Fridag

Idag har vi alle 3 holdt fri sammen. Far har været i København og besøge Jari og hans 3 piger fra onsdag til tordag. De skulle ud og høre høj musik (Smashing Pumpkins) i Valbyhallen. Og så kunne han ligeså godt holde fri idag.

Vi tog allesammen ned i byen. Vi skulle besøge et kontor, der hedder notariat-kontoret. Det var sjovt, for de havde en masse trapper jeg kunne kravle op og ned af. Jeg blev helt sur, da vi skulle gå derfra. Mor og Far skulle underskrive et testamente på hinanden... fordi de ikke vil have at jeg skal arve ned hele! Hvor er de tarvelige;-) Far sagde, da vi gik ud, at nu kunne en af dem godt blive ramt af en bus... nej det var ikke sjovt.

Sidste weekend var Far og Mor også nede i byen. Jeg var ovre og lege med Mormor imens. De sagde de var nede og bestille vores sommerferie. Jubiiiii. VI skal til USA i 3 uger, tur/retur Los Angeles.

Mor har også været optaget af at bestille vores vinterferie. Vi skal med Mormor, Moster, Onkel og mine to fætre til Egypten til oktober. Det bliver sjovt... lege en hel uge i swimmingpoolen... og slet ikke køre rundt og rundt i en bil. Det bliver stort.

Og så kan jeg også fortælle at jeg har sovet ovre ved Mormor for første gang. D. 9. februar var Mor og Far alene i byen helt selv. De var ude og spise og så til koncert med Tina Dickow. De hentede mig først næste formiddag, men det var helt ok. Jeg hyggede mig meget med Mormor... og det var helt ok at sove der. Jeg sov som jeg plejer - hele natten.

Nåh hej hej igen

Så er det slut

For ca en uge siden måtte vi sande at en epoke var forbi. Elias bliver ikke ammet mere. I et par dage havde han takket tydeligt nej til sit aftentår, men vi prøvede alligevel til næste aften. Efter et par aftener med afvisning måtte vi sande at han havde sagt nej for good. Store dreng! ;-)
Historien om Elias amning:

• Sutter første gang ved mor, da de forenes 2½ time efter fødslen. Får suppleret op med early breeding i kop det første døgn, da han er sulten og har haft blodsukkeret i bund pga den stressende fødsel.
• Mælken løber til den 4. nat og Elias får lidt ondt i maven og har svært ved at få fat i de spændte bryster.
• Mælken er god. Elias når slet ikke at tabe sig som normalt i løbet af de første dage.
• De første uger søger han ofte brystet, når han bliver stresset og utryg.
• Tager 1700 g på i løbet af den første måned. Spiser hver 2.-3. time i laaaaang tid ad gangen.
• Spiser 6-7 gange i døgnet 3 måneder gammel
• Omkring 4 måneder begynder han at ville spise tiere og vågner meget om natten. Sundhedsplejersken konstaterer at han ikke tager så meget på og anbefaler derfor at vi supplerer med mad. Elias fuldammes indtil han er 4 mdr og 8 dage. I løbet af 1½ uge er han oppe på at spise 3 måltider grød/mos. Ammer stadig 5 gange i døgnet.
• Omkring 6 måneder stopper han med at amme om natten, dvs før 5.30. 6 mdr og 1 uge spiser han rugbrød med leverpostej. Ammer 4-5 gange i døgnet.
• Omkring 8 måneder går han i sultestrejke. Gider intet at spise. Sundhedsplejerske anbefaler at skære dagsamninger væk, så han har appetit til den anden mad. Ammes 3 gange i døgnet.
• 9 måneder ammes to gange i døgnet. Morgen og aften. Spiser bedre andet mad.
• 10 måneder. Siger nej tak til morgenamning i takt med at han sover lidt længere om morgenen. Bliver ammet i søvn som altid hver aften.
• 11½ måned. Falder ikke længere i søvn under aften-amning, men puttes vågen.
• 13 mdr og 1 uge. Siger nej tak til aften-amning.

Det var så det!

Vi får ikke skrevet så ofte herinde, som i starten, men det handler vist allermest om at vi ikke tror at der er nogen, der læser det... og så er det jo spild af tid, men nu kommer der et lille indslag. I denne uge holder Britta og Elias vinterferie. Elias elsker ellers sin institution, så han har ikke som sådan behov for et break. Men det får han altså. Han stortrives dernede. Boltrer sig rundt i hele huset. Mange gange om dagen må de hente ham ovre i børnehaven og helst i puderummet, hvor de store drenge kaster sig rundt. Han er vild med de andre børn og er gerne med i løbelege, selvom han halser langt bagefter. Han vader helt selvfølgeligt ind i andres leg, og ved/forstår slet ikke endnu, at der er noget, der kan hedde " du må ike være med". Nej for jeg må da være over det hele og alle elsker mig, synes han at tænke. Men det kan man da heller ikke lade være med at gøre, for hold da op, hvor er han lækker. Der sker som altid en hel masse med hem. Han øver sig i at klatre op, skal helst sidde oppe på en lille skammel/fodstøtte eller i sofaen hele tiden. Den anden dag var han klatret op på vores seng og videre op på vores sengebord, hvor han så var ved at rejse sig op. Jo man får nogle knubs i sit liv, det må man jo forvente. Han er sej med sin krop. Han vandrer rundt hele tiden - sidder sjældent stille - dog elsker han og sidde og læse i bøger. Han bladrer, peger, snakker og vil allerhelst have os med. Han tager vores hånd og peger med vores finger. Vinker til drengen i toget, siger atju til den forkølede ko, klapper til "jeg gik mig over sø og land" osv. Han siger enkelte ord, men de lyder stadig mest som lyde(, men så kan han da pege på anlægget og rokke med kroppen, når han vil høre musik. Eller pege på skab og køleskab, når han er tørstig. Han er vild optaget af tegn og fagter for tiden. Kan flere fagter til sange og øver sig i tegn for ko, gris og for igen og færdig.
Og så har han fået sin røde scooter frem. Den er et hit. Han kan selv komme op og ned ad den og kan køre på den rundt i huset, bedre og bedre dag for dag. Og så elsker han sin gynge, som hænger i stuen. Allerhelst skal dynen med derop og alt legetøjet... for så hygger man sig rigtigt.

Øv bøv syg baby

Jo, syg bliver man jo af at starte i institution. Nu her efter 3 uger måtte jeg give op og "lægge mig" herhjemme med feber. Det startede mandag med hoste men først onsdag fik jeg feber. Far har været hjemme med mig torsdag og fredag. Jeg var oppe og besøge lægen, som gav mig noget ækelt saft, der hedder noget med P. Mine ører er røde indeni og fulde af væske, sagde lægen. Mor og Far kan ikke forstå, hvis det er mellemørebetændelse, for så plejer børnen vist at hyle, når de skal ligge ned. Og jeg sover som jeg plejer dvs. omkring 12 timer i træk hver nat og 2½-3 timer til middag. Men pincillinen virker vist for jeg havde ikke feber, da jeg vågnede imorges. Jeg håber jeg bliver rask til på mandag, for det er altså så sjovt at være nede ved de andre børn i vuggestuen. Nogen gange bliver jeg helt vred over at skulle hjem om eftermiddagen, for nu har jeg det lige så sjovt.

