Kaere allesammen
En lille hilsen fra den rejsende familie. Det korte af det lange, som maaske er allervigtigst:
Vi har det rigtig godt.
Den lange rejse fra DK til NZ startede saa smaat d. 20.10. med et par dage i Koebenhavn med hyggelige besoeg hos venner og familie. Allerrede her forloeb alting ganske positivt. Elias sov for foerste gang mere end 40 min i bilen, nemlig i halvanden time, i bilen til KBH. Vi besoegte foerst Laura og Marc med deres 1 aarige Jasmin. Soendag besoegte vi Jari, Louise, Ronja (2 aar) og Vigga (11 mdr) og senere Brittas onkel og tante, med besoeg af Brittas kusine, mand og deres 1 aarige Valdemar. Elias noed virkelig alle de boern. Det var fedt.
Mandag morgen oprandt dagen for afrejsen. Vi kom efter noget besvaer og 4 s-toge fra Frederiksberg til Kastrup godt pakket op med 2 rygsaekke, en rulle-kuffert, en dagturstaske, en baerestol til E og en klapvogn. Vi naede lufthavnen i god tid og E havde tid til at kravle lidt rundt. Flyveturen til Bangkok gik ganske fint. Vi lettede kl 14.30 og var i Bangkok en 11 timer senere. E fik selvfoelgelig ikke sovet en hel nats soevn, men et par lure af knap en time og senere 3 timer. Vi andre fik dog ikke sovet meget. Elias havde ingen problemer med oererne under letning og landning paa trods af at han ikke ville amme. I Bangkok fandt vi hurtigt det vaerelse, vi kunne have i den 14 timer lange ventetid. Og det var fantastisk. Med bad og koeleskab og fin dobbeltseng. E og vi andre sov her i 5 timer, fik mad og bad og var nogenlunde friske til naeste straek. Vi havde ingen fornemmelse af tidspunkter men skulle lette fra Bangkok kl 20 lokaltid (6 timer foran DK). Desvaerre blev vi 2 timer forsinket fra Bangkok saa naeste straek kom til at vare 13 timer i stedet. Men denne tur gik naesten endnu bedre. Tror E sov i 7 timer i straek... dog med hjaelp til at holde sig sovende.
Vi landede i Auckland kl 15 om eftermiddagen onsdag. NZ er 12 timer foran DK, men det var nu lige meget for os, for vi var lidt traette uanset hvad kl var. Vi blev efter en rum ventetid hentet af det firma, vi har booket en camper hos. Ved firmaet tog det et par timer at faa bilen... Alt for lang tid, men der var meget der skulle gennemgaes. E var traet, sulten og kold. Det regnede og vi havde ikke helt nok toej paa. Saa E fik reddet sig en forkoelelse. Ikke lige det man regnede med, naar vi nu skulle ned og have lidt foraar og sommer. Men solen har skinnet siden og vi forsoeger at hjaelpe ham af med forkoelelsen igen. Vi fik endelig bilen, men desvaerre virkede vandpumpen ikke, saa vi skulle have den byttet naeste morgen. Senere da vi skulle laase bilen, da vi var koert derfra fandt vi ud af at bagdoeren ikke kunne lukkes og laases, saa det var IKKE fedt. Vi skulle tilbringe den foerste dags tid hos Susan, en tidligere studerende paa Skibet, Brittas arbejde. Hun ernu i praktik paa en skole for Blinde udenfor Auckland. Vi fandt stedet rimelig nemt, men maatte ud og spoerge efter Susan, da vi ikke havde hendes tlf nr. Vi fandt dog hende og tilbragte saa aftenen og den naeste dag med hende. Hun tog fri fra arbejde og hjalp os til rette med mad, indkoeb, bad og camper. Det var rigtig rart. Naeste dag fik vi byttet camperen til en ny, som det senere viste sig heller ikke var iorden, saa naeste dag blev en ogsaa byttet... og vi skulle gerne faa betaling for de foerste 3 dage refunderet. Det blev saaledes fredag inden vi koerte ud i landet. Og det gaar rigtig godt med at koere. Dvs kun Rene har vaeret bag rattet so fare, men det styrer han ogsaa ganske fint. Vi har allerede tilbagelagt 1000 km nu hvor vi ikke engang har koert en uge, saa vi skal nok faa aedt nogle km. E sover fint i bilen, gerne 1,5 - 2 timer ad gangen, saa det er som han ville goere i klapvognen. Saa alt fint med det. De foerste naetter som han kun 5-6 timer ad gangen og vaagnede saaledes kl 3 og mente det var morgen, men nu sover han naesten som derhjemme... og det selvom han ligger klods op af os.
