Jeg har i ugens løb er særligt her i weekenden taget skridtet til at bygge rede. Jeg har købt 2 reoler til Elias' legetøj, så han kan få det mere væk fra stuen og ind på kontoret og på eget værelse. Vi skal have plads til de 12 pakker Lego han fik til jul og fødselsdag. Har også købt en reol til Lillepigens legetøj til stuen. Indtil videre har Elias dog indtaget den også. Jeg er igang med at lave én ud af 4 vægge klar til Lillepigen på hendes kommende værelse. Værelset bliver brugt som skur, fordi skuret stadig er på vej, så der er retrodet derinde med værktøj og byggematerialer. Det er også gæsteværelse og det vil det blive ved med at være indtil hun skal sove der selv. Men jeg har ryddet én af væggene og er næsten færdig med at male den. Her skal puslebordet stå. Jeg har ledt i alle gemmer efter de hylder, den bordplade og de hyldevanger, vi brugte til Elias' bord og vanger. Hylder, bordplade og kommode til under bordet er fundet, men vanger til hylderne og til bordet er væk, så jeg må vist kapitulere jagten og købe nyt. Vi stilte bord og kommode op igår, så nu ligner det lidt. Jeg sorterede også str. 50-62 tøjet i farver igår og fik det første smidt i vaskemaskinen.
Det føles godt at være på vej. Jeg tænker på psykologens ord til åbent hus sidste torsdag. Sorgens proces skal ses i dynamikken mellem følelser, tanker og adfærd. Jeg tænker at hvis jeg begynder at handle anderledes... tage skridtene med at bygge rede vil mine tanker og forhåbentligt mine følelser ændre sig til at være opbyggende og forventningsfulde i stedet for bange og afventende. Jeg har tiden og overskuddet nu til at deale med det og det er rigtig rigtig godt at give det tiden. Jeg er dog stadig bange. Bliver stadig ramt af en stik, der siger tænk hvis vi ikke får hende med hjem... så står alt det her klar. Men jeg bliver nødt til at satse på at vi får hende med hjem, for jeg kan ikke være i først at gøre det klar, når hun kommer. Jeg kan også tænke at jeg kan bive straffet for at have troet så meget på det at jeg har gjort klar til hende. Det ved jeg godt at jeg ikke bliver – det er irrationelt, men det er nu engang tanker, der dukker op.
I sidste uge var jeg i genbrugs og lede efter noget til fredagens temajulefrokost i Skibet. Jeg faldte over en brun Ticket to Heaven flyverdragt til Elias i str. 116 til 10 kr. og en lilla i str. 86 til 69 kr. Jeg købte dem begge. Hjemme bad jeg René kigge på dem. Hans reaktion var forundrende. Han tog kortvarigt op i dem, mens de lå på gulvet og sagde jahh. Jeg bad ham tage dem op og kigge ordentligt på dem, hvorefter han tog dem op på bordet... Er den lilla, sagde han om den store brune... Er den ikke lidt lille, sagde han om den lille... Hvad for noget sagde jeg, uden at blive klogere. Senere måtte han indrømme at hans reaktion var mærkværdig, fordi han var blevet overrasket over at jeg har købt noget i str. 1½ år, når jeg for en uge siden ikke engang kunne købe en body... Så han kunne simpelthen ikke forstå at jeg havde købt til Lillepigen. Jeg tænkte lidt over det... Hans reaktion sagde mig at det er vigtigt at det ikke kun er mig, der forbereder mig ved at bygge rede. René skal nok også gøre noget særligt denne gang for at forstå og for at koble sig. Så det er nok vigtigt at jeg overlader nogle af opgaverne til ham. Men måske det også er oplagt at han gør meget af slæbearbejdet og ophængsarbejdet.
Et andet tiltag er at jeg før weekenden har tilmeldt mig konceptet Smertefri fødsel. Det er et øveprogram, hvor man indøver en række teknikker for afspænding, åndedræt og visualisering. Jeg skal gerne øve 2x15 min hver dag de næste 6 uger. Jeg håber at det vil hjælpe mig til at finde tryghed og tillid til at turde føde selv. Teknikkerne gør at man bedre kan arbejde med fødslens proces i stedet for imod den, som er så nemt at komme til, når det gør så ondt og hvis man er bange. Jeg forventer ikke en smertefri fødsel, men jeg håber på lidt mere kontrol, så jeg bedre kan være fysisk og psykisk til stede i den store opgave som ligger foran mig. Det er ikke helt billigt (995 kr) for hjemmestudie, men hvis det kan gøre en positiv forskel, synes jeg at det er det værd.
mandag den 23. januar 2012
torsdag den 19. januar 2012
At være forandret som menneske
Sidste torsdag var vi til åbenhus i Landsforeningen i Århus. Temaet var "sorgens udtryk- at være forandret som menneske" og psykolog Bodil Kappelgaard, som selv har mistet en søn for 15 år siden talte. Det var yderst relevant for os og mig. Det bedste til dato i Landsforeningen. Vi var mange, der følte hun lige præcis talte til os, der hvor vi er i vores liv og sorg. Måske det ikke var helt egnet til nyramte, fordi det at være forandret som menneske måske mest i starten viser sig følelsesmæssigt, som en følelse af at være kastet op i luften og spredt ud med vinden. Man kan intet genkende af sig selv. Man føler sig identisk med den identitet at være en mor, der har mistet et barn. Man kan og er ikke andet. Som tiden går finder man ud af at man er andet og at man stadig også er sig selv, men at man på et grundlæggende plan er forandret. Det refleksive perspektiv på det at være forandret bliver først muligt efter tid, fordi man i en lang periode og måske i tilbagevendende perioder ikke kan adskille sig fra at være den, der har mistet. Det er hele ens grundvilkår at man har mistet et barn. Det er også for evigt et grundvilkår at have mistet et barn. Det vil for evigt være en del af min grundtone at have mistet et barn, men måske ikke det hele.
Kappelgaard talte om at en del af sorges proces handler om at give slip. Jeg tror ikke hun sagde, give slip på sit døde barn, men mange blev alligevel ramt af den beskrivelse at man skal give slip. For det føles naturstridigt at skulle give slip på sit barn – om det er dødt eller levende kan det ikke være meningen at man skal give slip på sit barn. Man skal elske det som forældre til det – uanset om man har det hos sig eller ej.
For mig giver det at give slip en anden mening – og den er dobbelt og netop heri opstår mit nuværende store dilemma, som jeg i en konkret sammenhæng jf andre indlæg de sidste uger, forsøger at finde rede i. Jeg oplever at jeg i min sorg proces har oplevet at jeg må give slip på mit hidtige selvbillede. Jeg er ikke den samme som før. Jeg kan ikke det samme og på områder, jeg endnu ikke helt forstår, vil jeg måske heller ikke det samme som før. Jeg har fået en anden sårbarhed i mit liv, som jeg må respektere. Sorgen og dermed angsten er blevet en del af mine grundvilkår og det må jeg acceptere. Angsten vil være min tro følgesvend for altid nu, fordi jeg har oplevet livet vise sig fra sin værste side. Angsten vil dukke op og vise sit sårbare selv mange gange endnu i mit liv. Jeg kan og skal ikke fornægte den, men må tage imod den og deale med den. Dermed må jeg slippe den jeg var før. Det selvbillede jeg havde af mig selv.
Samtidig føler jeg at jeg er nået dertil i min sorgproces at jeg er igang med at slippe den identitet som sørgende mor. Jeg er en sørgende mor, men jeg er også andet og mere end det. Et eller andet sted oplever jeg at skulle forsøge at slippe angsten for at gøre det muligt at få gode oplevelser, der kan give andre erfaringer. Oplevelser, der kan bekræfte et mere positivt selvbillede og gøre det muligt for mig også at kunne noget andet. Udvikle nogle andre mestringsstrategier, der er mere sunde end de angstfyldte og beskyttende mestringsstrategier. Det handler om i det små at turde tænke og handle lidt anderledes for at udfordre angsten og skabe grobund for en fremtid med mere lys og mere håb. Malou ville ikke have ønsket at hendes mor skulle leve i mørke og sorg. Hun ville ønske håb og lys for hendes familie.
Det er det som gør det så dobbelt. Lys og mørke er blandet sammen nu. Sårbarhed og styrke. Angsten og modet. Og i rigtig mange situationer vil jeg komme til at stå i valget, som jeg står i nu. Skal jeg udfordre angsten eller respektere den? Skal jeg forsøge at skabe en anden historie – et andet selvbillede eller skal jeg respektere det selvbillede – det grundvilkår, som nu engang er mit? Skal jeg give mig selv ro eller skal jeg ikke stille mig til tåls med det? Skal jeg kunne andet og mere i mit liv?
Kappelgaard talte om at en del af sorges proces handler om at give slip. Jeg tror ikke hun sagde, give slip på sit døde barn, men mange blev alligevel ramt af den beskrivelse at man skal give slip. For det føles naturstridigt at skulle give slip på sit barn – om det er dødt eller levende kan det ikke være meningen at man skal give slip på sit barn. Man skal elske det som forældre til det – uanset om man har det hos sig eller ej.