1 år imorgen

hip hip hurrah imorgen bliver jeg 1 år. Min mor og far har hele dagen idag forberedt at min familie skal komme og fejre mig imorgen. Vi bliver 21-22 stykker til brunch. Juhu jeg elsker at være sammen med mennesker. Min far har flyttet alle møblerne i stuen, så vi kan sidde derinde... og så står sofaerne i havestuen. Tror det bliver hyggeligt. Vi skal vist også have lagkage... og jeg tror min mor har lavet en til mig - helt alene. Det bliver sjovt at spise. Hun synes jo at jeg skal være sund og ikke forurenes med sukker, så hun har lavet lagkagebunde af bolledej... endda af grovbolledej. Hm mon det smager godt. Det må smages. Nu vil jeg snart i seng, så jeg kan være frisk til imorgen.

Institutionsbarn!

Så oprandt dagen for at vores kære lille søn skulle starte i vuggestue. Moren især synes slet ikke det var sjovt. Snapt forsvandt den tid, hvor hun og søn kunne styre sit eget liv og gøre hvad der passede dem, mens de hyggede sig herhjemme og ude med diverse gøre mål. Nej, hun følte sig slet ikke færdig med det liv. Det er nu ikke så meget Elias, vi skal være bekymrede for. Måske det er hans tildlige tilvænning til institutionslivet (allerede fra fostertilstand), der har givet ham modet til at begive sig ud i den store verden. I hvert fald ænsede han ikke moren, da de var der igår. Han bevægede sig rundt i hele huset, ind i de store børnehavebørns puderum, blev trøstet af pædagogerne, når han lige blev tromlet af en stor, blev skiftet, fik frokost med "de fremmede". Det var bare sjovt og hyggeligt, synes han. Moren sad på afstand og stolt nød sin store søn. Måske han vil reagere senere, når han finder ud af at Mor er væk og at det nye liv hos "de fremmede" altså er virkelighed. Nu må vi se.
Nej, det er mest hårdt for moren. Hvordan skal hun da undvære Elias HELE dagen i flere dage i træk. Fnis. Ja, det har andre jo klaret før, men lige nu virker det altså helt meningsløst og forkert. Hvorfor skal mor og søn ikke bare være sammen... Men når hun tænker en dag af gangen og at hun bare skal forlade ham en time eller to idag, så er det absolut ok. Så det må være løsningen. Og så må vi sørge for at han får korte dage, så vi ikke skal ndvære hinanden for længe.
D. 21.1. starter Britta på uddannelsen på JCVU. Der er dog ikke helt styr på, hvad hun starter på, fordi 2 ud af 3 valgte fag ikke er blevet oprettet. Så nu skal nye vælges. Bare det snart falder på plads, så hun kan få litteraturlister og komme på biblioteket efter læsestof til forberedelsestiden de næste uger.

Nåh klokken er 8.30 og så plejer Elias at vågne.

Hav en dejlig dag.

Uheld på 2.juledag

Idag ville Elias som så mange gange før rejse sig op af toilettet... men øv øv... så gled hans fod og bang slog han munden ned i brættet. Det blødte og vi kunne se at han havde slået et stykke af sin fine nye fortand. Øv bøv. Det var lige før moren også hylede. Han har lige fået sin fine tand for få uger siden og nu er den allerede halv så stor. VI tror nu ikke Elias har ondt i den, for han har villet spise hele dagen. Vi ringer til vagttandlægen imorgen, for lige at høre hvordan vi skal forholde os. Suk.

Glædelig jul

En glædelig jul skal lyde til jer alle her fra Kantorvænget. Vi håber, I alle havde en hyggelig aften igår med jeres familier og at de næste dage både vil byde på tid til selskabelige sammenkomster og til stille afslapning.

Her i Kantorvænget er vi idag alle lidt trætte. Og heldigvis skulle vi ingenting idag. Vi havde en hyggelig aften igår hos Brittas søster. Elias hyggede sig meget med sine store fætre. Aftenen var selvfølgelig præget af drengenes længsel efter alle de spændende gaver. Vi forsøgte at give Elias en sen eftermiddagslur i håb om at vi kunne hygge os med ham med juletræ og gaver længere end til hverdag. Det blev dog til en lur lidt kortere end planlagt - for nej DET kan man jo ikke med børn... planlægge tiden, men Elias skal jo ikke gå glip af noget, så når festen kører så kører Elias også. Vi havde snakket om at putte ham ved 21 tiden, men da han ikke var pylret og da vi var midt i gaverne, gjorde vi ikke det. Pludselig var kl 22.30 og Elias var stadig på farten. Vi fik pakket alting sammen og ud i bilen. Vi nåede kun at sætte ham i autostolen, førend han sov. Heldigvis kunne vi løfte ham op i seng uden problemer og håbede selvfølgelig han ville sove lidt længere her til morgen, men nej, DET kan man ikke planlægge... I stedet vågnede Elias ulykkelig op efter 1½ time og græd i søvne... svær at trøste... og sådan fortsatte resten af natten en gang i timen. Den stakkels lille mand var helt overkørt og havde fået alt for mange indtryk. Det gør vi ikke igen, for han siger ikke altid selv stop, men må stoppes og lukkes af. (Nogen vil måske huske barnedåben, hvor han som en anden beduin blev pakket ind i en klud, førend han kunne sove, og andre har måske kigget ned til ham i barnevognen og set ham helt tildækket;)

Men ellers har vi det godt;-) Vi er kommet godt hjem fra rejsen. Det var lidt hårdt at komme hjem. Vi var ramt af jetlag; det tod en lille uge førend Elias ikke faldt i søvn over aftensmaden eller stod møj tidligt op, så det gav heller ikke mening at vi andre forsøgte at lave vores rytme om. René havde en enkelt fridag herhjemme inden han skulle starte på arbejde. Dagene herefter var ikke sjove. Han var parat til at gå i seng, når han kom hjem fra arbejde. Men nu er vi ved at være inde i en god ryme igen, ja pånær lige i aftes. Men så er der jo lige kulden og mørket... men den kender I jo. Heldigvis går vi jo nu mod lysere tider, selvom vi stadig har nogle måneder med sjap, kulde og gråvejr førend vi rigtig kan nyde det. Men vi har ihvertfald fået os en dosis lys og forår/sommer på New Zealand.

Vi havde en rigtig god rejse. Vi har fået en del forundringer over at vi ikke har givet mere lyd fra os... vi har måske heller ikke været helt så ihærdige som vi plejer, men en anden faktor er også disse internettider, hvor alle og enhver har en hjemmeside og en blog... Men vi er blevet klar over at det ikke er direkte nok kommunikation for de fleste at logge på en hjemmeside. Man vil gerne have informationerne bragt direkte til postkassen. SÅ derfor må vi jo tilbage til at sende nyhederne ud pr. mail. Men logger I ind på http://www.renebrittaelias.bogspot.com/, vil I kunne finde både gamle og fremtidige nyhedsindlæg. Vi har jo også en billedside, hvis man trykker på billedalbum på ovennævnte side. Og man kan skrive en hilsen eller en kommentar til os på siden, ved at klikke på kommentar.

