Nu med vandrejournal

Var til første lægetjek og fik lavet vandrejournal. Alle test - urin, blodprocent og blodtryk så fint ud. Fik taget blodprøver... håber virkelig at doubletesten ikke giver anledning til problemer, når jeg får resultatet af den til nakkefoldscanningen. Sidste gang med Malou slog blodprøven negativt ud og var det som gav os den forøgede risiko for down, som gjorde at vi måtte igennem en moderkagebiopsi. Jeg vil virkelig gerne være den bekymring foruden at skulle have taget moderkagebiopsi. Plus at teorien er at mit høje hormontal i doubletesten, kan være forårsaget af at Malou var syg. Det kan altså være et godt tegn hvis blodprøven ikke giver anledning til bekymring.

Men der går små 4 uger inden vi får svar på doubletesten (og nakkefold), så jeg må forsøge at slippe tankerne om det.

Lægen noterede mig til udvidet støtte i papiret, men inviterede mig ikke til at komme tiere ved hende. "Vi ses i uge 25", sluttede hun af med at sige. Men jeg ved heller ikke hvad jeg vil skulle bruge hende til. Men jeg er nu sikker på at hvis jeg ringer, tager hun imod mig.

Nyt fra fronten

Mon der er nogen, som har undret sig over den pludselige stilhed den sidste måned efter den linde strøm af indlæg, som ellers har kendetegnet denne blog i månederne før?!!! Jeg kan sige at det har jeg selv. Mit behov for at skrive og kommunikere har ændret sig, så det ikke er så intens længere. Men aller vigtigst er nok at der er sket noget nyt i mit liv, som i den grad har overvældet mig på en anderledes måde - som gjorde mig mere mundlam end oplevelsen med Malou gjorde.

Jeg er blevet GRAVID.... ganske spontant, økologisk og overraskende!!!

Jeg skulle have haft min mens på Malous terminsdag. Men den kom ikke. Malous terminsdag var så også dagen, hvor vi drog ud og købte medicin til fertilitetsbehandling for små 1000 kr. Og dagen hvor jeg meldte mig fra hvilegruppe til aktiv sikringsgruppe i Danmark.Det eneste jeg var fokuseret på, var hvornår mens kom, så jeg kune starte op med hormonerne. Da lægen på fertilitetsklinikken onsdagen inden, sagde at vi jo bare kunne gemme medicinen til evigt minde, hvis jeg skulle blive gravid inden, tænkte jeg ikke videre over det - for det var der jo ingen mulighed for. Det var jo lige om lidt jeg skulle have min mens.

Om mandagen skulle jeg til læge og havde taget blodprøver til opstart af behandling. Jeg bad hende tage en test, da jeg da var 3 dage over tid. Den klingede straks positiv. Puhhh hvor overvældende. Tårerne trillede ned ad kinderne. Det var jeg ikke forberedt på. Det var som om jeg havde sprunget denne cyklus over som mulig at blive gravid i, fordi jeg var optaget af at vi måneden efter skulle i behandling. Jeg havde givet slip og lagt det i andres hænder.

Jeg havde også sluppet drømmen og tanken om at kunne blive gravid inden Malous termin. Den sørgede jeg over i starten af juni - at den chance var forpasset. Men at det lige skulle lande sådan sammen, at jeg skulle have min mens på hendes terminsdag og at den så ikke kom... Det havde jeg slet ikke haft med i overvejelserne. Men det er jo nok godt nok.

Så det er jo overvældende fantastisk at jeg er blevet gravid. Jeg er ikke lykkelig glad. Jeg er taknemmelig. Hver eneste dag over at jeg stadig er gravid... og at der virkelig er gået små 5 uger hvor jeg har vidst det - og jeg er stadig gravid.

Jeg bliver nødt til at tage et enkelt skridt ad gangen i denne graviditet. Jeg kan ikke have forvisninger om at det nok skal gå godt, fordi mine erfaringer er at det kan jeg slet slet ikke regne med. Der er SÅ mange farer og jeg kan ikke overskue den alle på én gang. Jeg bliver nødt til at tage det skridt for skridt. Første skridt var at blive gravid, næste skridt er en god tidlig scanning, som jeg havde igår, dernæst at komme igennem de første 3 måneder uden spontan abort og til sidst i denne række - at klare mig igennem Nakkefoldscanningen  d. 24.8. Jeg kan ikke skue længere frem og det skal jeg heller ikke. Jeg kan ikke forholde mig til om spiren er syg som Malou. Jeg vil ikke forholde mig til om/at jeg skal på barsel. Jeg kan ikke forholde mig til hvornår jeg har termin og om jeg får en levende baby. Nakkefoldscanningen er første afgørende stop og jeg kan næsten ikke overskue denne scanning. Jeg kan ikke overskue at skulle ligge der og vente på lægens dom. Vente på om jeg endnu engang skal tage afsked med et lille barn. Vente på om min verden endnu engang bliver væltet rundt. Sådan bliver det mange gange i denne graviditet, men Nakkefold er den første eksamen.