For mig giver det at give slip en anden mening – og den er dobbelt og netop heri opstår mit nuværende store dilemma, som jeg i en konkret sammenhæng jf andre indlæg de sidste uger, forsøger at finde rede i. Jeg oplever at jeg i min sorg proces har oplevet at jeg må give slip på mit hidtige selvbillede. Jeg er ikke den samme som før. Jeg kan ikke det samme og på områder, jeg endnu ikke helt forstår, vil jeg måske heller ikke det samme som før. Jeg har fået en anden sårbarhed i mit liv, som jeg må respektere. Sorgen og dermed angsten er blevet en del af mine grundvilkår og det må jeg acceptere. Angsten vil være min tro følgesvend for altid nu, fordi jeg har oplevet livet vise sig fra sin værste side. Angsten vil dukke op og vise sit sårbare selv mange gange endnu i mit liv. Jeg kan og skal ikke fornægte den, men må tage imod den og deale med den. Dermed må jeg slippe den jeg var før. Det selvbillede jeg havde af mig selv.
Samtidig føler jeg at jeg er nået dertil i min sorgproces at jeg er igang med at slippe den identitet som sørgende mor. Jeg er en sørgende mor, men jeg er også andet og mere end det. Et eller andet sted oplever jeg at skulle forsøge at slippe angsten for at gøre det muligt at få gode oplevelser, der kan give andre erfaringer. Oplevelser, der kan bekræfte et mere positivt selvbillede og gøre det muligt for mig også at kunne noget andet. Udvikle nogle andre mestringsstrategier, der er mere sunde end de angstfyldte og beskyttende mestringsstrategier. Det handler om i det små at turde tænke og handle lidt anderledes for at udfordre angsten og skabe grobund for en fremtid med mere lys og mere håb. Malou ville ikke have ønsket at hendes mor skulle leve i mørke og sorg. Hun ville ønske håb og lys for hendes familie.
Det er det som gør det så dobbelt. Lys og mørke er blandet sammen nu. Sårbarhed og styrke. Angsten og modet. Og i rigtig mange situationer vil jeg komme til at stå i valget, som jeg står i nu. Skal jeg udfordre angsten eller respektere den? Skal jeg forsøge at skabe en anden historie – et andet selvbillede eller skal jeg respektere det selvbillede – det grundvilkår, som nu engang er mit? Skal jeg give mig selv ro eller skal jeg ikke stille mig til tåls med det? Skal jeg kunne andet og mere i mit liv?
Update på fødselstanker
René og jeg var til psykolog i tirsdags. Vi rundede flere temaer, men det som fyldte mest for os var den forestående fødsel, jf de sidste ugers indlæg. Jeg fremlagde baggrundshistorien og problematikken for hende. Det første hun gjorde var at inddrage René (Yesss – endelig én med en menneskelig faglighed) og spørge hvad han tænker ift det. Det blev en god snak frem og tilbage, hvor hun gav os sparring på hvorvidt vi skal føde selv eller bede om planlagt kejsersnit. Jeg fremlagde mit grundlæggende dilemma om det er bedst at udfordre angsten eller at respektere den – noget som faktisk grundlæggende fylder lige nu ift min sorgproces og som jeg tror jeg må fabulere lidt mere over i et andet indlæg. Det handler jo om hvad der er bedst for mig – og for os hver især – på den lange bane. Hun spurgte til hvad vi troede ville være bedst for os som par i den proces, vi netop er på vej i. Det havde jeg ikke tænkt på og kunne heller ikke svare på stående fod. Hendes pointe var at en vaginal fødsel er det mest aktive forløb for både mig og René, hvor vi kunne få en oplevelse af at kunne udrette noget stort sammen, hvilket kunne være befordrende for vores fællesskabsfølelse. Vi har erfaringer med os nu, som gør os stærkere i denne fødsel end i de to tidligere fødsler. Erfaringer, som kunne være stærke at få sat i spil igen og som kunne give os noget i vores fremtidige forhold.
Overordnet set mente hun at jeg ville være tro mod mig selv uanset hvilken fødsel jeg gennemgår. Uanset om jeg respekterer angsten eller udfordrer den, vil jeg være tro mod mig selv. Det afgørende, mente hun faktisk, var processen med at besluttte, hvad jeg skulle – ikke selve det at gennemføre beslutningen. Hvor jeg tænkte at det bedste vil være hurtigst muligt at få truffet en beslutning, fordi der så vil komme ro og afklaring, så mente hun faktisk at processen med at beslutte skulle have ro til at lande godt i mig. Jeg skal ikke forhaste en beslutning, men lade den finde plads i mig i løbet af 14 dage eller måske 3 uger. Og at den har mere afgørende beslutning for den sorgbearbejdning og personlige udvikling, som jeg er i færd med. Det var et anderledes perspektiv, men nu et par dage efter føles det ok ikke at skulle beslutte sig hurtigt. En beslutning eller en afklaring er dog på vej...
Vi drømmer begge to om at finde styrken og modet til at føde vores datter selv. Og vi går og tænker på hvilke præmisser, der kan gøre det muligt. En detaljeret fødselsplan, hvor vi beskriver vores ønsker om fødslens max. Længde, tidspunkt, overvågning, omsadling ved bekymring, smertedækning og ikke mindst anerkendelse af vores sårbarhed. De skal vide hvad vi har været igennem – både med Elias og Malou. De skal rose ethvert fremskridt og motivere til at gøre det bedste vi kan. De skal vejlede os, når det bliver svært og hjælpe med at bevare modet, samtidig med at de skal respektere, hvis vi bliver for bange. De skal analysere fødslens fremskridt ærligt og åbent, så vi ikke mistolker og overtolker alt overvågningsudstyret. De skal give os tryghed og mod til at gå et skridt videre.
Jeg tror jeg vil nedskrive alt jeg er bange for – for at de kan tage højde for at berolige mig og hjælpe os til at vi ikke når ud i de situationer og at de kan bakke mig op i mine forsøg på at gøre det så godt jeg kan.
Overordnet set mente hun at jeg ville være tro mod mig selv uanset hvilken fødsel jeg gennemgår. Uanset om jeg respekterer angsten eller udfordrer den, vil jeg være tro mod mig selv. Det afgørende, mente hun faktisk, var processen med at besluttte, hvad jeg skulle – ikke selve det at gennemføre beslutningen. Hvor jeg tænkte at det bedste vil være hurtigst muligt at få truffet en beslutning, fordi der så vil komme ro og afklaring, så mente hun faktisk at processen med at beslutte skulle have ro til at lande godt i mig. Jeg skal ikke forhaste en beslutning, men lade den finde plads i mig i løbet af 14 dage eller måske 3 uger. Og at den har mere afgørende beslutning for den sorgbearbejdning og personlige udvikling, som jeg er i færd med. Det var et anderledes perspektiv, men nu et par dage efter føles det ok ikke at skulle beslutte sig hurtigt. En beslutning eller en afklaring er dog på vej...
Vi drømmer begge to om at finde styrken og modet til at føde vores datter selv. Og vi går og tænker på hvilke præmisser, der kan gøre det muligt. En detaljeret fødselsplan, hvor vi beskriver vores ønsker om fødslens max. Længde, tidspunkt, overvågning, omsadling ved bekymring, smertedækning og ikke mindst anerkendelse af vores sårbarhed. De skal vide hvad vi har været igennem – både med Elias og Malou. De skal rose ethvert fremskridt og motivere til at gøre det bedste vi kan. De skal vejlede os, når det bliver svært og hjælpe med at bevare modet, samtidig med at de skal respektere, hvis vi bliver for bange. De skal analysere fødslens fremskridt ærligt og åbent, så vi ikke mistolker og overtolker alt overvågningsudstyret. De skal give os tryghed og mod til at gå et skridt videre.
Jeg tror jeg vil nedskrive alt jeg er bange for – for at de kan tage højde for at berolige mig og hjælpe os til at vi ikke når ud i de situationer og at de kan bakke mig op i mine forsøg på at gøre det så godt jeg kan.
mandag den 16. januar 2012
Skal jeg udfordre angsten?
Jeg ruger stadig over beslutningen. Hvis bare jeg var bedre til at gå efter én løsning og ikke skulle overveje sådan frem og tilbage. Jeg svinger frem og tilbage mellem de to muligheder. På trods af lægens klare melding om at der ikke er nogen grund til at jeg ikke kan føde vaginalt, så er jeg overbevist om at jeg kan få det som jeg vil have det. Jeg skal bare melde ud. Men det er svært at melde tydeligt ud og det var det som jeg havde håbet at få noget sparring på til fødselssamtalen. Men det var jo tydeligt at lægen ikke kunne sætte sig ind i min/vores psykiske situation. Han forholdte sig til mine fysiske muligheder og det spejlede jo slet ikke hvad der fylder for os. Vi var til åbenthus i Landsforeningen torsdag og oplægsholderen psykolog Bodil Kappelgaard, sagde så klogt, at det er så lidt der skal til, for at man føler sig følt. Og det kunne den læge ikke. Han kunne ikke få os til at føle os følt... og det skabte mere frustration end afklaring. Han matchede os simpelthen ikke. Det betød også at der slet ikke var mulighed for os for at få stillet alle de spørgsmål, der måske kunne afklare valget.
I håb om at få hjælp til den følelsesmæssige del har vi bestilt en tid hos vores psykolog imorgen. Vi har ikke været hos psykologen i 2 måneder, fordi vi aflyste en tid vi havde i december, så hun har heldgivis givet os en dobbelttid, så der er god tid til at vende det som fylder. Jeg vil forsøge at samle mine tanker om de to mulighder inden. Mit mål er med samtalen med psykologen at blive klogere på hvilke skridt, der er vigtigt at tage lige nu, for at få os alle 3 bedst muligt igennem de næste 1½ måned. For René fylder det også en del. Han er igen begyndt at sove lidt uroligt... og det er en vej vi ikke ønsker han skal gå ned af nu hvor han lige har annulleret sin deltidssygemelding.
