Elias og jeg startede igen dagen med et par spring eller 100 i poolen. Da vi endelig fik lokket far op, gik vi op og spise morgenmad. Da familien endelig var klar til at gå ud var klokken blevet næsten 10.30 – og os der havde aftalt at rismarksturen skulle klares tidligt på dagen og ikke i middagsheden. Men sådan blev det ikke – gåturen blev i den hedeste middagshede. Og resultatet blev blæner på mine røde skuldre. Turen passerede på en scooter-sti på siden af abe-skoven, så vi fik igen hilst på de skøre aber. Dernæst ned af en mere rolig gade med spredte Warungs (små restauranter), små lokale kiosker og souvenirbutikker. Vi vidste ikke helt hvor vi skulle hen. Vi havde ikke guidebogen eller kort med. Vi kom ud på en lidt større vej og var ved at vende om, da vi havde gået et stykke langs en endeløs række lokale butikker og huse. Vi prøvede at gå op af en vej/sti og kunne i bunen af denne fortsætte ud på rismarkerne. Vi så os lidt omkring og balancerede lidt rundt mellem de modne rismarker. Heden var ret krum og landskabet ikke så smukt grønt, fordi risen var moden og derfor vissen korn-farvet. Vi vendte derfor om igen. Havde ventet at tage den første og bedste taxi, der bød sig, men det lykkes os ikke at fange én. I stedet gik vi den hede vej retur igen. Vi valgte en anden rute hjem – ikke den bedste, fordi det var ad den store vej med mange biler og scootere. Men den endte ved et supermarked, hvor vi kunne blive kølet ned af deres air-con og en kold is. (to magnum, 1 børneis, 2 cola/sprite, en drikkeyogurt, en pose chips, 1½ l vand = 28 kroner) Man bliver ikke ruineret her!
Da vi nåede hotellet igen hoppede vi direkte i poolen, så kunne få afkølet vores hede kroppe. Det var dejligt. Vi havde forsøgt at drikke meget, men jeg fik det alligevel skidt. Så det var meget belejliget at der trak nogle skyer ind over så solen forsvandt. Resten af eftermiddagen blev brugt med afslapning i dobbeltsengen med en film på computeren. Ved 18 tiden gik vi ud på den restaurant, som vi også spiste på igår. Vi fik forårsruller med jordnødde-dip, kyllingesatay (spyd) med ris, mie goreng (stegte nudler med grønt og kylling) og speghetti Bolognaise. Dertil 1½ liter vand, 1 cola og 1 sprite og en kakao-milkshake – pris 96 kr for tre mennesker.
Idag har tanker om arbejde dukket op hos os begge. Vi har ingen fornemmelse for hvad vi kan eller hvad vi skal når vi kommer hjem. Inden ferien havde René ingen energi til at arbejde. Det var meget svært at se meningen med det for ham. Ikke at arbejdet er utilfredsstillende eller uinteressant. Energien er der bare ikke. Og det er ikke fordi at han talte ned til at vi skulle på ferie, for ganske som jeg, havde han ingen forventninger eller følelser for ferien.
Jeg selv ved heller ikke hvordan det bliver at komme hjem igen. Hvilken forskel denne ferie reelt kommer til at gøre. Malou fylder ikke så meget hernede. Det er godt – men også mærkeligt. Jeg har ikke lyst til at have den afstand til hende, men jeg har heller ikke lyst til at være ked af det. Som hver dag går mister jeg hende mere og mere. Det er som om jeg har kunnet holde hende lidt i live ved at skrive. Som om hendes liv kunne blive til igennem det jeg skriver. Som om folk kunne lære hende at kende, igennem min beskrivelse af det som hun har betydet for mit liv. Ingen kender hende – end ikke os – og alligevel har hun sat så dybe spor i vores sjæle – men tanken om at hun aldrig – som vores fantastiske søn Elias – kommer til at sætte aftryk i andre folk indre er pinefuld. Elias som på restauranten til aften – og alle andre dage – fiser rundt fra bord til bord og forsøger at komme i kontakt med folk. Folk som smiler og bliver glade ved mødet med vores dreng. Og jeg tænker – ja det går vi glip af med Malou. Hun kommer aldrig til at gå ind i folks hjerter som Elias gør. Hun kommer aldrig til at spille en rolle for nogen. Hun har kun fået en plads i meget få hjerter og hun vil dø lidt mere hver dag i endnu fleres hukommelse. Hun kommer kun til at leve for få mennesker og vil aldrig kunne bringe den glæde og varme som Elias bringer andre i verden. Hun er vores lille usynlige barn. Som vi bærer med os, men som ingen kan se. Ingen som vi møder, kan se smerten i os. En kvinde som vi kom i kontakt med sagde at det var dejligt at se sådan en glad familie på rejse med sådan en vidunderlig dreng. De skulle bare vide. Jeg har lyst til at skrige det ud. Skrige hvordan jeg føler min familie ambuteret – skrige at vi ikke er den lykkelige familie – for Malou vil altid mangle. Skrige at vi har to børn, men desværre kun et hos os.
Og ja han er vidunderlig – og han skulle have været storebror lige om lidt. En vidunderlig storebror. Jeg iagttog ham igår til danse-showet, mens han legede med en pige på vel omkring et halvt år. Han var så sød og hyggede sig rigtig med hende. Og jeg kunne næsten ikke at bære at se det. Det skulle have været det billede vi skulle have til jul. Elias, der legede med sin egen lillesøster på ½ år. Sin egen levende, grinende og hvinende lillesøster.
søndag den 24. april 2011
lørdag den 23. april 2011
Ubud - abeskov og turistgader
Idag har vi travet Ubuds turistgader tynde. Elias og jeg startede dagen ud med en tur i poolen, mens René fosøgte at indhente noget skønhedssøvn. Nogen vil sige at det løb vist er kørt for ham. Vi bor på værelset lige ved siden af poolen. Når vi slår skodderne fra vinduet, kigger vi direkte ud i poolen. Den ligger i grønne omgivelser med træer og blomster – og selvfølgelig de obligatoriske hinduistiske figurer og små templer.
Da vi alle var kommet op af sengen, spiste vi den inkluderede morgenmad på hotellets restaurant. Herefter begav vi os ud i byen. Vi passerede abeskoven, som vi betalte os adgang til. Abeskoven er en åben skov med flere indgange, hvor turister lukkes ind til mødet med de vilde? (markakes) aber. De er ikke i bur, men det har det vist for godt til at flygte fra skoven, for de modtager bjerge af bananer fra turisterne. Ja, man bliver faktisk angrebet hvis man har bananer. Jeg satte mig ned i knæ på i tidspunkt og vupti – så sad der en abe på mit knæ. Den hyggede sig rigtigt. Stak sin hånd ned i min kavalergang og nulrede en banan ud i min bluse. Da jeg råbte op efter den, væsede den af mig. Men det gik nu ikke værre for sig. Jeg kunne roligt bede den gå ned på jorden igen. Kort efter blev Elias jagtet af en, fordi den troede at hans gule lommestof var en banan. Derefter syntes han slet ikke at det var så spændende at være i abeskoven og ville egentligt helst ud. Ikke stå stille. På et tidspunkt sad jeg stille på et trin og pludselig sad der er abe på min skulder. Mange lokkede aberne op på deres skuldre ved at række en banan højt op i luften. Det var noget af et show. Skoven var også smuk – særligt omkring den lille flod, som løber igennem den.
Vi fik en forfriskning på en restaurant i turistgaden – puh sikke priser. De var lige skruet en tand op. Elias spiser simpelhen så langsomt – det har han alle dage gjort. Men når der er underholdning i nærheden – mennesker, dyr, anything – glemmer han ganske enkelt at spise. Så han får i den grad testet vores tålmodighed – som ikke er for god. Det er det mest irriterende på rejsen so fare. At vi hele tiden skal holde ham til og at vi kommer til at snerre af ham hele tiden. Det går fint med at falde i søvn. De to værelser vi har boet på har begge haft aircon – vi sætter den på omkring 26 grader – så er deet til at holde ud. Det er heller ikke sådan at det er umuligt så at holde til at åbne døren. Men her er varmt. Jeg ved ikke hvor varmt. Vi skal have termometeret med ud på et tidspunkt. Men vi er alle tre klamme af sved over hele kroppen pånær i poolen:-)
Jeg har ikke fået købet noget hos gadesælgerne. Jeg orker næsten ikke at brugr krudtet på det. Jeg har købt to saronger i et supermarked til fixed price. De var billige og jeg har ikke set deres mage siden.
Vi købte billetter til dans i aften. Kecak-dans som er en af Balis traditionelle danse. Vi nåede hjem til et dyk i poolen (Britta og Elias) inden vi ved 17tiden gik ud til aftensmad. Vi havde udset os et billigt sted, og som så mange steder havde de gratis internet, så det var lige noget for René og hans PDA. Kecak-dansen var kl 19 og var en noget særpræget oplevelse, men 60 mænd, der messede en sang om Jack (jack-jack.jack-jack-jack), mens kvinder og mænd udgjorde dansende figurer i en af deres fortællinger om kampen mellem det onde og det gode.
Imorgen vil vi se om vi kan komme et smut ud i rismarkerne som omgiver byen. Og så lidt mere souvenirkig – og selvfølgelig en tur eller to i poolen.
Vi har endnu ikke besluttet om vi vil tage i Safariparken i overmorgen. Det er lidt dyrt – 35 $ pr. Person - godt nok incl shuttle fra turistkontoret i byen her.
Da vi alle var kommet op af sengen, spiste vi den inkluderede morgenmad på hotellets restaurant. Herefter begav vi os ud i byen. Vi passerede abeskoven, som vi betalte os adgang til. Abeskoven er en åben skov med flere indgange, hvor turister lukkes ind til mødet med de vilde? (markakes) aber. De er ikke i bur, men det har det vist for godt til at flygte fra skoven, for de modtager bjerge af bananer fra turisterne. Ja, man bliver faktisk angrebet hvis man har bananer. Jeg satte mig ned i knæ på i tidspunkt og vupti – så sad der en abe på mit knæ. Den hyggede sig rigtigt. Stak sin hånd ned i min kavalergang og nulrede en banan ud i min bluse. Da jeg råbte op efter den, væsede den af mig. Men det gik nu ikke værre for sig. Jeg kunne roligt bede den gå ned på jorden igen. Kort efter blev Elias jagtet af en, fordi den troede at hans gule lommestof var en banan. Derefter syntes han slet ikke at det var så spændende at være i abeskoven og ville egentligt helst ud. Ikke stå stille. På et tidspunkt sad jeg stille på et trin og pludselig sad der er abe på min skulder. Mange lokkede aberne op på deres skuldre ved at række en banan højt op i luften. Det var noget af et show. Skoven var også smuk – særligt omkring den lille flod, som løber igennem den.
Vi fik en forfriskning på en restaurant i turistgaden – puh sikke priser. De var lige skruet en tand op. Elias spiser simpelhen så langsomt – det har han alle dage gjort. Men når der er underholdning i nærheden – mennesker, dyr, anything – glemmer han ganske enkelt at spise. Så han får i den grad testet vores tålmodighed – som ikke er for god. Det er det mest irriterende på rejsen so fare. At vi hele tiden skal holde ham til og at vi kommer til at snerre af ham hele tiden. Det går fint med at falde i søvn. De to værelser vi har boet på har begge haft aircon – vi sætter den på omkring 26 grader – så er deet til at holde ud. Det er heller ikke sådan at det er umuligt så at holde til at åbne døren. Men her er varmt. Jeg ved ikke hvor varmt. Vi skal have termometeret med ud på et tidspunkt. Men vi er alle tre klamme af sved over hele kroppen pånær i poolen:-)
Jeg har ikke fået købet noget hos gadesælgerne. Jeg orker næsten ikke at brugr krudtet på det. Jeg har købt to saronger i et supermarked til fixed price. De var billige og jeg har ikke set deres mage siden.
Vi købte billetter til dans i aften. Kecak-dans som er en af Balis traditionelle danse. Vi nåede hjem til et dyk i poolen (Britta og Elias) inden vi ved 17tiden gik ud til aftensmad. Vi havde udset os et billigt sted, og som så mange steder havde de gratis internet, så det var lige noget for René og hans PDA. Kecak-dansen var kl 19 og var en noget særpræget oplevelse, men 60 mænd, der messede en sang om Jack (jack-jack.jack-jack-jack), mens kvinder og mænd udgjorde dansende figurer i en af deres fortællinger om kampen mellem det onde og det gode.
Imorgen vil vi se om vi kan komme et smut ud i rismarkerne som omgiver byen. Og så lidt mere souvenirkig – og selvfølgelig en tur eller to i poolen.
Vi har endnu ikke besluttet om vi vil tage i Safariparken i overmorgen. Det er lidt dyrt – 35 $ pr. Person - godt nok incl shuttle fra turistkontoret i byen her.
torsdag den 21. april 2011
På vej
En lille status på den rejse, som mange sikkert venter spændt på status fra. Egentlig er det ikke nemt at skulle give, men jeg ved at jeg vil blive spurgt. Og så hellere have tænkt over det end at komme med et ureflekteret svar. Dette er nu 3. aften i Bali, men fra vi tog hjemmefra er det 6. aften. De første 2 aftener gik i Kbh, med besøg hos et par gode venner med 2 børn. Børnene var selvfølgelig meget i fokus, men om aftenen havde vi tid til at snakke vi voksne og formåede også at snakke om vores sorg. Søndag var vi på besøg hos min familie. Der snakkede vi ikke meget om det. Jeg ved ikke om det er svært fordi de ikke er vant til at snakke om følelser med mig eller om det er fordi deres datter er gravid med en problematisk diabetiker-graviditet. De spurgte kort til os – om vi er begyndt at få det bedre – og responsen på mit vævende svar var at hun lige havde været til et foredrag med en økonom, som ytrede at vi altid fokuserer på de 5 % vi ikke kan få og ikke de 95 % vi allerede har. Hm jeg synes så ikke man kan sammenligne det at miste sit barn med det at miste nogle penge. Og ens levende børn kan jo aldrig kompensere for det døde barn. Men jeg kunne godt fornemme at det ikke tjente noget formål at snakke videre, så jeg kunne ligeså godt skåne mig selv for at blive sur eller ked af det. Men alt i alt gik weekenden fint. Der var intet alenetid – og det kombineret med dårlig nattesøvn, gjorde tiden intens. På vej ned i flyveren mandag fik jeg skrevet mine tanker ned ift det at skulle på ferie – og siden har jeg faktisk ikke givet mig tid eller ro til hverken at tænke eller skrive. Så det var ikke det jeg havde sat mig selv i hovedet.
Taget det i betragtning – at jeg ikke har givet mig selv ro – så går det meget godt. Det er nemmere at være nærværende her i den anderledes kontekst. Det at jeg ikke har alt mulig andet jeg kan eller skal nå, gør det nemmere at være til stede på Elias' præmisser. Der er ingen gøremål, der kan distrahere. Indtil videre har de første 2½ dag af ferien været rigtig meget på Elias præmisser med god tid i den skønne have ved poolen med udsigt over stranden og havet. Det eneste andet vi har foretaget os, er at finde restauranter til aftensmad, gået et par ture op og ned ad strandpromenaden og turistgaden og at arrangere resten af vores rejse her ud fra Sanur. Vi har ganske enkelt besluttet hele rejsen. Booket transfer fra by til by og booket hoteller i byerne, og færgeafgang til og fra Gili. Alt sammen igennem den danske agent Nick Tour, som udgør Jysk rejsebureaus servivekontor på Bali. Det gør at vores rejse er klappet og klar som en pakkerejse. Det bliver en dyrere model end hvis vi havde booket transfer på gaden og hvis vi var gået ind fra gaden for at finde hotel. Men det føles godt at slippe for den del, fordi det kan man bruge rigtig meget krudt på og blive godt frustreret – og uvenner over. Vi mister noget kreativitet og spontanitet, men det er vist ikke det vi har mest brug for lige nu. Vi har brug for ro og overskud til at nyde og til at blive tanket op. Så vi skal lappe i os af alt den energi som Bali kan tilbyde os og undgå alle de ting, der kan tage energi – så vidt muligt.
Så imorgen rejser til kunstnerbyen Ubud, Balis holistiske centrum. Det bliver en heldagstur, hvor vi ser sølvværksteder, kongegrav, vulkaner og meget andet. I Ubud skal vi være i 4 nætter. Her skal vi slentre rundt i byen, ud i landsbyer langs rismarker, glo på små værksteder, shoppe, plaske i pool, i abeskov og måske i safaripark. Herefter går turen fordi søer, vandfald og varne bade til Lovina på nordkysten, hvor vi i 4 nætter skal bo i en lille paradisisk oase. Igen slappe af, slentre langs den sorte lavastrand, på morgendelfintur og måske ud og se vandfald. Herefter går turen nedover øen igen til en by, hvorfra vi sejler til den paradisiske ø Gili travangan, hvor der ikke er meget andet at lave end at bade og snorkle. Her skal vi være i 3 nætter inden vi sejler tilbage til Sanur for en enkelt overnatning. Den sidste dag skal vi ud og svømme med delfiner inden turen går til lufthavnen.