Saa alt i alt.. er allle bekymrer om Elias paa rejse manet til jorden. Han nyder det, sover godt, spiser godt og hilser paa alle der kommer i naerheden af ham. Han tiltraekker meget opmaerksomhed. Han er vaeldig optaget af fugle og vi faar fodret rigtig mange sorte svaner, aender og andre maerkelige fugle. Han genkender andre boern paa mange meters afstand, saa hvis der er noget han savner er det nok de legekammerater han plejer at omgive sig med.
Ja, det blev en "lille" hilsen herfra mest for at fortaelle at vi har det rigtig godt. Fik ikke fortalt noget om hvad vi oplever, men det maa komme en anden gang. Kan da lige sige at har bevaeget os ned gennem Nordoen til Sydoen, hvor vi vil vaere i 3- 4 uger.
Hav det rigtig godt derhjemme i kulden.
Hilsen det shortsbaerende folk
Rene, Britta og Elias
onsdag den 31. oktober 2007
onsdag den 17. oktober 2007
Farmor og Erik på besøg
I aften kom Farmor og Erik for at sige farvel og god rejse. Da vi havde spist skulle jeg rigtig vise dem det der med gåvognen. Men puh sikke et hyr med at få dem alle til at se på mig på samme tid. "se mig, se mig" måtte jeg "sige" hele tiden. Jeg vendte og drejede mig mod dem for at sikre at de hele tiden så på MIG.
Sundhedsplejersken på besøg
Igår d. 16.10. var sundhedsplejersken her. Jeg skulle til eksamen! Ja, jeg skulle have den der Boel-test. Jeg fandt nu aldrig ud af, at hun testede mig, men jeg gik selvfølgelig lige igennem testen. Smiler frækt. Hun sagde, at jeg var en ualmindelig stærk og dygtig dreng, (fnis) og at jeg har en krop som en 1 årig (skal jeg tage det som en fornærmelse?). Jeg vejer nu 10 kg og måler 77 cm. Min vægt ligger en kurve over middel og min længde 2 kurver over middel. Så jeg er mere lang end jeg er tyk. Men det mente hun kun var naturligt, fordi jeg bevæger mig så meget.
Til aften stødte jeg ind i min gåvogn. Jeg plejer at skubbe den afsted foran mig, mens jeg går på knæ. Men pludselig forstod jeg hvorfor de kalder den en "gå"-vogn. Jeg rejste mig op ved den og huuu hej, det var sjovt. Den fik ikke for lidt. Frem og tilbage i stuen, hvor Mor vendte vognen hver gang at jeg nåede enden af stuen. Jeg hvinede og grinede... men til sidst tudede jeg, fordi jeg var så udmattet. Men det var så sjovt, at jeg slet ikke selv kunne sige stop igen. Mor måtte hjælpe mig til at stoppe. Puhhhh, Det må jeg prøve en anden dag.
