Igangværende projekter

Ja jeg er jo et projektmenneske, så jeg sidder selvfølgelig ikke stille og keder og dovner min barsel væk. Har gang i en masse projekter herhjemme. Lidt for mange vil nogen måske mene. Mine igangværende projekter er:

1. Male huset (sort), herunder afslibe to af siderne for afskallet maling
2. Afrense og oliere træterasse
3. Grunde og male skur
4. Rydde, rengøre og klargøre campingvogn til salg
5. Grave forhave og køre 2 ton skærver til forhaven
6. Og ikke mindst: At lære Lea at falde i søvn selv

De fleste af projekterne skrider godt frem. Dog står maling og oliering helt stille efter de sidste 4-5 dages regn.

• Jeg har malet 3 af siderne på huset - mangler én, som også skal afslibes (træls arbejde).
• Jeg har afrenset og olieret den ene træterasse og mangler én (den store)
• Jeg har grundet og malet 3 af skur/carportssider hvid og sort og er igang med den 4. Der er 3 sider mere, men dem har jeg ikke ambitioner om at nå i år
• Campingvognen er næsten ryddet op... jeg gider ikke rengøre den og ved ski heller ikke om vi kan få den solgt.
• Jeg har gravet langt det meste af forhaven og udlagt 1½ tons skærver. Er snart færdig. En sidste del af forhaven kan graves og endnu godt et ton skærver spredes ud, men det har jeg ikke ambitioner om at nå i år.
• Det lykkes slet slet ikke at få Lea til at sove selv. Jeg har prøvet at amme hende til ro, lægge hende fra mig i sengen, hvorefter hun klynker, fordi hun bliver forstyrret. Hun bliver hurtigt glad ved at se den gode godnatbog, vi læser hver aften. Herefter synger jeg to vers af en godnatsang. Siger godnat og giver kys og går ud. Hun piver, græder... Jeg kommer ind, forsøger at berolige, går igen. Mange gange. Har svært ved at trøste. Hun falder til ro, når jeg tager hende op, men græder med det samme jeg lægger hende. Ender med at amme hende igen og i søvn efter ca en time. Idag ventede jeg kun knap 40 min. Synes ingen virkning det har og er ret rådvild. Jeg ammede Elias i søvn og det var problemfrit. Jeg kunne putte ham over i barnevognen med sutten i munden - og han sov videre eller faldte i søvn igen. Og han vågnede ikke efter 40 min om aftenen, som Lea ofte gør - hvor hun så er vågen 2-2½ time. Jeg har ikke lyst til at prøve gå-komme metoden længere. Der er ingen bedring.

Men alt i alt går de fleste projekter godt. Og selv Lea er en ost til at falde i søvn selv, så er hun en fantastisk dejlig og livsglad pige. Hun suger stadig verden til sig og der sker så meget med hende. Hun ligger ikke længere stille på gulvet, men roterer rundt om sig selv. Hun kommer alt i munden og kan blive helt aggresiv, hvis hun ikke kan få det i munden. Hun er super til at kunne og ville ligge på maven. Ja faktisk ligger hun mere på maven i sine vågne timer, end på ryggen. Vi er så taknemmelige for at hun er her og vi ville ønske at vi bare kunne finde ro med sove rodet og nyde hende som hun er. Det er svært at rumme taknemmeligheden og frustrationen på en gang. Men sådan er det nok bare at være os...

Barnedåben set fra distancen

Ja så forsvandt en måned. Som tiden dog flyver. Det er lidt skræmmende. Tør slet ikke tænke på at tiden flyver for så er min barsel bare lige pludselig slut. Men det var ikke det dette indlæg skulle handle om. Det var tanker om Leas barnedåb, som vi var så heldige at få lov at fejre d. 27. maj. Dagen havde fyldt meget i mig og en 3-4 uger før var jeg meget grådlabil, når jeg tænkte på dagen. Men som ofte før, når vi har nærmet os store begivenheder de sidste 1½ år, mærkede jeg ikke ikke dagens betydning som vi kom helt tæt på eller på selve dagen, men dagen efter faldt jeg sammen som en karklud af udmattelse... fysisk og psykisk. Men kan sige at barnedåben på en måde var den ultimative test af min heling oven¨på tabet af Malou... Forstået på den måde at jeg i den grad fik testen mit overskud og overblik... Overblikket fejlede intet. Alt var planlagt og forberedt til mindste detalje... men overskuddet strakte ikke helt. Jeg føler mig lidt distanceret til dagen. Jeg føler ikke jeg kunne nyde dagen ligeså meget som jeg nød Elias' barnedåb. Måske havde jeg faktisk for store forventninger til dagen, fordi den betød endnu mere for os, dels fordi jeg ved hvor stor dagen var med Elias, dels fordi sørger over at vi mistede Malous barnedåb, og dels fordi Leas barnedåb var så længe længe ventet. Det var så betydningsfuldt at få lov at stå der med hende - at få lov at døbe hende - at det nok var mere end hvad jeg kunne rumme samtidig med at jeg skulle stå for en barnedåb for 50 mennesker... nærmest alene... René hjalp selvfølgelig.. han gjorde en stor forskel på dagen, men ansvaret og overblikket var mit.

