Idag skal vores lille prinsesse Malou begraves. Idag bliver afslutningen på et par meget omtumlede uger, hvor vores liv er blevet væltet rundt og vi har skulle tage stilling til liv eller død for vores allerkæreste. Idag vidner om disse uger, hvor vi mistede vores andet barn, vores første datter og Elias lillesøster. Jeg håber sådan at dagen bliver smuk og værdig. Jeg ønsker sådan at jeg kan læse brevet op for Malou. Jeg vil så gerne give hende det med og derfor har jeg læst brevet højt for mig selv et gange.
Vi henter det lille blomsterhjerte hos blomsterhandleren og henter min mor. Den lille kiste står i kapellet. Foran står en bamse med tulipaner fra Dorthe, Ole og Rasmus. Min mor står med Elias udenfor mens vi åbner kisten og siger det sidste farvel til hende. Vi giver hende en lille lyserød rose med og lægger brevet og sangarket ned til hende. Min mor kommer ind og tager afsked. Hun har også skrevet et kort som hun lægger ned til hende. Vi lukker kisten igen. Tænder et lys for hende og lægger det fine hjerte på den lille kiste.
Vi åbner dørene. Min søster med hendes familie er kommet. Præsten kommer. Han hvisker mig i øret at hun alligevel synes vi holder ceremonien i kapellet,hvorefter vi vil gå til graven og han vil kaste jord på og velsigne stedet, morfar og Malou. Det er jeg glad for at han siger, fordi det er sådan jeg gerne vil have det. Snart kommer også Renés far og hans søster og mor. VI er 11 ialt og det er fint i det lille kapel. Familien lægger alle deres blomster på gulvet foran kisten.
Præsten byder velkommen og giver mig ordet. Jeg læser mit brev op. Jeg kan det. Og det er jeg så glad for. På et tidspunkt kan jeg ikke se ordene for tårer, men jeg kan det heldigvis meget udenad, så det gør ikke noget. Jeg trækker vejret dybt ind bagefter og synger med rystende stemme "nu går solen sin vej". Det føles rigtig godt at give hende det med. Sov sødt min lille prinsesse. Nu giver jeg slip. Du er min i hjertet.
Vi synger sammen 3 vers af "du som har tændt millioner af stjerner". Præsten læser en tekst og beder en bøn, lyser velsignelsen og vi synger de to sidste vers.
René bærer den lille kiste ned til graven og vi følger alle med. Elias holder sig tæt op af mig i hele forløbet. Jeg troede egentlig at han ville være hos Mikkel og Casper, men han kan godt fornemme dagens alvor. Han har brug for at være, hvor han er mest tryg. René sænker den lille kiste ned i jorden. Præsten foretager jordpåkastelse og velsigner stedet, morfar og Malou. Vi kaster alle en lyserød rose ned i hullet. Ja Elias vil ikke. Han har nu heller ikke villet tegne et tegning til hende eller noget andet. Det sårer mig lidt at han slet ikke vil give noget af sig selv, men det skubber ejg væk. Det må jeg ikke bebrejde ham for.
Vi samler kortene ind fra alle blomsterne (11 stk) og kører ned til min mor, hvor hun har forberedt frokost. Vi spiser sammen. Stemningen er afslappet. Vi kan snakke om andet og lidt om Malou.
Inden vi kører hjem, kører vi op forbi kirkegården, hvor hullet nu er lukket og blomsterne lagt på graven.
fredag den 18. februar 2011
Brev til Malous begravelse
Brev skrevet til Malou d. 16.2.2011. Læste det for hende til hendes begravelse og gav hende det med i sin lille kiste.
Kæreste lille Malou
Jeg har skrevet en lille hilsen til dig, som jeg håber jeg kan læse op til dig. Hvis ikke jeg kan får du den med dig.
Jeg ville ønske denne dag ikke eksisterede. Jeg ville ønske at vi ikke skulle stå i denne absurde situation at vi skulle sige farvel til dig langt før vi lærte dig rigtigt at kende.
Du skulle have været inde i min mave og vokset dig stor og stærk i flere måneder endnu.
Du skulle være kommet ud til os til sommer og ikke nu i den kolde vinter.
Vi skulle have holdt dig i vores arme, set dine øjne, hørt dit spæde skrig, trøstet dig, ammeet dig og krammet dig.
Vi skulle have set dig vokse op og udvikle dig.
Vi skulle have givet dig al vores kærlighed i vores lille familie – far – mor og storebror Elias. Elias og dig skulle have leget og grinet og hygget jer sammen.
Søde pige, du skal vide at vi vil dig det bedste:
Den svære beslutning vi har måtte træffe har været så umenneskelig,
men du skal vide at den er truffet med en uendelig kærlighed til dig og til Elias.
Vi tror og håber at det er bedste for dig at få hvile nu.
Vi ville ønske at det ikke var sådan, men det kan vi desværre ikke lave om på.
Du var ikke stærk nok til at komme ud til os andre.
Vi kan ikke passe på dig længere.
Undskyld skat, vi ville ønske at vi kunne, men det kan vi desværre ikke.
Men du skal vide at du ikke er alene.
Nu skal du være her hos morfar i hans lille have og han vil passe på dig.
Du får dine vinger, min lille engel, og jeg er sikker på at når vi om aftenen ser op på himmel, vil du blinke ned til os fra stjernerne.
Du fortjener den varmeste omsorg og kærlighed.
Jeg ved at du nu er i kærlighedens rige.
Jeg ved at du nu er omsluttet af en kærlighed.
Som kan bære alt, favne alt og rumme alt.
Du vil altid være i vores hjerter,
Du vil altid være lillesøster i vores familie.
Vi vil altid savne dig og elske dig.
Kærlige kys Mor
Kæreste lille Malou
Jeg har skrevet en lille hilsen til dig, som jeg håber jeg kan læse op til dig. Hvis ikke jeg kan får du den med dig.
Jeg ville ønske denne dag ikke eksisterede. Jeg ville ønske at vi ikke skulle stå i denne absurde situation at vi skulle sige farvel til dig langt før vi lærte dig rigtigt at kende.
Du skulle have været inde i min mave og vokset dig stor og stærk i flere måneder endnu.
Du skulle være kommet ud til os til sommer og ikke nu i den kolde vinter.
Vi skulle have holdt dig i vores arme, set dine øjne, hørt dit spæde skrig, trøstet dig, ammeet dig og krammet dig.
Vi skulle have set dig vokse op og udvikle dig.
Vi skulle have givet dig al vores kærlighed i vores lille familie – far – mor og storebror Elias. Elias og dig skulle have leget og grinet og hygget jer sammen.
Søde pige, du skal vide at vi vil dig det bedste:
Den svære beslutning vi har måtte træffe har været så umenneskelig,
men du skal vide at den er truffet med en uendelig kærlighed til dig og til Elias.
Vi tror og håber at det er bedste for dig at få hvile nu.
Vi ville ønske at det ikke var sådan, men det kan vi desværre ikke lave om på.
Du var ikke stærk nok til at komme ud til os andre.
Vi kan ikke passe på dig længere.
Undskyld skat, vi ville ønske at vi kunne, men det kan vi desværre ikke.
Men du skal vide at du ikke er alene.
Nu skal du være her hos morfar i hans lille have og han vil passe på dig.
Du får dine vinger, min lille engel, og jeg er sikker på at når vi om aftenen ser op på himmel, vil du blinke ned til os fra stjernerne.
Du fortjener den varmeste omsorg og kærlighed.
Jeg ved at du nu er i kærlighedens rige.
Jeg ved at du nu er omsluttet af en kærlighed.
Som kan bære alt, favne alt og rumme alt.
Du vil altid være i vores hjerter,
Du vil altid være lillesøster i vores familie.
Vi vil altid savne dig og elske dig.
Kærlige kys Mor
Sange til Malous begravelse
Malou
Født i Randers d. 12.2.2011
Begravet i Vejlby d. 18.2.2011
Du som har tændt millioner af stjerner
Mel.: Erik Sommer 1981
Tekst: Johannes Johansen 1981 og 1982
Du, som har tændt millioner af stjerner,
tænd i vort mørke en tindrende tro.
Du er vort lys, og du vogter og værner
os, så vi sover i tryghed og ro.
Tak for den lysende dag, der er gået,
gaven til os, dine hænder har rakt.
Tilgiv os det, som vi ikke fik nået,
tilgiv alt ondt, vi fik gjort eller sagt!
Tak for hver glæde, der fyldte vort hjerte,
hver gang du gjorde vort liv til en fest.
Hjælp os at bære hver byrde, hver smerte,
du ved alene, hvad tjener os bedst.
Tak for de mennesker, som blev vor støtte,
når vi fandt vejen besværlig at gå.
Hjælp os i morgen at hjælpe forknytte,
mød du os selv i de svage og små!
Du, som har tændt millioner af stjerner,
mørket i verden vil du byde trods.
Du er vor Far, den, der vogter og værner,
lys i det mørke, som kommer fra os..
Nu går solen sin vej
Mel.: Erik Sommer 1980
Tekst: Holger Lissner 1980.
Nu går solen sin vej
for at skinne på andre,
for alle på jorden har brug for dens lys,
og de håber og venter
på dagen, du skaber,
for kun i din sol, Gud, kan livet fornys.
Nu går landet til hvile,
og travlheden dæmpes,
og hjemmene fyldes af aftnens musik.
Vær med den, kære Gud,
der må sidde alene,
og den, der nu slider sig træt på fabrik!
Nu er timen til stilhed,
til bøn og til tanker,
til ord, som har vægt, og som kræver et svar.
Kom og rør ved os, Kristus,
så vi bliver åbne
for glæden og livet og freden, du har.'
Nu er timen, hvor du
dømmer alt det, vi gjorde,
som vendte os bort fra vor næste og dig.
Nu er timen, hvor du
sletter alt det, der skiller,
hvor du siger: Kom, og vær hjemme hos mig!
Nu går solen sin vej,
men vi er ikke ene,
for du, Herre, lever og vender vor frygt,
så når du er i mørket,
er det ikke mørke,
når du er iblandt os, da sover vi trygt.
Født i Randers d. 12.2.2011
Begravet i Vejlby d. 18.2.2011
Du som har tændt millioner af stjerner
Mel.: Erik Sommer 1981
Tekst: Johannes Johansen 1981 og 1982
Du, som har tændt millioner af stjerner,
tænd i vort mørke en tindrende tro.
Du er vort lys, og du vogter og værner
os, så vi sover i tryghed og ro.
Tak for den lysende dag, der er gået,
gaven til os, dine hænder har rakt.
Tilgiv os det, som vi ikke fik nået,
tilgiv alt ondt, vi fik gjort eller sagt!
Tak for hver glæde, der fyldte vort hjerte,
hver gang du gjorde vort liv til en fest.
Hjælp os at bære hver byrde, hver smerte,
du ved alene, hvad tjener os bedst.
Tak for de mennesker, som blev vor støtte,
når vi fandt vejen besværlig at gå.
Hjælp os i morgen at hjælpe forknytte,
mød du os selv i de svage og små!
Du, som har tændt millioner af stjerner,
mørket i verden vil du byde trods.
Du er vor Far, den, der vogter og værner,
lys i det mørke, som kommer fra os..
Nu går solen sin vej
Mel.: Erik Sommer 1980
Tekst: Holger Lissner 1980.
Nu går solen sin vej
for at skinne på andre,
for alle på jorden har brug for dens lys,
og de håber og venter
på dagen, du skaber,
for kun i din sol, Gud, kan livet fornys.
Nu går landet til hvile,
og travlheden dæmpes,
og hjemmene fyldes af aftnens musik.
Vær med den, kære Gud,
der må sidde alene,
og den, der nu slider sig træt på fabrik!
Nu er timen til stilhed,
til bøn og til tanker,
til ord, som har vægt, og som kræver et svar.
Kom og rør ved os, Kristus,
så vi bliver åbne
for glæden og livet og freden, du har.'
Nu er timen, hvor du
dømmer alt det, vi gjorde,
som vendte os bort fra vor næste og dig.
Nu er timen, hvor du
sletter alt det, der skiller,
hvor du siger: Kom, og vær hjemme hos mig!
Nu går solen sin vej,
men vi er ikke ene,
for du, Herre, lever og vender vor frygt,
så når du er i mørket,
er det ikke mørke,
når du er iblandt os, da sover vi trygt.
torsdag den 17. februar 2011
Ugen efter fødslen
Denne uge er vi begge sygemeldt. René er til fysioterapeut mandag morgen og til kontrol på sygehuset med skulderen om tirsdagen. Jeg er hjemme. Det er svært at komme op om morgenen og appetitten er ikke stor. René er rigtig god til at tage over og sørge for Elias og i disse første dage også at tage sig af mig. Det må være svært at være mand i en sådan situation – både at skulle deale med egen sorg og min sorg samtidig med at han er den der løfter læsset med Elias, mad, madpakker og børnehave. Jeg kan ikke komme op om morgenen, så René står op og får Elias i børnehave. Det er vigtigt at han får en så normal hverdag, som vi overhovedet kan give ham. Så han skal i børnehave hver dag, hvor han kan lege og komme væk fra det sorgfyldte hjem.
Mandag er en træls dag for mig. Jeg kan ikke være i tomheden. Jeg sidder og læser andres historier på nettet og føler mig drænet for energi. Jeg kan ikke mærke mig selv Jeg bliver overvældet af mine egne stemmer, der sætter tvivl ved min egen sorg. "Hold nu op. Lad nu være med at dyrke det. Nu skal du bare videre". Eftermiddagen med Elias er heller ikke god. Jeg er dvask og uden energi. Jeg har svært ved at rumme Elias. Hans fjol og glæde irriterer mig, fordi jeg selv er trist. Han udfordrer mig og tester mig helt vildt. Jeg kan ikke få hama itl noget som helst. Han argumenterer og laver overspringshandlinger – og skal lige... og jeg har ikke voerskud og tålmodighed til ham. Det er klart at han gør det, for jeg er der ikke som jeg plejer. Jeg græder, taler meget i telefon, taler og svarer ikke, er mere stille og glor ud i luften. Han ved ikke hvor han har mig og bliver nok nødt til at teste mig for at mærke mig. Men det er hårdt. Jeg har brug for at have ham og jeg savner ham, når han ikke er der, men jeg bliver irriteret på ham og kan ikke rumme ham. Det er en svær dobbelthed at være i, fordi han på én gang er det mest dyrebare jeg har og det vigtigste i mit liv og samtidig irriterer hen mig og jeg ville ønske at han ikke var her. Det gør ondt at tænke og ondt at sige højt. Fordi selvfølgelig vil jeg ikke af med ham. Mit liv ville slutte, hvis der skete ham noget. Men jeg har ikke overskud til hverken det glade barn eller det pylrede barn lige nu.
Mandag ringer René rundt for at få afklaring på om vi må begrave hende ved Vejlby kirke, hvor min far ligger. Min mormor ligger der også og både Elias og jeg er døbt der.. Det kræver noget overskud, for han taler med 4 forskellige inden har fat i den rigtige. 2 fra Mørke, som er ikke fungerende fordi der ingen præst er ansat lige nu, da kirke og præstegård skal renoveres. 1 fra Hornslet og én fra Vejlby kirke. Han taler med Peder Lundby, som er kirkegårdsleder ved Vejlby kirke. Han undersøger det og bekræfter at hun godt må begraves hos sin morfar. Hun vil da skulle ligge ovenpå ham, dvs i højre side af gravstedet, som er en dobbeltgrav. På den måde vil der også være plads til min mor, eller hvem af os, der skulle gå bort først. Han taler også med præsten Jens Ole Henriksen, med hvem har aftaler at vi komme ind til en snak onsdag kl. 11.
Tirsdag kommer jeg igang med at skrive forløbet ned. Og det føles rigtig rigtig godt. Det er hårdt og jeg græder mange tårer, men det er MIN historie. Det er på grund af den historie at jeg har det som jeg har det. Nu kan jeg mærke mig selv. Jeg sidder hele formiddagen og skriver. Telefonen ringer 5 gange og hver gang irriteres jeg. Lad mig nu bare være i dette. 3 af gangene afbryder jeg, fordi jeg kan se at det er længere opkald, som ikke lige er klaret på få minutter. René kommer hjem omkring middag. Mit humør er mærkbart bedre. Jeg skriver en stund mere og vi får frokost. Nu er det også nok skriveri. Jeg føler mig en smule lettere, hvilket er lidt paradoksalt, fordi jeg har tudet hele formiddagen. Men det har lettet og jeg kan nu mærke mig selv.
Jeg formår at ringe til bedemanden og bestille en lille kiste, som vi kan hente onsdag ved 10 tiden.
Efermiddagen med Elias bliver også lettere og det er rart at have overskud til ham og nyde at være sammen med ham.
Onsdag kører vi Elias ind til min mor for at de kan hygge sig lidt sammen som de plejer om onsdagen. Vi kører ind til bedemanden Keld Andersen og henter den lille hvide kiste. Vi får den i en sort plastiksæk, så vi kan bære den lidt diskret ud i bilen. Jeg kan mærke gråden i halsen, men det går nemmere end forventet. Bedemanden spørger heldigvis ikke ind til noget, så vi slipper både for at skulle forklare ham noget og for at afværge os fra salgstaler.
Vi kører forbi blomsterhandleren i Vejlby for at bestille på en blomst fra os til kisten. Vi ved endnu ikke hvornår hun kan begraves, men det er rart at have afklaret blomsterne, så vi bare kan ringe ind og sige hvad det skal være og hvornår. Vi beslutter os for et hjerte med hvide blomster og lidt lyserøde blomster med krans af let græs omkring. Efter lidt overvejelse beslutter vi også et lyserødt bånd med skriften Sov sødt lille skat – mor, far og storebror.
Kl er lidt i 11 og vi kører over mod kirken. Vi går et smut ned til min fars grav for at se det inden Malou skal ligge der. VI taler med præsten i 1½ time. Vi fortæller vores historie og vores smerte er selvfølgelig tydelig for os. Han snakker om at vi med begravelsen skal give slip og lade Gud passe på hende og at vi nu skal vende os mod de levende. Han anbefaler os at sige til Elias at Malou nu sover sammen med morfar, men at vi skal mødes igen til den store opstandelse, hvor vi alle igen skal være sammen. Og så skal der være fest. Jeg er ikke enig med ham i at vi skal sige at Malou sover. Vi vil ikke gøre ham bange for at falde i søvn, fordi han skal ikke blive bange for om han heller ikke vågner op igen. Men jeg bliver opmærksom på at vi ikke har fortalt Elias at Malou nu har det godt og at hun bliver passet på. Så det vil jeg gøre.
Vi vil satse på at kunne begrave hende fredag kl 11.30. Det vil jeg være rigtig glad for hvis, for så er det gjort i denne uge og jeg vile have hele næste uge til at få ro på og samle mig. Men det kræver selvfølgelig at vi når at få hende udleveret fra Randers.
Præsten synes ikke at vi skal tage venner med til begravelsen. Han spørger os ikke, men det er fint Det føles rigtigt at det kun er den nærmeste familie. Præsten fortæller endvidere at vi holder ceremonien ved graven, at han ikke vil kaste jord på, men han vil lyse velsignelsen over hende og graven. Han vil bede en bøn og læse et stykke fra biblen.
Vi snakker om sange. Jeg vil gerne at vi synger for Malou, men jeg er ikke sikker på at jeg selv kan synge. Jeg ves slet ikke om jeg kan sige noget, eller om jeg blot vil hulke. Jeg vil gerne synge "Nu går solen sin vej", fordi jeg hver aften sang den for Elias, da han var lille og stadig ind imellem gør det. Præsten kan ikke selv synge denne, så jeg skal vælge en anden hvis jeg ikke kan synge den. Vi får en cd med hjem med aftensange, som er indspillet i Vejlby kirke, så vi evt. Kan vælge en salme derfra. Jeg skal give ham besked i løbet af det næste døgn. Jeg vil gerne have skrevet et brev til hende og jeg vil rigtig gerne læse det op til hendes begravelse. Men igen ved jeg ikke om jeg kan, men jeg vil gerne give det en chance.
Jeg føler lidt præsten bestemmer, hvad han synes. Han glemmer lidt at spørge os. Jeg ville egentlig gerne holde ceremonien inde i kapellet, fordi det giver mere samling og er mindre koldt. Men jeg får ikke sagt det tydeligt nok. Nu håber jeg at vi når at hente hende i Randers torsdag, så vi kan køre hende til Vejlby, så hun allerede står i kapellet i Vejlby og vi ikke kommer med hende i bilen om fredagen. Så håber jeg at det lykkes mig at skrive et brev til hende, som jeg hvis jeg kan, kan læse op for hende i kapellet.
Efter samtalen med præsten kører vi hjem til min mor og får frokost. René ringer til sygehuset i Randers og beder dem meddele, så snart de har Malou, fordi vi selv skal hente hende tilbage til Vejlby. De har helt styr på hvem hun er. Det er betryggende at de ikke skal rode rundt i papirerne. Han ringer også blomsterhandleren og siger at vi arbejder henimod en begravelse på fredag kl. 11.30. Vi er hos min mor til hen på eftermiddagen. Randers ringer sidst på eftermiddagen og siger at hun er der nu.
Om aftenen skriver jeg et brev til Malou. Og jeg beslutter mig for at vi sammen skal synge "Du som har tændt millioner af stjerner". Jeg trykker også "nu går solen sin vej" på arket, hvis jeg nu er i stand til at synge den.
Torsdag er det mig, der står først op. Vil have Elias i bad, men det går helt i koks. Jeg kan ikke få ham til noget som helst og René må komme og overtage. Åh hvor er et hårdt. Jeg tager med op og afleverer ham, fordi Elias gerne vil have det. Men det skulle jeg ikke have gjort. Elias vil ikke slippe mig og han skal vristes vrælende af mig. Slår og sparker, hyler og vræler. Vi skynder os afsted. Det er hårdt at forlade sit barn sådan, når man selv er tyndslidt. Jeg ved han nok skal få det ok, og at han ikke ville have det bedre sammen med os, men dt er hårdt at vores liv er på den måde lige nu, at han skal have det sådan.
