Ja, nu har min krop 3½ dag til selv at gå igang med at føde. Hvis ikke det sker, bliver jeg om 4 dage... på terminsdag sat igang og prinsessen vil være ude hos os senest på lørdag... om 5 dage. Det er simpelthen for vildt at tænke på. Jeg tror slet ikke at jeg har forstået at det er nu. Der er så meget på spil. Øjnene løber over med vand, bare ved tanken. Jeg kan slet ikke fatte det. Det er ikke selve fødslen, der fylder, men tanken om at hun kommer levende ud til os. Jeg har ved de to fødsler, jeg har været igennem endnu ikke prøvet at få et levende barn ud, så der ligger så mange følelser i den sætning... et levende barn ud til os. Elias havde en apgarscore på 2 og Malous kunne jo slet ikke vurderes. Hun skulle jo dø.
Men tanken om at hun kommer levende ud og levende op til mig, kan jeg slet slet ikke forholde mig til. Jeg hyler ved tanken... for for helvede hvor håber jeg at komme til at opleve det. Og tænk sig at få hende levende med hjem. Tænk sig at få lov at se hendes øjne. Tænk sig at få lov at amme hende. Tænk sig at se hende trække vejret. Tænk sig at holde hende varm i mine arme... puh hvor jeg længes efter at opleve det. Tænk sig at få lov at vise hende frem. Tænk sig at få lov at have hende herhjemme. Tænk sig at få lov at leve med hende. Tænk sig at få lov at døbe hende og holde hendes barnedåb med alle vore kære. At fejre hende og fejre livet. Hvor jeg dog drømmer om det.
Hvor er der meget på spil, for tænk sig hvis jeg ikke får lov til det. Tænk sig hvis jeg endnu engang skal forlade et barn på fødegangen eller at jeg skal have en kold og død baby med hjem. Åhhh jeg kan ikke være i det. Hun skal bare komme rask og frisk ud og blive ved emd at være det. Tænk sig at få lov at lægge hende i gyngen, der hænger i loftet. Tænk sig at putte hende ned i barnevognen, der står klar. Tænk sig at få lov at pusle hende på puslebordet på hendes værelse, som næsten blev færdigt her i weekenden. Tænk sig at hun putter i sengen ved siden af mig.
Jeg føler mig så taknemmelig over at være nået hertil... men lad mig komme det sidste skridt og få hende levende og levedygtig ud og med hjem. Jeg beder til alt jeg tror på og alt jeg ikke tror på om at være mig nådig og hjælpe mig det sidste skridt. Jeg ved hun altid vil kunne dø, men det er så sårbart lige nu. Min lille elskede pige. Jeg vil have dig ud i live. Hold ud og kæmp sammen med mig.
mandag den 27. februar 2012
torsdag den 23. februar 2012
Status en uge før termin
Onsdag var vi til sidste scanning af Lillepigen. Jeg er idag i 38+5. Vi valgte at blive scannet på Randers, fordi vi føler os afsluttet på Skejby. Vi skal føde i Randers og det giver mening at have kontakten med dem i stedet for med Skejby. Men puh det var lidt tungt at sidde i venteværelset, hvor vi ikke har siddet og ventet på en scanning siden Malou endnu var i maven.
Vi blev taget rigtig godt imod af en sygeplejerske, som scannede Lillepigen, så godt hun kunne. Der er på dette tidspunkt ikke meget fostervand, så det er ikke de flotte profilbilleder vi kunne få. Men det vigtigste for os var et tjek på hendes vækst og flow i navlesnoren. Begge dele ser heldigvis fint ud. Hun ser ud til stadig at få hvad hun skal have gennem navlesnoren og hun vokser fortsat efter sin egen kurve, den Lillepige. Godt 2900 g. Det er ikke stort, men helt ok. Jordemoderen vurderede hende i sidste uge til at være 3000-3200 g, så det bliver nok en pige på mellem 3100 og 3500, hvis hun kommer ud til termin i næste uge. Det bliver spændende at se om deres vurderinger holder stik. En pige i den mindre ende, men slet ikke noget at være bekymret over. Men det ser ud til at vi denne gang får en baby og ikke et barn! Elias var jo 58 cm og 4280 g g kunne faktisk løfte hovedet selv, så det bliver lidt noget andet med sådan en mindre fugleunge. Så de små størrelser kommer nok mere i brug denne gang.
Hun lå og lavede vejrtrækningsøvelser hele tiden, hvilket tyder på en baby i overskud. Men det gjorde det så også lidt svært at måle maveomkredsen, fordi hun bevægede den hele tiden. Hun har også rigtig meget hikke – 3-4 gange om dagen.
Hun kunne ikke vurdere hvor højt hun ligger i bækkenet med scanneren, men hendes numse er fortsat helt oppe i brystet på mig. Og en fod lige direkte ud i siden på mig. Ja tak... det kan jeg mærke;-). Men jeg må formode at jeg fortsat skal lægge mig ned ved vandafgang og kalde 112. Det er lidt en træls tanke at jeg skal det, men der er jo ikke noget at gøre ved det. Men mon ikke jeg må få tasken til sygehuset pakket færdig, når nu jeg ikke kan løbe rundt og finde det sidste, hvis vandet pludselig går. Jeg håber fødslen starter med veer eller at jeg først føder næste fredag/lørdag. Det bedste er selvfølgelig at jeg ikke skal sættes igang, for kroppen har bedst af at være klar. Det er heller ikke det bedste at skulle have vedrop, fordi det kan give vestorm og så kan jeg vist godt skyde en hvid pil efter at kunne føde med åndedrætsteknikkerne fra Smertefri fødsel. Nu må vi se. Jeg kan jo ikke gøre til eller fra, når nu jeg ikke vil gå over termin... og det VIL jeg ikke.