Men tilbage til rejsen: Det var en genial måde at rejse rundt i en autocamper. Ikke noget med at bøvle med at pakke tasker ned hver dag, nej, vi tog på stikket ud og så var vi på farten. Vi boede på campingpladser hver nat, pånær de ialt 5 dage vi boede i Auckland. Når vi havde Elias med os, var det rart at have et større køkken at lave mad i, i stedet for den ene kvm i autocamperen. Autocamperen tjente godt som vores hjem i de 46 dage, vi var i NZ. Det gik over al forventning at køre og bo i den. Elias sov om natten ved siden af os og det gik helt fint. Han blev hver aften ammet i søvn v 20 tiden og sov i det ene hjørne af sengen, mens vi voksne læste og småsnakkede. Det var for koldt og mørkt til at sidde ude om aftenen, så vi var nødt til at være i camperen allesammen. Langt de fleste dage forlod vi camingpladsen v 9 tiden om morgenen. Elias tog så enten sin formiddagslur i bilen eller hvis vi kun skulle kort blev han ofte flyttet sovende over i klapvognen. Han lærte også hurtigt at sove i bærerygsækken. Her er det dog vist max blevet til en time ad gangen. Frokosten blev som oftest indtaget i bilen eller en park i nærheden inden vi kunne tage et stræk i bilen under Elias' eftermiddagslur. Vi kørte omkring 7000 km, hvilket i snit giver ca 160 km pr dag. René kørte de fleste km. Det var ikke sådan lige betryggende at skulle køre i den forkerte side af vejen, men allerværst var det at skullle køre i camperen med dens seje gearing. Men den allerstørste faktor er nok at René synes det er ret sjovt at køre uner nye udfordringer. Ja, så må Britta tage revanche herhjemme med at køre den lille røde yaris (hvilket så desværre for hende betyder at hun aldrig kan drikke, når vi er nogen steder;-)
Vi gjorde holdt på en campingplads (som regel et nyt sted hver dag) ved 16-17 tiden, så der var tid til at slappe lidt af og lege inden vi skulle lave mad. Sådan gik dagene... køre ud... se noget spændende og smukt... køre videre... lave mad... putte... læse og hygge - godnat. Vi gik en del ture ud i den smukke natur, desværre ikke helt så lange som før vi fik Elias, men vi synes ikke han skulle sidde en hel dag i bærestolen, men vi har gået op mod 4 timer.

Vi havde ikke planlagt en decideret rute før vi tog afsted, men havde læst lidt hver især og skabt os nogle ideer om hvad vi ville se. Og det stemte meget overens. Vi troede ikke vi kunne nå så meget som vi gjorde og vi troede vi ville have rejst mindre intenst end vi plejer... men det kan vi vist ikke finde ud af! Men tempoet virkede på ingen måder stressende, men bare naturligt. Væsentlige faktorer er nok at vi ikke skulle stresse med at pakke ned og ud hele tiden, at vi ikke skulle bruge så meget tid på at finde et sted at overnatte - ofte var der kun en campingplads, eller også tog vi lidt let på det, fordi det kun var for én nat. En sidste faktor var at Elias stadig sov 2 gange og efterhånden bedst sov i bilen, så vi sagtens både kunne køre formiddag og eftermiddag.

Den største oplevelse for vi voksne var helikopter flyveturen over gletsjerne og snebjergene ved Franz Josef gletsjer. Også snebjergene ved Wannaka og ved Mount cook var helt fantastiske. Og så skal kaskelothvalerne og delfinerne ved Kaikoura da også nævnes. For Elias var det største nok at indtage langt de fleste måltider udenfor i selskab med måger, ænder, gråspurve, ind imellem sorte svaner, hunde og mennesker, der passerer forbi. Fedt var det også at smage på New zealand sten, bark og den store sandkasse ude ved bølgerne. Legetøj var der ikke meget af, men det behøver man da heller ikke når man kan tømme og fylde toilettasken igen og igen... og igen og igen.

Elias har det godt og vokser sig stor og dygtig. Vi havde spået at han ville have taget sine første skridt på rejsen, men hvem kan forvente det, når vi spændte ham fast i 2 måneder i autostolen, klapvognen eller bærestolen. Men så man jo tage revanche, når man kommer hjem. To dage efter vi kom hjem, d, 13.12. tog han sine første skridt. Det er dog endnu ikke sådan at han stavrer rundt som det primære, men han går ind imellem nogle skridt. Vi synes der sker så meget med ham i denne tid. Han snakker meget og mange gange om dagen i telefon. Der kan tales i alt muligt, særligt fjernbetjeninger og grydeskeer, men ofte tages bare hånden i brug (men en leverpostejsmad er også set anvendt;), mens han udstøder nogle korte lyde "arh, arh, arh" Mon det lyder sådan når vi andre snakker i telefon. Han er begyndt at skælde os meget ud, hvis vi feks siger nej. Han ryster på hovedet, banker i hovedet og råber ad os. Så kan vi lære det, kan vi. Han peger HELE tiden og siger "A det?", "Der". Og så siger han ja, ah ah (ae) og mam mam (mad). Men ikke mor og far...endnu. Smil. Han er super sej til selv at drikke, spiser sin mad med fingrene og øver sig lidt i gaffel og ske, men det er ikke helt så interessant.

Men nu skal han jo også til at være en sej, stor dreng. Lige efter nytår starter han i daginstitution. Vi har jo fået plads i en integreret institution for enden af vores vej. Det er vi glade for og spændte på. Elias skal nok klare det, fordi han elsker sjov og ballade og andre børn, men moren gruer lidt for at skulle undvære sin dejlige dreng. At det ikke er hende, der skal have fornøjelsen af at nyde ham hele dagen. Suk. de sjove ting, der sker, de charmerende smil og grin. hm. Men andre har jo overlevet det før hende, så mon ikke det går, selvom det ikke giver meget mening lige nu. Britta starter på uddannelse (færdiggørelse af diplomuddannelsen) d. 21.1., så der er god tid til indkøring og forberedelse af studierne. Og forhåbentlig kommer lysten til at læse og være igang også hurtigt frem.

Men inden da skal vi jo alle fejre det nye års komme. Vi skal til Yding som de seneste år og hygge os med Christinas lækre mad. Vi håber I kommer godt igennem aftenen og at det komende år vil bringe jer alle liv og glædesfyldte oplevelser for sjæl og krop og med dem I holder af.

Sidste lyd paa rejsen

Saa har den lille familie forladt NZ. Det er gaaet alt for staerkt. Det foeles som 2 uger. Vi er nu i Bangkok, hvor vi "mellemlander" i to dage. Vi kom igaar aftes og skal flyve til Kastrup imorgen aften, nat. Vi skriver nyt om rejsen, naar vi faar tid derhjemme, men bare lige denne lyd for at sige at foerste del af hjemrejsen gik ganske fint. Elias samarbejdede det bedste han kan, og det var helt perfekt. Bangkok er som altid varm, larmende og forvirrende paa sin egen charmerende maade.

Vi ses snart alle jer derhjemme.

KNUSS

Nyt fra fronten

Tiden flyver afsted. Ja faktisk foeles det som om vi lige er kommet og saa staar vi overfor snart at skulle hjem. Hm. Hjemme venter hverdagen med arbejde, studie og dagsinstitution. Det er ikke saa sjovt at taenke paa. Rene' savner nu det sjove i sit arbejde. Men Britta er endnu ikke begyndt at glaede sig til at skulle igang igen.

Men vi nyder ogsaa rejselivet. Vi er Nordpaa paa Nordoen nu - ved Bay of Islands. Det er saadan lidt blandet vejr idag, med lidt skyer, saa det er ikke lige badevejr, selvom lidt badeferie er maalet med at vaere her. Vi har ellers vaeret rigtig heldige med vejret. Har naesten ikke haft regn, i hvertfald har vi ikke haft brug for vores regntoej endnu. Saa vi skal ikke klage. Der er nok omkring 20 grader idag, saa det skal vi jo helller ikke klage over. Vi har haft en uges tid med 25 - 30 grader, saa det har vi nydt, mens vi har taenkt paa jer derhjemme i vinterkolde DK.