Mine tanker kredser om mit forhold til min angst. Hvordan skal jeg deale med den?
Skal jeg respektere min angst og bede om et planlagt kejsersnit nogle dage før termin?Et planlagt kejsersnit virker som et langt mere kontrolleret forløb, hvor der er mindre risiko for at noget kan gå galt. Der er selvfølgelig en øget risiko for at barnet får brug for hjælp til at trække vejret og måske en indlæggelse, men efter at jordemoderen på fødegangen i sidste uge fortalte at det ikke er reglen at børn efter kejsersnit har brug for hjælp. Langt de fleste kommer ud og er friske. Og at de forsøger at imitere fødslen ved at gnubbe barnet, når det kommer ud. Jordemoderen mente ikke at det lød som om det var kejsersnittet, der havde påvirket Elias, men i stedet de lange fødsel og den korte navlesnor, som havde stresset ham.
Jeg er ikke nervøs for min fysiske tilstand efter et kejsersnit. Efter kejsersnittet med Elias kom jeg mig hurtigt. Jeg havde selvfølgelig ondt i såret og de første dage kunne jeg ikke vende mig i sengen med Elias, men allerede efter en uge var jeg i færd med rengøring af vores trappeopgang.
En veninde spurgte mig i weekenden om det måske vil være sværere for mig at koble mig til mit barn ved et kejsersnit, fordi jeg så ikke har gjort den intense arbejde gennem fødslen, som forbereder én til at barnet kommer ud. Men at barnet bare bliver taget ud af maven uden at jeg selv har været aktiv. Jeg ved det ikke, men puhh hvor rammer den sætning – at mit barn bare bliver taget ud til mig... Tænk sig hvis jeg kunne slippe for yderlig bekymring, men at mit barn BARE bliver taget ud til mig – frisk og levende og at jeg ikke skal igennem en lang og truende proces. Det lyder som det ideelle – som det jeg vil.
Men på den side er jeg i tvivl om jeg skal udfordre angsten og føde mit barn selv?
Jeg vil gerne kunne føde mit barn selv... der er mange argumenter, som jeg tidligere har skrevet om... give mit barn det bedste, være en stærk kvinde, at gøre det naturlige, at være en god mor... men det vigtigste argument for mig er at udfordre angsten. Ikke at acceptere angsten som et grundvilkår i mit liv, men at udfordre den og forhåbentlig komme igennem med en god oplevelse, der kan bekræfte at jeg er og kan andet end angsten og at livet byder mig grund til andet end det har gjort det sidste år og med oplevelsen af Elias' fødsel. Jeg forestiller mig at det kunne blive betydningsfuldt i min sorgproces, i retableringen af mig selv og i min personlige udvikling. Jeg er et menneske, der gerne il lære – et menneske, der gerne vil udvikle sig – et menneske, der gerne vil udfordre sig og udvikle sig. Men jeg ved bare ikke om det er lige nu og med det her at jeg skal udfordre mig. Jeg er bange... bange... bange... men jeg skal jo ikke lade mig styre af den angst... skal jeg? Det allervigtigste for mig er at jeg ikke skal begrave endnu et barn... så er alt andet ligegyldigt. Så kan jeg være et råddent afstumpet menneske. Bare jeg ikke skal begrave endnu et barn. Men hvad nu hvis jeg kunne komme mere hel og stærk ud efter en god og livsbekræftende fødsel... efter en oplevelse af at jeg kunne og at livet/naturen ville mig det godt? Er det nu jeg skal tage det med?
Vi skal formentlig ikke have flere børn, så hvis jeg skal lære noget andet om mig selv og om livet ift det at give liv til mit barn, så er det nu. Jeg får formentlig ikke chancen igen.
Så det er mit dilemma, som jeg tager med til psykologen imorgen. Skal jeg respektere angsten og gøre det bedste for mig selv på den korte bane? Eller skal jeg udfordre angsten og måske gøre det bedste for mig på den lange bane?
Hvis jeg vælger at føde selv, skal have lagt mig nogle tryghedsaftaler ind i planen. Lægen i Randers sagde at vi kan aftale at fødslen ikke må tage mere en 24 timer før vi foretager kejsersnit. Min egen læge – som jeg var til rutinekontrol hos i torsdags – sagde at det kunne aftales at kejsersnit kunne foretages efter 6 timer, så der var en meget overskuelig tidshorisont. Samtidig kan jeg skrive alle andre behov for aftaler om feks smertedækning ind i aftalen.
Jeg ved at jeg ikke vil gå over termin og jeg vil sættes igang eller have kejsersnit senest på terminsdag. Da termin falder på en fredag, vil jeg ikke vente med at blive sat igang til om mandagen. og ved jeg ikke om jeg vil kunne få kejsersnit i weekenden, hvis jeg ikke har født i løbet af fredag/lørdag. Hvis ikke, vil jeg skulle sættes igang midt på ugen (f.eks. Onsdag d. 29.2. - men ikke føde den dag, vel?), således at jeg kan have født/fået kejsersnit inden weekenden. Disse tanker og spørgsmål må jeg tage med til jordemoderen i fødegangen, når vi forhåbentlig snart bliver afklaret.
I håb om at få hjælp til den følelsesmæssige del har vi bestilt en tid hos vores psykolog imorgen. Vi har ikke været hos psykologen i 2 måneder, fordi vi aflyste en tid vi havde i december, så hun har heldgivis givet os en dobbelttid, så der er god tid til at vende det som fylder. Jeg vil forsøge at samle mine tanker om de to mulighder inden. Mit mål er med samtalen med psykologen at blive klogere på hvilke skridt, der er vigtigt at tage lige nu, for at få os alle 3 bedst muligt igennem de næste 1½ måned. For René fylder det også en del. Han er igen begyndt at sove lidt uroligt... og det er en vej vi ikke ønsker han skal gå ned af nu hvor han lige har annulleret sin deltidssygemelding.
Mine tanker kredser om mit forhold til min angst. Hvordan skal jeg deale med den?
Skal jeg respektere min angst og bede om et planlagt kejsersnit nogle dage før termin?Et planlagt kejsersnit virker som et langt mere kontrolleret forløb, hvor der er mindre risiko for at noget kan gå galt. Der er selvfølgelig en øget risiko for at barnet får brug for hjælp til at trække vejret og måske en indlæggelse, men efter at jordemoderen på fødegangen i sidste uge fortalte at det ikke er reglen at børn efter kejsersnit har brug for hjælp. Langt de fleste kommer ud og er friske. Og at de forsøger at imitere fødslen ved at gnubbe barnet, når det kommer ud. Jordemoderen mente ikke at det lød som om det var kejsersnittet, der havde påvirket Elias, men i stedet de lange fødsel og den korte navlesnor, som havde stresset ham.
Jeg er ikke nervøs for min fysiske tilstand efter et kejsersnit. Efter kejsersnittet med Elias kom jeg mig hurtigt. Jeg havde selvfølgelig ondt i såret og de første dage kunne jeg ikke vende mig i sengen med Elias, men allerede efter en uge var jeg i færd med rengøring af vores trappeopgang.
En veninde spurgte mig i weekenden om det måske vil være sværere for mig at koble mig til mit barn ved et kejsersnit, fordi jeg så ikke har gjort den intense arbejde gennem fødslen, som forbereder én til at barnet kommer ud. Men at barnet bare bliver taget ud af maven uden at jeg selv har været aktiv. Jeg ved det ikke, men puhh hvor rammer den sætning – at mit barn bare bliver taget ud til mig... Tænk sig hvis jeg kunne slippe for yderlig bekymring, men at mit barn BARE bliver taget ud til mig – frisk og levende og at jeg ikke skal igennem en lang og truende proces. Det lyder som det ideelle – som det jeg vil.
Men på den side er jeg i tvivl om jeg skal udfordre angsten og føde mit barn selv?
Jeg vil gerne kunne føde mit barn selv... der er mange argumenter, som jeg tidligere har skrevet om... give mit barn det bedste, være en stærk kvinde, at gøre det naturlige, at være en god mor... men det vigtigste argument for mig er at udfordre angsten. Ikke at acceptere angsten som et grundvilkår i mit liv, men at udfordre den og forhåbentlig komme igennem med en god oplevelse, der kan bekræfte at jeg er og kan andet end angsten og at livet byder mig grund til andet end det har gjort det sidste år og med oplevelsen af Elias' fødsel. Jeg forestiller mig at det kunne blive betydningsfuldt i min sorgproces, i retableringen af mig selv og i min personlige udvikling. Jeg er et menneske, der gerne il lære – et menneske, der gerne vil udvikle sig – et menneske, der gerne vil udfordre sig og udvikle sig. Men jeg ved bare ikke om det er lige nu og med det her at jeg skal udfordre mig. Jeg er bange... bange... bange... men jeg skal jo ikke lade mig styre af den angst... skal jeg? Det allervigtigste for mig er at jeg ikke skal begrave endnu et barn... så er alt andet ligegyldigt. Så kan jeg være et råddent afstumpet menneske. Bare jeg ikke skal begrave endnu et barn. Men hvad nu hvis jeg kunne komme mere hel og stærk ud efter en god og livsbekræftende fødsel... efter en oplevelse af at jeg kunne og at livet/naturen ville mig det godt? Er det nu jeg skal tage det med?
Vi skal formentlig ikke have flere børn, så hvis jeg skal lære noget andet om mig selv og om livet ift det at give liv til mit barn, så er det nu. Jeg får formentlig ikke chancen igen.