Taget det i betragtning – at jeg ikke har givet mig selv ro – så går det meget godt. Det er nemmere at være nærværende her i den anderledes kontekst. Det at jeg ikke har alt mulig andet jeg kan eller skal nå, gør det nemmere at være til stede på Elias' præmisser. Der er ingen gøremål, der kan distrahere. Indtil videre har de første 2½ dag af ferien været rigtig meget på Elias præmisser med god tid i den skønne have ved poolen med udsigt over stranden og havet. Det eneste andet vi har foretaget os, er at finde restauranter til aftensmad, gået et par ture op og ned ad strandpromenaden og turistgaden og at arrangere resten af vores rejse her ud fra Sanur. Vi har ganske enkelt besluttet hele rejsen. Booket transfer fra by til by og booket hoteller i byerne, og færgeafgang til og fra Gili. Alt sammen igennem den danske agent Nick Tour, som udgør Jysk rejsebureaus servivekontor på Bali. Det gør at vores rejse er klappet og klar som en pakkerejse. Det bliver en dyrere model end hvis vi havde booket transfer på gaden og hvis vi var gået ind fra gaden for at finde hotel. Men det føles godt at slippe for den del, fordi det kan man bruge rigtig meget krudt på og blive godt frustreret – og uvenner over. Vi mister noget kreativitet og spontanitet, men det er vist ikke det vi har mest brug for lige nu. Vi har brug for ro og overskud til at nyde og til at blive tanket op. Så vi skal lappe i os af alt den energi som Bali kan tilbyde os og undgå alle de ting, der kan tage energi – så vidt muligt.
Så imorgen rejser til kunstnerbyen Ubud, Balis holistiske centrum. Det bliver en heldagstur, hvor vi ser sølvværksteder, kongegrav, vulkaner og meget andet. I Ubud skal vi være i 4 nætter. Her skal vi slentre rundt i byen, ud i landsbyer langs rismarker, glo på små værksteder, shoppe, plaske i pool, i abeskov og måske i safaripark. Herefter går turen fordi søer, vandfald og varne bade til Lovina på nordkysten, hvor vi i 4 nætter skal bo i en lille paradisisk oase. Igen slappe af, slentre langs den sorte lavastrand, på morgendelfintur og måske ud og se vandfald. Herefter går turen nedover øen igen til en by, hvorfra vi sejler til den paradisiske ø Gili travangan, hvor der ikke er meget andet at lave end at bade og snorkle. Her skal vi være i 3 nætter inden vi sejler tilbage til Sanur for en enkelt overnatning. Den sidste dag skal vi ud og svømme med delfiner inden turen går til lufthavnen.
mandag den 18. april 2011
Status inden rejsen
Her på tærsklen af vores rejse til Bali sniger små strøg af positive forventninger frem. Jeg har ellers ingen forventninger til ferien. Den skal noget ikke noget bestemt. Den SKAL ikke lindre – Den skal ikke redde – Den skal ikke gøre underværker – og den kommer forhåbentlig heller ikke til at gøre noget værre. 3 uger hjemme ville ikke skabe nogen forvandling. Det vil ikke være efter 3 uger at vi vil kunne se tilbage og registrere en ændring i vores liv og sorg over at have mistet Malou. Jeg tror at ændringer skal ses over meget længere perioder. Det er ok for mig. Jeg har pt tålmodighed med mig selv. Jeg mener lige nu ikke at jeg skal være noget andet sted end der hvor jeg er nu. Jeg ved at jeg skal bære denne sorg med mig gennem resten af mit liv. Som talemåden så rigtigt siger, så tror jeg på at det at miste et barn er en livsproces. Det giver ingen mening at forsøge at haste sig frem. Dette er mit liv nu.
SÅ rejsen hverken kan eller skal udrette mirakler. Den skal VÆRE – og vi skal være i den, så godt vi kan. Jeg tror faktisk at rejsen har allermest mulighed for at lykkes, hvis vi tillader den at være som den er – og ikke ligger (andres) forventninger ind i den. Vores omverdens forventninger til rejsen. Det er tydeligt at de så meget ønskerat rejsen bliver en succes. Selvfølgelig ønsker de det, kan man sige. Man ville jo være et mærkeligt menneske, hvis man ikke ønsker andre mennesker den allerbedste ferie. Ingen ønsker hinanden en dårlig ferie. Men jeg bliver dog alligevel ramt af det succeskriterie, som hedder god/dårlig. En faktor er at min rejse skal evalueres – Hvis er standarden og hvordan kan jeg præstere, så rejsen bliver god?
Intet i mit liv er længere entydigt godt eller dårligt. Intet er længere sort eller hvidt. I det gode findes det dårlige og i det dårlige findes det gode. Det lyder måske som noget sydøst-asiatisk braller – og ja vi er på vej til Bali – gudernes ø, hvor de tilbeder både det onde og det gode- men mit liv er nu sådan at jeg mærker denne flertydighed i det onde og det gode.
Jeg oplever at i hvad der tidligere var indbegrebet af en god dag med min familie idag er splittet imellem noget godt og noget skidt. Jeg er splttet i mit nærvær – med sorgen og med min familie. Jeg kan endnu ikke rumme begge dele - men jeg må opdele mi nærvær. Allersværest er det at være Elias nærværende, fordi sorgen fylder så meget at den afbryder koncentrationen med Elias. Jeg bliver bedre og bedre til at distancere fra sorgen, men jeg er stadig ikke nærværende som jeg tidligere har kendt det. Det er som om at det er påtaget nærvær. Et skuespil, hvor jeg må parkere dele af mig selv og derfor ikke er autentisk nærværende. Jeg er ikke i lyset og jeg er ikke i mørket. Jeg befinder mig i et gråt mellemniveau. Et ingenmandsland, hvor det grå dominerer. Hverken lys eller mørke. Hverken glæde eller sorg. Ingen følelser – bare grå masse. Der er ingen forventninger. Intet at se frem til. Ingen glæde. Ingen forventninger.
Det er "seje-Britta", der kan det der. SejeBritta, der kan klare en weekend med familien, en dag på arbejde, et personalemøde, en ferie til Bali? Men SejeBritta må ikke være på for længe, fordi hun har ikke hele mig med. Hun er distanceret fra glæden, fra mørket, fra livet. Hun klarer sig på overfladen og skaber en indre knude af mere og mere utilnærmelig grå masse, som vokser jo længere tid, jeg er i det grå. Det umiddelbare gode indeholder altså forhold, som er dårlige for min heling. Når det lyse – det gode blandes sammen med de mørke bliver alt gråt og udefinerbart. Alt fremstår uskarpt uden konturer. Set gennem lyset bliver mørket gråt. Og det er ikke godt nok.
Hvis den grå masse tilgengæld ses fra det mørke bliver den afsæt for ngot godt. I mørket ligger afsættet til forløsning – til opløsning af det grå - til nærvær med sorgen – til nærvær med mig – til forsoning og forståelse. Jo mere jeg søger forløsning og forståelse, des mere er jeg i stand til at se glimt af glæde. Mørket er en nødvendig del af mit liv nu. En del jeg skal acceptere. Jo mere jeg accepterer af mørket og får det accepteret hos andre, des mere lys kan jeg se. Mørket er mit åndehul – min trøst. Når jeg siger til andre at dagen igår var træls, så er det kun for at give dem indtryk af at sorgen dominerede. En mere fyldestgørende beskrivelse vil måske være at kalde den god, FORDI sorgen var dominerende. Måske jeg skal øve mig på det.
Jeg bør altså ikke gennemleve en weekend eller en ferie uden at få kontakt til mørket – ordenligt. Jeg skal mærke smerten – forløsningen og lettelsen. Min krop fortæller mig det. I en travl weekend kan jeg fornæge signalerne, men det hævner sig – med en masse gråt og trist. Så for at få en "god" ferie, skal jeg altså give plads til mørket. Det bliver ikke den lyse lette ferie, men også den mørke – som det forholder sig med resten af mit liv.
I starten provokerede det mig meget, når folk sagde hav en god weekend. Fordi weekenderne faktisk var de værste. Det mest uoverskuelige, fordi nærværet til sorgen var så stor. Det at skulle være mor var det sidste jeg havde brug for, for jeg kunne knap nok rummet mine egne behov. Hvordan skulle jeg kunne være der for andre? Jeg hadede at jeg ikke så frem til weekenderne, fordi det plejede jo at være det bedste at have tiden til familien. Jeg har efterhånden fundet mig en strategi for at kunne være i nærværet. Jeg kan ikke mærke følelsen og behovet for nærværet – det er en strategi, som jeg tager på mig, for at kunne komme igennem hverdagen.
1.Nærvær i afgrænset tid
2.Tid til mig-pauser – til sorgarbejde – også i weekender
3.Distaktion med praktiske gøremål
1. Fokuseret nærvær handler om at vi gør noget sammen som familie i en afgrænset periode, f.eks tager i Kattegatcentret eller går en tur i Mols Bjerge. Vi har svært ved fokuseret nærvær derhjemme, fordi det umiddelbare er at gribe til distraktion (ramasjang, computer, praktisk arbejde) Når vi skal ud tager vi os sammen og tager al vor postitive styrke med. Det koster kræfter, men det giver også noget godt at investere de kræfter. En tur til Mols Bjerge på 3 timer gør os stolte over at vi kunne klare det. En Balirejse kræver 3 ugers samvær???
2. Tid til mig og til sorgen er mellemtiden, hvor jeg giver mig selv lov ti at dykke lidt ned. Det er en del, der er sværest fordi sorgarbejdet kræver så meget koncentration og nærvær. Og det er svært at fastholde, når der er forstyrrelser omkring. Men pausen kan være lynaflederen, der kan gøre at jeg kan holde til førstkommende egentid. Men en Balitur kan betyde at jeg kun sporadisk berører mørket i 3 uger – og hvad er konsekvensen af det?
3. Distraktion med praktisk arbejde holder mig igang og fjerner fokus fra det grå, som hober sig op. Jo mere jeg er igang jo mere hober sig op og jo mindre kan jeg mærke. Stilheden uden gøremål er svær at rumme, fordi den skaber et vakuum, hvor jeg kan mærke mine følelser, men ikke har muligheden for at håndtere dem, fordi familien er til stede. Det praktiske arbejde dræber det tavse rum – opvasken, rengøringen, havearbejde... En ferie på Bali kan netop synes som et paradis, fordi vi ikke skal forholde os til alt det praktiske. Vi skal bare finde en restaurant og sætte os til bordet. Der er ingen madlavning, ingen opvask og ingen tøjvask. Men altså heller ingen distraktion, som kan skabe afstand til det belastende nærvær. SÅ det ikke at have rutinerne er en bekymring.
Også det ikke at have rutinen i hverdagen er bekymrende. Mit liv – mit nærvær- mine færdigheder og mine styrker er kastet op i luften – Min hverdag som jeg kendte den er fragmenteret og ugenkendelig. I de sidste måneder har vi lært de første skridt at kende i vores nye virkelighed og vi er igang med at stykke en hverdag sammen som så småt er ved at være rutine, hvor vi har skabt stunder af tryghed og ro i alt det kaos. Men hvordan kommer hverdagen på Bali til at være? Hvad kan vi regne med? Hvem er vi nu som rejsende? Hvad kan vi og hvad skal vi?
Rejsen til Bali er ikke en drømmerejse. Når andre har ytret misundelse over vores rejse, stikker det dybt i vores hjerter. Det er ikke en drømmerejse. Vi ville til enhver tid i tifold bytte den væk, hvis vi kunne få Malou.
Men når alt det nu er sagt, så håber vi selvfølgelig at vi får en god og dejlig rejse. Når vi tager alle bekymringerne i forbehold og accepterer at de må inddrages for at ferien kan lykkes. Jeg håber at rejsen kan bidrage som en del af et samlet hele blandt alt det som vi forsøger at gøre for at bringe voes liv sammen igen – for at kunne udholde livet igen – og ja måske endda begynde at leve det. Rejsen laver ikke mirakler i sig selv, men i det samlede hele bliver det forhåbenlig et strækt kort.
Jeg håber at kunne finde styrken i skønheden, i varmen, i roen, i de gode oplevelser, i stilheden, i udsigter, i bølgernes skvulp, i de kolde shakes, i massagen på stranden. Naturen kommer først, som base for at kunne være familie. Naturen må give mig styrke til at håndtere nærværet. Jeg tror at jeg kan. Jeg håber jeg kan uden SejeBritta. Med lyset og mørket i Bali.
SÅ rejsen hverken kan eller skal udrette mirakler. Den skal VÆRE – og vi skal være i den, så godt vi kan. Jeg tror faktisk at rejsen har allermest mulighed for at lykkes, hvis vi tillader den at være som den er – og ikke ligger (andres) forventninger ind i den. Vores omverdens forventninger til rejsen. Det er tydeligt at de så meget ønskerat rejsen bliver en succes. Selvfølgelig ønsker de det, kan man sige. Man ville jo være et mærkeligt menneske, hvis man ikke ønsker andre mennesker den allerbedste ferie. Ingen ønsker hinanden en dårlig ferie. Men jeg bliver dog alligevel ramt af det succeskriterie, som hedder god/dårlig. En faktor er at min rejse skal evalueres – Hvis er standarden og hvordan kan jeg præstere, så rejsen bliver god?
Intet i mit liv er længere entydigt godt eller dårligt. Intet er længere sort eller hvidt. I det gode findes det dårlige og i det dårlige findes det gode. Det lyder måske som noget sydøst-asiatisk braller – og ja vi er på vej til Bali – gudernes ø, hvor de tilbeder både det onde og det gode- men mit liv er nu sådan at jeg mærker denne flertydighed i det onde og det gode.
Jeg oplever at i hvad der tidligere var indbegrebet af en god dag med min familie idag er splittet imellem noget godt og noget skidt. Jeg er splttet i mit nærvær – med sorgen og med min familie. Jeg kan endnu ikke rumme begge dele - men jeg må opdele mi nærvær. Allersværest er det at være Elias nærværende, fordi sorgen fylder så meget at den afbryder koncentrationen med Elias. Jeg bliver bedre og bedre til at distancere fra sorgen, men jeg er stadig ikke nærværende som jeg tidligere har kendt det. Det er som om at det er påtaget nærvær. Et skuespil, hvor jeg må parkere dele af mig selv og derfor ikke er autentisk nærværende. Jeg er ikke i lyset og jeg er ikke i mørket. Jeg befinder mig i et gråt mellemniveau. Et ingenmandsland, hvor det grå dominerer. Hverken lys eller mørke. Hverken glæde eller sorg. Ingen følelser – bare grå masse. Der er ingen forventninger. Intet at se frem til. Ingen glæde. Ingen forventninger.
Det er "seje-Britta", der kan det der. SejeBritta, der kan klare en weekend med familien, en dag på arbejde, et personalemøde, en ferie til Bali? Men SejeBritta må ikke være på for længe, fordi hun har ikke hele mig med. Hun er distanceret fra glæden, fra mørket, fra livet. Hun klarer sig på overfladen og skaber en indre knude af mere og mere utilnærmelig grå masse, som vokser jo længere tid, jeg er i det grå. Det umiddelbare gode indeholder altså forhold, som er dårlige for min heling. Når det lyse – det gode blandes sammen med de mørke bliver alt gråt og udefinerbart. Alt fremstår uskarpt uden konturer. Set gennem lyset bliver mørket gråt. Og det er ikke godt nok.
Hvis den grå masse tilgengæld ses fra det mørke bliver den afsæt for ngot godt. I mørket ligger afsættet til forløsning – til opløsning af det grå - til nærvær med sorgen – til nærvær med mig – til forsoning og forståelse. Jo mere jeg søger forløsning og forståelse, des mere er jeg i stand til at se glimt af glæde. Mørket er en nødvendig del af mit liv nu. En del jeg skal acceptere. Jo mere jeg accepterer af mørket og får det accepteret hos andre, des mere lys kan jeg se. Mørket er mit åndehul – min trøst. Når jeg siger til andre at dagen igår var træls, så er det kun for at give dem indtryk af at sorgen dominerede. En mere fyldestgørende beskrivelse vil måske være at kalde den god, FORDI sorgen var dominerende. Måske jeg skal øve mig på det.
Jeg bør altså ikke gennemleve en weekend eller en ferie uden at få kontakt til mørket – ordenligt. Jeg skal mærke smerten – forløsningen og lettelsen. Min krop fortæller mig det. I en travl weekend kan jeg fornæge signalerne, men det hævner sig – med en masse gråt og trist. Så for at få en "god" ferie, skal jeg altså give plads til mørket. Det bliver ikke den lyse lette ferie, men også den mørke – som det forholder sig med resten af mit liv.