Jeg er nu ikke utålmodig med at skulle føde. Jeg har fortsat en masse projekter herhjemme. Der er ellers helt klar til hun kommer, men der er stadig meget jeg kan fordybe mig i at få gjort. Flere rum er aldrig blevet færdigindrettet efter at vi er blevet færdige med byggeriet. Det gælder bryggerset, gangen, Lillepigens værelse, badeværelset oppe og stuen oppe. Lige nu er jeg gået videre med Lillepigens værelse, hvor jeg sorterer ud i alle skurtingene, der står der inde. Og jeg er igang med at male en væg mere. Puslebordet er klart. Min mor kom lige igår med puslepuden, som hun har syet nyt betræk på. Jeg drømmer også om at komme videre med bryggerset, men det når jeg vist ikke inden... men så forhåbentlig i løbet af min tid hjemme med Lillepigen. Det giver stor tilfredsstillelse at få rummede færdige og få dem ordentligt i brug. Nu har vi også kun boet her i huset i 2-2½ år... bedre sent end aldrig.
Vi blev taget rigtig godt imod af en sygeplejerske, som scannede Lillepigen, så godt hun kunne. Der er på dette tidspunkt ikke meget fostervand, så det er ikke de flotte profilbilleder vi kunne få. Men det vigtigste for os var et tjek på hendes vækst og flow i navlesnoren. Begge dele ser heldigvis fint ud. Hun ser ud til stadig at få hvad hun skal have gennem navlesnoren og hun vokser fortsat efter sin egen kurve, den Lillepige. Godt 2900 g. Det er ikke stort, men helt ok. Jordemoderen vurderede hende i sidste uge til at være 3000-3200 g, så det bliver nok en pige på mellem 3100 og 3500, hvis hun kommer ud til termin i næste uge. Det bliver spændende at se om deres vurderinger holder stik. En pige i den mindre ende, men slet ikke noget at være bekymret over. Men det ser ud til at vi denne gang får en baby og ikke et barn! Elias var jo 58 cm og 4280 g g kunne faktisk løfte hovedet selv, så det bliver lidt noget andet med sådan en mindre fugleunge. Så de små størrelser kommer nok mere i brug denne gang.
Hun lå og lavede vejrtrækningsøvelser hele tiden, hvilket tyder på en baby i overskud. Men det gjorde det så også lidt svært at måle maveomkredsen, fordi hun bevægede den hele tiden. Hun har også rigtig meget hikke – 3-4 gange om dagen.
Hun kunne ikke vurdere hvor højt hun ligger i bækkenet med scanneren, men hendes numse er fortsat helt oppe i brystet på mig. Og en fod lige direkte ud i siden på mig. Ja tak... det kan jeg mærke;-). Men jeg må formode at jeg fortsat skal lægge mig ned ved vandafgang og kalde 112. Det er lidt en træls tanke at jeg skal det, men der er jo ikke noget at gøre ved det. Men mon ikke jeg må få tasken til sygehuset pakket færdig, når nu jeg ikke kan løbe rundt og finde det sidste, hvis vandet pludselig går. Jeg håber fødslen starter med veer eller at jeg først føder næste fredag/lørdag. Det bedste er selvfølgelig at jeg ikke skal sættes igang, for kroppen har bedst af at være klar. Det er heller ikke det bedste at skulle have vedrop, fordi det kan give vestorm og så kan jeg vist godt skyde en hvid pil efter at kunne føde med åndedrætsteknikkerne fra Smertefri fødsel. Nu må vi se. Jeg kan jo ikke gøre til eller fra, når nu jeg ikke vil gå over termin... og det VIL jeg ikke.
Jeg er nu ikke utålmodig med at skulle føde. Jeg har fortsat en masse projekter herhjemme. Der er ellers helt klar til hun kommer, men der er stadig meget jeg kan fordybe mig i at få gjort. Flere rum er aldrig blevet færdigindrettet efter at vi er blevet færdige med byggeriet. Det gælder bryggerset, gangen, Lillepigens værelse, badeværelset oppe og stuen oppe. Lige nu er jeg gået videre med Lillepigens værelse, hvor jeg sorterer ud i alle skurtingene, der står der inde. Og jeg er igang med at male en væg mere. Puslebordet er klart. Min mor kom lige igår med puslepuden, som hun har syet nyt betræk på. Jeg drømmer også om at komme videre med bryggerset, men det når jeg vist ikke inden... men så forhåbentlig i løbet af min tid hjemme med Lillepigen. Det giver stor tilfredsstillelse at få rummede færdige og få dem ordentligt i brug. Nu har vi også kun boet her i huset i 2-2½ år... bedre sent end aldrig.
lørdag den 18. februar 2012
Det sidste farvel
Kære lille pige.
Jeg tænder et lys for dig på denne dag, hvor vi for 12 måneder siden sagde det sidste farvel til dig og sænkede din lille kiste ned i jorden i din morfars have. En smuk og brutal dag fuld af stolthed og smerte. Du er vores lille datter og du skulle dø alt for tidligt. Hvor var det hårdt at skulle synge din første og eneste godnatsang for dig over din lille kiste. Men jeg gjorde det, for det var det eneste jeg kunne give dig. Du efterlod et mørke, da du forsvandt, men også et lys... et lys fuld af brændende kærlighed og længsel efter om vi skal ses igen. Det lys tænder jeg i aften.
Jeg elsker dig og mangler dig. Kærligst mor
Jeg tænder et lys for dig på denne dag, hvor vi for 12 måneder siden sagde det sidste farvel til dig og sænkede din lille kiste ned i jorden i din morfars have. En smuk og brutal dag fuld af stolthed og smerte. Du er vores lille datter og du skulle dø alt for tidligt. Hvor var det hårdt at skulle synge din første og eneste godnatsang for dig over din lille kiste. Men jeg gjorde det, for det var det eneste jeg kunne give dig. Du efterlod et mørke, da du forsvandt, men også et lys... et lys fuld af brændende kærlighed og længsel efter om vi skal ses igen. Det lys tænder jeg i aften.