Til aften stødte jeg ind i min gåvogn. Jeg plejer at skubbe den afsted foran mig, mens jeg går på knæ. Men pludselig forstod jeg hvorfor de kalder den en "gå"-vogn. Jeg rejste mig op ved den og huuu hej, det var sjovt. Den fik ikke for lidt. Frem og tilbage i stuen, hvor Mor vendte vognen hver gang at jeg nåede enden af stuen. Jeg hvinede og grinede... men til sidst tudede jeg, fordi jeg var så udmattet. Men det var så sjovt, at jeg slet ikke selv kunne sige stop igen. Mor måtte hjælpe mig til at stoppe. Puhhhh, Det må jeg prøve en anden dag.
lørdag den 13. oktober 2007
Oktober 2007
Kære alle sammen
Sig nærmer tiden, hvor vi må væk… vi hører sommerens stemme;-)
Thi også vi er jo nok på træk og længes andetsteds hjemme.
Ja lidt poesi herfra, just som vi står på tærsklen til vores næste store rejse. Rejsen til Jordens ende, eller i hvert fald om på den anden side af jorden.Om eftermiddagen d. 22. oktober (om 1½ uge) sætter den lille familie sig spændte ind i Thai air fly med 7½ uges rejse i sigte – først mod en mellemlanding i Bangkok og siden mod det fascinerende land New Zealand. Vi glæder os meget til at dele alle oplevelserne med hinanden som familie, vi glæder os til tiden sammen uden at skulle andet end det vi ønsker. Vi er nu også spændte på det hele. På trods af øve-turen til Færøerne føler vi os stadig lidt jomfruelige i det nye rejseliv. På nogle måder er det som om vi skal af sted for første gang – nu med lille (store) Elias at tage hensyn til. Vi er spændte på - hvordan han tager bruddet på de kendte daglige rutiner, - om han kan sove i autocamperen og i den lille paraplyklapvogn, vi skal have med, - hvordan den lange flyvetur derned skal gå, hvor han jo skal sidde stille ovenpå mor og far i MANGE timer, - hvor koldt og varmt, der er og hvor meget/lidt tøj Elias skal have med. Men vi bliver jo klogere hen ad vejen og alt skal selvfølgelig nok gå rigtig fint. Det er jo heldigvis et veludviklet land, så vi kan få fat i det meste af, hvad vi måtte mangle og flyveturen har andre med små børn jo klaret før os.Vi skal flyve fra Kastrup mandag eftermiddag og benytter chancen for at hilse på venner og familie i København inden afrejse. Lørdag i næste uge tager vi afsked med Århus og fiser over Fyn i den lille røde. Vi flyver over Bangkok, hvor vi har 14 timers ventetid. Her får vi et hotelværelse i noget af tiden, så der bliver mulighed for at ligge lidt udstrakte, få et bad og kravle lidt rundt. Onsdag middag lokal tid lander vi i NZ. Der er 12 timers forskel mellem Dk og NZ. I New Zealand har vi lejet en autocamper (vist nok i 46 dage). Vi har ikke bestilt andet hjemmefra og ved faktisk heller ikke endnu helt, hvad vi skal. Vi lander i Auckland på Nordøen og vil forholdsvist hurtigt køre ned på Sydøen, som skulle være naturmæssigt den mest spændende og fantastiske. Vi skal flyve hjem igen fra Auckland, så vi gemmer lidt tid til Nordøen inden afrejse, som jo også er fantastisk smuk. Men i korte træk regner vi med at New Zealand vil byde på høje bjerge med snedække og gletsjertunger, dybe fjorde, smukke søer, flotte strande, boblende mudder, grønne bakker, får, flinke mennesker, tid, hygge og ”tag-livet-som-det-kommer” i autocamperen. Det er forår dernede nu, så forhåbentlig får vi lidt lys og varme… men jo vi regner også med regn, ikke mindst på sydøens vestkyst. Regntøj og varme trøjer er på pakkelisten.
