Kære Malou-prinsesse.
Det er nu 14 dage siden du måtte forlade os alt alt for tidligt. Jeg tænder et lys for dig i aften. Jeg ville ønske at du stadig var her. Jeg savner dig i min mave. Jeg føler mig så tom. Det er så forkert. Den beslutning vi skulle træffe var så ubarmhjertig. Det var så hårdt at vi skulle beslutte at tage livet af dig. Jeg ville så gerne have beholdt dig, jeg ville så gerne have været sammen med dig. Og da vi fik dig i vores hænder og du lå der helt fin - smuk og perfekt – var det umuligt at forstå at du skulle dø. Vi ville ønske at det skulle være anderledes. Vi ville så gerne have givet dig livet. Du skulle have det bedste – og det håber vi inderligt at vi har givet dig. Undskyld, det var det bedste vi kunne. Du er for evigt i mit hjerte, kære pige.
Kærlighed - Mor
lørdag den 26. februar 2011
fredag den 25. februar 2011
Lys forude - rejse booket
Den anden dag ringede jeg til Jysk rejsebureau for at få et tilbud på en rejse til Bali over påsken. Vi fik et tilbud igår på mail og hun ringede også om det. Det er en ret god deal – billigt og god forbindelse. Vi besluttede os for at gå for det, når vi lige havde clearet med vores arbejde. Og de sagde begge god for det. Det gav en boblede fornemmelse i maven at tænke på at vi skulle dette. Det kunne virkelig give os noget at glæde os til. Noget godt for os hver især og noget godt for os som familie og som par. Samtidig kan det behæftige d. 15. april, hvor jeg skulle have gået på barsel med noget godt og positivt, i stedet for udelukkende smerte og det vi gøre rigtig godt. Vi havde tænkt at skulle have rejst påsken over og ind i maj, men ikke til Bali, fordi det vill være for langt væk. Men nu er der ikke noget der holder os fra at tage til Bali.
torsdag den 24. februar 2011
Anerkendelse af livstegn
Jeg har ringet til Randers sygehus for at tale med en læge, fordi det fyldte meget for mig at vi har fået en nedgravningsattest, hvor der står at Malou ikke viste livstegn, for hendes hjerte slog jo i 1½ time. Det er da ikke blot en kropslig refleks efter fødslen, som jordemoderen elelrs havde sagt. Lige efter fødslen havde jeg ikke overskud til at forstå ordentligt, hvad jordemoderen mente, da hun sagde at det ikke var livstegn, men blot en kropslig refleks. Jeg er helt med på at hjerteslag er en kropslig respons og ikke en bevidst handling, men det er det da ikke for nogen mennesker. Der er da ingen der bevidst bestemmer at nu skal hjertet slå og nu skal det ikke. Det er en kropslig refleks.
Lægen jeg talte med, forklarede at det var en svær vurdering. Når de kontrolerer apgarscore ved almindelige fødsler, får babyerne kun point, hvis der er min. 60 hjerteslag i minuttet, så 20 hjerteslag pointgives ikke. Men nu er vurderingen af livstegn ikke en vurdering af levedygtighed, men af tegn på liv, så der er frekvensen som jeg forstår det uvæsenlig.
Lægen afsluttede samtalen med at love at undersøge det. Senere på dagen ringede hun og fortalte at hun havde ordnet papirne og ville sende et nyt dokument til kirkekontoret. Hun beskrev dog ikke præcist hvilket dokument, hun mente, og jeg fik ikke spurgt direkte. Så jeg ved ikke om hun har anerkendt hjerteslagene som livstegn. Men jeg formoder det, for hvad er det ellers hun snakker om. Jeg kan mærke at det betyder noget for mig at få anerkendt at min lille datter var et barn. Jeg ved godt at det er noget juridisk tovtrækkeri, men rent følelsesmæssigt betyder det noget at de 1½ time, vi sad med smukke Malou, men hendes hjerte slog er anerkendt som det rigtige.
Jeg ringer torsdag til kirkekontoret i Vejlby, som ikke har hørt noget. De siger at hun skal registreres i eget sogn med fødsel/dødsanmeldelse og derfor ringer jeg og hører kirkekontoret i Hornslet om de skulle have hørt noget. De har modtaget en fødselsanmeldelse men ikke en dødsanmeldelse. De sender faderskabspapirer, så René kan blive registreret far til hende.
Rent juridisk står vi også anderledes, fordi jeg så har ret til 14 ugers barsel og René har ret til 14 dages barsel. Og det betyder noget for mig om det hedder sygemelding eller barsel. Ved en sygemelding kan jeg ikke slippe mit arbejde. Jeg føler jeg hver dag skal vurdere hvornår jeg er klar til arbejde. Mange folk omkring mig siger at jeg skal lade det tage den tid, det tager, men det er jeg ikke god til at vurdere. Det fylder alt for meget for mig. Dels er jeg pligtopfyldende og tænker at jeg bør komme på arbejde. Og dels er jeg i tvivl om hvornår det er det rigtige at tage på arbejde – det rigtige i min sorgproces. Jeg må ikke grave mig dybere ned i et sort hul, men jeg skal være på vej op.
Helt ærligt har jeg ingen begejstring for at komme tilbage på arbejde. En del af det jeg nu skal deale med er at jeg nu skal noget andet end det jeg forventede. Jeg var ikke længere end karriere-arbejdende kvinde. Jeg var en mor på vej på barsel. Al min arbejdstid handlede om at afvikle, gøre klar, forberede og gøre pænt til at jeg skulle afløses. Det var først præget af bekymring at skulle give slip, men det var nået at blive en lettelse af skulle slippe. En del af min bekymring handlede om at jeg mærkede hvilken fysisk og psykisk betydning den indsats jeg har gjort i vuggestuen, har betydet for mig. Jeg trængte til fri. Jeg trængte til en periode, hvor jeg nu skulle noget andet. Og jeg glædede mig helt vildt til det. Så nu at tænke arbejdsliv i en uendelighed er fuldstændig meningsløst. Jeg har tabt meningen med mit hverdagsliv. Jeg kan ikke mærke begejstringen for mit arbejde og jeg kan ikke se hvordan den skal komme tilbage.
Lægen jeg talte med, forklarede at det var en svær vurdering. Når de kontrolerer apgarscore ved almindelige fødsler, får babyerne kun point, hvis der er min. 60 hjerteslag i minuttet, så 20 hjerteslag pointgives ikke. Men nu er vurderingen af livstegn ikke en vurdering af levedygtighed, men af tegn på liv, så der er frekvensen som jeg forstår det uvæsenlig.
Lægen afsluttede samtalen med at love at undersøge det. Senere på dagen ringede hun og fortalte at hun havde ordnet papirne og ville sende et nyt dokument til kirkekontoret. Hun beskrev dog ikke præcist hvilket dokument, hun mente, og jeg fik ikke spurgt direkte. Så jeg ved ikke om hun har anerkendt hjerteslagene som livstegn. Men jeg formoder det, for hvad er det ellers hun snakker om. Jeg kan mærke at det betyder noget for mig at få anerkendt at min lille datter var et barn. Jeg ved godt at det er noget juridisk tovtrækkeri, men rent følelsesmæssigt betyder det noget at de 1½ time, vi sad med smukke Malou, men hendes hjerte slog er anerkendt som det rigtige.
Jeg ringer torsdag til kirkekontoret i Vejlby, som ikke har hørt noget. De siger at hun skal registreres i eget sogn med fødsel/dødsanmeldelse og derfor ringer jeg og hører kirkekontoret i Hornslet om de skulle have hørt noget. De har modtaget en fødselsanmeldelse men ikke en dødsanmeldelse. De sender faderskabspapirer, så René kan blive registreret far til hende.
Rent juridisk står vi også anderledes, fordi jeg så har ret til 14 ugers barsel og René har ret til 14 dages barsel. Og det betyder noget for mig om det hedder sygemelding eller barsel. Ved en sygemelding kan jeg ikke slippe mit arbejde. Jeg føler jeg hver dag skal vurdere hvornår jeg er klar til arbejde. Mange folk omkring mig siger at jeg skal lade det tage den tid, det tager, men det er jeg ikke god til at vurdere. Det fylder alt for meget for mig. Dels er jeg pligtopfyldende og tænker at jeg bør komme på arbejde. Og dels er jeg i tvivl om hvornår det er det rigtige at tage på arbejde – det rigtige i min sorgproces. Jeg må ikke grave mig dybere ned i et sort hul, men jeg skal være på vej op.
Helt ærligt har jeg ingen begejstring for at komme tilbage på arbejde. En del af det jeg nu skal deale med er at jeg nu skal noget andet end det jeg forventede. Jeg var ikke længere end karriere-arbejdende kvinde. Jeg var en mor på vej på barsel. Al min arbejdstid handlede om at afvikle, gøre klar, forberede og gøre pænt til at jeg skulle afløses. Det var først præget af bekymring at skulle give slip, men det var nået at blive en lettelse af skulle slippe. En del af min bekymring handlede om at jeg mærkede hvilken fysisk og psykisk betydning den indsats jeg har gjort i vuggestuen, har betydet for mig. Jeg trængte til fri. Jeg trængte til en periode, hvor jeg nu skulle noget andet. Og jeg glædede mig helt vildt til det. Så nu at tænke arbejdsliv i en uendelighed er fuldstændig meningsløst. Jeg har tabt meningen med mit hverdagsliv. Jeg kan ikke mærke begejstringen for mit arbejde og jeg kan ikke se hvordan den skal komme tilbage.
søndag den 20. februar 2011
fredag den 18. februar 2011
Begravelsen – fredag d. 18.2.2011
Idag skal vores lille prinsesse Malou begraves. Idag bliver afslutningen på et par meget omtumlede uger, hvor vores liv er blevet væltet rundt og vi har skulle tage stilling til liv eller død for vores allerkæreste. Idag vidner om disse uger, hvor vi mistede vores andet barn, vores første datter og Elias lillesøster. Jeg håber sådan at dagen bliver smuk og værdig. Jeg ønsker sådan at jeg kan læse brevet op for Malou. Jeg vil så gerne give hende det med og derfor har jeg læst brevet højt for mig selv et gange.
Vi henter det lille blomsterhjerte hos blomsterhandleren og henter min mor. Den lille kiste står i kapellet. Foran står en bamse med tulipaner fra Dorthe, Ole og Rasmus. Min mor står med Elias udenfor mens vi åbner kisten og siger det sidste farvel til hende. Vi giver hende en lille lyserød rose med og lægger brevet og sangarket ned til hende. Min mor kommer ind og tager afsked. Hun har også skrevet et kort som hun lægger ned til hende. Vi lukker kisten igen. Tænder et lys for hende og lægger det fine hjerte på den lille kiste.
Vi åbner dørene. Min søster med hendes familie er kommet. Præsten kommer. Han hvisker mig i øret at hun alligevel synes vi holder ceremonien i kapellet,hvorefter vi vil gå til graven og han vil kaste jord på og velsigne stedet, morfar og Malou. Det er jeg glad for at han siger, fordi det er sådan jeg gerne vil have det. Snart kommer også Renés far og hans søster og mor. VI er 11 ialt og det er fint i det lille kapel. Familien lægger alle deres blomster på gulvet foran kisten.
Præsten byder velkommen og giver mig ordet. Jeg læser mit brev op. Jeg kan det. Og det er jeg så glad for. På et tidspunkt kan jeg ikke se ordene for tårer, men jeg kan det heldigvis meget udenad, så det gør ikke noget. Jeg trækker vejret dybt ind bagefter og synger med rystende stemme "nu går solen sin vej". Det føles rigtig godt at give hende det med. Sov sødt min lille prinsesse. Nu giver jeg slip. Du er min i hjertet.
Vi synger sammen 3 vers af "du som har tændt millioner af stjerner". Præsten læser en tekst og beder en bøn, lyser velsignelsen og vi synger de to sidste vers.
René bærer den lille kiste ned til graven og vi følger alle med. Elias holder sig tæt op af mig i hele forløbet. Jeg troede egentlig at han ville være hos Mikkel og Casper, men han kan godt fornemme dagens alvor. Han har brug for at være, hvor han er mest tryg. René sænker den lille kiste ned i jorden. Præsten foretager jordpåkastelse og velsigner stedet, morfar og Malou. Vi kaster alle en lyserød rose ned i hullet. Ja Elias vil ikke. Han har nu heller ikke villet tegne et tegning til hende eller noget andet. Det sårer mig lidt at han slet ikke vil give noget af sig selv, men det skubber ejg væk. Det må jeg ikke bebrejde ham for.
Vi samler kortene ind fra alle blomsterne (11 stk) og kører ned til min mor, hvor hun har forberedt frokost. Vi spiser sammen. Stemningen er afslappet. Vi kan snakke om andet og lidt om Malou.
Inden vi kører hjem, kører vi op forbi kirkegården, hvor hullet nu er lukket og blomsterne lagt på graven.
Vi henter det lille blomsterhjerte hos blomsterhandleren og henter min mor. Den lille kiste står i kapellet. Foran står en bamse med tulipaner fra Dorthe, Ole og Rasmus. Min mor står med Elias udenfor mens vi åbner kisten og siger det sidste farvel til hende. Vi giver hende en lille lyserød rose med og lægger brevet og sangarket ned til hende. Min mor kommer ind og tager afsked. Hun har også skrevet et kort som hun lægger ned til hende. Vi lukker kisten igen. Tænder et lys for hende og lægger det fine hjerte på den lille kiste.
Vi åbner dørene. Min søster med hendes familie er kommet. Præsten kommer. Han hvisker mig i øret at hun alligevel synes vi holder ceremonien i kapellet,hvorefter vi vil gå til graven og han vil kaste jord på og velsigne stedet, morfar og Malou. Det er jeg glad for at han siger, fordi det er sådan jeg gerne vil have det. Snart kommer også Renés far og hans søster og mor. VI er 11 ialt og det er fint i det lille kapel. Familien lægger alle deres blomster på gulvet foran kisten.