Jeg elsker dig og mangler dig. Kærligst mor
onsdag den 15. februar 2012
Fødselsplan i hus
Efter rutinekontrollen hos jordemoderen havde vi lavet en tid til samtale med en af afdelingsjordemødrene på fødegangen. Som vi før har oplevet med hende (Midde) tog hun rigtig godt imod os og samtalen forløb rigtig fint.
Vi aftalte at hvis jeg ikke har født inden termin, vil jeg blive sat igang fredag d. 2. marts – på terminsdagen. Hun skal lige have det bekræftet hos en læge, men kunne ikke se problemer med det. Jeg skal møde ind fredag morgen. Hvis jeg er moden til det, vil de tage vandet. Hvis ikke jeg er moden, skal jeg komme igen om aftenen kl 19, hvor jeg vil få lagt et ballonkateter op. Vi vil begge blive indlagt på familieafsnittet natten over og lørdag morgen vil de da tage vandet. Jeg kan ikke få lagt stikpiller op, da jeg tidligere har fået kejsersnit. Hvis veerne ikke er kommet igang i løbet af 2-4 timer, vil jeg skulle have vedrop. Fødslen skal være overstået inden 18 timer efter vandafgang, hedder deres politik ellers skal der gives antibiotika, pga infektionsfare og de vil skulle tage blodprøver fra Lillepigen. Det ville hun ikke anbefale, når vi nu er lidt sårbare omkring fødslen. Så må jeg leve med vedrop, selvom det kan ødelægge mit eget arbejde med veerne med teknikkerne fra smertefri fødsel. At der er progression og at Lillepigen har det godt er langt vigtigere end at få en romantisk og smuk fødselsoplevelse.
Aftalen er altså at hvis jeg ikke har født inden bliver jeg sat igang fredag d. 2. og har født senest i løbet af lørdag d. 3.3. Puhh ha det føles rigtig godt at have en sluttidspunkt for det hele. Jeg føler lidt at jeg spiller hasard med hendes liv. Hver dag med hende levende i min mave er et mirakel. Jeg skal bare have hende levende og frisk ud. Jeg er så bange for om vi kan forpasse chancen for det, for hvem siger at hun lever imorgen? Det gør hun selvfølgelig, men hvor er det meget på spil lige nu, her lige før målstregen.
Vi har aftalt en fødselsplan med livrem og seler. Hvis hendes hjertelyd dykker (for meget - for ofte), hvis der ikke er progression, hvis min krop ikke samarbejder, hvis jeg bliver for bange, så skal vi uden diskussion kunne sadle om til kejsersnit. Og jeg har fået lovning på at det godt kan foretages om lørdagen, selvom det ikke er akut for lillepigen.
Hvis jeg går kold fredag inden fødslen bliver sat igang, skal jeg vente til mandag med at få foretaget planlagt kejsersnit. Det er også ok.
Vi har aftalt at fødslen løbende skal evalueres – efter nogle tidsintervaller (6-8-10-12 timer) og at vi skal holdes tæt ajour med hvordan fødslen skrider frem, således at fantasien og angsten ikke løber afsted med os i tolkningen af alle mulige tegn. Samtidig skal jordemoderen være obs på at guide mig til at gøre mit bedste og rose mig for de gode ting, jeg måtte gøre.
Vi har mulighed for at blive på sygehuset efterfølgende. Vi skal tilbydes det, men vi ved endnu ikke hvad der er bedst for os... at komme hjem i egne rammer eller at være på sygehuset med fagpersonale tæt på.
Vi aftalte at hvis jeg ikke har født inden termin, vil jeg blive sat igang fredag d. 2. marts – på terminsdagen. Hun skal lige have det bekræftet hos en læge, men kunne ikke se problemer med det. Jeg skal møde ind fredag morgen. Hvis jeg er moden til det, vil de tage vandet. Hvis ikke jeg er moden, skal jeg komme igen om aftenen kl 19, hvor jeg vil få lagt et ballonkateter op. Vi vil begge blive indlagt på familieafsnittet natten over og lørdag morgen vil de da tage vandet. Jeg kan ikke få lagt stikpiller op, da jeg tidligere har fået kejsersnit. Hvis veerne ikke er kommet igang i løbet af 2-4 timer, vil jeg skulle have vedrop. Fødslen skal være overstået inden 18 timer efter vandafgang, hedder deres politik ellers skal der gives antibiotika, pga infektionsfare og de vil skulle tage blodprøver fra Lillepigen. Det ville hun ikke anbefale, når vi nu er lidt sårbare omkring fødslen. Så må jeg leve med vedrop, selvom det kan ødelægge mit eget arbejde med veerne med teknikkerne fra smertefri fødsel. At der er progression og at Lillepigen har det godt er langt vigtigere end at få en romantisk og smuk fødselsoplevelse.
Aftalen er altså at hvis jeg ikke har født inden bliver jeg sat igang fredag d. 2. og har født senest i løbet af lørdag d. 3.3. Puhh ha det føles rigtig godt at have en sluttidspunkt for det hele. Jeg føler lidt at jeg spiller hasard med hendes liv. Hver dag med hende levende i min mave er et mirakel. Jeg skal bare have hende levende og frisk ud. Jeg er så bange for om vi kan forpasse chancen for det, for hvem siger at hun lever imorgen? Det gør hun selvfølgelig, men hvor er det meget på spil lige nu, her lige før målstregen.
Vi har aftalt en fødselsplan med livrem og seler. Hvis hendes hjertelyd dykker (for meget - for ofte), hvis der ikke er progression, hvis min krop ikke samarbejder, hvis jeg bliver for bange, så skal vi uden diskussion kunne sadle om til kejsersnit. Og jeg har fået lovning på at det godt kan foretages om lørdagen, selvom det ikke er akut for lillepigen.
Hvis jeg går kold fredag inden fødslen bliver sat igang, skal jeg vente til mandag med at få foretaget planlagt kejsersnit. Det er også ok.