OM formidagen om torsdagen sætter jeg og skriver lidt mere på min historie. Jeg brænder efter at få ro til at skrive. Imens forsøger René at få vores printer til at virke, så vi kan printe ud til begravelsen. Uden held, så vi må ind forbi min mor og printe ud efter vi har været i kirken med Maolu. Ved 12 tiden kører vi mod Randers for at hente vores lille pige ved kapellet. Kapelassistenten lægger hende i kisten, mens vi ikke ser det, fordi han siger hun er lidt skrøbelig, nu hvor hun er blevet obduceret. Vi har to lyserøde klæder (stofbleer) med til at svøbe hende i.
Hun har fortsat sin lille lyserøde hue på. Det er jeg glad for. Jeg kan næsten ikke genkende hende nu. Hun er sunket meget ind. Vi ser ikke hendes krop, for vi vil ikke se såret fra obduktionen. Men hendes øjne og kinder er helt suget ind og hovedet er klart blevet mindre nu. Hun er der ikke mere. Det gør det nemmere at sige farvel. Hun har sagt farvel. Hun er blevet en engel. Min smukke engel, som jeg husker hende, da hun blev født.
Vi lægger billeder ned til hende af os alle 3 og hun får sin bamse med. Hun skal også have brevet med når vi har printet det ud. Det må vi give hende imorgen. René lægger låget på kisten og vi kører afsted med hende på bagsædet af den lille røde Yaris. Nu kører vi afsted med vores lille døde baby på bagsædet. Sikke mærkeligt og forkert.
Vi kører hende til kapellet ved Vejlby kirke. Derefter hjem til min mor og printe sange og brev ud. Ud og handle, hen i børnehaven og hjem igen.
Mandag er en træls dag for mig. Jeg kan ikke være i tomheden. Jeg sidder og læser andres historier på nettet og føler mig drænet for energi. Jeg kan ikke mærke mig selv Jeg bliver overvældet af mine egne stemmer, der sætter tvivl ved min egen sorg. "Hold nu op. Lad nu være med at dyrke det. Nu skal du bare videre". Eftermiddagen med Elias er heller ikke god. Jeg er dvask og uden energi. Jeg har svært ved at rumme Elias. Hans fjol og glæde irriterer mig, fordi jeg selv er trist. Han udfordrer mig og tester mig helt vildt. Jeg kan ikke få hama itl noget som helst. Han argumenterer og laver overspringshandlinger – og skal lige... og jeg har ikke voerskud og tålmodighed til ham. Det er klart at han gør det, for jeg er der ikke som jeg plejer. Jeg græder, taler meget i telefon, taler og svarer ikke, er mere stille og glor ud i luften. Han ved ikke hvor han har mig og bliver nok nødt til at teste mig for at mærke mig. Men det er hårdt. Jeg har brug for at have ham og jeg savner ham, når han ikke er der, men jeg bliver irriteret på ham og kan ikke rumme ham. Det er en svær dobbelthed at være i, fordi han på én gang er det mest dyrebare jeg har og det vigtigste i mit liv og samtidig irriterer hen mig og jeg ville ønske at han ikke var her. Det gør ondt at tænke og ondt at sige højt. Fordi selvfølgelig vil jeg ikke af med ham. Mit liv ville slutte, hvis der skete ham noget. Men jeg har ikke overskud til hverken det glade barn eller det pylrede barn lige nu.
Mandag ringer René rundt for at få afklaring på om vi må begrave hende ved Vejlby kirke, hvor min far ligger. Min mormor ligger der også og både Elias og jeg er døbt der.. Det kræver noget overskud, for han taler med 4 forskellige inden har fat i den rigtige. 2 fra Mørke, som er ikke fungerende fordi der ingen præst er ansat lige nu, da kirke og præstegård skal renoveres. 1 fra Hornslet og én fra Vejlby kirke. Han taler med Peder Lundby, som er kirkegårdsleder ved Vejlby kirke. Han undersøger det og bekræfter at hun godt må begraves hos sin morfar. Hun vil da skulle ligge ovenpå ham, dvs i højre side af gravstedet, som er en dobbeltgrav. På den måde vil der også være plads til min mor, eller hvem af os, der skulle gå bort først. Han taler også med præsten Jens Ole Henriksen, med hvem har aftaler at vi komme ind til en snak onsdag kl. 11.
Tirsdag kommer jeg igang med at skrive forløbet ned. Og det føles rigtig rigtig godt. Det er hårdt og jeg græder mange tårer, men det er MIN historie. Det er på grund af den historie at jeg har det som jeg har det. Nu kan jeg mærke mig selv. Jeg sidder hele formiddagen og skriver. Telefonen ringer 5 gange og hver gang irriteres jeg. Lad mig nu bare være i dette. 3 af gangene afbryder jeg, fordi jeg kan se at det er længere opkald, som ikke lige er klaret på få minutter. René kommer hjem omkring middag. Mit humør er mærkbart bedre. Jeg skriver en stund mere og vi får frokost. Nu er det også nok skriveri. Jeg føler mig en smule lettere, hvilket er lidt paradoksalt, fordi jeg har tudet hele formiddagen. Men det har lettet og jeg kan nu mærke mig selv.
Jeg formår at ringe til bedemanden og bestille en lille kiste, som vi kan hente onsdag ved 10 tiden.
Efermiddagen med Elias bliver også lettere og det er rart at have overskud til ham og nyde at være sammen med ham.
Onsdag kører vi Elias ind til min mor for at de kan hygge sig lidt sammen som de plejer om onsdagen. Vi kører ind til bedemanden Keld Andersen og henter den lille hvide kiste. Vi får den i en sort plastiksæk, så vi kan bære den lidt diskret ud i bilen. Jeg kan mærke gråden i halsen, men det går nemmere end forventet. Bedemanden spørger heldigvis ikke ind til noget, så vi slipper både for at skulle forklare ham noget og for at afværge os fra salgstaler.
Vi kører forbi blomsterhandleren i Vejlby for at bestille på en blomst fra os til kisten. Vi ved endnu ikke hvornår hun kan begraves, men det er rart at have afklaret blomsterne, så vi bare kan ringe ind og sige hvad det skal være og hvornår. Vi beslutter os for et hjerte med hvide blomster og lidt lyserøde blomster med krans af let græs omkring. Efter lidt overvejelse beslutter vi også et lyserødt bånd med skriften Sov sødt lille skat – mor, far og storebror.
Kl er lidt i 11 og vi kører over mod kirken. Vi går et smut ned til min fars grav for at se det inden Malou skal ligge der. VI taler med præsten i 1½ time. Vi fortæller vores historie og vores smerte er selvfølgelig tydelig for os. Han snakker om at vi med begravelsen skal give slip og lade Gud passe på hende og at vi nu skal vende os mod de levende. Han anbefaler os at sige til Elias at Malou nu sover sammen med morfar, men at vi skal mødes igen til den store opstandelse, hvor vi alle igen skal være sammen. Og så skal der være fest. Jeg er ikke enig med ham i at vi skal sige at Malou sover. Vi vil ikke gøre ham bange for at falde i søvn, fordi han skal ikke blive bange for om han heller ikke vågner op igen. Men jeg bliver opmærksom på at vi ikke har fortalt Elias at Malou nu har det godt og at hun bliver passet på. Så det vil jeg gøre.
Vi vil satse på at kunne begrave hende fredag kl 11.30. Det vil jeg være rigtig glad for hvis, for så er det gjort i denne uge og jeg vile have hele næste uge til at få ro på og samle mig. Men det kræver selvfølgelig at vi når at få hende udleveret fra Randers.
Præsten synes ikke at vi skal tage venner med til begravelsen. Han spørger os ikke, men det er fint Det føles rigtigt at det kun er den nærmeste familie. Præsten fortæller endvidere at vi holder ceremonien ved graven, at han ikke vil kaste jord på, men han vil lyse velsignelsen over hende og graven. Han vil bede en bøn og læse et stykke fra biblen.
Vi snakker om sange. Jeg vil gerne at vi synger for Malou, men jeg er ikke sikker på at jeg selv kan synge. Jeg ves slet ikke om jeg kan sige noget, eller om jeg blot vil hulke. Jeg vil gerne synge "Nu går solen sin vej", fordi jeg hver aften sang den for Elias, da han var lille og stadig ind imellem gør det. Præsten kan ikke selv synge denne, så jeg skal vælge en anden hvis jeg ikke kan synge den. Vi får en cd med hjem med aftensange, som er indspillet i Vejlby kirke, så vi evt. Kan vælge en salme derfra. Jeg skal give ham besked i løbet af det næste døgn. Jeg vil gerne have skrevet et brev til hende og jeg vil rigtig gerne læse det op til hendes begravelse. Men igen ved jeg ikke om jeg kan, men jeg vil gerne give det en chance.
Jeg føler lidt præsten bestemmer, hvad han synes. Han glemmer lidt at spørge os. Jeg ville egentlig gerne holde ceremonien inde i kapellet, fordi det giver mere samling og er mindre koldt. Men jeg får ikke sagt det tydeligt nok. Nu håber jeg at vi når at hente hende i Randers torsdag, så vi kan køre hende til Vejlby, så hun allerede står i kapellet i Vejlby og vi ikke kommer med hende i bilen om fredagen. Så håber jeg at det lykkes mig at skrive et brev til hende, som jeg hvis jeg kan, kan læse op for hende i kapellet.
Efter samtalen med præsten kører vi hjem til min mor og får frokost. René ringer til sygehuset i Randers og beder dem meddele, så snart de har Malou, fordi vi selv skal hente hende tilbage til Vejlby. De har helt styr på hvem hun er. Det er betryggende at de ikke skal rode rundt i papirerne. Han ringer også blomsterhandleren og siger at vi arbejder henimod en begravelse på fredag kl. 11.30. Vi er hos min mor til hen på eftermiddagen. Randers ringer sidst på eftermiddagen og siger at hun er der nu.
Om aftenen skriver jeg et brev til Malou. Og jeg beslutter mig for at vi sammen skal synge "Du som har tændt millioner af stjerner". Jeg trykker også "nu går solen sin vej" på arket, hvis jeg nu er i stand til at synge den.
Torsdag er det mig, der står først op. Vil have Elias i bad, men det går helt i koks. Jeg kan ikke få ham til noget som helst og René må komme og overtage. Åh hvor er et hårdt. Jeg tager med op og afleverer ham, fordi Elias gerne vil have det. Men det skulle jeg ikke have gjort. Elias vil ikke slippe mig og han skal vristes vrælende af mig. Slår og sparker, hyler og vræler. Vi skynder os afsted. Det er hårdt at forlade sit barn sådan, når man selv er tyndslidt. Jeg ved han nok skal få det ok, og at han ikke ville have det bedre sammen med os, men dt er hårdt at vores liv er på den måde lige nu, at han skal have det sådan.
OM formidagen om torsdagen sætter jeg og skriver lidt mere på min historie. Jeg brænder efter at få ro til at skrive. Imens forsøger René at få vores printer til at virke, så vi kan printe ud til begravelsen. Uden held, så vi må ind forbi min mor og printe ud efter vi har været i kirken med Maolu. Ved 12 tiden kører vi mod Randers for at hente vores lille pige ved kapellet. Kapelassistenten lægger hende i kisten, mens vi ikke ser det, fordi han siger hun er lidt skrøbelig, nu hvor hun er blevet obduceret. Vi har to lyserøde klæder (stofbleer) med til at svøbe hende i.
Hun har fortsat sin lille lyserøde hue på. Det er jeg glad for. Jeg kan næsten ikke genkende hende nu. Hun er sunket meget ind. Vi ser ikke hendes krop, for vi vil ikke se såret fra obduktionen. Men hendes øjne og kinder er helt suget ind og hovedet er klart blevet mindre nu. Hun er der ikke mere. Det gør det nemmere at sige farvel. Hun har sagt farvel. Hun er blevet en engel. Min smukke engel, som jeg husker hende, da hun blev født.
Vi lægger billeder ned til hende af os alle 3 og hun får sin bamse med. Hun skal også have brevet med når vi har printet det ud. Det må vi give hende imorgen. René lægger låget på kisten og vi kører afsted med hende på bagsædet af den lille røde Yaris. Nu kører vi afsted med vores lille døde baby på bagsædet. Sikke mærkeligt og forkert.
Vi kører hende til kapellet ved Vejlby kirke. Derefter hjem til min mor og printe sange og brev ud. Ud og handle, hen i børnehaven og hjem igen.
søndag den 13. februar 2011
Søndag d. 13.2.2011
Jeg er oppe nogle gange i løbet af natten, fordi jeg vågner, men formår heldigvis at falde i søvn igen. Vi står op ved 7 tiden og beder om at få vores lille pige ind til. Hun har allerede forandret sig meget. Hun er meget kold og jeg har lyst til at varme hende op i mine hænder. Hun har også skiftet farve fra den blålige farve hun havde igår til en noget orange-rød farve. Vi tager hende ikke op af bakken idag. Hun er blevet meget stiv i det. Vi beslutter at hun skal hedde Malou. Det er det navn Elias har givet hende og det hedder hun for ham, så det er helt naturligt at det er hendes navn. Det ville ikke give mening at vi skulle til at finde på et andet. Vi har ikke selv talt om andre navne. Vi giver hende en lille bamse og sidder kort med hende inden vi siger farvel til hende. Jeg går grædende fra fødegangen. Det er hårdt at gå uden sin baby.
Vi kører til Vejlby til mormor, hvor Elias er. René køber en pose rundstykker ved bageren. Vi får morgenmad og kører til Mørke, hvor Elias kommer over til Anders – fuld af liv og glæde. Det er ikke nogen straf overfor ham. Vi kører direkte til sygehuset i Randers. Kl er vel omkring 11. Der er lige lidt usikkerhed om der er en portør, der har tid til at åbne op i kapellet, da de har travlt med at køre frokosten ud, men det lykkes heldigvis. Ellers skulle vi have ventet til efter kl 13.
Malou ligger i sin lille bakke på et bord i kapelrummet. Hendes bamse et tapet fast til endnu en bakke, som jeg vil tro hun har ovenpå den bakke hun ligger i. Mormor sidder med hende og siger farvel.
Vi kører hjem igen og får noget frokost. Henter Elias v. 14 tiden. Slapper af og ser vist en film sammen. Min mor tager hjem efter aftensmaden. Vi er trætte og klasker helt ud på sofaen. Har brug for at få tankerne væk, så jeg afviser 3 opkald som kommer ved 20.30-21 tiden. Jeg kan ikke snakke om det lige nu. Mit hoved og min krop er tom og jeg har brug for lidt ro.
Mandag skal Malou til Skejby for at blive obduceret. Vi vil gerne have svar på hvad hun fejlede. Vi vil gerne have mere vished om at den beslutning vi har truffet er den rigtige. Vi vil gerne have nogle mere konkrete svar, som de, hvis jeg skulle blive gravid igen, kan kigge efter til næste graviditet. Det vil tage et par dage. Vi har besluttet for at lade hende begrave. Vi skal have undersøgt om hun kan blive begravet ved Vejlby kirke på hendes morfars gravsted.
Vi kører til Vejlby til mormor, hvor Elias er. René køber en pose rundstykker ved bageren. Vi får morgenmad og kører til Mørke, hvor Elias kommer over til Anders – fuld af liv og glæde. Det er ikke nogen straf overfor ham. Vi kører direkte til sygehuset i Randers. Kl er vel omkring 11. Der er lige lidt usikkerhed om der er en portør, der har tid til at åbne op i kapellet, da de har travlt med at køre frokosten ud, men det lykkes heldigvis. Ellers skulle vi have ventet til efter kl 13.
Malou ligger i sin lille bakke på et bord i kapelrummet. Hendes bamse et tapet fast til endnu en bakke, som jeg vil tro hun har ovenpå den bakke hun ligger i. Mormor sidder med hende og siger farvel.
Vi kører hjem igen og får noget frokost. Henter Elias v. 14 tiden. Slapper af og ser vist en film sammen. Min mor tager hjem efter aftensmaden. Vi er trætte og klasker helt ud på sofaen. Har brug for at få tankerne væk, så jeg afviser 3 opkald som kommer ved 20.30-21 tiden. Jeg kan ikke snakke om det lige nu. Mit hoved og min krop er tom og jeg har brug for lidt ro.
Mandag skal Malou til Skejby for at blive obduceret. Vi vil gerne have svar på hvad hun fejlede. Vi vil gerne have mere vished om at den beslutning vi har truffet er den rigtige. Vi vil gerne have nogle mere konkrete svar, som de, hvis jeg skulle blive gravid igen, kan kigge efter til næste graviditet. Det vil tage et par dage. Vi har besluttet for at lade hende begrave. Vi skal have undersøgt om hun kan blive begravet ved Vejlby kirke på hendes morfars gravsted.
lørdag den 12. februar 2011
Fødslen lørdag d. 12.2.2011 i uge 21+1
Vi skal være på Randers kl 9. Elias bliver ked af det, som vi skal afsted. Vi snakker om at det da vist også er en af de første gang vi forlader ham, hvor han skal blive herhjemme. Vi får vores stue (stue 1) med det samme. Jordemoderen, som skal være vores hele dagen, kommer ind og præsenterer sig. Hun hedder Louise Clausen og virker rigtig sød. Hun beder os om at fortælle om forløbet, så hun kan høre vores egen version og ikke kun den hun kan læse sig til. Hun virker meget forstående og anerkender vores sorg og det vi skal igennem.
Kl. ca 9.45 får jeg lagt de første stikpiller op, som skal modne livmoderhalsen. Vi lægger os på den almindelige seng, der er i rummet. Målet er nu at å tiden til at gå og forsøge at tænke på noget andet, end det vi er her får. Vi får et fjernsyn ind og ser lidt i det samtidig med at jeg læser i blade og småslumrer. Jeg mærker hende sparke mig i løbet af formiddagen, så hun er stadig i live, den lille prinsesse. Jeg forsøger at sende hende en kærlig tanke, men bliver også ked af disse spark, som lige om lidt er slut, fordi hun ikke længere skal være i min mave. Jeg forsøger at skubbe de tanker bort, for ellers bliver det uudholdeligt at være i den situation, vi er i. Vi får noget smørrebrød på et tidspunkt, som vi spiser ved det lille bord.
kl. 12.45 får jeg lagt 2 piller mere op. Der er intet at mærke endnu. Ved 14 tiden kommer narkoselægen for at lægge epidural. Veerne kan godt komme lidt pludseligt og tage kraftigt til i styrke, og da der er lidt travlt vil jordemoderen gerne sikre at jeg får lagt den i tide. Så jeg ryger i hospitalstøjet og på hospitalssengen. Først skal jeg have saltvandsdrop anlagt i hånden. Jordemoderen kan ikke finde en åre i hånden og beder narkoselægen, som er ved at klargøre epiduralen om hjælp. Hun prøver i den anden hånd, men uden held. På et tidspunkt stikker der to nåle ud af min hånd, som hun forsøger at stikke frem og tilbage uden at finde en åre. Så jeg bliver nødt til at få den lagt på undersiden af håndledet. Det er ret ubehageligt at have den siddende der. Den stikker og spænder og min hånd hæver op. Men sådan må det være.
Narkoselægen anlægger epiduralen. Jeg bliver lokalbedøvet først, så der er ikke smerte ved at få den lagt. Kun ubehag, når den lange nål stikkes ned igennem rygradden.
Følelsesmæssigt er det værre. Nu sidder jeg her i hospitalstøjet på hospitalssengen og får lagt en epidural. Alt minder om en fødsel – det er det jo også. Men en fødsel af et barn vi ikke får lov at beholde. Et barn vi ikke får lov til at få med hjem. En lille barn som vi skal tage afsked med før vi ikke rigtig har sagt hej. Det er uvirkeligt og så forkert.
Jeg er nu bundet til sengen, fordi epiduralen og droppet er fæstnet her. Vi kører fjernsynet hen, så jeg fra hospitalssengen kan se det. Mellem 15 og 16 begynder jeg at få lidt murren forpå maven.
Vi får lidt kiks og frugt, fordi jeg ikke vil få aftensmad, fordi jeg skal være fastende fra kl 16. Kl. 15.45 får jeg 3. hold piller lagt op.
Jeg ringer til min mor ved 18.30 tiden for at høre til dem. De er hos Anitas og har været der hele dagen. Elias har haft sådan en hyggelig dag og har ikke savnet os.
Ved 18.30 tiden kommer jordemoderen og jeg beder om at komme på toilet. Jeg har ikke tisset i efterhånden mange timer. Jeg bliver derfor koblet på et mobilt stativ. Da jeg kommer retur fra toilettet bløder jeg lidt. Hvilket er helt som det skal være. Formentlig er blødningen kommet fordi jeg har været oppe og stå og har skabt tyngde på bækkenet. Da jeg har fået lagt 4. hold piller op, rejser jeg mig derfor op og går lidt rundt. Jeg vil gerne gøre mit til at jeg føder hende idag. Gennemsnitstiden siger 9 timer fra de første piller anlægges og det vil være ved 19 tiden. Hvis jeg ikke er kommet i fødsel ved næste hold piller, holdes der pause, så vi kan få hvile i nat. Så skal vi starte op imorgen igen – og det vil jeg gerne undgå, hvis jeg overhovedet kan gøre noget for det. Så derfor står jeg op og går lidt rundt i cirkler den næste lille time.
En læge Ulla Jeppesen kommer ind. Vi snakker obduktion med hende. VI skal give tilladelse til en obduktion med særlig tilladelse til at de må obducere hjernen. Det er hende vi skal have svar på obduktionen fra om 6-8 uger. Hun virker lidt forvirret og måske lidt svært ved at forholde sig til mig og min situation, men det håber jeg er anderledes, når vi skal tale med hende.