Præsten byder velkommen og giver mig ordet. Jeg læser mit brev op. Jeg kan det. Og det er jeg så glad for. På et tidspunkt kan jeg ikke se ordene for tårer, men jeg kan det heldigvis meget udenad, så det gør ikke noget. Jeg trækker vejret dybt ind bagefter og synger med rystende stemme "nu går solen sin vej". Det føles rigtig godt at give hende det med. Sov sødt min lille prinsesse. Nu giver jeg slip. Du er min i hjertet.
Vi synger sammen 3 vers af "du som har tændt millioner af stjerner". Præsten læser en tekst og beder en bøn, lyser velsignelsen og vi synger de to sidste vers.
René bærer den lille kiste ned til graven og vi følger alle med. Elias holder sig tæt op af mig i hele forløbet. Jeg troede egentlig at han ville være hos Mikkel og Casper, men han kan godt fornemme dagens alvor. Han har brug for at være, hvor han er mest tryg. René sænker den lille kiste ned i jorden. Præsten foretager jordpåkastelse og velsigner stedet, morfar og Malou. Vi kaster alle en lyserød rose ned i hullet. Ja Elias vil ikke. Han har nu heller ikke villet tegne et tegning til hende eller noget andet. Det sårer mig lidt at han slet ikke vil give noget af sig selv, men det skubber ejg væk. Det må jeg ikke bebrejde ham for.
Vi samler kortene ind fra alle blomsterne (11 stk) og kører ned til min mor, hvor hun har forberedt frokost. Vi spiser sammen. Stemningen er afslappet. Vi kan snakke om andet og lidt om Malou.
Inden vi kører hjem, kører vi op forbi kirkegården, hvor hullet nu er lukket og blomsterne lagt på graven.
Brev til Malous begravelse
Brev skrevet til Malou d. 16.2.2011. Læste det for hende til hendes begravelse og gav hende det med i sin lille kiste.
Kæreste lille Malou
Jeg har skrevet en lille hilsen til dig, som jeg håber jeg kan læse op til dig. Hvis ikke jeg kan får du den med dig.
Jeg ville ønske denne dag ikke eksisterede. Jeg ville ønske at vi ikke skulle stå i denne absurde situation at vi skulle sige farvel til dig langt før vi lærte dig rigtigt at kende.
Du skulle have været inde i min mave og vokset dig stor og stærk i flere måneder endnu.
Du skulle være kommet ud til os til sommer og ikke nu i den kolde vinter.
Vi skulle have holdt dig i vores arme, set dine øjne, hørt dit spæde skrig, trøstet dig, ammeet dig og krammet dig.
Vi skulle have set dig vokse op og udvikle dig.
Vi skulle have givet dig al vores kærlighed i vores lille familie – far – mor og storebror Elias. Elias og dig skulle have leget og grinet og hygget jer sammen.
Søde pige, du skal vide at vi vil dig det bedste:
Den svære beslutning vi har måtte træffe har været så umenneskelig,
men du skal vide at den er truffet med en uendelig kærlighed til dig og til Elias.
Vi tror og håber at det er bedste for dig at få hvile nu.
Vi ville ønske at det ikke var sådan, men det kan vi desværre ikke lave om på.
Du var ikke stærk nok til at komme ud til os andre.
Vi kan ikke passe på dig længere.
Undskyld skat, vi ville ønske at vi kunne, men det kan vi desværre ikke.
Men du skal vide at du ikke er alene.
Nu skal du være her hos morfar i hans lille have og han vil passe på dig.
Du får dine vinger, min lille engel, og jeg er sikker på at når vi om aftenen ser op på himmel, vil du blinke ned til os fra stjernerne.
Du fortjener den varmeste omsorg og kærlighed.
Jeg ved at du nu er i kærlighedens rige.
Jeg ved at du nu er omsluttet af en kærlighed.
Som kan bære alt, favne alt og rumme alt.
Du vil altid være i vores hjerter,
Du vil altid være lillesøster i vores familie.
Vi vil altid savne dig og elske dig.
Kærlige kys Mor
Kæreste lille Malou
Jeg har skrevet en lille hilsen til dig, som jeg håber jeg kan læse op til dig. Hvis ikke jeg kan får du den med dig.
Jeg ville ønske denne dag ikke eksisterede. Jeg ville ønske at vi ikke skulle stå i denne absurde situation at vi skulle sige farvel til dig langt før vi lærte dig rigtigt at kende.
Du skulle have været inde i min mave og vokset dig stor og stærk i flere måneder endnu.
Du skulle være kommet ud til os til sommer og ikke nu i den kolde vinter.
Vi skulle have holdt dig i vores arme, set dine øjne, hørt dit spæde skrig, trøstet dig, ammeet dig og krammet dig.
Vi skulle have set dig vokse op og udvikle dig.
Vi skulle have givet dig al vores kærlighed i vores lille familie – far – mor og storebror Elias. Elias og dig skulle have leget og grinet og hygget jer sammen.
Søde pige, du skal vide at vi vil dig det bedste:
Den svære beslutning vi har måtte træffe har været så umenneskelig,
men du skal vide at den er truffet med en uendelig kærlighed til dig og til Elias.
Vi tror og håber at det er bedste for dig at få hvile nu.
Vi ville ønske at det ikke var sådan, men det kan vi desværre ikke lave om på.
Du var ikke stærk nok til at komme ud til os andre.
Vi kan ikke passe på dig længere.
Undskyld skat, vi ville ønske at vi kunne, men det kan vi desværre ikke.
Men du skal vide at du ikke er alene.
Nu skal du være her hos morfar i hans lille have og han vil passe på dig.
Du får dine vinger, min lille engel, og jeg er sikker på at når vi om aftenen ser op på himmel, vil du blinke ned til os fra stjernerne.
Du fortjener den varmeste omsorg og kærlighed.
Jeg ved at du nu er i kærlighedens rige.
Jeg ved at du nu er omsluttet af en kærlighed.
Som kan bære alt, favne alt og rumme alt.
Du vil altid være i vores hjerter,
Du vil altid være lillesøster i vores familie.
Vi vil altid savne dig og elske dig.
Kærlige kys Mor
Sange til Malous begravelse
Malou
Født i Randers d. 12.2.2011
Begravet i Vejlby d. 18.2.2011
Du som har tændt millioner af stjerner
Mel.: Erik Sommer 1981
Tekst: Johannes Johansen 1981 og 1982
Du, som har tændt millioner af stjerner,
tænd i vort mørke en tindrende tro.
Du er vort lys, og du vogter og værner
os, så vi sover i tryghed og ro.
Tak for den lysende dag, der er gået,
gaven til os, dine hænder har rakt.
Tilgiv os det, som vi ikke fik nået,
tilgiv alt ondt, vi fik gjort eller sagt!
Tak for hver glæde, der fyldte vort hjerte,
hver gang du gjorde vort liv til en fest.
Hjælp os at bære hver byrde, hver smerte,
du ved alene, hvad tjener os bedst.
Tak for de mennesker, som blev vor støtte,
når vi fandt vejen besværlig at gå.
Hjælp os i morgen at hjælpe forknytte,
mød du os selv i de svage og små!
Du, som har tændt millioner af stjerner,
mørket i verden vil du byde trods.
Du er vor Far, den, der vogter og værner,
lys i det mørke, som kommer fra os..
Nu går solen sin vej
Mel.: Erik Sommer 1980
Tekst: Holger Lissner 1980.
Nu går solen sin vej
for at skinne på andre,
for alle på jorden har brug for dens lys,
og de håber og venter
på dagen, du skaber,
for kun i din sol, Gud, kan livet fornys.
Nu går landet til hvile,
og travlheden dæmpes,
og hjemmene fyldes af aftnens musik.
Vær med den, kære Gud,
der må sidde alene,
og den, der nu slider sig træt på fabrik!
Nu er timen til stilhed,
til bøn og til tanker,
til ord, som har vægt, og som kræver et svar.
Kom og rør ved os, Kristus,
så vi bliver åbne
for glæden og livet og freden, du har.'
Nu er timen, hvor du
dømmer alt det, vi gjorde,
som vendte os bort fra vor næste og dig.
Nu er timen, hvor du
sletter alt det, der skiller,
hvor du siger: Kom, og vær hjemme hos mig!
Nu går solen sin vej,
men vi er ikke ene,
for du, Herre, lever og vender vor frygt,
så når du er i mørket,
er det ikke mørke,
når du er iblandt os, da sover vi trygt.
Født i Randers d. 12.2.2011
Begravet i Vejlby d. 18.2.2011
Du som har tændt millioner af stjerner
Mel.: Erik Sommer 1981
Tekst: Johannes Johansen 1981 og 1982
Du, som har tændt millioner af stjerner,
tænd i vort mørke en tindrende tro.
Du er vort lys, og du vogter og værner
os, så vi sover i tryghed og ro.
Tak for den lysende dag, der er gået,
gaven til os, dine hænder har rakt.
Tilgiv os det, som vi ikke fik nået,
tilgiv alt ondt, vi fik gjort eller sagt!
Tak for hver glæde, der fyldte vort hjerte,
hver gang du gjorde vort liv til en fest.
Hjælp os at bære hver byrde, hver smerte,
du ved alene, hvad tjener os bedst.
Tak for de mennesker, som blev vor støtte,
når vi fandt vejen besværlig at gå.
Hjælp os i morgen at hjælpe forknytte,
mød du os selv i de svage og små!
Du, som har tændt millioner af stjerner,
mørket i verden vil du byde trods.
Du er vor Far, den, der vogter og værner,
lys i det mørke, som kommer fra os..
Nu går solen sin vej
Mel.: Erik Sommer 1980
Tekst: Holger Lissner 1980.
Nu går solen sin vej
for at skinne på andre,
for alle på jorden har brug for dens lys,
og de håber og venter
på dagen, du skaber,
for kun i din sol, Gud, kan livet fornys.
Nu går landet til hvile,
og travlheden dæmpes,
og hjemmene fyldes af aftnens musik.
Vær med den, kære Gud,
der må sidde alene,
og den, der nu slider sig træt på fabrik!
Nu er timen til stilhed,
til bøn og til tanker,
til ord, som har vægt, og som kræver et svar.
Kom og rør ved os, Kristus,
så vi bliver åbne
for glæden og livet og freden, du har.'
Nu er timen, hvor du
dømmer alt det, vi gjorde,
som vendte os bort fra vor næste og dig.
Nu er timen, hvor du
sletter alt det, der skiller,
hvor du siger: Kom, og vær hjemme hos mig!
Nu går solen sin vej,
men vi er ikke ene,
for du, Herre, lever og vender vor frygt,
så når du er i mørket,
er det ikke mørke,
når du er iblandt os, da sover vi trygt.
torsdag den 17. februar 2011
Ugen efter fødslen
Denne uge er vi begge sygemeldt. René er til fysioterapeut mandag morgen og til kontrol på sygehuset med skulderen om tirsdagen. Jeg er hjemme. Det er svært at komme op om morgenen og appetitten er ikke stor. René er rigtig god til at tage over og sørge for Elias og i disse første dage også at tage sig af mig. Det må være svært at være mand i en sådan situation – både at skulle deale med egen sorg og min sorg samtidig med at han er den der løfter læsset med Elias, mad, madpakker og børnehave. Jeg kan ikke komme op om morgenen, så René står op og får Elias i børnehave. Det er vigtigt at han får en så normal hverdag, som vi overhovedet kan give ham. Så han skal i børnehave hver dag, hvor han kan lege og komme væk fra det sorgfyldte hjem.
Mandag er en træls dag for mig. Jeg kan ikke være i tomheden. Jeg sidder og læser andres historier på nettet og føler mig drænet for energi. Jeg kan ikke mærke mig selv Jeg bliver overvældet af mine egne stemmer, der sætter tvivl ved min egen sorg. "Hold nu op. Lad nu være med at dyrke det. Nu skal du bare videre". Eftermiddagen med Elias er heller ikke god. Jeg er dvask og uden energi. Jeg har svært ved at rumme Elias. Hans fjol og glæde irriterer mig, fordi jeg selv er trist. Han udfordrer mig og tester mig helt vildt. Jeg kan ikke få hama itl noget som helst. Han argumenterer og laver overspringshandlinger – og skal lige... og jeg har ikke voerskud og tålmodighed til ham. Det er klart at han gør det, for jeg er der ikke som jeg plejer. Jeg græder, taler meget i telefon, taler og svarer ikke, er mere stille og glor ud i luften. Han ved ikke hvor han har mig og bliver nok nødt til at teste mig for at mærke mig. Men det er hårdt. Jeg har brug for at have ham og jeg savner ham, når han ikke er der, men jeg bliver irriteret på ham og kan ikke rumme ham. Det er en svær dobbelthed at være i, fordi han på én gang er det mest dyrebare jeg har og det vigtigste i mit liv og samtidig irriterer hen mig og jeg ville ønske at han ikke var her. Det gør ondt at tænke og ondt at sige højt. Fordi selvfølgelig vil jeg ikke af med ham. Mit liv ville slutte, hvis der skete ham noget. Men jeg har ikke overskud til hverken det glade barn eller det pylrede barn lige nu.
Mandag ringer René rundt for at få afklaring på om vi må begrave hende ved Vejlby kirke, hvor min far ligger. Min mormor ligger der også og både Elias og jeg er døbt der.. Det kræver noget overskud, for han taler med 4 forskellige inden har fat i den rigtige. 2 fra Mørke, som er ikke fungerende fordi der ingen præst er ansat lige nu, da kirke og præstegård skal renoveres. 1 fra Hornslet og én fra Vejlby kirke. Han taler med Peder Lundby, som er kirkegårdsleder ved Vejlby kirke. Han undersøger det og bekræfter at hun godt må begraves hos sin morfar. Hun vil da skulle ligge ovenpå ham, dvs i højre side af gravstedet, som er en dobbeltgrav. På den måde vil der også være plads til min mor, eller hvem af os, der skulle gå bort først. Han taler også med præsten Jens Ole Henriksen, med hvem har aftaler at vi komme ind til en snak onsdag kl. 11.
