Her er det blevet forår og jeg nyder for alvor vor lille familie og livet herhjemme. René har nu været en god uge på arbejde og det går helt fint. Han har fået en god snak med hans nærmeste chef, som har været meget fraværende det sidste halve år og dermed ikke har været meget involveret i hvad der fyldte for René. Men nu er han også inddraget og det er godt. René møder forståelse og opbakning fra alle han snakker med og har vist fundet nytten ved at dele med andre, hvad der rører sig indeni. Da sundhedsplejersken i forrige uge hørte vores historie og at vi nu næsten har brugt alle 24 gange hos psykologen, mente hun at vi skulle undersøge om vi kunne få noget forbyggende... for vi skulle virkelig tage vare på os selv nu, hvor lille Lea kommer ind og roder i vores liv.
Vi skulle til psykolog dagen efter og rådførte os med hende. Hun bad René om at undersøge om ikke hans sundhedsforsikring kunne dække stress-relateret behandling, således at han kunne få en henvisning fra lægen og dermed fortsætte hos psykologen. René gik lige hjem og ringede til PFA healthcare... og det var ikke noget problem at få det dækket. Og et par dage efter fik han tid hos lægen som uden videre bøvl gav ham en henvisning, begrundet i stress. Så nu kan han få hjælp til at få styr på den stress, som stadig præger ham og som potentielt kan få ham ned med nakken igen. Så det er godt. om jeg så også skal deltage, som vi har gjort det hidtil, har vi ikke afklaret endnu.
De sidste dage har været gode. Hjemmehygge i roligt tempo med havearbejde og amning på vores lækre træterasse i solen og lure i barnevognen kombineret med ture ud af huset. Fredag var Lea og jeg inde på Skibet, mit gamle arbejde, til fredags rundstykker. Det har jeg længe gerne villet, men ikke fundet tiden, så nu skulle det være. Og så kunne jeg også vise vores vidunder frem. Det var hyggeligt. Jeg nåede lige hjem som min veninde Trine kom ved 12.30 tiden. Også dejligt at tilbringe nogle timer med hende. Om aftenen nød vi som sædvanligt familieaftenen med disneysjov og X-faktor i sofaen.
Lørdag var skøn, med dejligt vejr. René fik taget et ryk med skuret med at sætte plader på væggene. Det tegner sig snart færdigt, så inden længe kan vi få ryddet det sidste på Leas værelse, i stuen ovenpå og ikke minst tømt campingvognen. Mon den kan sælges? Imens passede jeg børnene og forsøgte at grave have, så vi kan få gjort forhaven pæn. Vil plante nogle blomstrende buske der, men kan ski ikke finde ud af hvilke jeg skal vælge....
Omkring middag drog hele familien til Ebeltoft. På onsdag har René og jeg 9 års kærestedag og den ville vi fejre i ro og mag i lørdags. Vi gik rundt i de hyggelige gader, spiste gratis is fra Paradis til frokost og lækker burger på café til dessert... Herlig rækkefølge syntes Elias. Lea sov hele tiden, men vågnede op til dåd, da vi endelig nåede cafeen. Perfekt timing, for så kunne jeg give hende mad, mens vi ventede på maden. En god dag, hvor 3 ug af 4 sov hele vejen hjem i bilen:-)
Søndag hyggede vi os hjemme i haven og skuret og med leg med naboen.
Mandag var Mormor på besøg og Elias havde fridag. Vi - de - malede påskeæg og påskeharer og vi pyntede lidt op til påske.
Idag kommer Sophie og hendes børn på visit, så jeg skal snart op og hente Elias.
tirsdag den 27. marts 2012
torsdag den 22. marts 2012
Frikendt!!!
Jubi, Lea blev igår frikendt for galdevejssygdom og andet alvorligt, så vi slipper udenom operation og desuden også for mere lys og flere tjek. Gulsoten er modermælksbetinget og vil gå langsomt væk af sig selv. Puhh ha er lettet. Nu kan sygehustasken blive pakket ud, standby-tilstanden ophæves og livet herhjemme nydes. Ydmygt tak.
I øvrigt bød dagen igår på tur ud af huset. Lea og jeg besøgte Malou på kirkegården. Det var godt at være der igen, for det var alt for længe siden. Men overskuddet har ikke været der til at farte rundt til alt muligt andet. Det så fint ud derinde med alle mini- påskeliljerne, som jeg plantede sidste år. Nu går livet i ring og vosker op på ny igen og igen. Solen skinnede og jeg satte mig i rallet med Lea i armene og viate hende frem til storesøster. Er sikker på at hun kiggede stolt ned til os fra sit paradis.
Jeg kunne have nydt solen der længere, men jeg havde aftalt besøg på mit arbejde. Hilste på i lederteamet og til pause med mine kolleger. Dejligt at kunne vise søde Lea frem, som vi har kæmpet så længe på at få i vores liv. Bagefter kørte vi ud på Farmors arbejde, fordi jeg har fået tegnet en tegning af Malou, som skal indrammes. Farmor viste stolt Lea frm til sine kolleger.
Og så hentede vi Elias i børnehaven. Han hidkaldte som de andre gange alle, der ville se hende... Børn, forældre og personale. Alle skal se hende. Han er så sød og stolt.
I øvrigt bød dagen igår på tur ud af huset. Lea og jeg besøgte Malou på kirkegården. Det var godt at være der igen, for det var alt for længe siden. Men overskuddet har ikke været der til at farte rundt til alt muligt andet. Det så fint ud derinde med alle mini- påskeliljerne, som jeg plantede sidste år. Nu går livet i ring og vosker op på ny igen og igen. Solen skinnede og jeg satte mig i rallet med Lea i armene og viate hende frem til storesøster. Er sikker på at hun kiggede stolt ned til os fra sit paradis.
Jeg kunne have nydt solen der længere, men jeg havde aftalt besøg på mit arbejde. Hilste på i lederteamet og til pause med mine kolleger. Dejligt at kunne vise søde Lea frem, som vi har kæmpet så længe på at få i vores liv. Bagefter kørte vi ud på Farmors arbejde, fordi jeg har fået tegnet en tegning af Malou, som skal indrammes. Farmor viste stolt Lea frm til sine kolleger.