Vi har aftalt at fødslen løbende skal evalueres – efter nogle tidsintervaller (6-8-10-12 timer) og at vi skal holdes tæt ajour med hvordan fødslen skrider frem, således at fantasien og angsten ikke løber afsted med os i tolkningen af alle mulige tegn. Samtidig skal jordemoderen være obs på at guide mig til at gøre mit bedste og rose mig for de gode ting, jeg måtte gøre.
Vi har mulighed for at blive på sygehuset efterfølgende. Vi skal tilbydes det, men vi ved endnu ikke hvad der er bedst for os... at komme hjem i egne rammer eller at være på sygehuset med fagpersonale tæt på.
Jordemoderkontrol i 38. uge.
Idag har vi været til jordemoderkontrol hos den jordemoder (Hanne) vi har set de fleste gange. Der var en jordemoderstuderende med og idag var det hende, der førte ordet og foretog undersøgelsen. De spurgte til mit velbefindende og til om vi havde fået lagt en plan med afdelingsjordemoderen på Fødegangen, hvilket vi havde aftalt til efter denne jordemoderkontrol.
Hun undersøgte mig. Mit SF er ret højt, da lillepigen nærmest ligger med sine fødder inde under mine ribben i højre side. Den anden dag var der en voldsom bule ud i den side, som om hun lige skulle strække sig ud og se hvor lang hun kunne blive inde i min mave. Temmeligt ubehageligt især fordi jeg lige havde spist aftensmad. Hun ligger højt i bækkenet, derfor bliver mit mål også så højt. Hun målte det skrå op til højre side fordi hun ligger og strækker livmoderen helt derop – 42 cm, så der er på højde med max-målet med Elias. Det er jeg faktisk lidt overrasket over. Men hun har altså ikke sat sig fast i bækkenet og ligger og danser oppe over det. Så ligesom med Elias, skal jeg lægge mig ned, hvis vandet går. Åhhh kunne det ikke bare være helt normalt at hun lå godt skruet ned i bækkenet. Jeg hader at det minder om de forhold, der var med Elias, fordi han også lå så højt og jeg skulle lægge mig ved vandafgang. Jeg kan slet ikke holde truslen ud om at noget skulle ske, så vi ikke får hende levende med hjem. Lad det nu bare gå stille og roligt og uden dramatik. Har ikke brug for flere udfordringer.
Skal til tjek igen om 2 uger - onsdag inden termin.
Hun undersøgte mig. Mit SF er ret højt, da lillepigen nærmest ligger med sine fødder inde under mine ribben i højre side. Den anden dag var der en voldsom bule ud i den side, som om hun lige skulle strække sig ud og se hvor lang hun kunne blive inde i min mave. Temmeligt ubehageligt især fordi jeg lige havde spist aftensmad. Hun ligger højt i bækkenet, derfor bliver mit mål også så højt. Hun målte det skrå op til højre side fordi hun ligger og strækker livmoderen helt derop – 42 cm, så der er på højde med max-målet med Elias. Det er jeg faktisk lidt overrasket over. Men hun har altså ikke sat sig fast i bækkenet og ligger og danser oppe over det. Så ligesom med Elias, skal jeg lægge mig ned, hvis vandet går. Åhhh kunne det ikke bare være helt normalt at hun lå godt skruet ned i bækkenet. Jeg hader at det minder om de forhold, der var med Elias, fordi han også lå så højt og jeg skulle lægge mig ved vandafgang. Jeg kan slet ikke holde truslen ud om at noget skulle ske, så vi ikke får hende levende med hjem. Lad det nu bare gå stille og roligt og uden dramatik. Har ikke brug for flere udfordringer.
Skal til tjek igen om 2 uger - onsdag inden termin.
tirsdag den 14. februar 2012
Ønsker til Lillepigen
Et par stykker har spurgt, hvad vi ønsker os til Lillepigen og derfor vover jeg det lidt farlige skridt og samler tankerne om hvad vi mangler:
- Rullemadras til juniorseng 70x140
- Madras til barnevogn 90 cm fx denne http://www.babysam.dk/dunlopillobv36x90x5-9901000170698 eller denne http://www.babystar.dk/products/madras-til-barnevogn-90x36-cm-memory-skum
- Bog: Vidunderlige uger af Hetty van de Rijt, Frans Plooij
- Badedragt eller badebukser med blebux str.68
- UV-svømmedragt i str 74
- Sengetøj - juniordyne pige
- Juniordyne med dun god kvalitet
- Fischer price laugh and learn hund
- Skwish rangle, signalfarver
- Rangle lignende denne http://www.babysam.dk/squeakerrangleabenbasile-5414834866773 eller denne http://lirumlarumleg.dk/product/Lilliputiens/Bl%F8d-rangle-koen-Vicky
- Legetøj til badekar - ikke badeand
- Kravletunnel
- Babyalarm - gerne supernova
- 2 stk trappegitre
- Whelly Bug - stor
- Højdemåler f.x wallsticker fra Fermliving Animal tower grøn (450 kr) eller Lilliputiens - Højdemåler Walter (300 kr)
- Tro, håb og kærlighed vedhæng - sølv
- Trip trapstol - gerne brugt
- Bilspejl, så man kan se baby i den bagudvendte autostol
- Sack ‘n’ Seat rejsestol 160 - 200kr f.eks. http://www.mammashop.dk/babystol-brun-sack-n-seat.html
- Regnslag barnevogn
- Sigurds bibelhistorier med dvd
- Hagesmække
- Penge til børneopsparing
- Willow tree figur angels embrace denne http://willowtree.info/product/angels-embrace 150 kr
- Solskygge tíl bilruden
- Ønsker sig ikke tøj - har arvet meget
- Har 1000000 bamser;-)
- Ønsker sig ikke sølvdimser - dåbsrør, æsker
mandag den 13. februar 2012
Et år med liv og død
Så er et år passeret. Det første år med Malou i hjertet, men desværre ikke hos os. Og hvilket år. Jeg tror slet ikke at jeg endnu har forstået dimensionerne af det år. Hvor har der været meget på spil. Med liv og død i en pærevælling.
At blive gravid med ønskebarnet Malou, som vi så længe havde ventet på.