Tirsdag kommer jeg igang med at skrive forløbet ned. Og det føles rigtig rigtig godt. Det er hårdt og jeg græder mange tårer, men det er MIN historie. Det er på grund af den historie at jeg har det som jeg har det. Nu kan jeg mærke mig selv. Jeg sidder hele formiddagen og skriver. Telefonen ringer 5 gange og hver gang irriteres jeg. Lad mig nu bare være i dette. 3 af gangene afbryder jeg, fordi jeg kan se at det er længere opkald, som ikke lige er klaret på få minutter. René kommer hjem omkring middag. Mit humør er mærkbart bedre. Jeg skriver en stund mere og vi får frokost. Nu er det også nok skriveri. Jeg føler mig en smule lettere, hvilket er lidt paradoksalt, fordi jeg har tudet hele formiddagen. Men det har lettet og jeg kan nu mærke mig selv.
Jeg formår at ringe til bedemanden og bestille en lille kiste, som vi kan hente onsdag ved 10 tiden.
Efermiddagen med Elias bliver også lettere og det er rart at have overskud til ham og nyde at være sammen med ham.
Onsdag kører vi Elias ind til min mor for at de kan hygge sig lidt sammen som de plejer om onsdagen. Vi kører ind til bedemanden Keld Andersen og henter den lille hvide kiste. Vi får den i en sort plastiksæk, så vi kan bære den lidt diskret ud i bilen. Jeg kan mærke gråden i halsen, men det går nemmere end forventet. Bedemanden spørger heldigvis ikke ind til noget, så vi slipper både for at skulle forklare ham noget og for at afværge os fra salgstaler.
Vi kører forbi blomsterhandleren i Vejlby for at bestille på en blomst fra os til kisten. Vi ved endnu ikke hvornår hun kan begraves, men det er rart at have afklaret blomsterne, så vi bare kan ringe ind og sige hvad det skal være og hvornår. Vi beslutter os for et hjerte med hvide blomster og lidt lyserøde blomster med krans af let græs omkring. Efter lidt overvejelse beslutter vi også et lyserødt bånd med skriften Sov sødt lille skat – mor, far og storebror.
Kl er lidt i 11 og vi kører over mod kirken. Vi går et smut ned til min fars grav for at se det inden Malou skal ligge der. VI taler med præsten i 1½ time. Vi fortæller vores historie og vores smerte er selvfølgelig tydelig for os. Han snakker om at vi med begravelsen skal give slip og lade Gud passe på hende og at vi nu skal vende os mod de levende. Han anbefaler os at sige til Elias at Malou nu sover sammen med morfar, men at vi skal mødes igen til den store opstandelse, hvor vi alle igen skal være sammen. Og så skal der være fest. Jeg er ikke enig med ham i at vi skal sige at Malou sover. Vi vil ikke gøre ham bange for at falde i søvn, fordi han skal ikke blive bange for om han heller ikke vågner op igen. Men jeg bliver opmærksom på at vi ikke har fortalt Elias at Malou nu har det godt og at hun bliver passet på. Så det vil jeg gøre.
Vi vil satse på at kunne begrave hende fredag kl 11.30. Det vil jeg være rigtig glad for hvis, for så er det gjort i denne uge og jeg vile have hele næste uge til at få ro på og samle mig. Men det kræver selvfølgelig at vi når at få hende udleveret fra Randers.
Præsten synes ikke at vi skal tage venner med til begravelsen. Han spørger os ikke, men det er fint Det føles rigtigt at det kun er den nærmeste familie. Præsten fortæller endvidere at vi holder ceremonien ved graven, at han ikke vil kaste jord på, men han vil lyse velsignelsen over hende og graven. Han vil bede en bøn og læse et stykke fra biblen.
Vi snakker om sange. Jeg vil gerne at vi synger for Malou, men jeg er ikke sikker på at jeg selv kan synge. Jeg ves slet ikke om jeg kan sige noget, eller om jeg blot vil hulke. Jeg vil gerne synge "Nu går solen sin vej", fordi jeg hver aften sang den for Elias, da han var lille og stadig ind imellem gør det. Præsten kan ikke selv synge denne, så jeg skal vælge en anden hvis jeg ikke kan synge den. Vi får en cd med hjem med aftensange, som er indspillet i Vejlby kirke, så vi evt. Kan vælge en salme derfra. Jeg skal give ham besked i løbet af det næste døgn. Jeg vil gerne have skrevet et brev til hende og jeg vil rigtig gerne læse det op til hendes begravelse. Men igen ved jeg ikke om jeg kan, men jeg vil gerne give det en chance.
Jeg føler lidt præsten bestemmer, hvad han synes. Han glemmer lidt at spørge os. Jeg ville egentlig gerne holde ceremonien inde i kapellet, fordi det giver mere samling og er mindre koldt. Men jeg får ikke sagt det tydeligt nok. Nu håber jeg at vi når at hente hende i Randers torsdag, så vi kan køre hende til Vejlby, så hun allerede står i kapellet i Vejlby og vi ikke kommer med hende i bilen om fredagen. Så håber jeg at det lykkes mig at skrive et brev til hende, som jeg hvis jeg kan, kan læse op for hende i kapellet.
Efter samtalen med præsten kører vi hjem til min mor og får frokost. René ringer til sygehuset i Randers og beder dem meddele, så snart de har Malou, fordi vi selv skal hente hende tilbage til Vejlby. De har helt styr på hvem hun er. Det er betryggende at de ikke skal rode rundt i papirerne. Han ringer også blomsterhandleren og siger at vi arbejder henimod en begravelse på fredag kl. 11.30. Vi er hos min mor til hen på eftermiddagen. Randers ringer sidst på eftermiddagen og siger at hun er der nu.
Om aftenen skriver jeg et brev til Malou. Og jeg beslutter mig for at vi sammen skal synge "Du som har tændt millioner af stjerner". Jeg trykker også "nu går solen sin vej" på arket, hvis jeg nu er i stand til at synge den.
Torsdag er det mig, der står først op. Vil have Elias i bad, men det går helt i koks. Jeg kan ikke få ham til noget som helst og René må komme og overtage. Åh hvor er et hårdt. Jeg tager med op og afleverer ham, fordi Elias gerne vil have det. Men det skulle jeg ikke have gjort. Elias vil ikke slippe mig og han skal vristes vrælende af mig. Slår og sparker, hyler og vræler. Vi skynder os afsted. Det er hårdt at forlade sit barn sådan, når man selv er tyndslidt. Jeg ved han nok skal få det ok, og at han ikke ville have det bedre sammen med os, men dt er hårdt at vores liv er på den måde lige nu, at han skal have det sådan.
OM formidagen om torsdagen sætter jeg og skriver lidt mere på min historie. Jeg brænder efter at få ro til at skrive. Imens forsøger René at få vores printer til at virke, så vi kan printe ud til begravelsen. Uden held, så vi må ind forbi min mor og printe ud efter vi har været i kirken med Maolu. Ved 12 tiden kører vi mod Randers for at hente vores lille pige ved kapellet. Kapelassistenten lægger hende i kisten, mens vi ikke ser det, fordi han siger hun er lidt skrøbelig, nu hvor hun er blevet obduceret. Vi har to lyserøde klæder (stofbleer) med til at svøbe hende i.
Hun har fortsat sin lille lyserøde hue på. Det er jeg glad for. Jeg kan næsten ikke genkende hende nu. Hun er sunket meget ind. Vi ser ikke hendes krop, for vi vil ikke se såret fra obduktionen. Men hendes øjne og kinder er helt suget ind og hovedet er klart blevet mindre nu. Hun er der ikke mere. Det gør det nemmere at sige farvel. Hun har sagt farvel. Hun er blevet en engel. Min smukke engel, som jeg husker hende, da hun blev født.
Vi lægger billeder ned til hende af os alle 3 og hun får sin bamse med. Hun skal også have brevet med når vi har printet det ud. Det må vi give hende imorgen. René lægger låget på kisten og vi kører afsted med hende på bagsædet af den lille røde Yaris. Nu kører vi afsted med vores lille døde baby på bagsædet. Sikke mærkeligt og forkert.
Vi kører hende til kapellet ved Vejlby kirke. Derefter hjem til min mor og printe sange og brev ud. Ud og handle, hen i børnehaven og hjem igen.
Mandag er en træls dag for mig. Jeg kan ikke være i tomheden. Jeg sidder og læser andres historier på nettet og føler mig drænet for energi. Jeg kan ikke mærke mig selv Jeg bliver overvældet af mine egne stemmer, der sætter tvivl ved min egen sorg. "Hold nu op. Lad nu være med at dyrke det. Nu skal du bare videre". Eftermiddagen med Elias er heller ikke god. Jeg er dvask og uden energi. Jeg har svært ved at rumme Elias. Hans fjol og glæde irriterer mig, fordi jeg selv er trist. Han udfordrer mig og tester mig helt vildt. Jeg kan ikke få hama itl noget som helst. Han argumenterer og laver overspringshandlinger – og skal lige... og jeg har ikke voerskud og tålmodighed til ham. Det er klart at han gør det, for jeg er der ikke som jeg plejer. Jeg græder, taler meget i telefon, taler og svarer ikke, er mere stille og glor ud i luften. Han ved ikke hvor han har mig og bliver nok nødt til at teste mig for at mærke mig. Men det er hårdt. Jeg har brug for at have ham og jeg savner ham, når han ikke er der, men jeg bliver irriteret på ham og kan ikke rumme ham. Det er en svær dobbelthed at være i, fordi han på én gang er det mest dyrebare jeg har og det vigtigste i mit liv og samtidig irriterer hen mig og jeg ville ønske at han ikke var her. Det gør ondt at tænke og ondt at sige højt. Fordi selvfølgelig vil jeg ikke af med ham. Mit liv ville slutte, hvis der skete ham noget. Men jeg har ikke overskud til hverken det glade barn eller det pylrede barn lige nu.
Mandag ringer René rundt for at få afklaring på om vi må begrave hende ved Vejlby kirke, hvor min far ligger. Min mormor ligger der også og både Elias og jeg er døbt der.. Det kræver noget overskud, for han taler med 4 forskellige inden har fat i den rigtige. 2 fra Mørke, som er ikke fungerende fordi der ingen præst er ansat lige nu, da kirke og præstegård skal renoveres. 1 fra Hornslet og én fra Vejlby kirke. Han taler med Peder Lundby, som er kirkegårdsleder ved Vejlby kirke. Han undersøger det og bekræfter at hun godt må begraves hos sin morfar. Hun vil da skulle ligge ovenpå ham, dvs i højre side af gravstedet, som er en dobbeltgrav. På den måde vil der også være plads til min mor, eller hvem af os, der skulle gå bort først. Han taler også med præsten Jens Ole Henriksen, med hvem har aftaler at vi komme ind til en snak onsdag kl. 11.
Tirsdag kommer jeg igang med at skrive forløbet ned. Og det føles rigtig rigtig godt. Det er hårdt og jeg græder mange tårer, men det er MIN historie. Det er på grund af den historie at jeg har det som jeg har det. Nu kan jeg mærke mig selv. Jeg sidder hele formiddagen og skriver. Telefonen ringer 5 gange og hver gang irriteres jeg. Lad mig nu bare være i dette. 3 af gangene afbryder jeg, fordi jeg kan se at det er længere opkald, som ikke lige er klaret på få minutter. René kommer hjem omkring middag. Mit humør er mærkbart bedre. Jeg skriver en stund mere og vi får frokost. Nu er det også nok skriveri. Jeg føler mig en smule lettere, hvilket er lidt paradoksalt, fordi jeg har tudet hele formiddagen. Men det har lettet og jeg kan nu mærke mig selv.
Jeg formår at ringe til bedemanden og bestille en lille kiste, som vi kan hente onsdag ved 10 tiden.
Efermiddagen med Elias bliver også lettere og det er rart at have overskud til ham og nyde at være sammen med ham.
Onsdag kører vi Elias ind til min mor for at de kan hygge sig lidt sammen som de plejer om onsdagen. Vi kører ind til bedemanden Keld Andersen og henter den lille hvide kiste. Vi får den i en sort plastiksæk, så vi kan bære den lidt diskret ud i bilen. Jeg kan mærke gråden i halsen, men det går nemmere end forventet. Bedemanden spørger heldigvis ikke ind til noget, så vi slipper både for at skulle forklare ham noget og for at afværge os fra salgstaler.
Vi kører forbi blomsterhandleren i Vejlby for at bestille på en blomst fra os til kisten. Vi ved endnu ikke hvornår hun kan begraves, men det er rart at have afklaret blomsterne, så vi bare kan ringe ind og sige hvad det skal være og hvornår. Vi beslutter os for et hjerte med hvide blomster og lidt lyserøde blomster med krans af let græs omkring. Efter lidt overvejelse beslutter vi også et lyserødt bånd med skriften Sov sødt lille skat – mor, far og storebror.
Kl er lidt i 11 og vi kører over mod kirken. Vi går et smut ned til min fars grav for at se det inden Malou skal ligge der. VI taler med præsten i 1½ time. Vi fortæller vores historie og vores smerte er selvfølgelig tydelig for os. Han snakker om at vi med begravelsen skal give slip og lade Gud passe på hende og at vi nu skal vende os mod de levende. Han anbefaler os at sige til Elias at Malou nu sover sammen med morfar, men at vi skal mødes igen til den store opstandelse, hvor vi alle igen skal være sammen. Og så skal der være fest. Jeg er ikke enig med ham i at vi skal sige at Malou sover. Vi vil ikke gøre ham bange for at falde i søvn, fordi han skal ikke blive bange for om han heller ikke vågner op igen. Men jeg bliver opmærksom på at vi ikke har fortalt Elias at Malou nu har det godt og at hun bliver passet på. Så det vil jeg gøre.