Og så hentede vi Elias i børnehaven. Han hidkaldte som de andre gange alle, der ville se hende... Børn, forældre og personale. Alle skal se hende. Han er så sød og stolt.
tirsdag den 20. marts 2012
En vågen baby
Puh det er lige før jeg ønsker mig min sløve baby tilbage... for synes søde Lea roder lidt indimellem. Har haft en rodet nat, hvor Lea har øffet rundt med grønt og småpyller og en træt mor, der faldte i søvn under alle amningerne og slet ikke har fornemmelse af om Lea fik spist færdig eller om hun bare tog en hyggetår... Ved 8 tiden vågnede Lea op og var dejlig vågen... Vi hyggede os i sengen til 10.30, hvor hun begyndte at pylre, men havde svært ved at overgive sig til søvnen trods både amning og indpakning som rullepølse... Så ned i liften med hende, som rullepølse og ned og vugge på sansegyngen. Så sov hun... i 20 minutter... og jeg nåede i bad... Prøvede at få hende til at sove igen... men maven rumlede og jeg kunne høre hun leverede en ladning. Op og skiftes og ammes og hygge lidt og så måske godnat igen... efter en lille time vågen... Nu sover hun efter lidt grynteri igen... og det bør jeg også gøre. Er pænt træt.
Men det er den store kontrast fra en sløv baby, jeg måtte vække med kolde klude og afklædning af tøjet flere gange inden og i løbet af et måltid for små to uger siden... Håber det er et godt tegn og at gulsoten er ved at slippe. Hun virker mindre gul nu over panden. Det kommenterede både min mor og sundhedsplejersken igår... Håber håber håber... allermest at vi kan ånde lettet op ift galdevejs-halløjsaet.
mandag den 19. marts 2012
Vægtkontrol
Havde sundhedsplejersken på kort visit igen for at veje Lea. Hun vejer nu 3810 g her på hendes 16. levedag. Hun har nu taget 360 g på siden sin fødsel. Så det er vist fint, når man tager i betragtning at hun tabte knap 9 % af sin fødselsvægt de første dage. Sundhedsplejersken spurgte hvornår jeg vil have hende vejet igen. Det var op til mig, så det er jo skønt at jeg kan få det som jeg er tryg ved. Vi aftalte at hun kommer til vægt-kontrol igen på onsdag i næste uge, fordi jeg har en formodning om at sygehuset vil tjekke os senere i denne uge. Vi venter på svaret på galdevejssygdommen idag eller imorgen.
Iøvrigt holdte Elias fridag fra arbejdet og Mormor var på besøg... og René havde første arbejdsdag efter barsel... og om han ikke først kom hjem kl 18. Heldigvis havde jeg lavt frikadellefars og formet dem tidligere på eftermiddagen... og gjort hasselbagte kartofler klar... men alligevel blev jeg lidt presset da Lea ammede kl 17.30 og kartoflerne skulle i ovnen og alting... Men jeg klarede det... for det skal man jo. Men velkommen virkelige verden... som mor til to levende børn.
fredag den 16. marts 2012
Dagens blodprøve
Dagens blodprøve viste at gulsoten ikke er faldet yderligere den sidste uge.Den var 234 i fredags, 228 i mandags og 221 idag. Det er så lille et fald at det næsten må kaldes status qvo. Heldigvis er tallet stadig ikke lyskrævende, så vi slap heldigvis for en weekend på sygehuset. Men hold da op det er frustrerende at det ikke falder... for det betyder at Lea jo ikke er på vej til at blive rask og frisk. Og vi vil bare have lov at være normale og nyde vores levende baby i vores lille familie.
Fik taget test for galdevejsatresi, som vi får svar på i næste uge. Alle børn som er gule ud over de 14 dage skal testes for denne leversygdom, men puhhh ha det har bare IKKE at være det Lea fejler, da det kræver en omfattende operation på Rigshospitalet, hvor tarmen skal opereresog evt. leveren transplanteres. Den vej skal vi BARE IKKE ned ad. Jeg kan slet ikke holde ud at tænke den tanke til ende. Kryds fingre for at godt svar på den prøve i næste uge.
Fik taget test for galdevejsatresi, som vi får svar på i næste uge. Alle børn som er gule ud over de 14 dage skal testes for denne leversygdom, men puhhh ha det har bare IKKE at være det Lea fejler, da det kræver en omfattende operation på Rigshospitalet, hvor tarmen skal opereresog evt. leveren transplanteres. Den vej skal vi BARE IKKE ned ad. Jeg kan slet ikke holde ud at tænke den tanke til ende. Kryds fingre for at godt svar på den prøve i næste uge.
onsdag den 14. marts 2012
Første besøg af Sundhedsplejerske
Vi havde idag første besøg af sundhedsplejersken, Birthe. Hun virker flink og imødekommende, så det har vi fuld tiltro til. Hun var hos os i 2 timer, hvilket jo er over al forventning, men hun foreslog at jeg skulle prøve at amme Lea og veje hende før og efter, så vi kunne få en fornemmelse af hvor meget hun typisk spiser på et måltid. Så hun fik en kop kaffe mere, mens Lea fik ro til at spise. Hun spiste i ca 20-25 min og vejede 65 g mere. Inden hun spiste blev hun vejet til 3580 g, så hun har ihvert fald ikke tabt sig siden vejningen i mandags, men nok nærmere taget en 70-100 g på, så det er jo fint. (Dog ikke at sammenligne med Elias, som havde taget 700 g på til første sundhedsplejerskebesøg) Vi aftalte at hun kommer igen på mandag og vejer hende med mindre vi skal til tjek på sygehuset igen. Hun er stadig gul og sundhedsplejersken vurderede hende også til at være sløv. Hun vil blive meget mere vågen. Hun kan godt have vågne stunder på op mod en time... det sker ca to gange om dagen, ellers er hun vågen i 10 min eller kun et par min ad gangen.