Så det er mit dilemma, som jeg tager med til psykologen imorgen. Skal jeg respektere angsten og gøre det bedste for mig selv på den korte bane? Eller skal jeg udfordre angsten og måske gøre det bedste for mig på den lange bane?
Hvis jeg vælger at føde selv, skal have lagt mig nogle tryghedsaftaler ind i planen. Lægen i Randers sagde at vi kan aftale at fødslen ikke må tage mere en 24 timer før vi foretager kejsersnit. Min egen læge – som jeg var til rutinekontrol hos i torsdags – sagde at det kunne aftales at kejsersnit kunne foretages efter 6 timer, så der var en meget overskuelig tidshorisont. Samtidig kan jeg skrive alle andre behov for aftaler om feks smertedækning ind i aftalen.
Jeg ved at jeg ikke vil gå over termin og jeg vil sættes igang eller have kejsersnit senest på terminsdag. Da termin falder på en fredag, vil jeg ikke vente med at blive sat igang til om mandagen. og ved jeg ikke om jeg vil kunne få kejsersnit i weekenden, hvis jeg ikke har født i løbet af fredag/lørdag. Hvis ikke, vil jeg skulle sættes igang midt på ugen (f.eks. Onsdag d. 29.2. - men ikke føde den dag, vel?), således at jeg kan have født/fået kejsersnit inden weekenden. Disse tanker og spørgsmål må jeg tage med til jordemoderen i fødegangen, når vi forhåbentlig snart bliver afklaret.
tirsdag den 10. januar 2012
Besøg på fødegang og fødselssamtale igår
Jeg står tilbage med en blandet oplevelse af igår. Noget godt og noget træls. Vi startede med at gå op på fødegangen på Randers sygehus. Det var her vi fødte Malou for 11 måneder siden og vi har ikke været der siden. Den jordemoder jeg var til i uge 16 bad os overveje om det overhovedet er Randers vi skal føde på, fordi det kan være svært at skulle føde sit næste barn, der hvor man har født sit døde/døende barn. Så besøgets formål var at vurdere, hvordan det var at være der igen – om stedet var knuget af dårlige minder, så det vil blive umuligt at mobilisere den styrke at føde mit barn og knytte mig til det efterfølgende. Vi havde dog begge en fornemmelse af at minderne ikke lå bundet til Randers. Det var ikke der vi mistede Malou. Det var der vi fødte hende og så hende for første og sidste gang. Det var der vi holdte hende mens den sidste rest liv ebbede ud af hende. Det var jo forfærdeligt, men det var også smukt. Vi var også fyldte af stolthed over at have født så smuk en pige – over at hun er vores. Det er selvfølgelig også stedet, hvor vi måtte gå fra uden vores barn og det var det første som slog mig, da vi stod i forgangen. Sidst jeg gik her var mine arme tomme, min mave hul og min hjerte revet over.
Vi henvendte os ved sekretæren og blev modtaget af afdelingsjordemoderen, som ledte os ind på en tom stue. Den stue, hvor vi fødte Malou, var optaget, så den fik vi ikke mulighed for at gense. Vi kunne gensidigt genkende hinanden, da jordemoderen var hende, der hjalp os, da jeg skulle sluge pillen, der skulle modne livmoderen dagen inden Malous fødsel.
Det var en fin oplevelse at være der. Vi sad på en fødestue og snakkede med hende i en halv times tid. Det var service, for det havde jeg ikke forventet. Vi snakkede fødsel – Elias', Malous og den forestående... og det var rigtig godt. Hun mødte os og anerkendte vores følelser – vores angst og behov for tryghed. Men det var ikke hende vi skulle have fødselssamtalen med, så jeg stillede ikke alle de spørgsmål, jeg havde – for lige om lidt skulle vi jo ned til en læge og snakke. Det fortrød jeg at jeg ikke havde gjort, for lægesamtalen gik slet slet ikke, som vi kunne håbe.
Vi blev kaldt ind til samtalen af en sygeplejerske, der præsenterede sig. To mænd sad ved et bord. De gav hånd men præsenterede sig ikke. Den ene havde et skilt på, så jeg kunne se at han var overlæge. Jeg fandt aldrig ud af hvem den anden var. Lægen tog ordet og sagde at han ikke kendte til hele vores historie, hvilket det alligevel fremgik at han gjorde. Han huskede mange deltaljer. Han undrede sig over hvorfor vi bliver fulgt med scanninger i Skejby, for det var der da ingen grund til. Dette "det er der da ingen grund til" gennemsyrede hele samtalen. En samtale er måske så meget sagt, for René og jeg snakkede om følelser og han svarede med synspunkter. To sprog som slet slet ikke matchede og som til sidst fik mig helt ud i tovene og drev mig hylende derfra. Det er ikke fordi han modsagde os eller at vi ikke kan få det som vi ønsker det. Han matchede os bare overhovedet ikke og jeg følte mig slet ikke forstået eller mødt. Han vurderede fysiske betingelser og faktuelle forhold og forstod slet ikke at rumme den følelsesmæssige del. Han levede fuldstændigt op til stereotypen på læger. Dem som slet slet ikke kan forholde sig til de mennesker, der sidder overfor dem og de følelsesmæssige udfordringer deres fysiske tilstand kan give dem.
I følge hans udsagn er der ingen grund til at jeg ikke kan føde selv. INGEN GRUND? Jeg kan se en helt åbenlys grund – jeg tør ikke føde mit barn selv. Jeg er bange – dødhamrende bange – bange for at jeg ikke kan – bange for at min krop ikke vil – bange for at mit barn skal dø. Som René sagde: vi har begravet et barn og vi vil ikke begrave ét til. Vi skal bare have vores barn levende og levedygtig med hjem. Lægens argument: Der er ingen grund til at I ikke skal have jeres barn emd hjem. Jeres barn er rask og BØRN DØR IKKE UNDER FØDSLER, for vi holder så godt øje med dem. Hm... Hvem vil han narre med den påstand, når jeg ved den ikke er sand. Nåh børn dør ikke under fødsler... så er jeg tryg. Så tør jeg godt føde mit barn... eller?
Han mente for iøvrigt ikke at vi havde været tæt på også at miste Elias, for det er apgarscore efter 5 min, der skal tages i betragtning, og der lå hans på 7. Men igen anerkender han ikke følelserne. Elias responderede på hjælpen, hvis ikke han havde gjort det, havde hans apgar ikke været 7.
En samtalesentens lød... "Jeg vil gerne føde mit barn, men jeg ved ikke om jeg tør..." Lægen svarede: "jeg har ikke flere argumenter at fremføre. Jeg har fremlagt alt, hvad der er at sige". Jeg sagde: "Jeg tror ikke argumenter hjælper på følelser" Et billede på de to sprog. Han forstod ikke. Han lyttede ikke. Han kunne ikke. Han havde bestemt at min krop sagtens kan føde et barn, så det skulle jeg selvfølgelig. Og det fik vi med. Hans faglige lægelige vurdering og anerkendelse af Malous fødsel som en rigtig fødsel. En fødsel, hvor min livmoder reagerede ligesom den skulle og derfor viste at den kan gøre det igen. Og derfor er der ingen grund til ikke at gå efter det. Som han sagde kan vi altid sadle om og lave et kejsersnit og han henviste til at fødslen ikke bør tage mere end 24 timer og slet ikke 3. gang. Og at jeg faktisk ikke var smertedækket andet end i 20 minutter under fødslen af Malou, men at jegda godt kunne blive tilbudt smertedækning, men det troede han nu ikke nødvendigt.
Mht igangsætning var det en hel anden sag, som han ikke ville anbefale. Der var ingen grund til at være bekymret for at gå over termin. Det synspunkt var så langt henne i samtalen at han havde mistet mig. Jeg sad og græd og René havde overtaget. Jeg havde opgivet og det havde lægen også. Heldigvis var vi usagt enige om at stoppe mødet. Lægen sagde at vi kunne ringe, når vi vidste hvad vi ville og at vi ellers måtte få en tid til termin, når nu jeg ikke ville gå over. Så til marts skal jeg ind igen, hvis vi ikke har ringet inden.
Så jeg gik derfra uden en plan. Uden at være hørt og uden svar på mine spørgsmål. Den læge skal vi bare ikke snakke med igen. Vi har besluttet at lave planen selv. Måske vende vores angst og vores forhold til de forskelllige handlemuligheder med vores psykolog. Og så i løbet af en måned ringe til fødegangen og bede om en snak med den søde forstående jordemoder for at vende den plan vi har lagt og få den skrevet ind i min journal. Det giver ikke mening af bruge mere tid på den læge og vi har heller ikke tillid til de to andre overlæger, vi har mødt på Randers.
Så nu må vi den næste tid finde rundt i den svære beslutning... planlagt kejsersnit, igangsættelse eller vente på naturlig fødsel....
Vi henvendte os ved sekretæren og blev modtaget af afdelingsjordemoderen, som ledte os ind på en tom stue. Den stue, hvor vi fødte Malou, var optaget, så den fik vi ikke mulighed for at gense. Vi kunne gensidigt genkende hinanden, da jordemoderen var hende, der hjalp os, da jeg skulle sluge pillen, der skulle modne livmoderen dagen inden Malous fødsel.
Det var en fin oplevelse at være der. Vi sad på en fødestue og snakkede med hende i en halv times tid. Det var service, for det havde jeg ikke forventet. Vi snakkede fødsel – Elias', Malous og den forestående... og det var rigtig godt. Hun mødte os og anerkendte vores følelser – vores angst og behov for tryghed. Men det var ikke hende vi skulle have fødselssamtalen med, så jeg stillede ikke alle de spørgsmål, jeg havde – for lige om lidt skulle vi jo ned til en læge og snakke. Det fortrød jeg at jeg ikke havde gjort, for lægesamtalen gik slet slet ikke, som vi kunne håbe.