I starten provokerede det mig meget, når folk sagde hav en god weekend. Fordi weekenderne faktisk var de værste. Det mest uoverskuelige, fordi nærværet til sorgen var så stor. Det at skulle være mor var det sidste jeg havde brug for, for jeg kunne knap nok rummet mine egne behov. Hvordan skulle jeg kunne være der for andre? Jeg hadede at jeg ikke så frem til weekenderne, fordi det plejede jo at være det bedste at have tiden til familien. Jeg har efterhånden fundet mig en strategi for at kunne være i nærværet. Jeg kan ikke mærke følelsen og behovet for nærværet – det er en strategi, som jeg tager på mig, for at kunne komme igennem hverdagen.
1.Nærvær i afgrænset tid
2.Tid til mig-pauser – til sorgarbejde – også i weekender
3.Distaktion med praktiske gøremål
1. Fokuseret nærvær handler om at vi gør noget sammen som familie i en afgrænset periode, f.eks tager i Kattegatcentret eller går en tur i Mols Bjerge. Vi har svært ved fokuseret nærvær derhjemme, fordi det umiddelbare er at gribe til distraktion (ramasjang, computer, praktisk arbejde) Når vi skal ud tager vi os sammen og tager al vor postitive styrke med. Det koster kræfter, men det giver også noget godt at investere de kræfter. En tur til Mols Bjerge på 3 timer gør os stolte over at vi kunne klare det. En Balirejse kræver 3 ugers samvær???
2. Tid til mig og til sorgen er mellemtiden, hvor jeg giver mig selv lov ti at dykke lidt ned. Det er en del, der er sværest fordi sorgarbejdet kræver så meget koncentration og nærvær. Og det er svært at fastholde, når der er forstyrrelser omkring. Men pausen kan være lynaflederen, der kan gøre at jeg kan holde til førstkommende egentid. Men en Balitur kan betyde at jeg kun sporadisk berører mørket i 3 uger – og hvad er konsekvensen af det?
3. Distraktion med praktisk arbejde holder mig igang og fjerner fokus fra det grå, som hober sig op. Jo mere jeg er igang jo mere hober sig op og jo mindre kan jeg mærke. Stilheden uden gøremål er svær at rumme, fordi den skaber et vakuum, hvor jeg kan mærke mine følelser, men ikke har muligheden for at håndtere dem, fordi familien er til stede. Det praktiske arbejde dræber det tavse rum – opvasken, rengøringen, havearbejde... En ferie på Bali kan netop synes som et paradis, fordi vi ikke skal forholde os til alt det praktiske. Vi skal bare finde en restaurant og sætte os til bordet. Der er ingen madlavning, ingen opvask og ingen tøjvask. Men altså heller ingen distraktion, som kan skabe afstand til det belastende nærvær. SÅ det ikke at have rutinerne er en bekymring.
Også det ikke at have rutinen i hverdagen er bekymrende. Mit liv – mit nærvær- mine færdigheder og mine styrker er kastet op i luften – Min hverdag som jeg kendte den er fragmenteret og ugenkendelig. I de sidste måneder har vi lært de første skridt at kende i vores nye virkelighed og vi er igang med at stykke en hverdag sammen som så småt er ved at være rutine, hvor vi har skabt stunder af tryghed og ro i alt det kaos. Men hvordan kommer hverdagen på Bali til at være? Hvad kan vi regne med? Hvem er vi nu som rejsende? Hvad kan vi og hvad skal vi?
Rejsen til Bali er ikke en drømmerejse. Når andre har ytret misundelse over vores rejse, stikker det dybt i vores hjerter. Det er ikke en drømmerejse. Vi ville til enhver tid i tifold bytte den væk, hvis vi kunne få Malou.
Men når alt det nu er sagt, så håber vi selvfølgelig at vi får en god og dejlig rejse. Når vi tager alle bekymringerne i forbehold og accepterer at de må inddrages for at ferien kan lykkes. Jeg håber at rejsen kan bidrage som en del af et samlet hele blandt alt det som vi forsøger at gøre for at bringe voes liv sammen igen – for at kunne udholde livet igen – og ja måske endda begynde at leve det. Rejsen laver ikke mirakler i sig selv, men i det samlede hele bliver det forhåbenlig et strækt kort.
Jeg håber at kunne finde styrken i skønheden, i varmen, i roen, i de gode oplevelser, i stilheden, i udsigter, i bølgernes skvulp, i de kolde shakes, i massagen på stranden. Naturen kommer først, som base for at kunne være familie. Naturen må give mig styrke til at håndtere nærværet. Jeg tror at jeg kan. Jeg håber jeg kan uden SejeBritta. Med lyset og mørket i Bali.
fredag den 15. april 2011
Hvordan gik dagen igår?
Mit hoved er ved at springe i luften. Det dundrer løs. Jeg mærker vist effekten af den intense dag igår. Men jeg kom igennem den. Og jeg klarede alle tre ting jeg skulle. Min mor har sovet her i nat, fordi hun skulle passe Elias i aftes, mens vi var til åbent hus i Landsforeningen. René kørte Elias i børnehave i morges og jeg har lige kørt min mor til toget. René spiller computer og endelig er der ro til at jeg kan skrive. Puh ha jeg føler mig fuldstændig udmattet. Jeg har bare lyst til at sove. Men jeg har også brug for at skrive – og jeg skal have alt dette ud af hovedet idag. Der går nu mange dage hvor jeg ikke kan skrive fordi jeg først får lidt ro på igen på onsdag, når vi har overstået besøgene i Kbh i weekenden og flyveturen til Bali mandag og tirsdag. Så jeg vil gerne føle at jeg har rent bord mht til at få mine tanker struktureret ud på skrift. Så det og at pakke færdig til rejsen, er dagens projekt. Ja og så skal jeg vist også have en lur – og måske også noget mad.
Tiden hos psykologen gik rigtig godt. Og hun var efter min anmodning super sharp til at holde kl 12, så vi havde en time og dermed masser af tid til at køre til Randers sygehus. Vi talte om vores erfaringer som par med nærhed og fortrolighed. Hvordan vi før har oplevet det og hvordan vi har oplevet det efter Malou – i den første tid og nu et par måneder efter. Vi talte om vores oplevelser med at kunne rumme hinandens forskellige (sorg)udtryk og ikke mindst om at kunne rumme egen sorg. Det var rigtig godt og jeg kan se det pege i en rigtig god retning, hvor vi får talt om og forhåbentlig rykket ved vores forskellige uhensigtsmæssige mønstre – min sårbarhed og Renés lukkethed. Det gav os god inspiration til at fortsætte snakken de næste uger. Vi fik en tid igen til d. 6.maj – dagen efter vi er kommet retur fra Bali.
Og så kunne vi køre stille og roligt til Randers, hvor vi var et kvarter før tid. Så vi havde både tid til at runde de umiddelbare tanker efter psykologen, men også til at indstille hjernen mod næste etape i dagen – obduktionssamtalen. Og selve samtalen gik meget bedre end forventet. Jeg havde været lidt betænkelig ved den overlæge vi skulle tale med. Jeg kendte hende ikke rigtigt, men hun var kort inde ved mig under min fødsel af Malou for at få godkendelsen til obduktionen. Og der gjorde hun ikke så heldig en entre. Hun virkede meget befippet over situationen og faldte over ordene og møblerne. Så jeg var nervøs fr om hun ville være en af de der distancerede læger, som ville tale til en plet på væggen. Men det var hun ikke. Vi oplevede hende som nærværende og imødekommende og med en god accept af vores tab og vores oplevelse. Hun bragte selv det uheldige op med at Malous livstegn ikke var blevet anerkendt og hun tog skylden på sig selv, selvom det var jordemoderens vurdering. Men hun ville bringe budskabet videre til jordemoderen, at vi var meget taknemmelig over hendes medlevelse i vores fødsel og at vi ville have følt os 100 % taget om, hvis hun havde vurderet mere præcist mht Malous livstegn. Men jeg føler ingen nag. Det er jo gået i orden uden større kamp. Jeg er glad for at overlægen selv bragte det på banen, fordi det var noget jeg gerne selv ville have talt om.
Selve svaret på obduktionen fik jeg ikke så meget ud af, men det skal vi så tale med en genetiker om. Men den del om et forhøjede Hcg betød at jeg bedre kan forstå og rumme min egen krops reaktioner. At mit forhøjede Hcg er et symptom i det samlede sygdomsbillede. Et tegn på at Malou var syg.
Vi talte også noget om det svære valg. Både det med at skulle slå sit barn ihjel og den vi står i nu, om vi tør få flere børn. Hun anerkendte meget fint at vi har stået i et eksistentielt valg, hvor der ingen rigtig løsning er, fordi de begge er onde. Og hun sammenlignede det ganske rigtigt med pårørende, der må slukke for en repirator eller på anden måde yde aktiv dødshjælp. Eksistentielt kommer man aldrig over at skulle gøre sådan noget. Fordi det er så forkert at et menneske standser et andet menneskes liv – særligt når det er ens barn. Det er fundamentalt forkert.
Vi var hjemme kl 16 efter at have hentet Elias i børnehaven og mormor ved toget. Vi skulle spise kl 17.30 og i de 1½ time lykkedes det ikke at finde nok ro. Jeg havde lige et kvarter, men jeg kom til at sætte mig i stuen. Jeg skulle have gået ovenpå. Kl 18.15 kørte vi mod Århus, hvor vi skulle til Åbent hus i Landforeningen. Temaet var "gravid igen", med deltagelse af Olav Bjørn Petersen, overlæge på Skejby og leder af afd. for føtal medicin og ultralyd. Efter runden hvor vi alle fortalte vores historie, fortalte Olav om hvordan Skejby kan støtte og hjælpe, når man bliver gravid igen efter at have mistet. Og det er jo så aktuelt som det kan være for os, når vi netop i dag har fået en prognose, der antyder at vi har 25% risiko for at videregive samme misdannelse igen. Tør vi overhovedet og hvis vi gør, hvilken støtte fra sygehusvæsnet kan vi så forvente? Og han Olav er sådan et behageligt mennesker. Det har jeg hørt før – fra mange. Han er nærmest et levende ikon, og nu fik jeg fornøjelsen af at opleve ham. Jeg ville være helt tryg ved at lægge min graviditet i hans hænder med forvisning om at han vil kunne rumme alle de irrationelle tanker og bekymringer, der måtte komme og at han ville tage vare på én på bedste vis. Han gav også en åbning for at han kunne hjælpe med at få en tid til genetikeren, fordi han har tæt kontakt med hende. Og måske han skulle deltage i samtalen også, nævnte han, fordi så kunne vi få et bredere billede, der også rakte fremad til hvis vi skal have flere børn.
Det var igen en god, men hård aften. Det var rigtig svær t at skulle fortælle vores historie, med det perspektiv, der hed Gravid igen – når vi faktisk lige var trådt ud af døren fra obduktionssamtalen med ny forvirrende viden. Samtidig var dagens følelser også hobet sig godt og grundigt op, så det var noget grådkvalt at jeg fik vores historie fortalt. Og i pausen havde jeg bare lyst til at tudbrøle, men jeg klarede nu anden session fint nok.
Alt i alt en hård dag som ventet – men også en god dag. Men en dag som sætter sig spor ind i den næste tid. Der er mange informationer og mange indtryk, der skal lagres og bearbejdes.
Tiden hos psykologen gik rigtig godt. Og hun var efter min anmodning super sharp til at holde kl 12, så vi havde en time og dermed masser af tid til at køre til Randers sygehus. Vi talte om vores erfaringer som par med nærhed og fortrolighed. Hvordan vi før har oplevet det og hvordan vi har oplevet det efter Malou – i den første tid og nu et par måneder efter. Vi talte om vores oplevelser med at kunne rumme hinandens forskellige (sorg)udtryk og ikke mindst om at kunne rumme egen sorg. Det var rigtig godt og jeg kan se det pege i en rigtig god retning, hvor vi får talt om og forhåbentlig rykket ved vores forskellige uhensigtsmæssige mønstre – min sårbarhed og Renés lukkethed. Det gav os god inspiration til at fortsætte snakken de næste uger. Vi fik en tid igen til d. 6.maj – dagen efter vi er kommet retur fra Bali.
Og så kunne vi køre stille og roligt til Randers, hvor vi var et kvarter før tid. Så vi havde både tid til at runde de umiddelbare tanker efter psykologen, men også til at indstille hjernen mod næste etape i dagen – obduktionssamtalen. Og selve samtalen gik meget bedre end forventet. Jeg havde været lidt betænkelig ved den overlæge vi skulle tale med. Jeg kendte hende ikke rigtigt, men hun var kort inde ved mig under min fødsel af Malou for at få godkendelsen til obduktionen. Og der gjorde hun ikke så heldig en entre. Hun virkede meget befippet over situationen og faldte over ordene og møblerne. Så jeg var nervøs fr om hun ville være en af de der distancerede læger, som ville tale til en plet på væggen. Men det var hun ikke. Vi oplevede hende som nærværende og imødekommende og med en god accept af vores tab og vores oplevelse. Hun bragte selv det uheldige op med at Malous livstegn ikke var blevet anerkendt og hun tog skylden på sig selv, selvom det var jordemoderens vurdering. Men hun ville bringe budskabet videre til jordemoderen, at vi var meget taknemmelig over hendes medlevelse i vores fødsel og at vi ville have følt os 100 % taget om, hvis hun havde vurderet mere præcist mht Malous livstegn. Men jeg føler ingen nag. Det er jo gået i orden uden større kamp. Jeg er glad for at overlægen selv bragte det på banen, fordi det var noget jeg gerne selv ville have talt om.
Selve svaret på obduktionen fik jeg ikke så meget ud af, men det skal vi så tale med en genetiker om. Men den del om et forhøjede Hcg betød at jeg bedre kan forstå og rumme min egen krops reaktioner. At mit forhøjede Hcg er et symptom i det samlede sygdomsbillede. Et tegn på at Malou var syg.
Vi talte også noget om det svære valg. Både det med at skulle slå sit barn ihjel og den vi står i nu, om vi tør få flere børn. Hun anerkendte meget fint at vi har stået i et eksistentielt valg, hvor der ingen rigtig løsning er, fordi de begge er onde. Og hun sammenlignede det ganske rigtigt med pårørende, der må slukke for en repirator eller på anden måde yde aktiv dødshjælp. Eksistentielt kommer man aldrig over at skulle gøre sådan noget. Fordi det er så forkert at et menneske standser et andet menneskes liv – særligt når det er ens barn. Det er fundamentalt forkert.
Vi var hjemme kl 16 efter at have hentet Elias i børnehaven og mormor ved toget. Vi skulle spise kl 17.30 og i de 1½ time lykkedes det ikke at finde nok ro. Jeg havde lige et kvarter, men jeg kom til at sætte mig i stuen. Jeg skulle have gået ovenpå. Kl 18.15 kørte vi mod Århus, hvor vi skulle til Åbent hus i Landforeningen. Temaet var "gravid igen", med deltagelse af Olav Bjørn Petersen, overlæge på Skejby og leder af afd. for føtal medicin og ultralyd. Efter runden hvor vi alle fortalte vores historie, fortalte Olav om hvordan Skejby kan støtte og hjælpe, når man bliver gravid igen efter at have mistet. Og det er jo så aktuelt som det kan være for os, når vi netop i dag har fået en prognose, der antyder at vi har 25% risiko for at videregive samme misdannelse igen. Tør vi overhovedet og hvis vi gør, hvilken støtte fra sygehusvæsnet kan vi så forvente? Og han Olav er sådan et behageligt mennesker. Det har jeg hørt før – fra mange. Han er nærmest et levende ikon, og nu fik jeg fornøjelsen af at opleve ham. Jeg ville være helt tryg ved at lægge min graviditet i hans hænder med forvisning om at han vil kunne rumme alle de irrationelle tanker og bekymringer, der måtte komme og at han ville tage vare på én på bedste vis. Han gav også en åbning for at han kunne hjælpe med at få en tid til genetikeren, fordi han har tæt kontakt med hende. Og måske han skulle deltage i samtalen også, nævnte han, fordi så kunne vi få et bredere billede, der også rakte fremad til hvis vi skal have flere børn.
Det var igen en god, men hård aften. Det var rigtig svær t at skulle fortælle vores historie, med det perspektiv, der hed Gravid igen – når vi faktisk lige var trådt ud af døren fra obduktionssamtalen med ny forvirrende viden. Samtidig var dagens følelser også hobet sig godt og grundigt op, så det var noget grådkvalt at jeg fik vores historie fortalt. Og i pausen havde jeg bare lyst til at tudbrøle, men jeg klarede nu anden session fint nok.