Første del af besøget sov Lea og vi fik fortalt vores historie og stillet vores spørgsmål. Det er særligt spørgsmål om amning og vækning, der fylder for mig. Jeg har ikke helt modet til at lade Lea melde sig selv og følge sin egen rytme, så længe gulsoten ikke er forsvundet. Og hvor længe skal jeg have tålmodighed til at vente på at hun vågner... hvor er grænsen? Sundhedsplejersken anbefalede at vi om natten kan give os selv længere stræk. Det har jeg jo allerede gjort ved ikke længere at vække hende, så der er 2 timer ml. hvert ammestart, men i stedet 3 timer. Men jeg kunne prøve at strække alarmen til 4 timer. Og det gør jeg med på... Natten viser sig dog anderledes. Man kan ikke planlægge med små børn. Det blev nemlig en nat, hvor Lea meldte sig tidligere end jeg plejer at vække hende, således at der var ml. 2 og 2½ time imellem hvert ammestart. Så det blev til 1½ times søvn ad gangen – og ikke de 3 timer, som var blevet luftet for os. Jeg besluttede mig for ikke at vække René og bede ham skifte hende, som jeg ellers har gjort, for jeg kan se hvor slap og træt han bliver af at skulle op og skifte hende to gange hver nat... og jeg er jo alligevel vågen
Første del af besøget sov Lea og vi fik fortalt vores historie og stillet vores spørgsmål. Det er særligt spørgsmål om amning og vækning, der fylder for mig. Jeg har ikke helt modet til at lade Lea melde sig selv og følge sin egen rytme, så længe gulsoten ikke er forsvundet. Og hvor længe skal jeg have tålmodighed til at vente på at hun vågner... hvor er grænsen? Sundhedsplejersken anbefalede at vi om natten kan give os selv længere stræk. Det har jeg jo allerede gjort ved ikke længere at vække hende, så der er 2 timer ml. hvert ammestart, men i stedet 3 timer. Men jeg kunne prøve at strække alarmen til 4 timer. Og det gør jeg med på... Natten viser sig dog anderledes. Man kan ikke planlægge med små børn. Det blev nemlig en nat, hvor Lea meldte sig tidligere end jeg plejer at vække hende, således at der var ml. 2 og 2½ time imellem hvert ammestart. Så det blev til 1½ times søvn ad gangen – og ikke de 3 timer, som var blevet luftet for os. Jeg besluttede mig for ikke at vække René og bede ham skifte hende, som jeg ellers har gjort, for jeg kan se hvor slap og træt han bliver af at skulle op og skifte hende to gange hver nat... og jeg er jo alligevel vågen
tirsdag den 13. marts 2012
En uge med gulsot og lysbehandling
Den sidste uge er forløbet anderledes end forventet. Tirsdag eftermiddag skulle vi til hælprøve og hørescreening. Jeg ammede hende under hælprøven og det gik fint. Den ene høreprøve gik lynhurtigt igennem, men den anden drillede. Lea fandt sig dog nogenlunde i det, så det var vist ikk ehende, der forhindrede dens gennemførsel. Vi spurgte sygeplejersken til om hun ikke syntes at hun var gul og ja, det syntes hun. Hun mente vi skulle have en læge til at se på hende og ville veje hende for at se hvor meget af sin fødselsvægt hun hav tabt. Hun vejede 3140 g og havde derfor tabt 8,9 % af sin fødselsvægt på to dage. Det er helt normalt at tabe sig i de første døgn med alt under 10 % som værende udenfor bekymring. Men sammenholdt med at Lea var gul, så skulle vægttab tages ekstra alvorligt, fordi en reaktion ved gulsot er sløvhed og dermed mindre vågentid og mindre indtag af mad. Og når behandlingen for gulsot blandt andet er hyppige amninger, er det jo en dårlig spiral.
Vi kommer op på barselsgangen og taler med en anden sygeplejerske. Hun har bestilt en blodprøve til Lea, så hendes gulsotstal kan vurderes... Er tallet over 350 skal hun i lys i to døgn. Er det under skal man holde øje med om det er stigende eller faldende. I begge tilfælde skal amningen intensitiveres og man skal insistere på at vække barnet hver anden time og holde det vågen under amningen, så det ikke bare falder i søvn ved brystet.
Klokken er 15 og blodprøven er bestilt til klokken 17. Den nærmer sig dog 18 inden laboranten kommer, så jeg sidder og ammer og venter... ammer og venter... i et lille rum. René haster hjem ved 16 tiden, så han på et hængende hår kan hente Elias. Efter blodprøven, som tages i hælen, venter jeg til 20.30 inden svaret kommer. Hun skal ikke i lys... jubiii... tallet ligger på 301, så det er under de 350, der angiver at hun ville være behandlingskrævende. Så indsatsen er at jeg skal amme hver anden time og komme igen onsdag til endnu en blodprøve.
Onsdag kører vi alle 4 op til blodprøvetest og vejning kl 17. Lea har taget rigtig meget på siden igår. Nu har hun kun tabt 4,8 % af sin fødselsvægt. Hun vejer nu 3305, så det er 175 g på et døgn, hvilket på siges at være flot. Laboranten kommer ca 17.30 og tager prøven. vi vælger at køre hjem, fordi vi ikke gider vente i 2½ time på svar og fordi vi forventer at tallet er faldet, så hun behøver lys
Det er det desværre ikke. Vi er kun lige nået indenfor døren, før de ringer. Tallet er desværrre steget til 370, hvilket også overraskede sygeplejersken, når man tog den flotte vægtstigning og de flere våde bleer i betragtning. Men gulsot topper normalt først på 5-6 dagen og dette er Leas 4. døgn, så det er nok forklaringen. Så jeg må desværre tage den dumme vej til Randers igen. Jeg ved da ikke at lysbehandlingen hedder to dage før de igen vurderer, så det bliver endnu en overraskelse, da vi kommer frem.
Jeg synes det er så træls at skulle indlægges. Jeg ved at der ikke er noget farligt i gulsot eller noget risikabelt i behandlingen, og at gulsot er helt almindeligt, så almindeligt at ALLE kender en tæt på, som har haft gulsot... og som sådan er det slet ikke gulsoten jeg hyler over.
Jeg hyler over at jeg skal skilles fra min familie. At vi ikke får lov at være sammen. At jeg endelig har gjort Elias til storebror og så forsvinder både hun og jeg. At jeg skal bringe nye bekrymringer ind i hans lille liv, for hvorfor skal Lillesøster nu på sygehuset.. Hans første kommentar til René, da han fortalte ham at nu var lillesøster kommet, var om hun var i live. Han er præget den lille mand. Han ved at børn kan dø. Han har mistet sin livsuskyld... alt alt for tidligt. Og at jeg så også er væk...
Jeg hyler også over at Lea skal ligge under den dumme lampe med de dumme briller på, så jeg slet ikke kan se hendes smukke øjne, som jeg har længtes sådan efter. Den forløsning med at få min levende baby med hjem og blive en rigtig familie lader vente på sig. Jeg ved at den vil komme. Jeg ved at jeg får hende med hjem igen. Men jeg har ventet så længe på at hun skulle komme, og nu hvor hun er her kan jeg ikke holde ud at vente mere.... Vi har ventet og ventet og holdt ud og holdt ud... og nu kan vi ikke holde ud mere... men det er det vi skal ... vente og vente... amme og amme... vente og vente...