At måtte træffe den forfærdelige og umenneskelige beslutning at hun skulle dø alt alt for tidligt.
At sidde over frokosten og planlægge hendes begravelse, mens hendes kærlige spark endnu mindede om at hun levede i min mave.
At føde hende en smuk og rolig aften – d. 12.2.2011 kl 20.18.
At sidde med hende i timerne efter og betragte hendes lille hjerte langsomt holde op med at slå. Den sidste rest af liv ebbe ud af hende... og af mig. Sådan føltes det... at livet ebbede ud af mig i takt med at hendes hjerte blev svagere og svagere. Hun var født til at dø og jeg følte jeg døde med hende.
At skulle forholde sig til hverdagen, som jo fortsatte ufortrødent og den sprællevende 4 årige som ville os, selvom vi var som døde.
At synge den første godnatsang for min datter over den lille hvide kiste og langsomt sænke den ned i den kolde februarjord.
At kæmpe sig tilbage til livet og til arbejdslivet. At forholde sig til det spirende liv, der voksede i mig.
Endnu engang at skulle ligge på scanningsbriksen – skrækslagen gang på gang.
At ignorere det spirende liv og skubbe tankerne om et levende barn bort
At klare dagen og vejen – et skridt ad gangen uden for meget bundfældelse
At forsøge at overleve månederne med venten og uvished overladt til naturens regeren med liv og død.
At ikke turde håbe, ikke turde tro, ikke turde forvente noget... bare være
At skulle koble sig til livet og håbet og troen og forventningerne
At forholde sig til årsdagene for Malous liv, beslutningen om døden, fødslen og begravelsen, mens lillesøster sparker i maven.
At skulle rumme liv og død på én gang... sorg og håb, smerte og forventninger, angst og tro.
Hvor er det ambivalent at liv og død på sådan en måde er rodet sammen.
Livet i maven giver mod og overskud til at klare smerten og minderne, mens minderne roder ind i forventningerne og forhåbningerne og gør det rigtig rigtig svært at turde håbe og glæde sig.
Jeg må dele mig i denne tid. Finde plads til begge sider. Mindes Malou og min stolthed og smerte. Mindes den helvedestid for 12 måneder siden, hvor hun skulle fødes og dø. Mærke min kærlighed til hende og smerten ved at hun måtte forlade os. Være i at det er så forbandet svært at være mor for min døde datter. Være i at hun er så forbandet savnet og at hun mangler i vores familie, som en lille smilende 8 måneder gammel pige.
Samtidig må jeg forholde mig til min lille sprællende pige i maven. Forholde mig til at hun er på vej ud til os. Forholde mig til at jeg snart skal føde hende. At jeg snart skal give hende livet. Og det håber jeg så inderligt at jeg kan give hende. Hun skal have livet. Jeg vil ikke give flere børn døden. Men jeg må forholde mig til at det var hvad jeg for 12 måneder kunne give. Døden til min lille datter. Det er så uretfærdigt... og så svært at rumme lige nu hvor jeg står på tærsklen til at skulle give endnu en lille pige livet. Hvad kan jeg tro på? Tør jeg overhovedet håbe?
At blive gravid med ønskebarnet Malou, som vi så længe havde ventet på.
At måtte træffe den forfærdelige og umenneskelige beslutning at hun skulle dø alt alt for tidligt.
At sidde over frokosten og planlægge hendes begravelse, mens hendes kærlige spark endnu mindede om at hun levede i min mave.
At føde hende en smuk og rolig aften – d. 12.2.2011 kl 20.18.
At sidde med hende i timerne efter og betragte hendes lille hjerte langsomt holde op med at slå. Den sidste rest af liv ebbe ud af hende... og af mig. Sådan føltes det... at livet ebbede ud af mig i takt med at hendes hjerte blev svagere og svagere. Hun var født til at dø og jeg følte jeg døde med hende.
At skulle forholde sig til hverdagen, som jo fortsatte ufortrødent og den sprællevende 4 årige som ville os, selvom vi var som døde.
At synge den første godnatsang for min datter over den lille hvide kiste og langsomt sænke den ned i den kolde februarjord.
At kæmpe sig tilbage til livet og til arbejdslivet. At forholde sig til det spirende liv, der voksede i mig.
Endnu engang at skulle ligge på scanningsbriksen – skrækslagen gang på gang.
At ignorere det spirende liv og skubbe tankerne om et levende barn bort
At klare dagen og vejen – et skridt ad gangen uden for meget bundfældelse
At forsøge at overleve månederne med venten og uvished overladt til naturens regeren med liv og død.
At ikke turde håbe, ikke turde tro, ikke turde forvente noget... bare være
At skulle koble sig til livet og håbet og troen og forventningerne
At forholde sig til årsdagene for Malous liv, beslutningen om døden, fødslen og begravelsen, mens lillesøster sparker i maven.
At skulle rumme liv og død på én gang... sorg og håb, smerte og forventninger, angst og tro.
Hvor er det ambivalent at liv og død på sådan en måde er rodet sammen.
Livet i maven giver mod og overskud til at klare smerten og minderne, mens minderne roder ind i forventningerne og forhåbningerne og gør det rigtig rigtig svært at turde håbe og glæde sig.
Jeg må dele mig i denne tid. Finde plads til begge sider. Mindes Malou og min stolthed og smerte. Mindes den helvedestid for 12 måneder siden, hvor hun skulle fødes og dø. Mærke min kærlighed til hende og smerten ved at hun måtte forlade os. Være i at det er så forbandet svært at være mor for min døde datter. Være i at hun er så forbandet savnet og at hun mangler i vores familie, som en lille smilende 8 måneder gammel pige.
Samtidig må jeg forholde mig til min lille sprællende pige i maven. Forholde mig til at hun er på vej ud til os. Forholde mig til at jeg snart skal føde hende. At jeg snart skal give hende livet. Og det håber jeg så inderligt at jeg kan give hende. Hun skal have livet. Jeg vil ikke give flere børn døden. Men jeg må forholde mig til at det var hvad jeg for 12 måneder kunne give. Døden til min lille datter. Det er så uretfærdigt... og så svært at rumme lige nu hvor jeg står på tærsklen til at skulle give endnu en lille pige livet. Hvad kan jeg tro på? Tør jeg overhovedet håbe?