Vi kommer hjem igen d. 11.12. Julen skal vi fejre hos Brittas søster, for første gang i 4 år. Det bliver spændende at opleve ham juleaften, med alle gaverne og alt postyret. D. 2. januar skal Elias starte i vuggestuen Valmuen for enden af vores vej. Vi ville godt have haft plads i en integreret institution, men der var ikke plads lige foreløbigt. Vi – mest Britta – har lige måttet sluge en kamel i den forbindelse og håber på at det viser sig ok. Elias elsker at være sammen med andre børn og hvis han da ellers kan tåle at blive skilt fra sin mor (og omvendt), skal det nok blive godt at starte op. Britta starter d. 21. januar på at færdiggøre sin diplomuddannelse i projektledelse og organisationsudvikling på fuldtid, så hun skal først tilbage på arbejde til juni næste år.
Og ellers går livet sin alt for hurtige gang herhjemme. Der er ingen tid til kedsomhed, for den lille familie. Vi er begyndt at tænke på at skulle have et hus. Egentlig havde vi planer om at vendte et par år, fordi vi nyder at bo billigt her og at have råd til at rejse, men vi savner at kunne komme udenfor i en have uden at skulle planlægge og pakke det halve hus sammen. I foråret brugte vi – særligt René - lang tid på at udse boligmarkedet på nettet. Vi fandt et hus, som vi blev helt forelskede i, og alle andre huse skulle stå til måls med en sammenligning med dette hus. Efter et par måneder besluttede vi os for at kigge på det. Og desværre eller heldigvis alt efter hvordan man ser det, var der mere at lave på huset end vi synes var rimeligt. Vi sammenlignede med hvad helt nye huse kostede i samme by og det var ”kun” 5-600.000 mere. Og det er vist ikke meget, når vi ville lave noget om i alle rum. Dette ene huskig tog også lysten til at købe et gammelt hus fra os. Vi drømmer nu om at bygge vores et nyt hus, gerne et lavenergi træhus, hvor vi selv vil bygge en del af det. Vi udser nu markedet for grunde i kommunerne omkring Århus. Fra Skanderborg over Silkeborg og mod Randers. Det skal I nok høre mere om.
På Renés arbejde er tingene rolige for tiden. Der er ikke så travlt, ja, faktisk er der ikke noget at lave, fordi mange opgaver er blevet udliciteret. Han har været på et par kurser i adgangskontrol. Spændende men det trak også tænder ud, da systemet er meget omfattende. Hjemme har Britta været i gang med at male børneværelse, så Elias kan få sit eget værelse, når vi kommer hjem igen. Han sover stadig i vores soveværelse, da vi jo lige om lidt skal sove tæt ved siden af hinanden i autocamperen.Elias stortrives. Han er nu 9 måneder og er en glad og aktiv dreng, som kravler rundt i hele huset. Han følger os fra rum til rum, er i ALT, rejser sig op af alt, stole – borde – den store bold – vores bukseben - opvaskemaskinen – tremmerne i sengen osv. Han forsøger at gå lidt langs tingene, rager ALT ned fra hylder og borde, kaster med lysestagerne, river ting fra hinanden, smadrer urtepotter og i den dur. Jo, den lille tyran må holdes i kort snor. Smil. Men han er nu også ret charmerende. Elsker at lave sjov og pjatte og synge. Klapper kage og vinker ind imellem. Er meget kærlig, putter sig ind til en og giver store dejlige våde kys. Han spiser godt, får efterhånden af det vi får, suppleret med ekstra kartofler og grøntsager. Han har dog lige haft en periode, hvor han nægtede at spise. Han lukkede munden hermetisk sammen fra første bid. Så måtte mor og far hekse og trylle, for når Elias fik lov at underholde sig med 3-4 skeer og plastiklåg, ville han godt spise. Ind imellem indtog han også halve måltid siddende ovenpå opvaskemaskinens låge! Det varede 2-3 uger. Heldigvis er han kommet i gang med at spise igen.
Sig nærmer tiden, hvor vi må væk… vi hører sommerens stemme;-)
Thi også vi er jo nok på træk og længes andetsteds hjemme.