Heldigvis er amningen kommet så godt igang, mælken løb til natten til onsdag og de kan se den fine vægtstigning, så vi bliver indlagt på Neonatal, men får lov at bo sammen på familieafsnittet, som fungerer som hotel for indlagte familier. Så Lea og jeg bliver i det mindste ikke adskilt ... puh ha... og vi passer os selv dagen lang på hotellet. Kun afbrudt af en blodprøve kl 3 om natten for at se om tallet var yderligere steget, så hun skulle i dobbelt lys (det var den heldigvis ikke – var faldet til 317) og af stuegang torsdag og fredag formiddag. Så vi sidder dagen og natten lang under den dumme lampes skær på hotelværelset. Hun ligger i en almindelig hospitalskrybbe kun med ble på og har denne griselampe over sig. Hun er koblet til en vejrtrækningsmonitor, som er en lille dims på maven, der skal holde øje om hun trækker vejret under den varme lampe. Så har hun et stykke bobleplast på som dyne, så der er noget at putte sig lidt i!!!
Jeg hyler over min egen sårbarhed som mor. Det kolo-enorme ansvar jeg har for at holde Lea i live. Det er min mælk, der nærer hende og det er mine vurderinger, der afgør om hun skal tilses af en læge. Er hun blevet mere gul?, Hvordan ser det gule ud?, Er hun gul her?, der?, der? Sover hun meget? Hvor meget er meget? Hvad er normalt for et spædbarn? Har hun regelmæssige våde bleer? Hvad er regelmæssigt? Osv... det er svært at stå med de vurderinger. Vi vil give vores datter det bedste, men hvor der svært at være ansvarlig for hvad det bedste er. Jeg ved at vi har stået i en vurdering og en beslutning, som er langt værre end det vi udsættes for med Lea. Vi har skullet vurdere om Malou skulle dø eller leve. Vi har skulle vurdere på symptomer, som vi ingen kompetence havde for at vurdere på... og aller mest... vi har skullet vurdere om vores datter skulle dø... Det bedste vi kunne give hende var døden... hvordan kan man nogensinde give det? Hvordan kan man nogensinde finde frem med at vi skulle give vores datter døden? SÅ vi har prøvet langt værre, men det er netop den beslutning, vi blev nødt til at træffe med Malou, som gør det så svært at være i at skulle vurdere Lea. Vi er så sårbare, som forældre, fordi vi nu ved med hele vores krop at Lea kan dø. Det er ikke en viden vi kan forholde os til på distancen, for vi står midt i den.
Så da jeg sidder med Lea på sygehuset 3 dage gammel og tænker på en anden englemor, der mistede sin datter 3-4 dage gammel... kigger jeg på Lea og hendes smukke åbne øjne og tænker... er det nu du skal dø?... tænk sig hvis det var nu... jeg føler mig slet slet ikke færdig... jeg føler mig slet ikke begyndt... hvordan skulle jeg kunne tage afsked nu... Det ved jeg godt at jeg ikke skal... Jeg ved at tankerne er irrationelle... og nok helt umulige at forstå for andre, der ikke har prøvat at miste et barn... De vil sige at jeg slet ikke skal gå ned af den vej med de tanker... at alle har tanker om at deres børn kan dø, men at man bliver nødt til at distancere sig fra de tanker, for at kunne leve... Og det vil jeg give dem helt ret i... Jeg kan bare ikke distancere mig fra tankerne... jeg står midt i dem... Min datter døde... det er et faktum, som jeg ikke kan tage distance til. Det er en nærværende del af mit liv... Det er ikke længere hele mit liv...Men det er så nærværende. Og Leas kommen har ikke gjort det mindre nærværende... tvært imod... min sårbarhed er blusset op. Når jeg ser på min levende datter og overstrømmes af kærlighed og ømhed til hende... overvældes jeg lige i hælene på kærligheden af angsten for at miste... angsten for at dette øjeblik er det sidste sammen. Og angsten for at jeg endnu engang ikke kan passe godt nok på mit barn, til at sikre det livet sammen med os.
Nej, alt er ikke lykken selvom Lea er kommet. Malou og savnet til hende er ikke forsvundet, selvom vores levende datter ligger og grynter imellem os.
Ugen blev anderledes end ventet. Heldigvis var tallene faldet til 234 fredag aften, så vi fik lov at tage hjem. Ved mandagens tjek var det dog ikke faldet yderligere... Skal til tjek igen fredag og håber på bedring. Kan ikke holde ud at skulle i lys igen. Jeg vil være herhjemme og lande i at Lea er kommet til os. Vi føler os så taknemmelige over at hun er i vores liv.. og at fødslen forløb så fint... Men vi trænger til ro og til ikke at skulle farte til alverdens undersøgelser længere. Vi vil være normale... så normale som man kan være, når man har mistet et barn.
Vi kommer op på barselsgangen og taler med en anden sygeplejerske. Hun har bestilt en blodprøve til Lea, så hendes gulsotstal kan vurderes... Er tallet over 350 skal hun i lys i to døgn. Er det under skal man holde øje med om det er stigende eller faldende. I begge tilfælde skal amningen intensitiveres og man skal insistere på at vække barnet hver anden time og holde det vågen under amningen, så det ikke bare falder i søvn ved brystet.
Klokken er 15 og blodprøven er bestilt til klokken 17. Den nærmer sig dog 18 inden laboranten kommer, så jeg sidder og ammer og venter... ammer og venter... i et lille rum. René haster hjem ved 16 tiden, så han på et hængende hår kan hente Elias. Efter blodprøven, som tages i hælen, venter jeg til 20.30 inden svaret kommer. Hun skal ikke i lys... jubiii... tallet ligger på 301, så det er under de 350, der angiver at hun ville være behandlingskrævende. Så indsatsen er at jeg skal amme hver anden time og komme igen onsdag til endnu en blodprøve.
Onsdag kører vi alle 4 op til blodprøvetest og vejning kl 17. Lea har taget rigtig meget på siden igår. Nu har hun kun tabt 4,8 % af sin fødselsvægt. Hun vejer nu 3305, så det er 175 g på et døgn, hvilket på siges at være flot. Laboranten kommer ca 17.30 og tager prøven. vi vælger at køre hjem, fordi vi ikke gider vente i 2½ time på svar og fordi vi forventer at tallet er faldet, så hun behøver lys
Det er det desværre ikke. Vi er kun lige nået indenfor døren, før de ringer. Tallet er desværrre steget til 370, hvilket også overraskede sygeplejersken, når man tog den flotte vægtstigning og de flere våde bleer i betragtning. Men gulsot topper normalt først på 5-6 dagen og dette er Leas 4. døgn, så det er nok forklaringen. Så jeg må desværre tage den dumme vej til Randers igen. Jeg ved da ikke at lysbehandlingen hedder to dage før de igen vurderer, så det bliver endnu en overraskelse, da vi kommer frem.
