Hverdagen en uge gammel...

Så blev hverdagen en uge gammel... 5 arbejdsdage og en weekend... og nu gik det ikke længere. Lea er nede med sygdom og vi blev ringet op af Vuggestuen. Vi gik egentlig bare og ventede på at det måtte ske, for hun har skrantet siden i lørdags... Men har egentlig haft det ok, indtil hun er blevet sat til bordet for at spise. Så har hun grædt og skabt sig. Hun har haft feber om aftenen, men ikke i løbet af dagene. Hun hoster og er så hæs at hun ikke engang kan græde. Hun har sikkert godt ondt i halsen... og ja så kan hun ikke spise. Det er blevet til tykmælk, moset rugbrød med makrel og suppe siden i lørdags. Hm suk... vi gider det ikke mere...

Ugen er gået op og ned. Det har været fint at starte på arbejdet. Jeg er blevet taget godt imod af børn, forældre og personale. Jeg føler mig med og har fået overblik over hvad jeg skal have styr på... Jeg glæder mig til at komme hjem til familien og føler mig ikke drænet. Torsdag arbejdede jeg 13 timer og René var alene med børnene til aften. Det var gået ok, dog hektisk.

Fredag endte jeg med at være alene med børnene til kl 18. René har vagt og havde en opgave på vej hjem. Det var sgu ikke fedt. Rent kaos. Lea afviste mig og jeg kunne intet med hende. Jeg puttede hende til sen lur... og nåede at forme burgerbollerne imens. Men da hun vågnede efter en lille lur, kunne jeg slet ikke nå hende. Hun hylede og hylede... Jeg prøvede at have hende i bæreselen, gyngen, på bordet, i sin stol... men intet nyttede. Hun hylede i 45 min indtil René kom hjem. Så tav hun...

Lørdag og søndag var hun også pyller. Havde svært med maden. Skældte ud. Men kunne godt kravle rundt og lege. Vi sendte hende i vuggestue mandag... og det gik fint - ud over at hun intet spiste. TIl aften var jeg igen alene med dem, men det lykkedes at få begge børn med til svømning, dog kun med Elias i vandet. Lea  Idag skulle jeg åbne og René var alene med børnene. Han ringede ind til mig på arbejdet, fordi han slet ikke kunne få hende til at spise. Det var svært for mig at vurdere hende, for hun vil ofte ikke lade andre end mig give hende mad, så var det derfor at hun reagerede? René valgte at sende hende afsted... og vi blev ringet op ved 11 tiden at den ikke gik for hende idag. Så René kørte hjem igen og tjansen må vist blive min imorgen.

Så en blandet uge... og nu meldt ude. På arbejdet er det altså gået over al forventning. Hjemme har der været både rod og ro. Det er svært for mig at rumme den pylrede pige. Ikke fordi jeg selv er smadret, men fordi jeg så gerne ville hjem og hygge med børnene, samtidig med at rutinen skal køre. Men jeg vil så gerne nyde og glædes ved dem. Det er svært at rumme at det skal være bøvlet og svært. Lea er ikke kommet let til os... og hun gør det heller ikke nemt for os... og det faktum at det er svært for os at være i, er rigtig svært at rumme. Vi vil så gerne nyde og glædes... men sådan er hverdagslivet desværre ikke hver dag...