Vi vil satse på at kunne begrave hende fredag kl 11.30. Det vil jeg være rigtig glad for hvis, for så er det gjort i denne uge og jeg vile have hele næste uge til at få ro på og samle mig. Men det kræver selvfølgelig at vi når at få hende udleveret fra Randers.
Præsten synes ikke at vi skal tage venner med til begravelsen. Han spørger os ikke, men det er fint Det føles rigtigt at det kun er den nærmeste familie. Præsten fortæller endvidere at vi holder ceremonien ved graven, at han ikke vil kaste jord på, men han vil lyse velsignelsen over hende og graven. Han vil bede en bøn og læse et stykke fra biblen.
Vi snakker om sange. Jeg vil gerne at vi synger for Malou, men jeg er ikke sikker på at jeg selv kan synge. Jeg ves slet ikke om jeg kan sige noget, eller om jeg blot vil hulke. Jeg vil gerne synge "Nu går solen sin vej", fordi jeg hver aften sang den for Elias, da han var lille og stadig ind imellem gør det. Præsten kan ikke selv synge denne, så jeg skal vælge en anden hvis jeg ikke kan synge den. Vi får en cd med hjem med aftensange, som er indspillet i Vejlby kirke, så vi evt. Kan vælge en salme derfra. Jeg skal give ham besked i løbet af det næste døgn. Jeg vil gerne have skrevet et brev til hende og jeg vil rigtig gerne læse det op til hendes begravelse. Men igen ved jeg ikke om jeg kan, men jeg vil gerne give det en chance.
Jeg føler lidt præsten bestemmer, hvad han synes. Han glemmer lidt at spørge os. Jeg ville egentlig gerne holde ceremonien inde i kapellet, fordi det giver mere samling og er mindre koldt. Men jeg får ikke sagt det tydeligt nok. Nu håber jeg at vi når at hente hende i Randers torsdag, så vi kan køre hende til Vejlby, så hun allerede står i kapellet i Vejlby og vi ikke kommer med hende i bilen om fredagen. Så håber jeg at det lykkes mig at skrive et brev til hende, som jeg hvis jeg kan, kan læse op for hende i kapellet.
Efter samtalen med præsten kører vi hjem til min mor og får frokost. René ringer til sygehuset i Randers og beder dem meddele, så snart de har Malou, fordi vi selv skal hente hende tilbage til Vejlby. De har helt styr på hvem hun er. Det er betryggende at de ikke skal rode rundt i papirerne. Han ringer også blomsterhandleren og siger at vi arbejder henimod en begravelse på fredag kl. 11.30. Vi er hos min mor til hen på eftermiddagen. Randers ringer sidst på eftermiddagen og siger at hun er der nu.
Om aftenen skriver jeg et brev til Malou. Og jeg beslutter mig for at vi sammen skal synge "Du som har tændt millioner af stjerner". Jeg trykker også "nu går solen sin vej" på arket, hvis jeg nu er i stand til at synge den.
Torsdag er det mig, der står først op. Vil have Elias i bad, men det går helt i koks. Jeg kan ikke få ham til noget som helst og René må komme og overtage. Åh hvor er et hårdt. Jeg tager med op og afleverer ham, fordi Elias gerne vil have det. Men det skulle jeg ikke have gjort. Elias vil ikke slippe mig og han skal vristes vrælende af mig. Slår og sparker, hyler og vræler. Vi skynder os afsted. Det er hårdt at forlade sit barn sådan, når man selv er tyndslidt. Jeg ved han nok skal få det ok, og at han ikke ville have det bedre sammen med os, men dt er hårdt at vores liv er på den måde lige nu, at han skal have det sådan.
OM formidagen om torsdagen sætter jeg og skriver lidt mere på min historie. Jeg brænder efter at få ro til at skrive. Imens forsøger René at få vores printer til at virke, så vi kan printe ud til begravelsen. Uden held, så vi må ind forbi min mor og printe ud efter vi har været i kirken med Maolu. Ved 12 tiden kører vi mod Randers for at hente vores lille pige ved kapellet. Kapelassistenten lægger hende i kisten, mens vi ikke ser det, fordi han siger hun er lidt skrøbelig, nu hvor hun er blevet obduceret. Vi har to lyserøde klæder (stofbleer) med til at svøbe hende i.
Hun har fortsat sin lille lyserøde hue på. Det er jeg glad for. Jeg kan næsten ikke genkende hende nu. Hun er sunket meget ind. Vi ser ikke hendes krop, for vi vil ikke se såret fra obduktionen. Men hendes øjne og kinder er helt suget ind og hovedet er klart blevet mindre nu. Hun er der ikke mere. Det gør det nemmere at sige farvel. Hun har sagt farvel. Hun er blevet en engel. Min smukke engel, som jeg husker hende, da hun blev født.
Vi lægger billeder ned til hende af os alle 3 og hun får sin bamse med. Hun skal også have brevet med når vi har printet det ud. Det må vi give hende imorgen. René lægger låget på kisten og vi kører afsted med hende på bagsædet af den lille røde Yaris. Nu kører vi afsted med vores lille døde baby på bagsædet. Sikke mærkeligt og forkert.
Vi kører hende til kapellet ved Vejlby kirke. Derefter hjem til min mor og printe sange og brev ud. Ud og handle, hen i børnehaven og hjem igen.
søndag den 13. februar 2011
Søndag d. 13.2.2011
Jeg er oppe nogle gange i løbet af natten, fordi jeg vågner, men formår heldigvis at falde i søvn igen. Vi står op ved 7 tiden og beder om at få vores lille pige ind til. Hun har allerede forandret sig meget. Hun er meget kold og jeg har lyst til at varme hende op i mine hænder. Hun har også skiftet farve fra den blålige farve hun havde igår til en noget orange-rød farve. Vi tager hende ikke op af bakken idag. Hun er blevet meget stiv i det. Vi beslutter at hun skal hedde Malou. Det er det navn Elias har givet hende og det hedder hun for ham, så det er helt naturligt at det er hendes navn. Det ville ikke give mening at vi skulle til at finde på et andet. Vi har ikke selv talt om andre navne. Vi giver hende en lille bamse og sidder kort med hende inden vi siger farvel til hende. Jeg går grædende fra fødegangen. Det er hårdt at gå uden sin baby.
Vi kører til Vejlby til mormor, hvor Elias er. René køber en pose rundstykker ved bageren. Vi får morgenmad og kører til Mørke, hvor Elias kommer over til Anders – fuld af liv og glæde. Det er ikke nogen straf overfor ham. Vi kører direkte til sygehuset i Randers. Kl er vel omkring 11. Der er lige lidt usikkerhed om der er en portør, der har tid til at åbne op i kapellet, da de har travlt med at køre frokosten ud, men det lykkes heldigvis. Ellers skulle vi have ventet til efter kl 13.
Malou ligger i sin lille bakke på et bord i kapelrummet. Hendes bamse et tapet fast til endnu en bakke, som jeg vil tro hun har ovenpå den bakke hun ligger i. Mormor sidder med hende og siger farvel.
Vi kører hjem igen og får noget frokost. Henter Elias v. 14 tiden. Slapper af og ser vist en film sammen. Min mor tager hjem efter aftensmaden. Vi er trætte og klasker helt ud på sofaen. Har brug for at få tankerne væk, så jeg afviser 3 opkald som kommer ved 20.30-21 tiden. Jeg kan ikke snakke om det lige nu. Mit hoved og min krop er tom og jeg har brug for lidt ro.
Mandag skal Malou til Skejby for at blive obduceret. Vi vil gerne have svar på hvad hun fejlede. Vi vil gerne have mere vished om at den beslutning vi har truffet er den rigtige. Vi vil gerne have nogle mere konkrete svar, som de, hvis jeg skulle blive gravid igen, kan kigge efter til næste graviditet. Det vil tage et par dage. Vi har besluttet for at lade hende begrave. Vi skal have undersøgt om hun kan blive begravet ved Vejlby kirke på hendes morfars gravsted.
Vi kører til Vejlby til mormor, hvor Elias er. René køber en pose rundstykker ved bageren. Vi får morgenmad og kører til Mørke, hvor Elias kommer over til Anders – fuld af liv og glæde. Det er ikke nogen straf overfor ham. Vi kører direkte til sygehuset i Randers. Kl er vel omkring 11. Der er lige lidt usikkerhed om der er en portør, der har tid til at åbne op i kapellet, da de har travlt med at køre frokosten ud, men det lykkes heldigvis. Ellers skulle vi have ventet til efter kl 13.
Malou ligger i sin lille bakke på et bord i kapelrummet. Hendes bamse et tapet fast til endnu en bakke, som jeg vil tro hun har ovenpå den bakke hun ligger i. Mormor sidder med hende og siger farvel.
Vi kører hjem igen og får noget frokost. Henter Elias v. 14 tiden. Slapper af og ser vist en film sammen. Min mor tager hjem efter aftensmaden. Vi er trætte og klasker helt ud på sofaen. Har brug for at få tankerne væk, så jeg afviser 3 opkald som kommer ved 20.30-21 tiden. Jeg kan ikke snakke om det lige nu. Mit hoved og min krop er tom og jeg har brug for lidt ro.
Mandag skal Malou til Skejby for at blive obduceret. Vi vil gerne have svar på hvad hun fejlede. Vi vil gerne have mere vished om at den beslutning vi har truffet er den rigtige. Vi vil gerne have nogle mere konkrete svar, som de, hvis jeg skulle blive gravid igen, kan kigge efter til næste graviditet. Det vil tage et par dage. Vi har besluttet for at lade hende begrave. Vi skal have undersøgt om hun kan blive begravet ved Vejlby kirke på hendes morfars gravsted.
lørdag den 12. februar 2011
Fødslen lørdag d. 12.2.2011 i uge 21+1
Vi skal være på Randers kl 9. Elias bliver ked af det, som vi skal afsted. Vi snakker om at det da vist også er en af de første gang vi forlader ham, hvor han skal blive herhjemme. Vi får vores stue (stue 1) med det samme. Jordemoderen, som skal være vores hele dagen, kommer ind og præsenterer sig. Hun hedder Louise Clausen og virker rigtig sød. Hun beder os om at fortælle om forløbet, så hun kan høre vores egen version og ikke kun den hun kan læse sig til. Hun virker meget forstående og anerkender vores sorg og det vi skal igennem.
Kl. ca 9.45 får jeg lagt de første stikpiller op, som skal modne livmoderhalsen. Vi lægger os på den almindelige seng, der er i rummet. Målet er nu at å tiden til at gå og forsøge at tænke på noget andet, end det vi er her får. Vi får et fjernsyn ind og ser lidt i det samtidig med at jeg læser i blade og småslumrer. Jeg mærker hende sparke mig i løbet af formiddagen, så hun er stadig i live, den lille prinsesse. Jeg forsøger at sende hende en kærlig tanke, men bliver også ked af disse spark, som lige om lidt er slut, fordi hun ikke længere skal være i min mave. Jeg forsøger at skubbe de tanker bort, for ellers bliver det uudholdeligt at være i den situation, vi er i. Vi får noget smørrebrød på et tidspunkt, som vi spiser ved det lille bord.
kl. 12.45 får jeg lagt 2 piller mere op. Der er intet at mærke endnu. Ved 14 tiden kommer narkoselægen for at lægge epidural. Veerne kan godt komme lidt pludseligt og tage kraftigt til i styrke, og da der er lidt travlt vil jordemoderen gerne sikre at jeg får lagt den i tide. Så jeg ryger i hospitalstøjet og på hospitalssengen. Først skal jeg have saltvandsdrop anlagt i hånden. Jordemoderen kan ikke finde en åre i hånden og beder narkoselægen, som er ved at klargøre epiduralen om hjælp. Hun prøver i den anden hånd, men uden held. På et tidspunkt stikker der to nåle ud af min hånd, som hun forsøger at stikke frem og tilbage uden at finde en åre. Så jeg bliver nødt til at få den lagt på undersiden af håndledet. Det er ret ubehageligt at have den siddende der. Den stikker og spænder og min hånd hæver op. Men sådan må det være.
Narkoselægen anlægger epiduralen. Jeg bliver lokalbedøvet først, så der er ikke smerte ved at få den lagt. Kun ubehag, når den lange nål stikkes ned igennem rygradden.
Følelsesmæssigt er det værre. Nu sidder jeg her i hospitalstøjet på hospitalssengen og får lagt en epidural. Alt minder om en fødsel – det er det jo også. Men en fødsel af et barn vi ikke får lov at beholde. Et barn vi ikke får lov til at få med hjem. En lille barn som vi skal tage afsked med før vi ikke rigtig har sagt hej. Det er uvirkeligt og så forkert.
Jeg er nu bundet til sengen, fordi epiduralen og droppet er fæstnet her. Vi kører fjernsynet hen, så jeg fra hospitalssengen kan se det. Mellem 15 og 16 begynder jeg at få lidt murren forpå maven.
Vi får lidt kiks og frugt, fordi jeg ikke vil få aftensmad, fordi jeg skal være fastende fra kl 16. Kl. 15.45 får jeg 3. hold piller lagt op.
Jeg ringer til min mor ved 18.30 tiden for at høre til dem. De er hos Anitas og har været der hele dagen. Elias har haft sådan en hyggelig dag og har ikke savnet os.
Ved 18.30 tiden kommer jordemoderen og jeg beder om at komme på toilet. Jeg har ikke tisset i efterhånden mange timer. Jeg bliver derfor koblet på et mobilt stativ. Da jeg kommer retur fra toilettet bløder jeg lidt. Hvilket er helt som det skal være. Formentlig er blødningen kommet fordi jeg har været oppe og stå og har skabt tyngde på bækkenet. Da jeg har fået lagt 4. hold piller op, rejser jeg mig derfor op og går lidt rundt. Jeg vil gerne gøre mit til at jeg føder hende idag. Gennemsnitstiden siger 9 timer fra de første piller anlægges og det vil være ved 19 tiden. Hvis jeg ikke er kommet i fødsel ved næste hold piller, holdes der pause, så vi kan få hvile i nat. Så skal vi starte op imorgen igen – og det vil jeg gerne undgå, hvis jeg overhovedet kan gøre noget for det. Så derfor står jeg op og går lidt rundt i cirkler den næste lille time.