Vi rejste fra sydoen til nordoen d. 21.11. efter at have tilbragt nogle fantastiske dage ved Mt Cook. Det bjerg er altsaa noget helt saerligt. Maaske saerligt fordi der var ret skyet, da vi kom, og vi derfor kun ind imellem kunne se bjerget, saa naar hun endelige kom til syne, var det med at nyde synet. Fra bjergene tog vi til kysten til den anden stoerste by, Christchurch, en meget engelsk by. Her var vi et par dage. Laengere oppe af kysten i Kaikoura fik vi allertiders oplevelse med hvalsafari, hvor vi fik gamle droemme opfyldt med at se kaskelothvaler ligge i havoverfladen og puste luft ud og det store syn... naar de pustede ud for sidste gang og lod sin sin store krop glide igennem vandet for til sidst at loefte halen op i luften inden det dybe dyk. Vi noed herefter en dag i Hanmer Spring med varme bade.

Tilbage paa Nordoen oplevede vi hovedstaden Wellington, med kirker, regeringsbygninger og et mere hektisk byliv med mange mennesker. Herefter et par dage i Tongariro Nationalpark, hvor vi gik ture i landskabet med udsigten til 3 flotte vulkaner, hvor af den ene "spillede" mt doom i LOTR. Vi soegte lidt mere i Ringenes Herre filmstederne og besoegte Rivendell, River Anduin, og Hobitton. Et par dage paa den smukke halvoe, Coromandel, hvor vi noed det gode vejr ved paa hvide sandstrande og den underfundige Hot Water Beach, hvor kogende termisk vand bobler op af sandet paa stranden. Ved at grave sig huller i stranden skaber man sit egen lille varme spabad.

Vi vil bruge sidste dage her paa det nordlige og et par dage i Auckland inden vi flyver til Bangkok naeste loerdag.

Elias i daginstitution

Har helt glemt at fortaelle den stoerste nyhed af dem alle. Vi er blevet kontaktet af dagtilbudslederen fra Elias' kommende vuggestue... at de har en ledig plads pr. 1.1. i den integrerede institution Paa Kanten, som ligger ved siden af vuggestuen... Den har vi selvfoelgelig med glaede sagt ja til. Saa alle bekymringer og utilfredshed med vuggestue pladsen er nu vaek. Fantastisk. Det er dog helt urealistisk at vi naermer os d. 1.1. og at hverdagen skal begynde for os... Der er laenge til, ikke? Det foeles ihvert fald saadan, naar man befinder sig paa den anden side af jorden.

Hilsen fra Queenstown

En lille hilsen fra Queenstown, NZ, Landets hoved turistby med alt hvad hjertet kan begaere af adventure. Vi er dog vist ikke til det store paa denne rejse af river rafting, bungyjump, skydiving, jetboating og hvad ellers der byder sig. Vi har slendret rundt i byen, faktisk vist foerste gang vi har shoppet lidt, spist en is ved soebredden og fulgt livet af stroemmende turister. Imorgen eller overmorgen tager vi herfra til mount Cook omraadet, som skulle vaere smukt med snebjerge og krystalklare soer. Et saadant syn har fulgt os de sidste mange dage... fra gletsherne koerte vi en flot tur til dette omraade. Vi overnattede i Wannaka, eller dvs et stykke derfra langs bredden af en soe med udsigt til de fantastiske snebjerge. Herfra koerte vi mod syd til byen Te Anau, som er gateway til Milford Sound, en dyb fjord med snebjerge og vandfald. Vejen fra Te Anau til Milford siges at vaere NZ farligste... og den anden farligste i verden. Men det er nu helt over-rated, hvis man spoerger os. Men der er en ret hoej ulykkesrate paa vejen. Folk koerer ganske simpelt af vejen. Men det er ikke fordi vejen er farlig, men tvaertimod smuk.... saa man glemmer at kigge paa vejen. Saa giver det jo sig selv at man koerer af! Men ikke at tage fejl af... den er farlig ift sneskred. Man ved foerst om morgenen om vejen aabner, ift hvor stor faren er for at der er opstaaet eller vil opstaa laviner, som vaelter ud over vejen. Sommer er dog lige for doeren hernede, saa meget af den faretruende sne er derfor smeltet... og derfor ingen problemer for os. Vi koerte derud og tilbage igen uden problemer.

Det gaar fint med at koere i autocamperen. Det er en ombygget Toyota high ace fra 1999, selvfolgelig ikke den mest friske, men vi har nu ikke de store problemer med de bakkede veje og mange sving. Vi har tilbagelagt 3000 km allerede paa de foerste smaa 3 uger - ja vi har koert i 2,5 uge, saa vi braender noget benzin af. Den er nu heller ikke helt saa oekonomisk som Yarisen. Men den tjener som vores hjem i de 1,5 maaned vi er hernede. Vi har kun overnattet paa campingpladser, fordi det er rart at komme til et sted med et stort koekken og lave mad i. Vi kan nu sagtens lave mad i camperen. Men lidt magelig bliver man nok med alderen. Smil.
Elias sover flere dage 2 lure i bilen, gerne 1,5 time af gangen. Faktisk har han nu problemer med at sove i klapvognen. Kan ikke laengere bare laegges, men rejser sig op hele tiden. Det skal vi skisme have lavet om paa, kan lige se at vi skal til at starte bilen derhjemme for at faa ham til at sove... niksens biksen

Franz Josef gletsjer

Vi er nu naaet ned midt paa vestkysten af Sydoen ved det store gletsjeromraade. Da vi ankom igaar eftermiddags kunne vi kun se skovklaedte bakker og tunge hvidgraa skyer, ingen snetoppede bjerge... hm. Men udsigten da vi rullede gardinerne fra i camperen her til morgen... WOW... de flotteste snebjerge paa en krystalklar blaa himmel. I loebet af formiddagen traekker de tunge skyer ind over bjergene og slipper foerst sit tag i nattens kulde. Men inden skyerne lagde sig fik vi heldigvis en oplevelse for livstid - en 35 mins helikoptertur over gletsjerne og de sneklaedte bjerge Mt. Tasman og Mt. Cook, NZ hoejeste bjerg. Det var absolut fantastisk. De hvide bjerge til alle sider... dem som har set Ringenes Herre, vil kende scenen Lightning of the beacons ... det er scenariet. Saa nu en lidt stille eftermiddag, til at fordoeje indtrykkene... puh vi blev helt stille. Har nydt en varm kop Latte/kakao og frokost paa en cafe. Elias sover i klapvognen ved siden af os nu. Han har ikke sovet saa godt de sidste to naetter. han har ment sig frisk ved 1-2 tiden og har vaeret vaagen i 3 timer begge naetter. Maerkeligt. Han har ellers bare sovet fint her.

Da vi tog afsked med Susan i Auckland og endelig havde faaet styr paa camperen koerte i en 3 timer sydpaa mod Rotorua - den geotermiske hovedstad i NZ. Her er sprut og damp, naermest hvor end man vender sig hen. Vi besoegte et par steder der... Hells gate og Te Puia. Ved sidstnaevnte er der ogsaa opbygget en Maui landsby. Her saa vi et Maui show med dans og sang. Meget underholdende.

Vi koerte et par timer laengere sydpaa til Lake Taupo, en flot soe med sneklaedte vulkaner, Tongariro, i baggrunden. Her var vi en enkelt nat og saa et vandfald, inden turen gik videre med en enkelt overnatning paa vej mod Wellington. Her skulle vi med faergen over til Sydoen. En flot sejltur gennem skaergaarden til Picton.