Jeg ringer igen til min mor, fordi jeg lige vil sige hej til Elias, men det har han ikke tid til.
Efter 19 tiden begynder veerne mere at komme. De kommer hyppigt – ca 45 sekunder imellem og varer måske omkring 45 sekunder. De er i starten ikke kraftigere end at jeg godt kan snakke undervejs. Efter en stund bliver de kraftigere og jordemoderen tænder for epiduralen. Jeg kan ikke mærke den, men tænker at den nok begynder at virke lige om lidt. Veerne bliver kraftigere og jeg skal nu koncentere mig meget om dem. Jeg tænker at forløbet bliver langt, så jeg godt kan holde disse smerter ud lige nu. Vi ringer dog efter narkoselægen kl 19.45, som skal komme og give epiduralen et startboost, så jeg kan blive smertedækket en stund. Han kommer kort efter og giver den et boost. Det kan jeg mærke lige straks. Narkoselægen er grundig med at tjekke hvordan jeg reagerer på epiduralen. Jordemoderen tager mit blodtryk flere gange.
Da jeg svinger mig om i sengen igen, mærker jeg et kraftigt blob i underlivet. Narkoselægen og René farer op, fordi de tror at det er noget med epiduralen. Det er vandet, der er gået. Jordemoderen mærker på mig og siger at nu er der ikke langt igen. Jeg bliver lidt overrasket, fordi jeg havde troet at jeg kunne være i fødsel i mange timer, med lange seje veer.
Epiduralen virker og der kommer lidt ro på. Faktisk kommer der meget ro på, da det er som om veerne går i sig selv. Jeg kan intet mærke, men jordemoderen kan mærke på maven at der ikke er meget gang i den. Vi venter i hvad der føles rigtig lang tid. Jordemoderen har kaldt en assistent, som finder ting frem til fødslen og til Lillepigen bagefter. Mine ben ryster og jeg kan slet ikke styre dem. Jordemoderen og René holder hver sit ben. Stilheden og roen er både dejlig og foruroligende. Lige om lidt kommer hun ud og jeg ved ikke hvad jeg skal forvente eller hvordan jeg vil reagere.
Jordemoderen er helt rolig og det hjælper på mig. Jeg er i tvivl om hvad jeg skal gøre, men hun fortæller mig, når jeg skal noget. Jeg får ingen presseveer, for som hun siger så er hun lidt ude i fødegangen og danner ikke pres nok på bækkenbunden. Hun mærker igen og beder mig presse. Efter et par pres uden veer kommer hun ud. Hun ligger mellem mine ben. Jeg kan ikke se hende. Jeg prøver at tyde Renés ansigstudtryk, men jeg kan simpelthen ikke se hvad han tænker eller føler. Han er helt stoneface, står bare og stirrer på hende. Det gør mig nervøs. Hvordan er hun? Er hun ækel at se på?
Jeg får hende op til mig, da jordemoderen har tørret hende lidt af. Hun er så fin. Jeg hulker og ryster. Er bange for at tabe hende. Har sådan lyst til at puste liv i hende. Hvorfor skal hun være død? Jeg skulle have siddet med min lille pige i live og ikke død. Jeg ville ønske jeg kunne se hendes øjne. Hun er helt perfekt. Små fingre og tæer med negle på. Lille bitte næse med næsebor. En lille mund og små bløde ører. Jeg kan ikke med mit blotte øje se at hun fejler noget. Det er på én gang rigtig rigtig dejligt, men også foruroligende. Hvad nu, hvis hun er slået ihjel forgæves? Hvad nu hvis hun kunne have levet? Undskyld lille baby at vi ikke turde tage chancen. Vi gjorde det af kærlighed til dig. Vi troede det bedste for dig ville at dø nu fordi vi ikke ville udsætte dig for den lidelse som livet kunne have bragt dig. Men nu skal vi leve med savnet, tvivlen og smerten altid. Og vi har selv valgt det. SÅ er det vel også voes egen skyld. Lille prinsesse, Undskyld. Vi ville så gerne have givet dig et godt liv. Vi villle så gerne have passet bedre på dig. Vi ville så gerne have givet dig livet Vi ville så gerne have givet dig al vores kærlighed.
Efter jeg har siddet med hende en stund, skal jeg føde moderkagen. René får sin lille datter over til sig og sidde og studerer hende nøje. Jeg savner hende allerede, men jeg er så glad for at René også vil holde hend e og snakke med hende. Han er meget mere rolig end jeg, fordi jeg græd sådan, så han opdager at hendes lille hjerte slår. Og det gør det de næste mere end 1½ time, dog svagere og svagere.
Jeg skal føde moderkagen. Jeg håber sådan at det lykkes, for ellers skal jeg have den skrabet ud og det kræver at jeg skal på operationsstue og under bedøvelse. Jeg har bare ikke lyst til at forlade denne stue. Jeg har ikke lyst til at skulle ud på gangen på fødegangen og risikere at møde nogle nybagte mødre med deres små perfekte babyer. Vi har et par gange hørt spæd babygråd, men det har heldigvis ikke været meget. For det er da ubarmhjertigt at ligge der på fødegangen og skulle føde sit barn til døden. Hvad søren er meningen? Der kan ikke være nogen mening.
Jordemoderen trækket let i navlesnoren som hænger ud af mig. Hun beder mig presse, mens hun vrikler i navlesnoren og snart er moderkagen ude. Den ser ud til at være hel, men hun vil lige gå ud og undersøge den. For hvis der er nogle rester skal jeg på operationsbordet. Jeg får underbukser på og de næst timer skal vi holde øje med blødningen. Hvis det bliver for meget, skal jeg tjekkes efter.
Vi sidder på skift med vores lille prinsesse, mens hendes hjerte slår. Jeg er træt og udmattet – både i krop og sjæl. Jeg føler mig pludselig 20 år ældre og helt tom indeni. Hun er så dejlig at se på, men hvor gør det mig ked at hun skulle ud nu og at vi ikke får hende med hjem. På et tidspunkt bliver det for meget at sidde med hende. Jeg kan bære tankerne. Hvorfor hvorfor hvorfor skulle vi træffe det valg? René sidder med hende imens jeg læner mig tilbage i sengen. Jeg har sådan lyst til at sove og glemme det hele – eller til at vågne op og alt var normalt. At det bare var en ond ond drøm, som var svær at vågne op fra. Jeg har det træls med at jeg har lyst til at flygte. Jeg burde jo suge hvert minut som jeg kan have med min lille pige. Særligt nu hvor hun viser os livet, at hendes hjerte slår. Men jeg kan en stund ikke rumme hende. Jeg kan ikke være i det. Jeg kan ikke se hende død. Det er forkert. Det er svært at jeg ikke kan rumme hende. Jeg har kun denne stund med hende og så er det allerede for meget. Hvor er jeg utaknemmelig og selvisk. Jeg får samlet mig og kan holde hende igen.
Ved 22 tiden ser vi de sidste små bevægelser i hendes bryst. En engel bliver til. Vores lille engel. Livet har nu definitivt forladt hende og vi er nu klar til at jordemoderen kan tage hende ud og måle hende og tage aftryk. Jordemoderen kommer tilbage med hende i en lille bakke med et klæde i. Hun har fået en lille lyserød hjemmestrikket hue på og er svøbt i et svøb med lyserøde stikninger. Det betyder så meget for mig at hun har den søde lille hue på. Hun er for os et rigtigt barn og det betyder meget for mig at det bliver anerkendt.
Ved 22.30 tiden ringer jeg til min mor ofr at fortælle at hun for et par timer siden blev mormor igen. Når nu vi har født hende idag, vil vi gerne hjælpe min mor til at komme op og besøge Lillepigen om søndagen. Så kan vi høre Anders' om de vil passe/lege med ham.
Ved 23 tiden skal jeg på toilettet for at tjekke om jeg kan tisse. Det går lidt tid, men så kommer det. Jeg bløder i acceptabel mængde, så nu kan jeg få pillet nålene ud af kroppen og få noget at spise. Det er ikke fordi vi kan spise særlig meget. Lillepigen ligger i sin bakke ved siden af os og det føles så forkert at sidde og spise sammen med sin døde barn. Maden vender sig i munden på mig, Ikke fordi det er ulækkert, men fordi det er makabert og så forkert at sidde der med sit døde barn.
Vi får valget om vi vil hjem eller blive natten over. VI beslutter os for at blive. Der vil være så tomt at komme hjem. Hjem uden vores lille prinsesse. Plus jeg ikke ved hvor mange gange jeg skal op om natten og om jeg vil være usikker på benene, så vil det være rart ikke at skulle stavre ned af trapperne. Vi får valget om vi vil have hende hos os natten over, men det takker vi nej til. Hun må gerne komme ud på køl. Vi er udmattede og trætte og må hellere få sovet så meget som det er muligt. Og det vil nok ikke være nemt at lukke tankerne ude for at kunne sove, hvis hun er hos os.
Godnat lille prinsesse. Sov godt. Vi elsker dig så højt.
Kl. ca 9.45 får jeg lagt de første stikpiller op, som skal modne livmoderhalsen. Vi lægger os på den almindelige seng, der er i rummet. Målet er nu at å tiden til at gå og forsøge at tænke på noget andet, end det vi er her får. Vi får et fjernsyn ind og ser lidt i det samtidig med at jeg læser i blade og småslumrer. Jeg mærker hende sparke mig i løbet af formiddagen, så hun er stadig i live, den lille prinsesse. Jeg forsøger at sende hende en kærlig tanke, men bliver også ked af disse spark, som lige om lidt er slut, fordi hun ikke længere skal være i min mave. Jeg forsøger at skubbe de tanker bort, for ellers bliver det uudholdeligt at være i den situation, vi er i. Vi får noget smørrebrød på et tidspunkt, som vi spiser ved det lille bord.
kl. 12.45 får jeg lagt 2 piller mere op. Der er intet at mærke endnu. Ved 14 tiden kommer narkoselægen for at lægge epidural. Veerne kan godt komme lidt pludseligt og tage kraftigt til i styrke, og da der er lidt travlt vil jordemoderen gerne sikre at jeg får lagt den i tide. Så jeg ryger i hospitalstøjet og på hospitalssengen. Først skal jeg have saltvandsdrop anlagt i hånden. Jordemoderen kan ikke finde en åre i hånden og beder narkoselægen, som er ved at klargøre epiduralen om hjælp. Hun prøver i den anden hånd, men uden held. På et tidspunkt stikker der to nåle ud af min hånd, som hun forsøger at stikke frem og tilbage uden at finde en åre. Så jeg bliver nødt til at få den lagt på undersiden af håndledet. Det er ret ubehageligt at have den siddende der. Den stikker og spænder og min hånd hæver op. Men sådan må det være.
Narkoselægen anlægger epiduralen. Jeg bliver lokalbedøvet først, så der er ikke smerte ved at få den lagt. Kun ubehag, når den lange nål stikkes ned igennem rygradden.
Følelsesmæssigt er det værre. Nu sidder jeg her i hospitalstøjet på hospitalssengen og får lagt en epidural. Alt minder om en fødsel – det er det jo også. Men en fødsel af et barn vi ikke får lov at beholde. Et barn vi ikke får lov til at få med hjem. En lille barn som vi skal tage afsked med før vi ikke rigtig har sagt hej. Det er uvirkeligt og så forkert.
Jeg er nu bundet til sengen, fordi epiduralen og droppet er fæstnet her. Vi kører fjernsynet hen, så jeg fra hospitalssengen kan se det. Mellem 15 og 16 begynder jeg at få lidt murren forpå maven.
Vi får lidt kiks og frugt, fordi jeg ikke vil få aftensmad, fordi jeg skal være fastende fra kl 16. Kl. 15.45 får jeg 3. hold piller lagt op.
Jeg ringer til min mor ved 18.30 tiden for at høre til dem. De er hos Anitas og har været der hele dagen. Elias har haft sådan en hyggelig dag og har ikke savnet os.
Ved 18.30 tiden kommer jordemoderen og jeg beder om at komme på toilet. Jeg har ikke tisset i efterhånden mange timer. Jeg bliver derfor koblet på et mobilt stativ. Da jeg kommer retur fra toilettet bløder jeg lidt. Hvilket er helt som det skal være. Formentlig er blødningen kommet fordi jeg har været oppe og stå og har skabt tyngde på bækkenet. Da jeg har fået lagt 4. hold piller op, rejser jeg mig derfor op og går lidt rundt. Jeg vil gerne gøre mit til at jeg føder hende idag. Gennemsnitstiden siger 9 timer fra de første piller anlægges og det vil være ved 19 tiden. Hvis jeg ikke er kommet i fødsel ved næste hold piller, holdes der pause, så vi kan få hvile i nat. Så skal vi starte op imorgen igen – og det vil jeg gerne undgå, hvis jeg overhovedet kan gøre noget for det. Så derfor står jeg op og går lidt rundt i cirkler den næste lille time.
En læge Ulla Jeppesen kommer ind. Vi snakker obduktion med hende. VI skal give tilladelse til en obduktion med særlig tilladelse til at de må obducere hjernen. Det er hende vi skal have svar på obduktionen fra om 6-8 uger. Hun virker lidt forvirret og måske lidt svært ved at forholde sig til mig og min situation, men det håber jeg er anderledes, når vi skal tale med hende.
Jeg ringer igen til min mor, fordi jeg lige vil sige hej til Elias, men det har han ikke tid til.
Efter 19 tiden begynder veerne mere at komme. De kommer hyppigt – ca 45 sekunder imellem og varer måske omkring 45 sekunder. De er i starten ikke kraftigere end at jeg godt kan snakke undervejs. Efter en stund bliver de kraftigere og jordemoderen tænder for epiduralen. Jeg kan ikke mærke den, men tænker at den nok begynder at virke lige om lidt. Veerne bliver kraftigere og jeg skal nu koncentere mig meget om dem. Jeg tænker at forløbet bliver langt, så jeg godt kan holde disse smerter ud lige nu. Vi ringer dog efter narkoselægen kl 19.45, som skal komme og give epiduralen et startboost, så jeg kan blive smertedækket en stund. Han kommer kort efter og giver den et boost. Det kan jeg mærke lige straks. Narkoselægen er grundig med at tjekke hvordan jeg reagerer på epiduralen. Jordemoderen tager mit blodtryk flere gange.
Da jeg svinger mig om i sengen igen, mærker jeg et kraftigt blob i underlivet. Narkoselægen og René farer op, fordi de tror at det er noget med epiduralen. Det er vandet, der er gået. Jordemoderen mærker på mig og siger at nu er der ikke langt igen. Jeg bliver lidt overrasket, fordi jeg havde troet at jeg kunne være i fødsel i mange timer, med lange seje veer.
Epiduralen virker og der kommer lidt ro på. Faktisk kommer der meget ro på, da det er som om veerne går i sig selv. Jeg kan intet mærke, men jordemoderen kan mærke på maven at der ikke er meget gang i den. Vi venter i hvad der føles rigtig lang tid. Jordemoderen har kaldt en assistent, som finder ting frem til fødslen og til Lillepigen bagefter. Mine ben ryster og jeg kan slet ikke styre dem. Jordemoderen og René holder hver sit ben. Stilheden og roen er både dejlig og foruroligende. Lige om lidt kommer hun ud og jeg ved ikke hvad jeg skal forvente eller hvordan jeg vil reagere.
Jordemoderen er helt rolig og det hjælper på mig. Jeg er i tvivl om hvad jeg skal gøre, men hun fortæller mig, når jeg skal noget. Jeg får ingen presseveer, for som hun siger så er hun lidt ude i fødegangen og danner ikke pres nok på bækkenbunden. Hun mærker igen og beder mig presse. Efter et par pres uden veer kommer hun ud. Hun ligger mellem mine ben. Jeg kan ikke se hende. Jeg prøver at tyde Renés ansigstudtryk, men jeg kan simpelthen ikke se hvad han tænker eller føler. Han er helt stoneface, står bare og stirrer på hende. Det gør mig nervøs. Hvordan er hun? Er hun ækel at se på?
Jeg får hende op til mig, da jordemoderen har tørret hende lidt af. Hun er så fin. Jeg hulker og ryster. Er bange for at tabe hende. Har sådan lyst til at puste liv i hende. Hvorfor skal hun være død? Jeg skulle have siddet med min lille pige i live og ikke død. Jeg ville ønske jeg kunne se hendes øjne. Hun er helt perfekt. Små fingre og tæer med negle på. Lille bitte næse med næsebor. En lille mund og små bløde ører. Jeg kan ikke med mit blotte øje se at hun fejler noget. Det er på én gang rigtig rigtig dejligt, men også foruroligende. Hvad nu, hvis hun er slået ihjel forgæves? Hvad nu hvis hun kunne have levet? Undskyld lille baby at vi ikke turde tage chancen. Vi gjorde det af kærlighed til dig. Vi troede det bedste for dig ville at dø nu fordi vi ikke ville udsætte dig for den lidelse som livet kunne have bragt dig. Men nu skal vi leve med savnet, tvivlen og smerten altid. Og vi har selv valgt det. SÅ er det vel også voes egen skyld. Lille prinsesse, Undskyld. Vi ville så gerne have givet dig et godt liv. Vi villle så gerne have passet bedre på dig. Vi ville så gerne have givet dig livet Vi ville så gerne have givet dig al vores kærlighed.
Efter jeg har siddet med hende en stund, skal jeg føde moderkagen. René får sin lille datter over til sig og sidde og studerer hende nøje. Jeg savner hende allerede, men jeg er så glad for at René også vil holde hend e og snakke med hende. Han er meget mere rolig end jeg, fordi jeg græd sådan, så han opdager at hendes lille hjerte slår. Og det gør det de næste mere end 1½ time, dog svagere og svagere.
Jeg skal føde moderkagen. Jeg håber sådan at det lykkes, for ellers skal jeg have den skrabet ud og det kræver at jeg skal på operationsstue og under bedøvelse. Jeg har bare ikke lyst til at forlade denne stue. Jeg har ikke lyst til at skulle ud på gangen på fødegangen og risikere at møde nogle nybagte mødre med deres små perfekte babyer. Vi har et par gange hørt spæd babygråd, men det har heldigvis ikke været meget. For det er da ubarmhjertigt at ligge der på fødegangen og skulle føde sit barn til døden. Hvad søren er meningen? Der kan ikke være nogen mening.
Jordemoderen trækket let i navlesnoren som hænger ud af mig. Hun beder mig presse, mens hun vrikler i navlesnoren og snart er moderkagen ude. Den ser ud til at være hel, men hun vil lige gå ud og undersøge den. For hvis der er nogle rester skal jeg på operationsbordet. Jeg får underbukser på og de næst timer skal vi holde øje med blødningen. Hvis det bliver for meget, skal jeg tjekkes efter.
Vi sidder på skift med vores lille prinsesse, mens hendes hjerte slår. Jeg er træt og udmattet – både i krop og sjæl. Jeg føler mig pludselig 20 år ældre og helt tom indeni. Hun er så dejlig at se på, men hvor gør det mig ked at hun skulle ud nu og at vi ikke får hende med hjem. På et tidspunkt bliver det for meget at sidde med hende. Jeg kan bære tankerne. Hvorfor hvorfor hvorfor skulle vi træffe det valg? René sidder med hende imens jeg læner mig tilbage i sengen. Jeg har sådan lyst til at sove og glemme det hele – eller til at vågne op og alt var normalt. At det bare var en ond ond drøm, som var svær at vågne op fra. Jeg har det træls med at jeg har lyst til at flygte. Jeg burde jo suge hvert minut som jeg kan have med min lille pige. Særligt nu hvor hun viser os livet, at hendes hjerte slår. Men jeg kan en stund ikke rumme hende. Jeg kan ikke være i det. Jeg kan ikke se hende død. Det er forkert. Det er svært at jeg ikke kan rumme hende. Jeg har kun denne stund med hende og så er det allerede for meget. Hvor er jeg utaknemmelig og selvisk. Jeg får samlet mig og kan holde hende igen.
Ved 22 tiden ser vi de sidste små bevægelser i hendes bryst. En engel bliver til. Vores lille engel. Livet har nu definitivt forladt hende og vi er nu klar til at jordemoderen kan tage hende ud og måle hende og tage aftryk. Jordemoderen kommer tilbage med hende i en lille bakke med et klæde i. Hun har fået en lille lyserød hjemmestrikket hue på og er svøbt i et svøb med lyserøde stikninger. Det betyder så meget for mig at hun har den søde lille hue på. Hun er for os et rigtigt barn og det betyder meget for mig at det bliver anerkendt.
Ved 22.30 tiden ringer jeg til min mor ofr at fortælle at hun for et par timer siden blev mormor igen. Når nu vi har født hende idag, vil vi gerne hjælpe min mor til at komme op og besøge Lillepigen om søndagen. Så kan vi høre Anders' om de vil passe/lege med ham.
Ved 23 tiden skal jeg på toilettet for at tjekke om jeg kan tisse. Det går lidt tid, men så kommer det. Jeg bløder i acceptabel mængde, så nu kan jeg få pillet nålene ud af kroppen og få noget at spise. Det er ikke fordi vi kan spise særlig meget. Lillepigen ligger i sin bakke ved siden af os og det føles så forkert at sidde og spise sammen med sin døde barn. Maden vender sig i munden på mig, Ikke fordi det er ulækkert, men fordi det er makabert og så forkert at sidde der med sit døde barn.
Vi får valget om vi vil hjem eller blive natten over. VI beslutter os for at blive. Der vil være så tomt at komme hjem. Hjem uden vores lille prinsesse. Plus jeg ikke ved hvor mange gange jeg skal op om natten og om jeg vil være usikker på benene, så vil det være rart ikke at skulle stavre ned af trapperne. Vi får valget om vi vil have hende hos os natten over, men det takker vi nej til. Hun må gerne komme ud på køl. Vi er udmattede og trætte og må hellere få sovet så meget som det er muligt. Og det vil nok ikke være nemt at lukke tankerne ude for at kunne sove, hvis hun er hos os.