Jeg synes det er så træls at skulle indlægges. Jeg ved at der ikke er noget farligt i gulsot eller noget risikabelt i behandlingen, og at gulsot er helt almindeligt, så almindeligt at ALLE kender en tæt på, som har haft gulsot... og som sådan er det slet ikke gulsoten jeg hyler over.
Jeg hyler over at jeg skal skilles fra min familie. At vi ikke får lov at være sammen. At jeg endelig har gjort Elias til storebror og så forsvinder både hun og jeg. At jeg skal bringe nye bekrymringer ind i hans lille liv, for hvorfor skal Lillesøster nu på sygehuset.. Hans første kommentar til René, da han fortalte ham at nu var lillesøster kommet, var om hun var i live. Han er præget den lille mand. Han ved at børn kan dø. Han har mistet sin livsuskyld... alt alt for tidligt. Og at jeg så også er væk...
Jeg hyler også over at Lea skal ligge under den dumme lampe med de dumme briller på, så jeg slet ikke kan se hendes smukke øjne, som jeg har længtes sådan efter. Den forløsning med at få min levende baby med hjem og blive en rigtig familie lader vente på sig. Jeg ved at den vil komme. Jeg ved at jeg får hende med hjem igen. Men jeg har ventet så længe på at hun skulle komme, og nu hvor hun er her kan jeg ikke holde ud at vente mere.... Vi har ventet og ventet og holdt ud og holdt ud... og nu kan vi ikke holde ud mere... men det er det vi skal ... vente og vente... amme og amme... vente og vente...
Heldigvis er amningen kommet så godt igang, mælken løb til natten til onsdag og de kan se den fine vægtstigning, så vi bliver indlagt på Neonatal, men får lov at bo sammen på familieafsnittet, som fungerer som hotel for indlagte familier. Så Lea og jeg bliver i det mindste ikke adskilt ... puh ha... og vi passer os selv dagen lang på hotellet. Kun afbrudt af en blodprøve kl 3 om natten for at se om tallet var yderligere steget, så hun skulle i dobbelt lys (det var den heldigvis ikke – var faldet til 317) og af stuegang torsdag og fredag formiddag. Så vi sidder dagen og natten lang under den dumme lampes skær på hotelværelset. Hun ligger i en almindelig hospitalskrybbe kun med ble på og har denne griselampe over sig. Hun er koblet til en vejrtrækningsmonitor, som er en lille dims på maven, der skal holde øje om hun trækker vejret under den varme lampe. Så har hun et stykke bobleplast på som dyne, så der er noget at putte sig lidt i!!!
Jeg hyler over min egen sårbarhed som mor. Det kolo-enorme ansvar jeg har for at holde Lea i live. Det er min mælk, der nærer hende og det er mine vurderinger, der afgør om hun skal tilses af en læge. Er hun blevet mere gul?, Hvordan ser det gule ud?, Er hun gul her?, der?, der? Sover hun meget? Hvor meget er meget? Hvad er normalt for et spædbarn? Har hun regelmæssige våde bleer? Hvad er regelmæssigt? Osv... det er svært at stå med de vurderinger. Vi vil give vores datter det bedste, men hvor der svært at være ansvarlig for hvad det bedste er. Jeg ved at vi har stået i en vurdering og en beslutning, som er langt værre end det vi udsættes for med Lea. Vi har skullet vurdere om Malou skulle dø eller leve. Vi har skulle vurdere på symptomer, som vi ingen kompetence havde for at vurdere på... og aller mest... vi har skullet vurdere om vores datter skulle dø... Det bedste vi kunne give hende var døden... hvordan kan man nogensinde give det? Hvordan kan man nogensinde finde frem med at vi skulle give vores datter døden? SÅ vi har prøvet langt værre, men det er netop den beslutning, vi blev nødt til at træffe med Malou, som gør det så svært at være i at skulle vurdere Lea. Vi er så sårbare, som forældre, fordi vi nu ved med hele vores krop at Lea kan dø. Det er ikke en viden vi kan forholde os til på distancen, for vi står midt i den.
Så da jeg sidder med Lea på sygehuset 3 dage gammel og tænker på en anden englemor, der mistede sin datter 3-4 dage gammel... kigger jeg på Lea og hendes smukke åbne øjne og tænker... er det nu du skal dø?... tænk sig hvis det var nu... jeg føler mig slet slet ikke færdig... jeg føler mig slet ikke begyndt... hvordan skulle jeg kunne tage afsked nu... Det ved jeg godt at jeg ikke skal... Jeg ved at tankerne er irrationelle... og nok helt umulige at forstå for andre, der ikke har prøvat at miste et barn... De vil sige at jeg slet ikke skal gå ned af den vej med de tanker... at alle har tanker om at deres børn kan dø, men at man bliver nødt til at distancere sig fra de tanker, for at kunne leve... Og det vil jeg give dem helt ret i... Jeg kan bare ikke distancere mig fra tankerne... jeg står midt i dem... Min datter døde... det er et faktum, som jeg ikke kan tage distance til. Det er en nærværende del af mit liv... Det er ikke længere hele mit liv...Men det er så nærværende. Og Leas kommen har ikke gjort det mindre nærværende... tvært imod... min sårbarhed er blusset op. Når jeg ser på min levende datter og overstrømmes af kærlighed og ømhed til hende... overvældes jeg lige i hælene på kærligheden af angsten for at miste... angsten for at dette øjeblik er det sidste sammen. Og angsten for at jeg endnu engang ikke kan passe godt nok på mit barn, til at sikre det livet sammen med os.
Nej, alt er ikke lykken selvom Lea er kommet. Malou og savnet til hende er ikke forsvundet, selvom vores levende datter ligger og grynter imellem os.
Ugen blev anderledes end ventet. Heldigvis var tallene faldet til 234 fredag aften, så vi fik lov at tage hjem. Ved mandagens tjek var det dog ikke faldet yderligere... Skal til tjek igen fredag og håber på bedring. Kan ikke holde ud at skulle i lys igen. Jeg vil være herhjemme og lande i at Lea er kommet til os. Vi føler os så taknemmelige over at hun er i vores liv.. og at fødslen forløb så fint... Men vi trænger til ro og til ikke at skulle farte til alverdens undersøgelser længere. Vi vil være normale... så normale som man kan være, når man har mistet et barn.
mandag den 5. marts 2012
En mandag i ro og mag
En dag i ro og mag herhjemme. Elias kom som vanligt i børnehave. Han er SÅ stolt af sin lillesøster. Vil holde hende, kysse og kramme hele tiden... og er så imponeret over hendes lille næse og små fingre. Og glædede sig rigtig meget til at få lov at vise hende frem i børnehaven. Ja til alle der kunne tænkes at ville besøge os.
