Status projekt søvn

Status er at det går slet ikke... Vi er ret rådvilde og aner ikke hvad vi skal stille op. Det tog 2.45 for to dagen siden, da jeg skrev sidste indlæg, inden hun faldt til ro. Hun sov kl 24. Det betød endnu en aften for mig i soveværelset og Rene i stuen. Kan ikke huske hvornår jeg sidst kunne sidde roligt i stuen og nyde en aften. Det er ikke fordi hun SKAL sove. Hun må gerne være med i stuen. De sidste dage er hun først stået op fra en 2-3½ times lur kl. 18.20, 18.30 og 18.50... Men hun er altså træt og piver, så hun kan ikke bare blive i stuen. Så går jeg op med hende igen efter en time, men så kæmper jeg bare med en overtræt pige i to timer alligevel.
Igår startede vi putningen kl 19.40. Rene tog hende i bad. Jeg ammede hende kl 20... en lidt dårlig amning, fordi hun ikke nåede til soveamningen, da hun lå i mine arme. 20.20 læste jeg en lille histori og sang et par vers. Jeg sagde godnat og gik... og der mange minutter, så var hun helt urolig. En halv times tid senere bliver vi enige om at lægge hende i gyngen nede og dække den over med et klæde, så der er kedeligt. Hun græd ikke, men blev heller ikke rolig. Jeg kastede håndklædet i ringen og gik op med hende... ammede hende og hun sov fra godt 22 til 2 til 6.30 og igen til 8.40. En god nat... men et opgivet projekt.

Idag var hun stået op kl 15.30, tog en ammelur kl 17-17.30. Jeg startede putning kl 19.30 med lidt massage da hun skulle have nattøj på, en lidt mindre rodet amning, den samme bog og den samme sang.... og en noget roligere baby. Sagde godnat og gik... vist ca kl 20. hun lå og snakkede. Ved første piv/klagesang gik jeg op til hende. Satte mig og beroligede hende... Men det gjorde det vidt meget værre. Hun vrælede op. Jeg lagde hende ind til mig... men hun vrælede bare. Fik hende i ro, ammede hende og hun faldt i søvn ved brystet ca. 20.40. Jeg nåede ned i stuen, sad i 10 min og hun vågnede 21.10. Efter et par lyde fra hende, sagde jeg godnat og gik op til hende... og gav mig til at skrive her... og så faldte hun i søvn... tror jeg. Hun har sovet i 10 min nu.... Smiler. Kl 21.25...

Besøg af sundhedsplejersken

I tirsdags var det tid til besøg fra sundhedsplejersken. Denne gang var vi samlet i mødregruppen. Vi startede med en runde med hvordan der går og hvad der fylder for os hver især. Derefter blev børnene målt og vejet. Lea vejer nu 6040 g og måler 64 cm. Hun ligger fortsat fint på gennemsnittet. Elias vejede på dete tidspunkt 8300 g og målte 71 cm, så der er noget af en forskel. Men Lea vokser som hun skal og der er ikke indikator for at vi skal haste igang med mad lige nu. Så skal det være fordi hun ændrer søvnrytme... Og ja søvn var det store tema for snakken med sundhedsplejersken. Det er blevet helt umuligt for mig at putte Lea i barnevognen. Jeg ammer hende, når hun bliver træt. Hun falder i søvn ved brystet, men vågner, når hun bliver flyttet over i liftet... Og så kan jeg ikke få hende til at sove igen. Jeg kan gå med hende i 10-20-30 min og tro at hun sover, men når barnevognen står stille, vågner hun efter 5-7 min... Og så forfra. Det gad jeg ikke... Det holdte jeg ikke til. Jeg putter hende nu i soveværelset. Ammer hende i søvn og hun sover i 3-4 timer plus måske 2 lure af 40 min eller én lur af et par timer. Det går fint. Det fungerer...selvom det selvfølgelig er svært at gå nogen steder, når hun ligger i soveværelset og jeg ikke bare kan trille afsted med hende. Og det er svært at være nogen steder... Men det fungerer lige nu... Så må vi tage kampen igen senere.