Alt i alt en hård dag som ventet – men også en god dag. Men en dag som sætter sig spor ind i den næste tid. Der er mange informationer og mange indtryk, der skal lagres og bearbejdes.
Svar på obduktionen
Jeg vil se om jeg kan finde lidt ro til at fortælle om obduktionssamtalen igår. Mit hoved er ved at springe i luften. Det dundrer løs. Jeg mærker vist effekten af den intense dag igår. Men jeg kom igennem den. Og ejg klarede alle tre ting jeg skulle. Min mor har sovet her i nat, fordi hun skulle passe Elias i aftes, mens vi var til åbent hus i Landsforeningen. René kørte Elias i børnehave i morges og jeg har lige kørt min mor til toget. René spiller computer og endelig er der ro til at jeg kan skrive. Puh ha jeg føler mig fuldstændig udmattet. Jeg har bare lyst til at sove.
Jeg ved endnu ikke om vi er blevet meget klogere efter obduktionssamtalen. Formodningen inden obduktionen hed dværgvækst eller svær vækstretadering med begyndende microcephali (underudvikling af hoved og hjerne). Scanningen viste en skeletmisdannelse, med korte rørknogler (særligt overarme-lår), snæver brystkasse og lille hoved, samt for lidt fostervand.Kroppen manglede 35% af sin størrelse.
Konklusionen på obduktion er en mulig diagnose, som hedder IMAGe. Jeg ved ikke noget om den og kan heller ikke rigtig meget på den, når jeg søger på nettet. Overlægen kunne kun læse op hvad patologen havde skrevet og kunne ikke gøre os klogere. Den umiddelbare udløsende faktor i syndromet er underudviklede binyrer. Det manglede 2/3 af deres størrelse. Binyrerrne er en hormonproducerende kirtel, der regulerer kroppens forbrug af fedt, proteiner og kylhydrater, kroppens indhold af vand, salt og natrium og dermed blodvolumen og blodtryk, og kroppens regulering af stresshormon og dermed gennemstrømning til muskler og omsættelse af glykogen til glykose.
Vi fik en kopi af rapporten og er nu igang med at forsøge at tyde alle de kryptiske ord ved hjælp af nettet. Vi bliver henvist til en genetiker på Skejby sygehus, Ida Vogel, som skal vurdere antagelsen om den konkrete diagnose. Umiddelbart kan der være 3 mdr. ventetid på at få en tid hos hende.
Patalogen vurderer at der kan være tale om at syndromet er nedarvet fra os begge. Hvis det er rigtigt vil vi have en 25 % risiko for igen at få et sygt barn og at skulle igennem dette igen, hvis vi vælger at få flere børn. Man vil dog på et tidligere tidspunkt - omkring nakkefoldsscanningen i uge 12 kunne tage en moderkagebiopsi, som kan afgøre om barnet har samme syndrom. I så fald vil vi tidligere kunne tage afsked med vores barn. Vi ved endnu ikke hvad vi tænker om den risiko for at vi er bærere. Vi ved endnu ikke om vi tør risikere at gå igennem dette igen eller om vi er klar til ikke at skulle have flere børn. Begge dele opleves enormt skræmmende. Vi har brug for lidt tid til at lade det bundfælde sig. Vi har dog et sundt og rask barn, så vi ved at det kan lykkes for os, men vi ved jo ikke om vi igen kan være uheldige at lande på de 25%, så mareridtet bliver gentaget.
Jeg ved endnu ikke om vi er blevet meget klogere efter obduktionssamtalen. Formodningen inden obduktionen hed dværgvækst eller svær vækstretadering med begyndende microcephali (underudvikling af hoved og hjerne). Scanningen viste en skeletmisdannelse, med korte rørknogler (særligt overarme-lår), snæver brystkasse og lille hoved, samt for lidt fostervand.Kroppen manglede 35% af sin størrelse.
Konklusionen på obduktion er en mulig diagnose, som hedder IMAGe. Jeg ved ikke noget om den og kan heller ikke rigtig meget på den, når jeg søger på nettet. Overlægen kunne kun læse op hvad patologen havde skrevet og kunne ikke gøre os klogere. Den umiddelbare udløsende faktor i syndromet er underudviklede binyrer. Det manglede 2/3 af deres størrelse. Binyrerrne er en hormonproducerende kirtel, der regulerer kroppens forbrug af fedt, proteiner og kylhydrater, kroppens indhold af vand, salt og natrium og dermed blodvolumen og blodtryk, og kroppens regulering af stresshormon og dermed gennemstrømning til muskler og omsættelse af glykogen til glykose.
Vi fik en kopi af rapporten og er nu igang med at forsøge at tyde alle de kryptiske ord ved hjælp af nettet. Vi bliver henvist til en genetiker på Skejby sygehus, Ida Vogel, som skal vurdere antagelsen om den konkrete diagnose. Umiddelbart kan der være 3 mdr. ventetid på at få en tid hos hende.
Patalogen vurderer at der kan være tale om at syndromet er nedarvet fra os begge. Hvis det er rigtigt vil vi have en 25 % risiko for igen at få et sygt barn og at skulle igennem dette igen, hvis vi vælger at få flere børn. Man vil dog på et tidligere tidspunkt - omkring nakkefoldsscanningen i uge 12 kunne tage en moderkagebiopsi, som kan afgøre om barnet har samme syndrom. I så fald vil vi tidligere kunne tage afsked med vores barn. Vi ved endnu ikke hvad vi tænker om den risiko for at vi er bærere. Vi ved endnu ikke om vi tør risikere at gå igennem dette igen eller om vi er klar til ikke at skulle have flere børn. Begge dele opleves enormt skræmmende. Vi har brug for lidt tid til at lade det bundfælde sig. Vi har dog et sundt og rask barn, så vi ved at det kan lykkes for os, men vi ved jo ikke om vi igen kan være uheldige at lande på de 25%, så mareridtet bliver gentaget.
torsdag den 14. april 2011
Forhøjet Hcg
Det ser ud til at jeg idag til obduktionsssamtalen har fået et svar på hvorfor jeg har Hcg affald, så længe i kroppen efter Malou. Det kan tyde på at mit Hcg tal har været meget højt i løbet af graviditeten. Derfor tager det længere tid inden det igen er ude af kroppen igen. Ligesom Hcg under en graviditet fordobbles hver anden dag, har det en tilsvarende vej ud af kroppen igen. Og når tallet er ekstraordinært højt, vil det vare længere tid inden det er ude af kroppen igen. Jeg har flere forhold under graviditeten, der vidner om forhøjet hcg. Det tyder på at startkvalmen og trætheden hos gravide skyldes et hurtigt stigende og høj hcg tal. Jeg vedblev med at være stagende træt i hele min graviditet. Jeg fik ligesom aldrig en god midterperiode, men var lige træt i 4-5 måned, som i de første måneder. Kvalmen fortsatte også og jeg blev ved med at kaste op og være skidt. Til nakkefoldsscanningen viste blodprøven forhøjet risiko for down, som blev afvist ved en moderkagebiopsi. Det var netop et forhøjet Hcg, der gjorde mistanken.
Det forhøjede Hcg kan skyldes det syndrom, som obduktionen viste at Malou måske havde. Mere om det i andet indlæg - imorgen, tror jeg - (er lidt træt og udkørt;-)
Det forhøjede Hcg kan skyldes det syndrom, som obduktionen viste at Malou måske havde. Mere om det i andet indlæg - imorgen, tror jeg - (er lidt træt og udkørt;-)
Rastløs idag
Puh jeg er godt nok rastløs idag. Jeg kan slet ikke være i ro. Jeg fiser rundt om mig selv. Hjertet sidder oppe i halsen. Jeg kan slet ikke trække vejret. Det trykker for brystet. Nu prøver jeg at sætte mig her for at se om jeg kan få pulsen lidt ned og trække vejret lidt dybere. Måske det hjælper at skrive lidt om det.
Det bliver en voldsom dag idag. Jeg står her foran den og aner slet ikke om jeg kan klare at komme igennem den. Det er et hårdt program med psykolog, obduktionssamtale og åbent hus i Landsforeningen. Hvis vi i eftermiddag ikke kan mere, må vi jo melde fra til åbent hus. Men vi vil nu rigtig gerne afsted, men det koster kræfter. Alle tre ting vi skal idag koster i sig selv kræfter og nu ligger de sammen på én dag. Jeg håber at fide kræfterne til at være i det. Så må jeg tage efterspillet imorgen. Jeg har meldt fra til arbejde imorgen også.
Jeg ved ikke hvad jeg reagerer mest på af det vi skal idag. Sidste måned, da vi skulle til åbent hus havde jeg det noget lignende sådan her hele dagen. Jeg var fuld af en stress-tilstand ihvert fald fra kl 12. Men idag er det startet tidligere og er mere intenst. Jeg havde ikke ondt i brystet sidst. Én af stressfaktorerne er faktisk også at vi har tid til psykolog kl. 11 og til obduktion kl 13 og vi skal køre 35-40 min imellem de to. Jeg håber sådan at psykologen er god til at tage vare på tiden og bremse snakken, så vi ikke ender med at klokken er 12.30 inden vi kommer derfra. Vi skal jo også lige ned til bilen og fra bilen og op til sygehuset. Jeg sagde det til hende allerede at da vi aftalte tiden, at det var rigtig vigtigt for mig at hun styrede tiden, fordi et af de steder vi mærker at det er svært, er når vi har travlt. Bare tanken om at vi har travlt, får det hele til at kokse. Idag fylder tidsfaktoreren faktisk mere end selve indholdet i det vi skal. Selvom det er nok så stort. Sidste gang med åbent hus var det også tidsfaktoren, der stressede. Det at vi skulle være i Århus kl 19 og have spist og afleveret Elias hos mormor inden. Kl 13 gik jeg helt i stress, fordi jeg både skulle nå i bad og lave aftensmad og hente Elias inden kl 17. Ja flot det var så hele 3 ting på 4 timer, mon ikke jeg nok skulle nå det?
Men jeg er helt klart også spændt på hvilke kræfter, indholdet idag kommer til at koste. Jeg håber at jeg kan være i det og at jeg ikke bliver nødt til at tage "seje Britta" på, fordi jeg ved at seje Britta distancerer sig og ikke involverer sig. Jo, til obduktionssamtalen må seje Britta gerne komme med, fordi jeg vil gerne være i stand til at høre og spørge. Og er jeg inde i sorgen kan jeg ikke hæve mig opover det, som sker og jeg vil ikke have evnen til at reflektere. Og jeg har brug for at blive klog på det, lægen kan fortælle. Jeg tænker at tage blok og papir med, fordi jeg gern vil kunn huske, hvad det lige var at hun sagde. Selvom vi er fire ører, så ved jeg at René ikke er så god til at huske konkrete navne og termer. VI skal jo på ferie på lørdag, så vi kan ikke lige de næste uger ringe til lgen og tjekke hvad det lige var, hun sagde.
Jeg ved at jeg har imorgen til at skrive og sorg-arbejde, men jeg tænker at jeg i eftermiddag mellem obduktionssamtalen og åbent hus gerne vil have en stund for mig selv, så jeg lige kan samle tankerne. Selvom min mor og Elias er her, vil jeg gå ovenpå og ligge mig lidt alene. Det vil min mor nok kunne forstå. Elias kan ikke, men så må vi sætte en film på, så han kan lade mig være.
Jeg ber´til at jeg må finde styrke idag til at komme ordentligt igennem dagen med alt hvad den indebærer og at jeg også imorgen vil finde styrke til at være i det og få styr på nogle af de tanker, som idag må skabe. Jeg be´r også til at jeg må finde styrke til at komme igennem imorgen, min sidste dag inden den barsel, som skulle have kommet imorgen, men som blev helt anderledes end forventet
Det bliver en voldsom dag idag. Jeg står her foran den og aner slet ikke om jeg kan klare at komme igennem den. Det er et hårdt program med psykolog, obduktionssamtale og åbent hus i Landsforeningen. Hvis vi i eftermiddag ikke kan mere, må vi jo melde fra til åbent hus. Men vi vil nu rigtig gerne afsted, men det koster kræfter. Alle tre ting vi skal idag koster i sig selv kræfter og nu ligger de sammen på én dag. Jeg håber at fide kræfterne til at være i det. Så må jeg tage efterspillet imorgen. Jeg har meldt fra til arbejde imorgen også.
Jeg ved ikke hvad jeg reagerer mest på af det vi skal idag. Sidste måned, da vi skulle til åbent hus havde jeg det noget lignende sådan her hele dagen. Jeg var fuld af en stress-tilstand ihvert fald fra kl 12. Men idag er det startet tidligere og er mere intenst. Jeg havde ikke ondt i brystet sidst. Én af stressfaktorerne er faktisk også at vi har tid til psykolog kl. 11 og til obduktion kl 13 og vi skal køre 35-40 min imellem de to. Jeg håber sådan at psykologen er god til at tage vare på tiden og bremse snakken, så vi ikke ender med at klokken er 12.30 inden vi kommer derfra. Vi skal jo også lige ned til bilen og fra bilen og op til sygehuset. Jeg sagde det til hende allerede at da vi aftalte tiden, at det var rigtig vigtigt for mig at hun styrede tiden, fordi et af de steder vi mærker at det er svært, er når vi har travlt. Bare tanken om at vi har travlt, får det hele til at kokse. Idag fylder tidsfaktoreren faktisk mere end selve indholdet i det vi skal. Selvom det er nok så stort. Sidste gang med åbent hus var det også tidsfaktoren, der stressede. Det at vi skulle være i Århus kl 19 og have spist og afleveret Elias hos mormor inden. Kl 13 gik jeg helt i stress, fordi jeg både skulle nå i bad og lave aftensmad og hente Elias inden kl 17. Ja flot det var så hele 3 ting på 4 timer, mon ikke jeg nok skulle nå det?
Men jeg er helt klart også spændt på hvilke kræfter, indholdet idag kommer til at koste. Jeg håber at jeg kan være i det og at jeg ikke bliver nødt til at tage "seje Britta" på, fordi jeg ved at seje Britta distancerer sig og ikke involverer sig. Jo, til obduktionssamtalen må seje Britta gerne komme med, fordi jeg vil gerne være i stand til at høre og spørge. Og er jeg inde i sorgen kan jeg ikke hæve mig opover det, som sker og jeg vil ikke have evnen til at reflektere. Og jeg har brug for at blive klog på det, lægen kan fortælle. Jeg tænker at tage blok og papir med, fordi jeg gern vil kunn huske, hvad det lige var at hun sagde. Selvom vi er fire ører, så ved jeg at René ikke er så god til at huske konkrete navne og termer. VI skal jo på ferie på lørdag, så vi kan ikke lige de næste uger ringe til lgen og tjekke hvad det lige var, hun sagde.
Jeg ved at jeg har imorgen til at skrive og sorg-arbejde, men jeg tænker at jeg i eftermiddag mellem obduktionssamtalen og åbent hus gerne vil have en stund for mig selv, så jeg lige kan samle tankerne. Selvom min mor og Elias er her, vil jeg gå ovenpå og ligge mig lidt alene. Det vil min mor nok kunne forstå. Elias kan ikke, men så må vi sætte en film på, så han kan lade mig være.
Jeg ber´til at jeg må finde styrke idag til at komme ordentligt igennem dagen med alt hvad den indebærer og at jeg også imorgen vil finde styrke til at være i det og få styr på nogle af de tanker, som idag må skabe. Jeg be´r også til at jeg må finde styrke til at komme igennem imorgen, min sidste dag inden den barsel, som skulle have kommet imorgen, men som blev helt anderledes end forventet
onsdag den 13. april 2011
Kærligheden i det svære valg
Det gør så ondt i mig, når folk siger at jeg har gjort det rigtige ved at slå Malou ihjel. Alt stritter i mig, fordi det på ingen måde kan være rigtigt at en mor skal slå sit barn ihjel. En mor slår ikke sit barn ihjel. Hvis det skulle være rigtigt at gøre af mig at slå mit barn ihjel, så må jeg da virkelig være et monster. Så må jeg virkelig være vanvittig. Jeg slog hende ihjel, fordi jeg måtte vælge. Jeg måtte vælge i en umulig situation, hvor der ingen lykkelig slutning var. Det er én af disse dobbelbind-situationer, hvor den indbyggede modsatrettethed gør den paradoksal. Der var intet rigtigt valg. Begge muligheder var forkerte. Havde hun levet var det forkert og var hun blevet slået ihjel var det forkert. Jeg kunne ikke gøre det rigtige, men jeg skulle handle. Jeg kunne ikke lade min datter leve med livet med lidelse og jeg kunne ikke slå hende ihjel. Men jeg skulle vælge. Jeg kunne ikke lade stå til. Jeg kunne ikke have handlet anderledes - og det ved jeg (næsten - men den sidste tvivl vil obduktionssamtalen imorgen forhåbentlig mindske).