Vi blev kaldt ind til samtalen af en sygeplejerske, der præsenterede sig. To mænd sad ved et bord. De gav hånd men præsenterede sig ikke. Den ene havde et skilt på, så jeg kunne se at han var overlæge. Jeg fandt aldrig ud af hvem den anden var. Lægen tog ordet og sagde at han ikke kendte til hele vores historie, hvilket det alligevel fremgik at han gjorde. Han huskede mange deltaljer. Han undrede sig over hvorfor vi bliver fulgt med scanninger i Skejby, for det var der da ingen grund til. Dette "det er der da ingen grund til" gennemsyrede hele samtalen. En samtale er måske så meget sagt, for René og jeg snakkede om følelser og han svarede med synspunkter. To sprog som slet slet ikke matchede og som til sidst fik mig helt ud i tovene og drev mig hylende derfra. Det er ikke fordi han modsagde os eller at vi ikke kan få det som vi ønsker det. Han matchede os bare overhovedet ikke og jeg følte mig slet ikke forstået eller mødt. Han vurderede fysiske betingelser og faktuelle forhold og forstod slet ikke at rumme den følelsesmæssige del. Han levede fuldstændigt op til stereotypen på læger. Dem som slet slet ikke kan forholde sig til de mennesker, der sidder overfor dem og de følelsesmæssige udfordringer deres fysiske tilstand kan give dem.
I følge hans udsagn er der ingen grund til at jeg ikke kan føde selv. INGEN GRUND? Jeg kan se en helt åbenlys grund – jeg tør ikke føde mit barn selv. Jeg er bange – dødhamrende bange – bange for at jeg ikke kan – bange for at min krop ikke vil – bange for at mit barn skal dø. Som René sagde: vi har begravet et barn og vi vil ikke begrave ét til. Vi skal bare have vores barn levende og levedygtig med hjem. Lægens argument: Der er ingen grund til at I ikke skal have jeres barn emd hjem. Jeres barn er rask og BØRN DØR IKKE UNDER FØDSLER, for vi holder så godt øje med dem. Hm... Hvem vil han narre med den påstand, når jeg ved den ikke er sand. Nåh børn dør ikke under fødsler... så er jeg tryg. Så tør jeg godt føde mit barn... eller?
Han mente for iøvrigt ikke at vi havde været tæt på også at miste Elias, for det er apgarscore efter 5 min, der skal tages i betragtning, og der lå hans på 7. Men igen anerkender han ikke følelserne. Elias responderede på hjælpen, hvis ikke han havde gjort det, havde hans apgar ikke været 7.
En samtalesentens lød... "Jeg vil gerne føde mit barn, men jeg ved ikke om jeg tør..." Lægen svarede: "jeg har ikke flere argumenter at fremføre. Jeg har fremlagt alt, hvad der er at sige". Jeg sagde: "Jeg tror ikke argumenter hjælper på følelser" Et billede på de to sprog. Han forstod ikke. Han lyttede ikke. Han kunne ikke. Han havde bestemt at min krop sagtens kan føde et barn, så det skulle jeg selvfølgelig. Og det fik vi med. Hans faglige lægelige vurdering og anerkendelse af Malous fødsel som en rigtig fødsel. En fødsel, hvor min livmoder reagerede ligesom den skulle og derfor viste at den kan gøre det igen. Og derfor er der ingen grund til ikke at gå efter det. Som han sagde kan vi altid sadle om og lave et kejsersnit og han henviste til at fødslen ikke bør tage mere end 24 timer og slet ikke 3. gang. Og at jeg faktisk ikke var smertedækket andet end i 20 minutter under fødslen af Malou, men at jegda godt kunne blive tilbudt smertedækning, men det troede han nu ikke nødvendigt.
Mht igangsætning var det en hel anden sag, som han ikke ville anbefale. Der var ingen grund til at være bekymret for at gå over termin. Det synspunkt var så langt henne i samtalen at han havde mistet mig. Jeg sad og græd og René havde overtaget. Jeg havde opgivet og det havde lægen også. Heldigvis var vi usagt enige om at stoppe mødet. Lægen sagde at vi kunne ringe, når vi vidste hvad vi ville og at vi ellers måtte få en tid til termin, når nu jeg ikke ville gå over. Så til marts skal jeg ind igen, hvis vi ikke har ringet inden.
Så jeg gik derfra uden en plan. Uden at være hørt og uden svar på mine spørgsmål. Den læge skal vi bare ikke snakke med igen. Vi har besluttet at lave planen selv. Måske vende vores angst og vores forhold til de forskelllige handlemuligheder med vores psykolog. Og så i løbet af en måned ringe til fødegangen og bede om en snak med den søde forstående jordemoder for at vende den plan vi har lagt og få den skrevet ind i min journal. Det giver ikke mening af bruge mere tid på den læge og vi har heller ikke tillid til de to andre overlæger, vi har mødt på Randers.
Så nu må vi den næste tid finde rundt i den svære beslutning... planlagt kejsersnit, igangsættelse eller vente på naturlig fødsel....
mandag den 9. januar 2012
Fødselssamtale imorgen
Imorgen skal vi til samtale med en overlæge på Randers sygehus, hvor vi skal lægge en plan for fødslen af vores lille pige. I den forbindelse vil jeg forsøge at samle min tanker om hvad jeg tænker og forestiller mig om den forestående fødsel.
Denne samtale var også planlagt under graviditeten med Malou, da Elias blev født ved akut kejsersnit efter en langstrakt fødsel, hvor hans hjertelyd blev ved med at falde. Pga manglende progression og at han reagerede negativt på alle tiltag, der blev iværksat for at skabe presseveer, måtte han ud. Han kom ud slap og blå med en apgarscore på 2. Ikke meget liv i ham. Heldigvis blev han hurtigt og effektivt reddet af lægerne og manglede kun ilt i kort tid. Han var stresset og blev indlagt på neonatal, mens jeg var lå og tudede på opvågningen. Heldigvis kom han sig hurtigt og havde det heldigvis bedst hos sin mor, så vi fik ham med på barselsgangen efter 14 timer på neonatal. Det var selvfølgelig noget af en forskrækkelse, men vi forstod den gang ikke hvor tæt vi havde været på også at miste ham. Det er blevet tydeligt for os efter vi mistede Malou, fordi vi nu har mødt andre historier, som lignede vores, men som desværre endte med at deres børn ikke blev genoplivet, eller at de blev genoplivet, men for sent, fordi de var blevet skadet af at have været for længe uden ilt.
Samtidig var den langstrakte fødselsoplevelse (52 timer) ikke en positiv oplevelse for mig. Jeg følte mig elendig til at føde og det fik jordemoderen på smukkeste vis bekræftet mig i. Hun var en dame tæt på pension og gav tydeligvis udtryk for at mange unge kvinder nu til dags var nogle skvat til at føde. Måske hun havde ret... at jeg arbejdede imod veerne og var med til at gøre dem korte, hyppige og ineffektive, men hendes facon med at pille mig ned, støttede mig ikke just til at gøre det bedre. Så min tillid til at jeg er en kvinde, der kan føde, fik sig et gevaldigt knæk. Jeg fik aldrig fortalt om de følelser til jordemoderen. Da hun næste eftermiddag kom forbi barselsgangen, havde vi lige fået Elias over fra neonatal. Vi lå og tog en lur, mens René var et smut hjemme. Da hun kom ind og vækkede os begge ved at tænde lyset, for jeg op med et sæt og Elias begyndte at græde. Jordemoderen spurgte ind til fødslen, men havde mest fokus på at Elias var et skvat, fordi han var blevet forskrækket og græd, bare fordi han var blevet vækket. Jeg var chokeret og skulle bare have den kvinde ud af stuen igen, så jeg kunne være der igen for Elias.
Jeg overvejede i tiden efter at søge noget hjælp til at få bearbejdet den fødselsoplevelse, men fik aldrig taget kontakt til Skejby for at tale oplevelsen igennem. Så tiden gik og følelsen af at være en dårlig føder, slap sit tag. Det fyldte heller ikke under graviditeten med Malou, men jeg tænkte alligevel at det var en god og passende service at sygehuset automatisk indkalder til en lægesamtale, når man har haft et akut kejsersnit. Vi nåede dog ikke samtalen, da den lå efterfølgende den skæbnesvangre misdannelsesscanning, hvor Malou blev taget fra os.
Malous fødsel på den anden side forløb faktisk som en smuk og rolig oplevelse, selvom det var så forkert, så forkert med den tragiske baggrund og det forfærdelige at hun skulle fødes for at dø. Men det gik som det skulle. Jordemoderen var rolig og bakkede mig op. Jeg følte jeg gjorde, det som skulle til og at jeg lykkedes som fødende kvinde, hvis man ellers kan tale om det, når man skal føde så lille et barn, som blot skal dø.
Og nu står vi her altså igen – denne gang med to – meget forskellige fødselsoplevelser med hver deres udfald – i bagagen. Den langstrakte og til sidst akutte og traumatiske fødselsoplevelse med Elias, som heldigvis endte lykkeligt med et levende og gennemsundt barn og den rolige og smukke fødsel af Malou, som endte tragisk og fatalt. What to do????