Vi havde herefter nogle dejlige dage ved Marlborourgh Sounds, hvor vi gik et par timer paa Quen Charlotte track og koerte af uendelige snoerklede veje ud af de kringlede halvoer i skaergaarden. Vi boede hyggeligt et lille sted, en farm, med koeer, faar, grise, kaniner og hoens. Juhu syntes Elias. Videre over Nelson en meget hyggelig by til nordspidsen af Sydoen, Farewell spit, som er en slags forstoerret udgave af Skagen, med en lang lang sand tange, hvor to have moedes. Paa den ene side det raa tasman sea og paa den anden side en vadehavsomraade med rigt fugleliv paa sandbankerne. vi gik en tur paa et par timer. For foerste gang faldt Elias i soevn i rygsaekken og det lykkedes os at flytte ham sovende over i autostolen. En flot tur.

Naeste dag blev brugt i Abel Tasman national Park, hvor vi sejlede ud paa tracket og gik en fin knap 3 timers tur gennem regnskovslignende bakker med kig til det turkise hav og besoeg i smaa hyggelige bugter.

Herfra Gik det yderligere sydpaa igen over Nelson til Punikaiki, hvor der er klipper i vandet, der liger pangekager stablet ovenpaa hinanden. Videre naeste til hvor vi er nu - Franz Josef gletsjer.

Rejsebrev fra NZ

Kaere allesammen

En lille hilsen fra den rejsende familie. Det korte af det lange, som maaske er allervigtigst:

Vi har det rigtig godt.

Den lange rejse fra DK til NZ startede saa smaat d. 20.10. med et par dage i Koebenhavn med hyggelige besoeg hos venner og familie. Allerrede her forloeb alting ganske positivt. Elias sov for foerste gang mere end 40 min i bilen, nemlig i halvanden time, i bilen til KBH. Vi besoegte foerst Laura og Marc med deres 1 aarige Jasmin. Soendag besoegte vi Jari, Louise, Ronja (2 aar) og Vigga (11 mdr) og senere Brittas onkel og tante, med besoeg af Brittas kusine, mand og deres 1 aarige Valdemar. Elias noed virkelig alle de boern. Det var fedt.

Mandag morgen oprandt dagen for afrejsen. Vi kom efter noget besvaer og 4 s-toge fra Frederiksberg til Kastrup godt pakket op med 2 rygsaekke, en rulle-kuffert, en dagturstaske, en baerestol til E og en klapvogn. Vi naede lufthavnen i god tid og E havde tid til at kravle lidt rundt. Flyveturen til Bangkok gik ganske fint. Vi lettede kl 14.30 og var i Bangkok en 11 timer senere. E fik selvfoelgelig ikke sovet en hel nats soevn, men et par lure af knap en time og senere 3 timer. Vi andre fik dog ikke sovet meget. Elias havde ingen problemer med oererne under letning og landning paa trods af at han ikke ville amme. I Bangkok fandt vi hurtigt det vaerelse, vi kunne have i den 14 timer lange ventetid. Og det var fantastisk. Med bad og koeleskab og fin dobbeltseng. E og vi andre sov her i 5 timer, fik mad og bad og var nogenlunde friske til naeste straek. Vi havde ingen fornemmelse af tidspunkter men skulle lette fra Bangkok kl 20 lokaltid (6 timer foran DK). Desvaerre blev vi 2 timer forsinket fra Bangkok saa naeste straek kom til at vare 13 timer i stedet. Men denne tur gik naesten endnu bedre. Tror E sov i 7 timer i straek... dog med hjaelp til at holde sig sovende.

Vi landede i Auckland kl 15 om eftermiddagen onsdag. NZ er 12 timer foran DK, men det var nu lige meget for os, for vi var lidt traette uanset hvad kl var. Vi blev efter en rum ventetid hentet af det firma, vi har booket en camper hos. Ved firmaet tog det et par timer at faa bilen... Alt for lang tid, men der var meget der skulle gennemgaes. E var traet, sulten og kold. Det regnede og vi havde ikke helt nok toej paa. Saa E fik reddet sig en forkoelelse. Ikke lige det man regnede med, naar vi nu skulle ned og have lidt foraar og sommer. Men solen har skinnet siden og vi forsoeger at hjaelpe ham af med forkoelelsen igen. Vi fik endelig bilen, men desvaerre virkede vandpumpen ikke, saa vi skulle have den byttet naeste morgen. Senere da vi skulle laase bilen, da vi var koert derfra fandt vi ud af at bagdoeren ikke kunne lukkes og laases, saa det var IKKE fedt. Vi skulle tilbringe den foerste dags tid hos Susan, en tidligere studerende paa Skibet, Brittas arbejde. Hun ernu i praktik paa en skole for Blinde udenfor Auckland. Vi fandt stedet rimelig nemt, men maatte ud og spoerge efter Susan, da vi ikke havde hendes tlf nr. Vi fandt dog hende og tilbragte saa aftenen og den naeste dag med hende. Hun tog fri fra arbejde og hjalp os til rette med mad, indkoeb, bad og camper. Det var rigtig rart. Naeste dag fik vi byttet camperen til en ny, som det senere viste sig heller ikke var iorden, saa naeste dag blev en ogsaa byttet... og vi skulle gerne faa betaling for de foerste 3 dage refunderet. Det blev saaledes fredag inden vi koerte ud i landet. Og det gaar rigtig godt med at koere. Dvs kun Rene har vaeret bag rattet so fare, men det styrer han ogsaa ganske fint. Vi har allerede tilbagelagt 1000 km nu hvor vi ikke engang har koert en uge, saa vi skal nok faa aedt nogle km. E sover fint i bilen, gerne 1,5 - 2 timer ad gangen, saa det er som han ville goere i klapvognen. Saa alt fint med det. De foerste naetter som han kun 5-6 timer ad gangen og vaagnede saaledes kl 3 og mente det var morgen, men nu sover han naesten som derhjemme... og det selvom han ligger klods op af os.

Saa alt i alt.. er allle bekymrer om Elias paa rejse manet til jorden. Han nyder det, sover godt, spiser godt og hilser paa alle der kommer i naerheden af ham. Han tiltraekker meget opmaerksomhed. Han er vaeldig optaget af fugle og vi faar fodret rigtig mange sorte svaner, aender og andre maerkelige fugle. Han genkender andre boern paa mange meters afstand, saa hvis der er noget han savner er det nok de legekammerater han plejer at omgive sig med.

Ja, det blev en "lille" hilsen herfra mest for at fortaelle at vi har det rigtig godt. Fik ikke fortalt noget om hvad vi oplever, men det maa komme en anden gang. Kan da lige sige at har bevaeget os ned gennem Nordoen til Sydoen, hvor vi vil vaere i 3- 4 uger.

Hav det rigtig godt derhjemme i kulden.

Hilsen det shortsbaerende folk

Rene, Britta og Elias

Farmor og Erik på besøg

I aften kom Farmor og Erik for at sige farvel og god rejse. Da vi havde spist skulle jeg rigtig vise dem det der med gåvognen. Men puh sikke et hyr med at få dem alle til at se på mig på samme tid. "se mig, se mig" måtte jeg "sige" hele tiden. Jeg vendte og drejede mig mod dem for at sikre at de hele tiden så på MIG.