Godnat lille prinsesse. Sov godt. Vi elsker dig så højt.
fredag den 11. februar 2011
En skæbnesvanger pille - fredag d. 11.2.2011
Fredag morgen ringer de fra Randers kl 8.30 at vi gerne må komme med det samme, fordi testen skal sendes til Skejby med deres bil kl.10. Vi er netop på vej op i børnehaven, så vi kører direkte og er på sygehuset kl. 9.10. Vi bliver kaldt ind ligesom vi ankommer. Det er den jordemoder, som scannede os til nakkefoldscanningen og moderkageprøven. Vi får lov at se vores lille prinsesse igen. Det er sidste gang vi ser hende i live. Hun ligger der og sutter og spræller med arme og ben. Lille søde pige. Jeg græder som pisket. Jeg bliver sprittet af på kryds og tværs og lægen som skal tage prøven kommer ind. Nålerøret bliver stukket ind. Jeg ligger med lukkede øjne og forsøger at trække vejret igennem gråden. Hun stikker nålen ind, men kan ikke få noget op. Hun lyder lidt panisk i stemmen. Det gør ret ondt som hun prøver på at få nålen rundt. Det jager ned gennem kroppen. Hun bliver nødt til at opgive og prøve igen. Anden gang lykkes det og hun får taget sin prøve. Vi får et knus af dem begge og går op på fødegangen, hvor de venter os.
På fødegangen bliver vi taget imod af en jordemoder, som fører os ind på en stue, hvor billeder af små nyfødte babyer pryder væggene. Øv. Tilladelsen til at af bryde graviditeten ligger på bordet. Fantastisk at vi har fået lov til det – NEJ. Vi snakker om fødslen. Om at jeg få lagt stikpiller op hver 3. time og tidligt vil få lagt en epidural. Vi fortæller om vores smerte og vores sorg over ikke at må få en levende baby med os hjem. Hun roser os for at turde sætte ord på alle følelserne og tankerne og fortæller at se skal vi fortsætte med, fordi det er det som vil hjælpe os i længden. At vi tør sige alle tankerne højt.
Jeg får pillen – eller rettere René giver mig pillen. Han synes det er mest rigtigt at han også udfører noget aktivt, så det ikke bare er mig, der slår vores barn ihjel. Det er en fælles opgave, vi udfører. Han giver mig pillen og vandet og jeg sluger den, mens jeg grædende spørger René... det er rigtigt det vi gør, er det ikke? Det føles ikke rigtigt at skulle slå sit barn ihjel. Det kan godt være at det på længere sigt er rigtigt, men lige nu er det absurdt at skulle gøre.
Vi går derfra med en aftale om at møde kl 9 igen imorgen. Vi ser den stue, vi vil skulle være på hele dagen imorgen
Fredag over frokost sidder vi og drøfter begravelse. Vi er i tvivl om hun skal begraves, men vi tror det. Jeg vil gerne have hende begravet ved min fars gravsted, så de kan ligge der sammen. Så jeg ved hvor hun hører til. Vi ved ikke om vi skal holde en ceremoni – vi vil nok ikke have en præst. Vi vil ikke have en sten, men blot vide at hun ligger der.
Midt i denne snak mærker jeg hende sparke og jeg bryder sammen. Hvad er det for noget? Vi sidder her og snakker om hvordan vores lille datter skal begraves og så sparker hun mig? Hun viser mig sit liv og vi snakker om hendes død. Hvad er det for noget? Der er da ingen mening i det. Hvorfor skal vi overhovedet snakke om død, når det er vores lille levende barn vi snakker om.
Min mor kommer kl 15. René henter hende og Elias for jeg er faldet i søvn på sofaen og har svært ved at vågne. Vi får eftermiddagskage, som René har købet i Hornslet, da han skulle over og kigge efter nogle lærreder, som vi kan trykke hendes fod og håndaftryk på. Min mor har købt en legobil til Elias. Det skaber lidt adspredelse at René og Elias sidder ved bordet og samler den.
Vi tilbyder min mor at komme til Randers på søndag for at se Lillepigen, hvis hun har lyst. Det vil hun rigtig gerne, men vi beder hende selv arrangere det, fordi det har vi ikke overskud til. Vi foreslår hende forskellige muligheder, der involverer min søster, hendes ven med bil, eller legeaftaler her i byen. Efter Elias går i seng, går hun igang med at arrangere. Hun kan desværre ikke lade være med at søge råd hos os og involvere os i hendes koordinering. Jeg kan slet ikke overskue det og jeg fortryder at jeg gav hende muligheden. Til sidst bryder jeg helt sammen og flipper ud på hende. Hun blvier overvældet og selvfølgelig såret og hun trækker sig i en stund. Jeg ryster over hele kroppen og hulker. Jeg kan ikke klare det. Jeg føler mig under så stort et pres, fordi jeg imorgen skal føde vores lille prinsesse. Jeg kan ikke have nogen modstand. Jeg har bare lyst til at ligge som jeg gør foran kuk-kassen og forsøge at skubbe tankerne væk.
Hun opgiver projektet og beslutter kun at holde fast i at tage ind til min søster om lørdagen, så der sker noget andet for Elias. Der ærger mig at hun ikke kommer til at se hende og gøre mig ked af det, men jeg har ikke overskud til at arrangere det.
Jeg får bedt hende sætte sig, for jeg kan ikke slappe af når hun lister rundt over i køkkenet. Jeg har brug for ro. Ikke for at føle at jeg bør gøre noget. Jeg sumper foran fjernsynet indtil den aften også er gået.
På fødegangen bliver vi taget imod af en jordemoder, som fører os ind på en stue, hvor billeder af små nyfødte babyer pryder væggene. Øv. Tilladelsen til at af bryde graviditeten ligger på bordet. Fantastisk at vi har fået lov til det – NEJ. Vi snakker om fødslen. Om at jeg få lagt stikpiller op hver 3. time og tidligt vil få lagt en epidural. Vi fortæller om vores smerte og vores sorg over ikke at må få en levende baby med os hjem. Hun roser os for at turde sætte ord på alle følelserne og tankerne og fortæller at se skal vi fortsætte med, fordi det er det som vil hjælpe os i længden. At vi tør sige alle tankerne højt.
Jeg får pillen – eller rettere René giver mig pillen. Han synes det er mest rigtigt at han også udfører noget aktivt, så det ikke bare er mig, der slår vores barn ihjel. Det er en fælles opgave, vi udfører. Han giver mig pillen og vandet og jeg sluger den, mens jeg grædende spørger René... det er rigtigt det vi gør, er det ikke? Det føles ikke rigtigt at skulle slå sit barn ihjel. Det kan godt være at det på længere sigt er rigtigt, men lige nu er det absurdt at skulle gøre.
Vi går derfra med en aftale om at møde kl 9 igen imorgen. Vi ser den stue, vi vil skulle være på hele dagen imorgen
Fredag over frokost sidder vi og drøfter begravelse. Vi er i tvivl om hun skal begraves, men vi tror det. Jeg vil gerne have hende begravet ved min fars gravsted, så de kan ligge der sammen. Så jeg ved hvor hun hører til. Vi ved ikke om vi skal holde en ceremoni – vi vil nok ikke have en præst. Vi vil ikke have en sten, men blot vide at hun ligger der.
Midt i denne snak mærker jeg hende sparke og jeg bryder sammen. Hvad er det for noget? Vi sidder her og snakker om hvordan vores lille datter skal begraves og så sparker hun mig? Hun viser mig sit liv og vi snakker om hendes død. Hvad er det for noget? Der er da ingen mening i det. Hvorfor skal vi overhovedet snakke om død, når det er vores lille levende barn vi snakker om.
Min mor kommer kl 15. René henter hende og Elias for jeg er faldet i søvn på sofaen og har svært ved at vågne. Vi får eftermiddagskage, som René har købet i Hornslet, da han skulle over og kigge efter nogle lærreder, som vi kan trykke hendes fod og håndaftryk på. Min mor har købt en legobil til Elias. Det skaber lidt adspredelse at René og Elias sidder ved bordet og samler den.
Vi tilbyder min mor at komme til Randers på søndag for at se Lillepigen, hvis hun har lyst. Det vil hun rigtig gerne, men vi beder hende selv arrangere det, fordi det har vi ikke overskud til. Vi foreslår hende forskellige muligheder, der involverer min søster, hendes ven med bil, eller legeaftaler her i byen. Efter Elias går i seng, går hun igang med at arrangere. Hun kan desværre ikke lade være med at søge råd hos os og involvere os i hendes koordinering. Jeg kan slet ikke overskue det og jeg fortryder at jeg gav hende muligheden. Til sidst bryder jeg helt sammen og flipper ud på hende. Hun blvier overvældet og selvfølgelig såret og hun trækker sig i en stund. Jeg ryster over hele kroppen og hulker. Jeg kan ikke klare det. Jeg føler mig under så stort et pres, fordi jeg imorgen skal føde vores lille prinsesse. Jeg kan ikke have nogen modstand. Jeg har bare lyst til at ligge som jeg gør foran kuk-kassen og forsøge at skubbe tankerne væk.
Hun opgiver projektet og beslutter kun at holde fast i at tage ind til min søster om lørdagen, så der sker noget andet for Elias. Der ærger mig at hun ikke kommer til at se hende og gøre mig ked af det, men jeg har ikke overskud til at arrangere det.
Jeg får bedt hende sætte sig, for jeg kan ikke slappe af når hun lister rundt over i køkkenet. Jeg har brug for ro. Ikke for at føle at jeg bør gøre noget. Jeg sumper foran fjernsynet indtil den aften også er gået.
torsdag den 10. februar 2011
Den grumme beslutning - tordag d. 10.2.2011
Så oprinder torsdagens scanning. En scanning som vil afgøre vores lille piges skæbne. Overlægen fra mandag, Vibeke tager imod os igen og påbegynder scanningen. En anden overlæge Carsten Henrique kommer ind sammen med en pige, der ikke bliver præsenteret (studerende?). De to læger taler sammen om det de ser, mens de scanner hende på kryds og tværs. De kigger længe på hjertet og måler det flere gange. De finder de små hænder og fødder og måler dem. De kigger på nyrerne og på flow i nyrekarene. Måler fostervandsmængden. Den er steget, så det ser ud til at nyrerne virker. Flowet i nyrekarene ser også fint ud. De trykker talene ind i computeren og de viser selvfølgelig ingen bedring. Tværtimod ser hovedet ikke ud til at være vokset, hvorfor det nu er for lille ift alderen. Det bekymrer lægerne og gør dem temmelig sikre på at hun vil få hjerneskade, fordi hjernen ikke vil kunne udvikle sig normalt. Brystkassens snævre omkreds gør det også svært for lungerne at udvikle sig normalt. Umiddelbart kan de udelukke den almindelige form for dværgvækst – den hvor man kan leve et mere eller mindre almindeligt liv, fordi de har store hoveder og det har vores prinsesse ikke.
Vi kommer igen over på hvilestuen. Vi græder begge to. Vi ved vi bliver nødt at beslutte det allermest smertefulde. Vi bliver nødt til at tage afsked med vores lille pige. Alt alt for tidligt.
Vi taler om at vi gerne vil have det gjort her i weekenden. Der er ingen grund til at udskyde det. Det er en del der desværre skal overstås og det kan ligeså godt blive i weekenden i stedet for mandag. Det er helt fint - Vi kan få det som vi ønsker. Skejby anbefaler at vi skal føde hende i Randers. Vi vil egentlig gerne Skejby, men det er af praktiske årsager. Lægen argumenterer for at skulle vi blive gravide igen, hører vi jo til Randers og så kan det være godt at de kender sagen indefra. Og fint med os, vi skulle jo alligevel have fundet en løsning med Elias, hvis vi som planlagt skulle have født i Randers til sommer.
Jeg skriver under på ansøgningen til abortsamrådet. Suk. Det er ikke sjovt at skulle skrive under på.
De sender den til Randers og når de har svar i løbet af dagen eller måske fredag, vil de kontakte os for at aftale nærmere.
Vi taler lidt om fødslen. Vibeke gennemgår det som det vanligt er, men fortæller at der er lidt forskel i hvordan fødeafdelingerne specifikt gør det. Vi fortæller at vi gerne vil have at de taler om vores lille datter med respekt. Hun er et barn og ikke et foster og det er en fødsel og ikke en abort, vi skal igennem. Det er Vibeke helt med på. Hun siger det er vigtigt at vi siger det, fordi der kan være forskel på hvordan folk gerne vil have det. Vi fortæller også at vi gerne vil se hende og være sammen med hende. Vibeke fortæller at vi skal være opmærksomme på at det kan være at hun viser livstegn, når hun bliver født. Jeg svarer at jeg faktisk håber at hun gør det. Det vil betyde noget for mig, fordi jeg ville ønske at vi skulle have hende i live og ethvert livstegn vil være en snert af dette.
Vi ved endnu ikke om hun skal obduceret eller om hun skal begraves.
Vi tager hjem igen – fulde af sorg over at skulle sige farvel til vores lille skat. Vores lillesøster. Det var slet ikke meningen hun skulle ende sit liv på denne måde før det overhovedet blev startet. Jeg går i stykker ved tanken om at hun ikke vil få et liv. At vi ikke vil få hende i vores liv. Hun er VORES barn. Hun skulle være født til sommer. Jeg skulle have holdt hende i live. Set hendes øjne. Hørt hende græde. Trøstet hende. Ammet hende. Set hende vokse op. Nydt tiden hjemme sammen med hende. Set hende og Elias sammen. Nyde ham som storebror.
Når nogen siger at det var godt at vi ikke nåede at opleve hende og holde hende er det helt forkert, for i bund og grund er det lige præcis det, som smerter. At vi ikke får lov at opleve hende, at jeg ikke får lov at se hendes øjne, amme hende, kysse hende, trøste hende, nyde hende. At vi kun lige har fået hende i vores liv, og at hun bliver taget fra os igen. At jeg mærker hende og føler hende, men jeg ved at jeg skal af med hende.
Vi bliver ringet op torsdag aften lige inden spisetid fra Randers. De har modtaget tilladelse til sen abort. Vi må gerne komme ind og få pillen allerede i aften og føde hende imorgen. Uh det bliver al for forjaget. Vi skal lige til at spise og hvad med Elias og al ting. Nej det kan jeg ikke, om det kan blive imorgen i stedet. Vi får en tid til kl. 16.30 fredag eftermiddag, hvor vi skal møde ind og snakke fødslen igennem og jeg skal have en pille som skal stoppe graviditeten. Jeg ringer til min mor og får arrangeret at hun kommer herud fredag kl 15 og bliver til lørdag, hvor vi skal møde til
fødslen.
Senere torsdag aften ringer de igen fra Randers. De har ringet fra Skejby at de gerne vil have en fostervandsprøve, om jeg skulle til Århus imorgen? (med Elias). Vi aftaler at vi i stedet kommer til Randers fredag formiddag og får prøven og efterfølgende får pillen og en snak om fødslen, så vi ikke skal derop fredag eftermiddag. De vil ringe fredag morgen for at fortælle hvornår vi kan komme til. Skejby vil gerne have fostervandsprøven, så de kan teste på denne prøve også, så de kan blive så kloge som muligt, hvis jeg skulle blive gravid igen.
Vi kommer igen over på hvilestuen. Vi græder begge to. Vi ved vi bliver nødt at beslutte det allermest smertefulde. Vi bliver nødt til at tage afsked med vores lille pige. Alt alt for tidligt.
Vi taler om at vi gerne vil have det gjort her i weekenden. Der er ingen grund til at udskyde det. Det er en del der desværre skal overstås og det kan ligeså godt blive i weekenden i stedet for mandag. Det er helt fint - Vi kan få det som vi ønsker. Skejby anbefaler at vi skal føde hende i Randers. Vi vil egentlig gerne Skejby, men det er af praktiske årsager. Lægen argumenterer for at skulle vi blive gravide igen, hører vi jo til Randers og så kan det være godt at de kender sagen indefra. Og fint med os, vi skulle jo alligevel have fundet en løsning med Elias, hvis vi som planlagt skulle have født i Randers til sommer.
Jeg skriver under på ansøgningen til abortsamrådet. Suk. Det er ikke sjovt at skulle skrive under på.
De sender den til Randers og når de har svar i løbet af dagen eller måske fredag, vil de kontakte os for at aftale nærmere.
Vi taler lidt om fødslen. Vibeke gennemgår det som det vanligt er, men fortæller at der er lidt forskel i hvordan fødeafdelingerne specifikt gør det. Vi fortæller at vi gerne vil have at de taler om vores lille datter med respekt. Hun er et barn og ikke et foster og det er en fødsel og ikke en abort, vi skal igennem. Det er Vibeke helt med på. Hun siger det er vigtigt at vi siger det, fordi der kan være forskel på hvordan folk gerne vil have det. Vi fortæller også at vi gerne vil se hende og være sammen med hende. Vibeke fortæller at vi skal være opmærksomme på at det kan være at hun viser livstegn, når hun bliver født. Jeg svarer at jeg faktisk håber at hun gør det. Det vil betyde noget for mig, fordi jeg ville ønske at vi skulle have hende i live og ethvert livstegn vil være en snert af dette.
Vi ved endnu ikke om hun skal obduceret eller om hun skal begraves.
Vi tager hjem igen – fulde af sorg over at skulle sige farvel til vores lille skat. Vores lillesøster. Det var slet ikke meningen hun skulle ende sit liv på denne måde før det overhovedet blev startet. Jeg går i stykker ved tanken om at hun ikke vil få et liv. At vi ikke vil få hende i vores liv. Hun er VORES barn. Hun skulle være født til sommer. Jeg skulle have holdt hende i live. Set hendes øjne. Hørt hende græde. Trøstet hende. Ammet hende. Set hende vokse op. Nydt tiden hjemme sammen med hende. Set hende og Elias sammen. Nyde ham som storebror.
Når nogen siger at det var godt at vi ikke nåede at opleve hende og holde hende er det helt forkert, for i bund og grund er det lige præcis det, som smerter. At vi ikke får lov at opleve hende, at jeg ikke får lov at se hendes øjne, amme hende, kysse hende, trøste hende, nyde hende. At vi kun lige har fået hende i vores liv, og at hun bliver taget fra os igen. At jeg mærker hende og føler hende, men jeg ved at jeg skal af med hende.
Vi bliver ringet op torsdag aften lige inden spisetid fra Randers. De har modtaget tilladelse til sen abort. Vi må gerne komme ind og få pillen allerede i aften og føde hende imorgen. Uh det bliver al for forjaget. Vi skal lige til at spise og hvad med Elias og al ting. Nej det kan jeg ikke, om det kan blive imorgen i stedet. Vi får en tid til kl. 16.30 fredag eftermiddag, hvor vi skal møde ind og snakke fødslen igennem og jeg skal have en pille som skal stoppe graviditeten. Jeg ringer til min mor og får arrangeret at hun kommer herud fredag kl 15 og bliver til lørdag, hvor vi skal møde til
fødslen.
Senere torsdag aften ringer de igen fra Randers. De har ringet fra Skejby at de gerne vil have en fostervandsprøve, om jeg skulle til Århus imorgen? (med Elias). Vi aftaler at vi i stedet kommer til Randers fredag formiddag og får prøven og efterfølgende får pillen og en snak om fødslen, så vi ikke skal derop fredag eftermiddag. De vil ringe fredag morgen for at fortælle hvornår vi kan komme til. Skejby vil gerne have fostervandsprøven, så de kan teste på denne prøve også, så de kan blive så kloge som muligt, hvis jeg skulle blive gravid igen.
onsdag den 9. februar 2011
21. uge - misdannelsesscanning
Skal til Misdannelsesscanning fredag d. 4. februar (20+0). Jeg var nervøs inden fordi jeg havde oplevelsen fra sidste scanning, som viste forhøjet risiko for down og blev fulgt af en moderkagebiopsi. Så jeg håber inderligt at det går bedre denne gang. Det gør det desværre ikke. Lillepigens knogler i arme og ben er alt for korte, ligesom mavens omkreds. Der viser sig endvidere nogle skygger på tarmene, som ikke bør være der. Det kan dog være fordi at jeg har blødt og hun har drukket det som en del af fostervandet. Jeg har ikke blødt udvendigt, men kan måske godt have blødt uden at det har vist sig ude.
Scanningsjordemoderen har ikke kompetence til at diagnosticere, men nævner at det formentlig er dværgvækst eller mere alvorlig kromosomfejl, som de ikke har testet for ved moderkageprøven.
Vi skal derfor til Skejby – de vil ringe til os senere på dagen, om vi kan få en tid om fredagen eller mandag.
Det er et dybt chok og vi bliver rigtig kede af det. Hvad er det der venter os? Jeg græder, men har et lille håb om at scanningen på Skejby kan bringe andet håb. Jordemoderen havde svært ved at scanne hende, fordi hun smutter for hende og gemmer sig bag min navle.
VI kører hjem til min mor, hvor Elias er, fordi han har feber denne dag. De ringer fra Skejby senere. Desværre er der først tid på mandag kl 13.30. Det er der jo ikke noget at gøre ved.
Det bliver en hård weekend. Særlig fredag og lørdag græder jeg meget. Søndag går bedre. Vi er afsted hele dagen – i Randers storcenter og hos Inge og Erik. Det gik fint med at tale med dem om det. De viste ikke meget medfølelse, men kom snarere med alle de dumme floskler om at vi kan glæde os over at vi ikke har nået at lære hende at kende og det er bedre end his du havde båret hende hele vejen. Det er jo rigtigt at det er værre, men det laver ikke om på at dette er vores lille baby, som nu er i fare.