Det er så smertefuldt at rumme at jeg ikke kunne gøre det rigtige for min datter. For det rigtige var jo at hun skulle leve. Smerten gør den ubærlig for andre at rumme og de afviser dem promte. De vil mig det så meget bedre. Jeg har ikke fortjent at tænke sådan omkring mig selv, siger de. Men jeg tænker, at det jeg ikke havde fortjent, er som mor at skulle stå i det valg. Men det gjorde jeg. Og det gør ondt. Og den smerte bliver ikke mindre af at andre siger at jeg ikke har fortjent den. For havde jeg fortjent det bliver det endnu mere absurd at tænke på.
I stedet for at dømme mig og sige at jeg ikke må tænke sådan, vil jeg så gerne have hjælp til at undersøge, hvorfor det er så vigtigt for mig at min handling med at tage Malous liv aldrig kan blive rigtig. Jeg er blevet klogere på hvorfor. Ingen tvivl. Jeg kan nu meget bedre forstå, hvorfor det gør så indt, når folk siger at jeg har gjort det rigtige. Men jeg ved at jeg kan blive klogere. Og jeg tror at jo klogere jeg bliver på, hvorfor det er vigtigt, jo mere kan jeg finde fred med det. Jeg ved at jeg ad den vej kan finde ind til min kærlighed til Malou. Jeg er ikke et monster, der gjorde det rigtige ved at slå mit barn ihjel. Jeg er en mor, som af kærlighed til sin datter, er gået i stykker indeni over at jeg ikke kunne give hende livet, men måtte give hende døden. Det er kærligheden til hende, der gør min smerte så dyb. Det er kærligheden, der gør at jeg ikke er et monster, men en fortvivlet mor, der ikke havde en lykkelig slutning.
Det er så smertefuldt at rumme at jeg ikke kunne gøre det rigtige for min datter. For det rigtige var jo at hun skulle leve. Smerten gør den ubærlig for andre at rumme og de afviser dem promte. De vil mig det så meget bedre. Jeg har ikke fortjent at tænke sådan omkring mig selv, siger de. Men jeg tænker, at det jeg ikke havde fortjent, er som mor at skulle stå i det valg. Men det gjorde jeg. Og det gør ondt. Og den smerte bliver ikke mindre af at andre siger at jeg ikke har fortjent den. For havde jeg fortjent det bliver det endnu mere absurd at tænke på.
I stedet for at dømme mig og sige at jeg ikke må tænke sådan, vil jeg så gerne have hjælp til at undersøge, hvorfor det er så vigtigt for mig at min handling med at tage Malous liv aldrig kan blive rigtig. Jeg er blevet klogere på hvorfor. Ingen tvivl. Jeg kan nu meget bedre forstå, hvorfor det gør så indt, når folk siger at jeg har gjort det rigtige. Men jeg ved at jeg kan blive klogere. Og jeg tror at jo klogere jeg bliver på, hvorfor det er vigtigt, jo mere kan jeg finde fred med det. Jeg ved at jeg ad den vej kan finde ind til min kærlighed til Malou. Jeg er ikke et monster, der gjorde det rigtige ved at slå mit barn ihjel. Jeg er en mor, som af kærlighed til sin datter, er gået i stykker indeni over at jeg ikke kunne give hende livet, men måtte give hende døden. Det er kærligheden til hende, der gør min smerte så dyb. Det er kærligheden, der gør at jeg ikke er et monster, men en fortvivlet mor, der ikke havde en lykkelig slutning.
tirsdag den 12. april 2011
En intens uge
Denne uge bliver en uge med flere store begivenheder i Malous tegn.
Idag er det Malous 2 måneders dag. Det fylder i sig selv en del i mig.
På torsdag skal vi kl 11 til anden gang hos psykologen. Hun har forberedt os på at vi skal tale om vores familiehistorier - vores erfaringer hver især med at være en del af en familie - vores billeder af en mor og en far - vores forhold til kommunikation og følelser. Det tror jeg er rigtig godt fr vores fælles sorgarbejde og vores fortsatte liv sammen som kærester og forældre. Jeg er ihvertfald optimistisk mht det. Jeg er så glad for at René vil med. Jeg synes ikke jeg skal gøre det alene. Jeg gør så meget af mit sorgarbejde alene og René har så få veje ind i sit sorgarbejde. Og de reagerer hans krop på nu. Jeg tror det er godt for ham at fokusere på sit tab og ikke skubbe det bort. Smerten forsvinder ikke af sig selv, selvom det kunne være dejligt. Jeg tror det er godt for ham at få en vej ind i sorgen. Selvom det er hårdt.
Torsdag kl. 13 skal vi til obduktionssamtale på Randers sygehus. Jeg ved ikke hvad jeg føler for samtalen. Jeg tror ikke den kan få mig til at føle mig anderledes end idag. Hvad forskel skal den gøre? Den kan måske fortælle os, hvor misdannet hun var og hvor stor risikoen var for at hun kunne leve. Det vil måske give lidt ro ift til det umenneskelige valg vi har stået i, men den kan ikke tage smerten væk. Vi vil for altid have slået vores datter ihjel, og uanset hvad obduktionen fortæller os, så kan intet faktum ændre på at vi har skulle stå med den absurde beslutning, hvor er ingen god løsning var. Det VAR pest eller kolera - og det er det stadig - og det vil det være for altid. Jeg ved at hvis de har fundet en konkret diagnose, så vil den udløse et behov for at finde information. Så vil jeg søge på nettet om videnskabelige forklaringer og personlige beretninger om diagnosen. Jeg håber også at få svar på om det var en genfejl, som vi kan være bærere af eller om det er en mutation - tilfældig eller provokeret af ydre forhold.
Torsdag kl. 19 skal vi til Åbent hus i Landsforeningen for spædbørnsdød. Temaet er: Gravid igen. Olav Bjørn fra Skejby holder oplæg. Det skal nok blive godt, men også megetintenst. Sidste gang - for en måned siden lå jeg brak hele fredag. Jeg var helt smadret og kunne ingenting. Så jeg forventer at efter sådan en heftig torsdag skal jeg hellige fredag til ro ro ro.
Fredag er også dagen hvor jeg skulle have gået fra på barsel. Det var en dag jeg havde glædet mig rigtig meget til og som jeg var begyndt at tælle ned til dengang i februar. Jeg havde glædet mig til den pause fra mit arbejdsliv, som de første par måneder ville give mig. Den ro jeg kunne få til at gøre ting herhjemme. Gøre klar til Malou, nusse i haven i foråret, ordne ting og sager, der halter herhjemme. Jeg havde glædet mig til det år - 14 måneder med en anden identitet. Ikke som arbejdende kvinde, men som mor til to børn. Jeg havde glædet mig til at skulle gå tur med barnevognen og jeg var igang med at udtænke ruter jeg kunne vandre ad. Jeg havde glædet mig til babysvømning efter sommerferien og jeg havde afsøgt muligheder for baby-salmesang, babyrytmik og efterfødselsgymnastik. Men mest af alt havde jeg glædet mig til min lille baby. Min lille varme skildpaddebaby. Min lille skat, som da var en del af mig og som til juni ville blive adskilt fra mig og som jeg nu skulle lære at kende udenfor maven. Min lille Malou. Men nu har jeg udsigt til arbejdsliv i en uendelighed. Arbejdsidentiteten skal på igen og det giver ingen mening. Kalenderen er tom og det nød jeg, mn nu skal den fyldes op med møder og aftaler, som er af en hel anden kaliber inden mine drømme. Det gør ondt - det gør forbandet ondt.
På lørdag drager vi på ferie. Først til Kbh og siden til Bali. Vi kommer hjem efter 2½ uge d. 5. maj. Jeg kan ikke mærke rejsen endnu. Jeg glæder mig ikke. Det bliver da helst sikkert dejligt, men ikke glædeligt. Jeg må tage afsted og tage hver dag som den kommer. Jeg forventer ingenting - jeg føler ingen begejstring.
Jeg ved dog at jeg vil skulle finde mig rum til sorgarbejdet. Jeg vil ikke gå rundt i den udefinerebare grå dyne som fylder mig, når det lyse og mørke blandes sammen. Når jeg hverken kan mærke glæden eller sorgen, men blot er grå og trist. Det er for utydeligt. Det er for dominerende. Når jeg finder mig mine åndehuller af Malou tid kan jeg bedre være i det lyse. Jeg kan bedre klare mig. Jeg kan bedre være mor og kæreste. Og det skal jeg jo være fuldtid på Bali. Mor og kæreste. Men jeg skal finde mig en måde også at være mor for Malou på, mens vi rejser. En måde hvor jeg får tid til mig og min sorg. Så det grå ikke overtager og så tankerne bliver mere håndgribelige for mig. Og hvis jeg også bliver velsignet med internetforbindelse ind imellem, så slipper I ikke for mig herinde. Jeg kommer til at mangle at skrive her og at skrive på det forum for englemødre, hvor jeg bruger meget tid og hvor jeg finder så megen lindring. 3 uger er langtid uden den livline, som dette forum giver mig.
Idag er det Malous 2 måneders dag. Det fylder i sig selv en del i mig.
På torsdag skal vi kl 11 til anden gang hos psykologen. Hun har forberedt os på at vi skal tale om vores familiehistorier - vores erfaringer hver især med at være en del af en familie - vores billeder af en mor og en far - vores forhold til kommunikation og følelser. Det tror jeg er rigtig godt fr vores fælles sorgarbejde og vores fortsatte liv sammen som kærester og forældre. Jeg er ihvertfald optimistisk mht det. Jeg er så glad for at René vil med. Jeg synes ikke jeg skal gøre det alene. Jeg gør så meget af mit sorgarbejde alene og René har så få veje ind i sit sorgarbejde. Og de reagerer hans krop på nu. Jeg tror det er godt for ham at fokusere på sit tab og ikke skubbe det bort. Smerten forsvinder ikke af sig selv, selvom det kunne være dejligt. Jeg tror det er godt for ham at få en vej ind i sorgen. Selvom det er hårdt.
Torsdag kl. 13 skal vi til obduktionssamtale på Randers sygehus. Jeg ved ikke hvad jeg føler for samtalen. Jeg tror ikke den kan få mig til at føle mig anderledes end idag. Hvad forskel skal den gøre? Den kan måske fortælle os, hvor misdannet hun var og hvor stor risikoen var for at hun kunne leve. Det vil måske give lidt ro ift til det umenneskelige valg vi har stået i, men den kan ikke tage smerten væk. Vi vil for altid have slået vores datter ihjel, og uanset hvad obduktionen fortæller os, så kan intet faktum ændre på at vi har skulle stå med den absurde beslutning, hvor er ingen god løsning var. Det VAR pest eller kolera - og det er det stadig - og det vil det være for altid. Jeg ved at hvis de har fundet en konkret diagnose, så vil den udløse et behov for at finde information. Så vil jeg søge på nettet om videnskabelige forklaringer og personlige beretninger om diagnosen. Jeg håber også at få svar på om det var en genfejl, som vi kan være bærere af eller om det er en mutation - tilfældig eller provokeret af ydre forhold.
Torsdag kl. 19 skal vi til Åbent hus i Landsforeningen for spædbørnsdød. Temaet er: Gravid igen. Olav Bjørn fra Skejby holder oplæg. Det skal nok blive godt, men også megetintenst. Sidste gang - for en måned siden lå jeg brak hele fredag. Jeg var helt smadret og kunne ingenting. Så jeg forventer at efter sådan en heftig torsdag skal jeg hellige fredag til ro ro ro.
Fredag er også dagen hvor jeg skulle have gået fra på barsel. Det var en dag jeg havde glædet mig rigtig meget til og som jeg var begyndt at tælle ned til dengang i februar. Jeg havde glædet mig til den pause fra mit arbejdsliv, som de første par måneder ville give mig. Den ro jeg kunne få til at gøre ting herhjemme. Gøre klar til Malou, nusse i haven i foråret, ordne ting og sager, der halter herhjemme. Jeg havde glædet mig til det år - 14 måneder med en anden identitet. Ikke som arbejdende kvinde, men som mor til to børn. Jeg havde glædet mig til at skulle gå tur med barnevognen og jeg var igang med at udtænke ruter jeg kunne vandre ad. Jeg havde glædet mig til babysvømning efter sommerferien og jeg havde afsøgt muligheder for baby-salmesang, babyrytmik og efterfødselsgymnastik. Men mest af alt havde jeg glædet mig til min lille baby. Min lille varme skildpaddebaby. Min lille skat, som da var en del af mig og som til juni ville blive adskilt fra mig og som jeg nu skulle lære at kende udenfor maven. Min lille Malou. Men nu har jeg udsigt til arbejdsliv i en uendelighed. Arbejdsidentiteten skal på igen og det giver ingen mening. Kalenderen er tom og det nød jeg, mn nu skal den fyldes op med møder og aftaler, som er af en hel anden kaliber inden mine drømme. Det gør ondt - det gør forbandet ondt.
På lørdag drager vi på ferie. Først til Kbh og siden til Bali. Vi kommer hjem efter 2½ uge d. 5. maj. Jeg kan ikke mærke rejsen endnu. Jeg glæder mig ikke. Det bliver da helst sikkert dejligt, men ikke glædeligt. Jeg må tage afsted og tage hver dag som den kommer. Jeg forventer ingenting - jeg føler ingen begejstring.
Jeg ved dog at jeg vil skulle finde mig rum til sorgarbejdet. Jeg vil ikke gå rundt i den udefinerebare grå dyne som fylder mig, når det lyse og mørke blandes sammen. Når jeg hverken kan mærke glæden eller sorgen, men blot er grå og trist. Det er for utydeligt. Det er for dominerende. Når jeg finder mig mine åndehuller af Malou tid kan jeg bedre være i det lyse. Jeg kan bedre klare mig. Jeg kan bedre være mor og kæreste. Og det skal jeg jo være fuldtid på Bali. Mor og kæreste. Men jeg skal finde mig en måde også at være mor for Malou på, mens vi rejser. En måde hvor jeg får tid til mig og min sorg. Så det grå ikke overtager og så tankerne bliver mere håndgribelige for mig. Og hvis jeg også bliver velsignet med internetforbindelse ind imellem, så slipper I ikke for mig herinde. Jeg kommer til at mangle at skrive her og at skrive på det forum for englemødre, hvor jeg bruger meget tid og hvor jeg finder så megen lindring. 3 uger er langtid uden den livline, som dette forum giver mig.
Malou - to måneder
Min lille prinsesse - idag er det 2 måneder siden jeg fødte dig - og jeg græder. Jeg savner dig sådan i min mave. Den skulle nu have været stor og rund. I 30. uge. Jeg hader at se de andre gravide. De render rundt med deres store maver og deres perfekte børn. Jeg hader at tænke på at du ikke er derinde mere. Jeg hader at tænke på at du ikke får lov at leve sammen med os. Jeg hader at tænke på at vi er bombet år tilbage. Skal vi nu starte forfra? Vi vil aldrig kunne starte forfra. Livet er ændret. Det vil aldrig blive det samme, når du ikke er i live hos os. Du vil altid mangle. Der vil altid være en tom stol.
Min lille skat, det gør så ondt at jeg måtte slå dig ihjel. Undskyld undskyld undskyld. Intet kan fjerne den smerte, jeg føler. Ingen mor slår sit barn ihjel. Men det gjorde jeg. Det blev jeg nødt til. Der var ingen god løsning. Jeg kunne ikke gøre det rigtige. Jeg kunne ikke lade dig leve med lidelse og jeg kunne ikke slå dig ihjel. Men jeg skulle vælge og det gjorde jeg. Men jeg gjorde ikke det rigtige. Det kan aldrig blive det rigtige at en mor skal slå sit barn ihjel. Du ved de tager fejl, når de siger det at det var rigtigt at gøre. Jeg skriger til dem, nej - det var ikke rigtigt - det var SÅ forkert at jeg skulle gøre det. Det ved du og det ved jeg. Du var min datter og du skulle leve. Du skulle ikke slås ihjel og da slet ikke af din egen mor. Men det blev du og jeg kunne ikke have gjort det anderledes. Der var ingen lykkelig slutning - og det skal jeg leve med. Jeg kan ikke leve med det endnu. Det gør så ondt at jeg skulle dræbe dig. Jeg ville så gerne at det kunne have været anderledes. Jeg ville så gerne at jeg kunne have ladet dig leve.
Min lille prinsesse - mit hjerte gør så ondt. På fredag skulle jeg have været gået på barsel med dig. Jeg havde sådan glædet mig. Jeg havde glædet mig til månederne inden. Til at have nydt dig i maven og at have haft tiden for mig selv. Til at nusse med dine babyting. Vaske dit tøj, gøre din seng klar, barnevognen klar. Jeg havde glædet mig til du kom ud til os til juni. Jeg ville sådan ønske jeg kunne få noget mere af dig. Jeg ville så gerne mærket dig varm og levende i mine arme. Jeg ville så gerne have set dine øjne. Jeg ville så gerne have mærket dine fingre klemme om min finger. Jeg ville så gerne have mærket dig i live. Jeg føler mig frarøvet. Jeg føler mig snydt. Hvorfor måtte jeg ikke få dig? Jeg kan ikke se på de andre babyer. De er så skønne. Men du er her ikke. Det skulle have været dig. Jeg får dig aldrig i mine arme og det gør så ondt.