Malou 1 år
Vi havde en fin dag igår. Den var som den kunne være... når nu Malou ikke kun være her hos os og fejre sin første fødselsdag.
Jeg lavede fødselsdagsbrunch med flag på bordet til min lille familie. Et vennepar med deres to børn kom forbi til en kop kaffe. De sagde tillykke og havde en fin buket med. Dejligt. Da de var kørt, kørte vi på kirkegården og tændte lys og satte en dekoration. Præsten, der begravede Malou, kom tilfældigt forbi. Jeg har aldrig mødt ham der før. Han gav et knus og vi udvekslede et par ord. Derefter kørte vi skoven og gik en tur. Mest på Elias' præmisser. Han var glad og frejdig som altid og hoppede afsted. Åhh den ubekymrethed ville jeg gerne låne lidt af. Vi spiste sen frokost på vores "stamcafé".
Dagen var ikke fuld af følelser, mere lidt stille eftertænksomhed. Faktisk var dagen, hvor vi besluttede hendes død værre at tænke på. Hendes fødsel var mere afklaret, rolig og smuk... hvis man kan tale sådan om at skulle føde sit døde barn.
Nu er det første år passeret og et nyt år venter. Jeg ser med spænding frem mod det. Hvordan mon år 2 bliver ift år 1. Mon det passer at det første år er det værste? Mon jeg fortsat kan finde forståelse for at min smerte og for mit savn selvom tiden går?
Min mor huskede spontant dagen igår og var som den eneste udover os på kirkegården. Jeg er rigtig taknemmelig for at hun kommer der. Det betyder meget. Det betyder meget for mig at folk tør huske og tør tale om Malou, men jeg havde ikke forventet at andre ville markere dagen. Hendes årsdag er ikke betydningsfuld for andre end os... og min mor. Andre reagerede med en kommentar fordi jeg har annonceret dagen på facebook, men ellers blev hun ikke husket. Det havde jeg heller ikke forventet, så jeg er ikke skuffet...Folks liv går videre og vi render jo heller ikke nødvendigvis og husker hinandens levende børns fødselsdage. Vigtigt er det dog at blive spurgt til Malou og at jeg selv kan tale om hende, når jeg har behovet.
Jeg lavede fødselsdagsbrunch med flag på bordet til min lille familie. Et vennepar med deres to børn kom forbi til en kop kaffe. De sagde tillykke og havde en fin buket med. Dejligt. Da de var kørt, kørte vi på kirkegården og tændte lys og satte en dekoration. Præsten, der begravede Malou, kom tilfældigt forbi. Jeg har aldrig mødt ham der før. Han gav et knus og vi udvekslede et par ord. Derefter kørte vi skoven og gik en tur. Mest på Elias' præmisser. Han var glad og frejdig som altid og hoppede afsted. Åhh den ubekymrethed ville jeg gerne låne lidt af. Vi spiste sen frokost på vores "stamcafé".
Dagen var ikke fuld af følelser, mere lidt stille eftertænksomhed. Faktisk var dagen, hvor vi besluttede hendes død værre at tænke på. Hendes fødsel var mere afklaret, rolig og smuk... hvis man kan tale sådan om at skulle føde sit døde barn.
Nu er det første år passeret og et nyt år venter. Jeg ser med spænding frem mod det. Hvordan mon år 2 bliver ift år 1. Mon det passer at det første år er det værste? Mon jeg fortsat kan finde forståelse for at min smerte og for mit savn selvom tiden går?
Min mor huskede spontant dagen igår og var som den eneste udover os på kirkegården. Jeg er rigtig taknemmelig for at hun kommer der. Det betyder meget. Det betyder meget for mig at folk tør huske og tør tale om Malou, men jeg havde ikke forventet at andre ville markere dagen. Hendes årsdag er ikke betydningsfuld for andre end os... og min mor. Andre reagerede med en kommentar fordi jeg har annonceret dagen på facebook, men ellers blev hun ikke husket. Det havde jeg heller ikke forventet, så jeg er ikke skuffet...Folks liv går videre og vi render jo heller ikke nødvendigvis og husker hinandens levende børns fødselsdage. Vigtigt er det dog at blive spurgt til Malou og at jeg selv kan tale om hende, når jeg har behovet.
fredag den 10. februar 2012
Et år siden vi besluttede at du skulle dø
Jeg tænder lys for dig idag min kæreste skat. Idag er det 1 år siden vi besluttede at du skulle dø. Jeg ved slet ikke hvordan vi blev istand til at træffe den beslutning. Hvor ville jeg ønske at det kunne have været anderledes. Hvor ville jeg ønske at jeg ikke skulle have stået i det valg. For selvfølgelig skulle du have levet. Selvfølgelig skulle jeg have givet dig livet og al min kærlighed i det. Tænk sig at døden var det jeg kunne give dig. det føles stadig uvirkeligt at jeg som mor til dig blev sat i den situation. Hvordan kan jeg vælge min datter fra, når jeg for alt i verden drømmer om at vælge hende til? Jeg måtte træffe beslutningen og jeg gjorde det. Idag for 12 måneder siden. Tro mig min kære, det var og er et valg med kvaler. Det kom ikke nemt til os... Det var en kamp mellem hvad vi skulle gøre og hvad vi drømte om at gøre. Det var så forkert. Der var intet rigtigt valg og det bærer jeg med mig for altid. Jeg kunne intet rigtigt gøre for dig, min blomst.
Jeg ved du har fred. Jeg ved at jeg gjorde det jeg skulle for dig. Men hvor ville jeg gerne kunne have passet på dig. Hvor ville jeg gerne have båret dig tryg og rask hos mig tiden ud og født dig sund og stærk. Hvor ville jeg gerne have haft dig hos os her i vores lille familie. Du er så savnet hos os.