Lea og jeg fik sovet lidt først på morgenen og det var rigtig rart.
Lea og jeg fik sovet lidt først på morgenen og det var rigtig rart.
søndag den 4. marts 2012
Første dag hjemme
Vi valgte at overnatte på fødestuen, for klokken var efterhånden blevet 1.30 inden al polemikken var overstået. Jeg skulle syes... av, det gjorde mere ondt end at føde... jeg kunne slet ikke slappe af og koncentrere mig om at være i den smerte... Det var nu nemmere under fødslen. Så synes sgu den syning trak lidt i langdrag. Imens lå Lea på mit bryst, men jeg kunne heller ikke helt være der for hende 100 %. Jeg var sprækket inde og lidt ude svarende til en almindelig førstegangsfødende. Men det er jo også første gang, jeg føder et barn vaginalt rettidigt. Men det blev da overstået og vi kom over i den anden seng. Her fik jeg lagt Lea til brystet og hun suttede første gang. Det gik fint.
Efter en stund skulle jeg ud og prøve og tisse og Lea kom over til René. Vi fik lidt at spise og lidt i 1 blev Lea målt, vejet og undersøgt. Alt var i den fineste orden og hun målte 52 cm og vejede 3450 g, så en fin lille pige.
Så var det tid til at lukke af for natten. Ved 2 tiden forsøgte vi at finde ro. Lea var dog ikke helt enig og havde nogle urolige timer fra 2-5.30, hvor hun ikke sov meget mere en 15 min ad gangen. Hun virkede som om noget pressede i maven. Ved 5 tiden gylpede hun en lille portion blodblandet fostervand op, så mon ikke den havde plaget... og da vi fik skiftet hendes ble, var der både stort og småt i den. Dygtig pige, så skulle vi heller ikke vendte på det. Straks efter skiftning faldt hun i søvn og sov i flere timer.
Alt imens tog vi afsked med fødegangen og gik ud af sygehuset med vores levende datter i autostolen. Puh hvilken lettelse nu er det overstået... Vi fik hende levende med hjem. Det kan ikke beskrives hvor hårdt det var for et år siden at skulle gå fra fødegangen uden sin datter i maven eller i armene... og den lettelse nu at få forløsning for måneders angst og umulige håb og få hende med hjem. Vi kørte hjem og viste hende sovende rundt i hele huset.
Jeg lagde mig med hende i soveværelset og sov en lille time, mens Rene hentede Elias og Mormor i Vejlby. Det var dejligt at være hjemme, men også lidt en hård dag efter en lang fødsel og en nat uden søvn. Lea sov det meste af dagen, men da vi havde gæster hele kunne vi jo ikke sove med. Mormor var her fra 11 -17 og Farmor og Erik kom ca 15.30-17.30 for at se det lille vidunder. Søvn havde nok været godt, for Lea valgte så at være ret meget vågen igen på hendes 2. nat i verden. Fra 20-5 spiste hun hver time og sov kun en halv time efter hver amning, så det var ikke så meget søvn det blev til for mig
Efter en stund skulle jeg ud og prøve og tisse og Lea kom over til René. Vi fik lidt at spise og lidt i 1 blev Lea målt, vejet og undersøgt. Alt var i den fineste orden og hun målte 52 cm og vejede 3450 g, så en fin lille pige.
Så var det tid til at lukke af for natten. Ved 2 tiden forsøgte vi at finde ro. Lea var dog ikke helt enig og havde nogle urolige timer fra 2-5.30, hvor hun ikke sov meget mere en 15 min ad gangen. Hun virkede som om noget pressede i maven. Ved 5 tiden gylpede hun en lille portion blodblandet fostervand op, så mon ikke den havde plaget... og da vi fik skiftet hendes ble, var der både stort og småt i den. Dygtig pige, så skulle vi heller ikke vendte på det. Straks efter skiftning faldt hun i søvn og sov i flere timer.
Alt imens tog vi afsked med fødegangen og gik ud af sygehuset med vores levende datter i autostolen. Puh hvilken lettelse nu er det overstået... Vi fik hende levende med hjem. Det kan ikke beskrives hvor hårdt det var for et år siden at skulle gå fra fødegangen uden sin datter i maven eller i armene... og den lettelse nu at få forløsning for måneders angst og umulige håb og få hende med hjem. Vi kørte hjem og viste hende sovende rundt i hele huset.
Jeg lagde mig med hende i soveværelset og sov en lille time, mens Rene hentede Elias og Mormor i Vejlby. Det var dejligt at være hjemme, men også lidt en hård dag efter en lang fødsel og en nat uden søvn. Lea sov det meste af dagen, men da vi havde gæster hele kunne vi jo ikke sove med. Mormor var her fra 11 -17 og Farmor og Erik kom ca 15.30-17.30 for at se det lille vidunder. Søvn havde nok været godt, for Lea valgte så at være ret meget vågen igen på hendes 2. nat i verden. Fra 20-5 spiste hun hver time og sov kun en halv time efter hver amning, så det var ikke så meget søvn det blev til for mig
Jubii - sprællevende Lea er kommet til verden
Endelig endelig endelig er hun her. Min levende datter. Hun blev født igår lørdag kl. 22.18 efter en vaginal fødsel, der lykkedes... Jubi for det. Men endnu mere for at hun kom ud med en apgarscore på 10 og blev lagt op på min mave med et skrig... Lige som jeg havde drømt om... Jamen er det ikke fantastisk at det kunne lykkes.
Fødsel blev forsøgt igangsat med ballonkateter, som jeg havde i fra fredag aften til lørdag morgen. Desværre gjorde den ikke mirakler for mig, så det så desværre ikke for godt ud med at kunne igangsætte fødslen og talen røg ind på planlagt kejsersnit, når nu vi ikke turde vente på at min krop blev klar og at Lillepigen kunne kravle længere ned i bækkenet, så hun kunne skabe tryk på hindeblæren.
Men jordemoderen konfererede med en læge, der godt ville give det en chance mere med at tage vandet, hvis de var to til at gøre arbejdet. Så den ene stak "hele armen" op i mig, mens den anden "stod" på min mave, for at presse lillepigen ned... og så lykkedes det. hun fik prikket hul på hinden og fik sat en elektrode på hovedet. Ikke så behageligt at blive rumsteret sådan ved, men nu var der stadig chance for at jeg kunne føde hende selv og det var ubehaget værd.