Men om aftenen fungerer det bare ikke. Lea bliver træt efter et par timer. Jeg ammer hende... og hun falder i søvn. Men enten vågner hun når tåren er slut eller også efter 40 min. Og så går der 2-2½ time før jeg kan amme hende i søvn igen. Hun snakker, holder fest, og spjætter med arme og ben ofr at holde sig igang. Vi har prøvet at tage hende med ned i stuen, men hun er ikke tilpas. Hun er dødtræt. Så det fungerer ikke. Vi har besluttet at jeg må prøve ikke at amme hende i søvn, men i stedet at lade hende øve sig i at falde i søvn selv, selvom det tager 2-3 timer. Vi kan intet gøre for hende, for hun bliver stiktosset, hvis hun bliver holdt eller svøbt. Jeg har prøvet at teste mig selv. Lå med hende storhylende i 20 min hvor jeg havde svøbt hende i dynen. Det var mig, der gav op - ikke hende.
Så nu prøver jeg at amme hende... forsøge at holde hende vågen imens... ikke nemt. Og så lægge hende vågen/vækket over. Igår tog det 2 timer inden hun faldt til ro. Jeg lå i min seng ved siden af hende - forsøgte ikke at få hende til at sove, men var der bare... beroligede hende engang imellem. Men to timer... det er for lang tid - især fordi klokken var 22.30 inden hun sov... Nogen gange har den været 23.30-00.30 efter en anden hvor vi har kæmpet med hende...
I aften har vi indtil videre ligget i en god time... klokken er 22.20. Jeg er træt, men der er ikke lige udsigt til at Lea vælger at finde ro lige nu... Jeg håber det lykkes for os at finde styrken til at hjælpe hende, så hun selv kan finde ro noget hurtigere.. Hvis det lykkes, kan det være jeg kan overskue barnevognen igen.

Årsdag

Så rundede vi årsdagen for Malous termin. Et år er gået... Vi skulle nu have haft en glad lille et årig, der havde taget sine første skridt... Og som havde gjort huset usikkert... Det har vi ikke... Men vi har heldigvis Lea... en glad lille snart 4 måneder gammel pige... som har lynende travlt, som om hun skal nå at blive 1 år inden ugen er omme... Det skal hun ikke... Hun skal ikke leve op til noget. Hun skal bare være den hun er, og så skal vi forsøge at nyde hende det bedste vi kan... Sorgen over Malou lever stadig i os... Det er nu blevet meget nemmere at være sammen med Julie, min venindes datter, som bliver et år lige om lidt. Det skærer ikke i mit hjerte... mine arme skriger ikke længere af længsel efter min baby... Det er ikke Malou, Det er Lea... Hun er ikke en trøstpræmie. Hun er en guldmedalje...

Størst af alt fylder nok stadig det, at vi selv måtte tage afsked med Malou... Det er det værste jeg har været udsat for. Selvom naturen ville at hun ikke kunne leve - i hvertfald ikke et værdig liv - så er det så smertefuldt at vi selv måtte slukke vores drømme... Jeg fatter stadig ikke hvordan jeg blev i stand til det... Jeg kunne jo ikke gøre andet... men hvordan kunne jeg gøre det... Jeg forstår det ikke... at vi blev sat i den situation... Det er så umenneskeligt... Vores lille kære datter som sparkede lystigt i min mave, mens vi planlagde hendes begravelse... Hvad er det for en virkelighed? Jeg forstår ikke den virkelighed... og den er for evigt forandret for mig. Det som folk kalder det normale liv, rummer nu noget alvorligt surrealistisk og meget unormalt... Det indeholder det faktum at små børn dør... og at forældre nogen gange bliver sat i den situation, at de må vælge døden for deres børn... At vælge døden for mit barn, var hvad jeg kunne give... og hvor er det uretfærdigt...

Jeg er forandret... Jeg bliver lettere tårevældet, Lettere hylet ud af den, lettere irriteret. Jeg får ret nemt hjertebanken og trykken for brystet. Pulsen stiger over selv små ting. Jeg har mere behov for at være alene... Mit overblik og overskud er til dels tilbage... men ikke på fuld styrke... jeg ved ikke om det kommer tilbage, eller om jeg må acceptere at jeg ikke kan det samme... Det må tiden vise.
Dagen idag har været dum... Jeg trængte til ro, men havde min kære familie om mig... Jeg trænger til at samle tankerne... men har ingen stund alene... Heldigvis vil jeg sige... for jeg har jo min elskede familie... og det faktum at jeg idag ønskede mig alene, gør faktisk ondt... for hvordan kan jeg tillade mig at ønske det, når jeg ved hvor hårdt det er at undvære... at miste...

Skoldkopper

Så er Elias endelig i en alder af 5½ år ramt af skoldkopper... ud over hele kroppen - mave og ryg er helt rødspættede, i hårbunden og selv i næsen er de røde bæster dukket frem... de har vist været på anmarch i et par dage, men igår slog de helt igennem. Han havde de fint og jeg tænkte at det kommer han nok nemt igennem, hvis han ikke er sløj og feberramt... men idag har den stået på suk og hygge foran kukkassen hele dagen... Dumme skoldkopper... men de skulle jo komme før eller siden... Og nu er vi jo hjemme til at tage dem... Håber han bliver hurtig frisk

Et forår...

Jeg har levet et forår med dig. Tak Lea og tillykke med de 3 måneder idag. Elsker dig som jeg aldrig troede muligt...