Jeg tror at hvis jeg skal følge mit hjerte – eller måske min angst – så skal jeg have et planlagt kejsersnit. Men hold da op, hvor vil jeg gerne være en kvinde, der kan føde et barn selv. Jeg bør kunne. Jeg vil gerne kunne. Men jeg ved ikke om jeg tør. Det er formentligt det bedste for mit barn og min krop at blive født naturligt. Endnu mere, hvis jeg kan have tålmodighed til at kroppen selv går igang. Så kroppen føder mit barn, når den er klar. Men det tror jeg ikke jeg tør stole på at den kan og at den vil. Måske jeg har mistet tilliden til at naturen vil mig noget godt. At jeg kan stole på at naturens gang bringer mig det bedste. Jeg har på ingen måde lyst til at gå over tid. Jeg er så bange for alle historierne om at moderkagen går ud af funktion. Jeg tør ikke løbe den risiko.
Med Elias gik jeg 9 dage over tid og jeg har mistanke om at jeg kun gik i fødsel, fordi jeg havde besøgt en zoneterapeut og fået en igangsættelsesbehandling. Elias kunne ikke fødes naturligt. Hans navlestreng viste sig at være alt for kort. Derfor kom han aldrig helt ned i bækkenet og presse, så jeg kunne få presseveer og derfor blev han presset hver gang jeg bevægede mig eller havde veer. Jeg måtte ligge helt stille på venstre side i mange timer, hvor de forsøgte sig med vedrop, som han selvfølgelig reagerede på. Min teori er at han ikke kunne fødes naturligt og at det faktum var skyld i at jeg gik over tid, og at jeg ikke udviklede ordentlige veer.
Så jeg ved at jeg ikke vil gå over tid, så det jeg tænker er at skal jeg føde naturligt, skal jeg sættes igang i løbet af de sidste par uger. Det kan betyde et langstrakt forløb. Det har jeg selvfølgelig erfaring med fra Elias og det kan jeg godt klare igen. Hvad jeg dog ikke synes om, er at jeg eftersigende igen skal være liggende, fordi babys hjerterytme pga det tidligere kejsersnit skal følges. Det synes jeg ikke om. Jeg følte mig ret handlingslammet sidste gang, fordi jeg bare kunne ligge der og ingenting gøre for at bevæge mig med veerne – og badekar er også udelukket.
Det er en romantisk drøm at føde selv. Det er kvindeligt. Det er rigtigt. Det er smukt. Og det er det bedste for barnet – som regel – at blive presset ned gennem fødekanalan. Ved et kejsersnit har flere børn behov for hjælp til at trække vejret og flere børn må indlægges på neonatal. Og jeg skal være indlagt nogle dage og kan ikke komme hjem med mit barn til min familie. Ved kejsersnit føler jeg ikke at jeg giver mit barn det bedste, jeg kan. Det er som om jeg giver op for let. Som om jeg er en kylling, der kun tænker på mig selv og ikke hvad der er bedst for mit barn. Det kan jo ikke gøres om;-) og jeg skal for altid leve med at være en kvinde, der ikke turde føde sit barn. Jeg får ikke vendt den dårlige oplevelse til at jeg er en kvinde, der kan føde børn. Jeg ved at jeg fødte Malou, men jeg synes ikke det tæller med, fordi hun var så lille og der ikke var et barn, der skulle overleve og tages hensyn til.
Jeg ved at andre ikke vil synes at jeg er en dårlig mor, hvis jeg vælger kejsersnit. Men hvor ville jeg ønske at jeg havde modet til at føde selv. At jeg kunne mobilisere styrken. Og jeg skal også leve med risikoen for at mit barn ikke er frisk efter kejsersnittet. At det skal have hjælp... og hvad nu hvis det ikke kan hjælpes... hvis vi kommer til at stå med en gentagelse af Elias' historie, men at hun ikke responderer på hjælpen? Puh ha hvor er det en tung beslutning. Jeg vil jo bare have hende levende og rask ud til os og komme bedst muligt igennem oplevelsen.
Denne samtale var også planlagt under graviditeten med Malou, da Elias blev født ved akut kejsersnit efter en langstrakt fødsel, hvor hans hjertelyd blev ved med at falde. Pga manglende progression og at han reagerede negativt på alle tiltag, der blev iværksat for at skabe presseveer, måtte han ud. Han kom ud slap og blå med en apgarscore på 2. Ikke meget liv i ham. Heldigvis blev han hurtigt og effektivt reddet af lægerne og manglede kun ilt i kort tid. Han var stresset og blev indlagt på neonatal, mens jeg var lå og tudede på opvågningen. Heldigvis kom han sig hurtigt og havde det heldigvis bedst hos sin mor, så vi fik ham med på barselsgangen efter 14 timer på neonatal. Det var selvfølgelig noget af en forskrækkelse, men vi forstod den gang ikke hvor tæt vi havde været på også at miste ham. Det er blevet tydeligt for os efter vi mistede Malou, fordi vi nu har mødt andre historier, som lignede vores, men som desværre endte med at deres børn ikke blev genoplivet, eller at de blev genoplivet, men for sent, fordi de var blevet skadet af at have været for længe uden ilt.
Samtidig var den langstrakte fødselsoplevelse (52 timer) ikke en positiv oplevelse for mig. Jeg følte mig elendig til at føde og det fik jordemoderen på smukkeste vis bekræftet mig i. Hun var en dame tæt på pension og gav tydeligvis udtryk for at mange unge kvinder nu til dags var nogle skvat til at føde. Måske hun havde ret... at jeg arbejdede imod veerne og var med til at gøre dem korte, hyppige og ineffektive, men hendes facon med at pille mig ned, støttede mig ikke just til at gøre det bedre. Så min tillid til at jeg er en kvinde, der kan føde, fik sig et gevaldigt knæk. Jeg fik aldrig fortalt om de følelser til jordemoderen. Da hun næste eftermiddag kom forbi barselsgangen, havde vi lige fået Elias over fra neonatal. Vi lå og tog en lur, mens René var et smut hjemme. Da hun kom ind og vækkede os begge ved at tænde lyset, for jeg op med et sæt og Elias begyndte at græde. Jordemoderen spurgte ind til fødslen, men havde mest fokus på at Elias var et skvat, fordi han var blevet forskrækket og græd, bare fordi han var blevet vækket. Jeg var chokeret og skulle bare have den kvinde ud af stuen igen, så jeg kunne være der igen for Elias.
Jeg overvejede i tiden efter at søge noget hjælp til at få bearbejdet den fødselsoplevelse, men fik aldrig taget kontakt til Skejby for at tale oplevelsen igennem. Så tiden gik og følelsen af at være en dårlig føder, slap sit tag. Det fyldte heller ikke under graviditeten med Malou, men jeg tænkte alligevel at det var en god og passende service at sygehuset automatisk indkalder til en lægesamtale, når man har haft et akut kejsersnit. Vi nåede dog ikke samtalen, da den lå efterfølgende den skæbnesvangre misdannelsesscanning, hvor Malou blev taget fra os.
Malous fødsel på den anden side forløb faktisk som en smuk og rolig oplevelse, selvom det var så forkert, så forkert med den tragiske baggrund og det forfærdelige at hun skulle fødes for at dø. Men det gik som det skulle. Jordemoderen var rolig og bakkede mig op. Jeg følte jeg gjorde, det som skulle til og at jeg lykkedes som fødende kvinde, hvis man ellers kan tale om det, når man skal føde så lille et barn, som blot skal dø.
Og nu står vi her altså igen – denne gang med to – meget forskellige fødselsoplevelser med hver deres udfald – i bagagen. Den langstrakte og til sidst akutte og traumatiske fødselsoplevelse med Elias, som heldigvis endte lykkeligt med et levende og gennemsundt barn og den rolige og smukke fødsel af Malou, som endte tragisk og fatalt. What to do????
Jeg tror at hvis jeg skal følge mit hjerte – eller måske min angst – så skal jeg have et planlagt kejsersnit. Men hold da op, hvor vil jeg gerne være en kvinde, der kan føde et barn selv. Jeg bør kunne. Jeg vil gerne kunne. Men jeg ved ikke om jeg tør. Det er formentligt det bedste for mit barn og min krop at blive født naturligt. Endnu mere, hvis jeg kan have tålmodighed til at kroppen selv går igang. Så kroppen føder mit barn, når den er klar. Men det tror jeg ikke jeg tør stole på at den kan og at den vil. Måske jeg har mistet tilliden til at naturen vil mig noget godt. At jeg kan stole på at naturens gang bringer mig det bedste. Jeg har på ingen måde lyst til at gå over tid. Jeg er så bange for alle historierne om at moderkagen går ud af funktion. Jeg tør ikke løbe den risiko.
Med Elias gik jeg 9 dage over tid og jeg har mistanke om at jeg kun gik i fødsel, fordi jeg havde besøgt en zoneterapeut og fået en igangsættelsesbehandling. Elias kunne ikke fødes naturligt. Hans navlestreng viste sig at være alt for kort. Derfor kom han aldrig helt ned i bækkenet og presse, så jeg kunne få presseveer og derfor blev han presset hver gang jeg bevægede mig eller havde veer. Jeg måtte ligge helt stille på venstre side i mange timer, hvor de forsøgte sig med vedrop, som han selvfølgelig reagerede på. Min teori er at han ikke kunne fødes naturligt og at det faktum var skyld i at jeg gik over tid, og at jeg ikke udviklede ordentlige veer.
