onsdag den 26. december 2007
Uheld på 2.juledag
Idag ville Elias som så mange gange før rejse sig op af toilettet... men øv øv... så gled hans fod og bang slog han munden ned i brættet. Det blødte og vi kunne se at han havde slået et stykke af sin fine nye fortand. Øv bøv. Det var lige før moren også hylede. Han har lige fået sin fine tand for få uger siden og nu er den allerede halv så stor. VI tror nu ikke Elias har ondt i den, for han har villet spise hele dagen. Vi ringer til vagttandlægen imorgen, for lige at høre hvordan vi skal forholde os. Suk.
tirsdag den 25. december 2007
Glædelig jul
En glædelig jul skal lyde til jer alle her fra Kantorvænget. Vi håber, I alle havde en hyggelig aften igår med jeres familier og at de næste dage både vil byde på tid til selskabelige sammenkomster og til stille afslapning.
Her i Kantorvænget er vi idag alle lidt trætte. Og heldigvis skulle vi ingenting idag. Vi havde en hyggelig aften igår hos Brittas søster. Elias hyggede sig meget med sine store fætre. Aftenen var selvfølgelig præget af drengenes længsel efter alle de spændende gaver. Vi forsøgte at give Elias en sen eftermiddagslur i håb om at vi kunne hygge os med ham med juletræ og gaver længere end til hverdag. Det blev dog til en lur lidt kortere end planlagt - for nej DET kan man jo ikke med børn... planlægge tiden, men Elias skal jo ikke gå glip af noget, så når festen kører så kører Elias også. Vi havde snakket om at putte ham ved 21 tiden, men da han ikke var pylret og da vi var midt i gaverne, gjorde vi ikke det. Pludselig var kl 22.30 og Elias var stadig på farten. Vi fik pakket alting sammen og ud i bilen. Vi nåede kun at sætte ham i autostolen, førend han sov. Heldigvis kunne vi løfte ham op i seng uden problemer og håbede selvfølgelig han ville sove lidt længere her til morgen, men nej, DET kan man ikke planlægge... I stedet vågnede Elias ulykkelig op efter 1½ time og græd i søvne... svær at trøste... og sådan fortsatte resten af natten en gang i timen. Den stakkels lille mand var helt overkørt og havde fået alt for mange indtryk. Det gør vi ikke igen, for han siger ikke altid selv stop, men må stoppes og lukkes af. (Nogen vil måske huske barnedåben, hvor han som en anden beduin blev pakket ind i en klud, førend han kunne sove, og andre har måske kigget ned til ham i barnevognen og set ham helt tildækket;)
Men ellers har vi det godt;-) Vi er kommet godt hjem fra rejsen. Det var lidt hårdt at komme hjem. Vi var ramt af jetlag; det tod en lille uge førend Elias ikke faldt i søvn over aftensmaden eller stod møj tidligt op, så det gav heller ikke mening at vi andre forsøgte at lave vores rytme om. René havde en enkelt fridag herhjemme inden han skulle starte på arbejde. Dagene herefter var ikke sjove. Han var parat til at gå i seng, når han kom hjem fra arbejde. Men nu er vi ved at være inde i en god ryme igen, ja pånær lige i aftes. Men så er der jo lige kulden og mørket... men den kender I jo. Heldigvis går vi jo nu mod lysere tider, selvom vi stadig har nogle måneder med sjap, kulde og gråvejr førend vi rigtig kan nyde det. Men vi har ihvertfald fået os en dosis lys og forår/sommer på New Zealand.
Vi havde en rigtig god rejse. Vi har fået en del forundringer over at vi ikke har givet mere lyd fra os... vi har måske heller ikke været helt så ihærdige som vi plejer, men en anden faktor er også disse internettider, hvor alle og enhver har en hjemmeside og en blog... Men vi er blevet klar over at det ikke er direkte nok kommunikation for de fleste at logge på en hjemmeside. Man vil gerne have informationerne bragt direkte til postkassen. SÅ derfor må vi jo tilbage til at sende nyhederne ud pr. mail. Men logger I ind på http://www.renebrittaelias.bogspot.com/, vil I kunne finde både gamle og fremtidige nyhedsindlæg. Vi har jo også en billedside, hvis man trykker på billedalbum på ovennævnte side. Og man kan skrive en hilsen eller en kommentar til os på siden, ved at klikke på kommentar.