Jeg tænder et lys for dig, min skat. Du smukke lille pige. Jeg er sikker på at du nu har fred. Jeg sikker på at du ikke lider. Jeg ville ønske jeg kunne have givet dig noget andet end døden. Du ved jeg har så meget mere til dig. Jeg længes efter den dag, hvor jeg kan give dig al min kærlighed. Hvor vreden og smerten fylder mindre. Hvor jeg i mine tanker kan tage dig kærligt i mine arme og vugge dig blidt. Du fortjener så meget - du fortjener hele universet. Du fortjener en mor, der kan ære og elske dig mere helt og mindre smertefuldt. Det skal du nok få en dag. Jeg forsøger at lære det. Jeg forsøger at lære smerten at kende. Jeg gør mit bedste. Det er ikke godt nok, for det kan det aldrig blive. Der er ingen lykkelig slutning.
Min prinsesse tillykke med din månedsdag. Wish you were here. Jeg elsker dig. MOR
Min lille skat, det gør så ondt at jeg måtte slå dig ihjel. Undskyld undskyld undskyld. Intet kan fjerne den smerte, jeg føler. Ingen mor slår sit barn ihjel. Men det gjorde jeg. Det blev jeg nødt til. Der var ingen god løsning. Jeg kunne ikke gøre det rigtige. Jeg kunne ikke lade dig leve med lidelse og jeg kunne ikke slå dig ihjel. Men jeg skulle vælge og det gjorde jeg. Men jeg gjorde ikke det rigtige. Det kan aldrig blive det rigtige at en mor skal slå sit barn ihjel. Du ved de tager fejl, når de siger det at det var rigtigt at gøre. Jeg skriger til dem, nej - det var ikke rigtigt - det var SÅ forkert at jeg skulle gøre det. Det ved du og det ved jeg. Du var min datter og du skulle leve. Du skulle ikke slås ihjel og da slet ikke af din egen mor. Men det blev du og jeg kunne ikke have gjort det anderledes. Der var ingen lykkelig slutning - og det skal jeg leve med. Jeg kan ikke leve med det endnu. Det gør så ondt at jeg skulle dræbe dig. Jeg ville så gerne at det kunne have været anderledes. Jeg ville så gerne at jeg kunne have ladet dig leve.
Min lille prinsesse - mit hjerte gør så ondt. På fredag skulle jeg have været gået på barsel med dig. Jeg havde sådan glædet mig. Jeg havde glædet mig til månederne inden. Til at have nydt dig i maven og at have haft tiden for mig selv. Til at nusse med dine babyting. Vaske dit tøj, gøre din seng klar, barnevognen klar. Jeg havde glædet mig til du kom ud til os til juni. Jeg ville sådan ønske jeg kunne få noget mere af dig. Jeg ville så gerne mærket dig varm og levende i mine arme. Jeg ville så gerne have set dine øjne. Jeg ville så gerne have mærket dine fingre klemme om min finger. Jeg ville så gerne have mærket dig i live. Jeg føler mig frarøvet. Jeg føler mig snydt. Hvorfor måtte jeg ikke få dig? Jeg kan ikke se på de andre babyer. De er så skønne. Men du er her ikke. Det skulle have været dig. Jeg får dig aldrig i mine arme og det gør så ondt.
Jeg tænder et lys for dig, min skat. Du smukke lille pige. Jeg er sikker på at du nu har fred. Jeg sikker på at du ikke lider. Jeg ville ønske jeg kunne have givet dig noget andet end døden. Du ved jeg har så meget mere til dig. Jeg længes efter den dag, hvor jeg kan give dig al min kærlighed. Hvor vreden og smerten fylder mindre. Hvor jeg i mine tanker kan tage dig kærligt i mine arme og vugge dig blidt. Du fortjener så meget - du fortjener hele universet. Du fortjener en mor, der kan ære og elske dig mere helt og mindre smertefuldt. Det skal du nok få en dag. Jeg forsøger at lære det. Jeg forsøger at lære smerten at kende. Jeg gør mit bedste. Det er ikke godt nok, for det kan det aldrig blive. Der er ingen lykkelig slutning.
Min prinsesse tillykke med din månedsdag. Wish you were here. Jeg elsker dig. MOR
mandag den 11. april 2011
Lad mig generobre sangen
Jeg vil have sangen tilbage
som i de gode gamle dage
Jeg vil skråle og gjalde
uden tårer og galde
End ikke fuglene synger mere
tavsheden vil smerten citere
længslen efter forår efter liv
søger i mindernes arkiv
Du er væk min kære
Klagesangen fylder min sfære
forstummet er de muntre toner
i sorgens fængsel de afsoner
som i de gode gamle dage
Jeg vil skråle og gjalde
uden tårer og galde
End ikke fuglene synger mere
tavsheden vil smerten citere
længslen efter forår efter liv
søger i mindernes arkiv
Du er væk min kære
Klagesangen fylder min sfære
forstummet er de muntre toner
i sorgens fængsel de afsoner
søndag den 10. april 2011
Jeg vil have min krop igen
2 måneder efter og stadig hcg i kroppen. Suk giv mig nu bare min krop igen. Jeg ved at jeg skal indse at jeg ikke måtte få Malou, men kan jeg da ikke bare få lov at få min krop igen. Jeg fatter ikke at der skal gå så lang tid. Det svarer næsten til at jeg skulle gå rundt i 2 måneder med mælk i brysterne. Hcg'en er tegn på den graviditet som jeg ville ønske jeg havde. Det er bevis på at Malou var i min mave. Men hun er der jo ikke mere. Jeg har mistet min baby. Jeg har mistet min mave. Jeg har mistet hendes små spark. Jeg har også mistet alle graviditetssymptomer, men min krop producerer stadig hcg - kan den da ikke holde op med det? Der er ingen grund til det. Min baby er borte. Så stop dog krop. Hvordan skal jeg kunne tage afsked med den graviditet, når min krop viser minder mig om den? Det er håbløst. Jeg ved godt at det må forsvinde før eller siden, men jeg kan ikke se hvad det skal være godt for at der skal gå så lang tid. ØV ØV ØV
lørdag den 9. april 2011
Om at dele sine tanker
Jeg begynder at opleve gevinsten ved at jeg er åben omkring mine tanker og oplevelser ved at miste et barn. At formulere mine tanker er et rent fysisk behov for mig. Jeg SKAL gøre det – det er min måde at få hul, afløb og kontakt – med Malou og emd mig selv. Men at jeg også kan dele mine tanker med andre, giver mig en ekstra dimension – Det sætter nye tanker igang hos mig – hvad enten jeg bliver spejlet og rummet eller at den respons jeg får hos andre skaber rod i mig, betyder det at jeg får kontakt med min egen oplevelse og dermed bliver klogere. Og jeg har brug for at forstå. Jeg skal undersøge alle de afkroge, der nu befinder sig i mit landskab – for jeg kender det ikke. Det er nyt for mig. Jeg ved ikke hvor jeg skal hen. Jeg ved ikke ad hvilke stier jeg kan gå eller hvad der gemmer sig bag næste hjørne. Så jeg skal afsøge og undersøge – og responsen hjælper mig på vej . Jeg har fået meget respons fra andre englemødre fra små-engle og jeg oplever også flere, der tager kontakt til mig efter at have læst og tænkt over det jeg skriver på min blog. Og det er så betydningsfuldt for mig. At folk vil læse med er rigtig dejligt for mig. Jeg skriver det for at det skal læses. Jeg skriver det for at jeg bedre kan blive forstået. Jeg skriver det for at være mindre ensom med mine tanker. Jeg vil rigtig gerne dele mig, fordi det er så sønderrivende anderledes at være mig nu – fordi det som jeg har været igennem er så umenneskeligt uforstående, så jeg gerne vil skabe mest muligt åbenhed omkring det. Det er så smertefuldt for os at skulle sætte os ind i at miste et barn. Ingen burde skulle forholde sig til det – men det skal jeg – og det er rart at opleve at andre tør dele det med mig – eller at de tør læse med, selvom de ikke tør tale med mig selv.
Og jeg oplever at når folk tager kontakt efter at have læst min blog, så er de mere rustede til at møde mig. Jeg kan høre at de har læst mig. Jeg kan høre at de ved – de ved, hvad der har betydning for mig. De ved, hvad jeg skal sige. Jeg skal forsvare mindre. Jeg kan være mere til stede. Jeg kan få lov at sige noget af alt det jeg har skrevet højt overfor dem. Og hver gang jeg får anledning til at høre mig selv og høre mig selv reflekteret i den anden, skaber det noget nyt i mig. Og det at folk har læst mig betyder at jeg ryger ud i færre situationer, hvor folks kommentarer er helt hen i vejret. Hvor de slet ikke møder mig. De er ganske enkelt meget bedre til at rumme mig, fordi de mere ved hvor jeg er.
Jeg er så taknemmelig for at nogen vil læse med. Jeg håber at jeg vil blive ved med at opleve, at nogen – som min søster gjorde i aften – vover sig ud og tager kontakt. Jeg oplevede i aften mig spejlet, fordi jeg kunne høre at min søster kendte mig og min sorg, fordi hun følger med på bloggen. Selvom det er hårdt og smertefuldt og selvom det fremkalder mange tårer, så er det så godt at blive mødt. Og godt at mærke at nogen tør vove det sårbare skridt ud og tage kontakt.
Tak til alle, der følger med. Tak til jer, der reagerer. Tak, fordi I viser at I ved det.
Og jeg oplever at når folk tager kontakt efter at have læst min blog, så er de mere rustede til at møde mig. Jeg kan høre at de har læst mig. Jeg kan høre at de ved – de ved, hvad der har betydning for mig. De ved, hvad jeg skal sige. Jeg skal forsvare mindre. Jeg kan være mere til stede. Jeg kan få lov at sige noget af alt det jeg har skrevet højt overfor dem. Og hver gang jeg får anledning til at høre mig selv og høre mig selv reflekteret i den anden, skaber det noget nyt i mig. Og det at folk har læst mig betyder at jeg ryger ud i færre situationer, hvor folks kommentarer er helt hen i vejret. Hvor de slet ikke møder mig. De er ganske enkelt meget bedre til at rumme mig, fordi de mere ved hvor jeg er.
Jeg er så taknemmelig for at nogen vil læse med. Jeg håber at jeg vil blive ved med at opleve, at nogen – som min søster gjorde i aften – vover sig ud og tager kontakt. Jeg oplevede i aften mig spejlet, fordi jeg kunne høre at min søster kendte mig og min sorg, fordi hun følger med på bloggen. Selvom det er hårdt og smertefuldt og selvom det fremkalder mange tårer, så er det så godt at blive mødt. Og godt at mærke at nogen tør vove det sårbare skridt ud og tage kontakt.
Tak til alle, der følger med. Tak til jer, der reagerer. Tak, fordi I viser at I ved det.
fredag den 8. april 2011
Til mit døde barn (af Tove Ditlevsen)
Aldrig hørte jeg din spæde stemme,
aldrig smilte dine blege læber til mig,
men de bitte, bitte fødders spark
vil jeg aldrig nogen sinde glemme.
Du var alt mit håb og al min glæde,
helt beskyttet lå du inden i mig,-
al min længsel, livets store drøm.
- Å - og dine fødder var så spæde.
Vi har været sammen mange dage,
al min næring delte jeg jo med dig.
Hvad kan du og jeg vel gøre for,
at vi begge to var alt for svage.
Lille barn, nu skal du aldrig mærke
livets hede puls i godt og ondt. -
Godt det samme, sov kun sødt, min pige,
vi må bukke under for de stærke.
Se, jeg kysser dine kolde hænder,
glad at jeg endnu en stund kan nå dig,
stille kysser jeg dig, uden tårer, -
selv om gråden i min strube brænder.
Når de kommer med den hvide kiste,
skal du ikke være bange, mor går med dig,
i din lille silkeskjorte skal jeg klæde
dig for første gang - og allersidste.
aldrig smilte dine blege læber til mig,
men de bitte, bitte fødders spark
vil jeg aldrig nogen sinde glemme.
Du var alt mit håb og al min glæde,
helt beskyttet lå du inden i mig,-
al min længsel, livets store drøm.
- Å - og dine fødder var så spæde.
Vi har været sammen mange dage,
al min næring delte jeg jo med dig.
Hvad kan du og jeg vel gøre for,
at vi begge to var alt for svage.
Lille barn, nu skal du aldrig mærke
livets hede puls i godt og ondt. -
Godt det samme, sov kun sødt, min pige,
vi må bukke under for de stærke.
Se, jeg kysser dine kolde hænder,
glad at jeg endnu en stund kan nå dig,
stille kysser jeg dig, uden tårer, -
selv om gråden i min strube brænder.
Når de kommer med den hvide kiste,
skal du ikke være bange, mor går med dig,
i din lille silkeskjorte skal jeg klæde
dig for første gang - og allersidste.
torsdag den 7. april 2011
Splintret og spaltet
Som engle mor oplever man sig revet itu. Man oplever sin personlighed splintret i tusinde stykker. Det er som om alt det man troede man var, er blevet kastet op i vinden og nu ligger spredt ud over marken. Man ser ser sig selv gå rundt på marken og samle stumperne op. Et puslespil med tusinde brikker og man har intet kendt billede at gå ud fra? Intet at spejle arbejdet i. Hvordan var det nu de sad sammen? Passer denne stump ind her? Mon det her er min stump eller er det en ny, jeg har fundet? Hvor er mon den specifikke stump, jeg plejede at have - er den forsvundet? Mon jeg får sat dem sammen på den rigtige måde eller finder jeg en måde, som giver et mere helt billede? Kan jeg overhovedet få enderne og kanterne til at nå helt sammen eller skal jeg for altid leve med huller i billedet? Mon jeg kan se på brikkerne på nye måder eller ender jeg op med slet ikke at kunne forstå deres relevans?
Kroppen går videre, mens det indre er splintret. Og det er måske her min personlighedsspaltning kommer i spil. Jeg har to eksempler. I sidste uge var jeg på kursus. Temaet var Action Learning Consulting og Ledelse med hjertet. Rigtigt spændende emner. Jeg oplevede mig selv kunne deltage på næsten vanlig vis - intellektualisere, reflektere og perspektivere. Jeg følte mig som en anden. Jeg følte mig spaltet ud og kunne ligesom se mig selv sidde der udenfor al min smerte og sorg - uden mit indre som følge – som om jeg var udvandret af mig selv. Det gav meget faglig viden - og in terms of tilbagevenden på arbejde, var det rigtig godt. Men det var en mærkelig oplevelse.
Det andet eksempel var igår aftes på mit arbejde, hvor jeg holdte personalemøde. Set så meget udefra som jeg kan lige nu, klarede jeg det vist som jeg plejer. Min arbejdsmiljørep. og jeg havde besluttet at skulle tale om vores sorg- og krisekultur. Og på mærkelig differentieret vis formåede jeg at være i det næsten uden at tænke på Malou. Selvom det var hende og mig det handlede om, så kunne jeg distancere mig fra hende og stille mig selv til rådighed til spørgsmål og afklaring på en ikke følelsesladet måde. Jeg mærkede min mere aggresive og udadfarende energi, men jeg fandt kun snert af anledning til at blive ked af det.
Jeg ved ikke om jeg skal glædes eller være bekymret over at jeg kan det. Det er trods alt kun knap to måneder siden jeg mistede Malou. Og det er en mærkelig oplevelse at kunne være til stede på den måde. Som om der eksisterer flere sider af mg og at jeg kan fjerne mig fra de andre sider. Jeg har lidt svært ved at forklare det, men følelsen er at jeg er spaltet – at jeg ikke er hel, når jeg står der. Jeg har ikke kontakt med hele mig. Jeg har ikke mig selv med, men har splittet mig op, så jeg kan være til stede.
Kroppen går videre, mens det indre er splintret. Og det er måske her min personlighedsspaltning kommer i spil. Jeg har to eksempler. I sidste uge var jeg på kursus. Temaet var Action Learning Consulting og Ledelse med hjertet. Rigtigt spændende emner. Jeg oplevede mig selv kunne deltage på næsten vanlig vis - intellektualisere, reflektere og perspektivere. Jeg følte mig som en anden. Jeg følte mig spaltet ud og kunne ligesom se mig selv sidde der udenfor al min smerte og sorg - uden mit indre som følge – som om jeg var udvandret af mig selv. Det gav meget faglig viden - og in terms of tilbagevenden på arbejde, var det rigtig godt. Men det var en mærkelig oplevelse.
