Oktober 2007

Kære alle sammen

Sig nærmer tiden, hvor vi må væk… vi hører sommerens stemme;-)
Thi også vi er jo nok på træk og længes andetsteds hjemme.

Ja lidt poesi herfra, just som vi står på tærsklen til vores næste store rejse. Rejsen til Jordens ende, eller i hvert fald om på den anden side af jorden.Om eftermiddagen d. 22. oktober (om 1½ uge) sætter den lille familie sig spændte ind i Thai air fly med 7½ uges rejse i sigte – først mod en mellemlanding i Bangkok og siden mod det fascinerende land New Zealand. Vi glæder os meget til at dele alle oplevelserne med hinanden som familie, vi glæder os til tiden sammen uden at skulle andet end det vi ønsker. Vi er nu også spændte på det hele. På trods af øve-turen til Færøerne føler vi os stadig lidt jomfruelige i det nye rejseliv. På nogle måder er det som om vi skal af sted for første gang – nu med lille (store) Elias at tage hensyn til. Vi er spændte på - hvordan han tager bruddet på de kendte daglige rutiner, - om han kan sove i autocamperen og i den lille paraplyklapvogn, vi skal have med, - hvordan den lange flyvetur derned skal gå, hvor han jo skal sidde stille ovenpå mor og far i MANGE timer, - hvor koldt og varmt, der er og hvor meget/lidt tøj Elias skal have med. Men vi bliver jo klogere hen ad vejen og alt skal selvfølgelig nok gå rigtig fint. Det er jo heldigvis et veludviklet land, så vi kan få fat i det meste af, hvad vi måtte mangle og flyveturen har andre med små børn jo klaret før os.Vi skal flyve fra Kastrup mandag eftermiddag og benytter chancen for at hilse på venner og familie i København inden afrejse. Lørdag i næste uge tager vi afsked med Århus og fiser over Fyn i den lille røde. Vi flyver over Bangkok, hvor vi har 14 timers ventetid. Her får vi et hotelværelse i noget af tiden, så der bliver mulighed for at ligge lidt udstrakte, få et bad og kravle lidt rundt. Onsdag middag lokal tid lander vi i NZ. Der er 12 timers forskel mellem Dk og NZ. I New Zealand har vi lejet en autocamper (vist nok i 46 dage). Vi har ikke bestilt andet hjemmefra og ved faktisk heller ikke endnu helt, hvad vi skal. Vi lander i Auckland på Nordøen og vil forholdsvist hurtigt køre ned på Sydøen, som skulle være naturmæssigt den mest spændende og fantastiske. Vi skal flyve hjem igen fra Auckland, så vi gemmer lidt tid til Nordøen inden afrejse, som jo også er fantastisk smuk. Men i korte træk regner vi med at New Zealand vil byde på høje bjerge med snedække og gletsjertunger, dybe fjorde, smukke søer, flotte strande, boblende mudder, grønne bakker, får, flinke mennesker, tid, hygge og ”tag-livet-som-det-kommer” i autocamperen. Det er forår dernede nu, så forhåbentlig får vi lidt lys og varme… men jo vi regner også med regn, ikke mindst på sydøens vestkyst. Regntøj og varme trøjer er på pakkelisten.

Vi kommer hjem igen d. 11.12. Julen skal vi fejre hos Brittas søster, for første gang i 4 år. Det bliver spændende at opleve ham juleaften, med alle gaverne og alt postyret. D. 2. januar skal Elias starte i vuggestuen Valmuen for enden af vores vej. Vi ville godt have haft plads i en integreret institution, men der var ikke plads lige foreløbigt. Vi – mest Britta – har lige måttet sluge en kamel i den forbindelse og håber på at det viser sig ok. Elias elsker at være sammen med andre børn og hvis han da ellers kan tåle at blive skilt fra sin mor (og omvendt), skal det nok blive godt at starte op. Britta starter d. 21. januar på at færdiggøre sin diplomuddannelse i projektledelse og organisationsudvikling på fuldtid, så hun skal først tilbage på arbejde til juni næste år.

Og ellers går livet sin alt for hurtige gang herhjemme. Der er ingen tid til kedsomhed, for den lille familie. Vi er begyndt at tænke på at skulle have et hus. Egentlig havde vi planer om at vendte et par år, fordi vi nyder at bo billigt her og at have råd til at rejse, men vi savner at kunne komme udenfor i en have uden at skulle planlægge og pakke det halve hus sammen. I foråret brugte vi – særligt René - lang tid på at udse boligmarkedet på nettet. Vi fandt et hus, som vi blev helt forelskede i, og alle andre huse skulle stå til måls med en sammenligning med dette hus. Efter et par måneder besluttede vi os for at kigge på det. Og desværre eller heldigvis alt efter hvordan man ser det, var der mere at lave på huset end vi synes var rimeligt. Vi sammenlignede med hvad helt nye huse kostede i samme by og det var ”kun” 5-600.000 mere. Og det er vist ikke meget, når vi ville lave noget om i alle rum. Dette ene huskig tog også lysten til at købe et gammelt hus fra os. Vi drømmer nu om at bygge vores et nyt hus, gerne et lavenergi træhus, hvor vi selv vil bygge en del af det. Vi udser nu markedet for grunde i kommunerne omkring Århus. Fra Skanderborg over Silkeborg og mod Randers. Det skal I nok høre mere om.

På Renés arbejde er tingene rolige for tiden. Der er ikke så travlt, ja, faktisk er der ikke noget at lave, fordi mange opgaver er blevet udliciteret. Han har været på et par kurser i adgangskontrol. Spændende men det trak også tænder ud, da systemet er meget omfattende. Hjemme har Britta været i gang med at male børneværelse, så Elias kan få sit eget værelse, når vi kommer hjem igen. Han sover stadig i vores soveværelse, da vi jo lige om lidt skal sove tæt ved siden af hinanden i autocamperen.Elias stortrives. Han er nu 9 måneder og er en glad og aktiv dreng, som kravler rundt i hele huset. Han følger os fra rum til rum, er i ALT, rejser sig op af alt, stole – borde – den store bold – vores bukseben - opvaskemaskinen – tremmerne i sengen osv. Han forsøger at gå lidt langs tingene, rager ALT ned fra hylder og borde, kaster med lysestagerne, river ting fra hinanden, smadrer urtepotter og i den dur. Jo, den lille tyran må holdes i kort snor. Smil. Men han er nu også ret charmerende. Elsker at lave sjov og pjatte og synge. Klapper kage og vinker ind imellem. Er meget kærlig, putter sig ind til en og giver store dejlige våde kys. Han spiser godt, får efterhånden af det vi får, suppleret med ekstra kartofler og grøntsager. Han har dog lige haft en periode, hvor han nægtede at spise. Han lukkede munden hermetisk sammen fra første bid. Så måtte mor og far hekse og trylle, for når Elias fik lov at underholde sig med 3-4 skeer og plastiklåg, ville han godt spise. Ind imellem indtog han også halve måltid siddende ovenpå opvaskemaskinens låge! Det varede 2-3 uger. Heldigvis er han kommet i gang med at spise igen.