Men tilbage til rejsen: Det var en genial måde at rejse rundt i en autocamper. Ikke noget med at bøvle med at pakke tasker ned hver dag, nej, vi tog på stikket ud og så var vi på farten. Vi boede på campingpladser hver nat, pånær de ialt 5 dage vi boede i Auckland. Når vi havde Elias med os, var det rart at have et større køkken at lave mad i, i stedet for den ene kvm i autocamperen. Autocamperen tjente godt som vores hjem i de 46 dage, vi var i NZ. Det gik over al forventning at køre og bo i den. Elias sov om natten ved siden af os og det gik helt fint. Han blev hver aften ammet i søvn v 20 tiden og sov i det ene hjørne af sengen, mens vi voksne læste og småsnakkede. Det var for koldt og mørkt til at sidde ude om aftenen, så vi var nødt til at være i camperen allesammen. Langt de fleste dage forlod vi camingpladsen v 9 tiden om morgenen. Elias tog så enten sin formiddagslur i bilen eller hvis vi kun skulle kort blev han ofte flyttet sovende over i klapvognen. Han lærte også hurtigt at sove i bærerygsækken. Her er det dog vist max blevet til en time ad gangen. Frokosten blev som oftest indtaget i bilen eller en park i nærheden inden vi kunne tage et stræk i bilen under Elias' eftermiddagslur. Vi kørte omkring 7000 km, hvilket i snit giver ca 160 km pr dag. René kørte de fleste km. Det var ikke sådan lige betryggende at skulle køre i den forkerte side af vejen, men allerværst var det at skullle køre i camperen med dens seje gearing. Men den allerstørste faktor er nok at René synes det er ret sjovt at køre uner nye udfordringer. Ja, så må Britta tage revanche herhjemme med at køre den lille røde yaris (hvilket så desværre for hende betyder at hun aldrig kan drikke, når vi er nogen steder;-)
Vi gjorde holdt på en campingplads (som regel et nyt sted hver dag) ved 16-17 tiden, så der var tid til at slappe lidt af og lege inden vi skulle lave mad. Sådan gik dagene... køre ud... se noget spændende og smukt... køre videre... lave mad... putte... læse og hygge - godnat. Vi gik en del ture ud i den smukke natur, desværre ikke helt så lange som før vi fik Elias, men vi synes ikke han skulle sidde en hel dag i bærestolen, men vi har gået op mod 4 timer.
Vi havde ikke planlagt en decideret rute før vi tog afsted, men havde læst lidt hver især og skabt os nogle ideer om hvad vi ville se. Og det stemte meget overens. Vi troede ikke vi kunne nå så meget som vi gjorde og vi troede vi ville have rejst mindre intenst end vi plejer... men det kan vi vist ikke finde ud af! Men tempoet virkede på ingen måder stressende, men bare naturligt. Væsentlige faktorer er nok at vi ikke skulle stresse med at pakke ned og ud hele tiden, at vi ikke skulle bruge så meget tid på at finde et sted at overnatte - ofte var der kun en campingplads, eller også tog vi lidt let på det, fordi det kun var for én nat. En sidste faktor var at Elias stadig sov 2 gange og efterhånden bedst sov i bilen, så vi sagtens både kunne køre formiddag og eftermiddag.
Den største oplevelse for vi voksne var helikopter flyveturen over gletsjerne og snebjergene ved Franz Josef gletsjer. Også snebjergene ved Wannaka og ved Mount cook var helt fantastiske. Og så skal kaskelothvalerne og delfinerne ved Kaikoura da også nævnes. For Elias var det største nok at indtage langt de fleste måltider udenfor i selskab med måger, ænder, gråspurve, ind imellem sorte svaner, hunde og mennesker, der passerer forbi. Fedt var det også at smage på New zealand sten, bark og den store sandkasse ude ved bølgerne. Legetøj var der ikke meget af, men det behøver man da heller ikke når man kan tømme og fylde toilettasken igen og igen... og igen og igen.