1½ times tid efter - dvs ved 12 tiden lagde de vedrop, da jeg ikke selv havde genereret veer. Det kunne dog blive en lang proces at skulle åbne sig helt fra 0 på vedrop, og derfor anbefalede de allerede fra start at jeg skulle få lagt epidural... ja så kunne jeg godt se at alle mine intentioner om vejrtrækning og smertefri fødsel røg sig en tur, men sådan måtte det være, hvis det skulle... bare vi passede på min lille prinsesse.
Jeg valgte dog at vente lidt med epiduralen, for så længe, der ikke var veer, var der ingen grund til at koble mere på mig. Kl. 13.30 begyndte jeg at kunne mærke veer og efter et stykk tid måtte jeg koncentrere mig om dem. Det gik fint. Veerne var ikke værre end at jeg kunne trække vejret igennem dem og det føltes rigtig godt at have et konkret holdepunkt igennem dem. De kom på det tidspunkt med 5-6 veer på 10 min og varede lige knap et minut.
Omkring 16.30 fik jeg anlagt epiduralen, men den virker dog ikke. Jeg blev undersøgt hver time og lidt over 17 vurderede jordemoderen mig til at være 4-5 cm åben. Det var fint, for så skete der jo noget og jeg var næsten halvvejs i udvidelsen. Kl. 18.30 anlægges epiduralen igen og denne gang får jeg virkning. Jeg får hvilet en halv time, hvilket er rigtig rart. Kl. 19 var der vagtskifte og den nye jordemoder vurderede mig til at være 3-4 fingre åben og det samme billede tegnede sig kl 20. Altså ingen progression på 3 tilmer. Lidt øv... for så kunne det godt blive et langt forløb.
Omkring 20.30 føler jeg intense veer igen. Epiduralen ser ud til ikke at virke, men veerne mærkes også nederst i maven og i stigende grad om bagtil. De kommer ret intenst og jordemoderen slukker for vedroppet og jeg kører kun på mine egne veer. Jeg formår at blive i vjertrækningen og afslapningen, selvom det bliver en tand sværrere.
Kl. 21.15 er næste undersøgelse og det viser sig at jeg nu er fuldt åbent. 6-7 cm på en time. Intet under at veerne har føltes intense. Lillepigen står dog stadig højt så jeg kommer rundt på alle 4 for at få hende det sidste stykke ned inden jeg må presse.
Omkring 21.45 bliver presset bagtil så intenst at jeg ikke kan være i vejrtrækningen mere. Så prøv at presse siger jordemoderen og efter omkring en halvtime i pres lykkes det. Jeg lykkes... jeg føder vores lille pige helt almindeligt og sejt. Jeg gjorde dt sgu og det virkede. Jeg sagde nærmest ikke et kvæk gennem hele fødslen og jeg fik så meget ros for min vejrtrækning. Jeg er så stolt... og mest af alt er jeg taknemmelig over at få denne smukke oplevelse at få min datter levende op til mig... at gøre et stykke arbejde med respekt for hendes reaktion og føde hende på naturlig vis levende og klar til livet...
Vi nyder hende så meget og ikke mindst at se Elias' stolthed idag, da vi hentede ham fra mormor. Han kan slet ikke slippe hende. Kysser hende, vil holde hende og er helt smeltet over hende... Hvor er det skønt... og nu er vi 5, som han siger. Ja det er vi Elias. Nu er vi fem:-)
Fødsel blev forsøgt igangsat med ballonkateter, som jeg havde i fra fredag aften til lørdag morgen. Desværre gjorde den ikke mirakler for mig, så det så desværre ikke for godt ud med at kunne igangsætte fødslen og talen røg ind på planlagt kejsersnit, når nu vi ikke turde vente på at min krop blev klar og at Lillepigen kunne kravle længere ned i bækkenet, så hun kunne skabe tryk på hindeblæren.
Men jordemoderen konfererede med en læge, der godt ville give det en chance mere med at tage vandet, hvis de var to til at gøre arbejdet. Så den ene stak "hele armen" op i mig, mens den anden "stod" på min mave, for at presse lillepigen ned... og så lykkedes det. hun fik prikket hul på hinden og fik sat en elektrode på hovedet. Ikke så behageligt at blive rumsteret sådan ved, men nu var der stadig chance for at jeg kunne føde hende selv og det var ubehaget værd.
1½ times tid efter - dvs ved 12 tiden lagde de vedrop, da jeg ikke selv havde genereret veer. Det kunne dog blive en lang proces at skulle åbne sig helt fra 0 på vedrop, og derfor anbefalede de allerede fra start at jeg skulle få lagt epidural... ja så kunne jeg godt se at alle mine intentioner om vejrtrækning og smertefri fødsel røg sig en tur, men sådan måtte det være, hvis det skulle... bare vi passede på min lille prinsesse.
Jeg valgte dog at vente lidt med epiduralen, for så længe, der ikke var veer, var der ingen grund til at koble mere på mig. Kl. 13.30 begyndte jeg at kunne mærke veer og efter et stykk tid måtte jeg koncentrere mig om dem. Det gik fint. Veerne var ikke værre end at jeg kunne trække vejret igennem dem og det føltes rigtig godt at have et konkret holdepunkt igennem dem. De kom på det tidspunkt med 5-6 veer på 10 min og varede lige knap et minut.
Omkring 16.30 fik jeg anlagt epiduralen, men den virker dog ikke. Jeg blev undersøgt hver time og lidt over 17 vurderede jordemoderen mig til at være 4-5 cm åben. Det var fint, for så skete der jo noget og jeg var næsten halvvejs i udvidelsen. Kl. 18.30 anlægges epiduralen igen og denne gang får jeg virkning. Jeg får hvilet en halv time, hvilket er rigtig rart. Kl. 19 var der vagtskifte og den nye jordemoder vurderede mig til at være 3-4 fingre åben og det samme billede tegnede sig kl 20. Altså ingen progression på 3 tilmer. Lidt øv... for så kunne det godt blive et langt forløb.
Omkring 20.30 føler jeg intense veer igen. Epiduralen ser ud til ikke at virke, men veerne mærkes også nederst i maven og i stigende grad om bagtil. De kommer ret intenst og jordemoderen slukker for vedroppet og jeg kører kun på mine egne veer. Jeg formår at blive i vjertrækningen og afslapningen, selvom det bliver en tand sværrere.
Kl. 21.15 er næste undersøgelse og det viser sig at jeg nu er fuldt åbent. 6-7 cm på en time. Intet under at veerne har føltes intense. Lillepigen står dog stadig højt så jeg kommer rundt på alle 4 for at få hende det sidste stykke ned inden jeg må presse.