Mandag d. 7. tager jeg på arbejde. Det er hårdere end jeg troede og jeg græd hele vejen derind. Det var hårdt at møde personalet og mærke deres medfølelse. Men det går ok, når jeg først er igang med arbejdet.
Kl 13 kører jeg ud til Skejby. Vi har tid kl 13.30 og kommer til lidt i 14. EN overlæge Vibeke Gjørup tager imod os. Hun måler mave, hoved, lårben, arme, hjerne. Kigger på hjertet om ser blodflowet med farver. Lytter til hjertet. Måler flow i mine kar. Der er alt for lidt fostervand, så det er svært at scanne hende. Hun er i tvivl om nyrerne virker. Det er svært for hende at scanne dem ordentligt. Når der er så lidt fostervand, kan hendes lunger ikke udvikle sig ordentligt. Hun måler flow i mine kar og i navlesnoren og konstaterer at det ser normalt ud, så det er ikke derfor at hun ikke vokser som hun skal og at der er for lidt forstervand. Lægen trykker alle målene ind på computeren og printer et ark ud med alle datane. Vi kan se hvordan målene på arme og ben ikke blot ligger i den lave ende, men helt udenfor skemaet. Hovedomkredsen ligger i den lille ende, men dele af hjernen ser ud til at være normal størrelse ligesom hjertet er normalt.
Efter scanning kommer vi over på en hvilestue at sidde. Vi sidder lidt selv inden hun kommer og snakker. Hvad vi tænker om tingene? Jeg kan på ingen måde sige farvel til min lille prinsesse nu. Jeg er overhovedet ikke i stand til at træffe den beslutning. Hvordan skal jeg da også nogensinde blive det? Hvordan vil jeg kunne beslutte at skulle tage livet af mit eget barn? Det er da fuldstændigt absurdt og helt meningsløst.
Overlægen kontakter genetikeren for at høre om der er noget vi kan undersøge, så vi kan få et tydeligere svar på hvad hun fejler og hvad hendes udsigter er. Men det viser sig at vi kun har en stakket frist at give vores lille prinsesse. Vi vil ikke kunne afbryde graviditeten efter uge 22. Der ligger en etisk grænse, som er lovbestemt. Det vil sige at vi har til fredag i næste uge. Hvis vi ikke har foretaget os noget inden da, skal jeg bære hende resten af vejen, med mindre hun selv går til grunde inden. Derfor har vi ikke lang tid at give hende og vores beslutning. Hvad end hun skal vise os af forbedring skal være i løbet af den næste uge, ellers er det for sent. Og indenfor denne tid kan vi ikke nå at få svar fra genetikeren. Der vil gå omkring 2 uger. Der findes over 100 forskellige dværgvækstdiagnoser, så det vil være som at lede efter en nål i en høstak.
Jeg føler at det mindste vi kan give hende, er et par dage. Et lille flig af håb om at talene kunne se anderledes ud om et par dage. Om ikke andet kan vi få tid til at få truffet den rigtige beslutning i de par dage, så vi står lidt anderledes til at møde lægernes dom. Vi beslutter derfor at scanne igen på torsdag.
De næste dage er skrækkelige. Det er en hel umulig situation vi er sat i. Hvordan kan vi træffe den beslutning? Tænk nu hvis hun kunne få et godt og værdigt liv. Hvordan kan vi være dommere over hendes liv? Hvordan kan vi slå vores kærlighed ihjel og skabe evig tomhed og savn i vores egne hjerter? Vi er jo selv skyld i at vi får det sådan. Omvendt hvordan kan vi så løbe risikoen om at sætte et barn til verden som ikke vil overleve eller som vil blive fysisk og mentalt retaderet? Og hvilken betydning vil det ikke få for Elias, den livsglade og vidunderlige dreng? Skal vi give ham en søster, for hvem han hele tiden skal frygte vil leve eller dø? Skal vi inddrage ham i det helvede? Og skal vi lade ham miste sine forældre så meget, fordi hans søster vil fylde meget med sit handicap? Det vil få betydning for hele vores familieliv og får de muligheder vi har og for den måde vi nyder at leve vores liv.
Vi læser en del begge to på nettet om folk der har mistet deres ufødte børn. Det er SÅ hårdt, men det hjælper os også. Det letter at græde og det letter at høre at vi hører at vi ikke er de eneste, der har de følelser og tanker om vores lille ufødte barn. Det giver ligesom tilladelse til at sørge – det er ok at være ked af at miste selvom vi næsten ikke engang har fået. Vi læser om folks fødselshistorier og de følelser det medfører og bliver derved mere afklarede på hvordan vi selv gerne vil have det.
Jeg ved godt at scanningen torsdag ikke vil give noget håb, men jeg klamrer mig fast til det spinkle håb. Ikke mindst føles det rigtigt at give hende den respekt ikke at give op ved første øjekast. Hun fortjener de få dage, ja faktisk fortjener hun jo meget mere, men det kan vi desværre ikke give hende. Undskyld prinsesse at vi ikke kunne give dig mere tid. Det er forfærdeligt at du skal bevise overfor os på så kort tid.
Scanningsjordemoderen har ikke kompetence til at diagnosticere, men nævner at det formentlig er dværgvækst eller mere alvorlig kromosomfejl, som de ikke har testet for ved moderkageprøven.
Vi skal derfor til Skejby – de vil ringe til os senere på dagen, om vi kan få en tid om fredagen eller mandag.
Det er et dybt chok og vi bliver rigtig kede af det. Hvad er det der venter os? Jeg græder, men har et lille håb om at scanningen på Skejby kan bringe andet håb. Jordemoderen havde svært ved at scanne hende, fordi hun smutter for hende og gemmer sig bag min navle.
VI kører hjem til min mor, hvor Elias er, fordi han har feber denne dag. De ringer fra Skejby senere. Desværre er der først tid på mandag kl 13.30. Det er der jo ikke noget at gøre ved.
Det bliver en hård weekend. Særlig fredag og lørdag græder jeg meget. Søndag går bedre. Vi er afsted hele dagen – i Randers storcenter og hos Inge og Erik. Det gik fint med at tale med dem om det. De viste ikke meget medfølelse, men kom snarere med alle de dumme floskler om at vi kan glæde os over at vi ikke har nået at lære hende at kende og det er bedre end his du havde båret hende hele vejen. Det er jo rigtigt at det er værre, men det laver ikke om på at dette er vores lille baby, som nu er i fare.
Mandag d. 7. tager jeg på arbejde. Det er hårdere end jeg troede og jeg græd hele vejen derind. Det var hårdt at møde personalet og mærke deres medfølelse. Men det går ok, når jeg først er igang med arbejdet.
Kl 13 kører jeg ud til Skejby. Vi har tid kl 13.30 og kommer til lidt i 14. EN overlæge Vibeke Gjørup tager imod os. Hun måler mave, hoved, lårben, arme, hjerne. Kigger på hjertet om ser blodflowet med farver. Lytter til hjertet. Måler flow i mine kar. Der er alt for lidt fostervand, så det er svært at scanne hende. Hun er i tvivl om nyrerne virker. Det er svært for hende at scanne dem ordentligt. Når der er så lidt fostervand, kan hendes lunger ikke udvikle sig ordentligt. Hun måler flow i mine kar og i navlesnoren og konstaterer at det ser normalt ud, så det er ikke derfor at hun ikke vokser som hun skal og at der er for lidt forstervand. Lægen trykker alle målene ind på computeren og printer et ark ud med alle datane. Vi kan se hvordan målene på arme og ben ikke blot ligger i den lave ende, men helt udenfor skemaet. Hovedomkredsen ligger i den lille ende, men dele af hjernen ser ud til at være normal størrelse ligesom hjertet er normalt.
Efter scanning kommer vi over på en hvilestue at sidde. Vi sidder lidt selv inden hun kommer og snakker. Hvad vi tænker om tingene? Jeg kan på ingen måde sige farvel til min lille prinsesse nu. Jeg er overhovedet ikke i stand til at træffe den beslutning. Hvordan skal jeg da også nogensinde blive det? Hvordan vil jeg kunne beslutte at skulle tage livet af mit eget barn? Det er da fuldstændigt absurdt og helt meningsløst.
Overlægen kontakter genetikeren for at høre om der er noget vi kan undersøge, så vi kan få et tydeligere svar på hvad hun fejler og hvad hendes udsigter er. Men det viser sig at vi kun har en stakket frist at give vores lille prinsesse. Vi vil ikke kunne afbryde graviditeten efter uge 22. Der ligger en etisk grænse, som er lovbestemt. Det vil sige at vi har til fredag i næste uge. Hvis vi ikke har foretaget os noget inden da, skal jeg bære hende resten af vejen, med mindre hun selv går til grunde inden. Derfor har vi ikke lang tid at give hende og vores beslutning. Hvad end hun skal vise os af forbedring skal være i løbet af den næste uge, ellers er det for sent. Og indenfor denne tid kan vi ikke nå at få svar fra genetikeren. Der vil gå omkring 2 uger. Der findes over 100 forskellige dværgvækstdiagnoser, så det vil være som at lede efter en nål i en høstak.
Jeg føler at det mindste vi kan give hende, er et par dage. Et lille flig af håb om at talene kunne se anderledes ud om et par dage. Om ikke andet kan vi få tid til at få truffet den rigtige beslutning i de par dage, så vi står lidt anderledes til at møde lægernes dom. Vi beslutter derfor at scanne igen på torsdag.
De næste dage er skrækkelige. Det er en hel umulig situation vi er sat i. Hvordan kan vi træffe den beslutning? Tænk nu hvis hun kunne få et godt og værdigt liv. Hvordan kan vi være dommere over hendes liv? Hvordan kan vi slå vores kærlighed ihjel og skabe evig tomhed og savn i vores egne hjerter? Vi er jo selv skyld i at vi får det sådan. Omvendt hvordan kan vi så løbe risikoen om at sætte et barn til verden som ikke vil overleve eller som vil blive fysisk og mentalt retaderet? Og hvilken betydning vil det ikke få for Elias, den livsglade og vidunderlige dreng? Skal vi give ham en søster, for hvem han hele tiden skal frygte vil leve eller dø? Skal vi inddrage ham i det helvede? Og skal vi lade ham miste sine forældre så meget, fordi hans søster vil fylde meget med sit handicap? Det vil få betydning for hele vores familieliv og får de muligheder vi har og for den måde vi nyder at leve vores liv.
Vi læser en del begge to på nettet om folk der har mistet deres ufødte børn. Det er SÅ hårdt, men det hjælper os også. Det letter at græde og det letter at høre at vi hører at vi ikke er de eneste, der har de følelser og tanker om vores lille ufødte barn. Det giver ligesom tilladelse til at sørge – det er ok at være ked af at miste selvom vi næsten ikke engang har fået. Vi læser om folks fødselshistorier og de følelser det medfører og bliver derved mere afklarede på hvordan vi selv gerne vil have det.
Jeg ved godt at scanningen torsdag ikke vil give noget håb, men jeg klamrer mig fast til det spinkle håb. Ikke mindst føles det rigtigt at give hende den respekt ikke at give op ved første øjekast. Hun fortjener de få dage, ja faktisk fortjener hun jo meget mere, men det kan vi desværre ikke give hende. Undskyld prinsesse at vi ikke kunne give dig mere tid. Det er forfærdeligt at du skal bevise overfor os på så kort tid.
mandag den 20. december 2010
Nakkefoldsscanning og moderkageprøve
Er til nakkefoldscanning d. 13. december. Scanningen går fint – alt ser fint ud. Lille nakkefold. Lille hjerte der slår. En hjerne med skillevæg, vand i mavesæk og blære. Små arme og ben. En fin rygrad. Det er dejligt at se den lille derinde. Jordemoderen taster tallene ind i computeren og forholder dem til blodprøverne. Sammenlagt skal scanning, min alder og blodprøve give en risikovurdering af down. Og nej nej nej, vores sammenlægning viser en risiko på 1:74. For helvede nej. De anbefaler at man får foretaget en moderkagebiopsi, hvis risikoen er højere end 1:300. Vi bliver stillet valget om vi vil have en moderkagebiopsi. Der er ½-1 % risiko for at abortere efter en moderkageprøve, så det er en alvorlig beslutning, hvor risiskovurderingen skal sammenholdes med abortrisikoen. Men vi synes at 1:74 er langt fra 1:300, så vi takker ja til moderkageprøven. Vi får en tid 2 dage efter onsdag morgen
Vi går i stilhed ud til bilerne og jeg græder hele vejen hjem. VI skal køre i to biler. Jeg ringer til Ane, som jeg ved fik foretaget en prøve med Johanne, fordi jeg ved hun vil forstå, hvordan jeg har det lige nu. Jeg ringer også til min mor.
Hjemme går jeg og smågræder resten af aftenen. Tirsdag tager ejg på arbejde som jeg skal. Det går fint med at være sammen med børnene de første timer. Da jeg kommer over på kontoret kommer tankerne og jeg bliver ked igen.Til middag skal vi have middagsmøde på arbejdet Og jeg fortæller min glade nyhed, som de endnu ikke ved. De bliver glade og lykønsker mig, men jeg må desværre grædende fortælle at det ikke bare er lykke, fordi jeg har en forhøjet risiko for down og skal have foretaget en moderkageprøve onsdag.
Onsdag morgen skal vi være der kl 9. Det går fint med at tage prøven. En del af min nervøsitet forsvinder nu, hvor jeg oplever hvad det vil sige at få foretaget en moderkageprøve. Det gør ikke specielt ondt, men det føles ubehageligt. Det smertefulde er da lægen stikker et langt nålerør ned igennem maven. Det er som at få foretaget en blodprøve, men det ubehagelige består i at lægen jager nålen frem og tilbage for at få prøver op. Det gør hun 3-4 gange. Det er hurtigt overstået. Jordemoderen scanner baby igen og den se ud til at have det fint. Vi kører hjem igen. Jeg lægger mig på sofaen og René kører på arbejde. Jeg har menustrationssmerter og lidt jag resten af dagen, så jeg ligger med varmepude på maven.
Det gør ondt nogle dage og jeg skåner med selv fra løft på arbejdet torsdag og fredag. En uges tid efter oplever jeg at få plukveer, men det fortager sig over julen.
En læge vil ringe om det foreløbige svar fredag efermiddag, så jeg tager fri fra middag, så jeg ikke står over børnene og får et træls svar. En læge (Stornes) ringer kl 15.30 som jeg står udenfor børnehaven. Heldigvis jubi hip hip... er det positivt. Barnet har ikke down og vi venter os en lille pige. Jamen altså så kan lykken ikke bliver bedre. Jeg tager til julefrokost på arbejdet om aftenen og fester høj på lykke hele natten.
Vi vil få svar fra de sidste kromosonundersøgelser om ca 14 dage.
Vi går i stilhed ud til bilerne og jeg græder hele vejen hjem. VI skal køre i to biler. Jeg ringer til Ane, som jeg ved fik foretaget en prøve med Johanne, fordi jeg ved hun vil forstå, hvordan jeg har det lige nu. Jeg ringer også til min mor.
Hjemme går jeg og smågræder resten af aftenen. Tirsdag tager ejg på arbejde som jeg skal. Det går fint med at være sammen med børnene de første timer. Da jeg kommer over på kontoret kommer tankerne og jeg bliver ked igen.Til middag skal vi have middagsmøde på arbejdet Og jeg fortæller min glade nyhed, som de endnu ikke ved. De bliver glade og lykønsker mig, men jeg må desværre grædende fortælle at det ikke bare er lykke, fordi jeg har en forhøjet risiko for down og skal have foretaget en moderkageprøve onsdag.
Onsdag morgen skal vi være der kl 9. Det går fint med at tage prøven. En del af min nervøsitet forsvinder nu, hvor jeg oplever hvad det vil sige at få foretaget en moderkageprøve. Det gør ikke specielt ondt, men det føles ubehageligt. Det smertefulde er da lægen stikker et langt nålerør ned igennem maven. Det er som at få foretaget en blodprøve, men det ubehagelige består i at lægen jager nålen frem og tilbage for at få prøver op. Det gør hun 3-4 gange. Det er hurtigt overstået. Jordemoderen scanner baby igen og den se ud til at have det fint. Vi kører hjem igen. Jeg lægger mig på sofaen og René kører på arbejde. Jeg har menustrationssmerter og lidt jag resten af dagen, så jeg ligger med varmepude på maven.
Det gør ondt nogle dage og jeg skåner med selv fra løft på arbejdet torsdag og fredag. En uges tid efter oplever jeg at få plukveer, men det fortager sig over julen.
En læge vil ringe om det foreløbige svar fredag efermiddag, så jeg tager fri fra middag, så jeg ikke står over børnene og får et træls svar. En læge (Stornes) ringer kl 15.30 som jeg står udenfor børnehaven. Heldigvis jubi hip hip... er det positivt. Barnet har ikke down og vi venter os en lille pige. Jamen altså så kan lykken ikke bliver bedre. Jeg tager til julefrokost på arbejdet om aftenen og fester høj på lykke hele natten.
Vi vil få svar fra de sidste kromosonundersøgelser om ca 14 dage.
tirsdag den 30. marts 2010
Påskeferie... ahhh
11 dages ferie herhjemme uden at byggeri hænger over vores hoveder.Kan det næsten blive bedre. René skal arbejde tirsdag og onsdag, men ellers er der dømt tid til at rydde op, hænge lidt op og til hygge med venner og familie.
I påskens første weekend har vi haft besøg af Laura og hendes to børn - Jasmin som nærmer sig 4 år og Malik på knap 8 måneder. Efter lidt startskænderi, hvor Elias og Jasmin skulle finde ud af hvilken leg, der passede dem begge, fandt de ud af at lege rigtig godt. De opfandt en ny leg, som hed "tisse på de onde". Den bestod i at lukke sig inde på gæsteværelset og (helst med bukserne af) stå i vindueskarmen og lade som om de tissede og pruttede på de onde udenfor... hmmm Alt imens havde de voksne tid til at hygge og snakke. Sikke en dejlig weekend.
Mandag bød på afslapning, oprydning på kontor og ophængning af lamelgardiner.
Tirsdag ryddede Britta og Elias op udenfor og kørte et læs på lossepladsen. Vi er igang med at indhente tilbud på lægning af indkørsel, opsætning af garage og så vil vi have en havearktitekt til at tegne et forslag til indretning af haven. Men de sidste byggerester-rod skal fjernes først, så den store høj kan planeres ud på grunden.
Onsdag kommer Mormor. Vi skal handle, hygge og gøre rent.
Torsdag kommer Daniel, Natasja og Silas til påskelam. Det skal bliver rigtig hyggeligt.
Resten af påsken byder både på tid til arbejde herhjemme, afslapning. Påskefrokost hos Mormor med familien fra Lystrup. Og bsøg her af Farfar og Mormor.
Påsken 2010 blev endvidere tid for Elias at smide sutten. Rent bogstaveligt smed han dem alle 5 ud af havedøren - alt hvad han kunne. Næste morgen havde påskeharen været der med en masse påskeæg, som han og Jasmin samlede ind. Det er gået over al forventning. Store dreng. Så mangler han bare at overvinde sig til at lave på toilettet. Han beder om at få ble på og bliver aldeles panisk, når vi insisterer på at det laver man på toilettet. Men det kommer jo nok. Det er kun herhjemme at laver i bleen. I børnehaven holder han sig.
I påskens første weekend har vi haft besøg af Laura og hendes to børn - Jasmin som nærmer sig 4 år og Malik på knap 8 måneder. Efter lidt startskænderi, hvor Elias og Jasmin skulle finde ud af hvilken leg, der passede dem begge, fandt de ud af at lege rigtig godt. De opfandt en ny leg, som hed "tisse på de onde". Den bestod i at lukke sig inde på gæsteværelset og (helst med bukserne af) stå i vindueskarmen og lade som om de tissede og pruttede på de onde udenfor... hmmm Alt imens havde de voksne tid til at hygge og snakke. Sikke en dejlig weekend.
Mandag bød på afslapning, oprydning på kontor og ophængning af lamelgardiner.
Tirsdag ryddede Britta og Elias op udenfor og kørte et læs på lossepladsen. Vi er igang med at indhente tilbud på lægning af indkørsel, opsætning af garage og så vil vi have en havearktitekt til at tegne et forslag til indretning af haven. Men de sidste byggerester-rod skal fjernes først, så den store høj kan planeres ud på grunden.
Onsdag kommer Mormor. Vi skal handle, hygge og gøre rent.
Torsdag kommer Daniel, Natasja og Silas til påskelam. Det skal bliver rigtig hyggeligt.
Resten af påsken byder både på tid til arbejde herhjemme, afslapning. Påskefrokost hos Mormor med familien fra Lystrup. Og bsøg her af Farfar og Mormor.
Påsken 2010 blev endvidere tid for Elias at smide sutten. Rent bogstaveligt smed han dem alle 5 ud af havedøren - alt hvad han kunne. Næste morgen havde påskeharen været der med en masse påskeæg, som han og Jasmin samlede ind. Det er gået over al forventning. Store dreng. Så mangler han bare at overvinde sig til at lave på toilettet. Han beder om at få ble på og bliver aldeles panisk, når vi insisterer på at det laver man på toilettet. Men det kommer jo nok. Det er kun herhjemme at laver i bleen. I børnehaven holder han sig.
mandag den 4. januar 2010
Godt nytår
Kære alle sammen!
Netop indtrådt i dette nye år vil vi sende en hilsen til jer alle med ønske om et glædesfuldt og inspirerende år 2010. I er ganske givet på nippet til at falde ned fra stolen ved at se en reaktion fra os… Jo, vi erkender at det er ved at være en stund siden en ”rejsemail” er blevet afsendt fra vores kant. Egentlige rejser er ikke tilfaldet os de sidste 1½ år. Vores liv - al vor tid og energi har været fokuseret om husbyg i denne periode.
December gav tid til julehygge, da vi fortsat ventede på maleren. Det indtil René besluttede sig for at give sig i kast med tapetseringen og det med stor succes, så i løbet af 14 dage havde vi tapetseret, malet og lagt gulv i 3 rum.