Elias har det godt og vokser sig stor og dygtig. Vi havde spået at han ville have taget sine første skridt på rejsen, men hvem kan forvente det, når vi spændte ham fast i 2 måneder i autostolen, klapvognen eller bærestolen. Men så man jo tage revanche, når man kommer hjem. To dage efter vi kom hjem, d, 13.12. tog han sine første skridt. Det er dog endnu ikke sådan at han stavrer rundt som det primære, men han går ind imellem nogle skridt. Vi synes der sker så meget med ham i denne tid. Han snakker meget og mange gange om dagen i telefon. Der kan tales i alt muligt, særligt fjernbetjeninger og grydeskeer, men ofte tages bare hånden i brug (men en leverpostejsmad er også set anvendt;), mens han udstøder nogle korte lyde "arh, arh, arh" Mon det lyder sådan når vi andre snakker i telefon. Han er begyndt at skælde os meget ud, hvis vi feks siger nej. Han ryster på hovedet, banker i hovedet og råber ad os. Så kan vi lære det, kan vi. Han peger HELE tiden og siger "A det?", "Der". Og så siger han ja, ah ah (ae) og mam mam (mad). Men ikke mor og far...endnu. Smil. Han er super sej til selv at drikke, spiser sin mad med fingrene og øver sig lidt i gaffel og ske, men det er ikke helt så interessant.
Men nu skal han jo også til at være en sej, stor dreng. Lige efter nytår starter han i daginstitution. Vi har jo fået plads i en integreret institution for enden af vores vej. Det er vi glade for og spændte på. Elias skal nok klare det, fordi han elsker sjov og ballade og andre børn, men moren gruer lidt for at skulle undvære sin dejlige dreng. At det ikke er hende, der skal have fornøjelsen af at nyde ham hele dagen. Suk. de sjove ting, der sker, de charmerende smil og grin. hm. Men andre har jo overlevet det før hende, så mon ikke det går, selvom det ikke giver meget mening lige nu. Britta starter på uddannelse (færdiggørelse af diplomuddannelsen) d. 21.1., så der er god tid til indkøring og forberedelse af studierne. Og forhåbentlig kommer lysten til at læse og være igang også hurtigt frem.
Men inden da skal vi jo alle fejre det nye års komme. Vi skal til Yding som de seneste år og hygge os med Christinas lækre mad. Vi håber I kommer godt igennem aftenen og at det komende år vil bringe jer alle liv og glædesfyldte oplevelser for sjæl og krop og med dem I holder af.
Her i Kantorvænget er vi idag alle lidt trætte. Og heldigvis skulle vi ingenting idag. Vi havde en hyggelig aften igår hos Brittas søster. Elias hyggede sig meget med sine store fætre. Aftenen var selvfølgelig præget af drengenes længsel efter alle de spændende gaver. Vi forsøgte at give Elias en sen eftermiddagslur i håb om at vi kunne hygge os med ham med juletræ og gaver længere end til hverdag. Det blev dog til en lur lidt kortere end planlagt - for nej DET kan man jo ikke med børn... planlægge tiden, men Elias skal jo ikke gå glip af noget, så når festen kører så kører Elias også. Vi havde snakket om at putte ham ved 21 tiden, men da han ikke var pylret og da vi var midt i gaverne, gjorde vi ikke det. Pludselig var kl 22.30 og Elias var stadig på farten. Vi fik pakket alting sammen og ud i bilen. Vi nåede kun at sætte ham i autostolen, førend han sov. Heldigvis kunne vi løfte ham op i seng uden problemer og håbede selvfølgelig han ville sove lidt længere her til morgen, men nej, DET kan man ikke planlægge... I stedet vågnede Elias ulykkelig op efter 1½ time og græd i søvne... svær at trøste... og sådan fortsatte resten af natten en gang i timen. Den stakkels lille mand var helt overkørt og havde fået alt for mange indtryk. Det gør vi ikke igen, for han siger ikke altid selv stop, men må stoppes og lukkes af. (Nogen vil måske huske barnedåben, hvor han som en anden beduin blev pakket ind i en klud, førend han kunne sove, og andre har måske kigget ned til ham i barnevognen og set ham helt tildækket;)
Men ellers har vi det godt;-) Vi er kommet godt hjem fra rejsen. Det var lidt hårdt at komme hjem. Vi var ramt af jetlag; det tod en lille uge førend Elias ikke faldt i søvn over aftensmaden eller stod møj tidligt op, så det gav heller ikke mening at vi andre forsøgte at lave vores rytme om. René havde en enkelt fridag herhjemme inden han skulle starte på arbejde. Dagene herefter var ikke sjove. Han var parat til at gå i seng, når han kom hjem fra arbejde. Men nu er vi ved at være inde i en god ryme igen, ja pånær lige i aftes. Men så er der jo lige kulden og mørket... men den kender I jo. Heldigvis går vi jo nu mod lysere tider, selvom vi stadig har nogle måneder med sjap, kulde og gråvejr førend vi rigtig kan nyde det. Men vi har ihvertfald fået os en dosis lys og forår/sommer på New Zealand.