Jeg sender al min kærlighed til himmels til dig. Du er min for altid, kære Malou
Babykys Mor
Jeg ved du har fred. Jeg ved at jeg gjorde det jeg skulle for dig. Men hvor ville jeg gerne kunne have passet på dig. Hvor ville jeg gerne have båret dig tryg og rask hos mig tiden ud og født dig sund og stærk. Hvor ville jeg gerne have haft dig hos os her i vores lille familie. Du er så savnet hos os.
Jeg sender al min kærlighed til himmels til dig. Du er min for altid, kære Malou
Babykys Mor
tirsdag den 7. februar 2012
Fødselstanker
Jeg har besluttet mig for at prøve at samle tankerne om hvad det egentlig er at jeg er så bange for ift den forestående fødsel. Jeg håber at det dermed bliver lidt mere ordnet og overskueligt for mig og at jeg vil kunne tage den enkelte punkter frem og forholde mig til dem, samt få konkret vejledning og støtte ift dem.
Samtidig anbefaler smertefri fødsel at man visualiserer en positiv fødselsoplevelse og at disse tanker f.eks. Med et par korte opsummerende sætninger gentages jævnligt – gerne hver dag – for at opbygge positive forventninger til fødslen. Så dette må være mit ærinde:
Samtidig anbefaler smertefri fødsel at man visualiserer en positiv fødselsoplevelse og at disse tanker f.eks. Med et par korte opsummerende sætninger gentages jævnligt – gerne hver dag – for at opbygge positive forventninger til fødslen. Så dette må være mit ærinde:
Først at acceptere at noget er rigtig rigtig svært og anerkende dette og måske gøre det lidt mindre ved at få "elefanten" beskrevet. Dernæst at søge en anden historie... historien om hvordan jeg drømmer om at fødslen af mit 3. barn kommer til at foregå med alle de glade og forventningsfulde beskrivelser jeg kan drømme om kommer til at præge den...
Angsten for fødslen:
- Jeg er bange for at fødslen trækker i langdrag
- Jeg er bange for ikke at generere ordentlige veer – at jeg modarbejder veerne eller at min krop ikke samarbejder
- Jeg er bange for ikke at kunne samarbejde med min krop og mine veer – at jeg spænder for meget op og ikke kan trække vejret
- Jeg er bange for en fødsel hvor jeg er fastlåst og ikke kan arbejde med veerne med min krop
- Jeg er bange for om mit kejsersnit ar springer op
- Jeg er bange for at moderkagen river sig løs eller går ud af funktion
- Jeg er bange for at lillepigens hjertelyd dykker... og dykker og dykker
- Jeg er bange for at hun ikke får ilt nok under fødslen
- Jeg er bange for om hendes hjerte holder op med at slå
- Jeg er bange for om vi ikke i tide opfatter at hun skal ud
- Jeg er bange for at hun ikke trækker vejret når hun bliver født
- Jeg er bange for at hun ikke siger noget, når hun bliver født – stilheden
- Jeg er bange for om hun viser sig syg efter fødslen
- Jeg er bange for om vi ikke får hende levende med hjem
- Jeg er bange for om jeg igen skal gå fra fødegangen med både tom mave og tomme arme
Forventninger til fødslen
- Jeg drømmer om at kunne føde mit 3. barn
- Jeg drømmer om en helt almindelig fødsel i afgrænset tid, følelse af progression og kontrol over processen – stille og roligt.
- Jeg drømmer om at jeg hjemme kan kontrollere veerne, så jeg er tilpas (3-5 cm?) åben når jeg kommer på hospitalet.
- Jeg drømmer om at kunne samarbejde med min krop
- Jeg drømmer om at kunne trække vejret og slappe af, så min krop får ro til at arbejde
- Jeg drømmer om at jeg kan slappe af og restituere i vepauserne, så jeg kan håndtere veerne
- Jeg drømmer om at kunne overskue forløbet, så jeg kan være i smerterne og se enden af dem
- Jeg drømmer om at kunne presse min datter ud – jeg drømmer om at kunne slappe af og åbne mig op, så jeg samarbejder med min krop.
- Jeg glæder mig til at få hende levende ud
- Jeg drømmer om at datter skriger når hun bliver født
- Jeg drømmer om at få hende op til mig
- Jeg drømmer om hendes åbne øjne, der kigger på mig
- Jeg drømmer om at lægge hende til mit bryst
fredag den 3. februar 2012
En helvedes uge startede for et år siden
Imorgen d. 4. februar er det et år siden vores verden blev vendt rundt. Et år siden vi trådte ind til den scanning, der vendte livet for os. Tænk sig at for et år siden var vi uden viden om hvilken sorg, der ville ramme os. For et år siden var vi lykkelige og naive gravide uvidende om den omvæltning scanningen imorgen ville bringe os. VI blev scannet på Randers af en scanningsjordemoder, men forstod slet ikke alvoren af det som blev sagt. At vores datter havde en misdannelse – hun var væksthæmmet med mulig hjerneskade. Jamen hun var jo bare vores datter... alt det der med misdannelse og alvoren i det kunne vi slet ikke tage ind. I dagene efter indtil vi om mandagen skulle scannes af eksperterne på Skejby kunne vi slet ikke forholde os til realiteterne. René troede at vores lille pige blot kunne få en indsprøjtning med væksthormon, så ville alt være godt igen... og jeg rodede rundt i tanker om vi så overhovedet kunne bo i vores hus med trapper, hvis hun blev født som dværg... til om vi overhovedet skulle have den nye bil, vi havde kig på, hvis hun ikke ville komme til os i live. Det var praktiske tanker... tanker uden refleksion i det store tab, vi reelt stod overfor.
