min krop af at ligge der og vente på dommen... og at få dommen...
Abonner på:
Opslag (Atom)