Julen bød selvfølgelig på en masse social hygge. D, 23. hos Mormor med risengrød og konfekt, som Elias meget fantasifuldt deltog i. Juleaften fejrede vi i Lystrup hos Brittas søster til stor jubel for Elias, der ikke brugte meget krudt på at han skulle til juleaften, men mere at han skulle ind til sine elskede fætre Casper og Mikkel.
.JPG)
1. juledag var vi hjemme med feberhed dreng, som reaktion på en intens aften hvor han først sov kl, 23,30. 2.juledag var vi med en frisk dreng hos Farmor med hele familien til julefrokost, der på Elias’ initiativ også bød på dans om juletræ. Mange gode gaver – en baby med barnevogn og en ny cykel med pedaler var favoritterne. Men også en masse lego er der blevet leget med resten af ferien. Juleferien blev vist også endeligt for bleen, som Elias valgte at smide for 8 dage siden (på nær om natten og under middagslur). Nytår fejrede vi med venner i Mørke (Daniel, Natasja og deres 4 årige Silas) En super hyggelig aften for både børn og voksne med lækker mad og gode drinks. Mellem jul og nytår var René på arbejde og Britta og Elias var hjemme. Hyggede og malede.
Tilbage er blot gulv i et enkelt rum, fodlister, døre/dørkarme og 3 vindueskarme - og så selvfølgelig en masse små detaljer;-) Og et badeværelse på førstesalen.
Det er fantastisk at kunne summe 2009 op med dette. Dertil kommer selvfølgelig alt det udvendige – have, terrasse, indkørsel, carport/garage, skur… men det skal nok komme og livet fungerer jo uden. Så vi går og overvejer rigtig sommerferie i 2010, og så skal der nok komme en rigtig rejsemail. Vi føler nu at dette husbyg har været en forunderlig rejse. En spændende, intens rejse, der har bragt til nye horisonter og givet os mulighed for at møde nye sider i os selv og i hinanden. En rejse, der har været udfordrende og grænseoverskridende (Britta har kørt lastbil, varevogn, trailer, stået på 9 m stige, kravlet på spær, Vi har lavet mad under kummerlige forhold, sovet i campingvogn i 12 minusgrader, isoleret 170 bat/pakker isolering, skåret egetræskøkkenbordplade ud kl. 24, haft 7 til frokost i skurvognen, arbejdet dobbelt-tid og meget andet). På den måde minder den rejse om vores andre rejser, fordi den har været drejet af opdagerlyst og eventyr, men også budt på nedtur og frustration. Huset her er vores andet barn, et barn som har krævet meget mere af os end Elias nogensinde har krævet. På trods af den naturlige pris, vi har måttet betale for at springe ud i dette projekt, har vi ikke fortrudt det, men vi er stolte og glade over det vi sammen har kunnet udrette. Stolte af os selv og af hinanden og glade for at vi har set hinanden overskride grænser og vise hvad vi dur til. Vi håber at vi på trods af det som mangler vil opleve et 2010, hvor vi ikke kun skal præstere, men også får tid til at være og til at nyde. Nyde livet, hinanden, vores smukke hus og de fantastiske omgivelser vi er flyttet i.
Vi håber meget på at 2010 også vil give jer alle både tid til at nyde og til at yde. Til at være og til at være god til. Vi håber at se mange flere meget mere i det nye år. Vi viser rigtig gerne vores kunstværk frem.
Netop indtrådt i dette nye år vil vi sende en hilsen til jer alle med ønske om et glædesfuldt og inspirerende år 2010. I er ganske givet på nippet til at falde ned fra stolen ved at se en reaktion fra os… Jo, vi erkender at det er ved at være en stund siden en ”rejsemail” er blevet afsendt fra vores kant. Egentlige rejser er ikke tilfaldet os de sidste 1½ år. Vores liv - al vor tid og energi har været fokuseret om husbyg i denne periode.
December gav tid til julehygge, da vi fortsat ventede på maleren. Det indtil René besluttede sig for at give sig i kast med tapetseringen og det med stor succes, så i løbet af 14 dage havde vi tapetseret, malet og lagt gulv i 3 rum.
Julen bød selvfølgelig på en masse social hygge. D, 23. hos Mormor med risengrød og konfekt, som Elias meget fantasifuldt deltog i. Juleaften fejrede vi i Lystrup hos Brittas søster til stor jubel for Elias, der ikke brugte meget krudt på at han skulle til juleaften, men mere at han skulle ind til sine elskede fætre Casper og Mikkel.
.JPG)
1. juledag var vi hjemme med feberhed dreng, som reaktion på en intens aften hvor han først sov kl, 23,30. 2.juledag var vi med en frisk dreng hos Farmor med hele familien til julefrokost, der på Elias’ initiativ også bød på dans om juletræ. Mange gode gaver – en baby med barnevogn og en ny cykel med pedaler var favoritterne. Men også en masse lego er der blevet leget med resten af ferien. Juleferien blev vist også endeligt for bleen, som Elias valgte at smide for 8 dage siden (på nær om natten og under middagslur). Nytår fejrede vi med venner i Mørke (Daniel, Natasja og deres 4 årige Silas) En super hyggelig aften for både børn og voksne med lækker mad og gode drinks. Mellem jul og nytår var René på arbejde og Britta og Elias var hjemme. Hyggede og malede.
Tilbage er blot gulv i et enkelt rum, fodlister, døre/dørkarme og 3 vindueskarme - og så selvfølgelig en masse små detaljer;-) Og et badeværelse på førstesalen.
Det er fantastisk at kunne summe 2009 op med dette. Dertil kommer selvfølgelig alt det udvendige – have, terrasse, indkørsel, carport/garage, skur… men det skal nok komme og livet fungerer jo uden. Så vi går og overvejer rigtig sommerferie i 2010, og så skal der nok komme en rigtig rejsemail. Vi føler nu at dette husbyg har været en forunderlig rejse. En spændende, intens rejse, der har bragt til nye horisonter og givet os mulighed for at møde nye sider i os selv og i hinanden. En rejse, der har været udfordrende og grænseoverskridende (Britta har kørt lastbil, varevogn, trailer, stået på 9 m stige, kravlet på spær, Vi har lavet mad under kummerlige forhold, sovet i campingvogn i 12 minusgrader, isoleret 170 bat/pakker isolering, skåret egetræskøkkenbordplade ud kl. 24, haft 7 til frokost i skurvognen, arbejdet dobbelt-tid og meget andet). På den måde minder den rejse om vores andre rejser, fordi den har været drejet af opdagerlyst og eventyr, men også budt på nedtur og frustration. Huset her er vores andet barn, et barn som har krævet meget mere af os end Elias nogensinde har krævet. På trods af den naturlige pris, vi har måttet betale for at springe ud i dette projekt, har vi ikke fortrudt det, men vi er stolte og glade over det vi sammen har kunnet udrette. Stolte af os selv og af hinanden og glade for at vi har set hinanden overskride grænser og vise hvad vi dur til. Vi håber at vi på trods af det som mangler vil opleve et 2010, hvor vi ikke kun skal præstere, men også får tid til at være og til at nyde. Nyde livet, hinanden, vores smukke hus og de fantastiske omgivelser vi er flyttet i.
Vi håber meget på at 2010 også vil give jer alle både tid til at nyde og til at yde. Til at være og til at være god til. Vi håber at se mange flere meget mere i det nye år. Vi viser rigtig gerne vores kunstværk frem.
tirsdag den 24. november 2009
Sol og afslapning i Egypten
November blev igen en lidt uproduktiv måned. Vi måtte vente lidt på maleren, der havde travlt med andre projekter, så han ikke havde så meget tid til at spartle og tapetsere hos os. Han fik dog gjort 3 rum færdig i løbet af november.
November blev også selvvalgt uproduktiv, fordi vi gav os selv en velfortjent ferie til Egypten. En uge med afslapning, badning, sjov, leg, hygge og god tid. Lige på Elias’ præmisser og også til god nytte for os voksne.
November blev også selvvalgt uproduktiv, fordi vi gav os selv en velfortjent ferie til Egypten. En uge med afslapning, badning, sjov, leg, hygge og god tid. Lige på Elias’ præmisser og også til god nytte for os voksne.
lørdag den 24. oktober 2009
gips på førstesalen og start i børnehave
Oktober blev aktiv og produktiv. Endelig kunne vi komme i gang med at lave gips ovenpå. Vi blev fyldt af energi igen. Britta satte alle spånplader og gipsplader op, men René lavede skillevægge, el og ventilation.
.jpg)
Ikke mindst blev oktober måneden, hvor Elias startede i børnehave i Mørke. 2 år og 9 måneder gammel. Det gik fint og uden problemer. Elias faldt hurtigt til. Det er et stort sted med over 80 børn – funktionsopdelt, så det kan ikke være helt let at komme som lille ny og skulle navigere i det. Men personalet var gode til at tage imod ham og de andre små pus, som er startet i efteråret.
.jpg)
.jpg)
Ikke mindst blev oktober måneden, hvor Elias startede i børnehave i Mørke. 2 år og 9 måneder gammel. Det gik fint og uden problemer. Elias faldt hurtigt til. Det er et stort sted med over 80 børn – funktionsopdelt, så det kan ikke være helt let at komme som lille ny og skulle navigere i det. Men personalet var gode til at tage imod ham og de andre små pus, som er startet i efteråret.
.jpg)
fredag den 4. september 2009
isolering, isolering, isolering
August og september gik rigtig langsomt fremad. Dels brugte Britta meget tid på at male og dels var energien faldet efter vi var flyttet ind i huset, så det var svært at komme i gang lige efter arbejde. Vi sammenlignede med foråret og kunne ikke forstå det gik så langsomt, men René havde heller ikke sine to byggedage med i stedet en fuldtids arbejdsuge, som selvfølgelig også trættede mere.
Det skulle sættes plader op som undertag, laves ventilation ovenpå og isoleres i skunke og skråvægge inden det hele blev beklædt i dampspærre. På loftet skulle gulvet dækkes af krydsfiner, der dels stabiliserer og dels giver opbevaringsplads. Men vi kom igennem månederne, selvom det var et slid. Det gav dog også mere tid til Elias, fordi vi var sammen om eftermiddagen.
.jpg)
Det skulle sættes plader op som undertag, laves ventilation ovenpå og isoleres i skunke og skråvægge inden det hele blev beklædt i dampspærre. På loftet skulle gulvet dækkes af krydsfiner, der dels stabiliserer og dels giver opbevaringsplads. Men vi kom igennem månederne, selvom det var et slid. Det gav dog også mere tid til Elias, fordi vi var sammen om eftermiddagen.
.jpg)
tirsdag den 14. juli 2009
Sommerferie
Juli 2009 – sommer sol og indflytning i stueetagen. Jubi. Afsked med skurvognen som havde været centrum om vores liv i 5 måneder. Vi valgte at blive boende i campingvognen og kun flytte stue, køkken og bad over i huset. Vi kunne godt sove i stuen og på kontoret, men det fungerede fint at sove i campingvognen, så det blev vi ved med 4 måneder mere. Så kunne vi også bedre hamre og banke efter Elias’ sengetid.
Juli bød også på sommerferie. Her fik vi hentet lidt af vores ting, samt købt nye møbler – sofa – spisebord. En forunderlig oplevelse for Elias var vaskemaskinen. Den havde han ikke set i funktion i 5 måneder – for Brittas mor vaskede fra februar til juli vores tøj. Det var så næsten lige så spændende som et tv og han satte sig godt til rette for at følge tøjets tur rundt i maskinen.
Juli var også tid for høst. Og tænk sig at man ud fra vores stue og køkkenvinduer kan følge mejetærskeren og traktorens arbejde på marken ved siden af. Så er man godt nok kommet på landet. Det er hyggeligt. Smil. Vi føler nu ikke der er så langt til Århus. Det tager lang tid med de offentlige, men i bil tager det 22-30 min ind på Brittas arbejde alt afhængig af trafik. René er jo ansat fra sin bopæl, så det er ligegyldigt, hvor han bor.
Sommerferien blev også start for maling af huset – som er blevet så flot med den antracitgrå træbeklædning og hvide vinduer og døre. Malingarbejdet var et slid. Britta malede nærmest hele huset selv med pensel og på stige – op i 8½ meters højde
Juli bød også på sommerferie. Her fik vi hentet lidt af vores ting, samt købt nye møbler – sofa – spisebord. En forunderlig oplevelse for Elias var vaskemaskinen. Den havde han ikke set i funktion i 5 måneder – for Brittas mor vaskede fra februar til juli vores tøj. Det var så næsten lige så spændende som et tv og han satte sig godt til rette for at følge tøjets tur rundt i maskinen.
Juli var også tid for høst. Og tænk sig at man ud fra vores stue og køkkenvinduer kan følge mejetærskeren og traktorens arbejde på marken ved siden af. Så er man godt nok kommet på landet. Det er hyggeligt. Smil. Vi føler nu ikke der er så langt til Århus. Det tager lang tid med de offentlige, men i bil tager det 22-30 min ind på Brittas arbejde alt afhængig af trafik. René er jo ansat fra sin bopæl, så det er ligegyldigt, hvor han bor.
Sommerferien blev også start for maling af huset – som er blevet så flot med den antracitgrå træbeklædning og hvide vinduer og døre. Malingarbejdet var et slid. Britta malede nærmest hele huset selv med pensel og på stige – op i 8½ meters højde
torsdag den 14. maj 2009
trægulve og badeværelse
Maj 2009 var fliserne blev lagt i bad og bryggers af murerne og Britta havde fået malet lofter, så René kunne gå i gang med at lægge de flotte trægulve af bambus i køkken, stue, kontor og entre. Gulvet ligger på strøer med 150 mm isolering ned til betongulvet. I væggene er der 300 mm isolering og huset er pakket mere eller mindre lufttæt ind i plastik.
Elias nød at det blev varmere i vejret, fordi han selv kunne rende frem og tilbage mellem hus og skurvogn/campingvogn uden at skulle af og i tøj hele tiden. Det blev nemmere for ham at lege og han blev ind imellem i skurvognen for at lege, mens vi arbejdede.
Elias nød at det blev varmere i vejret, fordi han selv kunne rende frem og tilbage mellem hus og skurvogn/campingvogn uden at skulle af og i tøj hele tiden. Det blev nemmere for ham at lege og han blev ind imellem i skurvognen for at lege, mens vi arbejdede.
lørdag den 4. april 2009
maling og ventilation
I April 2009 blev gulvene i bad og bryggers støbt og gulvvarme installeret. Vi fik vi tapetseret væggene af ”svigerfar”, så de var klar til at blive malet i påsken. I påsken fik vi også sat gipslofterne op. Vi måtte vente lidt på murer og smed så vi fik tid til at se køerne danse en søndag i april og at lave et legetårn til Elias. René fik lavet puslespillet af ventilationssystemet, der både styrer udluftning og varmetilførsel. Huset opvarmes af en varmepumpe, der genbruger op til 90 % af den varme, der suges ud af rummene.
tirsdag den 24. marts 2009
gang i arbejdet
Elias blev ved med at gå i vuggestue i Vejlby indtil han kunne komme i børnehave i Mørke. Det fungerede fint, da Britta jo alligevel hver dag kører ind til Århus på arbejde. Det var dog sværere for René at hente og bringe, så det var mest Britta der stod for det
Februar og marts blev brugt på at sætte dampspærre op på ydervægge i underetagen og i loftet/etageadskillelsen, bygge inder- og skillevægge i underetagen, lave el, isolere, sætte spånplader og gips op på væggene og spartle væggene.
Motivationen var høj for at arbejde. René afspadserede fra februar til og med maj hver mandag og fredag, så han kunne bygge. Vi arbejdede som heste fra vi kom hjem fra arbejde til vi skulle spise og igen så snart der var ryddet op til sen aften. En typisk dag de 5 første måneder hed: Hjem 16/16.30, skifte tøj, arbejde i huset til 17.30 (René til 18), madlavning og madpakker fra 17.30 – 18, spisning 18-18.30, Rene ud i huset igen 18.30, oprydning, opvask, Elias i bad 18.30 – 19.15. Elias i seng i campingvognen. Britta ud i huset 19.30. I bad kl. 22.30. i seng kl. 23. Ikke et minut blev spildt og vi var i gang hele tiden. Det var hårdt men også rigtig spændende og fuld af positiv motivation og energi. Elias var med i det hele. Overordnet set er det gået over al forventning. Han deltog og legede ved siden af. Ind imellem blev det tydeligt for meget. SÅ kunne han sige at vi skulle ind og lave mad, så snart vi kom hjem fra arbejde – fordi han ikke gad ud i huset. Andre gange i weekenderne ville han ikke op af barnevognen efter middagsluren, så sad han her og spiste eftermiddagsmad og legede i en - to timer. Det er selvfølgelig gået ud over ham at vi har bygget huset, fordi vi ikke har brugt meget tid til leg med legetøj sammen med ham. Men han virker nu ikke til have lidt under det. Vi tror han har fået andet igen. Vi er i hvert glade for den løsning, vi valgte med at bo på byggegrunden – fordi det har været vores fælles projekt at bygge huset – og ikke kun Renés projekt og fordi vi har set hinanden hver dag og har haft meget tid herhjemme. Som mange af jer nok har oplevet, har vi især i starten begrænset vores aktivitet ud af huset og derfor er der også en del socialt liv at indhente på byggelivets regning. Håber I alle ar kunne bære over med vores stilhed og afstand. I er ikke glemt og vi vil rigtig gerne være der for jer igen.
Februar og marts blev brugt på at sætte dampspærre op på ydervægge i underetagen og i loftet/etageadskillelsen, bygge inder- og skillevægge i underetagen, lave el, isolere, sætte spånplader og gips op på væggene og spartle væggene.
Motivationen var høj for at arbejde. René afspadserede fra februar til og med maj hver mandag og fredag, så han kunne bygge. Vi arbejdede som heste fra vi kom hjem fra arbejde til vi skulle spise og igen så snart der var ryddet op til sen aften. En typisk dag de 5 første måneder hed: Hjem 16/16.30, skifte tøj, arbejde i huset til 17.30 (René til 18), madlavning og madpakker fra 17.30 – 18, spisning 18-18.30, Rene ud i huset igen 18.30, oprydning, opvask, Elias i bad 18.30 – 19.15. Elias i seng i campingvognen. Britta ud i huset 19.30. I bad kl. 22.30. i seng kl. 23. Ikke et minut blev spildt og vi var i gang hele tiden. Det var hårdt men også rigtig spændende og fuld af positiv motivation og energi. Elias var med i det hele. Overordnet set er det gået over al forventning. Han deltog og legede ved siden af. Ind imellem blev det tydeligt for meget. SÅ kunne han sige at vi skulle ind og lave mad, så snart vi kom hjem fra arbejde – fordi han ikke gad ud i huset. Andre gange i weekenderne ville han ikke op af barnevognen efter middagsluren, så sad han her og spiste eftermiddagsmad og legede i en - to timer. Det er selvfølgelig gået ud over ham at vi har bygget huset, fordi vi ikke har brugt meget tid til leg med legetøj sammen med ham. Men han virker nu ikke til have lidt under det. Vi tror han har fået andet igen. Vi er i hvert glade for den løsning, vi valgte med at bo på byggegrunden – fordi det har været vores fælles projekt at bygge huset – og ikke kun Renés projekt og fordi vi har set hinanden hver dag og har haft meget tid herhjemme. Som mange af jer nok har oplevet, har vi især i starten begrænset vores aktivitet ud af huset og derfor er der også en del socialt liv at indhente på byggelivets regning. Håber I alle ar kunne bære over med vores stilhed og afstand. I er ikke glemt og vi vil rigtig gerne være der for jer igen.
tirsdag den 24. februar 2009
Opstart af selvbyg - camping i 12 minusgrader
Februar 2009 startede vores byggeprojekt i Mørke. Vi overtog vores Trelleborg råhus sidst i januar med ydermure, tag, vinduer og yderdøre isat. Værsgo at gå i gang. De første dage brugte vi på at indrette os i campingvogn og skurvogn. Vi havde købt en gammel campingvogn fra 1991 til at sove i. Den har to soveafdelinger – den ene bag et lille aflukke, hvor vi indrettede seng til Elias ved hjælp af madrassen og en side fra hans tremmeseng. Her sov vi i 9 måneder fra 1.2. til 1.11. Vi varmede den op ved hjælp af en olieradiator, som kørte på fuld drøn for at følge med de minus 12 grader som flere nætter bød på i februar måned. Heldigvis var vinteren mild med kun få dage med sne, så vi slap for at grave os fri af campingvognen for at komme over at tisse og lave mad i skurvognen. Skurvognen havde vi lejet for omkring 2000 om måneden hos Fredericia Skurvogne. Her indrettede vi et lille køkken med en meter køkkenbord, lille køleskab, kogeblus og spiseplads i det ene rum. I det andet var kombineret køkken-/håndvask, brusekabine, klædeskabe (metalskabe som i svømmehallen), entre og legerum i de samme få kvm.
lørdag den 24. januar 2009
Flytning
I januar 2009 stod vi med tæerne på startlinjen til den store omvæltning i vores liv. De sidste kasser blev pakket og kørt bort i vores røde Yaris til familie i nær og fjern (Solbjerg, Hasle, Mariager). Det var noget af et projekt at flytte 100 kvm i en lille Yaris. Men med så meget andet kan vi kun grine af det som noget helt tåbeligt, når vi i dag tænker på det. Én ting er dog sikkert – vi henter ikke vores ting igen i Yarisen! Faktisk mangler vi endnu at få en hel del ting hjem. Det bliver spændende at gense alle vores ting – mange af dem ikke set siden november 2008.
I de sidste dage af januar tog vi afsked med Kantorvænget 7, hvor Britta havde boet i 11 år, hvor René havde boet i 4½ år, hvor vi sammen skabte vores første hjem og hvor Elias blev født.