Sundhedsplejersken på besøg

Igår d. 16.10. var sundhedsplejersken her. Jeg skulle til eksamen! Ja, jeg skulle have den der Boel-test. Jeg fandt nu aldrig ud af, at hun testede mig, men jeg gik selvfølgelig lige igennem testen. Smiler frækt. Hun sagde, at jeg var en ualmindelig stærk og dygtig dreng, (fnis) og at jeg har en krop som en 1 årig (skal jeg tage det som en fornærmelse?). Jeg vejer nu 10 kg og måler 77 cm. Min vægt ligger en kurve over middel og min længde 2 kurver over middel. Så jeg er mere lang end jeg er tyk. Men det mente hun kun var naturligt, fordi jeg bevæger mig så meget.

Til aften stødte jeg ind i min gåvogn. Jeg plejer at skubbe den afsted foran mig, mens jeg går på knæ. Men pludselig forstod jeg hvorfor de kalder den en "gå"-vogn. Jeg rejste mig op ved den og huuu hej, det var sjovt. Den fik ikke for lidt. Frem og tilbage i stuen, hvor Mor vendte vognen hver gang at jeg nåede enden af stuen. Jeg hvinede og grinede... men til sidst tudede jeg, fordi jeg var så udmattet. Men det var så sjovt, at jeg slet ikke selv kunne sige stop igen. Mor måtte hjælpe mig til at stoppe. Puhhhh, Det må jeg prøve en anden dag.

Oktober 2007

Kære alle sammen

Sig nærmer tiden, hvor vi må væk… vi hører sommerens stemme;-)
Thi også vi er jo nok på træk og længes andetsteds hjemme.

Ja lidt poesi herfra, just som vi står på tærsklen til vores næste store rejse. Rejsen til Jordens ende, eller i hvert fald om på den anden side af jorden.Om eftermiddagen d. 22. oktober (om 1½ uge) sætter den lille familie sig spændte ind i Thai air fly med 7½ uges rejse i sigte – først mod en mellemlanding i Bangkok og siden mod det fascinerende land New Zealand. Vi glæder os meget til at dele alle oplevelserne med hinanden som familie, vi glæder os til tiden sammen uden at skulle andet end det vi ønsker. Vi er nu også spændte på det hele. På trods af øve-turen til Færøerne føler vi os stadig lidt jomfruelige i det nye rejseliv. På nogle måder er det som om vi skal af sted for første gang – nu med lille (store) Elias at tage hensyn til. Vi er spændte på - hvordan han tager bruddet på de kendte daglige rutiner, - om han kan sove i autocamperen og i den lille paraplyklapvogn, vi skal have med, - hvordan den lange flyvetur derned skal gå, hvor han jo skal sidde stille ovenpå mor og far i MANGE timer, - hvor koldt og varmt, der er og hvor meget/lidt tøj Elias skal have med. Men vi bliver jo klogere hen ad vejen og alt skal selvfølgelig nok gå rigtig fint. Det er jo heldigvis et veludviklet land, så vi kan få fat i det meste af, hvad vi måtte mangle og flyveturen har andre med små børn jo klaret før os.Vi skal flyve fra Kastrup mandag eftermiddag og benytter chancen for at hilse på venner og familie i København inden afrejse. Lørdag i næste uge tager vi afsked med Århus og fiser over Fyn i den lille røde. Vi flyver over Bangkok, hvor vi har 14 timers ventetid. Her får vi et hotelværelse i noget af tiden, så der bliver mulighed for at ligge lidt udstrakte, få et bad og kravle lidt rundt. Onsdag middag lokal tid lander vi i NZ. Der er 12 timers forskel mellem Dk og NZ. I New Zealand har vi lejet en autocamper (vist nok i 46 dage). Vi har ikke bestilt andet hjemmefra og ved faktisk heller ikke endnu helt, hvad vi skal. Vi lander i Auckland på Nordøen og vil forholdsvist hurtigt køre ned på Sydøen, som skulle være naturmæssigt den mest spændende og fantastiske. Vi skal flyve hjem igen fra Auckland, så vi gemmer lidt tid til Nordøen inden afrejse, som jo også er fantastisk smuk. Men i korte træk regner vi med at New Zealand vil byde på høje bjerge med snedække og gletsjertunger, dybe fjorde, smukke søer, flotte strande, boblende mudder, grønne bakker, får, flinke mennesker, tid, hygge og ”tag-livet-som-det-kommer” i autocamperen. Det er forår dernede nu, så forhåbentlig får vi lidt lys og varme… men jo vi regner også med regn, ikke mindst på sydøens vestkyst. Regntøj og varme trøjer er på pakkelisten.

Vi kommer hjem igen d. 11.12. Julen skal vi fejre hos Brittas søster, for første gang i 4 år. Det bliver spændende at opleve ham juleaften, med alle gaverne og alt postyret. D. 2. januar skal Elias starte i vuggestuen Valmuen for enden af vores vej. Vi ville godt have haft plads i en integreret institution, men der var ikke plads lige foreløbigt. Vi – mest Britta – har lige måttet sluge en kamel i den forbindelse og håber på at det viser sig ok. Elias elsker at være sammen med andre børn og hvis han da ellers kan tåle at blive skilt fra sin mor (og omvendt), skal det nok blive godt at starte op. Britta starter d. 21. januar på at færdiggøre sin diplomuddannelse i projektledelse og organisationsudvikling på fuldtid, så hun skal først tilbage på arbejde til juni næste år.

Og ellers går livet sin alt for hurtige gang herhjemme. Der er ingen tid til kedsomhed, for den lille familie. Vi er begyndt at tænke på at skulle have et hus. Egentlig havde vi planer om at vendte et par år, fordi vi nyder at bo billigt her og at have råd til at rejse, men vi savner at kunne komme udenfor i en have uden at skulle planlægge og pakke det halve hus sammen. I foråret brugte vi – særligt René - lang tid på at udse boligmarkedet på nettet. Vi fandt et hus, som vi blev helt forelskede i, og alle andre huse skulle stå til måls med en sammenligning med dette hus. Efter et par måneder besluttede vi os for at kigge på det. Og desværre eller heldigvis alt efter hvordan man ser det, var der mere at lave på huset end vi synes var rimeligt. Vi sammenlignede med hvad helt nye huse kostede i samme by og det var ”kun” 5-600.000 mere. Og det er vist ikke meget, når vi ville lave noget om i alle rum. Dette ene huskig tog også lysten til at købe et gammelt hus fra os. Vi drømmer nu om at bygge vores et nyt hus, gerne et lavenergi træhus, hvor vi selv vil bygge en del af det. Vi udser nu markedet for grunde i kommunerne omkring Århus. Fra Skanderborg over Silkeborg og mod Randers. Det skal I nok høre mere om.

På Renés arbejde er tingene rolige for tiden. Der er ikke så travlt, ja, faktisk er der ikke noget at lave, fordi mange opgaver er blevet udliciteret. Han har været på et par kurser i adgangskontrol. Spændende men det trak også tænder ud, da systemet er meget omfattende. Hjemme har Britta været i gang med at male børneværelse, så Elias kan få sit eget værelse, når vi kommer hjem igen. Han sover stadig i vores soveværelse, da vi jo lige om lidt skal sove tæt ved siden af hinanden i autocamperen.Elias stortrives. Han er nu 9 måneder og er en glad og aktiv dreng, som kravler rundt i hele huset. Han følger os fra rum til rum, er i ALT, rejser sig op af alt, stole – borde – den store bold – vores bukseben - opvaskemaskinen – tremmerne i sengen osv. Han forsøger at gå lidt langs tingene, rager ALT ned fra hylder og borde, kaster med lysestagerne, river ting fra hinanden, smadrer urtepotter og i den dur. Jo, den lille tyran må holdes i kort snor. Smil. Men han er nu også ret charmerende. Elsker at lave sjov og pjatte og synge. Klapper kage og vinker ind imellem. Er meget kærlig, putter sig ind til en og giver store dejlige våde kys. Han spiser godt, får efterhånden af det vi får, suppleret med ekstra kartofler og grøntsager. Han har dog lige haft en periode, hvor han nægtede at spise. Han lukkede munden hermetisk sammen fra første bid. Så måtte mor og far hekse og trylle, for når Elias fik lov at underholde sig med 3-4 skeer og plastiklåg, ville han godt spise. Ind imellem indtog han også halve måltid siddende ovenpå opvaskemaskinens låge! Det varede 2-3 uger. Heldigvis er han kommet i gang med at spise igen.

