Ja så forsvandt en måned. Som tiden dog flyver. Det er lidt skræmmende. Tør slet ikke tænke på at tiden flyver for så er min barsel bare lige pludselig slut. Men det var ikke det dette indlæg skulle handle om. Det var tanker om Leas barnedåb, som vi var så heldige at få lov at fejre d. 27. maj. Dagen havde fyldt meget i mig og en 3-4 uger før var jeg meget grådlabil, når jeg tænkte på dagen. Men som ofte før, når vi har nærmet os store begivenheder de sidste 1½ år, mærkede jeg ikke ikke dagens betydning som vi kom helt tæt på eller på selve dagen, men dagen efter faldt jeg sammen som en karklud af udmattelse... fysisk og psykisk. Men kan sige at barnedåben på en måde var den ultimative test af min heling oven¨på tabet af Malou... Forstået på den måde at jeg i den grad fik testen mit overskud og overblik... Overblikket fejlede intet. Alt var planlagt og forberedt til mindste detalje... men overskuddet strakte ikke helt. Jeg føler mig lidt distanceret til dagen. Jeg føler ikke jeg kunne nyde dagen ligeså meget som jeg nød Elias' barnedåb. Måske havde jeg faktisk for store forventninger til dagen, fordi den betød endnu mere for os, dels fordi jeg ved hvor stor dagen var med Elias, dels fordi sørger over at vi mistede Malous barnedåb, og dels fordi Leas barnedåb var så længe længe ventet. Det var så betydningsfuldt at få lov at stå der med hende - at få lov at døbe hende - at det nok var mere end hvad jeg kunne rumme samtidig med at jeg skulle stå for en barnedåb for 50 mennesker... nærmest alene... René hjalp selvfølgelig.. han gjorde en stor forskel på dagen, men ansvaret og overblikket var mit.
Jeg tror ikke det kunne have været anderledes. Vi kunne have valgt en mindre kreds... Men jeg ville så gerne den store fest for min elskede datter... Jeg kunne have valgt ikke at have lavet al maden selv... ja det ville have gjort en stor forskel... men på den anden side... det var jo lavte i forvejen... og jeg havde jo to piger til at stå i køkkenet, så der brugte jeg ikke emget tid. Nej, det havde nok ikke gjort det store. Jeg kune have valgt paptallerkner og minimal pynt og borddækning... ja der kunne jeg nok have sparet noget...
Men jeg ved ikke om det kunne have været så meget anderledes. Der var så mange følelser i den dag, så den vil nok være ambivalent uanset hvordan jeg havde hoppet og danset. Når folk har spurgt har jeg svaret at den gik lige som den skulle... Men det er sagt med en klump i halsen, for den gik ikke lige som den skulle, men lige som den kunne. Malou er manglet, og det farvede dagen. Ikke at jeg følte mig nedtrykt... hun var med på en god måde... Præsten holdte en dåbstale (Se herunder) og jeg nævnte hende i min tale... og mere fyldte hun ikke direkte. Min mor havde købt en papirslanterne til at sende op til hende. Jeg orkede ikke at stå for at skulle sende den op, så den kom ikke afsted, men jeg er superglad for hendes tanke. Faktisk har jeg siden barnedåben været helt fyldt op af at arrangere. Bevares jeg har gang i tusinde projekter herhjemme (alt for mange), men da et hold vennner bød os med på sommerferie orkede jeg slet ikke tanken om at skulle arrangere det med billetter, pakning og Lea, der ikke vil sove.
Faddertiltale
til Leas barnedåb d. 27. maj 2012
Kære
Britta og René.
I
dag bliver det en lidt anderledes forældre og faddertiltale end
ellers, for der er noget andet og mere på spil denne dag for jer.
Før læste jeg om nogle mødre, der bar deres børn til Jesus, for
at han skulle røre ved dem. Det er det samme, som I nu har gjort for
lille Lea. I har båret hende til ham, der lovet os den evige
kærlighed og støtte gennem livet. En glædens dag for jer og for
Lea. Men dagen i dag er også fyldt med sorg og savn, da livet ikke
har vist sig fra den mest skånsomme side overfor jer. For jeres
familie tæller ikke blot fire, men fem. For Malou er og vil altid
være en del af jeres familien – men hun nåede aldrig at komme her
til dåben, hvor vi står i dag.
Mødrene
før blev afvist at Jesu disciple – men Jesus irettesætter dem og
siger; lad de små børn komme til mig; lad alle de små, uskyldige
børn komme til mig. Alle – selv dem, der ikke nåede at vokse op
og leve det liv, som var tiltænkt dem, skal komme til ham. Og sådan
har han også taget imod jeres Malou. For intet menneskeliv, om det
bliver kort eller langt har været forgæves. Malous liv er som Leas
stort og dyrebart både for Gud og for mennesker. Det er derfor Gud
gav os børnene som forbillede. Det er derfor han lægger dem i vore
arme. Børn, som ikke kan andet end at være afhængige af vores
kærlighed og omsorg. Sådan skal vi – også som voksne – tage
imod livet og dets tilskikkelser i tillid til Gud. Han lover os ved
vor dåb at være med os alle dage indtil verdens ende – i døden
som i livet. Og med tiltro til, at Malou er i de bedste hænder, kan
I leve jeres liv her og nu. For nok har I mistet det mest dyrebare –
men I er blevet skænket en skat i Lea, som vil berige jeres liv og
lindre den sorg, I føler dag for dag.
For
nu står I her med jeres vidunderlige lille pige og føler den
største glæde forældre kan føle. En taknemlighed overfor den
gave, som I trods umenneskelige prøvelser blev skænket. Og en
taknemlighed over at vide, at Herren passer på sine børn – om de
er her eller i hans himmel.
Det
er det budskab, I lader jeres børn vokse op i. Og det er det budskab
I, som faddere forpligter jer på at give videre, hvis det skrækkelig
skulle ske, at forældrene dør før tid. Så jeres opgave begynder i
dag med, at I skal sørge for at lære Lea at kende, så hun aldrig
er i tvivl om, hvem I er og hvad hun i dag er blevet døbt ind i.
Må
Gud velsigne jer i jeres opgave og fred være med jer! Amen.