I de sidste dage af januar tog vi afsked med Kantorvænget 7, hvor Britta havde boet i 11 år, hvor René havde boet i 4½ år, hvor vi sammen skabte vores første hjem og hvor Elias blev født.
torsdag den 1. januar 2009
Godt nytår til jer alle
Så oprandt det nye år. Et år som for os bliver fuld af en masse spændende nye oplevelser og udfordringer. Året som vil gøre os til husejer af vores ejet fantastiske træhus i Mørke. Et hus med 207 kvm fordelt på to etager. I Mørke 30km fra Århus. Hm det bliver spændende på alle mulige måder. En hård tid kommer os i møde. D.1.2. forlader vi lejligheden i Skejby, hvor Britta har boet i 11 år. De næste 4-6 måneder centrerer vores liv sig i høj grad om byggeriet af stueetagen af vores hus alt imens vi skal leve og bo i en campingvogn på 10 kvm. De første par måneder lejer vi en mandskabsvogn til at bade og spise i, indtil vi har tilsvarende mulighed klar i huset. René vil fra d. 1.2. afspadsere mandage og fredage, og har derfor 4 dage til at bygge i hver uge. Vi glæder os til at komme igang. Byggefirmaet vil forhåbentlig trække ihærdigt i arbejdstøjet efter 2½ uges juleferie. Vi har i udsigt at tagfirmaet bliver færdig i løbet af uge 3 og tømrerne i løbet af uge 4, så det skulle gerne være klar til overtagelse inden 1.2. Vi -nok mest Britta - er spændte på at få os indrettet i campingvogn og skurvogn. Hvor mange af vores ting/tøj mon vi kan have med? Hvordan mon det bliver at lave mad? Kan vi holde ud at være i vognene? Bliver det mon død-koldt i februar måned? En masse ubesvarede spørgsmål, som der vil blive afsløret for os om en måneds tid. Det bliver en ny spændende rejse for os alle 3. Hvis det bliver alt for koldt og trangt, kan Britta og Elias søge tilflugt i Mormors varme stuer. Men nu må vi se.
Vi -eller rettere Britta - er i fuld gang med at pakke ned herhjemme. VI er vist over de 30 kasser efterhånden. Kasserne er kørt til Renés mor i Mariager og Far i Solbjerg. Imorgen kører vi en række møbler til Renés Mormor og Morfar i Hasle. Vi håber på at kunne undgå at købe os til opmagasinering. Det viser sig at være rimelig bekosteligt. Men nu må vi se om vi kan finde plads til vores ting uden at belemre folk alt for meget. EN del af vores møbler skal ud/gives bort (sofaer, senge, spisebord, stole), så vi har ikke mange møbler at opbevare.
Ja der her med flytning og husbyg fylder meget i vores liv lige nu, men jo der foregår også andet, der ikke involvere det - smil. Vi er kommet godt og hyggeligt gennem jul og nytår. D. 22.12. fejrede Brittas søster og svoger kobberbryllup. D. 23. bød på julehygge hos Mormor, d. 24. fejrede vi hos Farmor med 20 mennesker i alt. Elias nød aftenen, gaverne, juletræet og hyggen. D. 25. og 26. var vi hjemme, slappede af, pakkede, kørte væk. D. 27. besøgte vi vores venner Jari og Louise med deres to børn i Odense hele dagen og d. 28. kom Brittas veninder Ane og Laura med mand og barn. D. 29. var vi begge på arbejde og d. 30. kørte vi til Brønderslev. Renés onkel døde desværre juleaftens morgen og skulle begraves. Turen fortsatte videre mod Blokhus, hvor vi i to dage hyggede os i sommerhus. Vi fejrede nytårsaften sammen os 3 og det var super hyggeligt. Vi kom hjem idag til eftermiddag og gik strakt igang med pakkeriet. smil.
Imorgen har Mormor fødselsdag, så ELias skal være sammen med sine fætre Casper og Mikkel. Han snakker ikke om andet end de to og glæder sig meget til at se dem.
Nok for denne bemærkning
Vi -eller rettere Britta - er i fuld gang med at pakke ned herhjemme. VI er vist over de 30 kasser efterhånden. Kasserne er kørt til Renés mor i Mariager og Far i Solbjerg. Imorgen kører vi en række møbler til Renés Mormor og Morfar i Hasle. Vi håber på at kunne undgå at købe os til opmagasinering. Det viser sig at være rimelig bekosteligt. Men nu må vi se om vi kan finde plads til vores ting uden at belemre folk alt for meget. EN del af vores møbler skal ud/gives bort (sofaer, senge, spisebord, stole), så vi har ikke mange møbler at opbevare.
Ja der her med flytning og husbyg fylder meget i vores liv lige nu, men jo der foregår også andet, der ikke involvere det - smil. Vi er kommet godt og hyggeligt gennem jul og nytår. D. 22.12. fejrede Brittas søster og svoger kobberbryllup. D. 23. bød på julehygge hos Mormor, d. 24. fejrede vi hos Farmor med 20 mennesker i alt. Elias nød aftenen, gaverne, juletræet og hyggen. D. 25. og 26. var vi hjemme, slappede af, pakkede, kørte væk. D. 27. besøgte vi vores venner Jari og Louise med deres to børn i Odense hele dagen og d. 28. kom Brittas veninder Ane og Laura med mand og barn. D. 29. var vi begge på arbejde og d. 30. kørte vi til Brønderslev. Renés onkel døde desværre juleaftens morgen og skulle begraves. Turen fortsatte videre mod Blokhus, hvor vi i to dage hyggede os i sommerhus. Vi fejrede nytårsaften sammen os 3 og det var super hyggeligt. Vi kom hjem idag til eftermiddag og gik strakt igang med pakkeriet. smil.
Imorgen har Mormor fødselsdag, så ELias skal være sammen med sine fætre Casper og Mikkel. Han snakker ikke om andet end de to og glæder sig meget til at se dem.
Nok for denne bemærkning
torsdag den 4. december 2008
Rejsegilde
Så er spærene rejst på huset. Det er lidt stort. Dejlig følelse. Elias og Britta var ude ved huset igår og give lidt våde og tørre julevarer til de tre tømrer. Vi holder først egentligt rejsegilde, når vi overtager huset til januar.
søndag den 30. november 2008
Så er tømrerne igang
I tirsdags blev træet til huset leveret. Tømrerne nøler lidt med at kommer igang, selvom de lovede at de ville starte onsdag. De har lavet lidt, men ikke hvad der svarer til flere dages arbejde. Lad os håbe, de får fingrene mere op af lommen i næste uge. Vi forventer at træskellettet er færdig i løbet af ugen, så der faktisk allerede er tid for rejsegilde i næste uge. Vi markerer nu ikke det særligt, men vil invitere ud til overtagelsesgilde, når vi får huset engang i januar.
Vi har fået tegnet ét køkken hos Modulia, men har endnu ikke fået prisen på det. På torsdag skal vi i Hushjælpen og have tegnet. Og måske vi også skal i Ikea, hvis de to andre løsninger viser sig rigtig dyre.
Britta er i fuld gang med at pakke herhjemme. 12 kasser og 8 sække er kørt til opbevaring hos Renés mor Inge og hendes mand Erik ved Mariager. Og de næste 3 kasser venter allerede. Hold da op hvor har vi mange ting. Man kan slet ikke se, at vi har pakket noget ned. Vi flytter d. 1.2.
Vi går og overvejer, hvor og hvordan vi skal bo. Der er mange overvejelser omkring det... lejet lejlighed, beboelsespavillon på grunden, campingvogn... Det handler om pris og komfort og om nærvær til byggeriet. Det er ikke nemt at finde den bedste og billigste løsning.
Vi har fået tegnet ét køkken hos Modulia, men har endnu ikke fået prisen på det. På torsdag skal vi i Hushjælpen og have tegnet. Og måske vi også skal i Ikea, hvis de to andre løsninger viser sig rigtig dyre.
Britta er i fuld gang med at pakke herhjemme. 12 kasser og 8 sække er kørt til opbevaring hos Renés mor Inge og hendes mand Erik ved Mariager. Og de næste 3 kasser venter allerede. Hold da op hvor har vi mange ting. Man kan slet ikke se, at vi har pakket noget ned. Vi flytter d. 1.2.
Vi går og overvejer, hvor og hvordan vi skal bo. Der er mange overvejelser omkring det... lejet lejlighed, beboelsespavillon på grunden, campingvogn... Det handler om pris og komfort og om nærvær til byggeriet. Det er ikke nemt at finde den bedste og billigste løsning.
mandag den 17. november 2008
Så er gravearbejdet igang
I dag gik gravearbejdet i gang. Der er nu et hul, hvor vores hus de næste uger vil blive bygget op. Det er så spændende. Vi fik byggetilladelsen på et hængende hår om torsdagen lige inden vi fredag morgen skulle til Egypten (hvilket for iøvrigt også var på et hængende hår, fordi vi skulle have fløjet med Sterling). Desværre kom et projekt i Mejlby foran næsen på os, fordi de ikke kunne regne med at vi ville få tilladelsen, så de kunne starte om mandagen. Så vi måtte lige vente 14 dage inden de kunne komme igang. Men fundamentet skulle være klar i løbet af en uge. Tømrerne er mere end klar til at gå igang i næste uge, men så lader træet altså lige vente på sig til onsdag. Men pyt nu er vi igang og vi har ikke travlt.
Vi skal være ude af lejligheden d. 1.2., så Britta er i fuld gang med at rydde op i gemmerne. Vi er kommet i tvivl om det med pavillonen er den bedste løsning. Ift familielivet og byggeprojektet som et fælles projekt er det det bedste, men vi har fundet ud af at priserne på pavillonerne er ekskl moms. Når man lægger momsen til, levering, afhentning, opklodsning, tilladelsen, tilslutning, frostsikring af rør, opmagasinering af ting, løber det faktisk op i ret mange penge. Dertil kommer jo så at Elias enten skal have et ekstra skift mellem vuggestue og børnehave med en dagplejeplads i 8-10 måneder... eller også skal han blive i vuggestuen og vi betale 4700 for en deltidsplads mod de nuværende 2700 for en deltidsplads. Stort dilemma i vores liv lige nu. Alternativt overvejer vi at leje en lejlighed i området. SÅ vil Elias kunne blive i institutionen, Britta fortsat kunne cykle på arbejde, Mormor lettere kunne hjælpe til i byggeperioden og René tage bilen ud til huset. Men til gengæld bliver det mere Renés projekt og vi vil ikke være så meget sammen som familie og Elias ikke se meget til sin far... Hmmmmm
Vi skal være ude af lejligheden d. 1.2., så Britta er i fuld gang med at rydde op i gemmerne. Vi er kommet i tvivl om det med pavillonen er den bedste løsning. Ift familielivet og byggeprojektet som et fælles projekt er det det bedste, men vi har fundet ud af at priserne på pavillonerne er ekskl moms. Når man lægger momsen til, levering, afhentning, opklodsning, tilladelsen, tilslutning, frostsikring af rør, opmagasinering af ting, løber det faktisk op i ret mange penge. Dertil kommer jo så at Elias enten skal have et ekstra skift mellem vuggestue og børnehave med en dagplejeplads i 8-10 måneder... eller også skal han blive i vuggestuen og vi betale 4700 for en deltidsplads mod de nuværende 2700 for en deltidsplads. Stort dilemma i vores liv lige nu. Alternativt overvejer vi at leje en lejlighed i området. SÅ vil Elias kunne blive i institutionen, Britta fortsat kunne cykle på arbejde, Mormor lettere kunne hjælpe til i byggeperioden og René tage bilen ud til huset. Men til gengæld bliver det mere Renés projekt og vi vil ikke være så meget sammen som familie og Elias ikke se meget til sin far... Hmmmmm
fredag den 24. oktober 2008
intet nyt
Ringede til Syddjurs for 3. gang idag. "ja, vi tager den med på møde på tirsdag". Hvad? Det sagde de også for 3 uger siden, at de ville behandle den i den førstkommende uge og for 2 uger siden sagde de at de ikke havde nået den, men at vi ville have den i løbet af 14 dage... og nu skal de altså først til at behandle den efter at have haft ansøgningen i 10 uger. Er der nogen, der kan forklare os den logik? Nu rykker banken også for tilladelsen, for det viser sig at vi ikke kan oprette det planlagte kreditforeningslån før byggetilladelsen ligger og det lån skal oprettes inden d. 1.11, hvor kommunen skal have de sidste 388.000 for grunden. Så det ser ud til at vi bliver nødt til at oprette en byggekredit, som kan betale grunden. Den skal vi så betale 2500 kr ekstra. Paradoksalt nok at vi skal optage et ekstralån, for at betale kommunen for en vare, som de med den anden hånd hindrer os i at tage i brug. Men lad os nu se om vi kan være kreative med en løsning. F.eks. at vente med at betale kommunen til tilladelsen ligger.
MEn det løser så ikke problemerne med fundament-firma og bygefirma. Der ser ud til at fundamentmanden først har tid i uge 46-47, mens byggefirmaet rigtig gerne vil igang i næste uge, fordi de skal noget andet senere... hm det må vi jo se, hvordan vi løser.... Og så rejser vi jo på ferie på fredag. 4 arbejdsdage igen. Det bliver helt fantastisk, men også lidt svært at få sat gang i noget herhjemme i den uge.
MEn det løser så ikke problemerne med fundament-firma og bygefirma. Der ser ud til at fundamentmanden først har tid i uge 46-47, mens byggefirmaet rigtig gerne vil igang i næste uge, fordi de skal noget andet senere... hm det må vi jo se, hvordan vi løser.... Og så rejser vi jo på ferie på fredag. 4 arbejdsdage igen. Det bliver helt fantastisk, men også lidt svært at få sat gang i noget herhjemme i den uge.
tirsdag den 14. oktober 2008
venter stadig
Ringede til Syddjurs idag, for at høre hvordan det står til med vores byggetilladelse. Det er nu 8 uger siden, at de modtog vores ansøgning og de lover 6-8 uger. Jamen, det er kun for sager uden dispensationsansøgning. Vi søger dispensation for tilslutning til fjernvarme og for niveaufri adgang. Men han ville ligge den øverst i bunken (det sagde han også i sidste uge), og så kan vi forvante den i løbet af 14 dage. Jeg forklarede ham som det er at fundamentmand og byggefirma rykker os for opstart og at vi risikerer at ryge bag i køen, hvis vi ikke kan melde til snarest. Jeg fortalte ham dog ikke at vi først kan begynde og grave d. 1.11. fordi vi først endeligt ejer grunden der... Alt i alt skal vi bare have tilladelsen inden da... og det håber vi så sandelig også at vi har. Nu må vi se og have tålmodighed et par uger endnu... men de skal nok høre fra os igen... for de skal vist holdes til ilden....
torsdag den 9. oktober 2008
så er det endeligt
... vores lejlighed er solgt. Det er jublende fedt. Og så til prisen og på 2 måneder. Det kan vi da ikke klage over. Så venter vi bare på byggetilladelsen. Vi ringede til Syddjurs kommune i tirsdags. Da havde de haft ansøgningen i 7 uger... og svaret på vores forspørgsel var at de endnu ikke havde set på den. Hm, hvordan er det så, at de vil overholde 6-8 ugers behandlingstid? Han lovede at tage den med på møde i næste uge... og at det bare ville være en form-sag. Ja, og hvorfor har de så ikke bare behandlet den med det samme? Vi SKAL have den inden 1.11., hvor byggefirma og fundament-mand er bestilt... og hvorfra vi ejer grunden... og de næste 388.000 skal ligge.Men vi må jo ringe og rykke dem i næste uge.
søndag den 28. september 2008
Lejligheden solgt!!!
I onsdags skrev et par under på køb af vores lejlighed! Og da de accepterede prisen skrev vi selvfølgelig også under. Køber har nu 6 dage fortrydelsesret. Vi tror ikke de vil fortryde, så hvis det bare var op til dem, var den helt klart hjemme. Men de sidder pt med to lejligheder (her i blokken - ja parret er nogle af vores naboer) og spørgsmålet er om de kan blive godkendt til købet af en 3. lejlighed, når nu både ejendomsmarkedet og finansverdenen er så trængte. Vi krydser alt, hvad vi krydse kan for de næste dage. De skal vist i banken tirsdag... så midt i næste uge ved vi yderligere om vi er solgt eller om vi må på den igen...
søndag den 21. september 2008
Skøde underskrevet
Idag har vi underskrevet skødet på grunden hos ejendomsmægleren. Så nu skal den sidste del af de 485.0000 snart ligge. Nu må vi bare håbe, at vi får byggetulladelsen og at vi får den tids nok... ellers står vi og flavrer med en byggegrund, som vi ikke kan bruge til noget. Men mon ikke det går? Syddjurs lover 6-8 ugers behandlingstid, men det er ikke længe siden de slet ikke kunne mønstre det. Der var det nærmere 6-8 måneder. Vi overtager grunden d. 1.11. så tidsplanen ser ud til holde... hvis byggetilladelsen kommer i hus. Vi kørte ud til grunden bagefter. Britta har ikke været der i et par måneder, så det var rart at stå der igen. René kører jævnligt forbi på vej forbi på arbejde. Idag kunne vi se hvor to diagonale hjørner af huset bliver placeret, fordi der er lavet prøveboring i husets nordøstlige og sydvestlige hjørner. Vi hilste på vores nye nabo, som var igang med at bygge sit hus. Han bygger selv og er selv - ingen kone og børn. Han har købt grunden før de satte grundene ned, så han har betalt 100.000 mere end vi gør. Og så har han måtte vente 1 år på byggetilladelse. Av for den. Men de har altså effektiviseret lidt på arbejdsgangen.
Så har vi brugt weekenden på at ture rundt til diverse køkkenfirmaer for at hente inspiration. I fredags familietur til Ikea. Det nød Elias rigtig meget. Skægt. Lørdag rundt til 3-4 køkkenfirmaer og så hjem og gøre lejligheden klar til åben hus søndag middag.
Idag har vi været til bagagerumsmarked med Vejlby Risskov hallen, så i Hornslet og i Mørke. Videre til Hørning til byggeudstillinger med 9 nye huse og til sidst grill hos Mormor. Så jo, en begivenhedsrig weekend. Der havde været 2 hold til Åbenhus i lejligheden. Der sker ellers ikke så meget der. Har kun haft én fremvisning, men hva... vi er ikke utålmodige endnu. VI har jo stadig lidt tid at løbe på...
Så har vi brugt weekenden på at ture rundt til diverse køkkenfirmaer for at hente inspiration. I fredags familietur til Ikea. Det nød Elias rigtig meget. Skægt. Lørdag rundt til 3-4 køkkenfirmaer og så hjem og gøre lejligheden klar til åben hus søndag middag.
Idag har vi været til bagagerumsmarked med Vejlby Risskov hallen, så i Hornslet og i Mørke. Videre til Hørning til byggeudstillinger med 9 nye huse og til sidst grill hos Mormor. Så jo, en begivenhedsrig weekend. Der havde været 2 hold til Åbenhus i lejligheden. Der sker ellers ikke så meget der. Har kun haft én fremvisning, men hva... vi er ikke utålmodige endnu. VI har jo stadig lidt tid at løbe på...
søndag den 7. september 2008
Forresten
tegningerne til huset er færdige. Sagen er blevet sendt til Syddjurs kommune, til byggetilladelse for et par uger siden. Det skulle tage 6-8 uger, så midt i oktober/starten af november kan vi komme til at grave og hvis alt går vel overtager vi råhuset, som vi selv skal bygge videre på, til jul/nytår. Vi glæder os
Hjælp det er hårdt
...at fylde år. Årene trykker. Det er alt for hårdt at holde fest! Smil. Vi havde allertiders hyggelige fødselsdagsfest for vennerne igår. Det kan mærkes idag. Vi gik i seng kl 5. ELias var hos mormor... heldigvis, for han er de sidste 3-4 dage vågnet kl 6. Men 5 timers tid blev det dog til for Britta, så kørte hun Laura ned til københavnerbussen og hentede Elias hjem. René har gentagne gange forsøgt at stå op og spise lidt mad, men uden held. Nu kl 20 er det lykkes ham at vralte ind på sofaen, men kun afrudt af en tur ud og hilse på ulrik... altså kl 20 om aftenen... Hm man er da vist ved at blive for gammel. Suk. Så jo gæt selv hvem oprydningen har hængt på. Det lille pus har virkelig været ynkelig. Men heldigvis har han ikke lavet en René!!! Han har pænt ramt toilettet hver gang. smil.
Tak til alle jer, der var med til at give os en dejlig og hyggelig aften igår.
I næste weekend venter familiefødselsdagen, men det bliver langt mere afdæmpet. Satser vi på eftersom det er søndag formiddag.
Tak til alle jer, der var med til at give os en dejlig og hyggelig aften igår.
I næste weekend venter familiefødselsdagen, men det bliver langt mere afdæmpet. Satser vi på eftersom det er søndag formiddag.
fredag den 1. august 2008
Rejsemail fra USA
En lille hilsen from over there til alle jer hjemme i varmen. Ja, det er nu ikke fordi vi kan klage over varmen her. Eller også er det lige hvad ,vi kan. Vi har 35-40 gr i skyggen, og tør ikke gætte på, hvad termometret siger i solen. Min. 10 grader mere, Det er ikke for højt sat.
Vi har godt og vel brugt halvdelen af vores 3 uger her. Vi landede i LA d. 21 efter en 12 timer laaang flyvning m Elias på skødet. Han tog kun to lure af et par timer, så vi andre fik heller ikke sovet.Men det gode i det, var at Elias faldte i søvn i klapvognen på vej mod biludlejningsfirmaet ved 18 tiden lokal tid og vågnede først kl 6 næste morgen, og så var det jetlag så godt som overstået.
