Tænk sig at der allerede er gået en måned siden jeg skrev sidste gang. Tiden flyver simpelthen afsted... Overskriften "på vej" er sigende på mange måder, for hold da op hvor er det svært at føle at jeg er i nuet og at jeg nyder nuet, når tiden går så stærkt. Nuet er så hurtigt passeret at jeg knap nok når at opdage det... Det er altså lidt af et tema for mig at tiden går så stærkt. Det er sgu lidt angstprovokerende. Jeg glæder mig på ingen måde til hverdagen igen og jeg ved at jeg vil føle at jeg ikke satte nok pris på det, mens jeg havde tiden herhjemme. Jeg føler bare ikke jeg kan gøre andet for bedre at nyde, at være tilstede og at sætte pris på. Jeg bliver jævnligt frustreret... over Lea der bøvler med mad og søvn... og så kommer jeg til at tænke at jeg glæder mig til at hun bliver ældre og vi er ovre det bøvl... men ældre betyder jo at tiden er gået og hverdagen er her igen... og det tror jeg sørme ikke bliver bedre eller mere roligt eller vil give mig mere af den tid jeg savner... Jeg savner tid til mig selv - tid og ro til at fordybe mig og ikke blive forstyrret - jeg føler ikke jeg er nede i gear - det er som om jeg altid er alert. Altid på spring til at blive afbrudt og til at være noget for andre... Og det gør mig træt... så træt... og jeg hader det, for det er jo nu jeg har tiden... men det føler jeg ikke jeg har. Jeg føler det som om jeg ikke kan trække vejret helt i bund, for jeg skal holde pulsen oppe, så jeg er klar. Det er som om jeg ikke giver mig tid til at tænke tanken færdig, fordi det alligevel ikke nytter. Jeg bliver alligevel afbrudt.
Med denne tilstand taget i mente, føler jeg mig på vej... på vej op af hullet. Det hul, som jeg sidst i juli måtte sande at jeg var røget i. Hvor symptomerne var arbejdsnarkomani, følelse af ensomhed og forladthed i mit parforhold. Da jeg sandede det i juli, mærkede jeg hvad det handlede om. Malou dukkede op... nærværets omklamrende sårbarhed dukkede op. Jeg fandt mig selv grædende hver gang, jeg ammede Lea, for så var jeg i ro og så dukkede Malou op... og smerten og traumet. Jeg græder ikke over Lea længere. Jeg tæsker ikke rundt længere. Men jeg har stadig et problem med nærvær... med stilhed og ro... Min sorg lever i stilheden - i pausen - i nærværet. Det er jo godt at vide, hvor jeg har den og hvor jeg kan opsøge den, men det er fanden at jeg ikke selv kan styre det. For sorgen ligger også i nærværet til andre... i fordybelsen med mine andre børn, min kæreste... og i roen med mig selv. Jeg ved ikke hvornår eller hvordan jeg vil få et andet forhold til fordybelsen... Men lige nu har jeg det bedre... Jeg føler dog at jeg balancerer på en knivsæg og det næste hul kan lige såvel være rundt om hjørnet uden jeg ved det. Jeg skal sådan passe på mig selv... Jeg får trykken for brystet bare jeg sætter mig for at lave lækker familiemorgenmad med flere retter... og jeg føler mig rigtig tit udstrakt mellem alt for mange behov på én gang. Jeg skal ganske enkelt være alt for mange steder på én gang... Puh hvis jeg ikke får det bedre gruer jeg sgu for at vende tilbage til mit arbejdsliv. Hvordan skal jeg kunne være leder for 20 mennesker, når jeg ikke engang kan lave morgenmad uden at få fysiske symptomer???
Og så giver det mig SÅ dårlig samvittighed at jeg ikke bare kan nyde Lea, som hun er med alt hvad hun er og alt hvad hun kan og ikke kan. Hun er et livsstykke af format. Hun er så kommunikerende og livtagende. På gode dage kan jeg tage hende ind, mærke det og hende. På grå dage kan jeg tænke at tænk sig nu er snart 7 måneder gået, hvor jeg har klaret hendes særlige bøvl - så lige pludselig er hun stor og de problemer vi nu bøvler med, er forsvundet. På sorte dage føler jeg mig nærmest ikke forbundet til hende. Jeg bliver irriteret, føler mig forstyrret og har bare brug for ro. Og jeg HADER at jeg har det sådan. Jeg har virkelig svært ved at rumme at jeg kan blive irriteret på sådan en lille dejlig pige, der bare lever og er.. og vil mig og livet på sin helt egen måde.