En læge Ulla Jeppesen kommer ind. Vi snakker obduktion med hende. VI skal give tilladelse til en obduktion med særlig tilladelse til at de må obducere hjernen. Det er hende vi skal have svar på obduktionen fra om 6-8 uger. Hun virker lidt forvirret og måske lidt svært ved at forholde sig til mig og min situation, men det håber jeg er anderledes, når vi skal tale med hende.
Jeg ringer igen til min mor, fordi jeg lige vil sige hej til Elias, men det har han ikke tid til.
Efter 19 tiden begynder veerne mere at komme. De kommer hyppigt – ca 45 sekunder imellem og varer måske omkring 45 sekunder. De er i starten ikke kraftigere end at jeg godt kan snakke undervejs. Efter en stund bliver de kraftigere og jordemoderen tænder for epiduralen. Jeg kan ikke mærke den, men tænker at den nok begynder at virke lige om lidt. Veerne bliver kraftigere og jeg skal nu koncentere mig meget om dem. Jeg tænker at forløbet bliver langt, så jeg godt kan holde disse smerter ud lige nu. Vi ringer dog efter narkoselægen kl 19.45, som skal komme og give epiduralen et startboost, så jeg kan blive smertedækket en stund. Han kommer kort efter og giver den et boost. Det kan jeg mærke lige straks. Narkoselægen er grundig med at tjekke hvordan jeg reagerer på epiduralen. Jordemoderen tager mit blodtryk flere gange.
Da jeg svinger mig om i sengen igen, mærker jeg et kraftigt blob i underlivet. Narkoselægen og René farer op, fordi de tror at det er noget med epiduralen. Det er vandet, der er gået. Jordemoderen mærker på mig og siger at nu er der ikke langt igen. Jeg bliver lidt overrasket, fordi jeg havde troet at jeg kunne være i fødsel i mange timer, med lange seje veer.
Epiduralen virker og der kommer lidt ro på. Faktisk kommer der meget ro på, da det er som om veerne går i sig selv. Jeg kan intet mærke, men jordemoderen kan mærke på maven at der ikke er meget gang i den. Vi venter i hvad der føles rigtig lang tid. Jordemoderen har kaldt en assistent, som finder ting frem til fødslen og til Lillepigen bagefter. Mine ben ryster og jeg kan slet ikke styre dem. Jordemoderen og René holder hver sit ben. Stilheden og roen er både dejlig og foruroligende. Lige om lidt kommer hun ud og jeg ved ikke hvad jeg skal forvente eller hvordan jeg vil reagere.
Jordemoderen er helt rolig og det hjælper på mig. Jeg er i tvivl om hvad jeg skal gøre, men hun fortæller mig, når jeg skal noget. Jeg får ingen presseveer, for som hun siger så er hun lidt ude i fødegangen og danner ikke pres nok på bækkenbunden. Hun mærker igen og beder mig presse. Efter et par pres uden veer kommer hun ud. Hun ligger mellem mine ben. Jeg kan ikke se hende. Jeg prøver at tyde Renés ansigstudtryk, men jeg kan simpelthen ikke se hvad han tænker eller føler. Han er helt stoneface, står bare og stirrer på hende. Det gør mig nervøs. Hvordan er hun? Er hun ækel at se på?
Jeg får hende op til mig, da jordemoderen har tørret hende lidt af. Hun er så fin. Jeg hulker og ryster. Er bange for at tabe hende. Har sådan lyst til at puste liv i hende. Hvorfor skal hun være død? Jeg skulle have siddet med min lille pige i live og ikke død. Jeg ville ønske jeg kunne se hendes øjne. Hun er helt perfekt. Små fingre og tæer med negle på. Lille bitte næse med næsebor. En lille mund og små bløde ører. Jeg kan ikke med mit blotte øje se at hun fejler noget. Det er på én gang rigtig rigtig dejligt, men også foruroligende. Hvad nu, hvis hun er slået ihjel forgæves? Hvad nu hvis hun kunne have levet? Undskyld lille baby at vi ikke turde tage chancen. Vi gjorde det af kærlighed til dig. Vi troede det bedste for dig ville at dø nu fordi vi ikke ville udsætte dig for den lidelse som livet kunne have bragt dig. Men nu skal vi leve med savnet, tvivlen og smerten altid. Og vi har selv valgt det. SÅ er det vel også voes egen skyld. Lille prinsesse, Undskyld. Vi ville så gerne have givet dig et godt liv. Vi villle så gerne have passet bedre på dig. Vi ville så gerne have givet dig livet Vi ville så gerne have givet dig al vores kærlighed.
Efter jeg har siddet med hende en stund, skal jeg føde moderkagen. René får sin lille datter over til sig og sidde og studerer hende nøje. Jeg savner hende allerede, men jeg er så glad for at René også vil holde hend e og snakke med hende. Han er meget mere rolig end jeg, fordi jeg græd sådan, så han opdager at hendes lille hjerte slår. Og det gør det de næste mere end 1½ time, dog svagere og svagere.
Jeg skal føde moderkagen. Jeg håber sådan at det lykkes, for ellers skal jeg have den skrabet ud og det kræver at jeg skal på operationsstue og under bedøvelse. Jeg har bare ikke lyst til at forlade denne stue. Jeg har ikke lyst til at skulle ud på gangen på fødegangen og risikere at møde nogle nybagte mødre med deres små perfekte babyer. Vi har et par gange hørt spæd babygråd, men det har heldigvis ikke været meget. For det er da ubarmhjertigt at ligge der på fødegangen og skulle føde sit barn til døden. Hvad søren er meningen? Der kan ikke være nogen mening.
Jordemoderen trækket let i navlesnoren som hænger ud af mig. Hun beder mig presse, mens hun vrikler i navlesnoren og snart er moderkagen ude. Den ser ud til at være hel, men hun vil lige gå ud og undersøge den. For hvis der er nogle rester skal jeg på operationsbordet. Jeg får underbukser på og de næst timer skal vi holde øje med blødningen. Hvis det bliver for meget, skal jeg tjekkes efter.
Vi sidder på skift med vores lille prinsesse, mens hendes hjerte slår. Jeg er træt og udmattet – både i krop og sjæl. Jeg føler mig pludselig 20 år ældre og helt tom indeni. Hun er så dejlig at se på, men hvor gør det mig ked at hun skulle ud nu og at vi ikke får hende med hjem. På et tidspunkt bliver det for meget at sidde med hende. Jeg kan bære tankerne. Hvorfor hvorfor hvorfor skulle vi træffe det valg? René sidder med hende imens jeg læner mig tilbage i sengen. Jeg har sådan lyst til at sove og glemme det hele – eller til at vågne op og alt var normalt. At det bare var en ond ond drøm, som var svær at vågne op fra. Jeg har det træls med at jeg har lyst til at flygte. Jeg burde jo suge hvert minut som jeg kan have med min lille pige. Særligt nu hvor hun viser os livet, at hendes hjerte slår. Men jeg kan en stund ikke rumme hende. Jeg kan ikke være i det. Jeg kan ikke se hende død. Det er forkert. Det er svært at jeg ikke kan rumme hende. Jeg har kun denne stund med hende og så er det allerede for meget. Hvor er jeg utaknemmelig og selvisk. Jeg får samlet mig og kan holde hende igen.
Ved 22 tiden ser vi de sidste små bevægelser i hendes bryst. En engel bliver til. Vores lille engel. Livet har nu definitivt forladt hende og vi er nu klar til at jordemoderen kan tage hende ud og måle hende og tage aftryk. Jordemoderen kommer tilbage med hende i en lille bakke med et klæde i. Hun har fået en lille lyserød hjemmestrikket hue på og er svøbt i et svøb med lyserøde stikninger. Det betyder så meget for mig at hun har den søde lille hue på. Hun er for os et rigtigt barn og det betyder meget for mig at det bliver anerkendt.
Ved 22.30 tiden ringer jeg til min mor ofr at fortælle at hun for et par timer siden blev mormor igen. Når nu vi har født hende idag, vil vi gerne hjælpe min mor til at komme op og besøge Lillepigen om søndagen. Så kan vi høre Anders' om de vil passe/lege med ham.
Ved 23 tiden skal jeg på toilettet for at tjekke om jeg kan tisse. Det går lidt tid, men så kommer det. Jeg bløder i acceptabel mængde, så nu kan jeg få pillet nålene ud af kroppen og få noget at spise. Det er ikke fordi vi kan spise særlig meget. Lillepigen ligger i sin bakke ved siden af os og det føles så forkert at sidde og spise sammen med sin døde barn. Maden vender sig i munden på mig, Ikke fordi det er ulækkert, men fordi det er makabert og så forkert at sidde der med sit døde barn.
Vi får valget om vi vil hjem eller blive natten over. VI beslutter os for at blive. Der vil være så tomt at komme hjem. Hjem uden vores lille prinsesse. Plus jeg ikke ved hvor mange gange jeg skal op om natten og om jeg vil være usikker på benene, så vil det være rart ikke at skulle stavre ned af trapperne. Vi får valget om vi vil have hende hos os natten over, men det takker vi nej til. Hun må gerne komme ud på køl. Vi er udmattede og trætte og må hellere få sovet så meget som det er muligt. Og det vil nok ikke være nemt at lukke tankerne ude for at kunne sove, hvis hun er hos os.
Godnat lille prinsesse. Sov godt. Vi elsker dig så højt.
Kl. ca 9.45 får jeg lagt de første stikpiller op, som skal modne livmoderhalsen. Vi lægger os på den almindelige seng, der er i rummet. Målet er nu at å tiden til at gå og forsøge at tænke på noget andet, end det vi er her får. Vi får et fjernsyn ind og ser lidt i det samtidig med at jeg læser i blade og småslumrer. Jeg mærker hende sparke mig i løbet af formiddagen, så hun er stadig i live, den lille prinsesse. Jeg forsøger at sende hende en kærlig tanke, men bliver også ked af disse spark, som lige om lidt er slut, fordi hun ikke længere skal være i min mave. Jeg forsøger at skubbe de tanker bort, for ellers bliver det uudholdeligt at være i den situation, vi er i. Vi får noget smørrebrød på et tidspunkt, som vi spiser ved det lille bord.
kl. 12.45 får jeg lagt 2 piller mere op. Der er intet at mærke endnu. Ved 14 tiden kommer narkoselægen for at lægge epidural. Veerne kan godt komme lidt pludseligt og tage kraftigt til i styrke, og da der er lidt travlt vil jordemoderen gerne sikre at jeg får lagt den i tide. Så jeg ryger i hospitalstøjet og på hospitalssengen. Først skal jeg have saltvandsdrop anlagt i hånden. Jordemoderen kan ikke finde en åre i hånden og beder narkoselægen, som er ved at klargøre epiduralen om hjælp. Hun prøver i den anden hånd, men uden held. På et tidspunkt stikker der to nåle ud af min hånd, som hun forsøger at stikke frem og tilbage uden at finde en åre. Så jeg bliver nødt til at få den lagt på undersiden af håndledet. Det er ret ubehageligt at have den siddende der. Den stikker og spænder og min hånd hæver op. Men sådan må det være.
Narkoselægen anlægger epiduralen. Jeg bliver lokalbedøvet først, så der er ikke smerte ved at få den lagt. Kun ubehag, når den lange nål stikkes ned igennem rygradden.
Følelsesmæssigt er det værre. Nu sidder jeg her i hospitalstøjet på hospitalssengen og får lagt en epidural. Alt minder om en fødsel – det er det jo også. Men en fødsel af et barn vi ikke får lov at beholde. Et barn vi ikke får lov til at få med hjem. En lille barn som vi skal tage afsked med før vi ikke rigtig har sagt hej. Det er uvirkeligt og så forkert.
Jeg er nu bundet til sengen, fordi epiduralen og droppet er fæstnet her. Vi kører fjernsynet hen, så jeg fra hospitalssengen kan se det. Mellem 15 og 16 begynder jeg at få lidt murren forpå maven.
Vi får lidt kiks og frugt, fordi jeg ikke vil få aftensmad, fordi jeg skal være fastende fra kl 16. Kl. 15.45 får jeg 3. hold piller lagt op.
Jeg ringer til min mor ved 18.30 tiden for at høre til dem. De er hos Anitas og har været der hele dagen. Elias har haft sådan en hyggelig dag og har ikke savnet os.
Ved 18.30 tiden kommer jordemoderen og jeg beder om at komme på toilet. Jeg har ikke tisset i efterhånden mange timer. Jeg bliver derfor koblet på et mobilt stativ. Da jeg kommer retur fra toilettet bløder jeg lidt. Hvilket er helt som det skal være. Formentlig er blødningen kommet fordi jeg har været oppe og stå og har skabt tyngde på bækkenet. Da jeg har fået lagt 4. hold piller op, rejser jeg mig derfor op og går lidt rundt. Jeg vil gerne gøre mit til at jeg føder hende idag. Gennemsnitstiden siger 9 timer fra de første piller anlægges og det vil være ved 19 tiden. Hvis jeg ikke er kommet i fødsel ved næste hold piller, holdes der pause, så vi kan få hvile i nat. Så skal vi starte op imorgen igen – og det vil jeg gerne undgå, hvis jeg overhovedet kan gøre noget for det. Så derfor står jeg op og går lidt rundt i cirkler den næste lille time.
En læge Ulla Jeppesen kommer ind. Vi snakker obduktion med hende. VI skal give tilladelse til en obduktion med særlig tilladelse til at de må obducere hjernen. Det er hende vi skal have svar på obduktionen fra om 6-8 uger. Hun virker lidt forvirret og måske lidt svært ved at forholde sig til mig og min situation, men det håber jeg er anderledes, når vi skal tale med hende.
Jeg ringer igen til min mor, fordi jeg lige vil sige hej til Elias, men det har han ikke tid til.