Det andet eksempel var igår aftes på mit arbejde, hvor jeg holdte personalemøde. Set så meget udefra som jeg kan lige nu, klarede jeg det vist som jeg plejer. Min arbejdsmiljørep. og jeg havde besluttet at skulle tale om vores sorg- og krisekultur. Og på mærkelig differentieret vis formåede jeg at være i det næsten uden at tænke på Malou. Selvom det var hende og mig det handlede om, så kunne jeg distancere mig fra hende og stille mig selv til rådighed til spørgsmål og afklaring på en ikke følelsesladet måde. Jeg mærkede min mere aggresive og udadfarende energi, men jeg fandt kun snert af anledning til at blive ked af det.
Jeg ved ikke om jeg skal glædes eller være bekymret over at jeg kan det. Det er trods alt kun knap to måneder siden jeg mistede Malou. Og det er en mærkelig oplevelse at kunne være til stede på den måde. Som om der eksisterer flere sider af mg og at jeg kan fjerne mig fra de andre sider. Jeg har lidt svært ved at forklare det, men følelsen er at jeg er spaltet – at jeg ikke er hel, når jeg står der. Jeg har ikke kontakt med hele mig. Jeg har ikke mig selv med, men har splittet mig op, så jeg kan være til stede.
tirsdag den 5. april 2011
At træffe valg sætter spor
De to faktorer, der fylder allermest i min sorg pt er det faktum at vi blev sat i den umenneskelige situation, at vi skulle vælge vores datter fra og det faktum at jeg ikke føler at Malou har bragt noget godt i mit liv.
Jeg vil rigtig gerne blive tydeligere med at forstå og forklare min smerte ved det valg vi har stået i, da vi skulle beslutte Malous liv eller død. Jeg har forsøgt at forklare betydningen af det faktum at Malou først og fremmest er vores datter – og ikke først og fremmest et misfoster. Vores datter er ikke noget, man burde kunne vælge fra. Hun er vores datter og hun skulle have levet. Det at skulle tage afsked med et barn berører dybe lag af et menneskes eksistens. Vores beslutning kan ikke vurderes ud fra moralske kriterier for rigtigt/forkert. Vi har ikke på nogen, som helst måde, gjort det rigtige, fordi det kan på ingen måde være det rigtige at slå sit barn ihjel. På alle måder må det være forkert at skulle slå sit barn ihjel. Det kan aldrig blive rigtigt at gøre. At træffe et sådan valg sætter sig spor. Man kan ikke træffe et valg om at slå sit barn ihjel og leve livet videre uden skyld. Vores valg befinder sig imellem to etiske værdi kriterier – mellem pligten til at respektere og værne om alt liv og pligten til at begrænse enhver lidelse. Hvilken af disse to kriterier vejer tungest? Det er et etisk valg, som vi resten af livet skal bære med os videre som et eksistensiel grundvilkår. Derfor tror vi ikke at obduktionssamtalen i næste uge kan fjerne den smerte ved valget. Samtalen vil kunne få os til at stole på at vi gjorde det mindst smertefulde ved at følge pligten til at reducere al lidelse. Men samtalen kan ikke fjerne den skyld vi oplever.
Sygehuspræst Christian Juul Busch skelner i artiklen "skyld og skyldfølelse" mellem reel skyld og irrationel skyld. På sin vis befinder vores beslutning sig imellem reel og irrationel skyld. Det er et faktum at vi slog vores datter ihjel. Det er en reel skyld. Det er VORES valg. Vi kunne have valgt anderledes. Det er (formentlig) ikke vores skyld at hun blev misdannet. Mod det føler vi heller ikke skyld. Derfor læner vores beslutning sig op af den irrationelle skyld, fordi vi fravalgte hende pga faktorer, som vi var uden skyld for, og derfor er skylden ikke reel. Det er ikke vores skyld.
Men vores skyld kan ikke afmonteres – men det er muligt at spørge ind til de følelser, der ligger bag ved skylden. Skylden skal heller ikke afmonteres, fordi bag ved den ligger en dyb kærlighed til vores datter. Det er jo derfor at det er smertefuldt at skulle vælge hende fra. Hvis I beder os fjerne skylden – hvis I bagataliserer skylden bagataliserer I også vores kærlighed til Malou.
Bent Falk skriver i "kærlighedens pris" at "sorgen er en hjemløs kærlighed", så at være i sorgen er en fuldstændig relevant måde at være i virkeligheden, fordi vores virkelighed er at Malou er død og borte. Og smerten ved valget er min sorg pt. Bent Falk skriver de kloge ord: "Det er trøsterigt, at jeg har turdet gribe så fast i dig, at tabet af dig føles som om jeg er blevet revet midt over". Sorgen giver kærligheden ære – som Lise Tarps bog siger. Bag min smerte over det valg jeg skulle træffe ligger min kærlighed til Malou. Når jeg leder efter hvordan jeg skal elske hende skal jeg lede der.
Så i stedet for at forsøge at fjerne min skyld, har jeg brug for hjælp til at undersøge den kærlighed, der ligger bag. Den kærlighed, som kan hjælpe mig til at få Malou placeret på et ømt og kærligt sted. Et sted, hvorfra jeg en dag vil kunne sige: Malou, jeg ville ikke have været dig foruden. Du er en gave i mit liv. Den dag ser jeg frem til med stor længsel. Den dag hvor smerten suppleres med ømhed og afmagt suppleres med stolthed.
Jeg vil rigtig gerne blive tydeligere med at forstå og forklare min smerte ved det valg vi har stået i, da vi skulle beslutte Malous liv eller død. Jeg har forsøgt at forklare betydningen af det faktum at Malou først og fremmest er vores datter – og ikke først og fremmest et misfoster. Vores datter er ikke noget, man burde kunne vælge fra. Hun er vores datter og hun skulle have levet. Det at skulle tage afsked med et barn berører dybe lag af et menneskes eksistens. Vores beslutning kan ikke vurderes ud fra moralske kriterier for rigtigt/forkert. Vi har ikke på nogen, som helst måde, gjort det rigtige, fordi det kan på ingen måde være det rigtige at slå sit barn ihjel. På alle måder må det være forkert at skulle slå sit barn ihjel. Det kan aldrig blive rigtigt at gøre. At træffe et sådan valg sætter sig spor. Man kan ikke træffe et valg om at slå sit barn ihjel og leve livet videre uden skyld. Vores valg befinder sig imellem to etiske værdi kriterier – mellem pligten til at respektere og værne om alt liv og pligten til at begrænse enhver lidelse. Hvilken af disse to kriterier vejer tungest? Det er et etisk valg, som vi resten af livet skal bære med os videre som et eksistensiel grundvilkår. Derfor tror vi ikke at obduktionssamtalen i næste uge kan fjerne den smerte ved valget. Samtalen vil kunne få os til at stole på at vi gjorde det mindst smertefulde ved at følge pligten til at reducere al lidelse. Men samtalen kan ikke fjerne den skyld vi oplever.
Sygehuspræst Christian Juul Busch skelner i artiklen "skyld og skyldfølelse" mellem reel skyld og irrationel skyld. På sin vis befinder vores beslutning sig imellem reel og irrationel skyld. Det er et faktum at vi slog vores datter ihjel. Det er en reel skyld. Det er VORES valg. Vi kunne have valgt anderledes. Det er (formentlig) ikke vores skyld at hun blev misdannet. Mod det føler vi heller ikke skyld. Derfor læner vores beslutning sig op af den irrationelle skyld, fordi vi fravalgte hende pga faktorer, som vi var uden skyld for, og derfor er skylden ikke reel. Det er ikke vores skyld.
Men vores skyld kan ikke afmonteres – men det er muligt at spørge ind til de følelser, der ligger bag ved skylden. Skylden skal heller ikke afmonteres, fordi bag ved den ligger en dyb kærlighed til vores datter. Det er jo derfor at det er smertefuldt at skulle vælge hende fra. Hvis I beder os fjerne skylden – hvis I bagataliserer skylden bagataliserer I også vores kærlighed til Malou.
Bent Falk skriver i "kærlighedens pris" at "sorgen er en hjemløs kærlighed", så at være i sorgen er en fuldstændig relevant måde at være i virkeligheden, fordi vores virkelighed er at Malou er død og borte. Og smerten ved valget er min sorg pt. Bent Falk skriver de kloge ord: "Det er trøsterigt, at jeg har turdet gribe så fast i dig, at tabet af dig føles som om jeg er blevet revet midt over". Sorgen giver kærligheden ære – som Lise Tarps bog siger. Bag min smerte over det valg jeg skulle træffe ligger min kærlighed til Malou. Når jeg leder efter hvordan jeg skal elske hende skal jeg lede der.
Så i stedet for at forsøge at fjerne min skyld, har jeg brug for hjælp til at undersøge den kærlighed, der ligger bag. Den kærlighed, som kan hjælpe mig til at få Malou placeret på et ømt og kærligt sted. Et sted, hvorfra jeg en dag vil kunne sige: Malou, jeg ville ikke have været dig foruden. Du er en gave i mit liv. Den dag ser jeg frem til med stor længsel. Den dag hvor smerten suppleres med ømhed og afmagt suppleres med stolthed.
mandag den 4. april 2011
Første besøg hos psykolog
Vi har idag været til psykolog for første gang. Hun virkede god – og det tyder på at hun både vil kunne spejle og udfordre os. Men det er lidt svært at vurdere på denne første gang, fordi vi jo mest talte om forløbet med scanninger, beslutninger, fødsel og begravelse. Det var ikke for hårdt at være afsted. Godt nok er det ved at være længe siden vi har fortalt historien, men jeg følte ikke det rippede op noget, der ikke lå øverst i mig.
Vi har valgt at tage sammen afsted, frodi vi har brug for at gøre det her sammen. Nu hvor hverdagen kører, har vi ikke meget tid og overskud til at få talt meget sammen om vores tanker og følelser. Jeg oplever at hvor vi i starten fulgtes ad og var meget tætte i sorgen, har vi bevæget os længere væk fra hinanden og er mere forskellige steder. Vi viser og bearbejder sorgen på forskellige måder. Det er ok at det er sådan, men rummet hos psykologen kan være det rum, hvor vi mødes i sorgen og hvor vi lytter til hvad, der fylder i os hver især. Samtidig vil vi gerne at den fortrolighed og rummelige måde vi oplevede at leve sammen i starten spreder sig ud i vores hverdag. Vi vil gerne lære noget at det vi har oplevet, og hvis vi kan komme styrket igennem det her, vil det være dejligt at tænke på. Måske vi på et tidspunkt vil opleve det godt at komme hver for sig, men nu starter vi op sammen.
Vi har fået en tid næste torsdag (d.14.), hvor vi i øvrigt også skal til obduktionssamtalen.
Vi har valgt at tage sammen afsted, frodi vi har brug for at gøre det her sammen. Nu hvor hverdagen kører, har vi ikke meget tid og overskud til at få talt meget sammen om vores tanker og følelser. Jeg oplever at hvor vi i starten fulgtes ad og var meget tætte i sorgen, har vi bevæget os længere væk fra hinanden og er mere forskellige steder. Vi viser og bearbejder sorgen på forskellige måder. Det er ok at det er sådan, men rummet hos psykologen kan være det rum, hvor vi mødes i sorgen og hvor vi lytter til hvad, der fylder i os hver især. Samtidig vil vi gerne at den fortrolighed og rummelige måde vi oplevede at leve sammen i starten spreder sig ud i vores hverdag. Vi vil gerne lære noget at det vi har oplevet, og hvis vi kan komme styrket igennem det her, vil det være dejligt at tænke på. Måske vi på et tidspunkt vil opleve det godt at komme hver for sig, men nu starter vi op sammen.
Vi har fået en tid næste torsdag (d.14.), hvor vi i øvrigt også skal til obduktionssamtalen.
At blive mor til et levende og et dødt barn
Jeg ved nu hvad det vil sige pludselig at skulle stå med et levende og et dødt barn. Jeg ved endnu ikke hvordan jeg skal leve med det. Hvordan skal jeg leve med at have et levende og et dødt barn? Hvordan jeg skal kunne rumme begge? Det har ikke været nemt. Men jeg øver mig og det går bedre. Jeg kan stadig ikke have for meget larm, fra Elias 4 år. Både hans hjertelige glæde og hans gråd og frustration lammer mig. Min krop reagerer stadig med hjertebanken, hovedpine og rysteture, når ham og en legekammerat zapper rundt i huset.
At blive mor til dødt barn, når man er mor til et levende barn har bragt megen splittelse med sig. Jeg føler mig splittet overfor Elias. Særligt i de første uger. Han var det vigtigste i mit liv – det jeg mindste kunne undvære og det sværeste at forholde sig til og det jeg helst ville være fri for. Jeg var så bange for også at miste ham, men havde alligevel lyst til at få fred for ham. Jeg ville tage ham helt ind, men måtte samtidig skubbe ham helt væk. Han var ikke Malou. Tomheden forsvandt ikke, når jeg tog ham ind til mig. Jeg kunne ikke tage ham dybt nok ind. Han kunne ikke erstatte det hul, som Malou har skabt. Mit hul i maven og hjertet er der stadig, selvom jeg knuger ham nok så meget.
Jeg måtte skubbe ham væk. Jeg havde brug for ro. Jo mere jeg skubbede ham, des mere trængte han sig på. Jeg bakkede og han insisterede, testede, hylede og skreg. Jeg kunne ham ikke.
Jeg hadede mig selv for ikke at kunne rumme min egen dreng, men det kunne jeg ikke. Han var lige der og krævede mit liv og mit nærvær. Men det eneste jeg kunne koncentrere mig om var at være sorgen nærværende. Han var lige der og mindede mig om at virkeligheden måtte gå videre, men jeg kunne ikke overskue virkeligheden. Jeg kunne ikke tage alle de skridt, der tilsammen danner en hverdag. hvert eneste skridt var tungt og føltes som at gå i vand. Jeg kæmpede mig igennem hverdagens gøremål, fordi hverdagens struktur er vigtig for et barn. Elias skulle op og afsted hver dag – og vi/jeg skulle have rum og ro alene hjemme. Når jeg taler om at jeg ikke kunne tage de tunge skridt, der danner en hverdag, så gjorde jeg det rent faktisk - dog ikke alene. Jeg kunne ikke have gjort det alene. I de første par uger tog René rigtig meget over med rutinerne med at komme op og afsted om morgenen. Aftensmad, madpakker, bad osv. Han har sluppet rutinerne igen, men i starten var han den primære. Det i sig selv var en omvæltning for Elias, fordi han var vant til at jeg var rutinen. Men det var dog hverdag og rutine, selvom det var far . Faktisk reagerede Elias mest, når jeg deltog i rutinerne.
Men jeg deltogi rutinerne, fordi jeg skulle. Hvis jeg havde kunnet vælge, havde jeg ikke gjort det. Det kostede mange kræfter. Jeg kunne gå hele dagen og samle kræfter til de timer om eftermiddagen. Timer som for en stor del af det rummede meget lidt nærvær og opmærksomhed. Men bare tanken om at skulle være nærværende for andre udenfor mig selv, var udmattende. Mit nærvær var et andet sted. Jeg var sorgen nærværende - ikke Elias og samværet med min familie. Jeg kunne ikke rumme ham, men jeg skulle være der.
Vi forsøgte at gøre almindelige ting. Gå en tur ved vandet alle 3, men det mislykkedes. Elias hylede og vi gik inde i os selv. Så vi tog i stedet hjem. Tændte for fjernsynet - sov på sofaen. Overlevede den første svære tid. Efter de første uger fik jeg mere struktur på sorgarbejdet. Fik opdelt dagen, så jeg havde tid i dagtimerne til at gøre noget godt for sorgen. Havde mere overskud om eftermiddagen - så jeg i små rum kunne være mere nærværende.
Nu fylder sorgen ikke det hele. Jeg kan godt gå igennem en hel dag uden fokuseret sorgarbejde. Jeg mærker nu en flig af glæde over at skulle være sammen med ham en hel dag. Kan bedre overskue alt den tid og al den uro. Men jeg bliver nødt til at finde mig ro og tid til mig selv. Kan ikke gå en hel dag og være mor. Fjernsynet kører mere. Jeg tillader mig nu at sidde ved computeren, når han er her. Jeg græder mindre, mens han ser det. Jeg finde mig min huller på andre tidspunkter. Jeg kan bedre styre det nu. Og det hjælper på os. Han ved mere hvor han har mig nu. Han er mindre usikker på mig nu. Han græder mindre. Han reagerer mindre hysterisk. Han tester mig ikke længere. Jeg har mere tålmodighed og han er mindre modsat nu.