Ja lidt poesi herfra, just som vi står på tærsklen til vores næste store rejse. Rejsen til Jordens ende, eller i hvert fald om på den anden side af jorden.Om eftermiddagen d. 22. oktober (om 1½ uge) sætter den lille familie sig spændte ind i Thai air fly med 7½ uges rejse i sigte – først mod en mellemlanding i Bangkok og siden mod det fascinerende land New Zealand. Vi glæder os meget til at dele alle oplevelserne med hinanden som familie, vi glæder os til tiden sammen uden at skulle andet end det vi ønsker. Vi er nu også spændte på det hele. På trods af øve-turen til Færøerne føler vi os stadig lidt jomfruelige i det nye rejseliv. På nogle måder er det som om vi skal af sted for første gang – nu med lille (store) Elias at tage hensyn til. Vi er spændte på - hvordan han tager bruddet på de kendte daglige rutiner, - om han kan sove i autocamperen og i den lille paraplyklapvogn, vi skal have med, - hvordan den lange flyvetur derned skal gå, hvor han jo skal sidde stille ovenpå mor og far i MANGE timer, - hvor koldt og varmt, der er og hvor meget/lidt tøj Elias skal have med. Men vi bliver jo klogere hen ad vejen og alt skal selvfølgelig nok gå rigtig fint. Det er jo heldigvis et veludviklet land, så vi kan få fat i det meste af, hvad vi måtte mangle og flyveturen har andre med små børn jo klaret før os.Vi skal flyve fra Kastrup mandag eftermiddag og benytter chancen for at hilse på venner og familie i København inden afrejse. Lørdag i næste uge tager vi afsked med Århus og fiser over Fyn i den lille røde. Vi flyver over Bangkok, hvor vi har 14 timers ventetid. Her får vi et hotelværelse i noget af tiden, så der bliver mulighed for at ligge lidt udstrakte, få et bad og kravle lidt rundt. Onsdag middag lokal tid lander vi i NZ. Der er 12 timers forskel mellem Dk og NZ. I New Zealand har vi lejet en autocamper (vist nok i 46 dage). Vi har ikke bestilt andet hjemmefra og ved faktisk heller ikke endnu helt, hvad vi skal. Vi lander i Auckland på Nordøen og vil forholdsvist hurtigt køre ned på Sydøen, som skulle være naturmæssigt den mest spændende og fantastiske. Vi skal flyve hjem igen fra Auckland, så vi gemmer lidt tid til Nordøen inden afrejse, som jo også er fantastisk smuk. Men i korte træk regner vi med at New Zealand vil byde på høje bjerge med snedække og gletsjertunger, dybe fjorde, smukke søer, flotte strande, boblende mudder, grønne bakker, får, flinke mennesker, tid, hygge og ”tag-livet-som-det-kommer” i autocamperen. Det er forår dernede nu, så forhåbentlig får vi lidt lys og varme… men jo vi regner også med regn, ikke mindst på sydøens vestkyst. Regntøj og varme trøjer er på pakkelisten.
Vi kommer hjem igen d. 11.12. Julen skal vi fejre hos Brittas søster, for første gang i 4 år. Det bliver spændende at opleve ham juleaften, med alle gaverne og alt postyret. D. 2. januar skal Elias starte i vuggestuen Valmuen for enden af vores vej. Vi ville godt have haft plads i en integreret institution, men der var ikke plads lige foreløbigt. Vi – mest Britta – har lige måttet sluge en kamel i den forbindelse og håber på at det viser sig ok. Elias elsker at være sammen med andre børn og hvis han da ellers kan tåle at blive skilt fra sin mor (og omvendt), skal det nok blive godt at starte op. Britta starter d. 21. januar på at færdiggøre sin diplomuddannelse i projektledelse og organisationsudvikling på fuldtid, så hun skal først tilbage på arbejde til juni næste år.