Efter 19 tiden begynder veerne mere at komme. De kommer hyppigt – ca 45 sekunder imellem og varer måske omkring 45 sekunder. De er i starten ikke kraftigere end at jeg godt kan snakke undervejs. Efter en stund bliver de kraftigere og jordemoderen tænder for epiduralen. Jeg kan ikke mærke den, men tænker at den nok begynder at virke lige om lidt. Veerne bliver kraftigere og jeg skal nu koncentere mig meget om dem. Jeg tænker at forløbet bliver langt, så jeg godt kan holde disse smerter ud lige nu. Vi ringer dog efter narkoselægen kl 19.45, som skal komme og give epiduralen et startboost, så jeg kan blive smertedækket en stund. Han kommer kort efter og giver den et boost. Det kan jeg mærke lige straks. Narkoselægen er grundig med at tjekke hvordan jeg reagerer på epiduralen. Jordemoderen tager mit blodtryk flere gange.
Da jeg svinger mig om i sengen igen, mærker jeg et kraftigt blob i underlivet. Narkoselægen og René farer op, fordi de tror at det er noget med epiduralen. Det er vandet, der er gået. Jordemoderen mærker på mig og siger at nu er der ikke langt igen. Jeg bliver lidt overrasket, fordi jeg havde troet at jeg kunne være i fødsel i mange timer, med lange seje veer.
Epiduralen virker og der kommer lidt ro på. Faktisk kommer der meget ro på, da det er som om veerne går i sig selv. Jeg kan intet mærke, men jordemoderen kan mærke på maven at der ikke er meget gang i den. Vi venter i hvad der føles rigtig lang tid. Jordemoderen har kaldt en assistent, som finder ting frem til fødslen og til Lillepigen bagefter. Mine ben ryster og jeg kan slet ikke styre dem. Jordemoderen og René holder hver sit ben. Stilheden og roen er både dejlig og foruroligende. Lige om lidt kommer hun ud og jeg ved ikke hvad jeg skal forvente eller hvordan jeg vil reagere.
Jordemoderen er helt rolig og det hjælper på mig. Jeg er i tvivl om hvad jeg skal gøre, men hun fortæller mig, når jeg skal noget. Jeg får ingen presseveer, for som hun siger så er hun lidt ude i fødegangen og danner ikke pres nok på bækkenbunden. Hun mærker igen og beder mig presse. Efter et par pres uden veer kommer hun ud. Hun ligger mellem mine ben. Jeg kan ikke se hende. Jeg prøver at tyde Renés ansigstudtryk, men jeg kan simpelthen ikke se hvad han tænker eller føler. Han er helt stoneface, står bare og stirrer på hende. Det gør mig nervøs. Hvordan er hun? Er hun ækel at se på?
Jeg får hende op til mig, da jordemoderen har tørret hende lidt af. Hun er så fin. Jeg hulker og ryster. Er bange for at tabe hende. Har sådan lyst til at puste liv i hende. Hvorfor skal hun være død? Jeg skulle have siddet med min lille pige i live og ikke død. Jeg ville ønske jeg kunne se hendes øjne. Hun er helt perfekt. Små fingre og tæer med negle på. Lille bitte næse med næsebor. En lille mund og små bløde ører. Jeg kan ikke med mit blotte øje se at hun fejler noget. Det er på én gang rigtig rigtig dejligt, men også foruroligende. Hvad nu, hvis hun er slået ihjel forgæves? Hvad nu hvis hun kunne have levet? Undskyld lille baby at vi ikke turde tage chancen. Vi gjorde det af kærlighed til dig. Vi troede det bedste for dig ville at dø nu fordi vi ikke ville udsætte dig for den lidelse som livet kunne have bragt dig. Men nu skal vi leve med savnet, tvivlen og smerten altid. Og vi har selv valgt det. SÅ er det vel også voes egen skyld. Lille prinsesse, Undskyld. Vi ville så gerne have givet dig et godt liv. Vi villle så gerne have passet bedre på dig. Vi ville så gerne have givet dig livet Vi ville så gerne have givet dig al vores kærlighed.
Efter jeg har siddet med hende en stund, skal jeg føde moderkagen. René får sin lille datter over til sig og sidde og studerer hende nøje. Jeg savner hende allerede, men jeg er så glad for at René også vil holde hend e og snakke med hende. Han er meget mere rolig end jeg, fordi jeg græd sådan, så han opdager at hendes lille hjerte slår. Og det gør det de næste mere end 1½ time, dog svagere og svagere.
Jeg skal føde moderkagen. Jeg håber sådan at det lykkes, for ellers skal jeg have den skrabet ud og det kræver at jeg skal på operationsstue og under bedøvelse. Jeg har bare ikke lyst til at forlade denne stue. Jeg har ikke lyst til at skulle ud på gangen på fødegangen og risikere at møde nogle nybagte mødre med deres små perfekte babyer. Vi har et par gange hørt spæd babygråd, men det har heldigvis ikke været meget. For det er da ubarmhjertigt at ligge der på fødegangen og skulle føde sit barn til døden. Hvad søren er meningen? Der kan ikke være nogen mening.
Jordemoderen trækket let i navlesnoren som hænger ud af mig. Hun beder mig presse, mens hun vrikler i navlesnoren og snart er moderkagen ude. Den ser ud til at være hel, men hun vil lige gå ud og undersøge den. For hvis der er nogle rester skal jeg på operationsbordet. Jeg får underbukser på og de næst timer skal vi holde øje med blødningen. Hvis det bliver for meget, skal jeg tjekkes efter.
Vi sidder på skift med vores lille prinsesse, mens hendes hjerte slår. Jeg er træt og udmattet – både i krop og sjæl. Jeg føler mig pludselig 20 år ældre og helt tom indeni. Hun er så dejlig at se på, men hvor gør det mig ked at hun skulle ud nu og at vi ikke får hende med hjem. På et tidspunkt bliver det for meget at sidde med hende. Jeg kan bære tankerne. Hvorfor hvorfor hvorfor skulle vi træffe det valg? René sidder med hende imens jeg læner mig tilbage i sengen. Jeg har sådan lyst til at sove og glemme det hele – eller til at vågne op og alt var normalt. At det bare var en ond ond drøm, som var svær at vågne op fra. Jeg har det træls med at jeg har lyst til at flygte. Jeg burde jo suge hvert minut som jeg kan have med min lille pige. Særligt nu hvor hun viser os livet, at hendes hjerte slår. Men jeg kan en stund ikke rumme hende. Jeg kan ikke være i det. Jeg kan ikke se hende død. Det er forkert. Det er svært at jeg ikke kan rumme hende. Jeg har kun denne stund med hende og så er det allerede for meget. Hvor er jeg utaknemmelig og selvisk. Jeg får samlet mig og kan holde hende igen.
Ved 22 tiden ser vi de sidste små bevægelser i hendes bryst. En engel bliver til. Vores lille engel. Livet har nu definitivt forladt hende og vi er nu klar til at jordemoderen kan tage hende ud og måle hende og tage aftryk. Jordemoderen kommer tilbage med hende i en lille bakke med et klæde i. Hun har fået en lille lyserød hjemmestrikket hue på og er svøbt i et svøb med lyserøde stikninger. Det betyder så meget for mig at hun har den søde lille hue på. Hun er for os et rigtigt barn og det betyder meget for mig at det bliver anerkendt.
Ved 22.30 tiden ringer jeg til min mor ofr at fortælle at hun for et par timer siden blev mormor igen. Når nu vi har født hende idag, vil vi gerne hjælpe min mor til at komme op og besøge Lillepigen om søndagen. Så kan vi høre Anders' om de vil passe/lege med ham.
Ved 23 tiden skal jeg på toilettet for at tjekke om jeg kan tisse. Det går lidt tid, men så kommer det. Jeg bløder i acceptabel mængde, så nu kan jeg få pillet nålene ud af kroppen og få noget at spise. Det er ikke fordi vi kan spise særlig meget. Lillepigen ligger i sin bakke ved siden af os og det føles så forkert at sidde og spise sammen med sin døde barn. Maden vender sig i munden på mig, Ikke fordi det er ulækkert, men fordi det er makabert og så forkert at sidde der med sit døde barn.
Vi får valget om vi vil hjem eller blive natten over. VI beslutter os for at blive. Der vil være så tomt at komme hjem. Hjem uden vores lille prinsesse. Plus jeg ikke ved hvor mange gange jeg skal op om natten og om jeg vil være usikker på benene, så vil det være rart ikke at skulle stavre ned af trapperne. Vi får valget om vi vil have hende hos os natten over, men det takker vi nej til. Hun må gerne komme ud på køl. Vi er udmattede og trætte og må hellere få sovet så meget som det er muligt. Og det vil nok ikke være nemt at lukke tankerne ude for at kunne sove, hvis hun er hos os.
Godnat lille prinsesse. Sov godt. Vi elsker dig så højt.
fredag den 11. februar 2011
En skæbnesvanger pille - fredag d. 11.2.2011
Fredag morgen ringer de fra Randers kl 8.30 at vi gerne må komme med det samme, fordi testen skal sendes til Skejby med deres bil kl.10. Vi er netop på vej op i børnehaven, så vi kører direkte og er på sygehuset kl. 9.10. Vi bliver kaldt ind ligesom vi ankommer. Det er den jordemoder, som scannede os til nakkefoldscanningen og moderkageprøven. Vi får lov at se vores lille prinsesse igen. Det er sidste gang vi ser hende i live. Hun ligger der og sutter og spræller med arme og ben. Lille søde pige. Jeg græder som pisket. Jeg bliver sprittet af på kryds og tværs og lægen som skal tage prøven kommer ind. Nålerøret bliver stukket ind. Jeg ligger med lukkede øjne og forsøger at trække vejret igennem gråden. Hun stikker nålen ind, men kan ikke få noget op. Hun lyder lidt panisk i stemmen. Det gør ret ondt som hun prøver på at få nålen rundt. Det jager ned gennem kroppen. Hun bliver nødt til at opgive og prøve igen. Anden gang lykkes det og hun får taget sin prøve. Vi får et knus af dem begge og går op på fødegangen, hvor de venter os.
På fødegangen bliver vi taget imod af en jordemoder, som fører os ind på en stue, hvor billeder af små nyfødte babyer pryder væggene. Øv. Tilladelsen til at af bryde graviditeten ligger på bordet. Fantastisk at vi har fået lov til det – NEJ. Vi snakker om fødslen. Om at jeg få lagt stikpiller op hver 3. time og tidligt vil få lagt en epidural. Vi fortæller om vores smerte og vores sorg over ikke at må få en levende baby med os hjem. Hun roser os for at turde sætte ord på alle følelserne og tankerne og fortæller at se skal vi fortsætte med, fordi det er det som vil hjælpe os i længden. At vi tør sige alle tankerne højt.
Jeg får pillen – eller rettere René giver mig pillen. Han synes det er mest rigtigt at han også udfører noget aktivt, så det ikke bare er mig, der slår vores barn ihjel. Det er en fælles opgave, vi udfører. Han giver mig pillen og vandet og jeg sluger den, mens jeg grædende spørger René... det er rigtigt det vi gør, er det ikke? Det føles ikke rigtigt at skulle slå sit barn ihjel. Det kan godt være at det på længere sigt er rigtigt, men lige nu er det absurdt at skulle gøre.
Vi går derfra med en aftale om at møde kl 9 igen imorgen. Vi ser den stue, vi vil skulle være på hele dagen imorgen
Fredag over frokost sidder vi og drøfter begravelse. Vi er i tvivl om hun skal begraves, men vi tror det. Jeg vil gerne have hende begravet ved min fars gravsted, så de kan ligge der sammen. Så jeg ved hvor hun hører til. Vi ved ikke om vi skal holde en ceremoni – vi vil nok ikke have en præst. Vi vil ikke have en sten, men blot vide at hun ligger der.
Midt i denne snak mærker jeg hende sparke og jeg bryder sammen. Hvad er det for noget? Vi sidder her og snakker om hvordan vores lille datter skal begraves og så sparker hun mig? Hun viser mig sit liv og vi snakker om hendes død. Hvad er det for noget? Der er da ingen mening i det. Hvorfor skal vi overhovedet snakke om død, når det er vores lille levende barn vi snakker om.
Min mor kommer kl 15. René henter hende og Elias for jeg er faldet i søvn på sofaen og har svært ved at vågne. Vi får eftermiddagskage, som René har købet i Hornslet, da han skulle over og kigge efter nogle lærreder, som vi kan trykke hendes fod og håndaftryk på. Min mor har købt en legobil til Elias. Det skaber lidt adspredelse at René og Elias sidder ved bordet og samler den.
Vi tilbyder min mor at komme til Randers på søndag for at se Lillepigen, hvis hun har lyst. Det vil hun rigtig gerne, men vi beder hende selv arrangere det, fordi det har vi ikke overskud til. Vi foreslår hende forskellige muligheder, der involverer min søster, hendes ven med bil, eller legeaftaler her i byen. Efter Elias går i seng, går hun igang med at arrangere. Hun kan desværre ikke lade være med at søge råd hos os og involvere os i hendes koordinering. Jeg kan slet ikke overskue det og jeg fortryder at jeg gav hende muligheden. Til sidst bryder jeg helt sammen og flipper ud på hende. Hun blvier overvældet og selvfølgelig såret og hun trækker sig i en stund. Jeg ryster over hele kroppen og hulker. Jeg kan ikke klare det. Jeg føler mig under så stort et pres, fordi jeg imorgen skal føde vores lille prinsesse. Jeg kan ikke have nogen modstand. Jeg har bare lyst til at ligge som jeg gør foran kuk-kassen og forsøge at skubbe tankerne væk.
Hun opgiver projektet og beslutter kun at holde fast i at tage ind til min søster om lørdagen, så der sker noget andet for Elias. Der ærger mig at hun ikke kommer til at se hende og gøre mig ked af det, men jeg har ikke overskud til at arrangere det.