Den første dag kørte vi rundt i LA, gik rundt på Hollywoods Walk of Fame , Beverly, Bel Air med de riges palæer og stranden Santa Monica, hvor Besse løber på rulleskøjter og folk vader frem og tilbage og viser sig frem. Dagen efter 2 timer ned ad kysten til San Diego, i Seaworld, hvor delfiner, søløver og store spækhuggere laver formidable shows. De første 12-16 rækker kaldes soak-zone. Pjat, sagde Britta, det er bare et par sprøjt, og vi satte os klar på 3. række, selvom en mand med en guitar sang en lang sang om hvor vådt det ville blive. Et par sprøjt, ja tak, det var kæmpe bølger, der væltede ind over os. En stor del af showet var simpelthen lagt an på at gøre publikum våde. Vi blev gennemblødte og Elias skreg hjerteskærende hver gang en bølge ramte os. Ikke så heldigt. Smil. Så til næste show havde vi lært at tage advarelserne alvorligt og vi fik sat os godt bagi, så vi kunne se de andre blive våde på sikker afstand. Vi brugte hele dagen der og var først på hotellet ved 19 tiden. Næste dag var vi i San Diego Zoo, en af verdens største. En sjov dag for hele familien.
Så blev det tid til at forlade kysten og de sølle 26-27 grader og begive os ind i ørkenen. Ja og så steg temperaturen altså også 10-15 grader. De første 3 timer bragte os til Joshua Tree National nationalpark, som er kendt for nogle særlige kaktustræer. Vi overnattede i en lille by på grænsen mellem Californien og Arizona. Her var stegende hedt. Ikke engang den lette brise hjalp for den føltes nærmest brændende på huden. Vi målte 42 gr i skyggen kl 17. Air-con på værelset kunne slet ikke følge med, så det blev en noget urolig nat, hvor vi alle vendte og drejede os.
Næste dag kørte vi den halve dag på et stykke af den gamle legendariske landevej Route 66, som kaldes amerikas moder-vej. Det var en stor og pudsig oplevelse at køre gennem småbyer som lever højt på historien og derfor ikke virker til at have bevæget sig ud af flækken i et halvt århundrede. Dagens endestation var Grand Canyon, som vi udforskede de næste par dage. En storslående oplevelse at gå der på kanten af den så dybe og berømte kløft. Vi boede i en lille by ved parkens indkørsel, så vi var derinde flere gange.
Så gik turen i vores Chevy Impala med V6 motor, 210 HK, automatgear og cruise-control videre forbi Monument Valley, med røde fritstående klippekollosser kendt fra mangen western film og ditto reklame. Og videre igen til Moab, der er udgangspunkt for parkerne Arches og Canyonland, som vi har besøgt igår og idag.
Imorgen forlader vi Moab for at køre til parkerne Capitol Reef og Bryce og om et par dage nationalparken Zion. Midt på ugen eller noget lander vi i Las Vegas og derfra skal vi finde vej tilbage til LA. Vi skal flyve hjem igen d. 11.
Så vi oplever en masse og vi har det godt. E sover fint om natten. Vi laver en seng til ham rammet ind af vores rygsække. Om dagen sover han ikke hver dag så lang tid som hjemme i barnevogen, men han er god til at køre og følger rigtig med i trafikken. biler, lastbiler, motorcykler er et stort hit.
Nu bliver det ikke til mere fra os. Dette er skrevet på Renés lille Pda, så det er ikke helt nemt. Vi kan da lige nævne til jer der ikke ved det, at vi har købt byggegrund i Mørke og vi har skrevet kontrakt med et byggefirma, der skal bygge os et råhus i træ, som vi selv skal færdiggøre næste år. Firmaet hedder Trelleborg, hvis man vil kast et nysgerrigt blik på deres hjemmeside. Så har vi sat lejligheden til salg. Den kan ses på Home.dk. Og sidst men ikke mindst har Britta fået nyt job, som hun starter på onsdag d 13.8. Det er som pædagogisk leder af en vuggestue i Århus N. Det bliver spændende og udfordrende.
Kærlige tænker til jer alle
Fra Elias, René og Britta
Vi har godt og vel brugt halvdelen af vores 3 uger her. Vi landede i LA d. 21 efter en 12 timer laaang flyvning m Elias på skødet. Han tog kun to lure af et par timer, så vi andre fik heller ikke sovet.Men det gode i det, var at Elias faldte i søvn i klapvognen på vej mod biludlejningsfirmaet ved 18 tiden lokal tid og vågnede først kl 6 næste morgen, og så var det jetlag så godt som overstået.
Den første dag kørte vi rundt i LA, gik rundt på Hollywoods Walk of Fame , Beverly, Bel Air med de riges palæer og stranden Santa Monica, hvor Besse løber på rulleskøjter og folk vader frem og tilbage og viser sig frem. Dagen efter 2 timer ned ad kysten til San Diego, i Seaworld, hvor delfiner, søløver og store spækhuggere laver formidable shows. De første 12-16 rækker kaldes soak-zone. Pjat, sagde Britta, det er bare et par sprøjt, og vi satte os klar på 3. række, selvom en mand med en guitar sang en lang sang om hvor vådt det ville blive. Et par sprøjt, ja tak, det var kæmpe bølger, der væltede ind over os. En stor del af showet var simpelthen lagt an på at gøre publikum våde. Vi blev gennemblødte og Elias skreg hjerteskærende hver gang en bølge ramte os. Ikke så heldigt. Smil. Så til næste show havde vi lært at tage advarelserne alvorligt og vi fik sat os godt bagi, så vi kunne se de andre blive våde på sikker afstand. Vi brugte hele dagen der og var først på hotellet ved 19 tiden. Næste dag var vi i San Diego Zoo, en af verdens største. En sjov dag for hele familien.
Så blev det tid til at forlade kysten og de sølle 26-27 grader og begive os ind i ørkenen. Ja og så steg temperaturen altså også 10-15 grader. De første 3 timer bragte os til Joshua Tree National nationalpark, som er kendt for nogle særlige kaktustræer. Vi overnattede i en lille by på grænsen mellem Californien og Arizona. Her var stegende hedt. Ikke engang den lette brise hjalp for den føltes nærmest brændende på huden. Vi målte 42 gr i skyggen kl 17. Air-con på værelset kunne slet ikke følge med, så det blev en noget urolig nat, hvor vi alle vendte og drejede os.
Næste dag kørte vi den halve dag på et stykke af den gamle legendariske landevej Route 66, som kaldes amerikas moder-vej. Det var en stor og pudsig oplevelse at køre gennem småbyer som lever højt på historien og derfor ikke virker til at have bevæget sig ud af flækken i et halvt århundrede. Dagens endestation var Grand Canyon, som vi udforskede de næste par dage. En storslående oplevelse at gå der på kanten af den så dybe og berømte kløft. Vi boede i en lille by ved parkens indkørsel, så vi var derinde flere gange.
Så gik turen i vores Chevy Impala med V6 motor, 210 HK, automatgear og cruise-control videre forbi Monument Valley, med røde fritstående klippekollosser kendt fra mangen western film og ditto reklame. Og videre igen til Moab, der er udgangspunkt for parkerne Arches og Canyonland, som vi har besøgt igår og idag.
Imorgen forlader vi Moab for at køre til parkerne Capitol Reef og Bryce og om et par dage nationalparken Zion. Midt på ugen eller noget lander vi i Las Vegas og derfra skal vi finde vej tilbage til LA. Vi skal flyve hjem igen d. 11.
Så vi oplever en masse og vi har det godt. E sover fint om natten. Vi laver en seng til ham rammet ind af vores rygsække. Om dagen sover han ikke hver dag så lang tid som hjemme i barnevogen, men han er god til at køre og følger rigtig med i trafikken. biler, lastbiler, motorcykler er et stort hit.
Nu bliver det ikke til mere fra os. Dette er skrevet på Renés lille Pda, så det er ikke helt nemt. Vi kan da lige nævne til jer der ikke ved det, at vi har købt byggegrund i Mørke og vi har skrevet kontrakt med et byggefirma, der skal bygge os et råhus i træ, som vi selv skal færdiggøre næste år. Firmaet hedder Trelleborg, hvis man vil kast et nysgerrigt blik på deres hjemmeside. Så har vi sat lejligheden til salg. Den kan ses på Home.dk. Og sidst men ikke mindst har Britta fået nyt job, som hun starter på onsdag d 13.8. Det er som pædagogisk leder af en vuggestue i Århus N. Det bliver spændende og udfordrende.
Kærlige tænker til jer alle
Fra Elias, René og Britta
onsdag den 26. marts 2008
Nyt til folket;-)
Så er hverdagen tilbage efter 10 dages påskeferie. Britta og Elias holdte fri de 3 dage før påske, mens René var på arbejde. Det blev godt nok til mange dage uden sammenhængende studie for Britta. Det var hun helt ved at miste tålmodigheden over. Hun forsøgte nu at få læst og skrevet, mens Elias sov til middag. Hun sidder lige nu med 3 eksamensopgaver i 3 fag. Elias blev syg i de første dage. Vi kunne ikke helt regne ud, hvad det var med ham - om det var maven eller snot. Han var snottet, havde feber og ville intet spise hele dagen ud over morgenmad. Det stod på fra mandag aften til torsdag. Først fredag begyndte han at spise lidt, men ville kun have moset mad. Vi ringede til vagtlægen torsdag, som mente det lød som halsbetændelse, så vi tog ind til lægevagten med ham. Han konstaterede at han var rød i ører og hals, men ikke med behandlingsmulig betændelse. Elias fik det dog mærktbart bedre af at være ved læge. Han spiste det meste af en banan derinde. Jo, tro kan flytte bjerge - også for små børn;-)
Påsken stod på forskellige venne- og familiebesøg. Vi skulle have været til indflytterfest i Vejle lørdag, men pga risikoen for isglatte veje i de 1o graders nattefrost, måtte vi melde afbud. I stedet tog vi på café og i biffen, nu da vi havde planlagt at Elias skulle passes hos Mormor. Det nød de begge meget. Elias blev hos Mormor og sov middagslur om søndagen, mens vi var i Herning for at se på et prøvehus fra det firma, vi gerne vil købe hus fra. Firmaet hedder Trelleborg og de producerer energilave træhus. Huset var rigtig fint, men vi er nu stadig mest forelskede i det i Solbjerg. Det er altså så flot. Vi snakker ofte plantegninger og René bruger mange timer på at tegne, de ideer vi får. Vi er vist snart ved at ramme det vi gerne vil have. SÅ mangler vi bare en grund. Hm... det er til gengæld også svært. Hvor vil vi bo? I en landsby, en lille by, større by, en forstad? Den lille by har ikke helt så gode fasciliteter, men til gengæld ofte en hyggeligt lokalmiljø med samlingspunkter omkring skolen og fælleshuset. Den større by bliver man ofte mere anonym... Vi har været i Elev, Mejlby, Lystrup, Harlev, Gjern, Voel, Låsby... for at se på grunde. De steder, der ligger langt væk, er 3-400 kvm større end dem omkring Århus og så koster de det halve! Og er det nu også så vigtigt at bo tæt på Århus? Ja, det forsøger vi ihærdigt at finde ud af.
Og så bruger vi tid på at planlægge rejsen til USA. Vi skal have bestilt en bil til de 3 uger, vi har derovre. Vi har fundet et godt tilbud, men nu bliver René så lige i tvivl om, vi skal leje en stor skude, fordi det er relativt billigt at leje bil i USA. Men det synes Britta ikke er nødvendigt... men hun er jo også en pige;-)
Påsken stod på forskellige venne- og familiebesøg. Vi skulle have været til indflytterfest i Vejle lørdag, men pga risikoen for isglatte veje i de 1o graders nattefrost, måtte vi melde afbud. I stedet tog vi på café og i biffen, nu da vi havde planlagt at Elias skulle passes hos Mormor. Det nød de begge meget. Elias blev hos Mormor og sov middagslur om søndagen, mens vi var i Herning for at se på et prøvehus fra det firma, vi gerne vil købe hus fra. Firmaet hedder Trelleborg og de producerer energilave træhus. Huset var rigtig fint, men vi er nu stadig mest forelskede i det i Solbjerg. Det er altså så flot. Vi snakker ofte plantegninger og René bruger mange timer på at tegne, de ideer vi får. Vi er vist snart ved at ramme det vi gerne vil have. SÅ mangler vi bare en grund. Hm... det er til gengæld også svært. Hvor vil vi bo? I en landsby, en lille by, større by, en forstad? Den lille by har ikke helt så gode fasciliteter, men til gengæld ofte en hyggeligt lokalmiljø med samlingspunkter omkring skolen og fælleshuset. Den større by bliver man ofte mere anonym... Vi har været i Elev, Mejlby, Lystrup, Harlev, Gjern, Voel, Låsby... for at se på grunde. De steder, der ligger langt væk, er 3-400 kvm større end dem omkring Århus og så koster de det halve! Og er det nu også så vigtigt at bo tæt på Århus? Ja, det forsøger vi ihærdigt at finde ud af.
Og så bruger vi tid på at planlægge rejsen til USA. Vi skal have bestilt en bil til de 3 uger, vi har derovre. Vi har fundet et godt tilbud, men nu bliver René så lige i tvivl om, vi skal leje en stor skude, fordi det er relativt billigt at leje bil i USA. Men det synes Britta ikke er nødvendigt... men hun er jo også en pige;-)
søndag den 9. marts 2008
Så skete det!!!
Så røg Elias' lange lokker. Igår klippede vi det frække, dog noget tjavsede Emil-hår af. Suk smerte. Men han begyndte altså at få lidt for mange misforståede henvendelser om at han da var en sød lille pige. Så frem med saksen igår aftes og klip klip... Der røg 5-8 cm af. Det er skisme da meget for en dreng på 14 måneder. Det var sørme ikke nemt at klippe sådan en dreng, der ikke sidder stille i 2 min. Men det ser ok hæderligt ud. Vi skal nok få lagt før og efter billeder ind snarest.
fredag den 29. februar 2008
Fridag
Idag har vi alle 3 holdt fri sammen. Far har været i København og besøge Jari og hans 3 piger fra onsdag til tordag. De skulle ud og høre høj musik (Smashing Pumpkins) i Valbyhallen. Og så kunne han ligeså godt holde fri idag.
Vi tog allesammen ned i byen. Vi skulle besøge et kontor, der hedder notariat-kontoret. Det var sjovt, for de havde en masse trapper jeg kunne kravle op og ned af. Jeg blev helt sur, da vi skulle gå derfra. Mor og Far skulle underskrive et testamente på hinanden... fordi de ikke vil have at jeg skal arve ned hele! Hvor er de tarvelige;-) Far sagde, da vi gik ud, at nu kunne en af dem godt blive ramt af en bus... nej det var ikke sjovt.
Sidste weekend var Far og Mor også nede i byen. Jeg var ovre og lege med Mormor imens. De sagde de var nede og bestille vores sommerferie. Jubiiiii. VI skal til USA i 3 uger, tur/retur Los Angeles.
Mor har også været optaget af at bestille vores vinterferie. Vi skal med Mormor, Moster, Onkel og mine to fætre til Egypten til oktober. Det bliver sjovt... lege en hel uge i swimmingpoolen... og slet ikke køre rundt og rundt i en bil. Det bliver stort.
Og så kan jeg også fortælle at jeg har sovet ovre ved Mormor for første gang. D. 9. februar var Mor og Far alene i byen helt selv. De var ude og spise og så til koncert med Tina Dickow. De hentede mig først næste formiddag, men det var helt ok. Jeg hyggede mig meget med Mormor... og det var helt ok at sove der. Jeg sov som jeg plejer - hele natten.
Nåh hej hej igen
Vi tog allesammen ned i byen. Vi skulle besøge et kontor, der hedder notariat-kontoret. Det var sjovt, for de havde en masse trapper jeg kunne kravle op og ned af. Jeg blev helt sur, da vi skulle gå derfra. Mor og Far skulle underskrive et testamente på hinanden... fordi de ikke vil have at jeg skal arve ned hele! Hvor er de tarvelige;-) Far sagde, da vi gik ud, at nu kunne en af dem godt blive ramt af en bus... nej det var ikke sjovt.
Sidste weekend var Far og Mor også nede i byen. Jeg var ovre og lege med Mormor imens. De sagde de var nede og bestille vores sommerferie. Jubiiiii. VI skal til USA i 3 uger, tur/retur Los Angeles.
Mor har også været optaget af at bestille vores vinterferie. Vi skal med Mormor, Moster, Onkel og mine to fætre til Egypten til oktober. Det bliver sjovt... lege en hel uge i swimmingpoolen... og slet ikke køre rundt og rundt i en bil. Det bliver stort.
Og så kan jeg også fortælle at jeg har sovet ovre ved Mormor for første gang. D. 9. februar var Mor og Far alene i byen helt selv. De var ude og spise og så til koncert med Tina Dickow. De hentede mig først næste formiddag, men det var helt ok. Jeg hyggede mig meget med Mormor... og det var helt ok at sove der. Jeg sov som jeg plejer - hele natten.
Nåh hej hej igen
lørdag den 23. februar 2008
Så er det slut
For ca en uge siden måtte vi sande at en epoke var forbi. Elias bliver ikke ammet mere. I et par dage havde han takket tydeligt nej til sit aftentår, men vi prøvede alligevel til næste aften. Efter et par aftener med afvisning måtte vi sande at han havde sagt nej for good. Store dreng! ;-)
Historien om Elias amning:
Historien om Elias amning:
- Sutter første gang ved mor, da de forenes 2½ time efter fødslen. Får suppleret op med early breeding i kop det første døgn, da han er sulten og har haft blodsukkeret i bund pga den stressende fødsel.
- Mælken løber til den 4. nat og Elias får lidt ondt i maven og har svært ved at få fat i de spændte bryster.
- Mælken er god. Elias når slet ikke at tabe sig som normalt i løbet af de første dage.
- De første uger søger han ofte brystet, når han bliver stresset og utryg.
- Tager 1700 g på i løbet af den første måned. Spiser hver 2.-3. time i laaaaang tid ad gangen.
- Spiser 6-7 gange i døgnet 3 måneder gammel
- Omkring 4 måneder begynder han at ville spise tiere og vågner meget om natten. Sundhedsplejersken konstaterer at han ikke tager så meget på og anbefaler derfor at vi supplerer med mad. Elias fuldammes indtil han er 4 mdr og 8 dage. I løbet af 1½ uge er han oppe på at spise 3 måltider grød/mos. Ammer stadig 5 gange i døgnet.
- Omkring 6 måneder stopper han med at amme om natten, dvs før 5.30. 6 mdr og 1 uge spiser han rugbrød med leverpostej. Ammer 4-5 gange i døgnet.
- Omkring 8 måneder går han i sultestrejke. Gider intet at spise. Sundhedsplejerske anbefaler at skære dagsamninger væk, så han har appetit til den anden mad. Ammes 3 gange i døgnet.
- 9 måneder ammes to gange i døgnet. Morgen og aften. Spiser bedre andet mad.
- 10 måneder. Siger nej tak til morgenamning i takt med at han sover lidt længere om morgenen. Bliver ammet i søvn som altid hver aften.
- 11½ måned. Falder ikke længere i søvn under aften-amning, men puttes vågen.
- 13 mdr og 1 uge. Siger nej tak til aften-amning.
Det var så det!
onsdag den 13. februar 2008
Vi får ikke skrevet så ofte herinde, som i starten, men det handler vist allermest om at vi ikke tror at der er nogen, der læser det... og så er det jo spild af tid, men nu kommer der et lille indslag. I denne uge holder Britta og Elias vinterferie. Elias elsker ellers sin institution, så han har ikke som sådan behov for et break. Men det får han altså. Han stortrives dernede. Boltrer sig rundt i hele huset. Mange gange om dagen må de hente ham ovre i børnehaven og helst i puderummet, hvor de store drenge kaster sig rundt. Han er vild med de andre børn og er gerne med i løbelege, selvom han halser langt bagefter. Han vader helt selvfølgeligt ind i andres leg, og ved/forstår slet ikke endnu, at der er noget, der kan hedde " du må ike være med". Nej for jeg må da være over det hele og alle elsker mig, synes han at tænke. Men det kan man da heller ikke lade være med at gøre, for hold da op, hvor er han lækker. Der sker som altid en hel masse med hem. Han øver sig i at klatre op, skal helst sidde oppe på en lille skammel/fodstøtte eller i sofaen hele tiden. Den anden dag var han klatret op på vores seng og videre op på vores sengebord, hvor han så var ved at rejse sig op. Jo man får nogle knubs i sit liv, det må man jo forvente. Han er sej med sin krop. Han vandrer rundt hele tiden - sidder sjældent stille - dog elsker han og sidde og læse i bøger. Han bladrer, peger, snakker og vil allerhelst have os med. Han tager vores hånd og peger med vores finger. Vinker til drengen i toget, siger atju til den forkølede ko, klapper til "jeg gik mig over sø og land" osv. Han siger enkelte ord, men de lyder stadig mest som lyde(, men så kan han da pege på anlægget og rokke med kroppen, når han vil høre musik. Eller pege på skab og køleskab, når han er tørstig. Han er vild optaget af tegn og fagter for tiden. Kan flere fagter til sange og øver sig i tegn for ko, gris og for igen og færdig.
Og så har han fået sin røde scooter frem. Den er et hit. Han kan selv komme op og ned ad den og kan køre på den rundt i huset, bedre og bedre dag for dag. Og så elsker han sin gynge, som hænger i stuen. Allerhelst skal dynen med derop og alt legetøjet... for så hygger man sig rigtigt.
Og så har han fået sin røde scooter frem. Den er et hit. Han kan selv komme op og ned ad den og kan køre på den rundt i huset, bedre og bedre dag for dag. Og så elsker han sin gynge, som hænger i stuen. Allerhelst skal dynen med derop og alt legetøjet... for så hygger man sig rigtigt.
Abonner på:
Opslag (Atom)