Så gik der næsten 2 måneder inden jeg kom til tasterne igen. Jeg ved ikke om vi stadig har læsere af bloggen, men det er egentlig ikke vigtigt. Jeg skriver nok mest for min egen skyld - både i øjeblikket hvor det at skrive letter mit hjerte og mine skuldre og på længere sigt, hvor jeg ind imellem kigger tilbage og ser hvordan det var at være mig i den periode. Jeg håber dog at nogen stadig får noget ud af de indlæg jeg har skrevet da jeg var i den akutte sorg over at have mistet Malou. Det at skrive var essentiel i min sorgbearbejdning og jeg håber inderligt at nogen kan høste noget ud af alle de ord jeg fik ud dengang. Min vigtigste hensigt at få viderebragt til andre i samme situation er at de ikke er alene - og til dem som ikke selv har stået i samme situation håber jeg at jeg kan bibringe mere forståelse af hvad det betyder for rigtig mange at miste deres barn. Jeg vil rigtig gerne være med til at åbne op for det tabu som død, fortvivlelse og smerte er. Alle mine indlæg fra dengang i 2011 er jo dybt personlige, men et eller andet sted er jeg faktisk distanceret til dem på en anden måde end jeg er med mine tanker og indlæg idag. Da jeg skrev dengang og når jeg læser det nu, opfatter jeg ikke mig selv som speciel hudløs, ærlig eller blottende. Jeg var blot beskrivende... af det som var. Det som er, når man mister et barn. Jeg følte jeg skrev noget alment, noget generelt, noget universelt ved det at miste et barn - velvidende at man stadig har kan reagere forskelligt og med andre nuancer. Men jeg beskriv et tilstand, en status, en situation om en mor, der har mistet sit barn og går igennem helvede for at indtage livet igen. Det handlede ikke om mig, som jeg var før og efter. Det handlede om det helvede jeg var landet i og det som det helvede gør ved et menneske.
Som månederne gik forvandlede mit forhold til det skrevne sig. Det var som om at tiden der gik fra epicentret af mit helvede distancerede mig fra den distance jeg havde til det skrevne. Jeg ved ikke om det kun var noget, der skete i mig selv eller om det blev påvirket af min omverdens forventninger og kommentarer til mig. Men som tiden gik følte jeg at det jeg skrev blev personligt, privat og udstillende. Jeg gik fra at være en sørgende mor til at være en kvinde med rod i sit personlige liv - og som udstillede dette på nettet. I princippet er det ok at udstille sin svaghed på nettet - livet er ikke rosenrødt og kan det på nogen som helst måde være til støtte for andre at jeg skriver om det, så er det ok for mig at udstille mig. Men den åbenlyse rummelighed fra mig selv og fra andre? er blevet mindre og mindre som tiden går. Ikke mange stillede spørgsmålstegn til min smerte og mine kvaler i starten, men at det fortsat påvirker mig liv og at jeg stadig er en sørgende mor (og meget andet) kan virke overraskende på andre (og mig selv).
At mit forhold til det skrevne har ændret sig sætter også barrierer for at formidle og kommunikere så meget. I starten da jeg havde tiden til sorgbearbejdelse skrev jeg et indlæg om dagen, men da hverdagslivet drønede derudaf blev tiden og roen mindre. Det var intenst at skrive og det krævede en masse af mig - ro - tid - nærvær., men det gav så meget igen - forståelse - lettelse - kommunikation - møde med andre. Jeg ville ønske jeg kunne give mig tiden til at skrive. Det gør mig så godt. Og her er jeg nu - på en fridag til mig selv - med tiden til at skrive og beskrive det som er... det som fylder - det som betyder noget - GOD WEEKEND
Ingen kommentarer:
Send en kommentar