Jeg får bedt hende sætte sig, for jeg kan ikke slappe af når hun lister rundt over i køkkenet. Jeg har brug for ro. Ikke for at føle at jeg bør gøre noget. Jeg sumper foran fjernsynet indtil den aften også er gået.
På fødegangen bliver vi taget imod af en jordemoder, som fører os ind på en stue, hvor billeder af små nyfødte babyer pryder væggene. Øv. Tilladelsen til at af bryde graviditeten ligger på bordet. Fantastisk at vi har fået lov til det – NEJ. Vi snakker om fødslen. Om at jeg få lagt stikpiller op hver 3. time og tidligt vil få lagt en epidural. Vi fortæller om vores smerte og vores sorg over ikke at må få en levende baby med os hjem. Hun roser os for at turde sætte ord på alle følelserne og tankerne og fortæller at se skal vi fortsætte med, fordi det er det som vil hjælpe os i længden. At vi tør sige alle tankerne højt.
Jeg får pillen – eller rettere René giver mig pillen. Han synes det er mest rigtigt at han også udfører noget aktivt, så det ikke bare er mig, der slår vores barn ihjel. Det er en fælles opgave, vi udfører. Han giver mig pillen og vandet og jeg sluger den, mens jeg grædende spørger René... det er rigtigt det vi gør, er det ikke? Det føles ikke rigtigt at skulle slå sit barn ihjel. Det kan godt være at det på længere sigt er rigtigt, men lige nu er det absurdt at skulle gøre.
Vi går derfra med en aftale om at møde kl 9 igen imorgen. Vi ser den stue, vi vil skulle være på hele dagen imorgen
Fredag over frokost sidder vi og drøfter begravelse. Vi er i tvivl om hun skal begraves, men vi tror det. Jeg vil gerne have hende begravet ved min fars gravsted, så de kan ligge der sammen. Så jeg ved hvor hun hører til. Vi ved ikke om vi skal holde en ceremoni – vi vil nok ikke have en præst. Vi vil ikke have en sten, men blot vide at hun ligger der.
Midt i denne snak mærker jeg hende sparke og jeg bryder sammen. Hvad er det for noget? Vi sidder her og snakker om hvordan vores lille datter skal begraves og så sparker hun mig? Hun viser mig sit liv og vi snakker om hendes død. Hvad er det for noget? Der er da ingen mening i det. Hvorfor skal vi overhovedet snakke om død, når det er vores lille levende barn vi snakker om.
Min mor kommer kl 15. René henter hende og Elias for jeg er faldet i søvn på sofaen og har svært ved at vågne. Vi får eftermiddagskage, som René har købet i Hornslet, da han skulle over og kigge efter nogle lærreder, som vi kan trykke hendes fod og håndaftryk på. Min mor har købt en legobil til Elias. Det skaber lidt adspredelse at René og Elias sidder ved bordet og samler den.
Vi tilbyder min mor at komme til Randers på søndag for at se Lillepigen, hvis hun har lyst. Det vil hun rigtig gerne, men vi beder hende selv arrangere det, fordi det har vi ikke overskud til. Vi foreslår hende forskellige muligheder, der involverer min søster, hendes ven med bil, eller legeaftaler her i byen. Efter Elias går i seng, går hun igang med at arrangere. Hun kan desværre ikke lade være med at søge råd hos os og involvere os i hendes koordinering. Jeg kan slet ikke overskue det og jeg fortryder at jeg gav hende muligheden. Til sidst bryder jeg helt sammen og flipper ud på hende. Hun blvier overvældet og selvfølgelig såret og hun trækker sig i en stund. Jeg ryster over hele kroppen og hulker. Jeg kan ikke klare det. Jeg føler mig under så stort et pres, fordi jeg imorgen skal føde vores lille prinsesse. Jeg kan ikke have nogen modstand. Jeg har bare lyst til at ligge som jeg gør foran kuk-kassen og forsøge at skubbe tankerne væk.
Hun opgiver projektet og beslutter kun at holde fast i at tage ind til min søster om lørdagen, så der sker noget andet for Elias. Der ærger mig at hun ikke kommer til at se hende og gøre mig ked af det, men jeg har ikke overskud til at arrangere det.
Jeg får bedt hende sætte sig, for jeg kan ikke slappe af når hun lister rundt over i køkkenet. Jeg har brug for ro. Ikke for at føle at jeg bør gøre noget. Jeg sumper foran fjernsynet indtil den aften også er gået.
torsdag den 10. februar 2011
Den grumme beslutning - tordag d. 10.2.2011
Så oprinder torsdagens scanning. En scanning som vil afgøre vores lille piges skæbne. Overlægen fra mandag, Vibeke tager imod os igen og påbegynder scanningen. En anden overlæge Carsten Henrique kommer ind sammen med en pige, der ikke bliver præsenteret (studerende?). De to læger taler sammen om det de ser, mens de scanner hende på kryds og tværs. De kigger længe på hjertet og måler det flere gange. De finder de små hænder og fødder og måler dem. De kigger på nyrerne og på flow i nyrekarene. Måler fostervandsmængden. Den er steget, så det ser ud til at nyrerne virker. Flowet i nyrekarene ser også fint ud. De trykker talene ind i computeren og de viser selvfølgelig ingen bedring. Tværtimod ser hovedet ikke ud til at være vokset, hvorfor det nu er for lille ift alderen. Det bekymrer lægerne og gør dem temmelig sikre på at hun vil få hjerneskade, fordi hjernen ikke vil kunne udvikle sig normalt. Brystkassens snævre omkreds gør det også svært for lungerne at udvikle sig normalt. Umiddelbart kan de udelukke den almindelige form for dværgvækst – den hvor man kan leve et mere eller mindre almindeligt liv, fordi de har store hoveder og det har vores prinsesse ikke.
Vi kommer igen over på hvilestuen. Vi græder begge to. Vi ved vi bliver nødt at beslutte det allermest smertefulde. Vi bliver nødt til at tage afsked med vores lille pige. Alt alt for tidligt.
Vi taler om at vi gerne vil have det gjort her i weekenden. Der er ingen grund til at udskyde det. Det er en del der desværre skal overstås og det kan ligeså godt blive i weekenden i stedet for mandag. Det er helt fint - Vi kan få det som vi ønsker. Skejby anbefaler at vi skal føde hende i Randers. Vi vil egentlig gerne Skejby, men det er af praktiske årsager. Lægen argumenterer for at skulle vi blive gravide igen, hører vi jo til Randers og så kan det være godt at de kender sagen indefra. Og fint med os, vi skulle jo alligevel have fundet en løsning med Elias, hvis vi som planlagt skulle have født i Randers til sommer.
Jeg skriver under på ansøgningen til abortsamrådet. Suk. Det er ikke sjovt at skulle skrive under på.
De sender den til Randers og når de har svar i løbet af dagen eller måske fredag, vil de kontakte os for at aftale nærmere.
Vi taler lidt om fødslen. Vibeke gennemgår det som det vanligt er, men fortæller at der er lidt forskel i hvordan fødeafdelingerne specifikt gør det. Vi fortæller at vi gerne vil have at de taler om vores lille datter med respekt. Hun er et barn og ikke et foster og det er en fødsel og ikke en abort, vi skal igennem. Det er Vibeke helt med på. Hun siger det er vigtigt at vi siger det, fordi der kan være forskel på hvordan folk gerne vil have det. Vi fortæller også at vi gerne vil se hende og være sammen med hende. Vibeke fortæller at vi skal være opmærksomme på at det kan være at hun viser livstegn, når hun bliver født. Jeg svarer at jeg faktisk håber at hun gør det. Det vil betyde noget for mig, fordi jeg ville ønske at vi skulle have hende i live og ethvert livstegn vil være en snert af dette.
Vi ved endnu ikke om hun skal obduceret eller om hun skal begraves.
Vi tager hjem igen – fulde af sorg over at skulle sige farvel til vores lille skat. Vores lillesøster. Det var slet ikke meningen hun skulle ende sit liv på denne måde før det overhovedet blev startet. Jeg går i stykker ved tanken om at hun ikke vil få et liv. At vi ikke vil få hende i vores liv. Hun er VORES barn. Hun skulle være født til sommer. Jeg skulle have holdt hende i live. Set hendes øjne. Hørt hende græde. Trøstet hende. Ammet hende. Set hende vokse op. Nydt tiden hjemme sammen med hende. Set hende og Elias sammen. Nyde ham som storebror.
Når nogen siger at det var godt at vi ikke nåede at opleve hende og holde hende er det helt forkert, for i bund og grund er det lige præcis det, som smerter. At vi ikke får lov at opleve hende, at jeg ikke får lov at se hendes øjne, amme hende, kysse hende, trøste hende, nyde hende. At vi kun lige har fået hende i vores liv, og at hun bliver taget fra os igen. At jeg mærker hende og føler hende, men jeg ved at jeg skal af med hende.
Vi bliver ringet op torsdag aften lige inden spisetid fra Randers. De har modtaget tilladelse til sen abort. Vi må gerne komme ind og få pillen allerede i aften og føde hende imorgen. Uh det bliver al for forjaget. Vi skal lige til at spise og hvad med Elias og al ting. Nej det kan jeg ikke, om det kan blive imorgen i stedet. Vi får en tid til kl. 16.30 fredag eftermiddag, hvor vi skal møde ind og snakke fødslen igennem og jeg skal have en pille som skal stoppe graviditeten. Jeg ringer til min mor og får arrangeret at hun kommer herud fredag kl 15 og bliver til lørdag, hvor vi skal møde til
fødslen.
Senere torsdag aften ringer de igen fra Randers. De har ringet fra Skejby at de gerne vil have en fostervandsprøve, om jeg skulle til Århus imorgen? (med Elias). Vi aftaler at vi i stedet kommer til Randers fredag formiddag og får prøven og efterfølgende får pillen og en snak om fødslen, så vi ikke skal derop fredag eftermiddag. De vil ringe fredag morgen for at fortælle hvornår vi kan komme til. Skejby vil gerne have fostervandsprøven, så de kan teste på denne prøve også, så de kan blive så kloge som muligt, hvis jeg skulle blive gravid igen.
Vi kommer igen over på hvilestuen. Vi græder begge to. Vi ved vi bliver nødt at beslutte det allermest smertefulde. Vi bliver nødt til at tage afsked med vores lille pige. Alt alt for tidligt.
Vi taler om at vi gerne vil have det gjort her i weekenden. Der er ingen grund til at udskyde det. Det er en del der desværre skal overstås og det kan ligeså godt blive i weekenden i stedet for mandag. Det er helt fint - Vi kan få det som vi ønsker. Skejby anbefaler at vi skal føde hende i Randers. Vi vil egentlig gerne Skejby, men det er af praktiske årsager. Lægen argumenterer for at skulle vi blive gravide igen, hører vi jo til Randers og så kan det være godt at de kender sagen indefra. Og fint med os, vi skulle jo alligevel have fundet en løsning med Elias, hvis vi som planlagt skulle have født i Randers til sommer.
Jeg skriver under på ansøgningen til abortsamrådet. Suk. Det er ikke sjovt at skulle skrive under på.
De sender den til Randers og når de har svar i løbet af dagen eller måske fredag, vil de kontakte os for at aftale nærmere.
Vi taler lidt om fødslen. Vibeke gennemgår det som det vanligt er, men fortæller at der er lidt forskel i hvordan fødeafdelingerne specifikt gør det. Vi fortæller at vi gerne vil have at de taler om vores lille datter med respekt. Hun er et barn og ikke et foster og det er en fødsel og ikke en abort, vi skal igennem. Det er Vibeke helt med på. Hun siger det er vigtigt at vi siger det, fordi der kan være forskel på hvordan folk gerne vil have det. Vi fortæller også at vi gerne vil se hende og være sammen med hende. Vibeke fortæller at vi skal være opmærksomme på at det kan være at hun viser livstegn, når hun bliver født. Jeg svarer at jeg faktisk håber at hun gør det. Det vil betyde noget for mig, fordi jeg ville ønske at vi skulle have hende i live og ethvert livstegn vil være en snert af dette.
Vi ved endnu ikke om hun skal obduceret eller om hun skal begraves.
Vi tager hjem igen – fulde af sorg over at skulle sige farvel til vores lille skat. Vores lillesøster. Det var slet ikke meningen hun skulle ende sit liv på denne måde før det overhovedet blev startet. Jeg går i stykker ved tanken om at hun ikke vil få et liv. At vi ikke vil få hende i vores liv. Hun er VORES barn. Hun skulle være født til sommer. Jeg skulle have holdt hende i live. Set hendes øjne. Hørt hende græde. Trøstet hende. Ammet hende. Set hende vokse op. Nydt tiden hjemme sammen med hende. Set hende og Elias sammen. Nyde ham som storebror.
Når nogen siger at det var godt at vi ikke nåede at opleve hende og holde hende er det helt forkert, for i bund og grund er det lige præcis det, som smerter. At vi ikke får lov at opleve hende, at jeg ikke får lov at se hendes øjne, amme hende, kysse hende, trøste hende, nyde hende. At vi kun lige har fået hende i vores liv, og at hun bliver taget fra os igen. At jeg mærker hende og føler hende, men jeg ved at jeg skal af med hende.
Vi bliver ringet op torsdag aften lige inden spisetid fra Randers. De har modtaget tilladelse til sen abort. Vi må gerne komme ind og få pillen allerede i aften og føde hende imorgen. Uh det bliver al for forjaget. Vi skal lige til at spise og hvad med Elias og al ting. Nej det kan jeg ikke, om det kan blive imorgen i stedet. Vi får en tid til kl. 16.30 fredag eftermiddag, hvor vi skal møde ind og snakke fødslen igennem og jeg skal have en pille som skal stoppe graviditeten. Jeg ringer til min mor og får arrangeret at hun kommer herud fredag kl 15 og bliver til lørdag, hvor vi skal møde til
fødslen.