Vi havde en rigtig god rejse. Vi har fået en del forundringer over at vi ikke har givet mere lyd fra os... vi har måske heller ikke været helt så ihærdige som vi plejer, men en anden faktor er også disse internettider, hvor alle og enhver har en hjemmeside og en blog... Men vi er blevet klar over at det ikke er direkte nok kommunikation for de fleste at logge på en hjemmeside. Man vil gerne have informationerne bragt direkte til postkassen. SÅ derfor må vi jo tilbage til at sende nyhederne ud pr. mail. Men logger I ind på http://www.renebrittaelias.bogspot.com/, vil I kunne finde både gamle og fremtidige nyhedsindlæg. Vi har jo også en billedside, hvis man trykker på billedalbum på ovennævnte side. Og man kan skrive en hilsen eller en kommentar til os på siden, ved at klikke på kommentar.
Men tilbage til rejsen: Det var en genial måde at rejse rundt i en autocamper. Ikke noget med at bøvle med at pakke tasker ned hver dag, nej, vi tog på stikket ud og så var vi på farten. Vi boede på campingpladser hver nat, pånær de ialt 5 dage vi boede i Auckland. Når vi havde Elias med os, var det rart at have et større køkken at lave mad i, i stedet for den ene kvm i autocamperen. Autocamperen tjente godt som vores hjem i de 46 dage, vi var i NZ. Det gik over al forventning at køre og bo i den. Elias sov om natten ved siden af os og det gik helt fint. Han blev hver aften ammet i søvn v 20 tiden og sov i det ene hjørne af sengen, mens vi voksne læste og småsnakkede. Det var for koldt og mørkt til at sidde ude om aftenen, så vi var nødt til at være i camperen allesammen. Langt de fleste dage forlod vi camingpladsen v 9 tiden om morgenen. Elias tog så enten sin formiddagslur i bilen eller hvis vi kun skulle kort blev han ofte flyttet sovende over i klapvognen. Han lærte også hurtigt at sove i bærerygsækken. Her er det dog vist max blevet til en time ad gangen. Frokosten blev som oftest indtaget i bilen eller en park i nærheden inden vi kunne tage et stræk i bilen under Elias' eftermiddagslur. Vi kørte omkring 7000 km, hvilket i snit giver ca 160 km pr dag. René kørte de fleste km. Det var ikke sådan lige betryggende at skulle køre i den forkerte side af vejen, men allerværst var det at skullle køre i camperen med dens seje gearing. Men den allerstørste faktor er nok at René synes det er ret sjovt at køre uner nye udfordringer. Ja, så må Britta tage revanche herhjemme med at køre den lille røde yaris (hvilket så desværre for hende betyder at hun aldrig kan drikke, når vi er nogen steder;-)
Vi gjorde holdt på en campingplads (som regel et nyt sted hver dag) ved 16-17 tiden, så der var tid til at slappe lidt af og lege inden vi skulle lave mad. Sådan gik dagene... køre ud... se noget spændende og smukt... køre videre... lave mad... putte... læse og hygge - godnat. Vi gik en del ture ud i den smukke natur, desværre ikke helt så lange som før vi fik Elias, men vi synes ikke han skulle sidde en hel dag i bærestolen, men vi har gået op mod 4 timer.
Vi havde ikke planlagt en decideret rute før vi tog afsted, men havde læst lidt hver især og skabt os nogle ideer om hvad vi ville se. Og det stemte meget overens. Vi troede ikke vi kunne nå så meget som vi gjorde og vi troede vi ville have rejst mindre intenst end vi plejer... men det kan vi vist ikke finde ud af! Men tempoet virkede på ingen måder stressende, men bare naturligt. Væsentlige faktorer er nok at vi ikke skulle stresse med at pakke ned og ud hele tiden, at vi ikke skulle bruge så meget tid på at finde et sted at overnatte - ofte var der kun en campingplads, eller også tog vi lidt let på det, fordi det kun var for én nat. En sidste faktor var at Elias stadig sov 2 gange og efterhånden bedst sov i bilen, så vi sagtens både kunne køre formiddag og eftermiddag.