Så jeg ved at jeg ikke vil gå over tid, så det jeg tænker er at skal jeg føde naturligt, skal jeg sættes igang i løbet af de sidste par uger. Det kan betyde et langstrakt forløb. Det har jeg selvfølgelig erfaring med fra Elias og det kan jeg godt klare igen. Hvad jeg dog ikke synes om, er at jeg eftersigende igen skal være liggende, fordi babys hjerterytme pga det tidligere kejsersnit skal følges. Det synes jeg ikke om. Jeg følte mig ret handlingslammet sidste gang, fordi jeg bare kunne ligge der og ingenting gøre for at bevæge mig med veerne – og badekar er også udelukket.
Det er en romantisk drøm at føde selv. Det er kvindeligt. Det er rigtigt. Det er smukt. Og det er det bedste for barnet – som regel – at blive presset ned gennem fødekanalan. Ved et kejsersnit har flere børn behov for hjælp til at trække vejret og flere børn må indlægges på neonatal. Og jeg skal være indlagt nogle dage og kan ikke komme hjem med mit barn til min familie. Ved kejsersnit føler jeg ikke at jeg giver mit barn det bedste, jeg kan. Det er som om jeg giver op for let. Som om jeg er en kylling, der kun tænker på mig selv og ikke hvad der er bedst for mit barn. Det kan jo ikke gøres om;-) og jeg skal for altid leve med at være en kvinde, der ikke turde føde sit barn. Jeg får ikke vendt den dårlige oplevelse til at jeg er en kvinde, der kan føde børn. Jeg ved at jeg fødte Malou, men jeg synes ikke det tæller med, fordi hun var så lille og der ikke var et barn, der skulle overleve og tages hensyn til.
Jeg ved at andre ikke vil synes at jeg er en dårlig mor, hvis jeg vælger kejsersnit. Men hvor ville jeg ønske at jeg havde modet til at føde selv. At jeg kunne mobilisere styrken. Og jeg skal også leve med risikoen for at mit barn ikke er frisk efter kejsersnittet. At det skal have hjælp... og hvad nu hvis det ikke kan hjælpes... hvis vi kommer til at stå med en gentagelse af Elias' historie, men at hun ikke responderer på hjælpen? Puh ha hvor er det en tung beslutning. Jeg vil jo bare have hende levende og rask ud til os og komme bedst muligt igennem oplevelsen.
Barsel - Nu er du her:-)))))) Tusind tak
Så kom barslen som jeg så længe har ventet på. Efter et par intense dage og dejlige dage i familien med at fejre fødselsdag for Elias, er dagen idag min første barselsdag. Og hvilken befrielse. Det er jo ikke fordi jeg har problemer med mit arbejde eller ikke vil være der, men hold da op hvor trænger til en stund med ro på. Jeg har selvfølgelig 1000 projekter, som jeg glæder mig til at tage hul på, men hvor glæder jeg mig også til at have tiden til roen – til igen at have overskud til at mærke efter hvordan jeg har det og hvor jeg er henne ift alt det som er sket for mig det sidste år. Det har været et intens år, som også skrevet i nytårshilsnen den 31.12. Der er sket så meget og jeg mærker igen et stort behov for at mærke efter og forstå konsekvenserne af det som jeg har været igennem. Jeg har ikke givet mig tid til at dykke ned i tankerne, fordi jeg har haft så meget at se til de sidste måneder, hvor arbejdet skulle afsluttes og videregives på bedst mulige måde samtidig med at angsten over også at skulle miste vores pus i maven lurer nedenunder. Så jeg har kæmpet mig igennem de sidste måneder. Rejsen til Thailand gjorde rigtig godt med hensyn til ro og tid, men der gav jeg mig heller ikke tid til at mærke, tænke og formulere.
Så jeg har skubbet det foran mig til denne dag – nu er det tid til at samle tankerne og gøre det som er rigtig godt for mig. At udtrykke mig – at formulere mine tanker – og hvis jeg er heldig – få respons på dem, så jeg endnu mere kan forstå, hvad der er på spil for mig og hvorfor det er så vigtigt. I en lang periode under min graviditet har jeg ikke haft overskud til at formulere mig, fordi jeg måtte tøjle angsten for at kunne hænge sammen i min hverdag. Da vi kom over de skæbnesvangre scanninger i oktober, tog arbejdet til i styrke og efterlod mig med meget lidt energi til at formulere mig. Jeg håber nu at jeg de næste uger kan genfinde lidt af det fokus som jeg gav mig selv i min akutte sorg periode i marts-maj sidste år. Der fyldte tiden til at formulere mig rigtig meget og det var så godt for mig at jeg gjorde dette arbejde.
Det har været er benhårdt arbejde at skulle genfinde mit arbejde. Det har taget rigtig meget energi. Men jeg har gjort det. Jeg har kæmpet mig tilbage – jeg har genvundet meningen med mit arbejde, genvundet mit engagement og jeg tror også at have genfundet de fleste af mine styrker og det meste af mit overblik og overskud. 2011 blev et anderledes år – meget står sløret og uklart for mig. Den stærke tidsfornemmelse og røde tråd, som plejer at kendetegne mig, har jeg mistet for 2011. Der er meget jeg ikke kan huske og en del jeg selvfølgelig ikke har kunnet gøre, som jeg gerne ville. Det angrer jeg ikke. Det kunne ikke være anderledes, men der er ngle sorte huller i mit arbejdsliv, som står tomme tilbage. Vi fik ikke gjort alt det vi skulle, men så gjorde vi noget andet, og forhåbentlig giver det ok mening for mit personale alligevel.
En væsentlig faktor for at jeg kunne genoptage mit arbejde og genvinde min energi og engagement, er det faktum at der var lys forude. En ny barsel var i horisont. Jeg vidste ikke om jeg denne gang ville få lov at opleve den, men det gav håb – mere håb end hvis jeg ikke var blevet gravid. Det har selvfølgelig også givet en masse angst, for jeg ved jo stadig ikke om jeg får lov at opleve barslen. Men nu er jeg her og det føles stort. Jeg er så taknemmelig for at være nået hertil – stadig med et levende og rask barn i maven. Jeg overvældes af befrielse, når jeg forsøger at forstå at jeg nu er her. Tårerne triller.
Så jeg har skubbet det foran mig til denne dag – nu er det tid til at samle tankerne og gøre det som er rigtig godt for mig. At udtrykke mig – at formulere mine tanker – og hvis jeg er heldig – få respons på dem, så jeg endnu mere kan forstå, hvad der er på spil for mig og hvorfor det er så vigtigt. I en lang periode under min graviditet har jeg ikke haft overskud til at formulere mig, fordi jeg måtte tøjle angsten for at kunne hænge sammen i min hverdag. Da vi kom over de skæbnesvangre scanninger i oktober, tog arbejdet til i styrke og efterlod mig med meget lidt energi til at formulere mig. Jeg håber nu at jeg de næste uger kan genfinde lidt af det fokus som jeg gav mig selv i min akutte sorg periode i marts-maj sidste år. Der fyldte tiden til at formulere mig rigtig meget og det var så godt for mig at jeg gjorde dette arbejde.
Det har været er benhårdt arbejde at skulle genfinde mit arbejde. Det har taget rigtig meget energi. Men jeg har gjort det. Jeg har kæmpet mig tilbage – jeg har genvundet meningen med mit arbejde, genvundet mit engagement og jeg tror også at have genfundet de fleste af mine styrker og det meste af mit overblik og overskud. 2011 blev et anderledes år – meget står sløret og uklart for mig. Den stærke tidsfornemmelse og røde tråd, som plejer at kendetegne mig, har jeg mistet for 2011. Der er meget jeg ikke kan huske og en del jeg selvfølgelig ikke har kunnet gøre, som jeg gerne ville. Det angrer jeg ikke. Det kunne ikke være anderledes, men der er ngle sorte huller i mit arbejdsliv, som står tomme tilbage. Vi fik ikke gjort alt det vi skulle, men så gjorde vi noget andet, og forhåbentlig giver det ok mening for mit personale alligevel.
En væsentlig faktor for at jeg kunne genoptage mit arbejde og genvinde min energi og engagement, er det faktum at der var lys forude. En ny barsel var i horisont. Jeg vidste ikke om jeg denne gang ville få lov at opleve den, men det gav håb – mere håb end hvis jeg ikke var blevet gravid. Det har selvfølgelig også givet en masse angst, for jeg ved jo stadig ikke om jeg får lov at opleve barslen. Men nu er jeg her og det føles stort. Jeg er så taknemmelig for at være nået hertil – stadig med et levende og rask barn i maven. Jeg overvældes af befrielse, når jeg forsøger at forstå at jeg nu er her. Tårerne triller.
søndag den 8. januar 2012
Elias 5 år
Så er Elias blevet 5 år og han er blevet fejret med maner de sidste 4 dage.
Torsdag kom mellemgruppen fra børnehaven (Alle børn fra 2007, som skal være de kommende store børn - Græshopper - i børnehaven - og som Elias skal gå i skole med). Det var en herlig formiddag. Elias var som altid en fantastisk vært. Han minglede rundt og sørgede for at alle havde det godt. De legede rundt i hele huset og var på en spændende skattejagt, hvor fæle tyve havde stjålet guffet til fødselsdagen, som de fandt efter en 4-5 poster. Elias havde bestilt pølsehorn og kyllingelår, som vi fik med frikadeller, pasta og gnavegrønt. Og om ikke han også havde bestilt med Ninjago-kage, så principperne om ikke at servere kage til børnefødselsdagen holdte ikke. Men så måtte guf-posen være med sunde snacks. Ninjakagen var et hit. Elias var så stolt af den. Både Far og Mor holdte fri og Mormor var med til at holde dagen.