Senere torsdag aften ringer de igen fra Randers. De har ringet fra Skejby at de gerne vil have en fostervandsprøve, om jeg skulle til Århus imorgen? (med Elias). Vi aftaler at vi i stedet kommer til Randers fredag formiddag og får prøven og efterfølgende får pillen og en snak om fødslen, så vi ikke skal derop fredag eftermiddag. De vil ringe fredag morgen for at fortælle hvornår vi kan komme til. Skejby vil gerne have fostervandsprøven, så de kan teste på denne prøve også, så de kan blive så kloge som muligt, hvis jeg skulle blive gravid igen.
onsdag den 9. februar 2011
21. uge - misdannelsesscanning
Skal til Misdannelsesscanning fredag d. 4. februar (20+0). Jeg var nervøs inden fordi jeg havde oplevelsen fra sidste scanning, som viste forhøjet risiko for down og blev fulgt af en moderkagebiopsi. Så jeg håber inderligt at det går bedre denne gang. Det gør det desværre ikke. Lillepigens knogler i arme og ben er alt for korte, ligesom mavens omkreds. Der viser sig endvidere nogle skygger på tarmene, som ikke bør være der. Det kan dog være fordi at jeg har blødt og hun har drukket det som en del af fostervandet. Jeg har ikke blødt udvendigt, men kan måske godt have blødt uden at det har vist sig ude.
Scanningsjordemoderen har ikke kompetence til at diagnosticere, men nævner at det formentlig er dværgvækst eller mere alvorlig kromosomfejl, som de ikke har testet for ved moderkageprøven.
Vi skal derfor til Skejby – de vil ringe til os senere på dagen, om vi kan få en tid om fredagen eller mandag.
Det er et dybt chok og vi bliver rigtig kede af det. Hvad er det der venter os? Jeg græder, men har et lille håb om at scanningen på Skejby kan bringe andet håb. Jordemoderen havde svært ved at scanne hende, fordi hun smutter for hende og gemmer sig bag min navle.
VI kører hjem til min mor, hvor Elias er, fordi han har feber denne dag. De ringer fra Skejby senere. Desværre er der først tid på mandag kl 13.30. Det er der jo ikke noget at gøre ved.
Det bliver en hård weekend. Særlig fredag og lørdag græder jeg meget. Søndag går bedre. Vi er afsted hele dagen – i Randers storcenter og hos Inge og Erik. Det gik fint med at tale med dem om det. De viste ikke meget medfølelse, men kom snarere med alle de dumme floskler om at vi kan glæde os over at vi ikke har nået at lære hende at kende og det er bedre end his du havde båret hende hele vejen. Det er jo rigtigt at det er værre, men det laver ikke om på at dette er vores lille baby, som nu er i fare.
Mandag d. 7. tager jeg på arbejde. Det er hårdere end jeg troede og jeg græd hele vejen derind. Det var hårdt at møde personalet og mærke deres medfølelse. Men det går ok, når jeg først er igang med arbejdet.
Kl 13 kører jeg ud til Skejby. Vi har tid kl 13.30 og kommer til lidt i 14. EN overlæge Vibeke Gjørup tager imod os. Hun måler mave, hoved, lårben, arme, hjerne. Kigger på hjertet om ser blodflowet med farver. Lytter til hjertet. Måler flow i mine kar. Der er alt for lidt fostervand, så det er svært at scanne hende. Hun er i tvivl om nyrerne virker. Det er svært for hende at scanne dem ordentligt. Når der er så lidt fostervand, kan hendes lunger ikke udvikle sig ordentligt. Hun måler flow i mine kar og i navlesnoren og konstaterer at det ser normalt ud, så det er ikke derfor at hun ikke vokser som hun skal og at der er for lidt forstervand. Lægen trykker alle målene ind på computeren og printer et ark ud med alle datane. Vi kan se hvordan målene på arme og ben ikke blot ligger i den lave ende, men helt udenfor skemaet. Hovedomkredsen ligger i den lille ende, men dele af hjernen ser ud til at være normal størrelse ligesom hjertet er normalt.
Efter scanning kommer vi over på en hvilestue at sidde. Vi sidder lidt selv inden hun kommer og snakker. Hvad vi tænker om tingene? Jeg kan på ingen måde sige farvel til min lille prinsesse nu. Jeg er overhovedet ikke i stand til at træffe den beslutning. Hvordan skal jeg da også nogensinde blive det? Hvordan vil jeg kunne beslutte at skulle tage livet af mit eget barn? Det er da fuldstændigt absurdt og helt meningsløst.
Overlægen kontakter genetikeren for at høre om der er noget vi kan undersøge, så vi kan få et tydeligere svar på hvad hun fejler og hvad hendes udsigter er. Men det viser sig at vi kun har en stakket frist at give vores lille prinsesse. Vi vil ikke kunne afbryde graviditeten efter uge 22. Der ligger en etisk grænse, som er lovbestemt. Det vil sige at vi har til fredag i næste uge. Hvis vi ikke har foretaget os noget inden da, skal jeg bære hende resten af vejen, med mindre hun selv går til grunde inden. Derfor har vi ikke lang tid at give hende og vores beslutning. Hvad end hun skal vise os af forbedring skal være i løbet af den næste uge, ellers er det for sent. Og indenfor denne tid kan vi ikke nå at få svar fra genetikeren. Der vil gå omkring 2 uger. Der findes over 100 forskellige dværgvækstdiagnoser, så det vil være som at lede efter en nål i en høstak.
Jeg føler at det mindste vi kan give hende, er et par dage. Et lille flig af håb om at talene kunne se anderledes ud om et par dage. Om ikke andet kan vi få tid til at få truffet den rigtige beslutning i de par dage, så vi står lidt anderledes til at møde lægernes dom. Vi beslutter derfor at scanne igen på torsdag.
De næste dage er skrækkelige. Det er en hel umulig situation vi er sat i. Hvordan kan vi træffe den beslutning? Tænk nu hvis hun kunne få et godt og værdigt liv. Hvordan kan vi være dommere over hendes liv? Hvordan kan vi slå vores kærlighed ihjel og skabe evig tomhed og savn i vores egne hjerter? Vi er jo selv skyld i at vi får det sådan. Omvendt hvordan kan vi så løbe risikoen om at sætte et barn til verden som ikke vil overleve eller som vil blive fysisk og mentalt retaderet? Og hvilken betydning vil det ikke få for Elias, den livsglade og vidunderlige dreng? Skal vi give ham en søster, for hvem han hele tiden skal frygte vil leve eller dø? Skal vi inddrage ham i det helvede? Og skal vi lade ham miste sine forældre så meget, fordi hans søster vil fylde meget med sit handicap? Det vil få betydning for hele vores familieliv og får de muligheder vi har og for den måde vi nyder at leve vores liv.
Vi læser en del begge to på nettet om folk der har mistet deres ufødte børn. Det er SÅ hårdt, men det hjælper os også. Det letter at græde og det letter at høre at vi hører at vi ikke er de eneste, der har de følelser og tanker om vores lille ufødte barn. Det giver ligesom tilladelse til at sørge – det er ok at være ked af at miste selvom vi næsten ikke engang har fået. Vi læser om folks fødselshistorier og de følelser det medfører og bliver derved mere afklarede på hvordan vi selv gerne vil have det.
Jeg ved godt at scanningen torsdag ikke vil give noget håb, men jeg klamrer mig fast til det spinkle håb. Ikke mindst føles det rigtigt at give hende den respekt ikke at give op ved første øjekast. Hun fortjener de få dage, ja faktisk fortjener hun jo meget mere, men det kan vi desværre ikke give hende. Undskyld prinsesse at vi ikke kunne give dig mere tid. Det er forfærdeligt at du skal bevise overfor os på så kort tid.
Scanningsjordemoderen har ikke kompetence til at diagnosticere, men nævner at det formentlig er dværgvækst eller mere alvorlig kromosomfejl, som de ikke har testet for ved moderkageprøven.
Vi skal derfor til Skejby – de vil ringe til os senere på dagen, om vi kan få en tid om fredagen eller mandag.
Det er et dybt chok og vi bliver rigtig kede af det. Hvad er det der venter os? Jeg græder, men har et lille håb om at scanningen på Skejby kan bringe andet håb. Jordemoderen havde svært ved at scanne hende, fordi hun smutter for hende og gemmer sig bag min navle.
VI kører hjem til min mor, hvor Elias er, fordi han har feber denne dag. De ringer fra Skejby senere. Desværre er der først tid på mandag kl 13.30. Det er der jo ikke noget at gøre ved.
Det bliver en hård weekend. Særlig fredag og lørdag græder jeg meget. Søndag går bedre. Vi er afsted hele dagen – i Randers storcenter og hos Inge og Erik. Det gik fint med at tale med dem om det. De viste ikke meget medfølelse, men kom snarere med alle de dumme floskler om at vi kan glæde os over at vi ikke har nået at lære hende at kende og det er bedre end his du havde båret hende hele vejen. Det er jo rigtigt at det er værre, men det laver ikke om på at dette er vores lille baby, som nu er i fare.
Mandag d. 7. tager jeg på arbejde. Det er hårdere end jeg troede og jeg græd hele vejen derind. Det var hårdt at møde personalet og mærke deres medfølelse. Men det går ok, når jeg først er igang med arbejdet.
Kl 13 kører jeg ud til Skejby. Vi har tid kl 13.30 og kommer til lidt i 14. EN overlæge Vibeke Gjørup tager imod os. Hun måler mave, hoved, lårben, arme, hjerne. Kigger på hjertet om ser blodflowet med farver. Lytter til hjertet. Måler flow i mine kar. Der er alt for lidt fostervand, så det er svært at scanne hende. Hun er i tvivl om nyrerne virker. Det er svært for hende at scanne dem ordentligt. Når der er så lidt fostervand, kan hendes lunger ikke udvikle sig ordentligt. Hun måler flow i mine kar og i navlesnoren og konstaterer at det ser normalt ud, så det er ikke derfor at hun ikke vokser som hun skal og at der er for lidt forstervand. Lægen trykker alle målene ind på computeren og printer et ark ud med alle datane. Vi kan se hvordan målene på arme og ben ikke blot ligger i den lave ende, men helt udenfor skemaet. Hovedomkredsen ligger i den lille ende, men dele af hjernen ser ud til at være normal størrelse ligesom hjertet er normalt.
Efter scanning kommer vi over på en hvilestue at sidde. Vi sidder lidt selv inden hun kommer og snakker. Hvad vi tænker om tingene? Jeg kan på ingen måde sige farvel til min lille prinsesse nu. Jeg er overhovedet ikke i stand til at træffe den beslutning. Hvordan skal jeg da også nogensinde blive det? Hvordan vil jeg kunne beslutte at skulle tage livet af mit eget barn? Det er da fuldstændigt absurdt og helt meningsløst.
Overlægen kontakter genetikeren for at høre om der er noget vi kan undersøge, så vi kan få et tydeligere svar på hvad hun fejler og hvad hendes udsigter er. Men det viser sig at vi kun har en stakket frist at give vores lille prinsesse. Vi vil ikke kunne afbryde graviditeten efter uge 22. Der ligger en etisk grænse, som er lovbestemt. Det vil sige at vi har til fredag i næste uge. Hvis vi ikke har foretaget os noget inden da, skal jeg bære hende resten af vejen, med mindre hun selv går til grunde inden. Derfor har vi ikke lang tid at give hende og vores beslutning. Hvad end hun skal vise os af forbedring skal være i løbet af den næste uge, ellers er det for sent. Og indenfor denne tid kan vi ikke nå at få svar fra genetikeren. Der vil gå omkring 2 uger. Der findes over 100 forskellige dværgvækstdiagnoser, så det vil være som at lede efter en nål i en høstak.
Jeg føler at det mindste vi kan give hende, er et par dage. Et lille flig af håb om at talene kunne se anderledes ud om et par dage. Om ikke andet kan vi få tid til at få truffet den rigtige beslutning i de par dage, så vi står lidt anderledes til at møde lægernes dom. Vi beslutter derfor at scanne igen på torsdag.
De næste dage er skrækkelige. Det er en hel umulig situation vi er sat i. Hvordan kan vi træffe den beslutning? Tænk nu hvis hun kunne få et godt og værdigt liv. Hvordan kan vi være dommere over hendes liv? Hvordan kan vi slå vores kærlighed ihjel og skabe evig tomhed og savn i vores egne hjerter? Vi er jo selv skyld i at vi får det sådan. Omvendt hvordan kan vi så løbe risikoen om at sætte et barn til verden som ikke vil overleve eller som vil blive fysisk og mentalt retaderet? Og hvilken betydning vil det ikke få for Elias, den livsglade og vidunderlige dreng? Skal vi give ham en søster, for hvem han hele tiden skal frygte vil leve eller dø? Skal vi inddrage ham i det helvede? Og skal vi lade ham miste sine forældre så meget, fordi hans søster vil fylde meget med sit handicap? Det vil få betydning for hele vores familieliv og får de muligheder vi har og for den måde vi nyder at leve vores liv.
Vi læser en del begge to på nettet om folk der har mistet deres ufødte børn. Det er SÅ hårdt, men det hjælper os også. Det letter at græde og det letter at høre at vi hører at vi ikke er de eneste, der har de følelser og tanker om vores lille ufødte barn. Det giver ligesom tilladelse til at sørge – det er ok at være ked af at miste selvom vi næsten ikke engang har fået. Vi læser om folks fødselshistorier og de følelser det medfører og bliver derved mere afklarede på hvordan vi selv gerne vil have det.
Jeg ved godt at scanningen torsdag ikke vil give noget håb, men jeg klamrer mig fast til det spinkle håb. Ikke mindst føles det rigtigt at give hende den respekt ikke at give op ved første øjekast. Hun fortjener de få dage, ja faktisk fortjener hun jo meget mere, men det kan vi desværre ikke give hende. Undskyld prinsesse at vi ikke kunne give dig mere tid. Det er forfærdeligt at du skal bevise overfor os på så kort tid.
Abonner på:
Opslag (Atom)