Den største oplevelse for vi voksne var helikopter flyveturen over gletsjerne og snebjergene ved Franz Josef gletsjer. Også snebjergene ved Wannaka og ved Mount cook var helt fantastiske. Og så skal kaskelothvalerne og delfinerne ved Kaikoura da også nævnes. For Elias var det største nok at indtage langt de fleste måltider udenfor i selskab med måger, ænder, gråspurve, ind imellem sorte svaner, hunde og mennesker, der passerer forbi. Fedt var det også at smage på New zealand sten, bark og den store sandkasse ude ved bølgerne. Legetøj var der ikke meget af, men det behøver man da heller ikke når man kan tømme og fylde toilettasken igen og igen... og igen og igen.
Elias har det godt og vokser sig stor og dygtig. Vi havde spået at han ville have taget sine første skridt på rejsen, men hvem kan forvente det, når vi spændte ham fast i 2 måneder i autostolen, klapvognen eller bærestolen. Men så man jo tage revanche, når man kommer hjem. To dage efter vi kom hjem, d, 13.12. tog han sine første skridt. Det er dog endnu ikke sådan at han stavrer rundt som det primære, men han går ind imellem nogle skridt. Vi synes der sker så meget med ham i denne tid. Han snakker meget og mange gange om dagen i telefon. Der kan tales i alt muligt, særligt fjernbetjeninger og grydeskeer, men ofte tages bare hånden i brug (men en leverpostejsmad er også set anvendt;), mens han udstøder nogle korte lyde "arh, arh, arh" Mon det lyder sådan når vi andre snakker i telefon. Han er begyndt at skælde os meget ud, hvis vi feks siger nej. Han ryster på hovedet, banker i hovedet og råber ad os. Så kan vi lære det, kan vi. Han peger HELE tiden og siger "A det?", "Der". Og så siger han ja, ah ah (ae) og mam mam (mad). Men ikke mor og far...endnu. Smil. Han er super sej til selv at drikke, spiser sin mad med fingrene og øver sig lidt i gaffel og ske, men det er ikke helt så interessant.
Men nu skal han jo også til at være en sej, stor dreng. Lige efter nytår starter han i daginstitution. Vi har jo fået plads i en integreret institution for enden af vores vej. Det er vi glade for og spændte på. Elias skal nok klare det, fordi han elsker sjov og ballade og andre børn, men moren gruer lidt for at skulle undvære sin dejlige dreng. At det ikke er hende, der skal have fornøjelsen af at nyde ham hele dagen. Suk. de sjove ting, der sker, de charmerende smil og grin. hm. Men andre har jo overlevet det før hende, så mon ikke det går, selvom det ikke giver meget mening lige nu. Britta starter på uddannelse (færdiggørelse af diplomuddannelsen) d. 21.1., så der er god tid til indkøring og forberedelse af studierne. Og forhåbentlig kommer lysten til at læse og være igang også hurtigt frem.
Men inden da skal vi jo alle fejre det nye års komme. Vi skal til Yding som de seneste år og hygge os med Christinas lækre mad. Vi håber I kommer godt igennem aftenen og at det komende år vil bringe jer alle liv og glædesfyldte oplevelser for sjæl og krop og med dem I holder af.
søndag den 9. december 2007
Sidste lyd paa rejsen
Saa har den lille familie forladt NZ. Det er gaaet alt for staerkt. Det foeles som 2 uger. Vi er nu i Bangkok, hvor vi "mellemlander" i to dage. Vi kom igaar aftes og skal flyve til Kastrup imorgen aften, nat. Vi skriver nyt om rejsen, naar vi faar tid derhjemme, men bare lige denne lyd for at sige at foerste del af hjemrejsen gik ganske fint. Elias samarbejdede det bedste han kan, og det var helt perfekt. Bangkok er som altid varm, larmende og forvirrende paa sin egen charmerende maade.
Vi ses snart alle jer derhjemme.
KNUSS
Vi ses snart alle jer derhjemme.
KNUSS
Abonner på:
Opslag (Atom)