Jeg tror ikke det kunne have været anderledes. Vi kunne have valgt en mindre kreds... Men jeg ville så gerne den store fest for min elskede datter... Jeg kunne have valgt ikke at have lavet al maden selv... ja det ville have gjort en stor forskel... men på den anden side... det var jo lavte i forvejen... og jeg havde jo to piger til at stå i køkkenet, så der brugte jeg ikke emget tid. Nej, det havde nok ikke gjort det store. Jeg kune have valgt paptallerkner og minimal pynt og borddækning... ja der kunne jeg nok have sparet noget...

Men jeg ved ikke om det kunne have været så meget anderledes. Der var så mange følelser i den dag, så den vil nok være ambivalent uanset hvordan jeg havde hoppet og danset. Når folk har spurgt har jeg svaret at den gik lige som den skulle... Men det er sagt med en klump i halsen, for den gik ikke lige som den skulle, men lige som den kunne. Malou er manglet, og det farvede dagen. Ikke at jeg følte mig nedtrykt... hun var med på en god måde... Præsten holdte en dåbstale (Se herunder) og jeg nævnte hende i min tale... og mere fyldte hun ikke direkte. Min mor havde købt en papirslanterne til at sende op til hende. Jeg orkede ikke at stå for at skulle sende den op, så den kom ikke afsted, men jeg er superglad for hendes tanke. Faktisk har jeg siden barnedåben været helt fyldt op af at arrangere. Bevares jeg har gang i tusinde projekter herhjemme (alt for mange), men da et hold vennner bød os med på sommerferie orkede jeg slet ikke tanken om at skulle arrangere det med billetter, pakning og Lea, der ikke vil sove.
 

Faddertiltale til Leas barnedåb d. 27. maj 2012

Kære Britta og René.

I dag bliver det en lidt anderledes forældre og faddertiltale end ellers, for der er noget andet og mere på spil denne dag for jer. Før læste jeg om nogle mødre, der bar deres børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem. Det er det samme, som I nu har gjort for lille Lea. I har båret hende til ham, der lovet os den evige kærlighed og støtte gennem livet. En glædens dag for jer og for Lea. Men dagen i dag er også fyldt med sorg og savn, da livet ikke har vist sig fra den mest skånsomme side overfor jer. For jeres familie tæller ikke blot fire, men fem. For Malou er og vil altid være en del af jeres familien – men hun nåede aldrig at komme her til dåben, hvor vi står i dag.

Mødrene før blev afvist at Jesu disciple – men Jesus irettesætter dem og siger; lad de små børn komme til mig; lad alle de små, uskyldige børn komme til mig. Alle – selv dem, der ikke nåede at vokse op og leve det liv, som var tiltænkt dem, skal komme til ham. Og sådan har han også taget imod jeres Malou. For intet menneskeliv, om det bliver kort eller langt har været forgæves. Malous liv er som Leas stort og dyrebart både for Gud og for mennesker. Det er derfor Gud gav os børnene som forbillede. Det er derfor han lægger dem i vore arme. Børn, som ikke kan andet end at være afhængige af vores kærlighed og omsorg. Sådan skal vi – også som voksne – tage imod livet og dets tilskikkelser i tillid til Gud. Han lover os ved vor dåb at være med os alle dage indtil verdens ende – i døden som i livet. Og med tiltro til, at Malou er i de bedste hænder, kan I leve jeres liv her og nu. For nok har I mistet det mest dyrebare – men I er blevet skænket en skat i Lea, som vil berige jeres liv og lindre den sorg, I føler dag for dag.

For nu står I her med jeres vidunderlige lille pige og føler den største glæde forældre kan føle. En taknemlighed overfor den gave, som I trods umenneskelige prøvelser blev skænket. Og en taknemlighed over at vide, at Herren passer på sine børn – om de er her eller i hans himmel.

Det er det budskab, I lader jeres børn vokse op i. Og det er det budskab I, som faddere forpligter jer på at give videre, hvis det skrækkelig skulle ske, at forældrene dør før tid. Så jeres opgave begynder i dag med, at I skal sørge for at lære Lea at kende, så hun aldrig er i tvivl om, hvem I er og hvad hun i dag er blevet døbt ind i.

Må Gud velsigne jer i jeres opgave og fred være med jer! Amen.