Mandagens scanning – d. 7. februar bekræftede jo kun scanningen om fredagen. Men da overlægen spurgte hvad vi tænkte og hvad vi ville ,græd jeg bare... Jeg kan på ingen måde slå min datter ihjel nu... Det var eneste følelse i mig. Hvordan skulle jeg nogensinde blive i stand til at slå min dattter ihjel? Væksthæmmet eller ej, hun var stadig min datter og det havde hun udelukkende været indtil vi fik de dystre svar på scanningen. Min datter... beder du mig om at beslutte om jeg vil slå hende ihjel?... for guds skyld – Nej det VIL jeg ikke.
Vi planlagde en scanning torsdag d. 10 februar. Det mindste, og det var så lidt, vi kunne give, var et par dage, så hn havde mulighed for at vise sig anderledes. Det føltes så lidt at give hende et par dage til at rette sig, men vi kunne ikke give hende meget mere pga abortgrænsen. Dagene viste sig dog nyttige for os, fordi vi i de dage begyndte at forstå... forstå at vi var sat i den situation at det eneste vi kunne give vores datter i dette liv, var døden. Uendeligt svært at acceptere... og den accept har vi endnu ikke fundet. Al den kærlighed og al det liv vi ønskede at give vores datter, men det eneste vi kunne give hende var døden. Det var ikke det bedste at gøre, som folk forsøgte at overbevise os om. Der var intet godt at gøre for hende... for livet ville ikke være godt at give... men døden var for gud skyld heller ikke god at give... Men det var det eneste, vi kunne give. Der var ingen lykkelig slutning... og det bliver der aldrig... og ingen skal nogensinde bilde os ind, der er nogen lykkelig slutning på det valg. Vores datter skulle have levet og have været sammen med os nu... Det er det eneste, der er rigtigt og det eneste, der giver mening. Alt andet er uden mening, men det var de betingelser vi blev sat med. Vi måtte gøre noget meningsløst og det må vi med tiden finde fred med.
Vi søgte abortnævnet om tilladelse til at føde hende og fik denne efter et par timer. Fredag d. 11. var vi på Randers og få den pille, der skulle modne min livmoder til at føde hende. Lørdag morgen d. 12.2.2011 mødte vi op på fødegangen og kl 20.18 kom den smukkeste lille prinsesse til verden efter en smuk og rolig fødsel. Hun var født til at dø og heldigvis havde vi oplevelsen af at sidde med hende mens hendes hjerte i løbet af godt 1½ time slog sine sidste slag. Min lille pige.. hvor ville jeg ønske at jeg kunne have pustet liv i hende. Men hun skulle dø og vi kunne kun se på. Det var fredeligt, smukt og roligt... og så ufatteligt hårdt. Vi måtte sige farvel... og gik uendeligt tomhjertede derfra søndag morgen. Tom sjæl, tomme arme, tom mave.
Tiden er gået og er nu også fyldt af lillesøsters snarlige kommen. Men kære lille prinsesse, du skulle have været hos os nu, som en lille dejlig pige på 7 måneder. VI savner dig og elsker dig helt op til månen og tilbage igen.
Mandagens scanning – d. 7. februar bekræftede jo kun scanningen om fredagen. Men da overlægen spurgte hvad vi tænkte og hvad vi ville ,græd jeg bare... Jeg kan på ingen måde slå min datter ihjel nu... Det var eneste følelse i mig. Hvordan skulle jeg nogensinde blive i stand til at slå min dattter ihjel? Væksthæmmet eller ej, hun var stadig min datter og det havde hun udelukkende været indtil vi fik de dystre svar på scanningen. Min datter... beder du mig om at beslutte om jeg vil slå hende ihjel?... for guds skyld – Nej det VIL jeg ikke.
Vi planlagde en scanning torsdag d. 10 februar. Det mindste, og det var så lidt, vi kunne give, var et par dage, så hn havde mulighed for at vise sig anderledes. Det føltes så lidt at give hende et par dage til at rette sig, men vi kunne ikke give hende meget mere pga abortgrænsen. Dagene viste sig dog nyttige for os, fordi vi i de dage begyndte at forstå... forstå at vi var sat i den situation at det eneste vi kunne give vores datter i dette liv, var døden. Uendeligt svært at acceptere... og den accept har vi endnu ikke fundet. Al den kærlighed og al det liv vi ønskede at give vores datter, men det eneste vi kunne give hende var døden. Det var ikke det bedste at gøre, som folk forsøgte at overbevise os om. Der var intet godt at gøre for hende... for livet ville ikke være godt at give... men døden var for gud skyld heller ikke god at give... Men det var det eneste, vi kunne give. Der var ingen lykkelig slutning... og det bliver der aldrig... og ingen skal nogensinde bilde os ind, der er nogen lykkelig slutning på det valg. Vores datter skulle have levet og have været sammen med os nu... Det er det eneste, der er rigtigt og det eneste, der giver mening. Alt andet er uden mening, men det var de betingelser vi blev sat med. Vi måtte gøre noget meningsløst og det må vi med tiden finde fred med.
Vi søgte abortnævnet om tilladelse til at føde hende og fik denne efter et par timer. Fredag d. 11. var vi på Randers og få den pille, der skulle modne min livmoder til at føde hende. Lørdag morgen d. 12.2.2011 mødte vi op på fødegangen og kl 20.18 kom den smukkeste lille prinsesse til verden efter en smuk og rolig fødsel. Hun var født til at dø og heldigvis havde vi oplevelsen af at sidde med hende mens hendes hjerte i løbet af godt 1½ time slog sine sidste slag. Min lille pige.. hvor ville jeg ønske at jeg kunne have pustet liv i hende. Men hun skulle dø og vi kunne kun se på. Det var fredeligt, smukt og roligt... og så ufatteligt hårdt. Vi måtte sige farvel... og gik uendeligt tomhjertede derfra søndag morgen. Tom sjæl, tomme arme, tom mave.
Tiden er gået og er nu også fyldt af lillesøsters snarlige kommen. Men kære lille prinsesse, du skulle have været hos os nu, som en lille dejlig pige på 7 måneder. VI savner dig og elsker dig helt op til månen og tilbage igen.
Abonner på:
Opslag (Atom)