Og Lea er også på vej... Hun bliver så stor og dygtig. Hun er de sidste uger begyndt at krybe rundt i stuen og nu kommer hun ganske langt. Så nu er det med at være opmærksom på at der ikke ligger noget af Elias' ting i hjørnerne. For alt skal selvfølgelig i munden... På nær mad... Det er hun stadig ikke tosset med. Jo mors bryst, hvis det gives hvor vi begge ligger i et stille lokale. Ikke noget med at give mad ude i offentlige rum og mens mor sidder op. Og grød/mos mad er ikke en fest. På nær en nedtur de sidste dage går det dog bedre og hun får mere og mere indenbords. Heldigvis satte det sig også på søvnen, så hun i 1-1½ uge kun har vækket mig 2-3 gange for at få mad. I to måneder har hun ellers spist 5-8 gange på en 10-12 timers nat. Så der har været mellem 1-2½ time mellem hver amning. Måske det også kan være forklaringen på mit behov for ro og fordybelse. De sidste dage har hun igen spist hver anden time, men der har jeg heller ikke kunnet få så meget mad i hende. Har prøvet med fingermad og rugbrødder, men hun kløjs stadig i den mindste klump. Men vi kæmper videre og drømmer om at vi får lidt mere regelmæssigt styr på mad og søvn, inden vi drager Down under...
Ja for vi er jo på vej... til Australien. Imorgen tidlig er der 3 uger til vi står klar til 2 måneders rejse med rygsækkene ved toget, der skal fragte os til Kastrup, hvor fly vil bringe os over London til Singapore. Her gør vi et lynstop med zoo og nat-zoo, Singapore Flyer (pariserhjul), Chinatown... 2 overnatninger. Så flyver vi videre mod Cairns i Nordøst- Australien. Her skal vi bo på hotel i 3 nætter. Hvor vi skal afklimatisere lidt med at liste rundt i byen, bade i lagunen, proviantere og på togtur gennem regnskoven til byen Kuranda. De næste 3 nætter skal vi tilbringe på koraløen Fitsroy, som ligger 45 min fra Cairns. Den byder på afslapning, snorkling og små gåture. Retur på fastlandet får vi vores autocamper, som skal være vores hjem de næste mange mange uger og bringe os fra Cairns (med smut nordpå til Port Douglas og indland til Undara Lavetunneller) mod Sydney, som vi flyver hjem fra midt i december (med et lynstop i Hong Kong på vejen hjem). Detaljerne til rejsen er ved at være klar... en løs rute er lagt og de første hoteller er booket. Jeg er godt i gang med pakkerierne og indkøb af alle de små dimser, der skal til. Vi er jo vant til at pakke til de 3 af os, for der skal ikke mere tøj til en tur på to måneder som en på 3 uger. Så det var nemt at finde Elias' ting frem.
Det bliver rigtig spændende hvordan begge børn vil tage det. Elias at være væk fra sin børnehave så længe og Lea med at køre i bil (hvad hun hader) og sove i autocamper.
Lidt hurtigt nyt herfra også:
- Juli bød på ferie hos Mormor med tur i biffen, Randers regnskov, Tur til Ebeltoft i Skibstræf, Fjellerup marked, første ferie hos Farmor og Erik med tur uden sko på i Ree park, Vennebesøg på fyn og Vikingetræf.
-August bød på en 4 dages tur til København, som udover at Lea skreg meget af vejen til KBH, gik over alt forventning. Hyggelige besøg hos venner og familie og besøg i zoo.
- August bød også på Cirkus Summarum, bedsteforældredag i Skræ, markedsdag og havefest, høstfest i børnhaven med flækket øjenbryn som finale og opstart af svømning og pilates.
- September bød på fødselsdage. Først tøse-hygge, hvor jeg havde besøg af et par veninder. Så familie-hygge, hvor vi mæskede os i brunch og lagkager. Og hvor vi fik 5 gavekort til Plantorama (som so fare er forvandlet til en syren, en snebollebusk og 4 klatreroser) Så kæreste-hygge hvor vi brugte Renés julegave, som var billetter til Anders Matthesens formidable show (og Lea blev passet af mormor og Elias af farmor)
- September bød også på opstart til FDF spejder, vejfest, Djurs Sommerland, 4 dage i campinghytte på Fyn med bedårende hundehvalpe