Så denne graviditet bliver ikke en jublende lykkelig tid. Det bliver én lang eksamen, hvor der er lang mere på spil end i alverdens afsluttende uddannelsesforløb. Jeg lever med angsten nu, men den skal holdes i kort snor. Malou med det tab hun bragte os og det savn vi føler til hende er blevet så meget nærværende, fordi vi igen mærker følelserne af at kunne miste - mærker smerten ved at tro på noget, der kan blive taget fra os igen.

Jeg får brug for styrke for at komme igennem tiden - og for tålmodighed med at mine tanker ikke er på lykke og jublende glæde i denne graviditet. Min angst kan ikke trøstes væk. Den er nu en del af mig og jeg må deale med den, så den ikke dominerer det hele.

Men jeg er da enig med "hele verden" i at det er FANTASTISK. (jeg jubler bare ikke selv - det tør jeg ikke)

En veloverstået tidlig scanning i dag i 8+5.

 Til vores glædelige overraskelse var det selveste Olav, der kaldte os ind til scanning - den overlæge som vil følge os i graviditeten. Vi havde regnet med at det ville være en sonograf, der skulle foretage scanningen, fordi han har rigeligt travlt, men det var sørme hos ham selv. Første dejlige del af oplevelsen.

Scanningsoplevelsen var så meget bedre end i lørdags, da vi var på akut-gynækologisk. Straks han havde placeret scanneren tonede den lille spire tydeligt frem med hoved, krop og arme. Det var så dejligt at se. Det var ikke bare den grå skygge, som vi så i lørdags. Og hjerteblink var helt tydeligt. Ingen tvivl. Han satte lyd på og jeg udstødte straks et "nårhhh" over den pumpende rytme - 178 slag - helt som det skal være nu, sagde han. Hvor var det dejligt at få sådan en følelse af "nårhh" for den lille spire. Det var virkelig omsorg, der væltede ud af mine ord. Min lille spire... /hjerte

Man kunne med det blotte øje se flow i navlesnoren, og med farver kunne man se de blå og røde gennemstrømninger. Den lille spire målte 19 mmm - lille bitte - lige som den skal være. Moderkagen lå fint og der var ingen blodansamlinger at se, der kunne have forårsaget blødningen eller advare om nye blødninger.

Olav tilbød at få tid på de kommende scanninger (tidlig MD og MD) men jeg vil hellere vente. Jeg kan ikke skue så langt frem. Nu kan jeg gå og forberede mig på Nakkefold om 4 uger... Det er ikke nemt. Og jeg bliver nødt til at forsøge at være i nuet, for kommer jeg til at tænke frem bliver jeg helt overvældet. Jeg må tage et skridt ad gangen - og nu er en god tidlig scanning overstået på en god måde. Et skridt på vejen.

Vi fik Olavs kort og fik besked på at ringe, hvis der var det mindste. Han vil skrive det i min journal med store bogstaver at vi skal tages alvorligt, så alle ved det hvis vi ringer... og at de ikke fejer os af, hvis de f.eks. har travlt.
Vi kørte op til Malou bagefter... jeg bad hende inderligt om at hjælpe til med at passe på den lille spire. Alle kræfter må sættes ind...

5 måneder siden idag

Jeg tænder et lys for dig idag min lille stjerneprinsesse. Jeg ved at du har det godt - meget bedre end du kunne have fået her hos os. Jeg ved at du har fred - men hold da op hvor jeg savner dig. Hvor ville jeg ønske at du var her hos os. Hvor ville jeg ønske at Elias var storebror til en levende lillesøster.

Dagen idag fylder ikke mere for mig end de andre dage. Endnu en månedsdag... Som da jeg passerede de 4 måneder springer dagen ikke i øjnene på mig. Dagen er som de andre dage og bringer ikke sorgen med sig i sig selv. Måske d. 12. i måneden ikke længere skal have den smertelige betydning for mig længere. Jeg samler den positive oplevelse op og nyder at min sorg lige nu ikke er bundet på en bestemt månedsdato. Nu er jeg ikke længere nødt til at reservere dagen til sorgen. Måske det kommer igen - det vil jeg være åben overfor.

Du fylder for mig hver dag - hver dag er du i mine tanker. Jeg græder over dig hver dag igen nu - en tåre eller ti i smerte over at du ikke skulle blive hos os og over at vi skulle træffe det forfærdelige valg at ende dine dage. Du var vores datter - du var ikke et eller andet misfoster, der skulle have fred. Du er vores engledatter nu. Vi elsker dig selvom du ikke er her. Jeg er ikke færdig med sorgen. Det er jeg slet slet ikke i tvivl om. Sorgen er blevet aktuel og nærværende påny. Jeg savner min Malou. Jeg ville ønske at du ville være her nu, som min lille spæde baby. I nat fødte min veninde sin perfekte pige... og jeg kan kigge på med tomme arme. Jeg har endnu ikke accepteret at du skulle dø og jeg skulle tage livet fra dig. Sådan er det - og det er ok. Jeg sørger - det er naturligt. Jeg er ikke ved at blive skør - jeg er ikke depressiv. Jeg er en mor i sorg... og det er helt helt i orden.