Og ellers går livet sin alt for hurtige gang herhjemme. Der er ingen tid til kedsomhed, for den lille familie. Vi er begyndt at tænke på at skulle have et hus. Egentlig havde vi planer om at vendte et par år, fordi vi nyder at bo billigt her og at have råd til at rejse, men vi savner at kunne komme udenfor i en have uden at skulle planlægge og pakke det halve hus sammen. I foråret brugte vi – særligt René - lang tid på at udse boligmarkedet på nettet. Vi fandt et hus, som vi blev helt forelskede i, og alle andre huse skulle stå til måls med en sammenligning med dette hus. Efter et par måneder besluttede vi os for at kigge på det. Og desværre eller heldigvis alt efter hvordan man ser det, var der mere at lave på huset end vi synes var rimeligt. Vi sammenlignede med hvad helt nye huse kostede i samme by og det var ”kun” 5-600.000 mere. Og det er vist ikke meget, når vi ville lave noget om i alle rum. Dette ene huskig tog også lysten til at købe et gammelt hus fra os. Vi drømmer nu om at bygge vores et nyt hus, gerne et lavenergi træhus, hvor vi selv vil bygge en del af det. Vi udser nu markedet for grunde i kommunerne omkring Århus. Fra Skanderborg over Silkeborg og mod Randers. Det skal I nok høre mere om.
På Renés arbejde er tingene rolige for tiden. Der er ikke så travlt, ja, faktisk er der ikke noget at lave, fordi mange opgaver er blevet udliciteret. Han har været på et par kurser i adgangskontrol. Spændende men det trak også tænder ud, da systemet er meget omfattende. Hjemme har Britta været i gang med at male børneværelse, så Elias kan få sit eget værelse, når vi kommer hjem igen. Han sover stadig i vores soveværelse, da vi jo lige om lidt skal sove tæt ved siden af hinanden i autocamperen.Elias stortrives. Han er nu 9 måneder og er en glad og aktiv dreng, som kravler rundt i hele huset. Han følger os fra rum til rum, er i ALT, rejser sig op af alt, stole – borde – den store bold – vores bukseben - opvaskemaskinen – tremmerne i sengen osv. Han forsøger at gå lidt langs tingene, rager ALT ned fra hylder og borde, kaster med lysestagerne, river ting fra hinanden, smadrer urtepotter og i den dur. Jo, den lille tyran må holdes i kort snor. Smil. Men han er nu også ret charmerende. Elsker at lave sjov og pjatte og synge. Klapper kage og vinker ind imellem. Er meget kærlig, putter sig ind til en og giver store dejlige våde kys. Han spiser godt, får efterhånden af det vi får, suppleret med ekstra kartofler og grøntsager. Han har dog lige haft en periode, hvor han nægtede at spise. Han lukkede munden hermetisk sammen fra første bid. Så måtte mor og far hekse og trylle, for når Elias fik lov at underholde sig med 3-4 skeer og plastiklåg, ville han godt spise. Ind imellem indtog han også halve måltid siddende ovenpå opvaskemaskinens låge! Det varede 2-3 uger. Heldigvis er han kommet i gang med at spise igen.
tirsdag den 9. oktober 2007
Gæstebog
Kære allesammen
Tak fordi I kigger ind på min blog og min hjemmeside. Har I lyst til at sende mig en lille hilsen, kan I skrive her ved at tilføje en kommentar. Vi har flyttet hilsnerne fra den gamle hjemmeside hertil, så de ikke går tabt.
Kærlige babykram
Elias
Tak fordi I kigger ind på min blog og min hjemmeside. Har I lyst til at sende mig en lille hilsen, kan I skrive her ved at tilføje en kommentar. Vi har flyttet hilsnerne fra den gamle hjemmeside hertil, så de ikke går tabt.
Kærlige babykram
Elias
Abonner på:
Opslag (Atom)