Gæstebog

Kære allesammen

Tak fordi I kigger ind på min blog og min hjemmeside. Har I lyst til at sende mig en lille hilsen, kan I skrive her ved at tilføje en kommentar. Vi har flyttet hilsnerne fra den gamle hjemmeside hertil, så de ikke går tabt.

Kærlige babykram

Elias

August 2007

Hvor tiden dog flyver. Nu er det to måneder siden sidst jeg skrev til jer, så nu må det vist være på tide igen. Jeg er nu knap 8 mdr. Og Mor og Far bliver begge 32 år lige om lidt. Vi har det rigtig godt.I lørdags kom vi hjem fra Færøerne. Vi pakkede den lille røde Yaris og kørte derop. Dvs. vi kørte til Hanstholm lørdag d. 11. kl. 21., hvor den store Norröna-færge ventede på at sejle. ( Den sejler 1 gang om ugen fra Danmark over Shetlandsøerne til Færøerne. Her sejler den videre til Island og en tur til Bergen, inden den kommer til Færøerne igen fredag morgen.) Vi sejlede hele natten, næste dag og næste nat med. Mandag morgen kl. 6 ankom vi til Torshavn. Det gik fint med at sejle. Jeg sov ok om natten, nede på gulvet på en ekstra dyne. Jeg sover nemlig alt for uroligt, hvis jeg skal ligge hos Mor eller Far. Om dagen sad vi ude på dækket i solskinsvejr. Jeg forsøgte at charme alle de andre passager. Og da jeg skulle vise dem at jeg næsten kunne kravle, faldt jeg ned på det dumme nubrede gulv og fik en hudafskrabning under næsen. ØVVV det var ikke sjovt. Da vi kom op til Torshavn regnede det… hele dagen. Vi satte telt op. Fik lidt morgenmad og en lur, inden vi i plask plask plask regnvejr gik en tur rundt i byen. Det var ved at tage pippet fra Far René, som slet ikke kunne holde ud at tænke på 10 dage i telt med lille mig, hvor alt var vådt og at Mor og Far skulle lave mad til både sig selv og mig på Trangiaen. Men han ville give det en chance. At bo inden døre er jo slet ikke det samme, og det er meget dyrere. Vi havde jo bilen at køre af sted i. Ind imellem måtte vi dog spise udenfor i rigtig dumt vejr. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af at sove i bilen – kun 40 min ad gangen, så jeg pylrede lidt indimellem. Men til sidst lærte jeg bare kunne lægge mig til at sove.I teltet sov jeg rigtig fint. Vågnede lidt tidligt – ved 5.30 tiden, men ellers som jeg fra ved 20/20.30 tiden, selvom Mor og Far puslede rundt i teltet. Og det blev ikke vådt inde i teltet, så det var helt fint. Det 3. dag var vejret flot. Vi gik en tur i Torshavn og så det flotte gamle tingsted i det fine vejr. Derefter kørte vi til en anden bygd, hvor vi tog en sejltur ud og se fuglefjeld og grotter i de høje forbjerge, der rejser sig flere hundrede meter op fra vandoverfladen. Vi flyttede til en lille bygd oppe i højlandet. Det fine vejr blev til ruskede storm. Havet var brusende hvidt og blev blæst op af fjeldene. Far fik ikke sovet meget den nat, Teltet blev flået fra den ene side til den anden, for vinden skiftede kontinuerligt retning i dalen. Men jeg sov trygt og dejligt hele natten. Om morgen besluttede Mor og Far sig for at evakuere os den næste nat på det hotel som lå ved siden af. Vi pakkede taskerne sammen og gik ned i køkkenet for at spise morgenmad. Vinden ruskede stadig. Da vi kom ud for at pakke teltet sammen, var stængerne blevet flået ud af teltet. De var bøjede og én knækket. Det var den teltferie!! Resten af turen bød så på Bed & Breakfast til ml 350-450 kr. Men sådan gik det altså.Vi kørte rundt de fleste dage. Gik ture op i fjeldet, hvor jeg sad i bærerygsækken. Var i svømmehallen et par gange.Mor og Far syntes at Færøerne var rigtig flot med sine små bygder med sorte og røde træhuse med tørvetage, hver og en beliggende under de høje, grønne fjelde ved Atlanterhavets brus og med snoede veje på fjeldhylder langs kysterne, sol, tåge, regn, får, ”fæhunde” og venlige mennesker. Jeg synes nu de sidst nævnte ting, fårene, hundene og menneskerne var det mest spændende.Når jeg ikke sad i autostolen, skulle jeg rigtig tage revanche med at røre mig. Øve, øve, øve og pludselig satte jeg mig op. Blev meget stolt og også lidt forundret. Når jeg nu havde lært det, kunne jeg også ligeså godt øve mig i at kravle… og det fik jeg så lært på et par dage. 7½ måned. Smil. Nu kravler jeg ihærdigt efter Mor og Far, når de går rundt herhjemme. Bliver lidt frustreret, når de går. Det er jeg nu aldrig blevet før. Men er som om at nu hvor jeg kender til afstande, er de ikke til at holde ud. Jeg er også blevet lidt mere reserveret. Mennesker er stadig meget spændende. Men mest på afstand. Den anden dag kom jeg op til en fremmed dame. Jeg sad og kiggede meget forsigtigt… og da jeg fik øje på mor, blev jeg lidt ked. Jeg spiser rigtig godt. Får øllebrød eller havregrød med frugtmos til morgen. Til frokost: Kartoffelstykker, gulerod, broccoli, ris eller pasta, noget fisk eller kød og rugbrødshapser med leverpostej. Det begyndte jeg at spise, da jeg var godt 6 mdr. Det er jeg super sej til. Til eftermiddag – det samme som til morgen og til aften det samme som til frokost. Jeg spiser også af Mors og Fars mad, når de får noget jeg kan spise… fx Frikadeller, kødsovs, boller i karry og sån. Jeg får stadig mælk hos min mor. 1-2 gange om dagen og inden jeg skal sove ved 20 tiden og om morgenen, når jeg vågner ved 6-7 tiden. Jeg sover hele natten – de fleste nætter.D. 30.7. knap 7 måneder gammel fik jeg min første tand og i dag brød den anden endelig igennem. Den har været på vej i flere uger. Ligget lige under. Men nu kom den. Det var helt ok. Ingen bøvl med det.Mor og Far har det rigtig godt. Far arbejder og Mor går hjemme ved mig. Den ene rejse er lige slut og det er tid til at planlægge den næste… til New Zealand til oktober. Vi er væk i knap 8 uger. Det bliver spændende. Det skal I nok høre mere om.Far er glad for sit arbejde, når ellers teknikken virker… og det skal den gerne, når man er teknikker! Burde man ikke selv kunne lave den så? Men altså, han kæmper med at få ny telefon, ny PDA og ny computer. Det tager tid. Mor og Far har lige bestilt et digitalt spejlreflekskamera (Canon EOS 400D), så nu er der i det mindste ny teknik at lege med herhjemme.Mor nyder stadig at gå hjemme. Tiden flyver af sted. På mandag starter vi til Tumlileg for 8-14 mdrs. Det bliver sjovt. Om onsdagen skal mor selv til gymna-hop. Jeg tager med og griner af hende, når hun hopper rundt og sveder. Vi skal ikke gå til babysvømning, fordi det ikke kan betale sig at melde sig for en sæson, når vi skal ud og rejse. Det er lidt ærgerligt. Mor skal gå til svømning mandag eftermiddag. Og med mødregruppe og rengøring hos ”familien” er den tid vist besat.