Også Elias snakker om dig flere gange om ugen. Vi savner dig og ville ønske du skulle være her.

Jeg skal nok få det godt igen, men jeg har tålmodighed med sorgen... Heldigvis er der ingen endnu som presser mig til at skulle føle eller kunne noget andet end det jeg gør nu. Mine omgivelser rummer endnu... og de forstår min smerte. Så jeg klarer mig... et skridt fremad og ind imellem et tilbage. Men det er ok - det er en del af vejen -Det er en del af dansen med sorgen

Kæreste Malou - Jeg håber og beder til at du vil beskytte os alle 4 - vi skal nok komme op til dig - og vi glæder os til hvis vi igen får lov at være sammen med dig... men ingen af os er færdige hernede. Så giv os alle fire styrke til at gennemleve, hvad der må komme til os den næste tid. Malou, min skytsengel, lad os alle komme helskindet igennem sammen.

I uendelig kærlighed, din mor

Forsøger at få tid til tidlig scanning

Har lige ringet til Skejby og fik fat på en sekretær, fra en anden afdeling, som passer telefonen på ultralyd. Hun læste min henvisning igennem - som Olav har skrevet - hvori der står at jeg skal tilbydes en NF, en tidlig MD, en ordinær MD og mulighed for scanning hver 14. dag. Men der stod intet om tidlig scanning. Og sekretæren kan ikke give mig en tid, fordi der skal en lægelig vurdering til - og hun kunne ikke henvise mig til en læge, fordi hun sidder i en hel anden bygning som vikar.

Jeg kan kontakte Olav, når han kommer tilbage fra ferie om en uge. Hun kunne ikke hjælpe mig med direkte nummer eller mail-adresse, fordi hun som sagt sidder i en anden bygning!!! Jeg tænker at jeg gerne vil maile til ham, fordi jeg ved at han har travlt... og hvad nu hvis jeg ikke kan træffe ham på Skejby i næste uge, fordi han farter rundt i regionen.

Nåh øv, det var så første afvisning i sygehusvæsnet. Jeg sagde til sekretæren at der intet unormalt er i at blive tilbudt en tidlig scanning, når man har mistet et barn. Men hun kunne ingenting gøre.... ØV ØV ØV

Jeg kan blive scannet af hvem som helst. Men jeg kan godt vente til næste uge. Jeg er kun i 6+3 nu, og jeg er ikke i panik. Så jeg kan godt vente med TS til engang i næste uge eller måske i 8+. Jeg vil rigtig gerne se at spiren sidder rigtigt og at hjertet slår. Men min realitetssans siger mig at spiren kan dø 5 min efter scanningen - så om jeg får den i denne uge eller næste igen giver mig ikke mere ro. Det lyder måske ikke så optimistisk, men tanken slår mig ikke ud. Det er næsten kølig realisme, der præger mig.

Nakkefoldscanningen er meget mere truende. Ikke blot kan spiren være død, men det kan også være syg. Jeg er slet ikke klar til NF. Jeg hyler blot ved tanken. Men jeg tror at TS vil gøre mig mere klar til at tage NF som næste skridt. Men puhhh ha scanninger er ikke af det gode længere... hvor kan jeg mærke fornemmelsen i hele min krop af at ligge der og vente på dommen... og at få dommen...

Tid til nakkefoldsscanning

Så fik vi brev fra Skejby - med tid til NF og ikke til TS. Så jeg ringer derind i næste uge.

Jeg åbnede forventningsfuld brevet og mærkede en boblende følelse indeni. Kunne jeg virkelig driste mig til at glæde mig til TS. Jeg fik slået benene væk, fordi det slet ikke var TS, men NF jeg har fået tid til. Det er den 24. august, hvor jeg vil være i 12+5. Puh jeg er slet ikke nået til at tænke på NF. Selvom det "kun" er om 1½ måned, så er der længe længe til i min horisont. Flere skridt jeg skal overvinde, før jeg når dertil.

Men forholde mig, der skal jeg jo - men jeg vil forsøge at skyde det lidt væk til jeg er klar. For det overmandede mig faktisk en del idag. Pludselig gik det op for mig, at jeg ikke kun skal være klar til at miste et barn mere - med vores eventuelle forøgede risiko for gentagelse - jeg kan også risikere at stå i den forfærdelige, skrækkelige situation at vi skal vælge endnu et barn fra. Det er ikke gået op for mig før - hverken før jeg blev gravid eller efter - hvor angsten for at miste har vist sit grimme ansigt. Én ting er den smertefulde situation, at fostret er dødt til TS eller NF, men at vi igen skal træffe valget om at ende livet for endnu et barn er forfærdelig. Jeg må forberede mig på at det kan ske - for det kan det jo - men den slår mig ud lige nu. Vi krydser selvfølgelig fingre for at alt er som det skal være og udvikler sig som det skal, men vi må vide at vi kan miste og at vi kan stå i den umenneskelige situation igen... og hvordan er det lige at jeg gør det?....