En anden englemor fortæller at hun idag 4½ år efter stadig oplever ikke at kunne tage hendes store pige ind. Der er en afstand imellem dem, som de har båret med sig. En smerte over at den store pge måtte miste sin mor, da de mistede lillebror. Det smerter mig at høre at hun end ikke idag føler at hun ikke har taget sin datter helt ind. Det smerter mig at tænke på min egen Elias - min elskede søn- måske skal blive ved med at opleve en fragmentret mor. jeg ville så gerne give ham alt det bedste i verden - og det vigtigste er betingelsesløs kærlighed fra sine forældre. Skal han vokse op uden den?
Jeg føler mig ikke splittet mellem Malou og Elias. Jeg ved godt, hvor jeg vil og skal være. Jeg tænker på ingen måde at jeg skulle følge med Malou. Selvom det var det eneste sted, jeg kan være sammen med hende, tænker jeg ikke at jeg selv vil dø for at følge hende. Mange tænker sådan. Men jeg ved at jeg skal leve - det er jeg slet ikke i tvivl om. Men jeg er splittet mellem sorgen over at Malou ikke skulle leve og at Elias stod der og var sprællevende. Jeg var splittet mellem kaos, kærlighed, smerte og glæde - og det var umuligt at rumme det hele. Jeg er splittet fordi at tænke på Malou skaber så meget afmagt, vrede og smerte i mig. En vrede som hun- som min datter – på ingen måde fortjener. En afmagt, som ikke levner plads til kærligheden til min egen datter.
At blive mor til dødt barn, når man er mor til et levende barn har bragt megen splittelse med sig. Jeg føler mig splittet overfor Elias. Særligt i de første uger. Han var det vigtigste i mit liv – det jeg mindste kunne undvære og det sværeste at forholde sig til og det jeg helst ville være fri for. Jeg var så bange for også at miste ham, men havde alligevel lyst til at få fred for ham. Jeg ville tage ham helt ind, men måtte samtidig skubbe ham helt væk. Han var ikke Malou. Tomheden forsvandt ikke, når jeg tog ham ind til mig. Jeg kunne ikke tage ham dybt nok ind. Han kunne ikke erstatte det hul, som Malou har skabt. Mit hul i maven og hjertet er der stadig, selvom jeg knuger ham nok så meget.
Jeg måtte skubbe ham væk. Jeg havde brug for ro. Jo mere jeg skubbede ham, des mere trængte han sig på. Jeg bakkede og han insisterede, testede, hylede og skreg. Jeg kunne ham ikke.
Jeg hadede mig selv for ikke at kunne rumme min egen dreng, men det kunne jeg ikke. Han var lige der og krævede mit liv og mit nærvær. Men det eneste jeg kunne koncentrere mig om var at være sorgen nærværende. Han var lige der og mindede mig om at virkeligheden måtte gå videre, men jeg kunne ikke overskue virkeligheden. Jeg kunne ikke tage alle de skridt, der tilsammen danner en hverdag. hvert eneste skridt var tungt og føltes som at gå i vand. Jeg kæmpede mig igennem hverdagens gøremål, fordi hverdagens struktur er vigtig for et barn. Elias skulle op og afsted hver dag – og vi/jeg skulle have rum og ro alene hjemme. Når jeg taler om at jeg ikke kunne tage de tunge skridt, der danner en hverdag, så gjorde jeg det rent faktisk - dog ikke alene. Jeg kunne ikke have gjort det alene. I de første par uger tog René rigtig meget over med rutinerne med at komme op og afsted om morgenen. Aftensmad, madpakker, bad osv. Han har sluppet rutinerne igen, men i starten var han den primære. Det i sig selv var en omvæltning for Elias, fordi han var vant til at jeg var rutinen. Men det var dog hverdag og rutine, selvom det var far . Faktisk reagerede Elias mest, når jeg deltog i rutinerne.
Men jeg deltogi rutinerne, fordi jeg skulle. Hvis jeg havde kunnet vælge, havde jeg ikke gjort det. Det kostede mange kræfter. Jeg kunne gå hele dagen og samle kræfter til de timer om eftermiddagen. Timer som for en stor del af det rummede meget lidt nærvær og opmærksomhed. Men bare tanken om at skulle være nærværende for andre udenfor mig selv, var udmattende. Mit nærvær var et andet sted. Jeg var sorgen nærværende - ikke Elias og samværet med min familie. Jeg kunne ikke rumme ham, men jeg skulle være der.
Vi forsøgte at gøre almindelige ting. Gå en tur ved vandet alle 3, men det mislykkedes. Elias hylede og vi gik inde i os selv. Så vi tog i stedet hjem. Tændte for fjernsynet - sov på sofaen. Overlevede den første svære tid. Efter de første uger fik jeg mere struktur på sorgarbejdet. Fik opdelt dagen, så jeg havde tid i dagtimerne til at gøre noget godt for sorgen. Havde mere overskud om eftermiddagen - så jeg i små rum kunne være mere nærværende.
Nu fylder sorgen ikke det hele. Jeg kan godt gå igennem en hel dag uden fokuseret sorgarbejde. Jeg mærker nu en flig af glæde over at skulle være sammen med ham en hel dag. Kan bedre overskue alt den tid og al den uro. Men jeg bliver nødt til at finde mig ro og tid til mig selv. Kan ikke gå en hel dag og være mor. Fjernsynet kører mere. Jeg tillader mig nu at sidde ved computeren, når han er her. Jeg græder mindre, mens han ser det. Jeg finde mig min huller på andre tidspunkter. Jeg kan bedre styre det nu. Og det hjælper på os. Han ved mere hvor han har mig nu. Han er mindre usikker på mig nu. Han græder mindre. Han reagerer mindre hysterisk. Han tester mig ikke længere. Jeg har mere tålmodighed og han er mindre modsat nu.
En anden englemor fortæller at hun idag 4½ år efter stadig oplever ikke at kunne tage hendes store pige ind. Der er en afstand imellem dem, som de har båret med sig. En smerte over at den store pge måtte miste sin mor, da de mistede lillebror. Det smerter mig at høre at hun end ikke idag føler at hun ikke har taget sin datter helt ind. Det smerter mig at tænke på min egen Elias - min elskede søn- måske skal blive ved med at opleve en fragmentret mor. jeg ville så gerne give ham alt det bedste i verden - og det vigtigste er betingelsesløs kærlighed fra sine forældre. Skal han vokse op uden den?
Jeg føler mig ikke splittet mellem Malou og Elias. Jeg ved godt, hvor jeg vil og skal være. Jeg tænker på ingen måde at jeg skulle følge med Malou. Selvom det var det eneste sted, jeg kan være sammen med hende, tænker jeg ikke at jeg selv vil dø for at følge hende. Mange tænker sådan. Men jeg ved at jeg skal leve - det er jeg slet ikke i tvivl om. Men jeg er splittet mellem sorgen over at Malou ikke skulle leve og at Elias stod der og var sprællevende. Jeg var splittet mellem kaos, kærlighed, smerte og glæde - og det var umuligt at rumme det hele. Jeg er splittet fordi at tænke på Malou skaber så meget afmagt, vrede og smerte i mig. En vrede som hun- som min datter – på ingen måde fortjener. En afmagt, som ikke levner plads til kærligheden til min egen datter.
fredag den 1. april 2011
Endelig tid hos psykolog
Mit arbejde med at finde en psykolog startede for snart 6 uger siden - en uge efter Malous fødsel. Først skulle min kæreste undersøge sin sundhedsfosikring, som viste sig ikke at dække følger af graviditet og fødsel. Så skulle jeg kontakte min sundhedsforsikring, som viste sig kun at dække 4 timer og uden deltagelse af ægtefælle. Så skulle vi begge tage os sammen og kontakte lægen for at få en henvisning. Så skulle jeg tage mig sammen og kontakte Landsforeningen for spædbørnsdød, for at høre om de kunne anbefale en psykolog i Århus-området. Det kunne de ikke. Så skulle jeg kontakte to kolleger, der for år tilbage brugte psykologer ifm sorg - den ene af dem over at miste sit barn. Den ene kunne finde navnet, den anden ikke. Så gik jeg en stund og søgte på nettet. Ville gerne tjekke psykologen an på nettet, for jeg ringede. Trak nok tiden lidt, fordi det ikke var nemt. Så var vi til Åbent hus i Landsforeningen - og den frivillige havde tre navne. Og et par dage efter snakkede jeg med en lederkolleger, som også ville sende mig et navn. Jeg fik endelig taget mig sammen til at ringe til én. Lagde besked og hun ringede et par dage efter og sagde at hun først havde tid efter sommerferien. Så brugte jeg et par dage mere på at få ringet til den næste - som brugte et par dage på at ringe tilbage, for at fortælle at hun ikke havde overenskomst med sygesikringen. Hm... ny plan... det tager alt for lang tid at kontakte dem én for en. Jeg tog de sidste 3 numre jeg havde og ringede op til dem alle. Dagen efter fandt jeg 5 psykologer på nettet, som jeg alle mailede til. Jeg hørte fra 3, som enten ikke havde tid før efter sommerferien eller ikke havde overenskomst med sygesikringen.
Men igår fik jeg en mail fra en psykolog, som kan tage os på et afbud på mandag kl. 11. Jamen, altså det var da langt hurtigere end ventet. Sikke da et held. Hun har klinik i Rønde, som er vores nabo-by. Jeg ved ikke om det er godt eller skidt ift mit arbejde, som ligger i Århus, men nu tager vi hende. Det er tæt på vores hjem.
Nu må vi se om kemien passer. Det håber jeg, for det er åbenbart ikke nemt at finde én, der har tid og er medlem af sygesikringen.
Den anden dag fik vi en mail fra Landsforeningen, om at sorggruppen var klar til at sætte igang. Det har vi begge set frem til, fordi det vil være godt at mødes med andre par, der har stået i det samme. Særligt for René, som ikke deler sine tanker, med andre end mig. Men det viser sig at den allerede starter op på onsdag og der har i begge et aftenmøde. Og så ligger der to gange, mens vi er på ferie. Med en gang, hvor vi kan deltage, giver det ingen mening at starte i den grupppe. Så vi må vente på den næste gruppe - og der kan jo (heldigvis) gå lang tid, for det kræver jo at nogen mister i Midtjylland. Det er ærgerligt for os ikke at skulle starte op. Men heldigvis lykkes det så med psykologe, og så må vi starte med det. Jeg hade forventte at det ville blive omvendt - at vi måtte vente med psykolog, men så starte op i gruppe.
Jeg aftale også med rådgiveren fra Landsforeningen, at hun vil sætte i stand at jeg får kontakt med en kontaktperson fra Landsforeningen, som har mistet på lignenede måde som mig
Men igår fik jeg en mail fra en psykolog, som kan tage os på et afbud på mandag kl. 11. Jamen, altså det var da langt hurtigere end ventet. Sikke da et held. Hun har klinik i Rønde, som er vores nabo-by. Jeg ved ikke om det er godt eller skidt ift mit arbejde, som ligger i Århus, men nu tager vi hende. Det er tæt på vores hjem.
Nu må vi se om kemien passer. Det håber jeg, for det er åbenbart ikke nemt at finde én, der har tid og er medlem af sygesikringen.
Den anden dag fik vi en mail fra Landsforeningen, om at sorggruppen var klar til at sætte igang. Det har vi begge set frem til, fordi det vil være godt at mødes med andre par, der har stået i det samme. Særligt for René, som ikke deler sine tanker, med andre end mig. Men det viser sig at den allerede starter op på onsdag og der har i begge et aftenmøde. Og så ligger der to gange, mens vi er på ferie. Med en gang, hvor vi kan deltage, giver det ingen mening at starte i den grupppe. Så vi må vente på den næste gruppe - og der kan jo (heldigvis) gå lang tid, for det kræver jo at nogen mister i Midtjylland. Det er ærgerligt for os ikke at skulle starte op. Men heldigvis lykkes det så med psykologe, og så må vi starte med det. Jeg hade forventte at det ville blive omvendt - at vi måtte vente med psykolog, men så starte op i gruppe.
Jeg aftale også med rådgiveren fra Landsforeningen, at hun vil sætte i stand at jeg får kontakt med en kontaktperson fra Landsforeningen, som har mistet på lignenede måde som mig
At blive storebror til en død lillesøster
Et af temaerne, når folk spørger ind til mig er hvordan Elias har det og hvordan han tager det. DET indeholder flere aspekter, fordi DET både handler om at have mistet sin kommende lillesøster, at have en mor – og en far, som er i sorg og at miste sin livsuskyld. Når jeg skriver kommende lillesøster, så er det, fordi jeg ikke tror at Elias havde nået at koble sig til Malou. Jeg ved at han følte at nu var han ved at skulle blive storebror. Han glædede sig meget, for han talte meget om hende og han har i over et år talt om at han gerne vil have en baby. Han savner at der er flere børn i vores hus. Han nævner det tit . "Jeg ville ønske at vi havde to børn". Jeg ville så gerne opfylde det ønske. Jeg ved hvad han mener og en baby ville selvfølgelig ikke løse det problem – og det ved han jo ikke. Han ved ikke at man ikke kan lege med en baby. Han ved jo ikke at en baby sover og spiser så meget. Når han snakker om at vi burde have to børn så snakker han jo om en legekammerat – et barn på minimum to år, tænker jeg. Men det ville Malou jo være blevet før eller siden, hvis hun havde fået lov at leve. Når folk skriver om at de står tilbage med en identitet i vakuum, fordi de har mistet deres første barn og ikke kan komme af med deres moderfølelser og moderbehov, så kan det måske sammenlignes med et barn, som frarøves den nye identitet at blive storebror. Elias er med sine 4 år ikke i stand til at forestille sig den nye identitet så abstrakt, men følelsen af at nu skal jeg være storebror var begyndt at vokse i ham. Han er meget opsat på at vi skal have en anden baby. Han har ingen fornemmelse af hvordan man får en anden baby eller hvor lang tid der går, inden en baby kommer. Vi taler om at nu er det forår og han spørger om vi så får en baby. "Nej, Elias, Malou kommer jo ikke. Hun er død". "Nej, nej", siger han så, "en anden baby – ikke Malou. Får vi en anden baby nu til foråret?" Ja, hvad svarer man så? Det ville jo være skønt hvis det fungerede sådan.
Elias største sorg, som jeg tolker det, tror jeg ikke er tabet af lillesøster, selvom ikke skal fornægte det tab. Han største sorg, er tabet af mor og far – mest af mor. Den afstand som vi særligt i starten blev nødt til at lægge til Elias, fordi det var så svært at rumme ham, gjorde ham meget usikker og sårbar. Hans virkelighed, som han kendte den, var revet i itu. Han kunne ikke regne med noget. Han kom i børnehave hver dag og det var godt, selvom det også var svært. Han var mere sårbar. Blev lettere revet ud af sig selv. Blev ked af det eller vred over meget små ting. Lukkede sig inde i sig selv eller reagerer mere voldsomt end havde plejede.
EN anden stor sorg, som Elias måtte opleve som 4 årig, var i den grad at miste en del af sin rene barneuskyld. Livet er også ondt. Livet er mørkt og barskt. Livet tager vores kære. Livet tager os selv. VI skal dø. Vi skal alle dø. En dag skal vi ikke gå i børnehave mere. En dag skal vi ikke bo i vores hus mere. Han blev bange for at være alene, når han skulle sove. Han var bange for at vi – særligt jeg skulle gå fra ham. Han klamrede sig til mig og hylede og skreg. Adskillelsen var så hård for ham. De barske realiteter, som kan være umulige at leve med for os voksne, blev hans virkelighed. Livet tager.
Elias største sorg, som jeg tolker det, tror jeg ikke er tabet af lillesøster, selvom ikke skal fornægte det tab. Han største sorg, er tabet af mor og far – mest af mor. Den afstand som vi særligt i starten blev nødt til at lægge til Elias, fordi det var så svært at rumme ham, gjorde ham meget usikker og sårbar. Hans virkelighed, som han kendte den, var revet i itu. Han kunne ikke regne med noget. Han kom i børnehave hver dag og det var godt, selvom det også var svært. Han var mere sårbar. Blev lettere revet ud af sig selv. Blev ked af det eller vred over meget små ting. Lukkede sig inde i sig selv eller reagerer mere voldsomt end havde plejede.
EN anden stor sorg, som Elias måtte opleve som 4 årig, var i den grad at miste en del af sin rene barneuskyld. Livet er også ondt. Livet er mørkt og barskt. Livet tager vores kære. Livet tager os selv. VI skal dø. Vi skal alle dø. En dag skal vi ikke gå i børnehave mere. En dag skal vi ikke bo i vores hus mere. Han blev bange for at være alene, når han skulle sove. Han var bange for at vi – særligt jeg skulle gå fra ham. Han klamrede sig til mig og hylede og skreg. Adskillelsen var så hård for ham. De barske realiteter, som kan være umulige at leve med for os voksne, blev hans virkelighed. Livet tager.
Abonner på:
Opslag (Atom)