Om eftermiddagen kørte vi Mormor til toget og slappede af og legede. Fredag var det Elias' rigtige fødselsdag og vi pakkede gaver fra mor og far op i sengen. Og spiste morgenmad med smoothies, boller og amerikanske pandekager. Til middag kørte vi mod Århus. Vi skulle ind og hilsen på Lillesøster på scanningsklinikken. Vi var lovet et kvarter mere i 3D, fordi hun lå og puttede sig lidt da vi var der midt i december. Men om ikke hun putttede sig endnu mere idag. Hun har vendt sig og lå med hovedet oppe under mine ribben, men næsen helt ind i livmodervæggen. Så billederne var endnu dårligere end sidst. Man kan dog se at hun har fået lidt mere sul på kinderne. Og så følger hun forsat sin vækstkurve. E en uge mindre end gennemsnittet og vejer pt vist 1750g 32 uger henne.
Jordemoderen tilbød os at komme ind igen om et par uger. Vi kunne ringe, når vi er blevet tjekket på Skejby igen, hvis hun har vendt sig, for når hun ligger nede i bækkenet er der mere plads og dermed mulighed for bedre billeder.
Nåh det var Elias 5 år, vi kom fra. Efter scanningen gik vi et par timer rundt på Strøget. Fik byttet et par julegaver. Det var hyggeligt og tiden fløj hurtigt. Vi har vist nærmest aldrig været på strøgtur i DK sammen. Ved 16.30-17 tiden nåede vi bilen igen og kørte ud til Mormor, som skulle fejre sin 65 års fødselsdag. Her fik Elias gaver fra mormor og sine fætre og moster/onkel i Lystrup. En hyggelig aften.
Lørdag gjorde mor om formiddagen klar til den store familiefødselsdag med 18 mand om søndagen, men Elias og far dækkede borde og samlede Lego. Elias har nok fået 12 pakker Lego til jul og fødselsdag, så René er blevet øvet legebygger. Kl. 15 kom Anders - legekammerat - med sin søster og sine forældre, som er blevet vores venner. Vi fik boller og te, og børnene legede rigtig godt, snakkede de voksne Balirejse - da de overvejer at tage en tur dertil om et par måneder. De endte med spontant at spise med, da tiden var blevet fremskredet og vi havde masser af restemad.
Søndag var den store familiefødselsdag med brunch og lagekager... og masser af lego-gaver. Herligt at blive 5 år.
Torsdag kom mellemgruppen fra børnehaven (Alle børn fra 2007, som skal være de kommende store børn - Græshopper - i børnehaven - og som Elias skal gå i skole med). Det var en herlig formiddag. Elias var som altid en fantastisk vært. Han minglede rundt og sørgede for at alle havde det godt. De legede rundt i hele huset og var på en spændende skattejagt, hvor fæle tyve havde stjålet guffet til fødselsdagen, som de fandt efter en 4-5 poster. Elias havde bestilt pølsehorn og kyllingelår, som vi fik med frikadeller, pasta og gnavegrønt. Og om ikke han også havde bestilt med Ninjago-kage, så principperne om ikke at servere kage til børnefødselsdagen holdte ikke. Men så måtte guf-posen være med sunde snacks. Ninjakagen var et hit. Elias var så stolt af den. Både Far og Mor holdte fri og Mormor var med til at holde dagen.
Om eftermiddagen kørte vi Mormor til toget og slappede af og legede. Fredag var det Elias' rigtige fødselsdag og vi pakkede gaver fra mor og far op i sengen. Og spiste morgenmad med smoothies, boller og amerikanske pandekager. Til middag kørte vi mod Århus. Vi skulle ind og hilsen på Lillesøster på scanningsklinikken. Vi var lovet et kvarter mere i 3D, fordi hun lå og puttede sig lidt da vi var der midt i december. Men om ikke hun putttede sig endnu mere idag. Hun har vendt sig og lå med hovedet oppe under mine ribben, men næsen helt ind i livmodervæggen. Så billederne var endnu dårligere end sidst. Man kan dog se at hun har fået lidt mere sul på kinderne. Og så følger hun forsat sin vækstkurve. E en uge mindre end gennemsnittet og vejer pt vist 1750g 32 uger henne.
Jordemoderen tilbød os at komme ind igen om et par uger. Vi kunne ringe, når vi er blevet tjekket på Skejby igen, hvis hun har vendt sig, for når hun ligger nede i bækkenet er der mere plads og dermed mulighed for bedre billeder.
Nåh det var Elias 5 år, vi kom fra. Efter scanningen gik vi et par timer rundt på Strøget. Fik byttet et par julegaver. Det var hyggeligt og tiden fløj hurtigt. Vi har vist nærmest aldrig været på strøgtur i DK sammen. Ved 16.30-17 tiden nåede vi bilen igen og kørte ud til Mormor, som skulle fejre sin 65 års fødselsdag. Her fik Elias gaver fra mormor og sine fætre og moster/onkel i Lystrup. En hyggelig aften.
Lørdag gjorde mor om formiddagen klar til den store familiefødselsdag med 18 mand om søndagen, men Elias og far dækkede borde og samlede Lego. Elias har nok fået 12 pakker Lego til jul og fødselsdag, så René er blevet øvet legebygger. Kl. 15 kom Anders - legekammerat - med sin søster og sine forældre, som er blevet vores venner. Vi fik boller og te, og børnene legede rigtig godt, snakkede de voksne Balirejse - da de overvejer at tage en tur dertil om et par måneder. De endte med spontant at spise med, da tiden var blevet fremskredet og vi havde masser af restemad.
Søndag var den store familiefødselsdag med brunch og lagekager... og masser af lego-gaver. Herligt at blive 5 år.
torsdag den 5. januar 2012
Skylden og skammen
Dette er egentlig skrevet som svar på et indlæg på Små-engle, men det siger noget om hvor jeg er i nogle af mine tanker:
Jeg kender skylden og skammen rigtig godt, men måske på en lidt anden måde end de andre, der har skrevet, fordi jeg mistede på en anden måde. Min datter døde ikke af sig selv. Jeg tog livet af hende. Og jeg føler stor skyld over at jeg skulle give hende døden og ikke havde den mulighed at give hende livet. Hvad er jeg for en mor, når den kærlighed jeg kan give til min datter er fred i døden. Mange skræmmes af mine tanker og argumenterer imod med alle kræfter, for den skyld må jeg ikke give mig selv, men et eller andet sted... hvad for et menneske ville jeg så være, hvis jeg kunne slå min datter ihjel uden at føle anger? Jeg ser det som et grundvilkår i mit liv at jeg må leve med at jeg ikke kunne give min datter livet, selvom der intet andet var at ønske for hende. Jeg har ikke fundet fred med at jeg skulle træffe den beslutning, selvom jeg ikke kunne træffe andre beslutninger. Med tiden håber jeg også at kunne acceptere at jeg måtte slå min datter ihjel og at det var "god-nok" kærlighed til hende. Det føles slet ikke godt nok, men det var det jeg kunne give.
Jeg ved ikke hvad der skal til for at finde mere accept. Til et åbent hus i Landsforeningen i december sagde en præst (til min mand) om gud mon kunne tilgive? Jeg er ikke specielt troende, men disse ord gjorde alligevel en forskel for mig. For selvfølgelig tilgiver gud mig. OM jeg tror på ham eller ej, så tilgiver han. Det er jo det, som ligger i konceptet GUD. Han tager imod dig og holder om dig, når du er allermest grim og skidt i livet... men gør du selv det? Kan du selv tage om dig selv og give kærlighed også, når du er allermest nede og skrabe bunden i dit liv? Hvis den højeste af alle kan tilgive, hvorfor kan du så ikke selv? og hvad vil tilgivelsen betyde for din skyld?
Jeg kender skylden og skammen rigtig godt, men måske på en lidt anden måde end de andre, der har skrevet, fordi jeg mistede på en anden måde. Min datter døde ikke af sig selv. Jeg tog livet af hende. Og jeg føler stor skyld over at jeg skulle give hende døden og ikke havde den mulighed at give hende livet. Hvad er jeg for en mor, når den kærlighed jeg kan give til min datter er fred i døden. Mange skræmmes af mine tanker og argumenterer imod med alle kræfter, for den skyld må jeg ikke give mig selv, men et eller andet sted... hvad for et menneske ville jeg så være, hvis jeg kunne slå min datter ihjel uden at føle anger? Jeg ser det som et grundvilkår i mit liv at jeg må leve med at jeg ikke kunne give min datter livet, selvom der intet andet var at ønske for hende. Jeg har ikke fundet fred med at jeg skulle træffe den beslutning, selvom jeg ikke kunne træffe andre beslutninger. Med tiden håber jeg også at kunne acceptere at jeg måtte slå min datter ihjel og at det var "god-nok" kærlighed til hende. Det føles slet ikke godt nok, men det var det jeg kunne give.
Jeg ved ikke hvad der skal til for at finde mere accept. Til et åbent hus i Landsforeningen i december sagde en præst (til min mand) om gud mon kunne tilgive? Jeg er ikke specielt troende, men disse ord gjorde alligevel en forskel for mig. For selvfølgelig tilgiver gud mig. OM jeg tror på ham eller ej, så tilgiver han. Det er jo det, som ligger i konceptet GUD. Han tager imod dig og holder om dig, når du er allermest grim og skidt i livet... men gør du selv det? Kan du selv tage om dig selv og give kærlighed også, når du er allermest nede og skrabe bunden i dit liv? Hvis den højeste af alle kan tilgive, hvorfor kan du så ikke selv? og hvad vil tilgivelsen betyde for din skyld?
Abonner på:
Opslag (Atom)