Nyt fra fronten

Mon der er nogen, som har undret sig over den pludselige stilhed den sidste måned efter den linde strøm af indlæg, som ellers har kendetegnet denne blog i månederne før?!!! Jeg kan sige at det har jeg selv. Mit behov for at skrive og kommunikere har ændret sig, så det ikke er så intens længere. Men aller vigtigst er nok at der er sket noget nyt i mit liv, som i den grad har overvældet mig på en anderledes måde - som gjorde mig mere mundlam end oplevelsen med Malou gjorde.

Jeg er blevet GRAVID.... ganske spontant, økologisk og overraskende!!!

Jeg skulle have haft min mens på Malous terminsdag. Men den kom ikke. Malous terminsdag var så også dagen, hvor vi drog ud og købte medicin til fertilitetsbehandling for små 1000 kr. Og dagen hvor jeg meldte mig fra hvilegruppe til aktiv sikringsgruppe i Danmark.Det eneste jeg var fokuseret på, var hvornår mens kom, så jeg kune starte op med hormonerne. Da lægen på fertilitetsklinikken onsdagen inden, sagde at vi jo bare kunne gemme medicinen til evigt minde, hvis jeg skulle blive gravid inden, tænkte jeg ikke videre over det - for det var der jo ingen mulighed for. Det var jo lige om lidt jeg skulle have min mens.

Om mandagen skulle jeg til læge og havde taget blodprøver til opstart af behandling. Jeg bad hende tage en test, da jeg da var 3 dage over tid. Den klingede straks positiv. Puhhh hvor overvældende. Tårerne trillede ned ad kinderne. Det var jeg ikke forberedt på. Det var som om jeg havde sprunget denne cyklus over som mulig at blive gravid i, fordi jeg var optaget af at vi måneden efter skulle i behandling. Jeg havde givet slip og lagt det i andres hænder.

Jeg havde også sluppet drømmen og tanken om at kunne blive gravid inden Malous termin. Den sørgede jeg over i starten af juni - at den chance var forpasset. Men at det lige skulle lande sådan sammen, at jeg skulle have min mens på hendes terminsdag og at den så ikke kom... Det havde jeg slet ikke haft med i overvejelserne. Men det er jo nok godt nok.

Så det er jo overvældende fantastisk at jeg er blevet gravid. Jeg er ikke lykkelig glad. Jeg er taknemmelig. Hver eneste dag over at jeg stadig er gravid... og at der virkelig er gået små 5 uger hvor jeg har vidst det - og jeg er stadig gravid.

Jeg bliver nødt til at tage et enkelt skridt ad gangen i denne graviditet. Jeg kan ikke have forvisninger om at det nok skal gå godt, fordi mine erfaringer er at det kan jeg slet slet ikke regne med. Der er SÅ mange farer og jeg kan ikke overskue den alle på én gang. Jeg bliver nødt til at tage det skridt for skridt. Første skridt var at blive gravid, næste skridt er en god tidlig scanning, som jeg havde igår, dernæst at komme igennem de første 3 måneder uden spontan abort og til sidst i denne række - at klare mig igennem Nakkefoldscanningen  d. 24.8. Jeg kan ikke skue længere frem og det skal jeg heller ikke. Jeg kan ikke forholde mig til om spiren er syg som Malou. Jeg vil ikke forholde mig til om/at jeg skal på barsel. Jeg kan ikke forholde mig til hvornår jeg har termin og om jeg får en levende baby. Nakkefoldscanningen er første afgørende stop og jeg kan næsten ikke overskue denne scanning. Jeg kan ikke overskue at skulle ligge der og vente på lægens dom. Vente på om jeg endnu engang skal tage afsked med et lille barn. Vente på om min verden endnu engang bliver væltet rundt. Sådan bliver det mange gange i denne graviditet, men Nakkefold er den første eksamen.

Så denne graviditet bliver ikke en jublende lykkelig tid. Det bliver én lang eksamen, hvor der er lang mere på spil end i alverdens afsluttende uddannelsesforløb. Jeg lever med angsten nu, men den skal holdes i kort snor. Malou med det tab hun bragte os og det savn vi føler til hende er blevet så meget nærværende, fordi vi igen mærker følelserne af at kunne miste - mærker smerten ved at tro på noget, der kan blive taget fra os igen.

Jeg får brug for styrke for at komme igennem tiden - og for tålmodighed med at mine tanker ikke er på lykke og jublende glæde i denne graviditet. Min angst kan ikke trøstes væk. Den er nu en del af mig og jeg må deale med den, så den ikke dominerer det hele.

Men jeg er da enig med "hele verden" i at det er FANTASTISK. (jeg jubler bare ikke selv - det tør jeg ikke)