Juni 2007

Her på Falderebet for juni måned vil jeg da lige nå at kaste en hilsen ud til jer alle sammen. Min mor hjælper mig med at trykke på tasterne… Men jeg vil nu helst selv. Jeg bliver helt ivrig, når jeg ser de der taster. Så skal der trykkes. Vildt spændende. Jeg møver rundt på gulvet. Mest rundt om mig selv. Det er svært at komme fremad, når jeg rigtig anstrenger mig, kommer jeg længere væk fra legetøjet. Øv hvordan kan det være? Kravler legetøjet væk fra mig? Kan det ikke lide mig? Jeg vil så gerne lege med det. Jeg øver mig i at løfte mig højt op i strakte arme og at løfte numsen op med strakte ben, men der er et stykke midt på kroppen, som bliver ved med at sidde fast i gulvet. Jeg ligger ikke særlig længe på ryggen, for vupti, så ligger jeg pludselig på maven… men jeg glemmer nogen gange, hvordan jeg kommer tilbage igen. Så råber jeg på hjælp… arghhhh, arghhhh. Min mor og far synes faktisk, jeg larmer ret meget. Men jeg snakker jo bare med. Mor og far siger jo også lyde, så må jeg vel også. Men så kilder far mig… og jeg ler, hviner og fniser. Uh jeg er kilden overalt på kroppen. Hi, hi, hi. Jeg øver mig i at gentage det de store mennesker siger… i hvert fald med samme toneleje og volumen. Jeg gentager også larmen fra bilerne på gaden, når vi går tur i barnevognen og jeg sidder og følger med i det hele. Eller larmen fra boremaskinerne, når håndværkerne larmer udenfor vinduerne. Vi er ved at få pudset og renset blokken, så den bliver rigtig fin. (Det har nu stået på siden 12. marts. Suk, (RED.)) Jeg kan også rigtig godt lide at lave lyde med mit legetøj. Jeg rasler det frem og tilbage og banker det hårdt ned i bordet eller gulvet. Bank, bank, bank. Det lyder så højt, at jeg blinker hver gang lyden kommer. Hi hi hi.Jeg sidder med ved bordet i min fine Trip Trap stol nu. For jeg får ikke længere kun mors mad. Jo, det er nu også mors mad, men det er noget hun laver i en gryde. Majsgrød og sådan. Og kartofler og grøntsager. Det kan jeg rigtig godt lide. Og det er super rart at være med, når mor og far spiser. Jeg kigger dog stadig ret meget efter mors og fars mad, for det er altså ikke det, jeg får… Men snart, siger mor, må jeg få kød og fisk. Hvad mon det er for noget? Jeg har vist også brug for meget energi, for jeg bevæger mig HELE tiden. Frem og tilbage, op og ned, rundt og rundt, dunk, dunk med benene ned i gulvet. Jeg har næsten ingen deller tilbage på inderlårene. Jeg ved ikke helt, hvor stor jeg er nu. Min sundhedsplejerske kommer d. 9.7. og vejer med og ser hvor dygtig, jeg er. Men jeg vejer vist over 9 kg og måler omkring cm, tror min mor og far. I næste uge bliver jeg et halvt år. 6 måneder siden jeg lå inde i mors mave. Det er godt nok gået stærkt. Ikke til at forstå at det er så længe siden.Jeg sover stadig inde ved mor og far. Min tremmeseng står ovre ved den ene væg. Det går rigtig godt med at sove. Jeg holder fest en halv time inden jeg falder i søvn. Mig?, Træt? Hvad for noget. Jeg er da frisk. Se selv hvordan jeg kan rotere rundt i sengen. Mor og far tager sig til hovedet… og griner lidt, det har jeg set. De er nu lidt bekymrede for, hvordan det skal gå, når jeg kan sætte og rejse mig op. Smil. Den sidste uge har jeg næsten sovet igennem. De første dage sov jeg fra 20.30 til ved 5.30 tiden. Så sov jeg 3 dage til 7.30 tiden og 1 dag til kl. 6. Men så i nat sov jeg til kl 4.45 og kunne ikke falde i søvn igen, selvom jeg fik mad. Så mor og far tror ikke helt på at det er et mønster.I næste uge skal jeg sove i telt J Det er første gang. Vi skal over på den der dejlige ø Anholt igen. I 4 dage. Mors veninde Laura er derovre sammen med sin 1 årige datter Jasmin og sin mor, som ejer sommerhuset. Og vi har fået lov at komme på visit. Det glæder vi os meget til. Selvom vejret ikke lover alt for godt. Men så får vi øvet os til Færøerne. Der skal vi jo op midt i august. Mor har lige købt et regntøj i str. 74 til mig. Det får jeg nok brug for deroppe. Jeg har aldrig rigtig prøvet at være i regnvejr før, for når det regner ligger jeg altid lunt og godt nede i barnevognen.Jeg skulle hilse fra mor og far og sige at de har det godt. Far tager stadig på det der arbejde hver morgen. Men han har jo lige så ekstra-fri, så han kan tae med os til Anholt. Han kan ikke undvære mig… thi hi. Det prøvede han nemlig, da mor og jeg var 4 dage i sommerhus i Løkken. Helt tomt herhjemme. Far skal arbejde rigtig meget i juli, fordi han har vagt i 2 uger. Men det bliver han nødt til, så han kan få fri, når vi skal til New Zealand til oktober. Midt i Juli skal han til Metallica-koncert her i Skejby. Det glæder han sig vist til. Men jeg må ikke komme med LMor og jeg går stadig i svømmehallen de fleste uger. Det bliver sjovere og sjovere for hver gang. Mor er også begyndt at gøre rent igen hos den familie, hun har gjort rent hos de sidste mange år. Om lidt skal hun på dagpenge og får ikke så mange penge. Imens passer Mormor mig. Det er sjovt. Mormor har et spejl nede ved jorden. Derinde bor en lille dreng, som er rigtig sjov og mega-lækker. Jeg kan i hvert fald rigtig godt lide at kysse ham. Mums. Faktisk kan jeg rigtig godt lide at kysse. Jeg angriber mine ofre og smører dem ind i savl. Uhmmmm. Jeg elsker også at komme i kontakt med folk. Det bedste jeg ved er at være ude omkring. Så prøver jeg på at få øjenkontakt med folk, hvis de ikke kigger, råber jeg efter dem. Når de så kigger, sender jeg dem mit allerstørste og mest charmerende smil. Skægt.Nåh jeg vil smutte. Kast endelig et blik ind på min hjemmeside. Hav det godt og nyd sommeren rigtig meget. Har I tid er I mere end velkommen til at besøge os.