Omkring 21.45 bliver presset bagtil så intenst at jeg ikke kan være i vejrtrækningen mere. Så prøv at presse siger jordemoderen og efter omkring en halvtime i pres lykkes det. Jeg lykkes... jeg føder vores lille pige helt almindeligt og sejt. Jeg gjorde dt sgu og det virkede. Jeg sagde nærmest ikke et kvæk gennem hele fødslen og jeg fik så meget ros for min vejrtrækning. Jeg er så stolt... og mest af alt er jeg taknemmelig over at få denne smukke oplevelse at få min datter levende op til mig... at gøre et stykke arbejde med respekt for hendes reaktion og føde hende på naturlig vis levende og klar til livet...
Vi nyder hende så meget og ikke mindst at se Elias' stolthed idag, da vi hentede ham fra mormor. Han kan slet ikke slippe hende. Kysser hende, vil holde hende og er helt smeltet over hende... Hvor er det skønt... og nu er vi 5, som han siger. Ja det er vi Elias. Nu er vi fem:-)
torsdag den 1. marts 2012
Dagen før termin
Så kom vi ind i marts. Vores lille pige skulle ikke blive et februarbarn, med derimod en marts-baby, en lille forårsbebuder. Ja, lille er hun kun i konkret form, for hendes betydning er kolosal. Der ligger så mange følelser i at hun imorgen eller på lørdag kommer til verden. Jeg kan slet ikke fatte dimensionerne af det. At hun endelig er her hos os og at det er meningen at hun skal komme levende ud til os. Jeg hyler ved tanken... mit hjerte løber over... både i forventning og forløsning, men også i sårbarhed og angst. Puh hvor er der meget på spil. Jeg ved slet ikke hvordan jeg vil reagere, når hun kommer ud. Mon jeg bryder sammen eller er jeg måske helt distanceret, fordi jeg ikke forstår? Jeg hyler ihvert fald nu – bare ved tanken om det. Bare ved tanken om at have hende levende i mine arme... Vil jeg nogensinde kunne slippe hende igen? Jeg vil aldrig mere gå fra mit barn... puh hvor var det forfærdeligt for et år siden at skulle forlade sit døde barn på sygehuset. Puh hvor var jeg tom. Det er umuligt for mig at forstå at jeg nu står her lige før målstregen med det levende barn i min mave, som lige om lidt skal komme ud. Jeg bruger ikke meget krudt på at fatte selve fødslen. Den skal bare gå... og hvor jeg håber at alt glider fremadrettet og godt. Jeg ved at det bliver hårdt... men er der progression, så jeg kan se at set skrider frem, tror jeg at det er ok. Det er ikke et nederlag, vhis vi sadler om til kejsersnit. Det må være sådan. Jeg skal passe på mig selv og den lille prinsesse.
Jeg bliver ringet op imorgen kl 8 og får besked på hvornår på formiddagen jeg skal møde ind. De vil se om de kan tage vandet... og hvis vil jeg have født i løbet af imorgen:-))))
Det har jeg nu ingen forventning om at de kan. Jeg tror ikke jeg er moden til at de kan tage vandet. Hvis jeg ikke ville blive sat i gang imorgen, tror jeg at jeg ville gå mange dage over tid. Føler ikke noget på vej og min erfaring med Elias siger også fødsel i overtid. Så min forventning er at vi bliver sendt hjem igen.
Gør vi det skal vi møde ind igen kl 19 og jeg vil få lagt et ballonkateter op, som jeg skal sove med. Vi kan begg sove på sygehuset. Ballonen vil modne mig, så de kan tage vandet og jeg vil føde i løbet af lørdag. Det er sådan jeg forventer det vil blive. Men nu må vi se imorgen.
Vi var til jordemoder igår. De (der var en studerende) vurderede hende til at være 3600 g, så det er lidt af en forskel til de 2900 g som scanningen vurderede i sidste uge. Men det får vi jo svar på lige om lidt. Hun ligger stadig højt, så jeg skal fortsat lægge mig ned og ringe efter en ambulance, hvis vandet går.
Jeg er stadig fuldt ud tålmodig. Tiden går ikke langsomt. Der er så meget på spil de næste dage, så det næsten også er helt uoverskueligt at det er nu. Fysisk glæder jeg mig nu til at slippe for maven og de små-skavanker den medfølger. Jeg er jo selvfølgelig tung og træg. Bliver så nemt forpustet, får sure opstød og smerter i lænden, når jeg skal bevæge mig.
Samtidig nyder jeg dog at mærke lillepigen derinde. At hun lever... men det er også så sårbart, når jegikke mærker hende. Men ro på – 2 dage endnu, så er hun her. Levende – selvfølgelig....
Jeg bliver ringet op imorgen kl 8 og får besked på hvornår på formiddagen jeg skal møde ind. De vil se om de kan tage vandet... og hvis vil jeg have født i løbet af imorgen:-))))
Det har jeg nu ingen forventning om at de kan. Jeg tror ikke jeg er moden til at de kan tage vandet. Hvis jeg ikke ville blive sat i gang imorgen, tror jeg at jeg ville gå mange dage over tid. Føler ikke noget på vej og min erfaring med Elias siger også fødsel i overtid. Så min forventning er at vi bliver sendt hjem igen.
Gør vi det skal vi møde ind igen kl 19 og jeg vil få lagt et ballonkateter op, som jeg skal sove med. Vi kan begg sove på sygehuset. Ballonen vil modne mig, så de kan tage vandet og jeg vil føde i løbet af lørdag. Det er sådan jeg forventer det vil blive. Men nu må vi se imorgen.
Vi var til jordemoder igår. De (der var en studerende) vurderede hende til at være 3600 g, så det er lidt af en forskel til de 2900 g som scanningen vurderede i sidste uge. Men det får vi jo svar på lige om lidt. Hun ligger stadig højt, så jeg skal fortsat lægge mig ned og ringe efter en ambulance, hvis vandet går.
Jeg er stadig fuldt ud tålmodig. Tiden går ikke langsomt. Der er så meget på spil de næste dage, så det næsten også er helt uoverskueligt at det er nu. Fysisk glæder jeg mig nu til at slippe for maven og de små-skavanker den medfølger. Jeg er jo selvfølgelig tung og træg. Bliver så nemt forpustet, får sure opstød og smerter i lænden, når jeg skal bevæge mig.
Samtidig nyder jeg dog at mærke lillepigen derinde. At hun lever... men det er også så sårbart, når jegikke mærker hende. Men ro på – 2 dage endnu, så er hun her. Levende – selvfølgelig....
Abonner på:
Opslag (Atom)